For den verden, der følger
Oversat fra fransk af Anna Cornelia Ploug og Serena Hebsgaard
Forsidebillede: Fra omslaget til Maintenant. Foto: Jean-Pierre Sageot
Den usynlige komité er et fransk forfatterkollektiv og, efter eget udsagn, “en tendens i den nuværende omstyrtning”. I foråret udkom deres seneste bog, Maintenant1 (‘Nu’), hvis sidste kapitel denne tekst er et uddrag fra. For 10 år siden udgav de L’insurrection qui vient (dansk: Den kommende opstand, After Hand/Antipyrine 2011) og i 2014 À nos amis (‘Til vores venner’).
Efter aftale med Den usynlige komité og forlaget La fabrique bringer Eftertryk Magasin her en oversættelse af udvalgte dele af kapitlet ‘Pour la suite du monde’ (Maintenant, 2017).2
*
Det i os, der higer efter at acceptere de indre lænker, som holder os fastspændt,
Det i os, der er så sygt, at vi klamrer os til så usikre eksistensvilkår,
Det, der er så udmattet af elendighed, nød og slag, at i morgen hver dag synes længere væk end månen,
Det, som finder det mageligt at drikke kaffe latte på trendy caféer med junglemotiver i baggrunden, mens man surfer på sin MacBook – livets søndag allieret med historiens afslutning,
Venter på løsninger.
‘Transition towns’, social og solidarisk økonomi, den sjette republik, alternativ kommunalisme, borgerløn, filmen Demain, udvandring til rummet, tusind nye fængsler, hjemsendelse af alle klodens fremmede, fusion mellem menneske og maskine – om det så er ingeniører, ledere, aktivister, politikere, miljøforkæmpere, skuespillere eller bare højtråbende filantroper; alle dem, som hævder, de har løsningerne på den nuværende katastrofe, gør i virkeligheden kun én ting: påtvinger os deres forståelse af problemet i håb om at få os til at glemme, at de tydeligvis selv er en del af det. Som en ven sagde: “Løsningen på det problem, du støder på her i tilværelsen, består i en levemåde, der får problemet til at forsvinde.”
*
Vi har ikke noget program, ingen nemme løsninger. At destituere3 vil på latin også sige at skuffe. Ingen forventninger vil blive indfriet. Alt afhængig af vores erfaringer, vores møder med andre, vores succeser og vores fiaskoer, danner vi vores egen partiske opfattelse af verden, som vi siden raffinerer gennem vores samtaler med venner. Hvis man synes, en bestemt opfattelse er den rigtige, må man også være stor nok til at tage konsekvenserne, eller i det mindste have en form for princip.
*
Hvor fortrængt det end må være, så forbliver spørgsmålet om kommunisme fuldstændig centralt i den nuværende epoke. Om end det så kun er, fordi dens modsætning – økonomien – aldrig har domineret så gennemgående som nu. Den kinesiske stats delegationer, der årligt lægger blomster ved Marx’ grav i London, forstyrrer ikke nogen. Man kan selvfølgelig godt ignorere det kommunistiske spørgsmål. Man kan vænne sig til at træde hen over hjemløses og migranters kroppe på gaden hver morgen på vej til kontoret. Man kan i realtid følge polarisen smelte, vandstandens stigning i verdenshavene eller dyr og mennesker, der fortvivlet migrerer i alle retninger. Man kan fortsætte med at sidde og forberede sin egen cancer, for hver skefuld kartoffelmos man slubrer i sig. Man kan fortælle sig selv, at højkonjunkturen, lidt autoritet eller økofeminisme nok skal løse det hele.
