Rune Lykkeberg og parodien på en venstreintellektuel offentlighed. 1. del.

Af Uffe Kaels Auring

Rune Lykkebergs udenrigspolitiske journalistik kan lære os to ting, der er værd at vide. Den er et vidnesbyrd om, at vi ikke har en venstreintellektuel offentlighed herhjemme. Og den er et godt eksempel på den offentlighed, vi har.

Det skal altså ikke så meget handle om Lykkeberg. Hans journalistik skal blot i vidnesbyrdets og eksemplets form hjælpe os til at forstå nogle ting, der er af større og bredere interesse: den danske offentligheds opfattelsesevne og verdensanskuelse. Vi griber lidt tilbage i tiden og tager fat i Lykkebergs afsked til Barack Obama, nemlig essayet ”Der var håb. Var der andet?” fra 14. januar 2017.¹ Du får mere ud af at læse sagen selv end dette korte resume:

Lykkeberg fortæller personligt og levende om sin tidlige betagelse af ”den sorte kandidat […] som talte til det smukkeste i Vesten” og i den grad også til Lykkeberg selv, der fulgte tilblivelsen af Obama-fænomenet på så tæt hold, som det var ham muligt. Der var altså håb, og det emmede af idealer, principper og godhed. Kandidaten var en inkarnation af den vestlige verdens værdier og således dens rette leder. Da den sorte kandidat blev regerende præsident, begyndte Lykkeberg imidlertid at blive desillusioneret. Det blev gradvist mere klart for Lykkeberg, at Obama ikke rigtig formåede at indfri de forhåbninger, han havde skabt. Obama var for idealistisk til at håndhæve sine idealer i den store verden og for pragmatisk indstillet til for alvor at udfordre finansinteresserne hjemme i USA. På nogle punkter havde han heller ikke for alvor viljen til det. Og destruktive kræfter lagde ham forhindringer i vejen: Republikanerne derhjemme og ”russerne, iranerne og Assad” i det håbløse udland.

Baggrunden for politikeren Obama og brand Obama

Når man realistisk vil gøre rede for Obama-politikerens tilblivelse og erobring af magten, kommer man ikke uden om fantasierne om Obama-fænomenet. For mens fantasierne selvsagt ikke rummer indsigt i drivkræfterne bag succeshistorien, hører de selv til dens betingelser. Obama kunne ikke gøre sig håb om at vinde magten uden først at få magt over sindene, og han kunne ikke få magt over sindene ved at præsentere dem for et retvisende billede af de magtinteresser, han repræsenterede. For at kunne sætte sig igennem måtte magtinteresserne konstruere politiske forestillinger, der tilslørede deres karakter og virke.

Problemstillingen hidrører fra den umage parring af koncentreret magt og atomiseret demokrati; løsningen involverer illusioner. Lad os gå tilbage i midten af 2000, da Obama forberedte sin indtræden på den store scene. Omtrent tre ud af fire amerikanere mente dengang, at deres regering var ”styret af nogle få, store interesser, der kun bekymrer sig om sig selv.”² Den folkelige, såkaldte ”populistiske”, utilfredshed med ”de rige og magtfulde” og ”big business’ indflydelse” var udbredt.³ Det samme var ønsket om ”change”.

Dette er i øvrigt konstante forhold i amerikansk politik. I valgkampsår er der change as usual på programmet; når det politiske apparat vender tilbage til arbejdet, er det business as usual. Den redningsmand, det splittede land dengang havde brug for, måtte selvsagt bekende sig til ”forandring”. Først og fremmest skulle han dog være en forsoner.

I begyndelsen af 2005 udarbejdede Obama-holdet den strategi, der skulle sikre ham landets højeste politiske embede. Midlet var ”omhyggeligt at opbygge Obama-brandet”: ”Obama som en samlende figur og konsensusskaber, en næsten postpolitisk leder.”⁴

Den postpolitiske leder modtog i de følgende år uundværlig økonomisk og politisk opbakning fra rige donorer og magtfulde skikkelser i det demokratiske parti. Som begrundelse for satsningen på det relativt ubeskrevne blad pegede flere af de rige og magtfulde på en særlig kvalitet: Obama var en ”forsoner”. Han var ”reasonable” – altså fornuftig og medgørlig.⁵ Han var ”pragmatisk” og ikke konfrontatorisk. Og han var netop et ubeskrevet blad, som kunne udfyldes med de forskelligste ønskeforestillinger. Han havde tag i de unge og progressive, uden at de progressive ideer for alvor havde tag i ham.

Der var lagt op til forsoning af en mærkværdig ensidig slags. Den af grundsyn konservative, Reinhold Niebuhr-elskende⁶ Obamas opgave var at forsone folket med den eksisterende økonomiske, politiske og sociale orden, ikke bringe denne tættere på de folkelige ønsker, der på punkt efter punkt lå et godt stykke til venstre for de tiltag, realpolitikeren Obama kunne stå inde for – og havde mandat til blandt sine virkelige konstituenter. Så meget syntes de rige donorer at forstå; de forstod også, at Obamas tiltrækningskraft beroede på, at den menige progressive vælger forstod noget andet.

