Uretfærdigt og urealistisk – Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil

Af Mathias Søgaard

Jeg er ikke politiker. Jeg er derimod ligesom Socialdemokratiets forkvinde, Mette Frederiksen, uddannet ved Afrikastudier ved Københavns Universitet. Vi har begge gået på den endeløse trappe på Teologisk Fakultet inde på Købmagergade for at nå op på fjerde etage for at modtage undervisning. Vi har begge prøvet at stå fastklemt i den lille elevator, og vi har fra tid til anden følt, at vi havde fortjent en mageligere tur op. Begge er vi blevet klogere på det store kontinent, Afrika er. Begge opdaget, at Afrika kun eksisterer som kontinent, men er umulig at forstå i ental. Fået myter og egne fordomme afkræftet og fået gjort afrikanere til aktive personer i deres egne historier.

Det er også relevant at nævne, at jeg arbejder i det danske asylsystem, og at jeg som virksomhedspraktikant hos Landbrug og Fødevarer har arbejdet med dybdegående analyser af potentialer og udfordringer på kontinentet i forbindelse med erhvervsmulighederne for den danske fødevareklynge. Jeg bruges også som sparringspartner for konsulentvirksomheden AfricaAdvice.com med fokus på det afrikanske kontinent og dets potentiale for dansk erhvervsliv.

Mit ærinde med dette indlæg er både at udtrykke, hvor jeg synes, at der er styrker i Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil Retfærdig og realistisk: En udlændingepolitik der samler Danmark¹, men også at fortælle, hvorfor store dele af udspillet er problematisk eller direkte i modstrid med Frederiksens erklærede kærlighed for det afrikanske kontinent og dets befolkning.² Mette Frederiksen ved faktisk bedre. På baggrund af sin viden fra Afrikastudiet ved hun, at udspillet hverken er retfærdigt eller realistisk.

Det korte af det lange

Først et resume af mine centrale kritikpunkter. En realistisk gennemgang af Retfærdig og realistisk og dets tilslutning til EU’s famøse Marshall-plan for Afrika vil lære os,

• at Socialdemokratiets støtter den stigende militarisering af Nordafrika og Europas ydre grænser.
• at udviklingsbistand if. Socialdemokratiet skal tjene vores behov i Danmark og Europa, og at afrikanske stemmer ikke skal høres.
• at problemet if. Socialdemokratiet er bådflygtningene selv, ikke årsagerne til, at de er i bådene.
• at ideen om danske modtagecentre i nærområderne ikke kan realiseres af etiske og praktiske årsager.
• at den afrikanske ”Marshall-plan” ikke vil fungere.

I det følgende vil jeg gå i dybden med de få positive og mange negative elementer i Socialdemokratiets udspil.

1. Positive elementer i Retfærdig og Realistisk

Jeg vil gerne begynde med at kvittere for de positive elementer.

Opgør med landbrugsstøtten
Socialdemokratiet varsler et opgør med landbrugsstøtten, og det er yderst kærkomment. En kendt forskel mellem den Europæiske Union (EU) og afrikanske lande er, at EU yder finansiel støtte til sine bønder, mens afrikanske lande beskatter sine. Det skaber ulige konkurrencevilkår til skade for afrikanske bønder. Det er specielt et problem, da de færreste afrikanske lande er selvforsynende og derfor afhængige af fødevareimport. Som landenes population stiger, skal landene bruge en større og større del af deres i forvejen begrænsede indtægter på import af fødevarer for at brødføde deres egne befolkninger. Penge, der kunne gå til sundhed, uddannelse, infrastruktur og innovation. Derfor er det bydende nødvendigt, at de afrikanske lande får gang i deres landbrugssektor. Behovet for fødevarer skærpes ved, at cirka halvdelen af alle afrikanere nu bor i byerne og derfor ikke kan dyrke egne fødevarer eller eje kreaturer.

Et opgør med landbrugsstøtten er vital som led i at styrke afrikanske landes egen fødevareproduktion og sikre landenes udvikling.³

Opgør med skattely og kapitalflugt
Det er fantastisk, at Socialdemokratiets udspil rummer et opgør med skattely. I rapporten The Plunder Route to Panama beretter lokale journalister om, hvordan visse afrikanske generaler og ledere plyndrer deres hjemlande og gemmer pengene i skattely.⁴ Alene i Angola forsvandt ca. 32 mia. dollars fra regimets regnskab mellem 2007 og 2010.

Global Justice har i sin seneste rapport fra 2017 opgjort, at kapitalflugt koster Afrika op til tre gange mere, end kontinentet modtager i udviklingsbistand.⁵ I runde tal mister det afrikanske kontinent 68 mia. dollars, men modtager blot 19 mia. dollars i udviklingsbistand. I en bisætning vil jeg bemærke, at den afrikanske diaspora sender ca. 31 mia. dollars hjem til familier i remitter. Altså også markant mere, end kontinentet modtager i udviklingsbistand. Den store udfordring for kontinentet er ikke at få tilført mere bistand, men at fastholde den genererede indkomst i de respektive lande.

Danmark har haft held med at få flere store udenlandske selskaber såsom McDonald’s til at betale skat. Den viden kan overføres til afrikanske lande mhp. at sikre, at udenlandske selskaber begynder at betale en passende skat af deres overskud.⁶

Fokus på jobmangel og den store ungdomspopulation
Retfærdig og realistisk fremhæver følgende:

“Høj arbejdsløshed, lav løn og dårlig regeringsførelse er nogle af de største årsager til, at særligt unge mennesker i Afrika rejser væk fra deres hjemland.”⁷

Den store ungdomspopulation⁸ og manglen på job eller blot en stabil, levedygtig indkomst skaber ulighed, som igen er med til at skabe uro, vold og usikkerhed. I værste fald fører det de unge mennesker i hænderne på oprørsgrupper. Helt nye studier fra Dignity illustrerer, hvordan vold og konflikt i slumområder er udviklingshæmmende. Programleder Ahlam Chemlali udtaler:

“Vi ved i dag, at uligheden og manglen på indflydelse på den by, man bor i, og i det hele taget ens eget liv, skaber samfund, hvor vold og kriminalitet er den eneste måde at overleve på. Den voksende fattigdom og ulighed skaber store udkantsområder i byerne, der befinder sig uden for statens rækkevidde, og hvor hverdagen præges af vold, fattigdom og konflikt.”⁹

Flere slumområder er i dag en tikkende bombe, og da områderne vokser pga. urbaniseringen, er de i risiko for at blive kommende kampskuepladser. Under de seneste valg i Kenya begyndte vi at se dette. Disse slumområder er fulde af unge, håbefulde mennesker, der, med det rette fokus og investeringer, kunne blive en god ressource for deres land. Men i stedet oplever de stigende marginalisering og manglende adgang til ressourcer.

For at undgå vold og fremtidige flygtningestrømme er der behov for jobskabelse, industrialisering og en bedre fordeling af ressourcer på kontinentet, og det skal målrettes de unge.

Asylsystemet fungerer ikke
Endelig er det nuværende globale asylsystem ikke godt nok. Socialdemokratiet skriver selv, at de ønsker “et mere retfærdigt og humant asylsystem.”¹⁰

En af de største svagheder ved det nuværende system er, at nærområderne bærer den absolut tungeste byrde.¹¹ Vi ser det tydeligt i Europa, hvor landene omkring Middelhavet har taget imod hovedparten af flygtningene. Derfor brød asylsystemet sammen i lande som Grækenland og Italien. Der er behov for nytænkning.

