[1968 – 2018] Fra én vild maj til en anden…

International opfordring til at samles i Paris den 1. maj

 

Les Paves, den 3. april 2018
Oversat af Louise Bundgaard
Illustration, “Fever,” 2010, af kunstner: Julie Nord

En revolutionær uro

For tiden ønsker visse journalister, intellektuelle, kunstnere og politikere at mindes 1968 og dets opstande, som de reducerer til ønsker om kapitalistisk demokrati og individuel liberal nydelse. Endnu engang drejer det sig om salg, seer- og lyttertal, litterære sprøjter og stemmesedler; det drejer sig om at neutralisere og distancere sig fra det politiske i et af de mest subversive, voldelige og offensive år i efterkrigstiden. Og om at analysere historien for at insistere på dens afslutning, at fremhæve en tidligere generations entusiasme og opstand for bedre at inddæmme og pacificere den næste.

De parisiske studerende begyndte maj måned 1968 med at besætte Sorbonne, fremsættelsen af specifikke krav eskalerede, afvisningen af verdenen var skrevet på byens mure og inkarneret i natlige barrikader. Arbejderne tilsluttede sig hurtigt dansen og udløste en vild generalstrejke, som paralyserede landet. To uger senere bøjede regeringen sig og gik med til historiske indrømmelser, der så blev afvist af de strejkende …

I Mexico samlede hundredtusindvis af oprørere sig – besættelser af universiteter og gymnasier og sammenstød på gaderne – i en bevægelse for forsamlingsfrihed og imod politisk undertrykkelse. Den mexicanske stat satte en stopper for bevægelsen ved at myrde flere end to hundrede mennesker i Tlatelolco-massakren.

Bag jerntæppet lancerede en ny regering en politisk liberaliseringsproces båret frem af folket, som accelererede dens iværksættelse: ytrings- og forsamlingsfrihed, opgør med censur, åbning af grænserne mod vest og begrænsning af sikkerhedsstyrkernes beføjelser. Der skulle kampvogne til at invadere pladserne for at sætte en stopper for foråret i Prag.

Viet Cong lancerede Têt-offensiven mod de største byer i Sydvietnam. Selvom angrebet blev slået tilbage efter nogle uger, demonstrerede offensiven den vietnamesiske folkehærs potentiale over for hele verden, idet den varslede begyndelsen på amerikanernes nederlag.

I Italien trådte studenterbevægelsen ind i sit andet år. Den fødtes ud af en kritik af  universitetssystemets autoritære struktur og kapitalistiske funktion, men overskred denne ramme og blev involveret i international politik og indenrigspolitiske spørgsmål. Bevægelsen koordinerede strejke efter strejke, forlod universitetsområderne og spredte sig til byerne og oplevede det første succesfulde sammenstød med politiet. Året 1968 var begyndelsen på den lange røde periode i Italien, 12 år med politiske eksperimenter og konflikter, besættelser, strejker, opstande, bevæbnede kampe, piratradiostationer, eksproprieringer, oprør i gaderne. En omvæltning, der angik samtlige af livets aspekter …

Også andre steder, i Japan, USA, Tyskland og Senegal, rasede en emancipationsbevægelse uden fortilfælde hen over planeten: seksuel og politisk frigørelse; kampe imod alle former for autoritet; feministiske bevægelser og politisk systemkritik; afvisning af arbejdet, af økonomiens verden og påbud; liv i fællesskaber og illegalitet; den radikale økologis fødsel og forkastelse af det akademiske system, gentilegnelse af viden; oprør imod imperialismen, militærinstitutionen og koloniale krige.

De mænd og kvinder, som bar disse kampe på deres skuldre, betalte en høj pris: titusinder blev såret, dræbt, fængslet og tvunget i eksil. Men de oplevede også sejre og nyfundne kræfter, eksperimenterede med nye former for liv og kamp, fik verden til at briste, så en anden, ukendt og skør, kunne bryde frem … Overalt formede alliancer sig mellem arbejdere og studerende, mænd og kvinder, immigranter og statsborgere, og disse alliancer skabte bevægelsernes omfang og intensitet; andethed som fælles kraft, en måde at bringe modstanderen ud af fatning, at genopfinde sig selv, at lære at kæmpe – og at vinde.

De mindes, vi begynder forfra

På trods af alle disse revolutionære forsøg har det kapitalistiske regime fortsat sit fremstød, gennem mutationer og approprieringer, højdepunkter i vækst og globale kriser; verden er mere syg, end den nogensinde har været før:

De europæiske borgere formodes at befinde sig på frihedens højdepunkt; deres liv flyder over med spændende valg. Valget mellem at like eller lade være, valget mellem den ene lortevare eller den anden, valget mellem et parti eller et andet, som alligevel fører den samme politik, og selvfølgelig: valget af, hvilken slags kræft man vil dø af… En overflod af meningsløse muligheder for at få os til at glemme skæbnens fravær, det er, hvad kapitalismen i vores tid har at tilbyde de ’privilegerede’. De andre, de millioner af migranter, som flygter fra krig, fattigdom eller klimakriser, er til gengæld dømt til omflakken og død langs Europas grænser. Hvis det endelig lykkes migranterne at passere grænserne, er de dømt til at blive til arbejdskraft udnyttet af arbejdsgivere, såvel som den kanonføde, det vestlige politi kan afprøve deres undertrykkelsesteknikker på.

