Hvem er de identitære og hvordan forholder vi os til dem? (1/3)

Af Mathias Hee Pedersen

Del 1: Hvem er de identitære?

Den omdiskuterede højreaktivistiske gruppe Generation Identitær skal ses som et udtryk for en fremadstormende international bevægelse, der er i konflikt med de vestlige liberale demokratiers idégrundlag. Derfor er vi nødt til at tage de identitære alvorligt. Det gør vi først og fremmest ved at forholde os konkret og kritisk til deres idéer. I denne første del af en tredelt føljeton om den identitære bevægelse tegnes et portræt af bevægelsen og dens idéer.

Indledning

”Vi er ekstremister, og vi er det gerne. Når dét at være positioneret så langt som muligt fra den sindslidende konsensus er ekstremt, så er ekstremisme et sundhedstegn. Vi er kampberedte pyromantikere, som i længsel afventer den rensende ild. Vi er villige til at bære det ubehag, som det er at være i fundamental opposition til alt det etablerede. Vi har taget vores kors op, og med det på skulderne går vi ind i kampen”¹

– Jonas Zuschke, medlem af Generation Identitær

De sidste par måneder har en ny gruppe højrefløjsaktivister kaldt Generation Identitær (tidl. Identitær) gjort sig bemærket i en lang række danske medier. Gruppen består af unge aktivister, der gennem Greenpeace-lignende happenings og aktioner forsøger at påvirke folkestemningen i en højreradikal retning. De mener, den europæiske civilisation er truet på sin eksistens af immigration og demografiske forhold – en udvikling, der i deres øjne udelukkende kan forhindres ved et totalt asylstop og ved at få herboende personer med ikke-europæiske rødder til at ”migrere tilbage til deres lande”.² I de identitæres egen selvforståelse adskiller de sig fra tidligere bevægelser på den yderste højrefløj, idet de fastholder, at de ikke tror på white supremacy, men derimod går ind for alle folkeslags ”ret til at bevare egen identitet i eget land”.³ Deres kritikere har dog argumenteret for, at deres politiske projekt – netop fordi de kobler tilhørsforhold til etnicitet – er racistisk og reelt går ud på at skabe en form for globalt apartheid⁴. Også fra konservativ side har bevægelsen mødt hård kritik. Således har Konservativ Ungdoms tidligere landsformand Andreas Weidinger kaldt bevægelsen for ”nynazister”, mens redaktøren for det konservative årsskrift Critique, Christian Egander Skov, har udtalt, at bevægelsen er udtryk for en ”mainstreaming af højreradikal systemkritik, som var umulig at forestille sig bare for få år siden”.⁵ Meget tyder altså på, at Generation Identitær har ret, når de skriver, at de er ”i fundamental opposition til alt det etablerede”. Deres synspunkter ligger nemlig langt til højre for selv de mest højreorienterede stemmer i den offentlige debat. Generation Identitær er på nuværende tidspunkt en meget lille bevægelse. Da bevægelsen gæstede Deadline for et par måneder siden, blev den således estimeret til at bestå af mellem 10 og 100 medlemmer.⁶ Flere har derfor givet udtryk for, at mediernes store eksponering af Generation Identitær har været ude af proportioner med bevægelsens størrelse og derudover har bidraget til et skred i den offentlige debat. Har de ret? Er det overhovedet værd at bruge tid på en perifer yderligtgående gruppe som Generation Identitær?

Jeg mener, der er tungtvejende argumenter for, at vi bør tage Generation Identitær alvorligt. De idéer, gruppen fremfører, er nemlig udtryk for en større ideologisk strømning, som jeg tror, vi kommer til at se mere til i fremtiden – uanset om Generation Identitær bliver en succes eller viser sig at være en døgnflue.

Hvem er de identitære?

Danske Generation Identitær er blot det seneste skud på stammen af europæiske højreradikale bevægelser, der har ladet sig inspirere af den franske ungdomsbevægelse Génération Identitaire. Génération Identitaire opstod i 2012 og høstede hurtigt stor opmærksomhed med deres video ‘Génération Identitaire – A Declaration of War’,⁷ hvor alvorstunge unge fortæller om deres identitære vækkelse, akkompagneret af dramatiske Hollywood-svulstige strygere. Videoen blev et viralt hit og skabte stor opmærksomhed omkring bevægelsen.⁸ I de efterfølgende år inspirerede Génération Identitaire således lignende bevægelser i adskillige europæiske lande, herunder Østrig, Tyskland, England, Skotland, Irland, Italien, Belgien, Ungarn, Slovenien, Schweitz, Tjekkiet – og nu også Danmark.⁹

Med Generation Identitærs egne ord er den identitære bevægelse en fælles ”pan-europæisk” bevægelse, der ”samarbejder tæt” og ”har samme ideologiske ophav”.¹⁰ Lederen af østrigske Identitäre Bewegung, Martin Sellner, er på kort tid blevet en central figur for denne pan-europæiske alliance – både indadtil og udadtil. Der eksisterer dog personer uden tilknytning til dette europæiske netværk, som jeg også vil betragte som identitære. Herhjemme er præsten og debattøren Johan Christian Nord et godt eksempel, da hans begreber, politikforståelse og samfundsanalyse har en slående lighed med den europæiske identitarisme.¹¹ Der er ligeledes grupper i Nordamerika, som ofte karakteriseres som alt-right, men som selv betegner sig som identitære – heriblandt Richard Spencers National Policy Institute og Identity Evropa.¹² Selvom der er visse holdningsforskelle blandt disse grupperinger og personer, mener jeg, de deler en række grundlæggende synspunkter, som gør det muligt at snakke om identitarisme som en bred ideologisk strømning. De nordamerikanske identitære grupper er mere mandsdominerede (og kvindefjendske) og generelt mere optaget af race end etnicitet, men i det store hele er der mere, der samler, end der skiller.¹³ Særligt Identity Evropa kan meningsfuldt sammenlignes med den europæiske identitære bevægelse. Det er dog vigtigt at understrege, at identitarisme stadig er en ung ideologi uden nogen klar, universelt accepteret definition. Den definition, jeg kommer med her, er således blot et foreløbigt bud på en afgrænsning af fænomenet.

