”Hun er ikke en lille pige, hun er en terrorist.” Om Ahed Tamimi-sagens betydning

Af Richard Falk
Oversat af Kristoffer Willert

Hvis man følger konflikten i Palæstina, må man næsten have hørt om den 16-årige pige Ahed Tamimi (nu fyldt 17), der satte sig op imod israelske soldater i sine forældres hjem, kort tid efter at hendes fætter, Mohammed, var blevet skudt i hovedet med en gummikugle, som sendte ham i koma. Optagelserne af hendes handlinger er gået viralt. De præsenterer verden for en modig ung kvinde, som udfører ikke-voldelige modstandshandlinger og dagen derpå bliver arresteret midt om natten i sit eget hjem for dernæst at blive anklaget for en række forbrydelser. Som det er almindelig praksis for det israelske politi,  blev Ahed sendt til et israelsk fængsel langt væk fra sine forældre og derpå nægtet muligheden for at blive løsladt mod kaution.

Det er almindeligt anerkendt, at Ahed Tamimi står som et heroisk offer for de mennesker i Palæstina og andre steder, der bifalder symbolske og ikke-voldelige modstandshandlinger i palæstinensernes nationale kamp. Flere steder er hun også blevet kaldt ”ikonisk”, fordi hendes historie er så stærkt et billede på det palæstinensiske folks enestående vedholdenhed. De har været udsat for 50 års besættelse, og samtidig er det 70 år siden, massefordrivelsen i 1948 – Nabkaen (”katastrofen”) – fandt sted. Den langvarige udmagring fortsætter uden nogen udsigt til en retfærdig afslutning. Den kendsgerning, at Ahed både er et barn og en pige, giver næring til en fortælling om mod, stædig modstand og forfølgelse. Det er også bemærkelsesværdigt, at Ahed allerede i 2013 blev et kendt ansigt, da hun blev tildelt Handala Courage-prisen af en tyrkisk kommune i Istanbul; en begivenhed omgærdet af meget opmærksomhed, hvilket skyldtes et morgenmåltid, der blev arrangeret til ære for hende af den daværende tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdoğan. Da hun bare var 13 år, var Ahed del af en kunstudstilling i Istanbul med den rammende titel: ”At være barn i Palæstina”.

Som man kunne forvente, var den israelske reaktion mindst lige så negativ og fornedrende, som den palæstinensiske var positiv. Ingen ringere end Israels kulturminister, Mira Regev, beskrev Ahed på følgende vis: ”Hun er ikke en lille pige, hun er en terrorist. De må efterhånden forstå, at folk som hende nødvendigvis må i fængsel og ikke få lov til at opildne til racisme og samfundsnedbrydende aktivitet over for staten Israel.” Israels internationalt kendte uddannelsesminister, Naftali Benett, var mere konkret, da han beskrev den passende straf for Aheds angivelige forbrydelse: ”Ahed Tamimi burde fængsles på livstid for sin forbrydelse.” Endnu mere makabert var det, da den prominente journalist Ben Caspit ganske chokerende hævdede, at den type af oprørsk opførsel, som Ahed Tamimi udviste, bør håndteres uden for lovens rammer: ”Hvad angår piger, så bør vi indkræve en anden form for afbetaling – i mørket, uden vidner eller kameraer.” Nogle kritikere ser denne udtalelse som et forsvar for seksuelt misbrug, ligefrem voldtægt. Men uanset intentionen bag udtalelsen, så er den kendsgerning, at den slags sprog flyder frit i de højere lag af det israelske samfund uden at fremkalde en israelsk modreaktion, symptomatisk for den terroristiske regeringsstil, man benytter til at knække viljen i den palæstinensiske modstand.

