Sara Omar – en skikkelse, der samler Danmark

Sara Omar har ofte udtalt sig stærkt generaliserende om muslimers patriarkalske voldskultur uden at præsentere anden dokumentation end sine egne erfaringer. Voldskulturen vedrører flertallet af muslimer, siger hun igen og igen. På sin vis er flere af hendes udsagn at sammenligne med Lars Hedegaards udtalelser om, at muslimske piger voldtages af onkler, fætre og fædre – men hvor Hedegaard blev stærkt udskældt i 2010, bliver Omars person og budskaber lovprist fra alle kanter i 2018.

Af Jarl Sidelmann & Jonas Mirza
Illustration, “Brown Study (Tree Stump)”, 2017, af kunstner: Julie Nord

Stadigt flere personlige vidnesbyrd og beretninger om social kontrol, vold og udstødelse bekræfter, hvad statistikker og undersøgelser også siger¹: Der er grundlæggende problemer med kvindeopfattelsen i miljøer med muslimsk kulturbaggrund i Danmark.

Skønt problemets eksistens sjældent benægtes, har den offentlige diskussion om emnet i årevis været præget af ”hård debat” og polarisering.

En del af årsagen hertil kan utvivlsomt findes i debattens “tone”. Udtalelser af generaliserende eller polemisk karakter er ofte blevet bebrejdet for at proportionsforvrænge problemet, forklejne dets alvor, eller skabe unødig splid.

Det er f.eks. ikke mange år siden, at daværende formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, kom ud i et stormvejr, da han udtalte:

“Når en muslimsk mand voldtager en kvinde, er det hans ret at gøre det […] De voldtager deres egne børn. Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far. Kvinder har ingen værdi, de er ikke mennesker. Deres funktioner er som livmoder – de bærer krigerens afkom og skaber nye krigere, men ellers… nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi.”²

Hedegaard blev for sine udtalelser tiltalt for racisme.³ Flere af Trykkefrihedsselskabets medlemmer forlod foreningen i protest og forlegenhed. Fremtrædende politikere tog afstand fra ham. Naser Khader mente f.eks., at Hedegaards udtalelser var “fuldstændigt vanvittige og grebet ud af enkeltstående sager og som sådan slet ikke generaliserbare”.⁴ Dansk Folkepartis daværende formand, Pia Kjærsgaard, mente, at Hedegaards udsagn ”var for generaliserende”.⁵ Og lederen for de konservative, Lene Espersen, stemplede det som “nedsættende over for den store gruppe af muslimer, som er fuldstændigt velintegrerede, og som aldrig kunne drømme om at opføre sig på anden måde end alle os andre lovlydige borgere”.⁶

Spoler man imidlertid frem til år 2018, ser tingene anderledes ud. En ny og markant stemme, som selv kommer fra Mellemøsten og har muslimsk baggrund, har skrevet en islamkritisk roman om kvindeundertrykkelse ”i islam.” Hun siger somme tider ting, der kan ligne Lars Hedegaards mere bombastiske udsagn, men hun bliver ikke tilnærmelsesvis genstand for en tilsvarende bredspektret forargelse. Tværtimod er hendes bog, Dødevaskeren, blevet mødt med anerkendelse, og hun har fået rigelig taletid i radio, tv og på tryk.

Det kan virke forhastet, når vi rask væk konstaterer, at nogle af Sara Omars udsagn i sin substans minder om Hedegaards herostratisk berygtede udtalelse. Fordømmelserne af Hedegaard in mente ville det være mærkeligt andet. Men vi vil i denne tekst kigge på en række udsagn, som vi mener, underbygger dette.

Bemærk: det er ikke vores ærinde at give et dækkende helhedsbillede af Sara Omars holdninger eller person. Vi vil i stedet kigge på receptionen af hende og den diskurs, som hendes udtalelser indgår i. Her hæfter vi os bl.a. ved, at medierne især fremhæver og interesserer sig for Omars islam-kulturkritiske udsagn – og endda bruger dem imod hende, når hun forsøger at korrigere sin mission og sit budskab i en anden retning.⁷

Ser vi således bort fra nogle stedvist forsonlige nuancer i hendes kritik,⁸ finder man substantielle fællespunkter imellem Hedegaard og Omar. Begge hævder, at islam er årsagen til det undertrykkende kvindesyn, incest og voldskultur hos muslimer, og begge mener, at problemet er generelt. Islam er kvindeundertrykkelsens kilde og brændstof og det er islam selv, der skal afsløres, bekæmpes eller retledes. Roden til problemet skal findes i religionen.

Lad os kigge på et håndfuld eksempler.

Under et interview i Aftenshowet, hvor Omar er gæst, bliver der vist et klip med antropolog Sofie Danneskiold-Samsøe, der i stort omfang har forsket i vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier. Antropologen forklarer, at æresdrab ganske vist finder sted i Mellemøsten, men at der er tale om et mindretalsfænomen. Tilbage i studiet indvender Omar over for værten, at der ikke er tale om et fåtal, men derimod et flertal.⁹

Da journalisten Abdel Aziz Mahmoud konfronterer Omar med dette udsagn i DR-programmet Adgang med Abdel, gentager hun, at “det er et generelt problem.” Hun medgiver godt nok, at hun ikke kan henvise til nogen tal, der bekræfter hendes udsagn, men påstår, at hun ved disse ting, fordi hun har set og “oplevet det på egen krop”.¹⁰

Den samme appel til personlige erfaringer gør Omar brug af i et interview i Information: ”Det, jeg skriver om, er globale problemer, som ikke kun findes i parallelsamfundene her […] Det, jeg beskriver, er så udbredt, at det er ubegribeligt.” Da journalisten spørger, hvordan hun ved dette, svarer hun, at hun ”har set, oplevet, [og] overværet [det]”. Hun har boet i Kurdistan, Mellemøsten, i forskellige lande i Europa og nu i Danmark, ”og det er den samme ondskab”, hun erfarer disse steder. Da journalisten påpeger, at hun i andre interviews også har sagt, at ”de her ting finder sted i ikke alle, men i de fleste muslimske samfund og familier”, bekræfter Omar udsagnet, men forklarer samtidig, at hendes ærinde ikke er at ”generalisere” eller stigmatisere det retskafne mindretal af ”velfungerende mennesker med sund fornuft og rationalitet”.¹¹