”Du er først nødt til at gennemtæske dig selv”

Den identitære bevægelse tiltrækker nogle ganske andre typer end dem, der tidligere blev draget af det yderste højre. De fleste er højtuddannede og kommer fra middelklassen. Mange har desuden en fortid på venstrefløjen og kan deres poststrukturalisme og kritiske teori. De minder således mere om en revolutionær studiekreds end en hooliganistisk slagbrorsklub.¹⁴ Modsat tidligere højreradikale grupper praktiserer de ikke-voldelig aktivisme, og deres identitet er således ikke knyttet til en konflikt med militante venstreradikale. I stedet vender de deres vrede mod deres eget samfunds dominerende værdier og idéer. Disse værdier og idéer omfatter intet mindre end ”alle det tyvende århundredes ideologier”¹ – heriblandt kapitalisme, kosmopolitanisme, humanisme, universalisme, liberalisme, individualisme og alle former for egalitarisme. Dette er et bemærkelsesværdigt træk ved den identitære bevægelse, som adskiller den fra andre indvandringskritiske grupperinger: det er ikke en udefrakommende fjende, der truer et harmonisk og velfungerende samfund – det er det bestående samfunds råddenskab, der muliggør den udefrakommende trussel. Dette ses bl.a., når Generation Identitær skriver, at de vestlige samfunds dominerende idéer og værdier har gjort vores samfund ”alvorligt, mentalt sygt”,¹ og at ”en af grundene til at vort samfund er sårbart overfor indvandring er, at vi selv har arbejdet i årevis på at fornægte vor egen identitet”.¹⁵ Denne tilgang spejler den slags selvkritiske indadskuende ideologikritik, man har dyrket på venstrefløjen i årevis. Således skriver Generation Identitærs Jonas Zuschke, at de identitæres kamp først og fremmest er en kamp mod dem selv, og at det kun er gennem et voldsomt selvopgør, de kan frigøre sig fra ”det, der binder os til de herskende holdninger”.¹ Dette spejler venstrefløjstænkeren Slavoj Žižeks syn på ideologisk frigørelse: ”For at kunne angribe din fjende er du først nødt til at gennemtæske dig selv for at slippe af med det i dig selv, der forbinder dig til slaveriets betingelser”.¹⁶ I de identitæres eget selvbillede har de således taget et smertefuldt opgør med deres egen internalisering af samfundets værdier og idéer. Zuschke illustrerer tydeligt dette radikale selvopgør, når han skriver:

”Vi er mennesker, som har båret byggesten til et projekt, som vi ikke længere har samvittighed til at bidrage til, fordi vi erkender den syge ugudelighed, som vi har foretaget os (…) Vi er villige til at bære det ubehag, som det er at være i fundamental opposition til alt det etablerede. Vi har taget vores kors op, og med det på skulderne går vi ind i kampen”¹

Etnopluralisme og dommedagsprofetier

Den identitære bevægelse henter sin primære ideologiske inspiration fra den franske højreintellektuelle kreds Det Nye Højre (Nouvelle Droite) – i særdeleshed Alain de Benoist og Guillaume Faye¹⁷, som er kilderne til de identitæres vigtigste idéer og begreber.¹⁸

De Benoists tydeligste fingeraftryk på identitarismen er idéen om såkaldt etnopluralisme. Ifølge de Benoist tager liberalismen, med dens idé om universelle menneskerettigheder, udgangspunkt i en forestillet lighed hos alle folkeslag, hvilket resulterer i en udviskning af forskelle. I skriftet Manifest for Det Nye Franske Højre i år 2000 skriver de Benoist således:

”Alle kulturer har deres eget tyngdepunkt: forskellige kulturer tilbyder forskellige svar på essentielle spørgsmål. Det er derfor alle forsøg på at bringe dem sammen ender med at ødelægge dem.”¹⁹

Ifølge Generation Identitær indebærer etnopluralisme derfor en respekt for ”alles ret til deres egen etnokulturelle identitet” og er ”et nøgleord for at forstå, hvem de identitære bevægelser er”.²⁰  Således omfavnes venstrefløjens ideal om diversitet samt dens universalisme- og imperialismekritik, men med en radikalt anderledes konklusion: retten til forskellighed fører til nødvendigheden af en adskillelse, der bevarer denne forskellighed. Eller sagt med Generation Identitærs egne ord: ”Når den positive anden respekteres for sin særegnethed, kan vi også respektere og beskytte, vores egen særegnethed, uden at være imperialistiske, og sprede denne sandhed for os som var den sandhed for den anden”.¹

Dommedagsprofetierne om Europas snarlige undergang har de identitære til gengæld fra Guillaume Faye. I Hvorfor Vi Kæmper – et centralt værk i identitære cirkler – fælder Faye denne apokalyptiske dom over Europas aktuelle situation:

”Europa står i dag overfor den største fare i hendes historie, en fare der truer selve hendes civilisations eksistens. For hun er midt i en krig, og hun ved det ikke engang (…) Vi europæere er med stor hast og voldsomhed ved at blive besat og koloniseret af folkefærd fra Syden og af Islam”²¹

Faye taler derfor for nødvendigheden af en ”reconquista” (generobring) af Europa. Denne forestilling om, at Europa er ”besat” og skal genvindes, er central for de identitæres politiske selvforståelse.