At fortsætte sådan kræver, at vi undertrykker følelsen af at leve i et samfund, der er kriminelt helt ind til knoglerne; en følelse, som igen og igen minder os om, at vi selv er en del af sammensværgelsen. Hver gang vi kommer i kontakt med dette samfund gennem hvilken som helst af dets apparater, forbrug af selv den mindste af dets varer eller gennem det arbejde, vi udfører for det, er vi dets medskyldige og pådrager os andel i de synder, det er baseret på: at udnytte, plyndre og underminere selve betingelserne for jordisk eksistens overhovedet. Der er ikke længere plads til uskyldighed i denne verden. Vi har i stedet valget mellem to forbrydelser: at deltage i samfundet eller desertere fra det for at kæmpe mod det. Jagten på forbryderen og tørsten efter straf og fordømmelse er i dag fuldstændig forrykt og har udelukkende til formål at skabe en substitut for uskyldighed hos publikum, blot for et kort øjeblik. Men eftersom lindringen kun er kortvarig, må man uophørligt fortsætte med at beskylde, afstraffe og anklage for at købe sig fri. Kafka forklarede kriminalromanens popularitet ud fra samme princip:
“I kriminalromanen handler det om at opklare hemmeligheder, som er skjult bag usædvanlige begivenheder. I livet forholder det sig akkurat modsat. Hemmeligheden er ikke henlagt til baggrunden. Den er tværtimod lige for næsen af os. Den er det, som ellers lader til at være en selvfølge. Det er netop derfor, vi ikke ser den. Hverdagens banalitet er den største røverhistorie, der findes. Hvert eneste sekund er vi i kontakt med tusindvis af kadavere og misgerninger uden at lægge mærke til det. Sådan er tilværelsens rutine. Og i tilfældet, hvor der, til trods for vores vane, alligevel vil være et eller andet, som overrasker os, der råder vi over et vidunderligt beroligelsesmiddel, nemlig kriminalromanen, som lægger enhver af vores tilværelses hemmeligheder frem som et exceptionelt fænomen, en sag for domstolene. Kriminalromanen er således ikke bare en bagatel, men en støtte for samfundet, et tvunget brystharnisk, der skjuler den strenge og nederdrægtige usædelighed bag sin uskyld, som desuden giver sig ud for at være god skik.”
Det handler om at rejse sig fra mordernes rækker.
*
Få spørgsmål er blevet stillet lige så dårligt som spørgsmålet om kommunismen. Det er ikke et nyt spørgsmål, det er ældgammelt. Åbn blot Salmernes Bog, så vil du se det. Klassekampen stammer fra den antikke jødedoms profeter, hvis ikke endnu tidligere. Det utopiske i kommunismen finder man allerede i de apokryfe bøger fra perioden: “Jorden vil være fælles for alle, og der vil ikke længere være hverken mure eller grænser … Alle vil leve i fællesskab, og rigdom vil være nyttesløs … Der vil ikke længere være fattige og rige, tyranner og slaver, store og små, konger eller herrer, men alle vil være lige.”
*
Grunden til, at det kommunistiske spørgsmål er blevet dårligt stillet, er først og fremmest, at det er blevet formuleret som et socialt spørgsmål, det vil sige et spørgsmål, der specifikt drejer sig om mennesket. Alligevel er spørgsmålet aldrig hørt op med at beskæftige verden. Når det fortsat hjemsøger verden, er det, fordi det ikke tager udgangspunkt i en ideologisk fiksering, men derimod tager afsæt i en gennemlevet grunderfaring, der stammer fra tidernes morgen: nemlig erfaringen af fællesskab4, der ophæver økonomiens aksiomer såvel som civilisationens smukke konstruktioner. Fællesskab gives ikke som en ting, men kun som erfaring. Erfaringen af sammenhæng mellem eksistenser og verden. Vi gør os erfaringen af denne sammenhæng i kærlighed og i venskab. I min fredfyldte tilstedeværelse, her, nu, i denne velkendte by, foran denne gamle sequoia sempervirens, hvis grene sættes i bevægelse af vinden, erfarer jeg sammenhængen. I denne opstand, hvor vi holder sammen om den plan, som vi har sat os for, hvor kammeraternes sang giver os mod, hvor en street medic tager sig af en tilfældig såret person på jorden, erfarer jeg sammenhængen. I dette trykkeri, hvor en 4-farve Heidelberg hersker, under opsyn af en ven, mens jeg forbereder flyers, en anden ven limer, og en tredje beskærer denne lille samizdat5, som vi sammen har udtænkt, her, i denne glød og entusiasme, erfarer jeg sammenhængen.
