‘Anden omgang’: Status fra ZAD før rydningsaktion

I mandags igangsatte den franske regering en rydningsaktion af protestlejren ZAD uden for Nantes i Frankrig. Vi viderebringer her –i oversættelse– en tekst udsendt af beboere i den autonome kommune.

Tidligt om morgenen mandag d. 9. april bevægede franske politistyrker sig ind på det besatte område ZAD [Zone à Défendre, ‘En zone at forsvare’] i Notre-Dame-des-Landes nordvest for Nantes i Frankrig. ZAD startede for år tilbage som en protestlejr, der skulle forhindre et planlagt lufthavnsbyggeri, men er på godt ni år blevet til et kæmpe område for autonome eksperimenter, alternative landbrugsformer og politisk fantasi. ZAD har i al den tid været et levende eksempel på, at sameksistens kan betyde mere og andet end lønarbejde for overlevelse og fængsel som straf.

Kampen om lufthavnen er vundet: Den franske regering måtte i januar indrømme, at den aldrig vil blive bygget. Men der står stadig en verden på spil: kampen for ZAD handler nu om at sikre det liv og den fremtid, dens beboerne og alle deres fæller sammen har bygget.

Sidst den franske stat forsøgte at rydde ZAD, var i 2012. Dengang gik rydningsaktionen under navnet ‘Operation Cæsar’, og efter omkring en måneds modstand fra ZAD’s beboere og andre allierede gav politiet op. Trætte og demoraliserede. Nu er de altså rykket ind igen, med bulldozere og tåregas. Allerede på dette tidspunkt (12. april) er mange bygninger og landbrug blevet ødelagt, men kampen vil uden tvivl fortsætte længe endnu.

Den her oversatte tekst blev udgivet mandag d. 9. april på den franske venstrefløjsside lundi.am og er fra timerne, inden rydningen blev sat igang. På engelsk findes der mere info om og fra ZAD på bloggen zadforever.blog. Her kan man også læse deres appel om solidaritetsaktioner. Løbende opdateringer om situationen på fransk kan findes på: https://zad.nadir.org.

Oversættelse og introduktion af toni bashy.

ZAD – Anden Omgang

I fem år har vi forberedt os på det, alt imens vi til det sidste gjorde, hvad vi kunne for at sørge for, at det aldrig ville ske. Men i morgen gryr dagen til en ny stor politiaktion, hvis omfang og varighed vi endnu ikke kender. Selvfølgelig måtte staten tage revanche, og selvfølgelig måtte der komme en anden omgang.

Overalt i landet findes der folk, der har besøgt os, og som alle på et eller andet tidspunkt har spurgt sig selv, hvor langt Macron vil gå for at sætte en stopper for et af det sidste årtis smukkeste eventyr udi politisk kollektivitet og muligheden for et sted, hvor andre livsformer kan finde sig selv.

Og mens barrikader igen tager form på skov- og markvejene, knuger vi her på terrænet hinanden og spørger os selv, hvad der i morgen vil være tilbage af alt det, som dag ind og dag ud har udgjort det sitrende hjerte i vores tilværelse. Denne aften siger vores omfavnelser os frem for alt, at fem år efter Cæsar må vi trodse invasionen, holde stand – koste, hvad det vil – og igen sikre, at fremtiden forbliver åben.

Efter [lufthavns]byggeriet er blevet indstillet, har vi gennemlevet en omtumlet periode med en masse spændinger og med en konstant fristelse til at trække os tilbage til egne beskyttede områder eller ligefrem give afkald på hele projektet. Men for mange af os har denne tid også været præget af en fortsat søgen efter noget, der stadig kunne udgøre en fælles vej.

Det har i de sidste par uger været temmelig sørgeligt at se, hvor udbredt én og samme binære og deprimerede fortælling er blevet. For vores vedkommende vil vi hellere i denne sandhedens time vende tilbage til dét, som i vores øjne stadig den dag i dag gør det muligt at forestille sig en fælles vej.

Før stormen igen rammer os, skal disse linjer tjene til at forklare, hvorfor vi stadig finder det livsvigtigt at forsvare ZAD.  Både i terrænet og der, hvor enhver af os og af jer befinder sig de kommende dage. Og velsagtens de kommende måneder med, for Cæsar 2 får helt sikkert ikke bugt med det, som vi har bragt i verden.

Hvad forhandling ikke betyder

I et forsøg på at forhandle om visionen for ZAD’s fremtid besluttede bevægelsen efter indstillingen [af lufthavnsplanerne] at indtræde i en dialog med regeringen. Som det udspillede sig, blev vi tvunget til at konfrontere en række nye udfordringer.