Det er interessant, at de identitære ikke ser et modsætningsforhold i at dyrke begge disse teoretikere, da Benoist og Faye har været teoretiske og politiske ærkefjender, siden deres veje skiltes i 80’erne. Det er muligt, at de Benoist fastholder ”et negativt syn på den immigration til Europa, der er foregået i de sidste tre årtier”, men han er også ”overbevist om, at i det mindste det store flertal af de immigranter, der i dag befinder sig i Europa, vil slå rod her”.²² Sameksistens er i de Benoists øjne et vilkår. Modsat forholder det sig med Faye, som taler for nødvendigheden af en europæisk revolution:

”Det er i fjendskab, i kampens og krigens påtrængende nødvendighed, at glæde fødes. Den Europæiske Revolution. Det er den lunte der må tændes. Dette er det enkeltstående glimt i en verden formørket af stormfulde skyer, dette er det eneste håb” (…) ”Vi har for længst passeret point of no return, et tidspunkt hvor det stadig er muligt at kontrollere den fremherskende dekadence gennem fredelig reform. Den europæiske revolution vil på ingen måde blive en ”fløjlsrevolution” (…) ”Vi er nødt til at forberede os på den kommende storm, at hærde os selv – for at kunne angribe som en kobra – hurtigt og bestemt – så snart muligheden byder sig. Mens vi venter på dette øjeblik, er vi nødt til at begynde at bevæbne os selv – mentalt og fysisk.”²³

De Benoist har taget kraftig afstand fra Fayes ekstremisme, mens Faye har kaldt de Benoist for ”en mand af systemet, snarere end en revolutionær”, fordi han, i modsætning til Faye, ”er modstander af borgerkrigen” mellem etniske europæere og muslimer.²⁴

Identitetspolitik for hvide

Et andet punkt, der samler de identitære, er deres syn på identitet. For de identitære er etnokulturel identitet – sammenspillet mellem kultur og etnicitet – ”grundlaget for enhver form for politik”.²⁵ Fælles for de identitære er en forestilling om, at ”kultur er uadskilleligt fra det folk, som har lavet det”.²⁶ I de identitæres øjne kan en person med en anden etnisk baggrund derfor aldrig blive dansk, da danskhed ikke kun bestemmes af jura eller kultur, men også af etnicitet. ”Danskerne” er således ikke dem, der har dansk pas og overholder dansk lovgivning (en juridisk definition); ej heller dem, der spiser svin, forsvarer ytringsfriheden og fejrer jul (en kulturel definition). I stedet er ”danskerne”, med Generation Identitærs egne ord, ”det ”vi”, der blev besat af tyskerne under Anden Verdenskrig, og det ”vi” der besejrede svenskerne ved Ölands Odde”.²⁷ Altså et ”vi”, der i sidste ende er defineret ved et slægtsfællesskab baseret på fælles gener, hvilket Generation Identitærs talsperson Aurelija Aniulyte også bekræftede, da hun var gæst i Deadline.²⁸ De identitære har nemlig en grundlæggende opfattelse af, at grundlaget for et velfungerende samfund er et slægtsfællesskab, der strækker sig over utallige generationer. ”Folket” ses således som en slags udvidet familie, man har et naturgivent troskabsforhold til. Man antager altså, at forskellige etnokulturelle grupper helt naturligt vil handle i overensstemmelse med deres etnokulturelle gruppes interesser. En gruppe som Black Lives Matter ses eksempelvis som en legitim bevægelse, der varetager sortes gruppeinteresser – problemet er, i de identitæres øjne, at det ikke anses som acceptabelt, at hvide europæere eller hvide amerikanere på samme måde kæmper for egne gruppeinteresser. Logikken opsummeres måske tydeligst i de Benoists kommentar om, at han støtter Black Power – på den betingelse, at man også samtidig er for ”White Power, Yellow Power og Red Power”.²⁹ Dette syn på identitet har nogle meget omfattende konsekvenser for de identitæres politikforståelse, hvilket tydeligt illustreres af disse ord fra den identitære amerikanske internetaktivist James Allsup: ”I et multiracialt samfund som vi har i dag, handler valg ikke om idéer, politikker eller politikere (…) de er en racemæssig optælling”.²⁵

De identitære tror, at man i Vesten står over for noget, de kalder den store udskiftning. Idéen er, at demografien i den vestlige verden vil ændre sig drastisk som følge både af indvandring og af allerede bosiddende personer med ikke-vestlig baggrunds høje fødselsrater. De europæiske identitære frygter derfor, at den europæiske oprindelige befolkning – et ofte anvendt begreb³⁰ – vil komme i mindretal i løbet af få generationer. Da de identitære ser kultur og politik som noget, der ikke kan adskilles fra etnicitet, vil dette, i deres øjne, betyde den europæiske civilisations undergang. Selvom mange identitære påpeger, at assimilering i teorien godt kan lade sig gøre, så giver man samtidig udtryk for, at det i praksis er umuligt at integrere såvel som assimilere de muslimer, der i dag bor i Europa.³¹ For de identitære er det derfor af afgørende betydning at vende den demografiske udvikling, hvilket for den europæiske bevægelse betyder opførelsen af ‘Fort Europa’ og en omfattende såkaldt remigration af personer med ikke-europæiske rødder, der allerede befinder sig i Europa, da disse grupper ses som en tikkende demografisk bombe under den europæiske civilisation pga. deres højere fødselsrater.³² Remigration henviser til forestillingen om, at det vil være muligt at få en stor del af de muslimer, der i dag bor i Europa, til frivilligt at forlade kontinentet³³ – noget, jeg vil vende tilbage til. Europæiske såvel som amerikanske identitære er enige om, at den vestlige civilisation vil være uigenkaldeligt tabt, hvis deres politiske projekt ikke lykkes inden for få år. “Vi er i en kamp mod tiden”, lyder det således fra Aniulyte, der mener, hun tilhører den sidste generation, der stadig kan nå at gennemføre de nødvendige tiltag for at redde Europa.³⁴

Metapolitik

De identitæres politiske strategi adskiller dem fundamentalt fra andre højrebevægelser. I stedet for at organisere sig som et parlamentarisk parti fokuserer de identitære på såkaldt metapolitik.   Begrebet er inspireret af venstrefløjstænkeren Antonio Gramsci (1891-1937) og handler med Generation Identitærs ord om ”den ”kultur”, der i sidste ende definerer det rum realpolitikken kan realiseres indenfor”.³⁵ For de identitære er det derfor vigtigere at påvirke indholdet af den offentlige samtale end at vedtage love i parlamentet, fordi man ved at ændre på den måde, vi taler om verden på, kan muliggøre politiske tiltag, der før var utænkelige.

