Da jeg tog væk fra byen, kom alting tættere på

2. juli 2018

Af Magnus Stein
Billederne er fra De Sydvendte Spande

ALTERNATIVE LIVSFORMER: I dette essay fortæller Magnus Stein om tankerne bag landkollektivet De Sydvendte Spande og overvejer de politiske perspektiver i at bygge kollektive organiseringer, der engagerer sig aktivt i jord og samfund og løsriver sig fra lønarbejde, vareøkonomi og den sociale isolation, der følger med.

Vi har fået lov at bringe essayet, der oprindeligt er en del af antologien Bidrag til en nær bykritik, som blev udgivet d. 15. juni af basisgruppen Bypolitisk organisering, som du kan finde her og høre en samtale med her.

Bypolitisk organisering er opstået i miljøet omkring Folkets hus på Nørrebro i København og har til formål at “skrive og tale om det at bo i byen på en kritisk og politisk måde og udfordre forestillinger som tages for givet, som for eksempel at nogle skal tjene penge på bare dét at bo.”

I august 2015 flyttede jeg fra Ydre Nørrebro til Sydøstfyn, hvor jeg sammen med seks andre startede et kollektiv i et udtjent husmandssted. Sådan et kollektiv med dyr og jord og fællesøkonomi og en høj grad af selvforsyning. Det var pisseskræmmende at flytte ud af byen, og jeg opfatter stadig mig selv som københavner. Alligevel har jeg ikke så meget en følelse af at være flyttet ud som af at være rykket tæt på. Ikke på noget eller nogen bestemt, ligesom bare tæt på, du ved, hele lortet. Her vil jeg forsøge at samle nogle af mine tanker og dele de perspektiver, jeg har fået på byen, organisering og nærhed, siden jeg for to år siden flyttede på landet.

vi dyrker omkring 50 forskellige afgrøder, hvilket rækker til en stor del af, hvad vi spiser – resten skralder vi. Når vi skal steder hen, blaffer vi. Vi afprøver på forskellige måder, hvor langt uden for forbrugssamfundet vi kan leve.Vi er syv mennesker, tre geder og ditto løbeænder, to katte og hvem-ved-hvor-mange høns og bier. Det er vi i et lille, træt murstenshus med en gammel stald, høloft og tilhørende fem hektar jord (til sammenligning er Ørstedsparken cirka seks hektar, og parkeringskælderen under Field’s lidt over tre). Her er en lille sø, en frugtlund med knap 50 træer, muldtoilet, hønsehus, et par husvogne og en traktor, der næsten må være ældre end huset. Huset er lille, så der er langt fra et værelse til hver. Som regel finder man bare en ledig seng, når man har lyst til at sove. Til gengæld er der masser af plads udenfor. Vi har nogle braklagte(-ish) marker og en stor køkkenhave, hvor vi dyrker omkring 50 forskellige afgrøder, hvilket rækker til en stor del af, hvad vi spiser – resten skralder vi. Når vi skal steder hen, blaffer vi. Vi afprøver på forskellige måder, hvor langt uden for forbrugssamfundet vi kan leve. Vores samlede udgifter bliver til omkring 8000 om måneden. Det er inklusive det hele – ejendomsskat og vand og internet og afgifter på den bil, vi deler, og hvis nogen køber nyt tøj eller går ud og drikker øller. Vi har en frivillig, men næsten total fællesøkonomi, så ét deltidsjob for én af os er nok til at dække alle udgifter, så vi kan fokusere vores kræfter på gården i stedet for på lønarbejde.

Det betyder, at det også er hjemme på De Sydvendte Spande, som vores gård hedder, at vi har vores daglige liv med alle dets projekter. Og vi har vores sag for med byggeprojekter og vedligeholdelse, markarbejde, dyrepasning samt dyrkning, høst og konservering af grøntsager og frugter og korn og urter. Alt det her, der kan kategoriseres som arbejde, er fuldkomment smeltet sammen med fritid, hobby, ferie og resten af vores liv. Der er ingen klare grænser mellem de dele af det, vi gør, som bare er at hygge os sammen, de dele, der har en eller anden slags samfundskritisk slagside, og de dele, der handler om arbejde med jordbrug og byggeri – det giver ikke mening at forsøge at skelne. Og vi er tæt på hinanden i det hele.