Kigger vi lidt ud over vores egen næsetip, ser vi, at et land som Rwanda i april 2015 modtog 25.000 burundiske flygtninge. Rwanda – et land mindre end Jylland og med en befolkningstæthed tæt på Hollands – fik pladsproblemer og blev også økonomisk udfordret. Uganda er knap trådt ind i 2018, før det er ved at runde flygtning nr. 1,5 million, og i lande som Libanon og Jordan udgør flygtninge op mod 25 pct. af befolkningen. Flere lande har modtaget flere flygtninge, end hele EU gør tilsammen.

Samtidig ser vi en kæmpe ulighed i fordelingen af asylansøgerne inden for EU- og EØS-landene.¹² EU’s fordelingsnøgle fungerer ikke. Dublin-forordningen er brudt sammen.¹³ Der skal tænkes anderledes for vores skyld, for Europas skyld og først og fremmest for de nødstedte menneskers skyld.

Der er behov for et mere retfærdigt og humant asylsystem.

2. Kritik af Retfærdig og realistisk

Igen og igen betoner Socialdemokratiets udlændingepolitiske udspil, at 10.000 mennesker har mistet livet på flugten over Middelhavet.¹⁴ Intet rationelt menneske kan mene, at det er acceptabelt, at mennesker skal dø i deres søgen på tryghed og sikkerhed. At Middelhavet er ved at blive en massegrav, kan vi som europæere ikke leve med. Så langt, tror jeg, at de fleste på tværs af det politiske spektrum er enige.

Fort Europa som løsning på flygtningeproblemet
Men det er for let blot at give menneskesmuglere skylden. I udspillet fremstilles de som kyniske personer, der tjener penge på andre menneskers ulykke. Jo, bagmændene er kyniske, men det er Danmark og EU også. Allerede i 2009 beskrev en af verdens ledende Afrika-kyndige, Professor Patrick Chabal, at væksten i smuglerøkonomien er en konsekvens af EU’s anti-immigrationspolitik.¹⁵ Jo sværere det er at komme ind i Europa, des mere tvinges migranter og flygtninge ud i kriminelle netværk, som til gengæld kan kræve flere og flere penge for at bringe dem til Europas kyst. Dermed er europæiske ledere medskyldige i den voksende massegrav på bunden af Middelhavet. Derfor klinger det også hult, når partiet i sit oplæg skriver:

”Den danske grænsekontrol skal opretholdes, så længe der ikke er styr på EU’s ydre grænser.”¹⁶

Problemet er netop forsøget på at sikre EU’s ydre grænser gennem fortsættelsen af det fatamorgana, der går under navnet Fort Europa. For det er ikke et fort, som ordet forleder en til at tro. Det er snarere en schweizerost med masser af huller. Når en vej lukkes, finder menneskesmuglerne en anden. Selv i de to spanske enklaver i Marokko, Mellila og Ceuta, hvor en fysisk mur nærmest omslutter hver by, formår folk at komme ind. Socialdemokratiets støtte til militariseringen af EU’s ydre grænser vil betyde flere døde på rejsen til Europa. Ikke blot i Middelhavets bølger, men også Saharas ørkensand – der anslås at koste mindst lige så mange liv som Middelhavet.¹⁷

Jeg ved godt, at EU er ved at indgå nye aftaler med afrikanske ledere for at sikre, at folk på flugt bliver stoppet, inden de når Middelhavet. Mette Frederiksen må dog også være betænkelig ved at give penge til afrikanske ledere i lande som Sudan¹⁸, Chad¹⁹ og Libyen. Sudan bruger samme milits, der stod bag folkedrabet i Darfur,²⁰ til at stoppe og fange flygtninge, der prøver at komme ind i landet. I 2017 berettede en anonym kilde til The Guardian, at Sudans myndigheder følte, at EU blåstemplede styrets menneskerettighedskrænkelser og hårdhændede behandling af flygtninge fra Afrikas Horn.²¹

Det er denne støtte, der p.t. bevirker, at flygtninge fra Eritrea er faldende. Om forholdene i Libyen har flere rapporter og artikler skildret, hvordan penge fra EU ender i lommerne på bagmand, der tjener penge på både at smugle migranter og holde dem væk. Senest har Reuters rapporteret, at libyske sikkerhedsstyrker, der betales af EU, samarbejder med de kriminelle netværk.²² Desuden publicerede Amnesty International i 2015 en rapport om de rædselsfulde forhold for flygtninge i Libyen.²³ Læger Uden Grænser har desuden igen og igen indtrængende bedt EU om at lave en sikker passage for flygtninge over Middelhavet.²⁴

At betale andre for at gøre ens beskidte arbejde er ikke at elske Afrika.

Intet i Socialdemokratiets udspil vil ændre på flygtningenes problem med at finde et trygt og sikkert sted at søge asyl. Tom Burgis, undersøgende journalist på The Financial Times, ønsker et opgør med, hvad han kalder plyndringsmaskinen, der er skyld i, at folk flygter fra sult, krig og fattigdom. I bogen The Looting Machine skriver han afsluttende:

”Når noget uønsket, frem for leverancer af værdifulde goder, ankommer fra Afrika, lyder der et ramaskrig. Afrikanske migranter – nogle flygtninge, andre nødsaget til at tage desperate risici for at undslippe fattigdom – dør i hundredvis hvert år, når de forsøger at krydse Middelhavet i usle både for at nå Europa (…) Det indgår slet ikke i debatten, at tankskibe lastet med afrikansk råolie, som har udplyndret og korrumperet oliens oprindelseslande, frit kan benytte de samme ruter.”²⁵

Mette Frederiksen begår samme fejl. Fokus i udspillet er stadig på personerne i bådene snarere end årsagen til, at de er endt i bådene.

Socialdemokratiets program gør det modsatte af at hjælpe Afrika. Jeg er ikke i tvivl om, at Mette Frederiksen værdsætter Afrika og afrikanere. Det skal man også for at gennemføre Afrika-studiet. Men målet med dette udspil er jo ikke at hjælpe personer i nød. Det er at holde dem væk.

Overdimensionering af flygtningetruslen
Lad os også tage et kig på udspillets kort over flygtningeruter.²⁶

Selv når vi ser bort fra, at det er EU, og ikke asylsystemet, der i vid udstrækning har formet den nuværende organiserede ring af menneskesmuglere, udelader dette kort en del vigtig information. Den almene danske vælger får indtryk af, at alle Afrikas flygtninge er på vej mod Libyen og dermed Europa. Det er ikke sandt.