Interessen for metapolitik er en tydelig arv fra Det Nye Højre. Halvdelen af Fayes Hvorfor Vi Kæmper består således af en ordbog med nye begreber og genfortolkninger af etablerede begreber. Her skriver Faye eksempelvis: ”Fra et taktisk perspektiv er det nødvendigt at snakke om kolonialisatorer, snarere end immigranter”.³⁶ På Identity Evropas hjemmeside ses ligeledes en ordbog med identitære begreber, ligesom den wikipedia-inspirerede hjemmeside Metapedia er et forsøg på at skabe en identitær encyklopædi.³⁷ Således kalder de identitære flygtningekrisen ”en invasion”, flygtninge og migranter for ”kolonisatorer”, og de europæiske ”territorier” for ”besatte” af  ”fremmede magter” eller ligefrem ”fremmede fjender”. De identitæres fokus på metapolitik frem for realpolitik forklarer ligeledes forkærligheden for provokerende aktioner i offentligheden. Ifølge Martin Sellner er formålet med de identitæres aktivisme nemlig først og fremmest at ”starte en diskussion” omkring tabubelagte emner med det formål at flytte grænserne for, hvad der kan tænkes og siges politisk.²⁵

Når de identitære bevægelser portrætteres i medierne, fremhæves det ofte, at de er professionelle, ”tech-savvy”, og laver materiale med en høj produktionsværdi.³⁸ Det er dog en misforståelse, hvis man tror, at den nye identitære bølge blot forstår at pakke gårsdagens højreradikale ideologi ind i en moderne SoMe-indpakning. Aktivismen og SoMe-kampagnerne kan ikke reduceres til æstetik, men skal ses som et udtryk for en anderledes forståelse af politisk forandring. Gennem virale videoer og provo-aktivisme forsøger de identitære at ændre den politiske samtale til deres fordel. Man kan her tegne en klar parallel til den måde, den nye feministiske bølge har anvendt de digitale medier. Når en viral video som ”tea consent”³⁹ var så effektiv, som den var, så skyldtes det ikke primært, at den blev spredt på ”de unges medier”, men derimod at den, gennem en metaforisk genbeskrivelse af begrebet ‘samtykke’, var i stand til at sætte begrebet i et nyt lys. Det er præcis denne slags metapolitiske forsøg på at genbeskrive virkeligheden, de identitære sigter efter i deres aktivisme. Et godt eksempel er Generation Identitærs aktion ”Terror som normaltilstand? Nej tak!”, hvor aktivister satte skilte med førnævnte budskab ned i de potteplanter, som er blevet sat op som terrorsikring af Københavns Kommune. Formålet var – i lighed med den intersektionelle feminismes everyday-aktivisme – at gøre opmærksom på ideologiens konstante tilstedeværelse i hverdagens normalitet. Når Generation Identitær udstiller kamufleringen af anti-terrorforanstaltninger som byforskønnelse, forsøger de at gøre potteplanterne til et billede på magthavernes manglende vilje eller evne til at imødegå terrortruslen – en manglende vilje, der for Generation Identitær er knyttet til magthavernes modvilje mod at bryde med de liberale idéer og værdier.

Den identitære Internationale

Som jeg har forsøgt at vise, tilbyder den identitære ideologi et begrebsapparat, der er langt mere sammenhængende end noget, man har set på den yderste højrefløj i årevis. Dette muliggør et internationalt fællesskab af højreradikale, der støtter hinanden på tværs af landegrænser. Dette er især tilfældet i Europa, men man aner også konturerne af et spirende transatlantisk fællesskab mellem amerikanske og europæiske identitære.⁴⁰ I de senere år er mængden af identitært indhold på kanaler som YouTube eksploderet. Endvidere er bevægelsens teoretiske litteratur i de senere år blevet oversat og distribueret over hele den vestlige verden af det svenske identitære forlag Arktos, der hvert år arrangerer konferencen Identitarian Ideas.⁴¹ De identitære er desuden utroligt produktive og gode til at ”networke”. Et af de mere kuriøse eksempler på dette er den nye app Patriot Peer, som Sellner har udviklet med det formål at styrke det identitære netværk og ”gamificere aktivisme”.⁴²

Den identitære ideologi er således på få år blevet grundlag for en relativt homogen international bevægelse: De læser de samme bøger, deler de samme videoer, følger de samme begivenheder og arrangerer i stigende grad fælles arrangementer og aktioner.⁴³ Dermed opbygger de et stærkt fællesskab omkring en fælles forståelse af virkeligheden. Denne virkelighedsforståelse rummer en stor tiltrækningskraft, fordi den prikker til de ømmeste punkter i den dominerende liberale ideologi.

Kapitalismekritik fra højre

Ligesom andre indvandringskritiske strømninger kan identitarismen ses som en reaktion på integrationsproblemer, terror og flygtningekrisen. Den identitære bølge adskiller sig dog fra andre indvandrings- og islamkritiske højrefløjsbevægelser på en række afgørende punkter, hvoraf et af de mest bemærkelsesværdige er deres kapitalismekritik.