Obama-dividenden

Præsidentkandidaten blev efterfølgende solgt til det amerikanske folk af marketingsfirmaer med speciale i “at ændre sind og ændre hjerter […] og vinde stemmer” via ”kraften i branding – med principper rodfæstet i kommerciel marketing”.⁷ Et stort globalt publikum fulgte forestillingen fra sidelinjen. Bl.a. fulgte Rune Lykkeberg ”nat efter nat” primærvalgene på tv, inden han tog til USA ”for at se ham vinde valget”.

Det massive fokus på Obamas hudfarve, biografi, stil, klasse, uddannelse og talegaver var og er ikke kun overfladiske afledningsmanøvrer. Det er også politik sublimeret som karismatisk personlig tilstedeværelse. Marketingssuccesen blev beseglet med Obamas præsidentvalgssejr. Senere vandt han Nobels Fredspris. Men den virkelige præstation, der kvalificerede Obama til de politiske hædersbeviser, blev værdsat af en helt igennem apolitisk faggruppe. Kort før præsidentvalgsejren kårede Advertising Age Obama som ”marketer of the year” foran bl.a. Apple.⁸

Kåringen står tilbage som et emblem for Obamas måske største bedrift: at forsone progressive, populistiske, ”change”-hungrende kræfter med den eksisterende politiske og økonomiske ordens bitre og uforsonlige realiteter. Indledningsvist formåede Obama-holdet at veksle krav om forandring til stemmer på business as usual. På længere sigt formåede han at afpolitisere og dæmpe kravene. Dels via illusionen om, at forandringen var gennemført per 4. november 2008, da Håbets Kandidat vandt Det Hvide Hus. Dels i kraft af den senere desillusion over, at selv ikke en ”progressiv konge” (Lykkebergs glimrende udtryk) kunne føre rigtig progressiv politik i en gemen, uprogressiv verden.

Eftertiden vil, hvis den skulle gøre sig realistiske tanker om fortiden, muligvis også huske PR-bedriften som Obamas største bidrag til verdenspolitikken. ”Valg- og nominerings-processen er årets brand-relancering”, meddelte den administrerende direktør for et internationalt PR-firma: ”Brand America. Det er bare fantastisk.”⁹ The Economist opsummerede effekten af succesen: ”På tværs af kontinentet er Bush-had afløst af Obama-mani.”¹⁰ Næsten halvdelen af de adspurgte i en BBC-meningsmåling fortalte, at valget af Obama ”grundlæggende” ville forandre deres opfattelse af USA.¹¹

Transformationen af de politiske perceptioner indebar et kontant udbytte. Den amerikanske, liberale kommentator Gail Collins så valget som et skridt på vejen mod ”at genvinde Amerikas globale indflydelse” og indbød sine medborgere til at ”sole sig i erkendelsen af […] at USA igen får en præsident, som verden ønsker at følge.”¹² Verden indbefatter her respektable danske venstreintellektuelle.

Den mørke baggrund for solstrålehistorien er velkendt. ”De seneste otte år ødelagde troen på Brand America, og folk vil have den tro tilbage,” fortalte direktøren for et internationalt marketingsfirma i 2008.⁹ Obamas rehabilitering af den institutionaliserede standardpolitik under et nyt image var givetvis den præstation, der medførte mest ”change”. Lykkebergs afskedsartikel ”Der var håb. Var der andet?” viser os, hvad der sker, når man så at sige tager markedsførelsen personligt.

Populismens spøgelse i Obama-æraen

Da Obamas sejr var en realitet, solede progressive, europæiske intellektuelle sig i Obamas lys: ”Tralalalalala […] Amerika gjorde det godt. Nyd det […] Det er den bedste af alle verdener”.¹² Men de utilfredse, udstødte, vrede amerikanere levede fortsat i skyggen. Thomas Frank, forfatter til bestselleren What’s the Matter with Kansas?, bragte i 2004 en diagnose af årsagerne til den vigende opbakning til Det Demokratiske Parti:

”Demokrater taler ikke længere til folket i taberafdelingen af frimarkedssystemet […] Det Demokratiske Parti traf en ødelæggende beslutning, da det besluttede at genskabe sig selv som det andet pro-business-parti […] Problemet er, at Demokraterne ved at opgive det klassesprog, som engang skarpt adskilte dem fra Republikanerne, har gjort sig sårbare over for kulturelle stridsspørgsmål såsom våben og abort […] hvis hallucinatoriske appel normalt ville blive overskygget af materielle anliggender.”¹³

Obama fik lagt et plaster på det ømme punkt, Frank satte fingeren på. Da Hillary Clinton tabte præsidentvalget i 2016, blev plasteret revet af. Der viste sig et betændt sår. Verden måtte enten erkende eller bortforklare, at Demokraterne i vidt omfang var blevet slået med deres traditionelle kampmidler: klasseretorik og appeller til materielle bekymringer. Ikke at Clinton helt forsømte at tale de mindrebemidledes sag (eller at tale ned til dem). Men matadormilliardæren gjorde det tilsyneladende blot mere troværdigt.

Obamas postpolitik havde måske midlertidigt forjaget ”populismens spøgelse”, men ikke uddrevet det. Da han forlod Det Hvide Hus (og tog på kitesurfing-ferie med milliardæren Richard Branson), var den hjemlige sociale og økonomiske forbitrelse i det store hele intakt og på nogle punkter intensiveret. Obama fik nok midlertidigt dulmet dette reservoir af bitterhed. Men dets vækstbetingelser blev samtidig forbedret ”på hans vagt”. I november 2016 trådte nogle af de forsømte og vrede ud af skyggen som mørke kræfter under Trumps ledelse – der ligesom Obama forstod at suge antiestablishment-energier til sig og nu har til opgave at dirigere dem.

