Refleksioner over det virkeligt eksisterende Europa

En række europæiske og danske filosoffer besøgte i efteråret 2017 Københavns Hovedbibliotek for, hver især, at præsentere et visionært manifest for Europa. Manifesterne er blevet samlet i en antologi redigeret af Elisabeth Skou Pedersen og Jon Auring Grimm, der kan købes via webmagasinet Atlas’ butik: “Europa. Manifest! Visioner for Europas fremtid.” Antologien rummer bidrag af Srećko Horvat (HR), Alenka Zupančič (SK), Nina Power (UK), Jörg Schaub (DE/UK), Rasmus Ugilt (DK), Wolfram Bernhardt (DE), Søren Gosvig (DK), Rasmus Nørlem Sørensen (DK), Elisabeth Skou Pedersen (DK), Malte Frøslee Ibsen (DK), Luise Meier (DE) & Jon Auring Grimm (DK).

Nedenfor bringer vi Malte Frøslee Ibsens bidrag om en alvorlig skuffelse: Det virkeligt eksisterende Europa.

 

I

Nutidens Europa er en realiseret utopi. Europa er en realiseret utopi på asken af den meget reelle dystopi, Europa var blevet: på de millioner af døde i to verdenskrige og den industrielle tilintetgørelse af de europæiske jøder. Og dog er, måske som enhver realiseret utopi, det virkeligt eksisterende Europa en alvorlig skuffelse. Det virkeligt eksisterende Europa er faktisk så alvorlig en skuffelse, at dystopien endnu engang toner frem i horisonten.

II

Den fortryllende idé om et politisk Forenet Europa har siden oplysningstiden været en del af Europas intellektuelle historie. Idéen om et Forenet Europa blev – for at parafrasere Hegel – født på den europæiske histories bloddryppende slagterbænk og blev længe anset som den eneste holdbare løsning på flere generationers krige og konflikter, udkæmpet på europæisk jord. For nogle af de største tænkere i den europæiske historie forekom et Forenet Europa at være et i sandhed utopisk ideal – men ét, som de troede, en dag måske ville indfinde sig. Faktisk blev idéen om en forening af Europa under den europæiske oplysningstid svejset sammen med en af oplysningstidens andre, mest potente frembringelser: idéen om et uundgåeligt moralsk og politisk fremskridt.

I Kants forestilling om vejen til den evige fred skulle idéen om en føderation af republikker løfte staterne ud af den internationale naturtilstand og ind i en overstatslig juridisk tilstand, hvorved krig ville blive umuliggjort. Denne forestilling var igen forankret i en idé om fremskridt drevet frem af det, Kant kaldte den menneskelige naturs ”asociale socialitet” – en konfliktfyldt menneskelig tilbøjelighed, som han ikke desto mindre forestillede sig nødvendigvis ville fremme menneskehedens rationelle og moralske anlæg og derved muliggøre moralsk og politisk fremskridt. For Napoleon Bonaparte – som Hegel så berømt beskrev som ”verdensånden til hest” – var idéen om ”Europas Forenede Stater” det ultimative slutpunkt for hans imperiale tvangsforening af kontinentet. Selv revolutionære bolsjevikker såsom Trotsky og Stalin anså efter den 1. Verdenskrigs kaos Europas Forende Stater som et afgørende og nødvendigt skridt i historiens ubønhørlige fremskridt mod socialismens utopi.

For de utallige generationer, der gennemlevede det Splittede Europas evige krige – og så deres sønner, mænd og fædre gå til grunde på slagmarken, deres døtre, koner og mødre blive voldtaget og myrdet og deres ejendomme røvet – har Europas forening meget vel fremtrådt som dén sekulariserede, himmelske tilstand, vi kalder en utopi: et slags paradis på jord.