Det primære argument for globaliseringen omkring årtusindskiftet var, at en grænseløs verden drevet af frihandel og fri bevægelighed ville gøre alle rigere. Denne udvidelse af markedet har dog altid haft en pris. Som Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (1820-1895) meget rigtigt skrev, så medfører det frie markeds udbredelse nemlig uundgåeligt, at alle hidtidige faste holdepunkter krakelerer:

”(…) de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne (…) alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af.”⁴⁴

Bekymringen over netop disse aspekter af kapitalismen har altid været en del af konservatismen. Denne konservative kapitalismekritik har dog i årtier været gemt væk til fordel for en dyrkelse af det individuelle ansvar og det frie marked, hvilket måske bedst illustreres af Margaret Thatchers (1925-2013) berømte ord: ”There’s no such thing as society – there are individual men and women and there are families”.⁴⁵

Tilliden til denne frimarkeds-ideologi led et alvorligt knæk, da verdensøkonomien kollapsede i 2008. Finanskrisen affødte således, ikke overraskende, en fornyet interesse for marxistisk kapitalismekritik. Måske mere overraskende er det, at man nu også ser en radikal kapitalismekritik fra højre. Denne kapitalismekritik er hverken populistisk eller opportunistisk, men derimod baseret på en ideologisk funderet kritik af kapitalismen som en ensrettende og forskelsudviskende kraft – en kritik, de identitære sandsynligvis har fra de Benoist.⁴⁶ Således skriver Generation Identitær, at de er ”velvidende om, at kapitalismen altid allerede har været markedssamfund, og ikke blot et økonomisk system. Et samfund, som ikke anerkender traditionens, æstetikkens, det åndeliges og transcendentales, eller det romantiskes værdi, medmindre dette også kan tilskrives en pris”.¹

En tragisk generation

Netop kritikken af liberalismens individualisme er central for de identitære. Således kalder Sellner sin egen millennial-generation for en ”tragisk generation”, der som de første er vokset op i en verden gennemsyret af postmodernitetens komplette fravær af mening – en generation, der ikke har noget at dø for og derfor heller ikke noget at leve for:

”[samfundet] tilbyder os alt, vi vil have – fra apps til fastfood – men når vi leder efter mening i samfundet, finder vi det ingen vegne (…) Der er ingen sandhed, der er ingen værdi – der er kun nihilisme og dekadence.”⁴⁷

Sellners dystre generationsportræt er ikke hevet ud af den blå luft. Millennial-generationen beskrives ofte som forkælede og narcissistiske og betegnes jævnligt med øgenavne som ”generation selfie” eller ”mig, mig, mig-generationen”. Der er dog meget, der tyder på, at millennials lider under den individualisme, de ofte forbindes med. Således viser adskillige undersøgelser, at de er mere ensomme end andre generationer og ofte rammes af depression og andre psykiske sygdomme.⁴⁸ Sellner tegner derfor et generationsportræt, som jeg tror, mange millennials kan se sig selv i – et billede af en rodløs og ensom generation, der angivelig har haft valg på alle hylder, men samtidig har stået alene med ansvaret for at skabe deres egen identitet og mening med tilværelsen. I de seneste år har man således set en opblomstring af politiske bevægelser blandt millennials, der afviser individualismen og dyrker identitetsbaserede fællesskaber og kollektive erfaringer. Den revitaliserede feminisme er bare et eksempel blandt mange. Der er derfor meget, der taler for Sellners påstand om, at nutidens unge hungrer efter meningsgivende fællesskaber og en rodfæstet gruppeidentitet. Dette er sandsynligvis de identitæres stærkeste kort, og de ved det. Således skriver Generation Identitær, at deres ”positive projekt er styrkelsen af det fællesskab, vi har tabt, og en genopdagelse af vores etnokulturelle identitet, der stadig eksisterer derinde under karriereræset, eksamenspresset [og] muligheden for at vælge mellem 67 køn (…)”.¹⁰

Vil de identitære være i stand til at appellere bredt til en desillusioneret ungdom, der længes efter identitetsgivende fællesskaber? Det er svært at sige. Umiddelbart kunne man tro, at bevægelsens yderligtgående og stærkt anti-liberale idéer vil spænde ben for enhver form for større succes. Dog skal vi huske på, at vi står midt i, hvad mange karakteriserer som det liberale demokratis største krise i nyere tid. Meget tyder desuden på, at ungdommen i langt højere grad end ældre generationer har mistet tiltroen til status quo og ønsker radikalt anderledes politikker – hvilket måske hænger sammen med, at et flertal af unge europæere tror, de vil få et dårligere liv end deres forældre.⁴⁹ Vi ser således unge vælgere søge mod yderfløjene i flere vestlige lande.⁵⁰ En undersøgelse fra slutningen af sidste år viser desuden, at under halvdelen af europæiske millennials anser det som ”afgørende at leve i et demokrati”, mens det samme gælder for 30 pct. af de amerikanske millennials.⁵¹ Set i dette perspektiv kan man argumentere for, at de identitære har et meget reelt potentiale. Netop derfor er det nødvendigt at tage dem alvorligt.

Jeg har i dette essay forsøgt at vise, at Generation Identitær skal ses som en del af en bredere international bevægelse med et fælles ideologisk grundlag. Dette ideologiske grundlag kommer til udtryk som en form for højreradikal identitetspolitik, der er i fundamental opposition til alle det etablerede samfunds ideologier, som de anser som ”syge”. De identitæres mål er at forsøge at ”rykke den politiske samtale” for at muliggøre en opførelse af ‘Fort Europa’ og en igangsættelse af en frivillig remigration.

Men er en frivillig remigration realistisk?

Er det uden konsekvenser at beskrive virkeligheden gennem krigsmetaforik?

Og hvilke værdier vil de identitære sætte i stedet for det nuværende samfunds ”syge” idéer?

Kort sagt: hvad er det for et samfund, de identitære ønsker, og hvordan vil de når derhen? I næste del af føljetonen vil jeg analysere de identitæres svar på disse spørgsmål.