Der er ikke mig og verden, mig og de andre, der er mig, med mine, på netop dette lille stykke af verden, som jeg elsker uindskrænket. Der er nok skønhed i dét at være lige præcis her og ingen andre steder. Det er ikke helt ubetydeligt som tegn på vores tid, at en tysk skovløber, og ikke en hippie, får kæmpe succes ved at afsløre, at træerne ’taler’, ’elsker’, ’bekymrer sig om hinanden’ og kan ’erindre’ de ting, de har gennemlevet. Han kalder det Træernes hemmelige liv. Det kan tilføjes, at der ligefrem har været en antropolog, der i pure alvor stiller spørgsmålet, Hvordan tænker skovene? En antropolog, ikke en botaniker. Ved at anskue det menneskelige subjekt isoleret fra sin verden, ved at løsrive de dødelige fra alt det, som lever rundt om dem, kunne moderniteten ikke andet end sætte en altødelæggende kommunisme i verden, en socialisme. Og denne socialisme kunne ikke møde bønder, nomader eller ‘de vilde’ uden at se dem som en hindring, der skal fjernes, som en kedelig rest fra bunden af det nationale bogholderi. Den kunne ikke selv se, hvilken kommunisme de bar med sig. Hvis den moderne ‘kommunisme’ har kunnet forestille sig selv som et universelt broderskab, som realiseret lighed, så er det kun ved henkastet at ekstrapolere en faktisk oplevelse af broderskab fra venskabet til kampen. For hvad er venskab, hvis ikke lighed mellem venner?
*
Hvis vi ikke har en – i det mindste punktvis – erfaring af fællesskab, vil vi dø, visne hen og blive hårde ørkenkynikere. Livet er denne velfungerende spøgelsesby befolket af smilende mannequiner. Vores behov for fællesskab er så påtrængende, at kapitalismen, efter at have ødelagt alle de eksisterende forbindelser, ikke længere kan fungere uden at give et løfte om ‘fællesskab’. Hvad er sociale netværk og apps til at arrangere møder med, hvis ikke dette evigt skuffende løfte? Hvad er alle kommunikationsmåderne og kommunikationsteknologierne, alle kærlighedssangene, hvis ikke et forsøg på at opretholde drømmen om, at der er sammenhæng mellem skabninger, dér, hvor al kontakt i virkeligheden unddrager sig? Dette frustrerede løfte om fællesskab fordobler belejligt behovet. Det gør ligefrem behovet hysterisk og får den store pengemaskine til at dreje stadigt hurtigere for dem, som udnytter den. At fastholde ulykken og foregøgle sin mulige udgang, dét er kapitalismens store styrke.
I 2015 blev pornoplatformen PornHub alene besøgt i alt 4.392.486.580 timer, det vil sige to en halv gange så meget tid, som homo sapiens har tilbragt på Jorden. Det er intet som denne tids besættelse af seksualitet og dens pornografiske tøjlesløshed, der i en sådan grad vidner om behovet for fællesskab, netop i den ekstreme mangel på samme. Når Milton Friedman siger, at “markedet er en magisk mekanisme, der dagligt tillader at forene millioner af individer, uden at de behøver bryde sig om hinanden eller overhovedet tale sammen”, beskriver han et resultat, alt imens han omhyggeligt skjuler den proces, som har ført så mange mennesker ud på markedet, og det, som fastholder dem dér, og som ikke bare tæller sult, trusler eller grådighed. Han sparer sig for at indrømme alle de typer af ødelæggelse, som gør det muligt overhovedet at etablere sådan noget som ‘et marked’ og at præsentere det som noget naturligt.
Det samme er på spil, når en marxist docerer: “Efter kapitalismen vil sygdom, død, kærlighedssorg og alskens idioter stadig hærge, men der vil ikke længere være massiv og paradoksal fattigdom, drevet frem af en abstrakt produktion af rigdom, der vil hverken være et selvstændigt fetichistisk system eller en dogmatisk social form” (Robert Kurz). Det kommunistiske spørgsmål kan lige så godt fremsættes fra hver af vores ubetydelige og unikke eksistenser, ud fra dét, som gør os syge. Fra det, som rister os over en sagte ild. Fra vores fejlslagne kærlighedsforsøg. Fra dét, som her og nu gør os fremmede for hinanden under dække af at forklare alle verdens onder; vi stiller os tilfreds med den åndssvage ide, at ‘folk er nogle idioter’. At afvise dén indsigt svarer til at bære sin ufølsomhed tværs over skulderen. Sådan noget sømmer sig for den type bleg og nærsynet mandighed, som er påkrævet, hvis man vil være økonom.