Adspurgt om, hvor al den sociale kontrol og det kvindehad, som hun beskriver i sin bog, kommer fra, svarer Omar kontant: “Religionen er en stor del af det. Det er der, vi skal starte.”¹²

Til DR Kultur siger hun: “Vi kan ikke se bort fra, at den voldskultur min bog skildrer er udsprunget af islam og styres af islam.”¹³

I Femina udtaler hun: “Man kan sige, at religionen islam er opstået for at kunne kontrollere.”¹⁴

Og på overvågningsmediet Facebook – der efterhånden er en fuldt integreret del af offentligheden – deler Omar et meme, der portrætterer en kvinde i vestlig beklædning over for en kvinde klædt i burka. Den tilhørende billedtekst proklamerer henholdsvis “Europa 2015” og “Europa 2050.” Denne burkabærende fremtid vil blive en realitet, advarer Omar, “hvis vi kvinder ikke kæmper for vores rettigheder. Hvis ikke vi står op for os selv.”

Det, der kommunikeres her, er den udtalte frygt for en snigende islamisering af det offentlige rum, der i årevis har animeret Hedegaards og konsorters alarmerende kritik.

Det ovenstående er af pladsmæssige hensyn blot et udpluk.¹⁵ Men overlappene burde være tydelige: Hvad Hedegaard hele tiden hører om, har Omar efter egne udsagn erfaret. Hun er en af dem, der fortæller, hvad Hedegaard hører og kun kan referere.

Man forestiller sig standardreaktionen, hvis det havde været Hedegaard eller en anden persona non grata, der havde sagt de ovenstående ting. Hvis han, ligesom Omar, opfordrede ressourcestærke, muslimske kvinder til “at åbne øjnene for, at der er problemer derude. Der er børn der bliver voldtaget. Der er piger der bliver giftet væk som ni-årig. Der er små børn der bliver penetreret!”¹⁶

Selv hvis man ser bort fra polemikken, synes det substantielle i Omars tese netop at være, at de forhold, Hedegaard påtalte, er gældende. Der er tale om et generelt problem. Det er et flertal. Det er således ikke uden en vis grad af sandhed, når Katrine Winkel Holm påpeger, at:

“[…] det med at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler plejer at være fuldstændigt utilstedeligt, ja direkte kriminelt at udtale offentligt her i landet. Og alligevel er Politikens lederskribent ikke oppe i det røde felt over det de plejer at fejlæse [sic] som en uhørt krænkelse af en hel befolkningsgruppe. Hele caffe latte-segmentet lovpriser i stedet en bog, der som sin hovedsag netop har afdækningen af islamisk kvindefjendtlighed og en onkel-voldtægt af en mindreårig, der i bogen beskrives som legitimeret af Koranen.”¹⁷

Den legitime og illegitime kritik

Hvis substansen er stort set den samme, hvad kan så forklare forskellen i offentlighedens reception? Det er selvfølgelig ikke så svært at forestille sig, hvad der gør Omar mere spiselig. Hun er “erfaringsekspert”; hun taler med en ubrydelig autenticitet, og hun forsøger tydeligvis at gardere sig imod, at hendes kritik bliver misbrugt.¹⁸ Det er alt sammen vægtige begrundelser for at lytte til hende.

Hedegaard er derimod en “konspirationsteoretiker”, som ser sagen udefra. Hans skingre, proportionsforvrængede, lidet sympatiske udfald og slet skjulte dagsorden skader sagen: Hvor venstrefløjen, de kulturradikale og de kultiverede liberale tynges af “berøringsangst”, kan Omar pointere, hvad de ikke selv tør af frygt for at sættes i bås med racister.¹⁹ Hun er – modsat Hedegaard – en gangbar og slagkraftig stedfortræder for den illusionsløse islamkritik, man ikke selv kan levere, men gerne vil tilslutte sig.

Lad os nu, inden vi vurderer relevansen og validiteten af hendes forskellige udsagn, kigge lidt på den offentlige modtagelse af Omar.

I deres forsideanmeldelse kalder Dagbladet Information Omars roman for “en berigelse af dansk litteratur” og intet mindre end “et nyt vigtigt kapitel i dansk litteraturhistorie”. Ifølge avisen leverer Omar med sin tekst “en kras skildring af muslimsk kvindeundertrykkelse” og et “rystende samlende indblik i de grusomheder, der dagligt finder sted i en muslimsk kvindefornedrende voldskultur.”²⁰

Berlingske Tidendes kulturredaktør, Anne Sophia Hermansen, skriver tilsvarende i sin anmeldelse, at romanen er “et overbevisende stykke litteraturhistorie”, der kan “ændre vores samfund,” og at “alle som bestrider et politisk embede i Danmark” burde læse den. Hermansen giver bogen seks stjerner og skriver, at bogen leverer “et opsigtsvækkende indblik i, hvordan dagligdagen ser ud i en muslimsk kvindefornedrende voldskultur.”²¹ (Den vågne læser vil bemærke sammenfaldet i ordvalg i Hermansens og Informations anmeldelse).