Mathias Hee Pedersen studerer filosofi og er BA i idéhistorie

1. ‘Det Nye Højre: Hvorfor Vi Kæmper og Hvorfor Vi Vil Vinde’, Critique – Idédebat og kulturkamp /  aarsskriftet-critique.dk, d. 13. april 2018, link: http://aarsskriftet-critique.dk/2018/04/nye-hoejre-generation-identitaer-forsvar/
2. ’REMIGRATION – HVAD BETYDER DET EGENTLIG?’, identitaer.dk, link: https://identitaer.dk/2018/remigration-hvad-betyder-det-egentlig
3. Aniulyte, Aurelija & Jensen, Jeppe Veibel & Skibild, Christoffer Gerlach, ”Man ved, at man er i ægte opposition, når det ikke pynter på CV’et”, Information.dk, Debat d. 8. februar 2018, link: https://www.information.dk/debat/2018/02/ved-aegte-opposition-naar-pynter-paa-cvet
4. Krautwald, Charlie Emil: ‘De identitære var umoderne i 1945, og de er også umoderne i dag. Det har pressen bare ikke opdaget’, Information.dk, Debat d. 27. februar 2018, link: https://www.information.dk/debat/2018/02/identitaere-umoderne-1945-ogsaa-umoderne-dag-pressen-bare-opdaget; Larrain, Paula: ‘Paula Larrain: Nødvendig bog gør op med sproget i udlændingedebatten’, altinget.dk, d. 1. maj 2018, link: https://www.altinget.dk/artikel/paula-larrain-noedvendig-bog-goer-op-med-sproget-i-udlaendingedebatten
5. ‘KU-landsformand kalder Identitær Danmark for ‘nynazister’, og tager afstand fra ‘alt hvad de står for’’, uriasposten.dk, d. 28. marts 2018, link: http://www.uriasposten.net/archives/91564 og ‘Christian Egander Skov: ‘En konservativ kritik af højreradikalisme’, aarsskriftet-critique.dk, d. 8. marts 2018, link: http://aarsskriftet-critique.dk/podcast/christian-egander-skov-en-konservativ-kritik-af-hoejreradikalisme/
6. Deadline d. 2 februar 2018. Det er muligt, bevægelsen er vokset siden, men dens aktivitet på sociale medier antyder ikke, at bevægelsen er blevet markant større siden februar.
7. ‘Clip de lancement de la Génération identitaire, sous titré en anglais’, YouTube.com, d. 4. april 2013, link: https://www.youtube.com/watch?v=B4e7n7g1xAM
8. Herhjemme blev videoen f.eks. diskuteret i DR2’s På Den Anden Side d. 11. maj 2014. Dele af denne diskussion kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=1crXLaRIJsY
9. ‘Generation Identity Network’, hopenothate.org.uk, link: https://www.hopenothate.org.uk/research/islamophobia-hub/profiles/anti-muslim-street-protest-movements/generation-identity-network/
10. ‘Hinsides præstestuens varme vægge fryser danskerne’, Identitaer.dk, d. 20. marts 2018, link: https://identitaer.dk/2018/hinsides-praestestuens-varme-vaegge-fryser-danskere
11. Nords politiske udgangspunkt er identitet, snarere end idéer eller principper: ”Efterslægten er langt vigtigere end de pæne principper, og den er også vigtigere end den nuværende statsform”. Nords politiske fortælling er ligeledes, at Europas problemer har rod i Europas egne egalitære og universalistiske idéer: ”For nuværende er vi vesterlændinge som levende døde. Vi er tomme hylstre, der er nedsunket i intethed. Hvorfor? Fordi vi ingen historie har. Fordi vi har glemt vores sange. Fordi vores familier er brudte og børnefattige. Fordi vores fedtede fingre er så ivrige med vores egen stygge navle”. Nord deler ligeledes analysen af, at Europa er truet på sin eksistens, og at det kræver radikale tiltag at redde Europa: ”Jeg skal gøre hvad jeg kan, for at tale om vores nuværende situation, den igangværende islamiske kolonisering af de europæiske territorier og om det jeg opfatter som den gode kamp der vil komme når disse tabte territorier skal generobres”. Også strategisk ser vi hos Nord en vægtning af det metapolitiske: ”Vi må gøre, hvad vi kan for gradvist at flytte hegnspælene for, hvad der kan siges, og hvad der kan tænkes”. Alle disse citater stammer fra talen ‘Europas Skæbneskamp’, der kan findes her: https://www.youtube.com/watch?v=QfY-6iHhr3I. Nord nævner desuden ofte Guillaume Faye som en politisk og teoretisk inspiration og har derudover udtalt, at han ”helt grundlæggende deler” de identitæres politiske analyse (Kilde: ‘Skinny jeans og nationalisme: Højrefløjens svar på Greenpeace er på vej til Danmark’, Information.dk, d. 18. august 2018, link: https://www.information.dk/kultur/2017/08/skinny-jeans-nationalisme-hoejrefloejens-svar-paa-greenpeace-paa-vej-danmark?utm_source=facebook&utm_campaign=abo_target).
12. I en samtale med vloggeren Jesse Lee Peterson betegner Spencer sig selv som ”identitær” (‘Richard Spencer: Whites need IDENTITY POLITICS to survive’, YouTube.com, d. 4. august 2017, link: https://www.youtube.com/watch?v=Jk_K2hAt23M. Identity Evropa betegner ligeledes sig selv som ”identitære” på sin hjemmeside (link: https://www.identityevropa.com/).