Over for selv de mindste af livets problemer tilføjer marxisterne, eller i det mindste mange iblandt dem, en vis gemenhed, hvilket allerede var Hjerterkonges6 varemærke. Der bliver endda organiseret konferencer om ‘kommunismens idé’ – det virker, som om de bliver lavet med det bevidste formål, at kommunismen skal forblive idé og ikke blande sig for meget ind i livet. For slet ikke at nævne de hemmelige møder, hvor man lader, som om man kan vedtage, hvad der er ‘kommunistisk’, og hvad der ikke er.
*
Oven på det europæiske socialdemokratis kollaps i kølvandet på første verdenskrig besluttede Lenin at give den gamle socialismes smuldrende facade en makeover ved at overmale den med det smukke ord ‘kommunisme’. Altså låner han komisk nok fra anarkisterne, der i mellemtiden havde gjort det til deres banner. Denne bekvemme forvirring omkring socialisme og kommunisme har gennem det sidste århundrede i høj grad været skyld i, at ordet blev synonymt med katastrofe, massakre, diktatur og folkemord. Siden da har anarkister og marxister spillet pingpong rundt om modsætningsparret individ-samfund uden at bekymre sig om, at denne falske antinomi er formet af den økonomiske tænkning. Hvis man gør oprør mod samfundet i individets navn, eller mod individualismen i socialismens navn, så har man på forhånd spærret vejen. I mindst tre århundreder har individ og samfund hver især hævdet sig selv på bekostning af den anden, og det er denne dristige og vaklende tendens, der år efter år får det charmerende hjul, vi kender som ‘økonomien’, til at dreje.
I modsætning til det billede, som økonomien gerne vil tegne, er livet ikke et spørgsmål om individer, der ejer forskellige ting og sager, som de enten kan gøre brug af eller skille sig af med. Livet består snarere af tilknytninger, opstillinger og situerede væsner, som bevæger sig i et sammensurium af bånd. Ved at omfavne den liberale fiktion om individet kunne den moderne ‘kommunisme’ ikke undgå at forveksle ejendom og tilknytninger med hinanden og således videreføre ødelæggelsen, bedst som den troede, at den kæmpede mod privat ejendom og opførte socialisme. Den har desuden været hjulpet godt på vej af grammatikken, der ikke differentierer mellem ejendom og tilknytning. Hvilken grammatisk forskel er der, når jeg taler om ‘min bror’ eller ‘mit hood’, og når Warren Buffet taler om ‘min holding’ eller ‘mine aktier’? Ingen. Ikke desto mindre taler man i det ene tilfælde om tilknytning og i det andet om juridisk ejendom; om noget, der konstituerer mig, på den ene side, og om en titel, som jeg besidder, på den anden.
Det er kun på baggrund af en sådan forvirring, at man har kunnet forestille sig, at en genstand som ‘Menneskeheden’ kunne eksistere. Menneskeheden, det vil sige alle menneskene, der på én og samme måde er løsrevet fra det, der udgør deres bestemte eksistens, og på fantasmatisk vis er blevet genforenet i en stor uopdrivelig tingest. Ved at massakrere alle de relationer, der udgør selve vævsstrukturen af verden, under påskud af at fjerne den private ejendomsret over produktionsmidlerne, har den moderne ‘kommunisme’ praktisk talt visket hele tavlen ren. Det er dét, der sker for dem, der praktiserer økonomien, alt imens de kritiserer den. “Økonomien er ikke noget, vi skal kritisere, det er noget, vi skal gøre op med!” ville Lyotard have sagt. Kommunisme er ikke en ‘bedre økonomisk organisering af samfundet’, men en afmontering af økonomien per se.