Forsoning

Obama bragte ”forsoning” uden større realpolitiske indrømmelser. I den herfra adskilte verden af professionelt fremstillede politiske perceptioner var selve eksistensen af den sorte, kultiverede præsident Obama en fuldbyrdelse af forsoningen. Med en eufori, der er typisk for den progressive elites ideverden, bemærkede den liberale kommentator Nicholas Kristof: “Vi amerikanere har fra tid til anden forrådt ideen om lighed og muligheder, men tirsdag aften revitaliserede vi den med stor styrke.”¹⁴ I disse kredse indvarslede Obamas indsættelse ikke startskuddet på en kamp for progressive dagsordener, men en festligholdelse over, at kampen var ført til ende. ”På grund af det, vi har gjort på denne dag, i dette valg, i dette afgørende øjeblik, er forandringen kommet til Amerika,” lød det i Obamas 2008-takketale.¹⁵ Sådan havde Lykkeberg det også: ”Vi syntes allerede, verden var blevet et bedre sted.”

Et kapitel med progressiv græsrodsaktivisme af hidtil uset omfang blev lukket. Sejrsrusen blev efterhånden afløst af almindeligt samtykke eller resignation. Obama var de progressives sublime sejrssymbol, ikke deres agent og bannerfører.

Kort inde i Obamas første præsidentperiode var verden vidne til, at de finans- og investeringsinstitutioner, som havde været blandt de største bidragydere til Obamas valgkampagner, blev de største modtagere af hans finansielle redningspakker. Navnene vil være kendt af folk med interesse for finanskrisens årsager: Citigroup, Goldman Sachs, JPMorgan Chase m.fl. I årene inden Obamas magtovertagelse havde økonomer som Lawrence Summers og Timothy Geithner taget aktivt del i den finansielle afreguleringspolitik. Efter at det finansielle system kollapsede, hjalp de Obama med at håndtere den fejlslagne afregulering med massive kapitalindsprøjtninger. Først svækkelse af statens finansielle kontrol; efterfølgende omfattende statsintervention på skatteborgernes regning. Den finanspolitiske konsistens er svær at få øje på – hvis man ser bort fra de kræfter, politikken i begge tilfælde begunstigede.

Det kan diskuteres, om Obama valgte politik for at vinde eller gengælde big business’ gunst eller blev valgt af big business, fordi de allerede havde hans gunst. Det er derimod svært at undslippe indtrykket af, at de var hinandens velgørere. Heroverfor kan man indvende, at Obama jo langede ud efter Wall Street i nogle af sine taler, hvorfor det må virke overilet eller ligefrem konspiratorisk at pege på en finans-politisk alliance. Men så må det virke helt malplaceret at begribe tingenes naturlige gang som en skuffet forventning, som når Lykkeberg beretter: ”Obama gjorde ikke op med Wall Street, han tog ikke det definitive opgør med finanskapitalismen.”

Han tog et moderat opgør? Det lå i kortene, at han ville tage ”det definitive opgør”? For iagttagere, der fulgte den realpolitiske baggrund for Obamas fænomenale, floskelfyldte talepolitik, virker denne Lykkeberg-indsigt som et udbrud fra en, der er halvt opvågnet fra hypnose: Han aner, at virkeligheden ikke svarer til fantasien, men ved ikke, hvad der i virkeligheden foregik, mens han så syner. Og hele seancen, som han endnu ikke er trådt helt ud af, virker stadig så perspektivgivende, at han forgæves og forstemt forsøger at begribe de nye indtryk med de gamle illusioner.

Violinmodellen

Forholdet mellem Obamas økonomiske signalpolitik og realpolitik har affødt en del forståelsesvanskeligheder. En indforstået iagttager, David Rothkopf, kunne i begyndelsen af Obamas første præsidentperiode indvie uden- og uforstående i tingenes rette sammenhæng: ”Dette er violinmodellen: Fasthold magten med venstre hånd, og spil musikken med den højre.”¹⁶ Indsigten er givetvis baseret på Rothkopfs erfaringer fra sit virke som højtstående embedsmand i Clinton-regeringens handelsministerium. Men dens gyldighed rækker ud over det økonomiske område.

Violinmodellen betegner en oplagt måde at regere på i en politisk orden, hvis beslutningsgrundlag er demokratisk, men hvis beslutningskraft er i de økonomiske eliters hænder. Politologerne Martin Gilens og Benjamin Page, der mest indgående har undersøgt den (udeblivende) politiske indflydelse hos forskellige indkomstgrupper, konkluderer: ”Når et flertal af borgerne er uenige med økonomiske eliter eller med organiserede interesser, taber de generelt […] selv når ret store flertal foretrækker politikændringer, får de dem generelt set ikke.”¹⁷ Men den gennemsnitlige borger, der føler sig ladt i stikken, skal jo stadig, i et vist omfang, være med på vognen, når der er valg.