Jyllands-Posten (fire stjerner) skriver samstemmende, at “dansk litteratur” med Omar har “fået en ny og tiltrængt stemme.”²² Kristeligt Dagblad (også fire stjerner) skriver, at bogen “indiskutabelt” er “modig og vigtig i sin kritik og i sin skildring af” muslimsk kultur og religion.²³ Lignende gloser kan findes i anmeldelsen fra Politiken, der nøjes med tre stjerner, men dog erklærer romanen for “den modigste bog, der er udgivet herhjemme i år, fordi den retter et så voldsomt angreb mod islam for at være en kvindefjendsk religion.”²⁴

Ifølge Nyhedsmagasinet Føljeton er romanen præget af “stor troværdighed”, og Sara Omar selv “ligner en superhelt, når hun taler og går, smuk og stålsat”.²⁵ I Femina udnævner chefredaktør Camilla Kjems bogen som årets vigtigste. Omar “lyser som en ægte ledestjerne”.²⁶

Her er Fyens Stiftstidende (18.12.2017): “Sara Omar fyldte ikke alverden fysiologisk, som hun stod i en travl Billunds Boghandel, og det var faktisk lidt af et paradoks. For egentlig burde hun være et bredskuldret menneske på tre meter. Mindst. For at have plads til den styrke, hun rummer.”²⁷

Disse overstrømmende anmeldelser er blevet fulgt af gavmild eksponering i nyhedsmedierne. I de første uger efter udgivelsen har Omar fået tegnet sit portræt i stort opsatte interviews i Politiken, Information, Berlingske, Jyllands-Posten, DR Nyheder,²⁸ m.fl., foruden at være gæst i blandt andet Aftenshowet. DR2 Deadline helligede størstedelen af et program til bogen og sendte ved nytårstid en nytårstale med Omar til nationen (“Sara Omars nytårstale til sine medsøstre”).

I en offentliggjort video på Weekendavisens Facebookside udråber chefredaktør Martin Krasnik bogen som “årets vigtigste” og fremhæver, at den:

“[…] handler om hvordan piger og kvinder i det hele taget, i muslimske familier og samfund i Mellemøsten, bliver voldtaget, æresdrabt og mishandlet fra første færd i en patriarkalsk og religiøs kultur, hvor kvinder er ingenting værd.”²⁹ (vores fremhævninger)

Berlingske Tidende skrev dagen efter udgivelsen, at Omar med sin debutroman gjorde “os opmærksom på en overgrebskultur blandt muslimer, som vi må spørge os selv, om vi har taget tilstrækkeligt alvorligt.”³⁰ (Her må vi minde om, at Omar med Dødevaskeren ikke er den første, men blot den seneste af en lang række kvinder med minoritetsbaggrund i Danmark, der har sat fokus på vold, overgreb og patriarkalske traditioner i muslimske miljøer i og uden for landets grænser.³¹)

Fra politisk side er begejstringen den samme. Naser Khader, der forlod Trykkefrihedsselskabets ”advisory board” efter Hedegaards udtalelse, byder Omar varmt velkommen: Hun er “en ny modig stemme, der ikke bagatelliserer, intellektualiserer og undskylder muslimsk kvindeundertrykkelse”. SF’s forkvinde, Pia Olsen Dyhr, kalder bogen “pligtlæsning for enhver politiker”, mens Ida Auken fra Radikale Venstre i en statusbesked på Facebook skriver, at det er kvinder som Sara Omar, der er “den allerstørste trussel mod mørkemænd, undertrykkelse og middelalderlig tankegang”.

Som led i et tema om Socialdemokratiets asyl- og integrationsudspil prydede Omar også forsiden af marts-udgaven af Socialdemokraten. Og på kvindernes internationale kampdag fik hun ros af landets ligestillingsminister, Karen Ellemann, i en video på dennes officielle facebookside, hvor Omar selv var med og fik lov til at holde en kort tale.³²

Ikke siden Yahya Hassan kan en debuterende forfatter siges at have modtaget så massiv mediebevågenhed og næsten enslydende vurderinger af værkets samfundsværdi og litterære gennemslagskraft.³³

Det er altså ikke opmærksomhed, rosende ord eller støtteerklæringer til Sara Omars bog eller Sara Omar selv, der er mindst af fra danske meningsdannere og den politiske elite. Hvilket fører til spørgsmålet om, hvorvidt hendes kritik og påstande kan regnes for saglige.

Retmæssigheden

Ifølge Sara Omar er vold og kvindeundertrykkelse et udpræget islamisk problem. Men hun medgiver, at voldelig kvindeundertrykkelse i varierende grad findes i alle kulturer. Om kvindeundertrykkelsen har rod i Islam, har vi ikke svar på. Måske er det sandt, måske ikke.

Vender man blikket ud i verden, rapporterer FN Kvinder dog, at 14 af de 25 lande med flest antal kvindedrab i Verden (såsom æresdrab) er i Latinamerika. Især de centralamerikanske lande som Honduras, El Salvador, Guatemala og Nicaragua topper langt over de øvrige. Data fra The Small Arms Survey har vist, at de 10 lande med flest antal kvindedrab pr. indbygger i verden fra 2010-2015 var: Lesotho, El Salvador, Honduras, Namibia, Swaziland, Haiti, Sydafrika, Montserrat, Grenada og Guyana.³⁴

Så sent som i 1997 havde 14 latinamerikanske lande love, hvor en voldtægtsmand kunne gå fri, såfremt han tilbød at gifte sig med sit offer — dette blev steder betragtet som en løsning for at genoprette familiens ære.³⁵

“Udspringer” kvindevolden i ovenstående lande også af religion, på samme måde som den i Mellemøsten og i muslimske samfund er rodfæstet i Islam (ifølge Omar)? Eller er den primært betinget af en patriarkalsk kultur, socioøkonomiske forhold, kriminalitetsproblemer og områdernes konflikttilstande? Vi påstår ikke at ligge inde med svarene, men vi formoder, at det ville være forkert at begrunde volden monokausalt.

Om incest er mere udbredt i islamiske miljøer, ved Omar ikke. Men hun fortæller i Politiken:

“Det er muligt, at der ikke er flere tilfælde af incest i visse muslimske miljøer end i andre miljøer, men forskellen er, at de sager i muslimske miljøer aldrig kommer for en dag, fordi de sker i så lukket et samfund med så høje æresbegreber, at ingen taler om det.”³⁶ (vores fremhævelse)

Til Berlingske Tidende udtaler hun:

“[…] incest er et rigtigt stort problem i mange muslimske miljøer – både herhjemme og ude i verden. I de muslimske miljøer er der bare aldrig nogen, der taler om det, fordi det at tabe ansigt er værre end døden selv.” (vores fremhævelse)

Her er hun til DR:

“Forskellen er, at de etniske danskere er mere åbne over for at tale om problemerne. Når muslimske kvinder tager på krisecenter, fortæller de ikke nødvendigvis, hvad der er galt. Når man ikke gør det, så kan man heller ikke få den rigtige hjælp. Så bliver man sendt hjem til den samme mand, som tæsker kvinderne og børnene.”¹³

Omar medgiver (jf. hendes interview med Abdel Aziz Mahmoud i DR), at hun ikke er i besiddelse af nogen empirisk dokumentation, der bakker hendes påstande op om, at incest og kvindevold skulle være særlig udbredt eller tabuiseret i muslimske miljøer.