Økonomien hviler på to sammensvorne fiktioner: ‘samfundet’ og ‘individet´. At afmontere økonomien vil indebære at placere denne falske antinomi og bringe dét frem i lyset, som den forsøger at tildække. Dét, som disse fiktioner har til fælles, er, at de får os til at se entiteter, lukkede enheder, når der i virkeligheden er forbindelser. Samfundet giver sig ud for at være den øverste entitet, der forener alle de individuelle entiteter. Det er det samme billede, som har eksisteret siden Hobbes og Leviathans titelblad: suverænitetens mægtige krop, der udgøres af alle undersåtternes bittesmå, homogeniserede og serialiserede kroppe. Den praksis, som gør den sociale fiktion levedygtig, består i at tromle alt det, der udgør det enkelte menneskes specifikke eksistens, udslette de forbindelser, som konstituerer os, og benægte de ordninger, vi indgår i, for siden at generobre de nu temmelig lemlæstede atomer, der således er bragt ind i et fuldstændig fiktivt bånd – det famøse og spøgelsesagtige ‘sociale bånd’. At betragte sig selv som socialt væsen er altså altid at begribe sig selv udefra, at forholde sig til sig selv ved at abstrahere fra sig selv. Det er kendetegnende for den økonomiske forståelse af verden, at alt skal forstås udefra. Den slags jansenistisk humbug kan man finde hos Pierre Nicole, der i høj grad har påvirket den økonomiske politiks grundlæggere. Han havde allerede opskriften i 1671:
“Hvor korrupt hele samfundet end bliver indeni og i Guds øjne, så vil der intet være udenfor, som er bedre reguleret, mere civiliseret og retfærdigt, mere fredeligt og ærligt eller mere gavmildt; og hvad der ville være endog mere beundringsværdigt er, at alt imens samfundet udelukkende drives frem og bevæges af egenkærlighed, vil denne egenkærlighed slet ikke fremgå, og samtidig med at man er fuldstændig tom for barmhjertighed, så vil man overalt kun se barmhjertighedens form og karakterer.”
Intet fornuftigt spørgsmål kan blive stillet fra dette udgangspunkt, for slet ikke at tale om blive løst. Det kan kun blive et spørgsmål om ledelse og økonomi. Det er ikke for ingenting, at ‘société’ både betyder samfund og virksomhed. Det gjorde sig i øvrigt allerede gældende i det gamle Rom. Når man stiftede et selskab under Tiberius, rejste man samtidig en societas. En societas, et samfund, er stadig en alliance, en frivillig forening, som man enten adlyder eller trækker sig fra, alt efter interesse. Det er derfor alt i alt et forhold, et udvendigt ‘bånd’, et ‘bånd’, der ikke berører noget i os, og som man kan tage skadesløs orlov fra, et ‘bånd’ uden kontakt – og således overhovedet ikke et bånd.
(…)
Det er et spørgsmål om opfattelsesplan, og derfor om handlemåde. Et praktisk spørgsmål. Det, som den opfattelse, der tager afsæt i entiteter – individuelle som kollektive – afholder os fra at opnå, befinder sig på det plan, hvor tingene faktisk sker, på det plan, hvor kollektive kræfter opbygges og nedbrydes, styrkes eller svinder bort. Det er på dette – og kun dette – plan, at det virkelige, herunder det politisk virkelige, bliver læseligt og giver mening. At udleve kommunismen består ikke i at arbejde for at bibeholde den entitet, som man selv tilhører, men i at udfolde og uddybe et sæt af forbindelser, hvilket også vil sige undertiden at skære nogle fra. Det væsentlige sker i det bittesmå. For kommunisten strækker der sig en verden af vigtige fakta, så langt øjet rækker. Opfattelsen af bånd ophæver på positiv vis selve opstillingen af et alternativ mellem individ og kollektiv. Et ’jeg’, som lyder retfærdigt i den konkrete situation, kan blive et ’vi’ af sjælden styrke. Og enhver Kommunes særlige lyksalighed viser ligeledes hen til et væld af singulariteter, til en bestemt forbindelsesform, til sin midte, hvorfra hvert brudstykke af verden udstråler – slut med enheder, med deres fremspring, slut med individuel og kollektiv indespærring, slut med narcissismens regime.
“Den eneste form for fremgang,” skrev digteren Franco Fortini, “består, og vil altid bestå, i at opnå et højere, mere synligt og oplyst sted, hvor det vil være muligt at fremme hver enkelt eksistens’ kræfter og kvaliteter.” Dét, der er at desertere fra, er hverken ‘samfundet’ eller ‘det individuelle liv’, men det par, som de danner tilsammen. Vi må lære at bevæge os på et andet plan.