Lykkeberg og andre politiske analytikere, som Obama rakte sin venstre hånd, og som lod sig betage af den ”logiske musik”, var sjældent lydhøre over for den musik, højre hånd spillede. Når det skete, lød de gammelkendte melodier som mislyde i deres ører. De blev forbløffede og ærgerlige og talte om Obamas ”svigt” – uden dog at slippe taget i Obamas venstre hånd. Når man er lige så svigtet, som man er forgabt, kan man føle trang til at knuge den elskedes hånd ekstra stærkt.

Progressive intellektuelle kunne imidlertid have sparet sig besværet med at finde sig til rette med musikken, hvis de havde erkendt, at de hele vejen igennem havde været eksponeret for én samlet præstation, for ikke at sige: en sand magtdemonstration. Obama var ikke en historie om slukkede håb og brudte løfter, men en postpolitisk succeshistorie om at vende fokus mod håb og ønsketænkning, skuffet eller ej, og en lektie i, hvorledes man skaber et progressivt mandat til at føre standard establishmentpolitik. Som frontfigur for et erfarent baggrundsorkester var Obama en udmærket violinist. Det egentlige mesterstykke var publikums hengivelse til musikken.

Lykkeberg er ikke alene

Lykkebergs modtagelighed for Obama-fænomenet kan næppe matches i indlevelse og følelsesfuldhed, men er langtfra enestående i sin tendens. De afskedsartikler, der blev bragt i de øvrige, mere eller mindre progressive, danske medier, fastholder heller ikke alle Obama-brandets selvvurderinger.¹⁸ Men de holder – i afskedens gribende stund – fast i Obamas offentlige selvfremstilling som vurderingsgrundlag for hans virke. Dermed får artiklerne ikke greb om den stærke linje af politisk kontinuitet, som kan føres langt ned i moderne amerikansk historie – og igennem årene 2008-2016, da USA’s første sorte præsident tegnede de dominerende institutioners standardpolitik udadtil. De får heller ikke øje på Obamas reelle bedrifter udi perceptionsskabelse. Hvad de derimod ser, er et storslået program og en mildt eller slemt skuffende eksekvering.

Læserne mødte historier om den idealistiske politiks ufuldkomne realisering. Idealismen er en effekt af brandets illusionskraft. Ufuldkommenheden er erfaringer af illusionsbrud. Opfattelser, der udspringer af illusioner, bliver imidlertid ikke mere oplysende af at blive skuffet.

Konstruktive illusioner og desillusioner

Dette essay handler ikke om Rune Lykkebergs journalistiske begavelse. Man kan hurtigt forvisse sig om, at han som journalist er usædvanligt skarp, indsigtsfuld og velskrivende, ved at læse hans egne artikler. Det handler om en type: åndsarbejderen, som Lykkeberg blot er et eksempel på. Uden at slippe taget i Lykkebergs eksemplariske ”Der var håb. Var der andet?” skal vi til at fokusere mindre på den progressivt liberale verdensopfattelse for i stedet at se nærmere på den bredere offentligheds verdensbillede – som de progressive visioner langt hen ad vejen blot er en særlig udgave af. Og vi vil så småt prøve at forstå, hvordan magten passer ind i billedet.

Tidligere nævnte jeg, at Obamas perceptionspolitik indebar realpolitiske gevinster. Et enkelt punkt kan illustrere det: Obama fik fripas til at dræbe og terrorisere af liberale kræfter på begge sider af Atlanten. Lykkeberg mindes et tidligt Obama-rally, hvor ”den her fantastiske mand” spurgte: ”Are you fired up and ready to go?” Lykkeberg erindrer på kollektivets vegne: ”Vi var fired up and ready to go anywhere med ham.” Det var selvfølgelig ikke drab, ødelæggelse og videreførelse af amerikansk dominans, Lykkeberg havde i tankerne, da han sådan lod sig fyre op, at der ikke var andet at sige, end hvad mesteren netop havde sagt, foruden at erklære ham blindt følgeskab (”go anywhere med ham”). For tanken var selvfølgelig, at det ikke krævede nærmere specifikation af rejsemålet at fastslå, at Obama ville føre os gode steder hen, så længe han ledte flokken. Disse rene, tomme forestillinger om et storslået projekt, som Lykkeberg henført ­– og forledt? – tænkte sig ind i, kan mennesker, der har forstand på gruppetænkning, lederskikkelsesdyrkelse og massesublimering, sikkert sige noget interessant om. Sporet skal ikke forfølges videre her.

Lad os i stedet holde fast i de realiteter, vejen til forløsning fører væk fra, og betænke, hvad Lykkeberg ikke tænkte sig ­– ja, hvad der ikke under nogen omstændigheder kunne finde vej til disciplens sind: at lederen var en voldelig hersker, der ulig sine forgænger nok holdt sig for god til at tale ”til det mest brutale i Vesten”, men ligesom sine forgængere gjorde god brug af nogle af Vestens mest brutale militærmidler i dominanspolitisk øjemed.

Lykkeberg skulle siden opleve, hvad der måtte blive den ultimative skuffelse inden for hans forestillingsverden: Obama-projektet førte ikke rigtig nogen vegne, skønt han selv og adskillige andre gode kræfter villigt havde ladet sig føre til hvad som helst, der er smukt og godt. Ironisk nok lå fejltagelsen til dels i, at ”lead from behind”-præsidenten viste sig at være for renfærdig til en verden, der også bebos af Putin og Assad. Da Lykkebergs Obama-skikkelse begyndte at krakelere, var det altså ikke, fordi ideen om Obamas bløde idealisme blev knust i konfrontationen med de hårde politiske realiteter. På det verdenspolitiske område blev denne idé tværtimod udlagt som selve kernen i en realpolitik, der ikke stod mål med de realiteter, den skulle håndtere. Lykkeberg ophøjer illusionen til en realitet, der har slået fejl.