Spørger man Landsorganisation af Kvinde Krisecentre (LOKK) om troværdigheden af Omars sidstnævnte udsagn, får man følgende svar:

“Vold i familien er tabu for stort set alle kvinder […] Kvinden fortæller om volden når hun kommer [til krisecenteret]. Eller hun fortæller en del af sin historie, men efterhånden som hun har fået tillid til personalet, kommer der flere og flere nuancer på. Dette gælder alle uanset nationalitet og trosretninger.”³⁷

Børne- og Socialministeriet kan oplyse, at der årligt udarbejdes en statistik over antallet af underretninger i kommunerne, herunder underretninger vedrørende mistanke om overgreb, men at statistikken ikke opgøres på etnicitet.³⁸

Udlændinge- og Integrationsministeriet skriver i en mail til denne teksts forfattere, at Sara Omars betragtninger umiddelbart hverken kan be- eller afkræftes af empiriske undersøgelser.³⁹

Dog kunne man anføre, at der i det danske samfund (eller “den danske kultur”) eksisterer et overordnet stigma mht. (seksuel) vold mod kvinder. Emnet lader til at være tabuiseret i det bredere samfund og især blandt ofrene. Man kan tale om et gennemgribende samfundsproblem, samt at sagerne sjældent føres til dørs af myndigheder og retssystemet.

Et studie fra 2014, offentliggjort af EU’s Agentur for Fundamentale Rettigheder, fremhævede eksempelvis, at Danmark havde den højeste forekomst af fysisk og seksuel vold mod kvinder i Europa.⁴⁰ Derudover er danske kvinder også blandt dem, der indgiver færrest anmeldelser, når de udsættes for kønsrelateret vold eller chikane (her skal det understreges, at ”vold og chikane” er et meget bredt kontinuum).⁴¹ Center for Voldtægtsofre angiver, at de registrerede og anmeldte tilfælde af voldtægt kun udgør 5-10 pct. af de samlede voldtægter i Danmark.⁴² Berlingske Tidende og MetroXpress rapporterede i 2010 (på baggrund af oplysninger fra bl.a. Danmarks Statistik), at omkring 29 ud af 30 voldtægtssager aldrig fører til en domfældelse i Danmark.⁴³

Ifølge Det Kriminalpræventive Råd er der i Danmark omtrent 4.200 gennemførte voldtægter hvert år. Antallet af domfældelser er på landsplan 50-70 om året. Omkring 33.000 kvinder udsættes ifølge regeringens egne tal hvert år for partnervold. Men der falder kun omkring 250 domme årligt.⁴⁴ Alligevel mener kun 23 pct. af danskerne, at vold mod kvinder er blandt de vigtigste ligestillingsproblemer, så bevidstheden om problemet er ikke just fremherskende.⁴⁵ Adspurgt i en Voxmeter-måling fra 2015, om kvinden selv bærer et ansvar for at være blevet voldtaget, hvis hun frivilligt er gået med en mand hjem efter f.eks. en date, en fest eller en tur i byen, svarede hver syvende dansker “ja.”⁴⁶

Størstedelen af voldtægtssager i Danmark er netop disse såkaldte “kontaktvoldtægter”, hvor gerningsmanden og offeret kender hinanden i forvejen (og eksempelvis er gået frivilligt hjem sammen). Ifølge Amnesty International kommer cirka halvdelen af disse sager aldrig for en dansk dommer, fordi myndighederne vurderer, at det ikke kan bevises, at manden ikke var bevidst om, hvorvidt kvinden ønskede sex eller ej.⁴⁷

En nylig undersøgelse fra Aalborg Universitet oplyser os om, at de færreste sager om seksuel chikane når frem til domstolene, fordi fagforeninger indgår hemmeligholdte forlig med krænkerne. Ifølge ekspertudsagn i undersøgelsen er der tale om de mest graverende sager. Fagforeningerne har ingen opgørelser over, hvor mange forlig der indgås.⁴⁴

Også den danske regering er blevet kritiseret af Amnesty International for utilstrækkelig lovgivning mht. seksuel vold, herunder at de danske love indtil for nylig var i strid med grundlæggende menneskerettighedsprincipper.⁴⁸ Europarådets ekspertgruppe Grevio har ligeledes skarpt kritiseret Danmark for ikke at overholde Europarådets konvention om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod kvinder og vold i hjemmet. Ekspertgruppen har kritiseret de danske myndigheders manglende evne til at beskytte voldsramte kvinder og skriver, at nøglepersoner – fra politi til domstole og sagsbehandlere – ikke ved nok om voldens kønnede natur og derfor heller ikke kan reagere passende.⁴⁹

De ovenstående oplysninger sætter Weekendavis-redaktør Martin Krasniks anbefaling af Sara Omars bog i et lidt andet lys: “… såfremt #metoo-kampagnen forbigår det voldelige patriarkat, der eksisterer lige for næsen af os, er den svær at tage rigtigt alvorlig.” Krasnik omtaler her specifikt det muslimske kvindesyn i ind- og udland, men hans udsagn har øjensynligt bredere gyldighed.

Det må samtidig konstateres, at hvor flere stemmer⁵⁰ har kritiseret #metoo-kampagnen for at være polariserende og anmodet om almindelig skepsis og uskyldsformodning ift. dens “afsløringer”, er Omar ukritisk blevet omfavnet og hyldet for sine skildringer.