*
‘Samfundet’ undergår en iøjnefaldende opløsning, men der sker på den anden side også et forsøg på en ny opbygning. Som det ofte er tilfældet, må vi vende os mod den anden side af Den Engelske Kanal for at se, hvad vi har i vente. Det, som venter os, er dét, som de konservative regeringer i Storbritannien har sat i værk siden 2010, nemlig ‘Big Society’. Hvad der ikke er indikeret i navnet, er, at projekt ‘Store Samfund’, som det her drejer sig om, består i en endelig afmontering af de institutioner, der i en eller anden grad vækker minder om ‘velfærdsstaten’. Det, som er interessant, er, at denne rene, neoliberale reform fremsætter sine prioriteter på følgende vis: “give mere magt til ‘de små fællesskaber’ (lokalisme og decentralisering), opmuntre folk til at engagere sig aktivt i deres ‘nærmiljø’ (frivilligt arbejde), overføre beføjelser fra centralregeringen til lokale autoriteter, støtte kooperativer, gensidige forsikringsselskaber, velgørenhedsorganisationer og ‘social enterprises’ og udgive offentlige data (open government).”
Dén manøvre, det liberale samfund forsøger sig med, i dét øjeblik det ikke længere kan skjule sit sammenbrud, er at gå i gang med at redde den særlige, og særligt uappetitlige, natur og de forhold, der udgør den, ved at kopiere sig selv i det uendelige, i en vrimmel af tusinde små samfund: kollektiverne.
Kollektiver i enhver afskygning – kollektiver af borgere, beboere, aktivister, foreninger, kollektiver af kunstnere, af folk fra les quartiers og arbejdskollektiver – heri består det sociales fremtid. Også i kollektivet indtræder man som individ, på et egalitært grundlag, forenet om en interesse, og man er fri til at forlade det, når man lyster. Således deler kollektiverne det sociales bløde og ektoplasmiske struktur. De ser ud til at være af udflydende realitet, men dette fravær af bastanthed er deres tydelige kendetegn. Teatertruppen, konferencen, rockgruppen og rugbyholdet er alle kollektive former. De er anordninger af et mangefold af uensartede elementer. De indeholder mennesker distribueret ud til forskellige positioner og forskellige opgaver, som aftegner en særlig ydre form, med afstande, mellemrum, en rytme. Og de indeholder også alle mulige slags ikke-mennesker – steder, værktøjer, materiel, ritualer, råb og omkvæd. Det er dét, som udgør formerne, de determinerede former.
Men det, som karakteriserer ‘kollektivet’ i sig selv, er lige præcis, at det er formløst. Og dét selv i sin formalisme. Formalismen, som vil agere medicin mod sin mangel på form, lykkes ikke, udover når den opererer under dække eller bruger listige kneb, og for det meste kun midlertidigt. Det er tilstrækkeligt at stille sig frem som et medlem af kollektivet, og blive accepteret som sådant, for at udgøre en del af det på lige fod med enhver anden. Den postulerede lighed og horisontalitet gør dybest set enhver affirmeret singularitet til noget skandaløst eller betydningsløst og har som sin grundlæggende affektive klang en diffus jalousi. Det er altså ikke andet end uopfyldte ambitioner, rastløshed i kulissen, åndssvag sladder. De middelmådige finder i kollektivet et opium, der barmhjertigt hjælper dem til at glemme deres følelse af utilstrækkelighed.
Kollektivernes egentlige tyranni er fraværet af struktur. Det er derfor, de har tendens til at sprede sig overalt. Når man virkelig skal være cool i vore dage, så laver man ikke bare et band, så laver man et ‘musikkollektiv’. Det samme gælder samtidskunstnerne og deres ‘kunstnerkollektiver’. Og fordi kunstverdenen så ofte foregriber det, som senere generaliseres til at være alles økonomiske vilkår, forbavses man ikke, når man hører en forsker i management og ‘specialist i kollektiv aktivitet’ beskrive denne udvikling:
“Tidligere opfattede man holdet som en statisk entitet, hvor enhver havde en rolle og et formål. Man talte derfor om produktionshold, interventions- og beslutningshold. Siden da er holdet blevet en ting i bevægelse, idet de individer, der udgør det, skifter roller for at tilpasse sig deres miljø, som ligeledes er omskifteligt. Holdet bliver i dag opfattet som en dynamisk proces.”