Lige nu bevæger størstedelen af mennesker på flugt sig til deres nabolande. Flygtninge flygter fra det sydvestlige Cameroon til Nigeria. Flygtninge fra den Centralafrikanske Republik flygter til Darfur. Flygtninge fra Sydsudan, Burundi og DR Congo søger tilflugt hos landets nabolande. Lige nu stiger antallet af bådflygtninge over Albertsøen, hvor de flygter fra DR Congo til Uganda.²⁷ Alene i begyndelsen af februar krydsede 22.000 mennesker denne sø. Og ja, folk drukner også på denne overfart, i deres forsøg på at komme i sikkerhed. Det er derfor, at nogle af verdens største flygtningelejre findes i Afrika. Hvorfor vi igen og igen hører udtryk som Afrikas glemte konflikter.²⁸ Nærområderne, ikke os, modtager flygtningene. De mærker presset. De kender til konflikternes eksistens. Vi i Europa gør ikke. Da konflikterne ikke registreres på vores radar, reproducerer vi myten om, at verdens flygtninge har kurs mod os. Vi glemmer alle dem, der ikke har – størstedelen.²⁹

Hvad angår arbejdsmigranter, viser en rapport fra det Vestafrikanske Økonomiske Fællesskab (ECOWAS) fra 2016³⁰, at 84 pct. af de personer, der emigrerer, bevæger sig internt i ECOWAS. De resterende 16 pct. har ikke nødvendigvis retning mod Europa. Asien, USA og andre afrikanske lande er også endemål for mange vestafrikanere. Sydafrika har en stor afrikansk diaspora. En overvældende majoritet har altså ikke kurs mod Europa.³¹

Den perfekte storm
Projekt Fort Europa er med til at styrke autoritære regimer og dermed underminere Socialdemokratiets projekt om at hjælpe Afrika. Fort Europa svækker demokratiseringsprocessen i disse afrikanske lande, hvilket øger risikoen for fremtidige hungerkatastrofer og voldelige optøjer. Økonomen Amartya Sen understreger således behovet for langsigtede løsninger med fokus på fødevaresektoren, idet han påpeger, at hungersnød kun finder sted i lande, der ikke er demokratier.³² Derfor er det af vital betydning, at autoritære regimer ikke styrkes. I kraft af ønsket om at styrke EU’s ydre grænser lægger Socialdemokratiets udspil op til det modsatte.

Stiger prisen på brød som resultatet af dårlig regeringsførelse, kan det få uoverskuelige konsekvenser i lande med et svagt til ikke-eksisterende demokrati, hvilket i tilgift øger risikoen for hungersnød og nye flygtningestrømme. Igen en vigtig grund til at investere i fødevareproduktionen for at sikre lavere, stabile fødevarepriser og i øvrigt kæmpe for øget gennemsigtighed for at stække diktatorer.

Befolkningstilvækst, mangel på fødevarer, konsekvenserne af klimaforandringer og en stor marginaliseret og arbejdsløs ungdomsgeneration og et land ledet af en autoritær leder er den perfekte storm. Fort Europa giver næring til denne storm gennem støtte til autoritære ledere og negligering af lokalbefolkningernes akutte problemer. Læg dertil, at cirka 70 pct. af afrikanerne er beskæftiget i landbrugssektoren.³³ Forsvinder deres levegrundlag pga. tørke eller konflikt, er det altså store folkemængder, som sættes i bevægelse. Vi ser allerede et stigende antal voldelige sammenstød mellem pastoralister og fastboende.

Ruterne på kortet er ikke forkerte, men de gengiver kun en flig af virkeligheden. Udeladelserne er med til at bekræfte os selv i, hvor gode vi er, og at alle ønsker at bo hos os. Virkeligheden er ikke sådan.

Derfor bliver cirkeldiagrammet i oplægget om, hvor mange nigerianere over 15 år, der ønsker at migrere, misvisende (se billede tv).³⁴ Når kun ruter vendt mod Europa medtages, efterlades læseren med indtrykket, at samtlige 43 pct. af nigerianere snart vil stå og banke på EU’s dør. Det vil de ikke. Desuden er der selvsagt forskel på at ønske at migrere og rent faktisk gøre det.³⁵

Problemet med danske modtagecentre
Socialdemokratiets udspil ser for sig, at et dansk modtagecenter skal placeres i et tredjeland, muligvis et land i Nordafrika. Personer, der søger om asyl ved den danske grænse, skal sættes på et fly og have deres asylsag behandlet i dette modtagecenter. Den danske migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen har i flere medier udtalt, hvordan sådanne modtagecentre vil betyde indførelse af, hvad han kalder for en totalitær infrastruktur.³⁶ I Afrika må et dansk modtagecenter fungere som et fængsel: Folk kan ikke flygte derfra, og et militær eller lignende må stå klar til at fange personer, der måtte forsøge. Hvis en person frit kan forlade et dansk modtagecenter, vil dette ikke hindre folk i at forsøge rejsen over Middelhavet. Og hele formålet var jo netop at undgå dette.

Desuden skal det ifølge planen ikke være muligt at søge om asyl direkte ved et dansk modtagecenter. Ergo skal folk på flugt stadig over Middelhavet og stadig i kontakt med kriminelle netværk:

”Det er ikke muligt at søge asyl ved at møde op i modtagecentret. I den model, vi fremlægger, skal det ske via FN.”³⁷

Middelhavet vil dermed fortsætte med at være en massegrav.

Danske medier har også belyst, at ingen nordafrikanske lande er villige til at huse de danske modtagecentre.³⁸ Christian Friis-Bach uddyber de nordafrikanske landes modstand ved et citat fra en lokal kontakt:

“Svaret fra landene har entydigt været nej. Ifølge en centralt placeret kontakt, jeg har, har svaret været: I må have drukket af natpotten.“³⁹

Seniorforsker ved DIIS Rasmus Boserup udtaler til DR: ”Vi har en tendens til at tænke de her løsningsforslag i gammeldags kolonial-stil: ’Hov, vi har et problem, vi laver en lejr dernede og giver dem nogle penge for det’.”⁴⁰ Men et land som Danmark kan ikke forvente, at vi kan bestikke et land til at tage sig af vores problemer. Modstanden mod en sådan lejr skyldes også, som Ghanas charge d’affaires på ambassaden i København, Jane Aheto, udtalte i august 2017:

“De penge, migranterne sender hjem, er meget mere værd end en større check fra EU.”⁴¹

Med andre ord er det urealistisk at forestille sig, at Danmark kan bestikke en afrikansk stat til at lade et dansk modtagecenter ligge på dets jord. Det kan ikke betale sig.

Praktiske problemer
Hvis jeg tager fejl, og et dansk modtagecenter virkelig ser dagens lys, da vil dansk lov gælde. Nu fungerer jeg som bisidder, og når en mindreårig søger om asyl, er vi fire personer i rummet under selve samtalerne:

• den mindreårige asylansøger
• sagsbehandleren
• tolken
• bisidderen⁴²

De skal stadig være på plads, også i et dansk modtagecenter. Jeg kan ikke forestille mig, at det bliver let at finde bisiddere i Marokko – for ikke at tale om tolke. Og nej, det kan ikke klares med videoopkald. Det ville hverken være etisk forsvarligt eller praktisk ladsiggørligt.

Hvis der skal sidde dansk personale i disse centre – hvilket er påkrævet, da det er dansk lovgivning, der skal overholdes – skal tolkene både beherske dansk og ansøgerens modersmål. Hvordan skal dette gennemføres i praksis? Der skal stå mange tolke stand-by i et sådant modtagecenter. Afrika er det mest sprogvarierede kontinent i verden. Alene i et land som Nigeria tales der over 500 sprog. Ingen kan tro, at det bliver billigere at flyve Udlændingestyrelsen fra Sandholmlejren til Nordafrika. Snarere tværtimod! Derfor handler forslaget ikke om at spare penge, for der er ingen penge at spare på denne øvelse.