13. Ifølge Generation Identitærs Aurelija Aniulyte er Spencers forståelse af identitarisme ikke den samme som hendes, da hun ikke er tilhænger af white supremacy (‘Udestuen og den identitære ungdom’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, 21. december 2017, link: https://podtail.com/da/podcast/udestuen/udestuen-og-den-identitaere-ungdom/). Det er da også sandt, at personer som Spencer bliver holdt ud i strakt arm af de europæiske identitære bevægelser. Der flirtes dog med andre dele af alt-right miljøet. Sellner har således udgivet en række videoer på sin YouTube-kanal Martin Sellner GI, der specifikt henvender sig til et amerikansk alt-right publikum, ligesom de europæiske identitære bevægelser til en vis grad har overtaget alt-right-bevægelsens symbolik, sprog og begreber (f.eks. begreber som ”red-pilling”). Omvendt har dele af alt-right-bevægelsen igangsat en professionalisering og en bevægelse væk fra bevægelsens grænseløse provo-rødder og hen mod mere seriøse udtryksformer, der ligner dem, man ser hos den identitære bevægelse i Europa. Dette ses måske tydeligst hos Identity Evropa – en gruppe, der på overfladen ligner de europæiske identitære bevægelser, men som reelt er en antisemitisk gruppe, der tolererer Holocaust-benægtelse (‘Meet the neo-nazi coming to put up white pride posters on your campus’, thetab.com, link: https://thetab.com/us/2017/02/15/nathan-damigo-identity-evropa-60697).
14. Hvilket måske tydeligst illustreres af det faktum, at den britiske afdeling af den europæiske identitære bevægelse på sin hjemmeside bogstaveligt talt opfordrer deres aktivister til at ”befri sig selv mentalt” ved at ”organisere en læsegruppe” omkring en række identitære værker (‘Get Active’, generation-identity.org.uk, link: https://www.generation-identity.org.uk/get-active/)
15. Opslag på Generation Identitærs Facebook-side d. 14. september 2017.
16. Min oversættelse, ‘Slavoj Zizek habla sobre Fight Club’, YouTube.com, d. 28. maj 2016, link: https://www.youtube.com/watch?v=7ndavKZ7LCk
17. Faye forlod Det Nye Højre i midten af 80’erne. Hans mest indflydelsesrige værker er skrevet efter dette brud.
18. Jeg mener, en grundig gennemgang af disse to tænkeres teorier er vigtig for at forstå de identitæres idégrundlag. Særligt de Benoist er kompliceret, da hans tænkning stikker i mange retninger og har ændret sig meget gennem årene. I øjeblikket findes der utrolig få af sådanne undersøgelser på dansk og engelsk, hvilket er en skam.
19. Min oversættelse, De Benoist, Alain & Champetier, Charles: ‘Manifesto of the French New Right in the Year 2000’, link: https://neweuropeanconservative.files.wordpress.com/2012/10/manifesto-of-the-french-new-right1.pdf
20. ‘Ofte Stillede Spørgsmål’, identitaer.dk, link: https://identitaer.dk/ofte-stillede-spoergsmaal
21. Min oversættelse, Faye, Guillaume (2011): Why We Fight, s. 34, Arktos, E-bog, link:  https://www.scribd.com/document/367336550/Why-We-Fight-Guillaume-Faye
22. Hviid Pedersen, Søren: Interview med Alain de Benoist, nomos-dk.dk, september 2005, link: http://www.nomos-dk.dk/nomos-artikler/soeren_hviid_pedersen_benoist.pdf
23. Min oversættelse, Faye 2011: 61, 332-333, 375
24. ‘The Man Who Gave White Nationalism a New Life’, buzzfeed.com, d. 27. december 2017, link: https://www.buzzfeed.com/lesterfeder/the-man-who-gave-white-nationalism-a-new-life?utm_term=.dfAejoqoXa#.em9YNzgzax
25. ‘American Identitarianism (Martin Sellner, Brittany Bettibone, & James Allsup) part 1, YouTube.com, d. 8. januar 2018, kilde: https://www.youtube.com/watch?v=mJO_PkLJUHU
26. ‘Udestuen og den identitære ungdom’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, d. 21. december 2017, link: https://podtail.com/da/podcast/udestuen/udestuen-og-den-identitaere-ungdom/
27. ‘Etnokulturel identitet – forklaret’, identitaer.dk, link: https://identitaer.dk/2018/etnokulturel-identitet-forklaret
28. Da Aurelija Aniulyte var gæst i Deadline d. 2 februar 2018, blev hun spurgt af vært Lotte Folke Kaarsholm, om det etniske i etnokulturel identitet handlede om at have gener til fælles. Til dette svarede Aniulyte: ”Jamen det er jo det, der definerer danskhed”. Klippet kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=YMdRao8EA48.
29. De Benoist, Alain (1979): Les Idées à l’Endroit s.156, Hallier, Paris
30. ‘Frequently Asked Questions’, generation-identity.org.uk, link: https://www.generation-identity.org.uk/faqs/.
31. Johan Christian Nord: ”Jeg tror simpelthen ikke på trylleordet ‘integration’, og jeg tror heller ikke på erstatningstrylleordet, som barske borgerlige typer nu bruger, ‘assimilation’” (Nord, Johan Christian: ”Europas Skæbneskamp”. Del 1, selve foredraget’, YouTube.com, d. 10. februar 2018, link:  https://www.youtube.com/watch?v=QfY-6iHhr3I). Generation Identitær: ”Vi har simpelthen så mange indvandrere, at ligegyldigt om du vil integrere eller assimilere, så er der flere end vort samfund kan optage” (kilde: opslag på Generation Identitærs Facebook-side d. 14. september 2017).
32. ”Som nyligt påpeget af Pew Research Center, vil den muslimske befolkning i Danmark og Europa vokse, om vi så stoppede al indvandring i dag. Derfor er det vigtigt at migrantstrømmen ikke kun stopper – den skal vendes” (’REMIGRATION – HVAD BETYDER DET EGENTLIG?’, identitaer.dk, link: https://identitaer.dk/2018/remigration-hvad-betyder-det-egentlig).