Hvilken lønmodtager fra ‘de innovative fag’ er stadig blind for det tyranni, fraværet af struktur afføder? Således virkeliggøres den perfekte sammensmeltning af udbytning og selvudbytning. Hvis det endnu ikke er alle virksomheder, der er kollektiver, er kollektiverne allerede nu virksomheder – virksomheder, der for størstedelens vedkommende ikke producerer noget ud over sig selv. På samme måde som en konstellation af kollektiver ville kunne fungere som afløser for det gamle samfund, kan man frygte, at socialismen ikke vil kunne overleve udover som kollektivsocialisme, små grupper af mennesker, som tvinger sig selv til at ‘leve sammen’, det vil sige: skabe samfund. Intet sted taler man så meget om ‘samliv’ som dér, hvor alle dybest set afskyr hinanden, og hvor ingen ved, hvordan man skal leve. “Som modgift til uberiseringen af livet har vi kollektiverne”, som en journalist for nylig skrev som overskrift på en artikel. De selvbestaltede entreprenører har også brug for en oase over for den neoliberale ørken. Men når det bliver deres tur, er oaserne tilintetgjort: de, som her søger et tilflugtssted, bringer ørkenens sand med sig.
*
Jo mere ‘samfundet’ smuldrer, jo mere vokser kollektivernes tiltrækningskraft. De optræder som en falsk udgang. Dette bondefangeri fungerer så meget desto bedre, når det atomiserede individ hårdhændet mærker sin eksistens’ forvildelse og ulykke. Kollektiverne er kaldet til at genindlemme dem, som er blevet forstødt fra denne verden, eller som selv har forstødt verden. De kan endda love en parodi på ‘kommunisme’, som uundgåeligt vil slutte af med skuffelse og en voksende afsmag. Den falske antinomi, der tilsammen udgør individ og kollektiv, er til gengæld ikke særligt svær at afsløre: Alle de fejl, som kollektivet har for vane generøst at låne ud til individet – egoisme, narcissisme, løgnagtighed, stolthed, jalousi, besidderiskhed, kalkuleren, fantasien om almægtighed, interesser og opspind – findes i værre og mere karikeret og uangribelig udgave i kollektiverne. Aldrig vil et individ kunne være ligeså besidderisk, narcissistisk, egoistisk, jaloux, så meget i ond tro og overbevist om sit eget sludder, som et kollektiv er det. Når folk siger ‘Frankrig’, ‘proletariatet’, ‘samfundet’ eller ‘kollektivet’, mens de flakkende blinker med øjnene, vil enhver person med god hørelse ikke høre andet end et uophørligt ‘Mig! Mig! Mig!’
For at opbygge et eller andet, der er kollektivt og kraftfuldt, må man begynde med at opgive kollektiverne og alt det, som de fører med sig af katastrofal udvendighed til dem selv, verden og de andre. Heiner Müller gik længere endnu: “Dét, som kapitalismen tilbyder, sigter netop mod de kollektive samlinger, men er formuleret på en måde, der får dem til at splintres. Det, som kommunismen tilbyder, til gengæld, er absolut ensomhed. Kapitalismen byder aldrig på ensomhed, men altid kun forening. McDonald’s er kollektivitetens ultimative tilbud. Over hele verden sidder man i det samme lokale; man æder det samme lort, og alle er tilfredse. For hos McDonald’s er de et kollektiv. Selv ansigterne i McDonald’s-restauranterne bliver mere og mere ens. […] Der findes en kliché om kommunisme som kollektivisering. Dét er på ingen måde tilfældet; det er kapitalisme, der er kollektivisering […] Kommunisme er overgivelsen af mennesket til dets ensomhed. Foran dit spejl giver kommunismen dig intet. Det er dens overlegenhed. Individet er reduceret til sin egen eksistens. Kapitalismen kan altid give dig noget, for så vidt den fjerner folk fra dem selv” (Trykfejl).