De mål, vi følte os styret af, var på én og samme tid helt klare og ekstremt komplekse: Så vidt muligt neutralisere den nærmest absolutte nødvendighed af statens hævn over ZAD i en rydningsaktion og altså sikre territoriets beboere i al deres mangfoldighed; bevare så meget som overhovedet muligt af de små lommer af autonomi, der har præget og givet mening til vores erfaringer her, men samtidig finde måder at skabe den stabilitet, som flere ønsker; vedligeholde og forstærke den kollektive kontrol over ZAD’s jord og dens forbindelse til andre igangværende modstandskampe.

I denne periode har det for os aldrig været et spørgsmål om at vælge mellem enten at forhandle eller at kæmpe.

Vi har aldrig satset på, at vi med ét ville kunne få alt, hvad vi ønskede os, på et eller andet kontor. Forhandling er kun ét af de værktøjer, som bevægelsen besluttede at tage i brug efter indstillingen [af lufthavnsprojektet], på baggrund af magtforhold affødt af årelang modstand. Og fra dette perspektiv er det altså de samme kræfter, som udtænker en offensiv forhandling og sideløbende med forhandlingen organiserer en samling foran præfekturet [en regional administrativ statslig enhed], når statens svar er utilfredsstillende.

Det er også de samme kræfter, som i løbet af de sidste par uger har ført juridisk og politisk kamp mod alle rydningerne og sammen med kollektiver af flygtninge og folk med usikre boligvilkår organiserede en demonstration i Nantes, og de samme, som vil engagere sig i den fysiske modstand på terrænet, når [statens myndigheder] nu forsøger at rydde området.

For besætterne var det ikke ligefrem åbenlyst, at vi skulle kaste os ud i det og satse på en forhandling. Frygten for, at ZAD skulle miste sin kant i processen, hørte med. For andre enheder var det lige så lidt åbenlyst at fortsætte kampen og lægge post-indstillingsperiodens skæbne og alle de presserende beslutninger, den afhang af, i hænderne på store heterogene forsamlinger.

Dét at tage den slags chancer og dermed overgå os selv i fællesskab er som altid, hvad der lader os rykke fremad sammen i stedet for at desertere én efter én eller isolere os. I dette tilfælde tror vi fuldt og fast, at det var nødvendigt at gøre forsøget og at gøre det netop da, for at kunne blive ved, også hinsides forhandlingen, hver gang den ville vise sine begrænsninger.

Anti-lufthavnsbevægelsens sammenhængskraft har i årevis været et mareridt for regeringen, og forestillingen om, at det kunne vare ved efter planernes indstilling fandt den ekstremt ubehagelig.

Ved forhandlingernes begyndelse var et af regerings første mål derfor uden tvivl at nedbryde vores valg af fælles delegation. Det var også nødvendigt for regeringen at forsøge at hæmme delegationens vilje til at bringe fremtidens spørgsmål på banen på tværgående vis: afslaget af rydningerne hænger sammen med bevægelsens kollektive kontrol over jorden; den urokkelige modstand mod en tilbagevenden til klassisk landbrug går gennem spørgsmålet om amnesti.

Præfekturet forsøgte derfor at sortere i, hvem den ville have som forhandlingspartnere ved at indkalde dem til møde én efter én foran en rent landbrugsorienteret styringskomité. Det træk er blevet diskuteret uden ende i alle enheder og til alle forsamlinger. Lad os hverken undervurdere, hvor godt den slags lokkemad kan virke, eller hvor meget energi præfekturet har lagt i at sikre sig, at vi ikke skulle modsætte os dens ønsker. Vores langsommeligt opbyggede ramme var lige ved at falde fra hinanden, men manøvren fejlede. L’Acipa¹ afslog præfektens invitation, mens landmandsforbundet² på ZAD indkaldte til en forsamling foran styringskomitéen og besluttede her at viderebringe hele bevægelsens besked til komiteen. Den fælles delegation holdt stand.

Præfekturet måtte med det samme ændre position og acceptere at modtage os på ny. Devisen om, at kun landbrugsaktiviteter kunne få lov til at blive, blev nu ændret til ’para-landbrug i bred forstand’, og det er allerede nu næsten sikkert, at flere hundrede hektar af den kollektivt frigjorte og kollektivt vedligeholdte jord – i tillæg til de historiske gårde – vil forblive reserveret til projekter forbundet til bevægelsen.