Hvor medieoffentligheden svælger i væmmelsen over den muslimske vold, er den almindelige, kernedanske kønnede vold almindeligt overset. At gøre op med de andres tabuer er noget, der samler Danmark.

Den nye konsensus

Måske er svaret, at den store interesse for Omar og hendes bog alene skyldes måden, hvorpå hun kobler religionen med volden. Snarere end at have skrevet et banebrydende værk, der har kastet nyt lys over et undereksponeret emne, har Omar i kraft af sin baggrund og erfaring givet en allerede eksisterende diskurs ny politisk legitimitet. Hun gentager, hvad vi allerede er bekendt med og fornemmede på forhånd.

Her er således en mulighed, for visse dele af det politiske etablissement, for at lægge afstand til anklagerne om “berøringsangst” over for sociale problemstillinger og kvindesynet i visse minoritetsmiljøer (som i øvrigt også kommer fra Sara Omar selv).⁵¹

Omar viser os i hvert tilfælde, at den danske offentlighed er berøringsangst. Ikke over for at tale om muslimers vold og overgreb, men over for at konfrontere generaliserende og udokumenterede påstande om muslimers dårligdomme med saglighed og redelighed ­– og i det hele taget forholde sig til vold mod kvinder som et almindeligt samfundsproblem. Dét er bagsiden af Omar-omfavnelsen.