Nu vi er ved børn, der flygter alene:

”Modtagecentret er ikke en flygtningelejr, hvor folk opholder sig i en længere periode. Det er alene et sted, hvorfra sagsbehandlingen foregår, og man kan således opholde sig i modtagecentret indtil ens sag er afgjort.”⁴³

Men vi ser – også i Danmark – at helt små børn søger om asyl. Ved motiv- og oplysningssamtalen (OM-samtale) skal bisidderen og sagsbehandleren vurdere, om barnet er modent nok til at gennemgå sagsbehandlingen. Er svaret nej, skal sagsbehandlingen udskydes, til barnet kan erklæres modent. Den ventetid varierer afhængig af barnets alder. Forestiller man sig, at et barn på 7 år skal tilbringe 8 til 9 år i et dansk modtagecenter i et tredjeland, indtil barnet måske kan erklæres for modent? At huske børnene er vigtigt. Over 50 pct. af mennesker på flugt er børn.⁴⁴ De fleste har oplevet krig, overgreb eller andre traumatiserende hændelser. Mange har mistet kontakten til deres forældre. De er sårbare og har akut behov for den psykologhjælp, som Danmark ville have ansvar for at levere. For ikke at nævne sundhedspersonale generelt.

Hvad med afviste asylansøgere, som hjemlandet ikke ønsker at modtage? Skal de sidde i modtagecentret på ubestemt tid? Mangel på sagsbehandlere og tolke vil også indebære, at sagsbehandlingen trækker ud for alle asylansøgere.⁴⁵

Problemerne med Marshall-planen⁴⁶

Socialdemokratiet kommer selv ind på Marshall-planens historie på side 22, og igen udelades vigtig information. Marshall-planen var ikke blot et amerikansk altruistisk foretagende. Det var også magtpolitik for at holde Sovjetunionen ude og øge USA’s indflydelse i Europa. Med det i mente må det skønnes rimeligt, at den afrikanske Marshall-planen også handler om at fastholde EU’s indflydelse i en situation, hvor afrikanske lande får flere bejlere, og EU’s position i verdensdelen derfor er truet.

Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, holdt i april 2013 en tale, hvor han talte til vestlige lande, men også talte om den nye verdensorden:

“Vi vil altid være en ven af Vesten, men vi skal også finde vores rette sted, hvor vi kan gro og vokse. Vi skal skabe nye venskaber, og vi skal have mulighed for at tage egne valg.”⁴⁷

Det er denne nye verdensorden, den afrikanske Marshall-plan også er en respons på.

Den amerikanske Marshall-plan var desuden en hjælp til at genopbygge et Europa, der havde haft en industrialisering og velfungerende institutioner før krigen. Dette er ikke tilfældet på det afrikanske kontinent, hvor en industri ikke skal genopbygges, men nærmest skabes fra bunden. Flere afrikanske stater er heller ikke velfungerende, og nogle stater eksisterer knap nok (såsom den Centralafrikanske Republik og Somalia).

Desuden betyder størrelse noget. At genopbygge et Europa i ruiner var en stor opgave. Men at kaste sig over det afrikanske kontinent er en fuldstændig anden opgave.

Lægger du et land som DR Congo (gengivet i blåt på billedet) ned over Europa, vil den vestlige del være i London og den østlige del befinde sig i Rusland. Lægger du Kenya (gengivet i rødt på billedet) ned over Tyskland, vil den nordlige del af landet ramme kysten ud for Esbjerg og den sydlige del flirte med Kroatien.⁴⁸

Dette er blot 2 ud af de i alt 54 stater, Afrika består af. Flere afrikanske lande er en del større, end hvad mange af os tror. Det kræver et gigantisk beløb mange gange det, den amerikanske Marshall-plan bestod af, før den afrikanske Marshall-plan overhovedet kan sammenlignes med sit forbillede. Afrika er simpelthen for stort og står over for mange og forskelligartede udfordringer. Og støtten skal strække sig over meget længere tid, hvilket jeg vil komme ind på senere.

Push-modellen
Bag Marshall-planen finder vi den såkaldte Push-model, som oprindelig blev udtænkt af økonomen Paul Rosenstein-Rodan. Ideen kan sammenlignes med en bil, der er gået i stå. Den skal have et ordentligt skub, så vil den begynde at køre igen. Marshall-planen skal give de afrikanske lande dette skub og derved kickstarte deres økonomier. Problemet er, at der ikke er bevis for, at denne model virker. Hvem skal også vurdere, hvor stort et skub der er nødvendigt? Hvilket slags skub? Hvem skal skubbe? Hvor længe skal der skubbes?

Manglende kvalitetsdata
Jeg faldt over en del vigtige elementer i den tyske Marshall-plan, et af de vigtigste var øverst på side 12:

“Marshall-planen påstår af tre søjler og indeholder flere end 100 reformideer.”

Det lyder jo godt. Men hvem skal finde ud af, om en eller flere af disse mange ideer også virker? Det skal dataindsamlerne ved de afrikanske statistikkontorer. Der er bare et enkelt, lille problem. De fleste statistikkontorer i afrikanske lande er underbemandede og underfinansierede. Medarbejderne er underuddannede. Data indsamles, men kvaliteten er tvivlsom. Selv Verdensbankens Afrika-data er til tider af yderst ringe karakter.⁴⁹

Marshall-planen er omfattende, og hvis de ansatte på de lokale statistiskkontorer skal bruge deres begrænsede ressourcer på at gå i kast med det store europæiske idekatalog, må det blive på bekostning af dataindsamling til andre, nationale projekter. Statistikkontorerne er altså akilleshælen. Er den indsamlende data for lille og for dårlig, vil EU ikke vide, om skubbet virker, og konsekvensen er, at Danmark med flere risikerer at operere i blinde. Det er ingen tjent med. Hverken de afrikanske lande, deres borgere eller de europæiske skatteydere. Ligeså kan EU ikke blindt bruge den eksisterende data, såsom fra Verdensbanken, pga. den svingende kvalitet.

Derfor er det vanskeligt at forestille sig, at disse omfattende +100 ideer og reformer har gang på jord, da det kræver en voldsomt stor opskalering af de afrikanske landes statistikkontorer samt opkvalificering af medarbejderne. Det leder mig til næste punkt.

EU’s manglende langtidsforpligtelse
Jeg vil bruge eksemplet fra Somalia. Da piratangreb blev for stort et problem for den internationale handel, trådte EU og NATO til i 2007. Da piratangrebene kom under kontrol, trak vi os tilbage. Det til trods for, at problemerne i Somalia på ingen måde var blevet løst, og al-Shabaab stadig var massivt til stede. Mens den udstationerede styrke bestående af afrikanske soldater lå i hårde kampe med al-Shabaab i 2016, valgte EU at beskære støtten med 20 pct.⁵⁰

EU har ikke en god track record mht. at indgå i forpligtende partnerforhold over en længere periode, når vi i vores verdensdel ikke længere føler konsekvenserne af en given konflikt. F.eks. mistede Somalia vores interesse, da vores handelsskibe ikke længere var mål for pirater. Hvordan situationen var på landjorden, bekymrede os mindre.