Det er en betydelig første etape, men den erstatter alligevel ikke den kamp, som angår boligerne og nødvendigheden af, at vi allerede i denne overgangsfase opnår kollektiv kontrol over ejendommen, så vi på den måde bedre kan få fasen til at vare ved fremover.

Modstå sorteringen

Under denne første fase af forhandlingerne havde præfekturet meddelt os, at de ville sortere iblandt os ud fra, hvad der i vores øjne var helt uacceptable kriterier. Alle, der ville have en chance for at blive, fik henstilling til individuelt at søge om en aftale og til hurtigst muligt at indskrive sig hos MSA³. Blandt de, der ikke formår at aflæse horisonten uden forudfattede skemaer og nederlagspassion, blev det straks varslet, at nu ville nogle vise sig som forrædere og sikre sig en plads i solen på andres bekostning.

Det kunne helt sikkert ikke have været meget lettere at redde sit eget skind, hvornår det end skulle være i løbet af de sidste par uger: Det krævede bare et par simple e-mails og lidt administrative foranstaltninger. Det var præcist, hvad præfekturet forventede.

Men virkeligheden blev en anden, og på trods af presset gik ingen i fælden.

Ingen indsendte deres sagsmappe for at blive individuelt udvalgt i denne selektive proces: vi accepterede ikke at sortere os selv. Tværtimod afviste vi konkret og politisk disse påbud. Vi vedholdt vores krav om og søgen efter en kollektiv ramme, der kan beskytte alle, inklusive en samlet aftale for al bevægelsens jord. Det er netop denne sande solidaritet, som nu presser præfekturet i mindst to retninger: til at forfølge forhandlingerne efter den model, de oprindeligt havde håbet at pådutte os, og til at legitimere den selektive rydning, der er blevet igangsat.

Alligevel hører vi stadig ganske ofte i denne kontekst tale om, at der er én side, der består af de ’radikale’ eller ’uforsonlige’, og en anden, der består af de opgivende og forhandlingssultne, som er ivrige efter at normalisere deres jorder.

Det er igen bemærkelsesværdigt, hvor godt denne fiktion passer såvel de store medier og præfekturet, som de, der plæderer for en fantasmatisk radikalismes sande moral.

Men for hovedparten af de beboere, som har forsvaret ZAD, og som har dyrket jorden og levet blandt disse skovhegn i løbet af de sidste år, er en sådan splittelse ren fiktion.  Blandt de, der ser en fælles linje i bevægelsen gennem både forhandling og kamp, blandt de, der vil blive og faktisk bevare ZAD som et sted til deling, findes der under alle omstændigheder personer og grupper fra alle enheder: landmænd og kvinder, unge og ældre besættere, Acipa-tilhængere, naboer og naturalister, fagforeningskammerater, vandrestisentusiaster og aktivister fra Koordinationen.⁴

Hvis ZAD fortsat skal kunne udfolde sig, er ideen om, at alt skal legaliseres, eller at alt skal forblive illegalt, to sider af samme (tåbelige) mønt. Såvel den ene som den anden side falder ind under en ideologi, der er fuldstændig ufrugtbar, når det angår den fortsatte kamp på terrænet.

Blandt de, der ikke kun har kommenteret på internettet, men som reelt har deltaget i bevægelsens aktiviteter i de sidste par år, står det klart: de entydige opfattelser af ’lovlydighed’ over for ’lovstridighed’, forestillinger om, at man kan være ’voldelig’ eller ’ikke-voldelig’, har aldrig stemt overens med dét, som udgjorde vores egentlige styrke, og som gjorde, at vi kunne få staten til at bøje sig. Heller ikke i dag kan vi bruge dem.

De entydige opfattelser passer hverken til vores forskellige perspektiver eller til de mål, vi gav os selv i de ’seks punkter’⁵.

For os har det aldrig været et spørgsmål om at indtræde i normaliseringsprocesser med bøjet nakke, men om at fastslå, hvad der helt konkret, inden for denne konfiguration, vil tillade os at beholde samtlige bo- og aktivitetssteder. For at kunne gøre det må vi skridt for skridt bestemme, hvad det bedste træk er, hvis vi vil bevare vores lommer af autonomi og støtte, og hvis vi netop ikke vil ende med at blive isoleret i de spændetrøjer, som markedsøkonomisk og industriel produktion hellere end gerne trækker ned over os.

Her drejer det sig om virkelige praksisformer i et konkret magtforhold med en magtfuld fjende og ikke om åndens udsyn over en ideel verden. Vi kan stole på den tilknytning til en mening, som vi har fundet frem til i årenes løb gennem en fri genopfindelse af forholdet mellem os selv og det, vi producerer.