III

Vi lever i det paradis. Mange af os har aldrig kendt andet end dette jordiske paradis; det er blevet vores anden natur. Men det viser sig, at der med paradis på jord følger en finanspagt. Denne finanspagt kræver stram budgetmæssig disciplin fra medlemsstaterne i den europæiske økonomi, der til stadighed skriger på en forøgelse af det offentlige forbrug. Paradis kommer også med en møntunion. Denne møntunion muliggjorde i første omgang, at de sydlige medlemsstater kunne låne enorme mængder euro til en meget lav rentesats, som derefter steg voldsomt og førte til et økonomisk kollaps på tværs af hele kontinentet efter den finansielle krise i 2008. Derefter blev de samme sydlige medlemsstater genoplivet af deres partnere i det europæiske paradis på jord, men kun til gengæld for brutale neoliberale nedskæringer på offentlig forsørgelse, løn-depression, effektiv fratagelse af politiske rettigheder og humanitære katastrofer på europæisk jord. Hvem ville have troet, at paradis på jord også kom med et betragteligt demokratisk underskud, der underminerer legitimiteten af en institutionel struktur, som dens fortalere traditionelt har forsvaret med argumenter omhandlende dens ”output-legitimitet”. Endelig kommer paradis på jord også med åbenlyst illiberale og autoritære elementer; det kommer med en sørgeligt fejlhåndteret flygtningekrise; det kommer med en jævnligt offentligt-pissefuld kommissionsformand, som skabte sin politiske karriere ved at designe skemaer for skatteunddragelse, der muliggjorde, at hans private erhvervskunder kunne røve skatteindtægter for milliarder af euro fra andre medlemsstater. For den tyske protestant, der blev barnløs efter drabet på hans sønner i religionskrigene, eller for jøden, der kiggede op mod ordene ARBEIT MACHT FREI, mens hun gik gennem Auschwitz’ porte, må dette fremtræde som – og er selvfølgelig – åbenlyst overfladiske og endda luksuriøse anliggender.

Men det er vores anliggender. Og i vores nutid repræsenterer de en åbenlys trussel mod det Forenede Europas realiserede utopi, eftersom de tillades at være konstitutive for, hvad det Forenede Europa er. Eller med andre ord: det virkeligt eksisterende Europa repræsenterer i dag den største trussel mod den realiserede utopi: et forenet Europa.

IV

De to verdenskrige og holocaust – det Splittede Europas realiserede dystopi – burde have begravet oplysningstidens idé om et uundgåeligt moralsk og politisk fremskridt. Men desværre ødelagdes idéen ikke fuldstændigt, som den burde være blevet. Idéen om et uundgåeligt fremskridt fortsætter ufortrødent i det politiske liv, som en tom skal af, hvad den engang var. Idéen bekendtgør sig i troen på, at vores børn vil leve bedre liv, end vi gør. Når den tro begynder at smuldre, som tilfældet er i dag, så signalerer det ikke kun en legitimitetskrise for den demokratiske kapitalisme; det repræsenterer også en fragmentering af vores moraliserede forståelse af den historiske tids struktur, som vi for længst burde have foretaget. Den eneste form for fremskridt, vi kan tillade os at tro på, er ét, der er afhængigt af vores vilje til at sikre fremskridt.

V

“Et billede holdt os fanget. Og vi kunne ikke komme ud af det,
for det lå i vores sprog, og sproget syntes ubønhørligt at gentage det for os.”
Ludwig Wittgenstein, Filosofiske undersøgelser.

Den europæiske politiske bevidsthed er ubønhørligt fanget i et billede, der truer med at fremkalde en ond cirkel af fremskridt og tilbageskridt. Det er spændt ud mellem vores skuffelse over den realiserede utopi, det virkeligt eksisterende Forenede Europa, og vores rædsel for fortidens Splittede Europa, den realiserede dystopi.