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med fokus på migration, Ninna Nyberg Sørensen, argumenterer for, at andelen af migranter midlertidigt vil stige, når et land går fra at være fattigt til at blive rigere. Det skyldes, at flere personer får mulighed for at søge lykken uden for deres eget hjemland. Problemet består, indtil landet har nået en vis levestandard. Visse afrikanske lande vil med den nuværende vækst være over 70 år om at nå dette niveau.⁵¹ Vil Socialdemokratiet virkelig være interesseret i at forpligte sig til et skub, der kan vare +70 år, før migrationsstrømmene aftager? Muligvis skubbe i blinde, hvor eventuelle positive følgevirkninger ikke kan ses før langt ude i fremtiden pga. mangelfuld dataindsamling? Svaret er naturligvis nej.

Urealistisk tiltro til den Afrikanske Union
Den Afrikanske Union (AU) tilskrives for stor en magt i selve planen – eller måske bruges AU til at give planen en aura af ”realisme” og ”retfærdighed”? Uanset hvad misforståelsen bunder i, er AU i realiteten stadig en snakkeklub. Lidt polemisk sagt: Hvis AU forsvandt i morgen, ville ingen opdage de. De forskellige regioner spiller en betydelig større rolle end AU, hvilket specielt er tydeligt i Vestafrika.

Derfor er tilslutningen til AU’s 2063 Agenda⁵² i Marshall-planen meningsløs. I øjeblikket er flere afrikanske lande ved at fjerne folkets mulighed for at komme til orde. Det sker ved at blokere for sociale medier, udvise journalister og/eller lukke kritiske tv-stationer. Dette er sket i Uganda, Congo, Kenya, Cameroun, Etiopien og Rwanda. Dertil kommer, at et stigende antal afrikanske ledere igen flirter med tanken om at sidde på tronen, indtil de selv siger stop.⁵³ AU har været tavs.

AU har endnu ikke bevist, at den kan andet end at holde flotte taler i Addis Ababa⁵⁴, og de har end ikke vist, at de tager deres egen 2063-dagsorden seriøst. Dermed svigtes kontinentets borgere, og deres rettigheder reduceres til tomme floskler, hvilket fastholder marginaliseringen af bl.a. de unge, fremmer konflikt og hæmmer vækst.

Mangel på lokale stemmer
Til slut undrede det mig, da jeg læste EU’s Marshall-plan, som Socialdemokratiet tilslutter sig, at afrikanske stemmer er fraværende. Samtidig pakkes hele planen ind i flotte og tomme skåltaler. Afrikanske lande fremstilles som ligeværdige partnere på side 4:

”Afrikansk ejerskab skal styrkes, og vi må lægge tiden med “udviklingsbistand” og “donorer og modtagere” bag os. EU og dets medlemslande ønsker at indgå i et partnerskab mellem ligeværdige.”

Dette modsiges dog på side 13:

”Vi vil tage de afrikanske regeringer på deres ord. Det betyder, at vi i fremtiden vil intensivere vores samarbejde med de lande, som er reform-orienterede og har bevist deres reformvilje, frem for alt ved at sikre pålidelighed, lov og orden og borgernes ret til politisk deltagelse.”

EU forbliver dommeren over, hvilke lande der lever op til vores krav, og dermed, hvem der skal have penge. EU er den aktive giver, og afrikanske lande fastholdes i den passive og tavse modtagerrolle. Det er ikke et ligeværdigt partnerskab og har aldrig været og vil aldrig blive det.

Det illustrerer også, at meningen dybest set ikke er at løfte afrikanske lande, for da havde man ladet afrikanske stemmer komme til orde. I stedet er det et dokument, hvor man hører sig selv tale, og hvor man adresserer sine egne behov. Det behov er først og fremmest at holde afrikanere væk fra Europa. Vores behov, som afrikanske lande skal servicere.

Det hele pakkes ind i buzzwords. F.eks. går planen efter ”African solutions to African problems”, hvilket er dybt ironisk, når dokumentet er skrevet for europæere, til europæere og af europæere, der arbejder for at tilgodese europæiske behov.

3. Hvad skulle Socialdemokratiet gøre i stedet?

Drop Marshall-planen. Drop flosklerne om, at Afrika har brug for ”African solutions to African problems”. Det, Afrika har behov for, er noget, som EU ikke kan give afrikanerne. Politologen Frederick Golooba-Mutebi har udtalt, at Afrika har behov for ”African funds to African problems”. Altså det modsatte af Marshall-planen.

Den, der har pengene, bestemmer. Der er med andre ord behov for, at afrikanske lande tager kontrol over deres egen skæbne, og her dur det ikke at blive mere afhængig af udviklingsbistand.

Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, fik nærmest stående bifald på tværs af kontinentet, da han i november 2017 foran Frankrigs Præsident Emmanuel Macron, meddelte, at han ikke ønskede den fransk udviklingsbistand:

“Vi kan ikke længere føre politik for os selv, i vores land, i vores region, på vores kontinent, ud fra den støtte, den vestlige verden eller Frankrig eller den Europæiske Union måtte give os. Det vil ikke fungere. Det har aldrig fungeret, og det vil ikke fungere.”⁵⁵

Kenyaneren Boniface Mwangi kommer ind på et andet problem med udviklingsbistand.⁵⁶ Når en udenlandsk donor f.eks. giver en landsby vand, holdes den lokale regering ikke til ansvar, og der opbygges ikke det nødvendige bånd mellem borger og stat. De fleste afrikanske lande har nu været selvstændige i over 50 år. Nu er tiden inde til, at regeringerne tager deres opgave på sig og står på egne ben. Den proces bør udviklingsbistanden understøtte.

Dermed befinder Marshall-planen og Socialdemokratiets Afrika-plan sig i anden verden end flere afrikanere, der hverken ønsker øget udviklingsbistand, øget europæisk afhængighed eller at få fortalt, hvad de skal gøre.⁵⁷

Vi har de sidste 50 år fortalt afrikanske lande, at de førte en forkert politik, at de havde forkerte institutioner, for til slut at fortælle dem, at de havde en forkert geografisk placering. Måske skal vestlige lande i stedet lade de afrikanske befolkninger bestemme deres egne veje. Det kunne tænkes, at de lokale ved bedre end EU og Socialdemokratiet. At de lokale kan se, hvad de har at byde på, i stedet for hele tiden at få fortalt af andre, hvad de mangler.

Rettigheder styrker vækst
Det positive er, at et endnu ikke offentliggjort studie fra Institut for Menneskerettigheder viser, at der er en kausalitet mellem bedre borgerrettigheder i et land og økonomisk vækst.⁵⁸ Bedre rettigheder fører til vækst – ikke omvendt.

Den danske fagbevægelse har kæmpet for bedre rettigheder for arbejderne, og det har været en vigtig årsag til den velstand, vi nyder godt af den dag i dag. Det burde være det gamle arbejderpartis politik at styrke afrikanske landes institutioner og give de lokale kendskab til deres rettigheder. Det gælder også om at se på, hvordan fagforeninger kan styrkes, så de kan holde magthaverne op på valgløfter og få væltet dårlige ledere.⁵⁹ Se rettigheder som værktøj, de lokale skal bruge til at kæmpe de kampe, de finder vigtige. På disse områder kunne Danmark gøre en positiv forskel.