1. Inge Methling, “Indvandrerkvinder bliver oftere voldtaget”, Politiken (24. november 2002): https://politiken.dk/indland/art4926971/Indvandrerkvinder-bliver-oftere-voldtaget. Agnete Finnemann Scheel, “Halvdelen af kvinder på krisecentrene har indvandrerbaggrund”, Metroexpress (14. januar 2016): https://www.mx.dk/nyheder/danmark/story/21527343. Undersøgelse af negativ social kontrol, Als Research (23. august 2018): http://www.alsresearch.dk/news/225/61/23-08-17-Undersogelse-af-negativ-social-kontrol. 
2. Jonas Sahl: “Tiltalt for grov udtalelse om muslimer”, Avisen.dk (3. august 2010): https://www.avisen.dk/tiltalt-for-grov-udtalelse-om-muslimer_131561.aspx
3. Siden frifundet i Frederiksberg Byret, dømt i Østre Landsret og endelig frifundet i Højesteret.
4. Naser Khader, “Lars Hedegaard, racisme og ytringsfrihed”, blog på Berlingske Tidende (24. januar 2011): https://naser.blogs.berlingske.dk/2011/01/24/lars-hedegaard-racisme-og-ytringsfrihed/
5. Kristian Klarskov, “Pia K. undsiger Lars Hedegaard”, Berlingske Tidende (7. januar 2010): https://www.b.dk/danmark/pia-k.-undsiger-lars-hedegaard
6. “Lene Espersen angriber Lars Hedegaard”. Kristeligt Dagblad via Ritzau (11. januar 2010): https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/lene-espersen-angriber-lars-hedegaard
7. Berlingske mener, ”Bordet fanger, Sara Omar”. Berlingske (3. februar 2018): https://www.b.dk/berlingske-mener/bordet-fanger-sara-omar 
8. Modsat Hedegaard har Omar eksempelvis sagt, at hendes “roman er et forsvar for menneskerettigheder”; at hun ikke vil tillade, at hun ”bliver brugt som ammunition i kampen mod islam”; at ”vold og undertrykkelse findes i alle kulturer og religioner”; at hun ikke ønsker ”at fjendtliggøre eller generalisere den muslimske mand”; at ”dem, [hun] kritiserer, er dem, der er barbariske og misbruger Koranen for at udøve magt, kontrol og vold mod piger og kvinder.” Se: Sara Omar, ”Sara Omar: »Jeg vil ikke tillade, at mine ord bliver brugt som ammunition i kampen mod islam«” Politiken (31. januar 2018): https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art6318962/%C2%BBJeg-vil-ikke-tillade-at-mine-ord-bliver-brugt-som-ammunition-i-kampen-mod-islam%C2%AB
9. Aftenshowet (Danmarks Radio, 30. november 2017). Programmet kan i skrivende stund ses på: https://www.youtube.com/watch?v=mQ_-83ihZNk
10. Sara Omars kampskrift – Adgang med Abdel (Danmarks Radio, 11. december 2017).
11. Rasmus Elmelund, “Sara Omar: ’Jeg er blevet klar over, at litteratur kan have en styrke, der kan ændre verden’”, Information (23. december 2017): https://www.information.dk/kultur/2017/12/sara-omar-blevet-klar-litteratur-kan-styrke-kan-aendre-verden
12. Sarah-Iben Almbjerg, “»Jeg ved godt, at jeg risikerer mit liv ved at udgive denne her bog«”, Berlingske Tidende (30. november 2017): https://www.b.dk/kultur/jeg-ved-godt-at-jeg-risikerer-mit-liv-ved-at-udgive-denne-her-bog
13. Marie Sæhl: “Sara Omar har skrevet en bog om æresdrab og vold mod kvinder : Jeg håber, den vil starte en reformation af islam”, Danmarks Radio (2. december 2017): https://www.dr.dk/nyheder/kultur/sara-omar-har-skrevet-en-bog-om-aeresdrab-og-vold-mod-kvinder-jeg-haaber-den-vil
14. Tine Bendixen, “Sara Omar: “Jeg risikerer mit liv, jeg kan gå ud på gaden lige efter det her interview og blive skudt i hovedet”, Femina (19. januar 2018): https://www.femina.dk/kultur/kendte/sara-omar-jeg-risikerer-mit-liv-jeg-kan-gaa-ud-paa-gaden-lige-efter-det-her-interview
15. Omar beskriver desuden Dødevaskeren som et “kampskrift” og har flere steder udtalt en hensigt om at ville “reformere” religionen islam som helhed. I interviewet med Information (23.12.2017) hævder hun, at “politisk islam er blevet implementeret som den værste form for ideologi i Mellemøstens institutioner.” Et andet billede på hendes facebook-væg viser et offer for terrorangrebet i Nice i 2016, til hvilket hun skriver: “Imens vender verdens største befolkning [sic] det blinde øje til sandheden og beskytter den farligste ideologi, der i sidste ende vil gøre alles dødsleje klar […] Længe leve de uvidende med ‘det gode hjerte,’ der koster uskyldige mennesker livet på en daglig basis.” På facebook skriver Omar også, at Ayaan Hirsi Alis bøger Nomad og The Caged Virgin “spreder tanker og visdom.”
16. Sagt i programmet Sara Omars kampskrift – Adgang med Abdel (Danmarks Radio, 11. december 2017).
17. Katrine Winkel Holm, “Kære Ole Birk Olesen, er indholdet af Sara Omars bog horribelt ”gak”?”, Jyllands-Posten (30. december 2017): https://jyllands-posten.dk/debat/blogs/katrineholm/ECE10159814/kaere-ole-birk-olesen-er-indholdet-af-sara-omars-bog-horribelt-gak/
18. ”DF vil jo godt italesætte min sag. Men det er ikke for at hjælpe mig. Det er for at smide mig ud af landet. DF vil lære mig at spise frikadeller i stedet for at lære mig om mine rettigheder som menneske og kvinde i et frigjort land. DF vil gøre mig dansk, hvad det så end betyder, men DF vil ikke gøre mig til et menneske.” Citeret i Peter Nielsen, “Først Yahya Hassan, nu Sara Omar”, Information (30. november 2017): https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/11/foerst-yahya-hassan-sara-omar?page=1
19. Omar udtaler bl.a.: ”Venstrefløjen er så berøringsangst i forhold til at italesætte mit problem og min sag. Fordi venstrefløjens medlemmer er bange for at blive udråbt som racister eller islamofober. Så i ly af tolerance, kulturbeskyttelse og religionsfrihed vender man det blinde øje til problemerne,” ibid. ”Jeres berøringsangst er et skammeligt knæfald for islam og dens kultur, et knæfald, som det meste af eliten verden over desværre bevidst deltager i. Jeg begriber ganske enkelt ikke denne blindhed og berøringsangst. Man tager mændenes parti og træder på os muslimske kvinder”, citeret i Gudrun Marie Schmidt, “Sara Omar skriver om undertrykkelse, vold og æresdrab: Gudrun Marie Schmidt, ”»Jeg risikerer mit liv ved at udgive denne bog«”, Politiken (30. november 2017): https://politiken.dk/kultur/art6228545/%C2%BBJeg-risikerer-mit-liv-ved-at-udgive-denne-bog%C2%AB  
20. Peter Nielsen, ” Først Yahya Hassan, nu Sara Omar”, Information (30. november 2017): https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/11/foerst-yahya-hassan-sara-omar?page=1
21. Anne Sophia Hermansen, “Anne Sophia Hermansen: Skulle Yahya Hassans råb være forstummet, er det umuligt at overhøre Sara Omar”, Berlingske Tidende (30. november 2017): https://www.b.dk/boeger/anne-sophia-hermansen-skulle-yahya-hassans-raab-vaere-forstummet-er-det-umuligt-at
22. Katrine Sommer Boysen, “Dansk litteratur har fået en ny og tiltrængt stemme: Sara Omar” (Berlingske Tidende, 5. december 2017): https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10083047/dansk-litteratur-har-faaet-en-ny-og-tiltraengt-stemme-sara-omar
23. Lotte Kirkeby Hansen, “Forfatter kæmper for retten til egen stemme”, Kristeligt Dagblad (4. december 2017): https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/retten-til-egen-stemme
24. Jes Stein Pedersen, “Anmeldelse: ‘Dødevaskeren’ er den modigste bog, der er udgivet i år”, Politiken (30. november 2017):  https://politiken.dk/kultur/boger/art6229903/D%C3%B8devaskeren-er-den-modigste-bog-der-er-udgivet-i-%C3%A5r
25. Sille Kirketerp Berthelsen, “Sara Omar har styrke som en såret superhelt”, Følgeton (26. december 2017): https://foljeton.dk/57075/sara-omar
26. Camilla Kjems, “Chefredaktøren: Årets vigtigste bog og budskab”, Femina (18. januar 2018): https://www.femina.dk/dit-liv/selvudvikling/chefredaktoeren-aarets-vigtigste-bog-og-budskab
27. Flemming Linnebjerg, “Ombejlet romanforfatter besøgte Fredericia”, Fyens Stiftstidende (18. december 2017): https://www.fyens.dk/Fredericia/Ombejlet-romanforfatter-besoegte-Fredericia/artikel/3215023
28. Gudrun Marie Schmidt, “Sara Omar skriver om undertrykkelse, vold og æresdrab: »Jeg risikerer mit liv ved at udgive denne bog«”, Politiken (30. november 2017): https://politiken.dk/kultur/art6228545/%C2%BBJeg-risikerer-mit-liv-ved-at-udgive-denne-bog%C2%AB

    Rasmus Elmelund, “Sara Omar: ’Jeg er blevet klar over, at litteratur kan have en styrke, der kan ændre verden’”, Information (23. december 2017): https://www.information.dk/kultur/2017/12/sara-omar-blevet-klar-litteratur-kan-styrke-kan-aendre-verden

    Sarah-Iben Almbjerg, “»Jeg ved godt, at jeg risikerer mit liv ved at udgive denne her bog«”, Berlingske Tidende (30. november 2017): https://www.b.dk/kultur/jeg-ved-godt-at-jeg-risikerer-mit-liv-ved-at-udgive-denne-her-bog. Se også Jeppe Bangsgaard, “Sara Omar: Jeg har fået sexistiske, perverse og krænkende beskeder fra både mænd og kvinder”, Berlingske Tidende (9. december 2017): https://www.b.dk/kultur/sara-omar-jeg-har-faaet-sexistiske-perverse-og-kraenkende-beskeder-fra-baade-maend