Alle beslutninger tages ved konsensus, og vi forsøger at have en runde hver dag, hvor de, der har lyst, fortæller, hvordan de har det, og hvad de gerne vil lave i løbet af dagen. Det er ikke noget, der føles som arbejde, eller noget, som det er hårdt at finde tid og rum til; det er en basal nødvendighed og både en forudsætning for og en konsekvens af, at vi lever tæt sammen. Hvis ikke vi har rigtig godt styr på, hvad der foregår inden i hinanden, vil det ikke kunne lade sig gøre at leve så mange mennesker på så relativt lidt plads og være fælles om et så altomsluttende liv-skråstreg-projekt.

I byen oplevede jeg en stor social afstand, fordi de fleste mennesker har gang i alle mulige forskellige ting på forskellige steder og altså er andre steder det meste af tiden. Der er fandeme aldrig nogen hjemme i kollektiverne.Det er en fænomenal luksus for os, at vi har så meget tid til hinanden, at vi ikke behøver at skemalægge tjanser og ansvarsområder, men kan finde ud af alting ad hoc, fordi vi er det samme sted og arbejder med de samme ting hele tiden. På den måde er vi et rockband, der allesammen bor i øvelokalet. Det er en ubesværet tæthed, som jeg savner, når jeg er i byen – det gælder også i kollektiver og i forskellige former for fælles, politisk organisering. I byen oplevede jeg en stor social afstand, fordi de fleste mennesker har gang i alle mulige forskellige ting på forskellige steder og altså er andre steder det meste af tiden. Der er fandeme aldrig nogen hjemme i kollektiverne.

Lad det bare være sagt – jeg var pissebange for at flytte på landet. Det var aldrig lykkedes for mig, hvis ikke vi var en gruppe, der mødtes hver uge og kiggede på tvangsauktioner og diskuterede foreningsvedtægter og snakkede om, hvad vi ville, når vi købte vores gård, og hvor vi kunne skiftes til at motivere hinanden, når vi på tur fik kolde fødder. Hvis man er bare halvt så magelig som jeg, er noget af det sværeste, man kan gøre, at vælge at forandre sit liv, uanset om man er glad for det eller ej. Og jeg har aldrig været direkte ked af at bo i byen. Men jeg har været bange for at leve for meget på automatpilot. Der skal ikke særligt mange vaner, rutiner og faste rammer til for mig, før jeg holder helt op med at udfordre mig selv. Men da jeg i foråret 2013 kom hjem fra en lang rejse alene, var jeg blevet vant til, at hvis jeg ikke selv opsøgte og igangsatte noget hver dag, ville der ingenting ske overhovedet.

Det ville jeg gerne holde fast i, og det var her, jeg første gang alvorligt snakkede med en håndfuld venner om, om vi ikke skulle finde et eller andet faldefærdigt sted på landet, hvor vi havde plads til at dyrke lidt grøntsager, og hvor vi kunne være mere kreative, end vi var nu, og hvor vi kunne gå rundt og råbe hele dagen uden at få naboklager og sådan ligesom i det hele taget have projektuge hver uge. Det var en tanke, der æggede os, men vi var – som så mange andre – bange for at tage det afgørende ryk.

Vordende landkollektiver har ofte et dogme om en maksimal afstand fra København – gerne målt i tid med offentlig transport. Det havde vi også i starten. Velsagtens fordi vi var bange for i virkeligheden at gøre det. En timeregel, for hvor langt man må flytte sig fra centrum, synes jeg er det samme som at opgive fokus på, hvad man kan skabe der, hvor man er – på direkte bekostning af bekymringer om, hvor hurtigt man kan komme væk derfra igen.