I stedet foreslår Socialdemokratiet i sit udspil at beskære den langsigtede bistand med 3,5 mia. kr. ved at fastholde udviklingsbistanden på 0,7 pct. af Danmarks BNI og i stedet allokere disse penge til flygtningeområder. Igen med det formål, ikke at hjælpe lokale afrikanere, men at holde dem væk. Det er at svigte det kontinent, Mette Frederiksen siger, hun elsker. Det er godt, at nærområderne får flere penge, men det kan ikke gøres ved at fodre hunden med sin egen hale. Og det styrker ikke demokratiudviklingen.

5. Afslutning

Drop modtagecentre. Det bliver ikke billigere eller bedre at flyve Udlændingestyrelsen fra Center Sandholm til et tredje land. Det er urealistisk og kan kun realiseres via en voldelig og totalitær infrastruktur, ingen er tjent med. En infrastruktur, der risikerer at dehumanisere dem, der har mest brug for vores hjælp og medmenneskelighed.

Øg i stedet pengene til de langsigtede projekter med fokus på at styrke afrikanerne selv gennem forbedringer på menneskerettighedsområdet. Og ja, fasthold de flere penge til UNHCR.

Sats på øget vidensudveksling, der kommer afrikanske lande såvel som Danmark til gode. Danmark er et gammelt landbrugssamfund, der har inkorporeret viden udefra til at gøre vores landbrug bedre og mere effektivt. Afrikanske og danske bønder kan udveksle viden til gavn for begge parter. Danmark kan være med til at støtte op om en mere stabil, lokal fødevareproduktion, der sikrer stabilitet og frigiver midler til andre nødvendige investeringer.

Afsæt flere penge til positive samarbejdsrelationer mhp. bekæmpelse af kapitalflugt. Det lade sig være selskaber, der illegalt flytter penge fra afrikanske lande til skattely, eller korrupte ledere, der beriger sig selv på borgernes bekostning. Stop plyndringsmaskinen, der frarøver kontinentet tre gange flere penge, end kontinentet modtager i udviklingsbistand på årlig basis. Bidrag til at forbedre landenes skatteindkrævning, så borgerne bliver hørt og repræsenteret.

Initiativerne til reelle forandringer kan kun komme indefra. Vores rolle bør være at bistå de lokale kræfter i denne proces. Det er både retfærdigt og realistisk, at Danmark kan blive en del af denne proces.

Tilbage står, at Retfærdig og realistisk nok fortæller mere om os danskere, end det gør om det afrikanske kontinentet selv. Spørgsmålet rejser sig: Hvad siger det om os, hvis et udspil, der er uretfærdigt og urealistisk forstået som politisk program, ikke desto mindre er effektivt som valgoplæg?

Mathias Søgaard er kandidat i Afrikastudier ved Københavns Universitet, BA i Religion ved Syddansk Universitet og tidligere bosiddende i Ghana.