    Marie Juel Glasius, “Islamkritisk forfatter må leve under jorden efter kontroversiel bog”, Jyllands-Posten (30. november 2017): https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10072959/islamkritisk-forfatter-maa-leve-under-jorden-efter-kontroversiel-bog

    Marie Sæhl: “Sara Omar har skrevet en bog om æresdrab og vold mod kvinder: Jeg håber, den vil starte en reformation af islam”, Danmarks Radio (2. december 2017): https://www.dr.dk/nyheder/kultur/sara-omar-har-skrevet-en-bog-om-aeresdrab-og-vold-mod-kvinder-jeg-haaber-den-vil

29. https://www.facebook.com/Weekendavisen/videos/1572623666138779/
30. “Kære muslimske kvinde – gør som Sara Omar og stå frem”, Berlingske Tidende (1. december 2017): https://www.b.dk/berlingske-mener/kaere-muslimske-kvinde-goer-som-sara-omar-og-staa-frem
31. Geeti Amiri udgav i 2016 bogen Glansbilleder, om en opvækst med frihedsberøvelse og vold i en afghansk flygtningefamilie i Danmark. I 2015 udgav dansk-tyrkiske Elmas Berke romanen Tavshedens Pris, der behandlede voldelig undertrykkelse af kvinder i muslimske familier i Danmark. 2013 var året for Simona Abdallahs Lykkens Brud. Esma Birdi udgav i 2008 Et liv i to verdener. I 2005 udkom Sandra Berkans Når blod bliver tykkere end vand.  I 2003 udgav tyrkisk-danske Sengul Güvercile den selvbiografiske Æresdrab. Samme år udkom pseudonymet Souad med ”den autentiske beretning om æresdrab” Levende brændt. I skrivende stund har den dansk-irakiske Zeinab Mosawi netop udgivet bogen Himlen under min fars tag, om et ufrivilligt genopdragelsesophold i Irak. Hertil kan tilføjes et væld af oversættelser i samme genre, såsom fransk-iranske Chahdortt Djavanns Kast Sløret! (2006), egyptiske Mona Eltahawys Jomfruhinder og hijab (2015), og ikke mindst bestsellerforfatteren og islamkritikeren Ayaan Hirsi Alis Jeg anklager (2005), Opbrud og Oprør (2006), Nomaden (2010) og Kætter (2015) – alle bøger, som fik rosende, ukritiske anmeldelser i den danske presse (Omar selv roser desuden Hirsi Alis bøger på facebook).

    I den bredere voldstematik, udgav den dansk-palæstinensiske Ahmad Mahmoud i 2015 bogen Sort Land, om sin opvækst i Askerøds ghettomiljø. Dette selvfølgelig uden at nævne Yahya Hassan og dennes digtsamling fra 2013, der satte underklassens sociale problematikker under lup.

    Blandt de mere markante stemmer i den “nydanske kvindekamp” er, foruden en del af de ovennævnte, Nilgün Erdem, Natasha Al-Hariri og Exit-cirklens Khaterah Parwani. Den iranskfødte kunstner, Firozeh Bazrafkan, har i årevis sat fokus på hvad hun anser som religiøst betinget kvindeundertrykkelse blandt muslimer, og mener blandt andet at “islams struktur hviler på et fundament af maskulin voldsdyrkelse.” Integrationsrådgiveren Uzma Ahmed har stiftet foreningen Brune Feminister.

    Derudover har en lang række politikere, kulturpersoner og meningsdannere med minoritetsbaggrund, i årevis udtrykt en mere generel (og til tider polemisk) kritik af islamismen og den konservative koranfortolkning. Forfattere og islamkritikere på dansk jord har ligeledes polemiseret over “det islamiske kvindesyn,” og flere skøn- og faglitterære bøger er skrevet om de emner Dødevaskeren beskæftiger sig med. I kategorien “æresdrab” alene, er to bøger skrevet om det sidste æresdrab i Danmark, der fandt sted tilbage i 2005. Én bog er skrevet om drabet på Sonay Mohammad, der fandt sted i 2002.