Mira Regevs reaktion på videoklippet af Tamimi afspejler den herskende stemning i landet, som på pervers vis vender op og ned på forholdet mellem undertrykker og undertrykt, forfølger og offer: ”Da jeg så det, følte jeg mig ydmyget. Jeg var knust,” sagde hun og fortsatte: “det var til skade for det israelske militærs ære og staten Israel.” Dette er udtryk for den besynderlige idé om, at det er israelerne og ikke palæstinenserne, der bliver ydmyget i den nuværende situation, selvom Israel har fuldstændig kontrol over alle aspekter af palæstinensernes liv, hvilket for palæstinenserne involverer daglige erfaringer med undertrykkende politikker, som er skabt til at skræmme, ydmyge og underkue. Omvendt nyder israelerne goderne ved deres urbane frihed og velstand i en atmosfære af normalitet. I de senere år har israelerne opnået en høj grad af sikkerhed, og med mindskelsen af sikkerhedstruslen er palæstinensernes lidelser og aspirationer blevet fjernet fra den offentlige bevidsthed. Når palæstinenserne, som i dette tilfælde, endelig bemærkes, sker det oftest med forhånelse og andre udtryk for en  undertrykkelsespolitik, som finder det passende at give palæstinensiske børn hårde straffe, der på ingen måde stemmer overens med alvoren i deres angivelige forbrydelser. Det er denne modsigelse mellem virkeligheden bag den palæstinensiske modstand og retorikken hos den israelske undertrykker, der giver Ahed Tamimis historie sin symbolske kraft.

Der findes naturligvis mere sofistikerede israelske reaktioner på Aheds handling. Nogle mener, at det urimelige består i den globale opmærksomhed, som hændelsen har været genstand for. Og nogle hævder sågar, at det var udtryk for et kynisk trick med henblik på at flytte verdensoffentlighedens fokus væk fra Hamas’ mislykkede forsøg på at starte en tredje ”intifada” som reaktion på Trumps beslutning om at flytte den amerikanske ambassade og anerkende Jerusalem som Israels hovedstad.

Andre kritikere fæstner sig ved, at hændelsen var iscenesat af palæstinensere, der havde sat videokameraer op, hvorfor videoen ikke er så spontan, som man umiddelbart skulle tro. En sådan påstand virker irrelevant, selv hvis den er korrekt, for Aheds handling var foranlediget af, at hendes fætter blev skudt og såret kort tid forinden, hvilket helt sikkert ikke var iscenesat, men derimod afspejlede et undertrykkende og voldeligt israelsk modsvar på den palæstinensiske modstand. Hvis man forklejner hendes handlinger som et middel til en ’infowar’, så ignorerer man også den usikkerhed, hun stod over for, da hun så kraftfuldt konfronterede israelske soldater og udfordrede deres autoritet. Hun kunne ikke være sikker på, at soldaterne ville undlade at svare igen med vold, sådan som nogle israelere uden tvivl ønskede, de skulle have gjort for at undgå ’ydmygelse’. Aheds tapperhed og prisværdige reaktion virker autentisk, når man betragter den i en bredere kontekst. Det var vel at mærke Tamimi-familiens modstandsaktiviteter i byen Nabi Saleh, der socialiserede Ahed ind i en kultur for ikke-voldelig aktivisme.

Jeg mener, at de polariserede reaktioner på hændelsen udgør en afgørende metafor for den nuværende fase i relationerne mellem Israel og Palæstina. Metaforen er særligt levende, fordi Ahed Tamimi som barn tilbyder et slående billede på den undertrykkende stats mentalitet og strategi. Fremtidsudsigten for Ahed er, at hun skal sættes for en militærdomstol, der finder over 99% af de anklagede skyldige. Det får én til at tænke på den sydafrikanske retspraksis, da racismen under apartheid var på sit højeste.

Ud over Aheds retslige skæbne har vi at gøre med en umenneskelig situation under al kritik, hvor en befolkning holdes fanget i generation efter generation. Ahed Tamimis handling og skæbne bør være af største betydning for os alle og inspirere til fornyet solidaritet med palæstinensernes nationale kamp.

Richard Falk er professor emeritus i folkeret. Han var FN’s særlige menneskerettighedsrapportør i de palæstinensiske områder fra 2008-2014.

Originalteksten blev bragt her: https://richardfalk.wordpress.com/2018/02/13/why-the-experience-of-ahed-tamimi-matters-so-much/