Psykologisk set vil der alt andet lige være noget desillusionerende ved at blive skuffet. Det hindrer realistisk set ikke, at skuffelsen bekræfter illusioner ­– eksempelvis om, at lederen ligger under for en godtroende ønsketænkning, der ligger én selv nær. I et praktisk magtperspektiv virker sindets forbitrelse og den illusoriske virkelighedskonstruktion i forening. Skuffelsen begræder ikke kun det tabte; den er også en anfægtelse, der fører frem mod nye erobringer, som den genvundne realisme stiller vores civilisation udsigt.

Det er således ikke tilfældigt, at den konstante tilstand gennem Lykkebergs rørelser er en uudslukkelig tørst efter lederskab og blindhed for lederens kommende og aktuelle ugerninger. For en sober betragtning har følelsesdramaet sit udspring i en disposition for underkastelse og tjenstivrighed, som nok er stærkest udviklet hos de dannede lag i vores kultur. At Lykkeberg lod sig rive med, kan ikke alene føres tilbage på Obamas henrivende genbrug af velafprøvede talking points på Lykkebergs særlige ­– usædvanligt intelligente og vidende ­– tilfælde; at han siden måtte stå af, lader sig ligeledes ikke tilstrækkeligt forklare af Obamas temmelig konventionelle udenrigspolitik, for Lykkebergs egen forståelse af dette emne er mere end utilstrækkelig. Udfordringen ligger i at forstå tiltrækningskraften i de grundideer, Lykkeberg fortsat stod fast på, da han stod af: Han omvurderede sin idé om Obamas magtidealisme (som forfejlet) uden at revidere den (som illusorisk) og fastholdte dermed sin magtidealisering (i en hårdere, endnu mere lederskabskrævende udgave). Idealiseringen af magten findes nemlig både i ”realistiske” og ”idealistiske” varianter, i det krav om handlekraft og styrke, der forudsætter gode formål, og i den appel til autentiske idealer, der forudsætter en god vilje, som skal oplyses om sine rette formål.

I et personligt perspektiv kan Lykkebergs historie om Obamas fald på tronen læses som historien om hans egen omvendelse. De idealistiske drømme lå Lykkeberg så dybt på sinde, at han ikke kunne befri sig fra dem, som var de blot en sindets vildfarelse. Han blev først i stand til ”realistisk” at lægge afstand til sine drømme ved illusorisk at objektivere dem som den naive essens i Obamas udenrigspolitik. Måske. Man får i hvert fald indtryk af, at nogle komplekse, kognitivt krævende omvæltninger har udspillet sig i Lykkebergs sind. Praktisk talt gør det ikke den store forskel. Omslaget fra ”idealisme” til ”realisme” er en forskel i appeltype. I Lykkebergs tilfælde krævede det nok en følelsesmæssig omorientering at omstille sig til sine nye synspunkter, men intet nyt standpunkt. Hans artikel efterlader da også indtrykket af et menneske, der er blevet nogle indsigter rigere uden egentlig at ændre anskuelse. Folk, der har fulgt med i fremstillingen af Obamas udenrigspolitik, vil være med på, at det netop var, hvad Lykkeberg også gjorde. Han siger stort set, hvad man i tidens løb har sagt. Når de aktuelle betingelser ændrer sig, må synspunkterne tilpasse sig for at fastholde grundbetingelsen: ikke opbakning til en tilfældigt siddende præsident eller hans politiske tiltag, men støtte til magtens idé.

Lykkebergs specielle forestillingsverden har altså sine rødder i en almen verdensforestilling. Skønt omfavnelsen var mindre helhjertet, og svigtoplevelsen ikke så hjerteskærende hos de fleste af Lykkebergs kolleger, er indfaldsvinklen til magtpolitikken cirka den samme. Hermed er også sagt, at Lykkeberg hverken konventionelt eller principielt kan gøre sig skyldig i at forsvare overgreb, så længe den bredere offentlighed selv fastholder den blindhed, der gør det umuligt at forbinde ham med dem.

Denne skyldløse tilstand trives i øvrigt godt sammen med anfægtet ansvarsfuldhed. De progressive intellektuelle rettede især én anklage mod Obama: Han skulle have brugt mere vold. Specielt i Syrien. Mere neutrale journalister kunne derpå referere til “den sorte plet” på Obamas eftermæle.¹⁹

Offentlighedens principper

Lykkeberg fremhæver flere gange, at Obama videreførte en glorværdig vestlig tradition for at udleve (liberale) principper. Principperne har ”drevet [vores samfund] fremad, frigjort slaver og kvinder, undertrykte og arbejdere” og ”forvandlet de vredes krav til anerkendte rettigheder”. De virker desuden igennem USA’s ”bløde magt”. Men principper kan ”tabe” og ”tabte” under Obama, skønt han ellers ”talte til” dem i ”os” og derved ”bevægede mennesker mod højere mål”.