Den skal vi ikke bare lige give slip på.

Ro på landevejsmytologien

Fordi vi tog del i den fysiske modstand i ugerne under operation Cæsar i 2012, ved vi, at effektiviteten af ZAD’s forsvar aldrig stod og faldt med en enkelt vej barrikaderet af en isoleret gruppe, heller ikke d281⁶. Og den står og falder endnu mindre med nostalgiske tvangstanker om d281 uden for angrebsperioder.

Som vi ser det, har vores effektivitet altid bestået i muligheden for, når tiden kom, at kunne blokere forskellige strategiske adgangspunkter og i at kunne holde terrænet på mange forskellige måder med forskelligartede støtteformer både i og uden for zonen.

Det er desværre blandt andet denne mulighed for bred modstand, som de sidste ugers spændinger omkring vejen har risikeret at kompromittere.

Vi har i månedsvis forsøgt ikke at give staten en eneste politisk åbning til at rydde noget som helst. På trods af premierministerens trusler var det vores overbevisning, at den satsning, som gang på gang i de sidste par år har betalt sig, absolut også ville gøre det efter indstillingen [af lufthavnsplanerne].

Hvad præfekturet havde brug for for at kunne konkretisere dets trusler, var en passende historie.

Hvad der var brug for, var folk, der på den mest karikerede facon kunne inkarnere de famøse ’ultra-radikale’. Nogle spillede denne rolle helt fantastisk, særligt når det kom til spørgsmålet om landevejen d281, hvor de reducerede det, der er på spil i kampen, til en historie, som blev mere og mere uforståelig for flertallet af de, de havde kæmpet med, for deres naboer, og som regel også for dem, som så med fra nær og fjern.

Ved i første omgang at blokere rydningsarbejdet på d281 gav visse personer – ikke at forveksle med de beboere, som bor nærmest vejen – berettigelse til politiets tilstedeværelse, som vi siden da i ugevis har måtte udholde, og gav på den måde politiet mulighed for igen at indtage terrænet.

Ødelæggelsen af et par asfaltpaneler hen mod enden af arbejdet, da politiet stod til at trække sig tilbage, og situationen var ved at klare op, så vi kunne håbe på at genfinde en fælles styrke, sørgede med ét for, at en god del af dem, som ellers uden at vakle havde støttet os imod rydningstruslerne, fuldstændig mistede håbet – i hvert fald for en tid. Fordi general-administrationen nægtede at genåbne vejen under disse forhold, blev de foreslåede rydninger altså nærmest uundgåelige. De havde nu en vægtig begrundelse.

Tag kampen op uanset hvad

Styrken ved denne kamp har hele tiden bestået i at modstille sig banaliteten af både identitære ghettoer med selvudnævnt ’radikale’ og den klassiske borgeraktivisme. Derfor har den også ofte stødt dem, der finder sig til rette i den ene eller den anden ende af en sådan polarisering.

De, der ville tilslutte sig kampen, måtte indstille sig på omvæltninger. Kampen er gået sin egen vej og har lagt grundstenene til en enestående front, der på én gang er stedforankret, offensiv og folkelig.

Dette simple faktum har for mange af os været en transformerende politisk begivenhed og drivkraften i, hvad der blev et historisk nederlag for staten. Alligevel er det ikke overraskende, at overgangen til en anden fase bringer nye spørgsmål med sig; at den både medbringer nye håb og forstokkede ideologier.

Perioden efter en sejr er netop sandhedens time, hvor de kæmpendes virkelige standhaftighed afsløres. I denne spændingsfyldte fase har der typisk været to komplementerende måder at sabotere bevægelsen og vores fælles engagement på: blokere arbejdet på vejen eller offentligt tage afstand fra en forsamling organiseret af bevægelsen for derefter over for styringskomitéen at støtte en intra-enheds delegation.

Den triste sandhed er, at på den ene side foretrak nogle at krybe sammen om fikse ideer, der for resten af bevægelsen virkede uholdbare og dermed svækkede, hvad vi sammen har bygget. Og på den anden var der nogle, der var lige så hurtige til at glemme den fælles linje, så snart regeringen lagde pres på.

Nogle kastede sig med al deres kraft ud i forsvar for en delvis rydning og i argumenter, der skulle sørge for at stille dem, der altså stod for skud, så isoleret som muligt. Andre igen er forblevet nærmest stumme forud for rydningsaktionen.