alle de år, jeg har boet i lejligheder i København, har vand og varme været sådan nogle ting, der kommer ud af hanen og radiatoren, og hvis det ikke virker, kan man ringe til en-eller-anden, og så kommer en-eller-anden og fixer detMåske føles det så farligt at bevæge sig tættere på sit eget liv og sine umiddelbare omgivelser, fordi vi er så trænede i at distancere os fra dem. Både socialt og materielt. Det materielle er ikke nødvendigvis en by/land-ting, men alle de år, jeg har boet i lejligheder i København, har vand og varme været sådan nogle ting, der kommer ud af hanen og radiatoren, og hvis det ikke virker, kan man ringe til en-eller-anden, og så kommer en-eller-anden og fixer det, og hvis man ikke har råd til dét, så må man arbejde for nogle andre, så man kan betale sig fra at skulle forholde sig til de basale ting, man er omgivet af. Det er et skrækkeligt ansvar at skulle vedligeholde sine egne vandrør og grave sin egen have, men også et håndgribeligt brud med byens distancerende ligegyldighed – den sløvhed over for indtryk, som uundgåeligt vil indtræffe før eller siden under konstant eksponering over for blinkende mennesker, muligheder og reklamer. For mit eget vedkommende har skiftet til landet været det, der har givet mig overskud til at mindske nogle af de her afstande. Det føles okay.

Vi fødes ind i stærke forventninger om gæld og vækst og maksimering og en evigt højere arbejdsdeling. Vi er et eller andet sted alle sammen bærere af mystiske ideer om, at det er bedre at specialisere sig i et funktionelt job og tjene penge, så man kan betale nogle andre for at pudse vinduer og passe ens børn, i stedet for at gå i en retning af at tage sig mere af hele sit liv.

Gældsfrihed og at afkoble vores liv fra markedet er to fundamentale principper for vores organisering – og grundlæggende forudsætninger for, at vi har det rart dag-til-dag.På gården forsøger vi at gøre op med den måde at leve på, men det er besværligt at vriste sig fri af tjene-penge-købe-produkter-systemet. De bygninger og den jord, vi lever i og på, er grundlaget for vores liv og laden og ikke en eller anden dims, der kan købes og sælges og stige eller falde i værdi. Det skal eksistere uafhængigt af os. Vi ville for alt i verden undgå ejerskabsmodeller, hvor andele er privatejede og kan stige og falde i værdi som varer. Både ud fra et ønske om af-vareliggørelse – jeg synes, at det er absurd at behandle jord, hjem og arbejde som varer – og mere pragmatisk ud fra en frygt for situationer, hvor dem, vi ønsker skal blive en del af fællesskabet, ikke ville kunne det, fordi de ikke ville have råd til at købe sig ind. Eller hvor en medejer følte, at hun ikke havde råd til ikke at sælge sin andel. Gældsfrihed og at afkoble vores liv fra markedet er to fundamentale principper for vores organisering – og grundlæggende forudsætninger for, at vi har det rart dag-til-dag.

Visioner og handlinger påvirker hinanden på en anden måde her end den, jeg kender fra København. Jeg oplever, at den måde, vi lever på, påvirker noget. Det er ikke bare et projekt, det er vores liv. Ikke forstået på den måde, at vi går og gør eller undlader at gøre alt muligt ud fra ideologiske bagtanker, for den måde, vi lever på, er den måde, vi synes er mest behagelig. Mit budskab er heller ikke, hvor fantastisk vi har gjort det med tre geder og et utæt etstenshus på bøhlandet, og jeg ved ikke, om vi går ud og udrydder vækstkapitalisme og forbrugssamfund lige foreløbig. Men jeg ser andre organiseringer – med et aktivt engagement i jord og bygning løsrevet fra det større økonomiske system – vinde frem lige nu, og det er mit håb, at vi tilsammen kan udgøre et løst, men bevidst spind af initiativer med et fællesskabsorienteret og solidarisk syn på ressourcer og med potentialet til at udgøre en horisont for en verden efter forbrugerisme og grænseløs vækstkapitalisme.

Magnus Stein (f. 1990) “er vel hjemmegående af ervherv” og var i 2015 med til at starte et gård-kollektiv med aspirationer om selvforsyning på Sydfyn.

Bidrag til en nær bykritik er netop udkommet i andet oplag og vil indtil videre kunne købes i Spidsroden og i Møllegades Boghandel på Nørrebro i København. Hold øje med Bypolitisk organisering for at høre, hvordan og hvor du ellers kan få fat i bogen.

Du kan læse et andet bidrag fra bogen her.