Det er tydeligvis ikke principper i simpel, principiel forstand, Lykkeberg skriver om. Et princip handler om, hvordan man skal handle; det drejer sig om fordringer og krav, ikke glorificering af en livsform. Lykkebergs principper optræder derimod som en abstrakt-idealistisk, yderst virksom (men altså ikke uovervindelig) historisk kraft; de er på én gang en overindividuel civilisatorisk karakter og en personlig egenskab.

Det er imidlertid i kraft af nogle reelt eksisterende principper for anskuelsesdannelse, at Lykkebergs ”principper” bliver til noget, der ligner en civilisationens verdensånd. De kan beskrives forskelligt, men lyder cirka sådan her:

1. Jeg er min civilisation (Vesten, verdensordenen, ’vi’).
2. Min civilisations identitet er god, formålsbestemt vilje.
3. Formålenes art fremgår af erklæringer fra magthaverne, især civilisationens øverste ledere.

Ud fra dette principgrundlag for selvidentifikationens og verdensanskuelsens ubrydelige enhed opretholder offentligheden vedvarende en identitet mellem den selv, moralen og USA/verdensordenen/den vestlige civilisation. På denne baggrund giver Lykkebergs ideer om ”principper” ­mening som et navn for den gode vilje. Dagbladet Information opererer, så vidt jeg kan bedømme, derimod ikke med principper i simpel forstand.

Principgrundlaget deles af de etablerede medier og intellektuelle, der ligger til højre for Information. Det gælder f.eks. Marie Krarup, hvis erklærede verdensbillede ellers står i stærk opposition til den liberale venstrefløj, så vidt de implicerede parter selv er orienterede. Der er ikke nogen respektabel, radikal position til venstre for Information og Lykkeberg, der bryder med forestillingen om den fremragende vestlige civilisation.²⁰

Det er Lykkebergs fortjeneste at fremstille denne tvær- eller overpolitiske ideologi klart og tydeligt. I den personlige bekendelses form viser han, hvorledes verdensopfattelsen er integreret i selvidentifikationen. Afskeden til Obama demonstrerer desuden meget konkret, hvilken betydning principgrundlaget har for virkelighedsbeskrivelsens abstraktionsniveau. Det vil nok falde en eller anden vestrefløjskritiker for brystet, at Lykkebergs ”principper” både har frigjort undertrykte og arbejdere samt tjent som instrument for den amerikanske stats ”bløde magt”. For det kan vel ikke være rigtigt, at det er de samme eller beslægtede historiske kræfter, der frigør arbejdere og styrker amerikanske interesser? Måske ikke. Lykkebergs pointe er formuleret så abstrakt, at det er svært at vide, hvad vi skal gribe fat i i den ydre verden, for at vurdere det. Et forslag kunne være at se på nogle af de mange kampe for arbejderes og undertryktes vilkår i Latinamerika de seneste 50-60 år. USA har været en meget engageret part i stridighederne, og det er velbeskrevet, hvilke magtformer supermagten har anvendt, og hvilke principper den har kæmpet for.²¹ Hvis dette forslag virker som en tarvelig afsporing, kan det måske skyldes, at indsigten i USA’s frigørelsesprojekt skal opnås ved at se indad og mærke det ”smukke” principfaste sted, som vi alle har i os, og som Obama lånte sin stemme.

Uanset om Lykkeberg har forstået noget forkert om arbejderhistorie og amerikansk udenrigspolitik, viser hans forståelse noget rigtigt om den civilisatoriske identifikationspolitik: Den er i udgangspunktet værdineutral og kan i sine slutprodukter inkarnere sig i de mest forskelligartede politiske erklæringer. Du kan træde ind i den uden at forlade dit socialistiske, liberale eller konservative ståsted. I hvert fald uden at opgive identifikationen med de værdier, du sætter allermest pris på. Dine værdier fungerer som et bindemiddel, en symbolsk ressource, der kan forbinde dig til en civilisation, som uden ideologisk diskrimination indoptager alle villige. Den afgørende prøve på, om du er med på holdet, ligger i, om du er med på at forsvare vestlig magtudøvelse. Det står dig frit for at vælge udtryksmidlerne. Alt efter temperament kan vi tale om identifikationspolitikkens inklusion, rummelighed eller udstrakte herredømme.

Desillusionens illusionskraft

Når Lykkeberg skal sætte ord på, hvad Obama og USA står for, benytter han gennemgående Obamas egne ord (jf. 3. princip ovenfor). Han går direkte til kilden, og han gør det med begejstring. Hos andre meningsdannere er det ellers sjældent helt tydeligt, hvad ophavet til ideerne om vores identitet er. Den følelsesmæssige investering er rigtignok usædvanlig stor i Lykkebergs tilfælde, men den må omvendt siges at være underbetonet i den mindre bevægede og mere objektive standardjournalistik, der blindt antager, hvad Lykkeberg energisk omfavner. Det er ikke dumt at få de institutionelle bånd til magthaverne, som medierne er underlagt og nyder godt af, præsenteret som følelsesmæssig tilknytning. Det er endda nok mere ærligt.