 

I dag er vores paradoksale opgave at bryde med dette billede; at transcendere det med henblik på at bekræfte vores forpligtigelse på Adornos påbud om at ”arrangere [vores] tanker og handlinger på en sådan måde, at Auschwitz ikke vil gentage sig selv, at intet lignende nogensinde vil ske.” Hvem vil benægte, at dette kategoriske imperativ, som ”Hitler pålagde menneskeheden”, stadig er gyldigt for os i sin fulde styrke? Og ikke desto mindre kan vi ikke længere leve vores liv i dets skygge, hvis vi skal undslippe truslen om, at vores nutid igen indhylles i mørke.

Det springende punkt er dette: set i lyset af Europas dystopiske historie fremstår forskellen mellem et teknokratisk Forenet Europa og et demokratisk Forenet Europa blot som et spørgsmål om nuancer. Set fra det perspektiv, som indtages af 1500-tallets barnløse, tyske bonde eller vores jødiske ven ved Auschwitz’ porte, repræsenterer spørgsmålet om den europæisk sparepolitik og neo-koloniale Memoranda of Understanding en række privilegerede luksusproblemer. Men her og nu er det netop den neo-koloniale sparepolitik og det virkeligt eksisterende Forenede Europas teknokratiske natur, der truer med atter at vække det Splittede Europas slumrende dystopi. Så længe det virkeligt eksisterende Forende Europa bliver set i lyset af de uheldige sjæle, der gennemlevede det Splittede Europas helvede, vil en ægte europæisk politik være uden for vores rækkevidde. I en utopi er der ingen politik.

VI

Som Lenin måske ville have sagt, så er det vigtigste politiske spørgsmål ikke, om det Forenede Europa bør eksistere, men hvem der får lov til at bestemme, hvis interesser et Forenet Europa bør tjene. Vores opgave som borgere af det Forenede Europa er at insistere på at stille dette politiske spørgsmål: at politisere det virkeligt eksisterende Forenede Europa, at demokratisere det Forenede Europa, at tvinge det Forende Europa til at tjene vores interesser.

Naturligvis betyder det virkeligt eksisterende Forenede Europas afpolitiserede og teknokratiske væsen ikke, at der ikke er en kamp om, hvilke interesserer et Forenet Europa bør tjene. Det betyder kun, at denne kamp dels foregår bag lukkede døre ved hemmelige politiske møder, hvor politiske ledere i røgfyldte baglokaler indgår studehandler og kompromisser af verdenshistorisk betydning, og dels i komplicerede bureaukratiske processer, hvor særinteresser har magten. Dette er uden tvivl politik, men det er en form for afpolitiseret politik, i hvilken kampen om, hvem der slår hvem, primært foregår som et administrativt spørgsmål uden for offentlighedens søgelys. At reducere politik til administration er selve definitionen på teknokrati. Jeg vil endda vove den påstand, at selv beslutninger, der uden tvivl er til fordel for majoriteten af europæere, stadig bliver opfattet af størstedelen af os som påtvunget fra oven, fordi det ikke er vores beslutninger. Så meget for ”output-legitimitet”.

VII

De, der insisterer på det abstrakte spørgsmål, om Europa bør eksistere, er ikke de radikale politiske systemkritikere, de foregiver at være. Ved at insistere på dette spørgsmål placerer de sig selv uden for det politiskes sfære; de bidrager indirekte til at tage det egentlige politiske spørgsmål om, hvis interesser et Forenet Europa bør tjene, af bordet. Og så længe dette spørgsmål er taget af bordet, vil teknokrati og sparepolitik trives i det virkeligt eksisterende Forenede Europa. De, der insisterer på spørgsmålet om, hvorvidt Europa bør eksistere, bærer måske den politisk radikale systemkritikers maske, men neden under den maske nærer de ufrivilligt teknokratiets ansigt.

VIII

Hvad skal der til for at politisere og demokratisere det virkeligt eksisterende Forenede Europa – at få et Forenet Europa til at tjene vores interesser? Dette spørgsmål tillader kun et politisk svar. Og det eneste svar, jeg kan give, er farvet af min personlige, politiske sympati for venstrefløjen.