33. Generation Identitær gentager igen og igen, at deres mål er at vende migrationsstrømmen. Dette betyder som minimum, at man formår at få flere herboende muslimer til at ”rejse hjem” end den differens, der er mellem denne gruppes fødselsrater og de ”oprindelige” europæeres. Hvis man skal følge de identitæres logik, vil dette dog aldrig være andet end symptombehandling, så længe de ”oprindelige” europæerne har lavere fødselsrater end personer med ikke-europæiske rødder. De etnisk-europæiske fødselsrater må altså hæves til et niveau, der ligger over alle andre samfundsgruppers fødselsrater – endnu et mål af gigantiske proportioner. Alternativt må man forestille sig en omfattende gradvis muslimsk udvandring fra Europa, hvilket på mange måder er usandsynligt. Jeg vil vende tilbage til denne problematik i mine senere essays.
34. ‘De er unge og dannede. Danmarks nye højreradikale citerer Oehlenschläger og rekruterer med Instagram-lækre aktioner’, zetland.dk, d. 5. januar 2018, link: https://www.zetland.dk/historie/sevMmg3z-aOZj67pz-91915 og ‘Udestuen og den identitære ungdom’, https://podtail.com/da/podcast/udestuen/, d. 21. december 2017, link: https://podtail.com/da/podcast/udestuen/udestuen-og-den-identitaere-ungdom/.
35. ‘Ofte stillede spørgsmål’, identitaer.dk, link: https://identitaer.dk/ofte-stillede-spoergsmaal
36. Min oversættelse, Faye 2011: 120
37. Siden kan besøges her: http://en.metapedia.org/wiki/Main_Page
38. ‘White supremacists Generation Identity plan to hold a secret conference in London. Anti-fascists aim to stop them’, independent.co.uk, d. 12. april 2018, link: https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/generation-identity-racist-white-supremacists-conference-london-antifascist-network-a8301851.html
39. ‘Tea Consent’, YouTube.com, d. 12. maj 2015, link: https://www.youtube.com/watch?v=oQbei5JGiT8.
40. Noget der først og fremmest må tilskrives de amerikanske YouTube-vloggere Lauren Southern og Brittany Pettibone (sidstnævnte er kæreste med Martin Sellner), hvis videoer om den europæiske identitære bevægelse har fungeret som et bindeled mellem europæiske identitære og dét, der normalt kaldes alt-right.
41. https://arktos.com/product/ticket-to-identitarian-ideas-identitar-ide-x-conference-in-stockholm-on-november-4th/
42. https://patriot-peer.com/en/home/.
43. Dette ses tydeligt, når Generation Identitær på deres Facebook-side deler andre europæiske identitære gruppers aktioner, anbefaler bøger og foredrag af andre identitære (f.eks. Johan Christian Nords tale ved For Friheds julearrangement og Martin Sellners bog Identitär) og deltager i den europæiske bevægelses ”Defend Europe”-aktioner – senest den såkaldte alpemission (en aktion, hvor identitære aktivister stopper migranter, der forsøger at krydse den franske grænse). Man ser samme internationale dimension hos andre afdelinger af den europæiske identitære bevægelse.
44. Marx, Karl 6 Engels, Friedrich (1963): Det Kommunistiske Manifest, s. 16-17, Forlaget Tiden
45. ‘Margarete Thatcher: a life in quotes’, The Guardian, d. 8. april 2013, link: https://www.theguardian.com/politics/2013/apr/08/margaret-thatcher-quotes.
46. I Manifesto of the French New Right in the Year 2000 retter de Benoist en skarp kritik af den liberale frimarkedsideologi, der i hans øjne skaber”en verden, hvor intet har værdi, men alt har en pris”[min oversættelse] (De Benoist, Alain & Champetier, Charles: ‘Manifesto of the French New Right in the Year 2000’, link:  https://neweuropeanconservative.files.wordpress.com/2012/10/manifesto-of-the-french-new-right1.pdf) At de Benoist stemte på venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon i første runde af det sidste franske valg, giver et fingerpeg om, hvor tungtvejende denne kapitalismekritik er for ham (kilde: ‘The Man Who Gave White Nationalism a New Life’, buzzfeed.com, d. 27. december 2017, link: https://www.buzzfeed.com/lesterfeder/the-man-who-gave-white-nationalism-a-new-life?utm_term=.dfAejoqoXa#.em9YNzgzax).
47. Min oversættelse, ‘Millenials: A Tragic Generation’, YouTube.com, d. 1. maj 2018, link: https://www.youtube.com/watch?v=zec6Eak16EQ&feature=youtu.be
48. ‘Hver femte ung er ensom – især kvinder føler sig udenfor’, politiken.dk, d. 10. marts 2018, link: https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art6374965/Hver-femte-ung-er-ensom-især-kvinder-føler-sig-udenfor; ‘Flere unge bliver ramt af depression’, kristeligt-dagblad.dk,  d. 14. august 2016, link: https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/flere-unge-bliver-ramt-af-depression
49. ‘Will your generation have a better life than your parents?’, theguardian.com, d. 14. april 2014, link: https://www.theguardian.com/news/datablog/2014/apr/14/will-your-generation-have-a-better-life-than-your-parents
50. ‘France’s Young President Has a Youth Problem’, bloomberg.com, link:   https://www.bloomberg.com/view/articles/2017-05-15/france-s-young-president-has-a-youth-problem; ‘Reality Check: Did Jeremy Corbyn have youth on his side?’, bbc.com, d. 15. maj 2017, link: http://www.bbc.com/news/election-2017-40265374
51. Stefan Foa, Roberto & Mounk Yascha: ‘The Danger of Deconsolidation’, journalofdemocracy.org, juli 2016, link: https://www.journalofdemocracy.org/sites/default/files/Foa%26Mounk-27-3.pdf