Hvad angår ligestilling, så kan visse hvide og dannede kvinder i dag blive ledere som alle andre; undertiden kan de endda blive chefer for store, globale organisationer. Men antallet af voldtægter og kvindedrab er endnu ikke faldet, og racialicerede kvinder fortsætter med at være det bindeled, som man ikke vil vedkende sig i vores samfund: de gør rent, plejer, uddanner, udfører manuelt arbejde og forbliver frem for alt usynlige.

Arbejdet påtvinges som vores samfunds grundværdi mere end nogensinde før. De arbejdsløse jages, foragtes og udryddes. Uber, Amazon og deres hær af ’kreative’ ledere har påtaget sig at genopfinde fordismen og en tilværelse, hvor hvert sekund tælles og kontrolleres: dyrkelsen af øjeblikket, en uophørlig nutid, som hverken levner plads til fortiden eller fremtiden …

Man har på globalt plan fuldstændig mistet overblikket over antallet af dyrearter, som er forsvundet eller er ved at forsvinde, for ikke at tale om antallet af økosystemer, som er blevet ødelagt og graden af forurening i havene. Den økonomiske verden påtvinger fortsat sit herredømme over kloden og forårsager ødelæggelsen af alle former for liv.

Heldigvis bryder en form for klarsynet bevidsthed frem i denne fantastiske verden, fulgt op af forsøg på omvæltning og konfrontation. Overalt deserterer mennesker, grøn kapitalisme og professionelle politikere snyder kun idioter og dumme svin. Alliancer formes; migranter besætter pladser og bygninger og gør deres eksistens og erfaringer synlige; kvinder organiserer sig for at fremme deres rettigheder, stemmer og liv. I større skala kan politiske reformer og politivold lede til massive og uventede politiske udbrud, store infrastrukturelle projekter afføder til tider frie kommuner og virkelige transformationer af hele områder, visse møder mellem verdensledere munder ud i tusinder af politimænds skakmat og vandaliseringen af hypersikrede metropoler. [Optøjerne i forbindelse med G20-topmødet i Hamburg 2017]

Som en del af disse forsøg har franske kammerater udsendt en opfordring om at tage til Paris til en vild maj måned. Med denne tekst vil vi gerne besvare deres kald bekræftende og videregive det til alle vores sammensvorne og venner, nuværende og fremtidige.

Vi tager til Paris, fordi vi mener, at ordene og historien fortjener en kamp lige såvel som verdens tilstand. Det drejer sig ikke om at fetichere eller idealisere en revolutionær periode, men om at give næring til og genoplive et minde, en historie, liv og kampe, såvel som de ønsker og mål, der samlede dem. For halvtreds år siden indledte tusindvis af kammerater et stormløb mod himlen. At det i sidste ende ikke lykkedes dem at vælte kapitalismen, er ikke det vigtigste. Det, som betyder noget, er de spørgsmål, de stillede, de handlinger og tilløb, som de gjorde, og hvordan vi kan give dem genlyd, hvordan vi kan trække vejret gennem dem, udspørge dem – og måske gentage dem. Som vores zapatistiske venner siger, findes fremtiden i vores fortid …

Vi tager ligeledes til Paris på grund af det, der på nuværende tidspunkt er på spil, for at støtte vores franske kammerater og for at ønske Macron held og lykke. Han blev valgt ind på baggrund af afvisningen af den etablerede politiske klasse og fremstiller sig selv som ’apolitisk’. På bare ét år har Macron iværksat en neoliberal politik med en voldsom hastighed: tilintetgørelse af sociale rettigheder, omfavnelse af et autoritært styre samt styrkelse af statsmagten. Hans første fejltrin er måske hans bestræbelser på at reformere den franske baccalauréat [adgangsgivende eksamen], optagelsen på universiteterne og det franske jernbanenet (SNCF). Samtidig har han gjort det klart, at han har i sinde at rive den franske offentlige sektor ned. Jernbanearbejderne, kendt for at være de mest kamplystne arbejdere, har i begyndelsen af april indledt en strejke, som i høj grad påvirker transporten. Flere gymnasieelever og universitetsstuderende er begyndt at blokere og besætte deres skoler og universiteter. I den offentlige administration har de ansatte forstået, at det brutale arbejdstempo og den aggressive ledelse, som de er underkastet, kun vil blive værre. Selvfølgelig fordobler regeringen sine politiske offensiver med angreb i medierne på jernbanearbejderne og funktionærerne, mens besættelserne af gymnasierne og universiteterne står over for politibrutalitet og administrativ undertrykkelse.

Men strejkerne og demonstrationerne den 22. marts 2018 har vist en kamplyst og beslutsomhed, som vi ikke har set siden bevægelsen mod arbejdsloven i 2016: 180 demoer rundt omkring i Frankrig, en stærkt berørt jernbane- og flytrafik, massive og offensive cortèges de tête [sort blok forrest]. Ingen kan sige, hvordan bevægelsen vil udvikle sig i de kommende uger, men meget står på spil, og det har stor betydning at bygge broer og mangfoldiggøre møder og fælles verdner, at bemægtige sig stationerne i stor stil, åbne forsamlinger, besætte steder, finde fælles mål … I det hele taget gøre et forsøg på at føle og kæmpe sammen, så det kommende forår vil overskride historien og endelig føre os ind i en tid, vi kan begejstres over.

Intet er ovre, alt begynder …