1. Socialdemokratiet: Retfærdig og Realistisk – en udlændingepolitik der samler Danmark, februar 2018: https://www.socialdemokratiet.dk/media/7011/en-udlaendingepolitik-der-samler-danmark.pdf
2. Se Mette Frederiksens video på Facebook, hvor overskriften lyder “Jeg elsker Afrika. Og vi skal have stabiliseret det afrikanske kontinent. Vi skal gøre det for de afrikanske børn. Vi skal gøre det for de afrikanske familier. Men vi skal også gøre det for vores egen skyld.” https://www.facebook.com/mettefrederiksen.dk/videos/10155969385117719/?hc_ref=ARRBRB0Twbm68VPX5GbgiHXI7sRt5E-WQwnci6IOeBVRY63OvB8y3rs2fKkYh1Nqkp0
3. En mindre, men vigtig sidebemærkning: Befolkningsvæksten på det afrikanske kontinent bevirker, at investeringer i landbruget er blevet rentabelt. En grøn revolution giver økonomisk mening for lokale og udenlandske investorer.
4. African Investigative Publishing Collective, ZAM og Africa Uncensored, The Plunder Route to Panama, ZAM-Magazine, maj 2017 https://www.zammagazine.com/images/pdf/documents/African_Oligarchs.pdf
5. Global Justice: “Honest Accounts – How the world profits from Africa’s wealth”, maj 2017. www: http://www.globaljustice.org.uk/sites/default/files/files/resources/honest_accounts_2017_web_final_updated.pdf
6. Et andet stort problem er, at landene også skal blive bedre til at udvikle en større afhængighed af skat fra egne borgere. Skat skaber en interdependens mellem borger og stat. Da USA var en koloni, blev folk sure over, at de betalte skat uden at være repræsenterede (taxation without representation). Men det er også problematisk, hvis der ikke betales skat. Når borgeren ikke betaler skat, er staten ikke afhængig af borgeren, og staten kan ignorere borgerens behov (without taxation, no representation). Dette er desværre situationen i mange afrikanske lande, hvor skatteopkrævningssystemet ikke er velfungerende.
7. Socialdemokratiet: Retfærdig og Realistisk – en udlændingepolitik der samler Danmark, side 21, februar 2018. www: https://www.socialdemokratiet.dk/media/7011/en-udlaendingepolitik-der-samler-danmark.pdf 
8. Anslået 65 % af Afrikas befolkning er under 25 år, og 44 % er under 15 år.
9. Dignity – Dansk Institut mod Tortur: “Vold og konflikt er dagligdag i østafrikanske slumområder”, februar 2018. www: https://stoptortur.dk/blog/vold-og-konflikt-er-dagligdag-i-oestafrikanske-slumomraader/
10. Side 11 i partiets udspil. Dette er taget ud af konteksten vedrørende partiets lyst til at oprette et modtagecenter. Problemet med et sådant center vil jeg vende tilbage til. Citatet er taget med for at markere, at partiets diagnose er korrekt. Medicinen er det ikke.
11. FN: ”80 procent af flygtningene befinder sig i fattige lande”, juli 2011 http://www.fnforbundet.dk/aktuelt/80-procent-af-flygtningene-befinder-sig-i-fattige-lande
    UNHCR’s rapport fra 2016 argumenterer for, at 84 pct. af verdens flygtninge befinder sig i udviklingslande. På side 2 i deres rapport kan vi læse, at “developing regions hosted 84 percent of the world’s refugees under UNHCR’s mandate.” http://www.unhcr.org/5943e8a34 
12. BBC: “Migrant crisis: Migration to Europe explained in seven charts”, 2016 www.bbc.com/news/world-europe-34131911
13. EU’s Dublin-forordning fastsætter reglerne for asylproceduren blandt medlemslandene. Ganske kort går den ud på, at en asylansøger skal have sin asylsag behandlet i det EU-land, hvor ansøgeren første gang søgte om asyl. Det betyder, at hvis du har søgt om asyl i Tyskland og fået afslag, kan du ikke rejse til Danmark og forsøge igen. Problemet er, at en asylansøger ofte vil have en asylsag kørende i det land, hvor de første gang indrejste. Det betød, at de italienske og græske asylsystemer blev overbelastede og i perioder brød sammen. Et andet problem er, at EU’s medlemslande løfter disproportionalt. Få lande står i realiteten med flygtninge- og migrantudgifterne alene.
14. Se side 8, 9, 11 og 13 i Retfærdig og realistisk.
15. Patrick Chabal, The Politics of Suffering and Smiling, University of KwaZulu-Natal Press, 2009, hvor især hans beskrivelse på side 144 om konsekvenserne af EU’s anti-immigrationspolitik er præcis.
16. Side 12 i Retfærdig og realistisk.
17. DR, Mange flygtninge dør på rejsen til Middelhavet, 5. maj, 2015 https://www.dr.dk/ligetil/udland/mange-flygtninge-doer-paa-rejsen-til-middelhavet
18. Vivek Shah, EU funds for Sudan may worsen fate of refugees, EU Observer, april 2017 https://euobserver.com/migration/137489
19. EU Commission, The European Union increases its support for Chad, april 2017, hvori der står, at “The Commissioner in charge of international cooperation and development, Neven Mimica, announces additional support of EUR 100 million on his visit to N’Djamena.” europa.eu/rapid/press-release_IP-17-889_en.pdf
20. Politiken: “Milits fra folkemordet i Darfur får EU-støtte for at bremse flygtninge”, 2017 https://politiken.dk/udland/art6003460/Milits-fra-folkemordet-i-Darfur-får-EU-støtte-for-at-bremse-flygtninge
21. Se The Guardian, “EU urged to end cooperation with Sudan after refugees whipped and deported”, Februar 2017. www: https://www.theguardian.com/global-development/2017/feb/27/eu-urged-to-end-cooperation-with-sudan-after-refugees-whipped-and-deported. Et citat herfra: The government feels empowered to do whatever they want. They think they can get away with human rights violations like this. They see them as goodwill gestures to the EU to show they are controlling the flow of migrants.
22. Reuters, Human smugglers in Libya have links to security services: U.N. report, februar 2018 https://www.reuters.com/article/us-europe-migrants-libya-un/human-smugglers-in-libya-have-links-to-security-services-u-n-report-idUSKBN1FR3BQ
23. Amnesty International, ‘Libya is full of cruelty’. Stories of abductions, sexual violence and abuse from migrants and refugees, maj 2015 www.amnesty.eu/content/assets/Reports_and_Briefings_2015/Libya_is_full_of_cruelty.pdf
24. Læger Uden Grænser, EU: your fences kill. Provide safe and legal passage – Mediterranean Migration: Open letter to European leaders; Copies sent to Switzerland, Norway, FYROM, Serbia and the President of the European Commission, september 2015 www.msf.org/en/article/eu-your-fences-kill-provide-safe-and-legal-passage
25. Tom Burgis: The Looting Machine: Warlords, Oligarchs, Corporations, Smugglers, and the Theft of Africa’s Wealth, Public Affairs 2015, side 244-45.
26. Side 9 i Retfærdig og realistisk.
27. UNHCR, Congolese refugees perish as growing numbers seek safety in Uganda, februar 2018, www.unhcr.org/news/briefing/2018/2/5a82b17f4/congolese-refugees-perish-growing-numbers-seek-safety-uganda.html
28. Globalnyt, Dansk støtte til “glemte” kriser i Afrika, februar 2018 https://globalnyt.dk/content/dansk-stoette-til-glemte-kriser-i-afrika
29. Jeg skrev selv om dette tilbage i Politiken under overskriften: ”Enøjede danske medier fremstiller afrikanere som statister”, 17 juli, 2017.
30. ECOWAS: “A Survey on Migration Policies in West Africa – second edition, International Centre for Migration Policy Development”, januar 2016. www: https://fmmwestafrica.org/wp-content/uploads/2017/02/en-A_Survey_on_Migration_Policies_in_West_Africa_EN_SOFT2nd.pdf
31. Dette kan naturligvis ændre sig. Klimaforandringerne kan få flere til at søge mod Europa, især fra Sahel-regionen, hvor antallet af mennesker på flugt fra tørke kan blive op til 20 mio.
    Se: Maja Rimer: ”Hvordan prisen på brød afslører en af fremtidens største udfordringer”, Zetland, 8. februar, 2018. www: https://www.zetland.dk/historie/s8dMMgaj-meba6pGk-f5e6e
32. David Pilling: “As democracy retreats, famine makes a comeback”, The Financial Times, marts 2017. www: https://www.ft.com/content/13b15b80-0d82-11e7-a88c-50ba212dce4d
33. Agro, Africa Agriculture Status Report: “The Business of Smallholder Agriculture in Sub-Saharan Africa” (Issue 5). Nairobi, Kenya: Alliance for a Green Revolution in Africa, 2017. www: https://agra.org/wp-content/uploads/2017/09/Final-AASR-2017-Aug-28.pdf
34. Side 8 i Retfærdig og realistisk.
35. Den kenyanske forfatter Kenneth Binyavanga Wainaina har boet i Sydafrika, og den belgiske historiker David van Roybrouck beskriver i bogen Congo, at lokale i DR Congo også vender sig mod Kina. Ikke blot Europa. Vi er ikke verdens midtpunkt.
36. Han var i DR2 programmet Dagen d. 5. februar, 2018 (indslag forældet) med dette budskab, og han gentog flere af de samme pointer i denne artikel i Politiken: ”Om flygtningeudspillet fra S: Visionen vil indebære, at tusindvis af mennesker indfanges og tvangsdeporteres sydpå hvert år”, 22. februar, 2018.