32. Kan i skrivende stund ses på https://www.facebook.com/karen.ellemann/videos/1965074356855252/
33. Flere anmeldere sammenligner da også Omar med Hassan: Peter Nielsen, “Først Yahya Hassan, nu Sara Omar,” Information (30. november 2017): https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2017/11/foerst-yahya-hassan-sara-omar. Anne Sophia Hermansen, “Anne Sophia Hermansen: Skulle Yahya Hassans råb være forstummet, er det umuligt at overhøre Sara Omar”, Berlingske Tidende (30. november 2017): https://www.b.dk/boeger/anne-sophia-hermansen-skulle-yahya-hassans-raab-vaere-forstummet-er-det-umuligt-at
34. Georgia Platman, ”Violence Against Women in Latin America and the Caribbean: An Overview”, Telesur (25. november 2014), Telesur: https://www.telesurtv.net/english/news/Violence-Against-Women-in-Latin-America-and-the-Caribbean-An-Overview-20141125-0021.html http://www.unwomen.org/en/news/stories/2017/2/take-five-adriana-quinones-femicide-in-latin-america.  Interactive Maps and Charts of Armed Violence Indicators”, The Small Arms Survey: http://www.smallarmssurvey.org/gbav
35. Calvin Sims, ”Justice in Peru: Victim Gets Rapist for a Husband”, The New York Times (12. marts 1997): http://www.nytimes.com/1997/03/12/world/justice-in-peru-victim-gets-rapist-for-a-husband.html
36. Gudrun Marie Schmidt, “Sara Omar svarer igen på kritik: »Vi har æresforbrydelser i Danmark«”, Politiken (6. december 2017): https://politiken.dk/kultur/boger/art6239170/%C2%BBVi-har-%C3%A6resforbrydelser-i-Danmark%C2%AB
37. Svar fra Lene Johannesson, formand for Landsorganisation af Kvinde Krisecentre, per e-mail til denne teksts forfattere, 3. december 2017.
38. Svar til denne teksts forfattere per e-mail, 3. januar 2018.
39. Svar til denne teksts forfattere per e-mail, 3. januar 2018. Styrelsen for International Rekruttering og Integration skriver dog i deres svar, med “afsæt i erfaringer fra arbejdet med familier og miljøer, hvor æresbegrebet spiller en central rolle, og fra lukkede miljøer generelt,” samt “erfaringer fra specialister på æresområdet,” at det er “sandsynligt, at æresbegrebet og den negative sociale kontrol i familier præget af et stærkt æresbegreb, vil udgøre en ekstra barriere for ofre for incest og at disse ofre i særlig grad hæmmes af påført skyld og skam.”
40. ”A third of women in EU have suffered ‘sexual violence’”, France24 (3. maj 2014): http://www.france24.com/en/20140305-one-third-women-eu-victims-sexual-violence-crime-rape/
41. Tinne Hjersing: “Rapport: Danske mænd er de mest kvindehadske i EU”, Politiken (5. marts 2014): https://politiken.dk/indland/art5529258/Rapport-Danske-m%C3%A6nd-er-de-mest-kvindehadske-i-EU
42. Tess S. Skadegård Thorsen, Iben Cecilie Nilsson, Nazila Kivi, ”Det egentlige problem er en udbredt og normaliseret voldtægtskultur i Danmark”, Politiken (17. august 2017): http://politiken.dk/debat/kroniken/art6069976/Det-egentlige-problem-er-en-udbredt-og-normaliseret-voldt%C3%A6gtskultur-i-Danmark
43. ”29 ud af 30 voldtægtssager ender uden dom”, Berlingske Tidende (10. december 2010): https://www.b.dk/danmark/29-ud-af-30-voldtaegtssager-ender-uden-dom
44. Charlotte Kirkegaard, ”Retssystemet lader krænkede kvinder i stikken”, Politiken (16. januar 2018): https://politiken.dk/debat/kroniken/art6294040/Retssystemet-lader-kr%C3%A6nkede-kvinder-i-stikken
45. Women and Gender Inequalities in the Context of the Crisis (European Parliament and TNS Opinion & Social, 2013), s. 6: https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&ved=0ahUKEwju_JDdv-DYAhUvhqYKHSUmBfgQFggvMAA&url=http%3A%2F%2Fwww.europarl.europa.eu%2Fpdf%2Feurobarometre%2F2013%2Ffemme%2Fsynth_en.pdf&usg=AOvVaw2KjgxqqH2uteek5rZgeGGQ
46. Her bør det bemærkes, at de ældre danskere (+65 år) i langt højere grad end de yngre (18-34 år) mener, at kvinden selv har et ansvar for voldtægten. ”Hver syvende dansker giver kvinden skylden for voldtægt”, Amnesty International (8. marts 2015): http://amnesty.dk/danske-pressemeddelelser/hver-syvende-dansker-giver-kvinden-skylden-for-voldtaegt
47. Ibid.
48. Den danske regering er blevet kritiseret for utilstrækkelige love med hensyn til seksuel vold, i en rapport fra organisationen, udarbejdet i 2008. Amnesty erklærede dengang, at dansk lovgivning ikke var i overensstemmelse med menneskerettighederne. Organisationen har gentagne gange opfordret Danmark til at bringe lovgivningen om voldtægt i overensstemmelse med folkeretten, men dette førte først til en ændring i kodekset for seksuelle forbrydelser i 2013. ”Amnesty Danmarks arbejde for voldtægtsofre”, Amnesty International (8. marts 2015): https://amnesty.dk/nyhedsliste/2015/amnesty-danmarks-arbejde-for-voldtaegtsofre

    ”Voldtægt i Danmark”, Amnesty International: https://amnesty.dk/emner/retssikkerhed/voldtaegt

49. Det nævnes som eksempel, at polititilhold næsten er umuligt at anskaffe sig. Ekspertgruppen kritiserer også, i lighed med danske forskere, den udtalte mangel på data om udbredelsen af vold i hjemmet. Især Statsforvaltningen er blevet kritiseret for sin håndtering af forældreansvarsloven, som ifølge ekspertgruppen udsætter kvinder og børn for unødvendig fare, når et barn gentagne gange sendes til samvær hos en voldelig far. I 2013 kritiserede EU-Parlamentets borgerudvalg forældreloven for samme problem og FN’s Kvindekomité fremsatte enslydende kritikpunkter sidste år. Susanne Staun, ”Danske kvinder og børn er slet ikke godt nok beskyttet imod voldelige mænd”, Politiken (2. december 2017): https://politiken.dk/debat/klummer/art6231381/Danske-kvinder-og-b%C3%B8rn-er-slet-ikke-godt-nok-beskyttet-imod-voldelige-m%C3%A6nd
50. Se f.eks. Debatten (Danmarks Radio, 15. februar 2018), der omhandlede #metoo. Kan i skrivende stund ses på https://www.dr.dk/tv/se/debatten/debatten-dr2/debatten-2018-02-15.
51. Se note 19. Kritikken kommer også fra andre debattører med minoritetsbaggrund. Ifølge Halime Oguz, bør venstrefløjen ”støtte de progressive, moderne kræfter blandt nydanskerne og utvetydigt lægge afstand til gammeldags religiøse og kulturelle forestillinger. Den skal ophæve berøringsangsten over for den kulturelle heksekedel, [som] ghettoerne er.” Den dansk-iranske debattør, Jaleh Tavakoli, har også skarpt kritiseret venstrefløjens “berøringsangst” overfor muslimsk kvindeundertrykkelse (“muslimske kvinder er jo undertrykt. Selvfølgelig er de det”). Se Halime Oguz, “Venstrefløjen skal støtte oprørske nydanskere”, Berlingske Tidende (16. november 2013): https://www.b.dk/kommentarer/venstrefloejen-skal-stoette-oproerske-nydanskere og Christian Bennike, “Venstrefløjen svigter kvinderne og de moderne muslimer, når den ikke kritiserer islam”, Information (9. januar 2016): https://www.information.dk/indland/2016/01/venstrefloejen-svigter-kvinderne-moderne-muslimer-naar-kritiserer-islam