For at politisere et Forenet Europa kræves en organisering af arbejdskraft på tværs af landegrænser som modsvar til den strukturelle fordel i forhandlingsmagt, kapitalen har opnået i kraft af sin globale rækkevidde. Dette betyder, at arbejderne må genoptage ambitionen fra Første og Anden Internationale og blive en ægte europæisk, hvis ikke global kraft, i det europæiske civilsamfund såvel som i europæisk politik. Fagforeninger og socialdemokrater på tværs af det europæiske kontinent må langt om længe indse, at i en global kapitalistisk økonomi må deres grundlæggende principper også gælde spørgsmålet om international organisering og endda selve spørgsmålet om et Forenet Europa.

 

”Når fagforeningens inspiration i arbejdernes blod vil løbe
Findes der ingen større magt under solen
Men hvilken kraft på Jorden er svagere end den enes magtesløshed
For fagforeningen gør os stærke”
Solidarity Forever

Det vil kræve politisk organisering og koordinering på tværs af landegrænser, men også langt mere end det. Det vil kræve en helt ny dimension i vores politiske bevidsthed: ud over den velkendte nationale dimension må vi også udvikle en europæisk dimension, som identificerer og evaluerer problemer og udfordringer, ikke fra et dansk, tysk, fransk eller italiensk perspektiv, men fra perspektivet hos os, europæere.

Det vil kræve et voldsomt styrket Europæisk Parlament, eller måske et nyt og potent Eurozone Parlament, eller måske en styrket kontrol med det Forenede Europa af nationale parlamenter. Hvordan større demokratisk legitimitet bliver tilført det Forenede Europa, betyder langt mindre, end at det bliver indført. Men ligegyldigt hvordan, så skal magten omfordeles fra demokratisk ikke-repræsentative institutioner –  såsom Det Europæiske Råd og Den Europæiske Centralbank – til institutioner, der står til ansvar over det europæiske folk.

Det vil kræve en europæisk genpolitisering af globale kollektive handlingsproblemer, såsom udsigten til katastrofale klimaforandringer, som alt for let falder ud af den nationale agenda. Det skyldes dels, at incitamentet til at være ’free-rider’ på andres bekostning er konstitutiv for alle kollektive handlingsproblemer, og dels, at borgerne har en forståelig tendens til at vende sig mod apatien, når man står ansigt til ansigt med monumentale udfordringer såsom en truende klimakatastrofe, som én enkelt stat umuligt kan forhindre alene – selv under den heroiske antagelse, at den politiske vilje er til stede. Et demokratiseret Forenet Europa må først og fremmest bevise sit værd som et værktøj til at løse de problemer, som vi simpelthen ikke kan løse alene, ligegyldigt hvor stærk enkelte medlemsstaters vilje dertil måtte være.

Endelig vil det også kræve et demokratisk totalangreb på ulighedens kræfter, den økonomiske elites dominans og den, for demokratiet dødsensfarlige, pengemagt i politik, som kun vil være muligt, hvis der også handles på det europæiske niveau i henhold til at umuliggøre kapitalflugt og en strafreaktion fra de finansielle markeder. Et Forenet Europa må anvendes som våben til at bekæmpe skattekonkurrence og skatteunddragelse; til at gøre en ende på de destabiliserende og ulighedsskabende spekulative pengestrømme ved at tæmme og beskatte globale kapitalbevægelser; til at nedbryde multinationale selskabers monopoler, at opløse ’too-big-to-fail’ banker og adskille investeringsbanker og erhvervsbanker fra hinanden; til at vise kapitalen dens rette plads som underordnet demokratiet – og ikke, som det nu er tilfældet, den anden vej rundt.