Men Lykkeberg blev som nævnt næsten lige så grundigt skuffet, som han var ekstatisk forført. For han har ikke blot øre for Obamas løfter. Chefredaktøren for det uafhængige, kritiske medie, der efter eget udsagn ”betyder modstand”²², har også blik for, at kongen ikke leverede, da han satte sig på tronen og glemte at regere. Her møder vi et andet kendetegn ved identifikationspolitikken, der er lige så logisk, som det virker paradoksalt: Den udelukker ikke, men synes endda at lægge op til erfaringer af skuffelse og svigt. Også denne følelsesreaktion har sine institutionelle grunde. Her vil jeg blot pege på konturerne af den konsistente praksis, der følger heraf.

Man bliver nemlig ikke rigtig udøvende identifikationspolitiker af at se bort fra enhver realitet uden for identiteternes ophøjede idéverden. Den rette indstilling til verden er først på plads, når realiteterne betragtes som identitetsudlevelse – identitet i handling. Synsmåden rummer grundlæggende set to betragtninger, som dagligt gennemspilles i alle mulige nuancer i offentligheden. Den positive: Vi kæmper for det, vi står for. Den negative: Vi kæmper ikke for det, vi står for.²³ Det er altså i konfrontationen med verden, at det kan gå galt. For der sker ting, der ikke passer til, hvem vi er. Og nogle af dem udretter vi selv. Så meget kan og vil identifikationspolitikeren erkende. Det er hans lod at blive svigtet. Spørgsmålet er, hvad han stiller op med det. Som vi skal se, rummer Lykkebergs særlige svar nogle almene indsigter.

Lykkeberg stiller Obama og vores civilisation til regnskab for blandt andet Guántanamo-lejrens grusomhed, den stigende ulighed i USA og nedbrudt modstandskraft over for de onde kræfter (såsom Assad og Rusland, der ikke forstår principper og blød magt og derfor burde have været håndteret med magtens hårde variant). Altså en perlerække af nederlag for det progressivt liberale menneske. Det, der kæder Obama sammen med disse onder, er ordet ”ikke”. Den ”progressive konge” formåede ”ikke at gøre noget fundamentalt ved den amerikanske ulighed”; han prøvede endda ”aldrig rigtig” at gøre det; han formåede ikke ”at skabe en politisk base for sine projekter”; og han ”tog ikke ideologiske opgør”. Med mere. Lykkeberg beskriver indgående, hvad der gik galt, ikke hvad der er galt med den idé, der tilsagde, at det egentlig skulle være gået godt. Det er realiteterne, der svigter og skuffer, ikke ideen om realiteterne, der slog fejl. Virkeligheden er forkert indrettet, mens iagttageren er rigtigt indstillet. Vi kan kalde det identifikationspolitikkens negationsretorik, hvis vi præciserer, at det er en erkendelsesform og overbevisningsevne, ikke en strategisk overtalelsesteknik. Identifikationen med magten bevares, idet magten spaltes i et sandt ideal, der desværre ikke realiseres, og i en beklagelig praktisk tilstedeværelse, der heldigvis er falsk.²⁴

Nogle håbløse betragtninger

Den herskende identifikationspolitik siger: Enten optræder vi som dem, vi er, eller vi afviger fra os selv. Den levner ikke mulighed for en tredje betragtning: Det, vi gør, viser, at vi er noget andet end det, magthaverne ellers mente, vi var. Eller simpelthen: Vi står for det, vi gør. Synspunktet udelukkes af antagelsen om, at identiteten fremgår af magthavernes erklæringer. Da håbets kandidat blev realpolitiker, var det desillusionens, ikke sandhedens time for de progressive. Obama trådte ud af og ikke i karakter, da han først begyndte at bestemme.

En fjerde synsmåde kunne ellers være: Vi står ikke for noget. Det, vi gør, gør vi af andre grunde. En sådan idé er en identifikationspolitisk absurditet.

En femte synsmåde: Jeg har min identitet, og magthaverne har deres. Der er ikke noget vi. Denne indstilling finder man hos menigmand og -kvinde, også udtrykt i offentligheden, om end i dens randområder.²⁵ Offentlighedens repræsentanter kan ikke bruge den til noget. At opgive identifikationen – nogle gange positiv, andre gange negativ – med magthaverne beløber sig til en implicit anmodning om at blive meldt ud af offentligheden.

Lad os gå tilbage til gangbare synsmåder. Magthaverne pådutter os ikke deres verdenssyn, for vi skal kunne tåle synet af dem. De udbreder anskuelser af magtudøvelsen, som vi kan leve med.²⁶ Magten bliver et folkeligt verdensbillede ved at iklæde sig vores værdier. I denne forædlede form er magten vores forestillingsrum og umiddelbare livsverden. Kulturen er altså oplyst, værdibaseret, moderat og samvittighedsfuld. Nej: ignorant, værdinedbrydende, ekstremt voldelig og ansvarsløs. Sammenhængen mellem offentlighedens selvbillede og reelle egenskaber behandles nærmere i anden del af dette essay.