    I artiklen skriver han blandt andet: “Svaret er, at det nødvendigvis kræver indførelsen af en massiv totalitær infrastruktur på dansk og europæisk plan. Fordi løftet om, at alle spontant ankomne asylansøgere skal til Nordafrika møder jo det alt for virkelige problem, at der ikke findes en magisk knap inde på Christiansborg, der kan transportere alle disse mennesker fra dansk til afrikansk territorium mod deres vilje. Nej, implementeringen af denne ’nyhumanitære’ vision kræver rent faktisk en historisk opskalering af de danske overvågnings-, detentions-, og deportationsfaciliteter. Og den vil indebære, at tusindvis af mennesker indfanges og tvangsdeporteres sydpå. Hele året. Hvert år.”
37. Side 13 i Retfærdig og Realistisk.
38. Eksempelvis har Politiken været i kontakt med Marokkos ambassadør, som klart afviste at lægge jord til et sådant center. Politiken citerer også DR’s korrespondance med Tunesiens ambassade, der også afviste at huse et sådant center. De resterende nordafrikanske lande er diktaturer og/eller for ustabile til at kunne huse et dansk modtagecenter.
    Se: Dagbladet Information: ”Marokko afviser S-forslag om dansk modtagecenter”, februar, 7, 2018. www: https://www.information.dk/telegram/2018/02/marokko-afviser-s-forslag-dansk-modtagecenter
    DR: ”Tunesien vil ikke huse Mette Frederiksens lejr”, februar 6, 2018. www: https://www.dr.dk/nyheder/politik/tunesien-vil-ikke-huse-mette-frederiksens-lejr
39. Christian Friis-Bach citeret i Politiken: ”Nej tak: Nordafrikanske lande afviser Mette Frederiksens asylcentre”, 8 februar, 2018. www:  https://politiken.dk/indland/politik/art6329965/Nordafrikanske-lande-afviser-Mette-Frederiksens-asylcentre
40. Rasmus Boserup, Forsker: ”Få lande i Nordafrika kan håndtere et modtagecenter”, DR, 5. februar, 2018. www: https://www.dr.dk/nyheder/politik/forsker-faa-lande-i-nordafrika-kan-haandtere-et-modtagecenter
41. Jane Aheto: “Migration: Ghana afviser at tage Europas flygtninge”, 7. august, 2017 https://ec.europa.eu/denmark/press_review/170807_da
42. En uledsaget mindreårig har også krav på en repræsentant, der varetager barnets interesse. Denne skal også sikre, at barnet har en fast kontaktperson, barnet kan betro sig til. Når barnet får udpeget en repræsentant, overtager repræsentanten også bisidderrollen.
43. Side 13 i Retfærdig og realistisk.
44. TV2-nyheder, 65 millioner mennesker er på flugt verden over, 2017 nyheder.tv2.dk/udland/2017-06-19-65-millioner-mennesker-er-pa-flugt-verden-over. TV2 citerer en rapport fra UNHCR, hvor der står, at børn på flugt udgår 51 pct. af verdens flygtninge.
45. Man må også holde sig for øje, at en af årsagerne til, at en flygtning i en lejr i nærområderne er billigere end at hjælpe samme flygtning i Danmark(den reelle prisforskel er ukendt og omdiskuteret), er, at flygtninge ofte modtager minimal hjælp og er placeret i en ørken i nærområderne. Den markant billigere pris er en indikation på, at noget er galt. Som alt andet i verden hænger kvalitet og pris sammen. Den lavere omkostning ved at hjælpe flygtninge i nærområderne afspejler de dårlige leveforhold.
    Et sidste problem, jeg vil nævne, er, at nærområderne er ved at være fyldt op. Da Danmark oplevede det store antal af flygtninge på de danske veje i 2015, lagde det pres på vores infrastruktur, sundhedssystem, skolesystem og arbejdsmarked.
    Det samme er naturligvis også virkeligheden i nærområderne. Libanon, Jordan og Uganda oplever præcis de samme udfordringer, som vi gør. At mene, at de stadig skal tage imod flere, er hverken realistisk eller retfærdigt. Det er godt, at Socialdemokratiet vil være med til at give flere penge til lejrene gennem FN-systemet, men når det samtidig vil fastholde flygtningene i nærområderne, står værtslandene med de samme problemer. Og nej, de såkaldte Special Economic Zones er ikke vejen frem, til trods for at du og flere partimedlemmer var glade for Colliers planer om at oprette arbejdslejre som led i vækstplaner. Læs Martin Lemberg-Pedersen og Mathias Søgaard: ”Paul Colliers model for inklusion og beskyttelse er hverken nytænkende eller progressiv”, POV International, 22. december, 2017. www: http://pov.international/paul-colliers-model/
46. Federal Ministry for Economic Cooperation and Development (BMZ): “Africa and Europe –A new partnership for development, peace and a better future – Cornerstones of a Marshall Plan with Africa”, januar 2017. www: https://www.bmz.de/en/publications/type_of_publication/information_flyer/information_brochures/Materialie270_africa_marshallplan.pdf
47. Uhuru Kenyatta: “Kenyatta Sworn in As Kenyan President”, AllAfrica, April 9, 2013. www: http://allafrica.com/stories/201304090751.html
48. Du kan selv sammenligne verdens landes størrelse på thetruesize.com.
49. Udviklingsøkonom Morten Jerven forklarer i sin bog Poor Numbers (Cornell University Press, 2013), at meget af den data, der produceres om afrikanske lande, er af dårlig kvalitet. På side 71 skriver han tørt, at vejen fra fakta til fiktion bliver meget kort, når økonomiske udviklingseksperter ikke har indblik i de enkelte landes særlige forhold. I sin bog Africa – why economists get it wrong (Zed Books London, 2015) refererer han til et fænomen, han kalder for “garbage in – garbage out”-problemet. Bruger du data af dårlig kvalitet, vil dit produktet også blive derefter. Dette er tilfældet i flere afrikanske lande. Han bruger begge bøger til at gennemgå, hvordan dårlig data har været med til at reproducere myten om det såkaldte fejlslagne afrikanske kontinent. Verdensbanken får også adskillige hårde ord med på vejen.
50. Ama Lorenz og Bob Koigi: “African Union’s Somalia mission hit by EU funding cut”, Euractive, 9 februar 2016. www: https://www.euractiv.com/section/development-policy/news/african-union-s-somalia-mission-hit-by-eu-funding-cut/
51. Aske Helweg Krarup: ”Podcast #3 Migration, interview af Ninna Nyberg Sørensen”, Politiken, 15. december 2017. www: https://politiken.dk/podcast/art6251336/Myter-om-Milliarder
52. African Union: “2063 Agenda – The Africa We Want”, april 2015. www: www.un.org/en/africa/osaa/pdf/au/agenda2063.pdf
53. Som eksempel fjernede Ugandas præsident Yoweri Museveni i 2005 begrænsningen på, hvor mange gange en præsident må blive genvalgt. I 2018 blev også aldersbegrænsningen fjernet for, at Museveni kan blive siddende til den dag, han dør.
    I Burundi, Republikken Congo og Rwanda har præsidenterne på forskellig vis inden for de seneste 3 år nyfortolket eller ændret deres lands forfatning, der muliggør, at de hver især kan blive siddende en ekstra periode som præsident. Dermed er der dannet præcedens for, at deres præsidentperiode igen kan forlænges. Paul Kagame ændrede landets forfatning i 2015, hvilket i praksis tillader, at han kan forblive Rwandas præsident indtil 2034. Siden d. 1. januar 2018 har han været formand for den Afrikanske Union.
54. Hovedstaden i Etiopien, hvor AU’s hovedkvarter også er placeret af historiske årsager.
55. Nana Addo Dankwa Akufo-Addo: “Ghana does not need aid to develop”, december 2017. www: https://www.youtube.com/watch?v=DnUKlIDyxjE
56. Boniface Mwangi: “We Don’t Need Aid”, International Committee of the Red Cross, 22. november, 2013. www: https://www.icrc.org/eng/resources/documents/film/2013/av098a-150-years-boniface-kenya.htm
57. Historisk har vestlige landes involvering i Afrika også skabt problemer. Mette Frederiksen er allerede bekendt med den katastrofe, den neoliberale politik under Ronald Reagan og Margaret Thatcher medførte for det afrikanske kontinent i 1980’erne.
58. Aske Helweg Krarup: „Podcast #4 Menneskerettigheder, interview af Hans-Otto Sano”, Politiken, 15. december 2017. www: https://politiken.dk/podcast/art6251336/Myter-om-Milliarder
59. I starten af 1990’erne blev fagforeningslederen, Frederic Chiluba, Zambias præsident, efter han slog landets tidligere og eneste leder, Kenneth Kaunda, der havde haft magten siden 1964. Fagforeningerne havde fået nok af Kaunda og slog sig sammen om en stærk kandidat, da muligheden bød sig. Som ny præsident valgte Chiluba at følge IMF’s råd om at privatisere. Det svækkede fagforeningerne, da flere personer mistede deres arbejde. Konsekvensen blev, at den svækkede fagforening mistede muligheden for at udfordre den siddende præsident, der modsat blev stigende afhængig af støtte fra donorerne, da de honorerede privatisering med mere støtte. Chiluba endte med at tage korruption til et helt nyt niveau, da svækkelsen af fagforeningerne gjorde, at han ikke længere skulle stå til ansvar for sin befolkning, men udenlandske pengegivere. I sine otte år som præsident stjal han cirka 46 mio. dollars fra den zambiske statskasse.