Hvis venstrefløjen kan erobre et Forenet Europa og anvende det til at gøre disse ting, så vil der genetableres noget af troen på, at politik har magten til at tage kontrollen med vores kollektive skæbner – en tro, vi ellers har tabt til en tilsyneladende ukontrollerbar globalisering, eksploderende ulighed og klimaforandringer. Politiseringen af det virkeligt eksisterende Forenede Europa kan dermed også tjene til at politisere de store politiske udfordringer i vores tid – at bringe disse udfordringer tilbage til centrum af den politiske bevidsthed og debat – eftersom størstedelen af disse udfordringer kun kan adresseres på et politisk niveau over statens; eller rettere: ét, der tager hensyn til både statens niveau og det overstatslige niveau.

Der er ingen andre end venstrefløjen, der har til hensigt at løfte den opgave. Dette betyder også, at hvis venstrefløjen ikke løfter den, så vil det ikke blive gjort, før det er for sent. Men hvis venstrefløjen formår at gøre disse ting, hvem kan så vide, hvordan det igen vil kunne åbne op for vores nuværende, indskrænkede politiske forestillingskraft –  hvem ved, hvad vi så turde drømme om?

IX

Marx skrev engang: ”Det nittende århundredes sociale revolution kan ikke hente sin poesi fra fortiden, men kun fra fremtiden. Den kan ikke begynde med sig selv, før den har rystet al overtro på fortiden af sig. De tidligere revolutioner trængte til de verdenshistoriske minder om fortiden for at bedøve sig selv over for deres eget indhold. Det nittende århundredes revolution må lade de døde begrave deres døde for at finde frem til sit eget indhold.”

Og sådan er det i dag med det virkeligt eksisterende Forenede Europa. Så længe vi henter vores poesi fra fortiden – så længe vi lever i skyggen af det Splittede Europas realiserede dystopi – vil vores politiske horisont forblive tillukket. Vi vil være dømt til at leve vores liv i skyggen af tidligere generationers utopiske drøm om et Forenet Europa, dette sekulariserede paradis på jord. Vi må undslippe dette billede, ifølge hvilket vi lever i den bedste af alle verdener, for selvom dette måske forekommer sandt sammenlignet med den barnløse 1500-tals tyske bonde eller jøden ved Auschwitz porte, så er det ikke sandt for os.

Kun ved for alvor at tage afsked med begrundelsen for det virkeligt eksisterende Forenede Europa – at denne teknokratiske og dysfunktionelle institution er det eneste, der står imellem os og helvedes porte, mellem os og genkomsten af det Splittede Europas dystopi – kan vi begynde at ”begynde med os selv” og nå frem til vores egne krav om, hvad et Forenet Europa må betyde for os. Kun ved at tage afsked med begrundelsen for den europæiske forening, der har understøttet det Forenede Europa frem til denne dag, kan vi gøre os forhåbninger om at redde det Forenede Europa fra den trussel, som det udgør mod sig selv.

X

“Den eneste filosofi, som ansigt til ansigt med fortvivlelsen endnu lader sig forsvare, ville være forsøget på at betragte alle ting, således som de fremstiller sig ud fra forløsningens synspunkt. Erkendelsen har ikke andet lys end det, som forløsningen kaster på verden: alt andet er rekonstruktion og forbliver et stykke teknik. Der må frembringes perspektiver, hvori verden udgør et vrængbillede af sig selv, fremmedgør sig, åbenbarer sine rifter og sprækker, lige så længselsfuld og vansiret som den engang vil foreligge i det messianske lys.”
Theodor W. Adorno, Minima Moralia

Vi må begrave de dødes utopier for at nå frem til vores egne. Uden vores egne utopier er vi berøvet ”det messianske lys”, der sætter os i stand til at se verden som et vrængbillede af sig selv og fremmedgjort fra sig selv, som længselsfuld og vansiret i alle sine rifter og sprækker. Så længe vi holder os selv fanget af fortidens utopier, forbliver vi blinde over for, hvad det virkeligt eksisterende Forenede Europa er blevet, og vigtigst af alt: over for, hvad det må blive, hvis det skal blive vores.