Den slags bitre bemærkninger kan gentages i en uendelighed, og vi kunne sagtens blive ved dem.

Men en langt mere oplivende sandhed er, at størstedelen af dem, som i årenes løb har udgjort denne kamps grundfællesskab, dem fra alle ZAD’s del-enheder, som har trodset farer og prøvelser sammen, indtil nu og på trods af alt er forblevet tro mod de løfter, vi gav os selv. Det er denne sandhed, vi nu må holde fast ved, hvis vi ikke skal gå under i selvopfyldende profetier om autonome og kollektive eventyrs uundgåelige nederlag.

På trods af de tilbageslag, der uden tvivl har svækket bevægelsen og forståelsen for den blandt andre i løbet af de sidste par uger, kan vi ikke lade regeringen fortsætte rydningen uden modstand. Hvad end der har været af fælder, vi har kunne falde i, så falder ZAD’s faktiske eksistens og de håb, som den stadig inspirerer til, ikke fra hinanden efter et par ugers klagesange.

Det kan mærkes blandt de kræfter, der nu samles dagen før operationen, blandt de, der måske tvivlede, men som alligevel ringede os op og med det samme var på vej. Det kan mærkes til de sidste-øjebliks-forsamlinger, der nu finder sted, og på alskens barrikader rejst imod statens armerede styrker, og imod den historie, den forbereder sig på at fortælle.

Vi kommer til at skulle gennemgå en voldelig prøvelse, der under alle omstændigheder kommer til at blande kortene på ny. Men vi tvivler ikke på, at ZAD kommer til at overleve Cæsar 2.

Og det, vi vil fortsætte med at udleve på ZAD, er hverken et showcase for en føjelig alternativ livsstil eller en radikal ghetto. Det er, som det altid har været, et forrådskammer fyldt af kampe og et modstandens fælles gode, et sted, hvor man kan bo og møde folk, der er lige så forskellige, som de er uventede; et territorium, der giver én lyst til at organisere sig seriøst og til at leve fuldt ud. En permanent byggeplads for dagdrømme og vidunderlige konstruktioner.

Vi har altid hårdt brug for steder, som kan gøre det tydeligt, hvordan det både er ønskværdigt og muligt ikke at underlægge sig økonomien og institutionel forvaltning. Og vi har brug for, at disse steder består, selv hvis det er med risiko for, at de kommer til at antage deres del af urenheder og hybridformer.

For de steder, som bedst ansporer os, forpligter os også til at genoverveje og stille spørgsmål ved vores prêt-à-porter-politiske holdninger.⁷ Når det kommer til stykket, så er det lige præcis dét, ZAD kan. Og vi tror på, at det netop er den kraft, der vil blive ved med at bevæge titusindvis af folk landet over.

Og nu må vi tage kampen op! 

Fælles Stemmer

 

Opdatering 13. april:
Macron meddelte d. 12. april om aftenen, at politiaktionen har opnået det, den skulle – 39 boliger og lejre er ryddet og jævnt med jorden – hvorfor den nu indstilles. Politiet befinder sig stadig på terrænet, og områdets præfekt, Nicole Klein, har præciseret, at politiets tilstedeværelse vil fortsætte, indtil de barrikaderede gennemfartsveje, der krydser ZAD, igen er åbne. ZAD’s egen info-service betragter det som enden på første angreb og på en uge i højeste beredskab, men ikke som enden på kampen.

1. En af de officielle organisationer affilieret med ZAD. https://www.acipa-ndl.fr/a-propos-de-l-acipa/qui-sommes-nous
2. Confederation Paysanne. https://www.confederationpaysanne.fr
3. Mutualité Sociale Agricole. En obligatorisk arbejdsløshedskasse for landarbejdere. http://www.msa.fr/lfy/web/msa
4. Sandsynligvis La Coordination des Groupes Anarchistes.
5. De ’seks punkter for ZAD’s fremtid’ er et kort skrift udtænkt i forskellige forsamlinger, der fremlægger en række krav og mål for fortsættelsen af ZAD efter lufthavnsplanerne blev indstillet. De kan findes her: https://zad.nadir.org/IMG/pdf/6pointszad-a3-2.pdf
6. d281 er en vej, der skærer midt gennem ZAD. Den, og spørgsmålet om hvorvidt zadisterne skulle opgive deres barrikader af vejen og lade den åbne igen, har været omdrejningspunktet for en række diskussioner i bevægelsen.
7. ’Ready to wear’, altså lige til at overtage og til at tage på.