1. Lykkeberg, Rune: ”Der var håb. Var der andet?”, Information, 14. januar 2017. www: https://www.information.dk/mofo/haab-andet
2. Se afsnittet “General opinions about the federal government” i: “Beyond Distrust: How Americans View Their Government”, Pew Research Center, 23. november 2015. www: http://www.people-press.org/2015/11/23/2-general-opinions-about-the-federal-government/
3. Gallup News: “Big Business”. www: http://news.gallup.com/poll/5248/big-business.aspx
4. Mike Dorning & Christi Parsons: “Carefully crafting the Barack Obama ‘brand’”, The Chicago Tribune, 12. juni 2007. www: http://www.chicagotribune.com/chi-obama_senate_recordjun12-archive-story.html
5. Se David Mendell (2007): Obama: From Promise to Power, s. 247-248.
6. David Brooks: “Obama, Gospel and Verse”, The New York Times, 26. april 2007. www: http://select.nytimes.com/2007/04/26/opinion/26brooks.html
7. Se Pam Martens: ”The Obama Bubble Agenda”, Counterpunch, 6. Maj 2008. www: https://www.counterpunch.org/2008/05/06/the-obama-bubble-agenda/
8. Matthew Creamer: “Obama Wins! … Ad Age’s Marketer of the Year”, AdAge, 17. oktober 2008. www: http://adage.com/article/moy-2008/obama-wins-ad-age-s-marketer-year/131810/
9. Laurel Wentz: “An Instant Overhaul for Tainted Brand America”, AdAge, 10. november 2008. www: http://adage.com/article/news/obama-win-offers-instant-overhaul-tainted-brand-america/132352/
10. The Economist: “Such sweet sorrow”, The Economist, 12. juni 2008. www: http://www.economist.com/node/11543722
11. BBC: “Obama win preferred in world poll”, BBC, 10 september 2008. www: http://news.bbc.co.uk/2/hi/7606100.stm
12. Gail Collins: “Thinking of Good Vibrations”, The New York Times, 5. november 2008. www: http://www.nytimes.com/2008/11/06/opinion/06collins.html
13. Frank, Thomas: What’s the Matter with Kansas? How Conservatives Won the Heart of America, 2004, New York: Henry Holt and Company, s. 245.
14. Nicholas Kristof: “The Obama Dividend”, The New York Times, 5. november 2008. www: http://www.nytimes.com/2008/11/06/opinion/06kristof.html
15. Barack Obama: “Election Night Victory Speech”, 4. november 2008. www: http://obamaspeeches.com/E11-Barack-Obama-Election-Night-Victory-Speech-Grant-Park-Illinois-November-4-2008.htm
16. David Rothkopf citeret i: David E. Sangernov: “Obama Tilts to Center, Inviting a Clash of Ideas”, The New York Times, 21. november 2008. www: http://www.nytimes.com/2008/11/22/us/politics/22assess.html
17. Martin Gilens and Benjamin I. Page: “Testing Theories of American Politics: Elites, Interest Groups, and Average Citizens”, American Political Science Association, 2014. www: https://scholar.princeton.edu/sites/default/files/mgilens/files/gilens_and_page_2014_-testing_theories_of_american_politics.doc.pdf
18. Se eksempelvis:
    Politiken: ”Derfor vil vi savne Barack Obama”, Politiken, 8. januar 2017.
    Natalie Nougayrède: ”Europa vil savne dig, Obama”, Information, 9. januar 2017.
    Mads Fuglede: ”Vi kommer til at savne Obama”, BT, 20. oktober 2016.
19. Se eksempelvis Steffen Gram: ”Giftgas-angreb i Syrien er den store sorte plet på Obamas udenrigspolitik”, dr.dk, 21 august 2014. www: https://www.dr.dk/nyheder/udland/analyse-giftgas-angreb-i-syrien-er-den-store-sorte-plet-paa-obamas-udenrigspolitik
20. Hvad angår verdenspolitiske emner, har offentlighedens forskellige fløje cirka samme identifikationspolitik. I det ringe omfang der er diskussion, vedrører striden mest, hvilke værdier og symboler der skal lægges ind i lighedstegnet mellem mig=vestlig statsmagt for at få ligningen til at gå op. Ofte er det holdningen til islam eller andre truende fremmede, der skygger for den fælles, tilgrundliggende identitet.
21. Se f.eks. Frederick Gareaus State terrorism and the United States – From Counterinsurgency to the War on Terrorism, 2004, Zed Books.
22. Rune Lykkeberg: ”Information betyder modstand”, Information, 8. september 2017. www: https://www.information.dk/2017/09/information-betyder-modstand
23. Der findes faktisk også den ekstremt negative mulighed: Vi kæmper for det modsatte af det, vi står for. Den er ikke særlig udbredt. Den identifikationspolitiske anskuelse er her spændt til bristepunktet – men ikke umulig at opretholde, hvis identitetsideen fastholdes i sin rene, overjordiske form.
24. For en uddybning af dette forhold, se min ”Moralsk klarhed og virkelighedsforvanskning: 1. del: Forløsning forude”, Medieoplysning.dk, august 2016. www: http://medieoplysning.dk/?p=2848
25. Se f.eks. nogle af kommentarerne, ikke mindst Erling Jepsens, under internetudgaven af Lykkebergs artikel: Lykkeberg, Rune: ”Der var håb. Var der andet?”, Information, 14. januar 2017. www: https://www.information.dk/mofo/haab-andet
26. Målrettede statspropagandaprogrammer er, så vidt jeg ved, ikke beskrevet for Danmarks vedkommende. Men se følgende kilder om Storbritannien:
    House of Commons, Defence Committee, Fourteenth report, session 1999/2000, paras 254–7, 324, www.publications.parliament.uk/pa/cm199900
    David Miller, ‘Information dominance: The philosophy of total propaganda control’, Scoop – Independent News, 29. december 2003. www: http://www.scoop.co.nz/stories/HL0312/S00216.htm