(…)
Form opstår i mødet mellem en situation og en nødvendighed. Er en form først opstået, påvirker den gerne ting langt ud over den selv. I konflikten i foråret 20167 så vi en form bryde frem fra et specifikt punkt, der kan udpeges med nøjagtighed. På Austerlitz-broen, d. 31. marts 2016, skred en modig lille gruppe frem mod CRS’erne8 og fik dem til at vige tilbage. Den forreste række består af maskerede folk, der bærer gasmasker og holder et forstærket banner, mens andre maskerede holder fast i dem i tilfælde af forsøg på arrestation; de danner en blok bag den forreste linje, og i endnu en række bagved og langs siderne; atter andre maskerede er udrustet med stave, som de slår panserne med.
Efter denne lille form var brudt frem, spredte en videooptagelse af bedriften sig på de sociale medier. I de følgende uger formerede den sig ustandseligt, indtil det nåede et højdepunkt d. 14. juni 2016, hvor man ikke længere kunne få tal på dens afkom. Fordi der i enhver form er en bid af selve livet, er det sande kommunistiske spørgsmål ikke ‘hvordan skal man producere?’, men ‘hvordan skal man leve?’ Kommunismen tildeler dette gamle etiske spørgsmål en fuldstændig central rolle; det selvsamme spørgsmål, som den historiske socialisme altid har anset som ‘metafysisk’, ‘forhastet’ eller ‘småborgerligt’, og som ikke er spørgsmålet om arbejde. Det er generel aftotalisering, og ikke altings socialisering.
*
For os er kommunismen ikke en målsætning. Der gives ikke nogen ‘transition’ til den. Kommunisme er transition i sig selv: den er på vej.
(…)
Sat over for den kapitalistiske organisering kan en destituerende kraft under ingen omstændigheder fastholde sin immanens, alt det, som, i mangel på sol, vokser under isen, alle forsøgene på lokalt initiativ, en serie af punktuelle angreb, om så hele denne lille verden jævnligt skulle stå midt i store stormfulde demonstrationer. Og oprøret kommer under ingen omstændigheder til at vente på, at alle bliver oprørere. Men den – heldigvis nagende – fejl, som leninisterne, trotskisterne, negristerne og andre under-politikere begår, er troen på, at en periode, som ser alle hegemonierne falde til jorden, stadig ville kunne bane vej for et politisk hegemoni, ja selv et partisanerhegemoni, som Pablo Iglesias og Chantal Mouffe drømte om. Hvad de ikke ser, er, at det i en alder af erklæret horisontalitet er horisontaliteten selv, som er vertikal. Ingen organiserer længere andres autonomi. Den eneste vertikalitet, der stadig er mulig, er situationens, dén, der trænger sig ind på alle sine delkomponenter, fordi den overstiger dem, idet de samlede kræfters tilstedeværelse er mere end hver enkelte.
Det eneste, som er i stand til at forene alle dem, der deserterer fra dette samfund, i et historisk parti, er situationens forstand: Alt dét, som gør situationen gradvist mere anskuelig, alt det, som betoner modstanderens bevægelser, alt det, som identificerer, hvilke veje der er praktiske, og hvilke forhindringer der er – forhindringernes systematiske karakter. Ifølge denne forstand er den type vertikal afmontering, det kræver for at skubbe visse situationer i den ønskede retning, noget, som sagtens kan improviseres lejlighedsvist.
*
En sådan strategisk vertikalitet kan kun affødes af en kontinuerlig, generøs og velmenende debat. Denne tids kommunikationsmidler er organisationsformer. Dette er vores svaghed, eftersom de ikke er i vores hænder, og de, som kontrollerer dem, ikke er vores venner. Der er derfor ikke noget andet valg end at indføre en samtalekunst mellem de verdener, som på så grusom vis mislykkes, og som er det eneste sted, hvorfra den rette beslutning kan udspringe – i nær forbindelse med en situation. En sådan tilstand i debatten kan ikke vinde sig ind på centrum fra det sted i periferien, hvor den i dag fastholdes ved hjælp af en offensiv på følsomhedens side, på det forestillingsmæssige plan og ikke det diskursive. Der er tale om at adressere kroppen og ikke bare hovedet.
*
“Kommunismen er den materielle proces, som sigter efter at gøre materialiteten ved såkaldt åndelige ting håndgribelig og forståelig. Herunder, i den bog, som vores egne kroppe er, at kunne læse alt det, som mennesker gjorde og var under tidens suverænitet; og dechifrere sporene af menneskeartens gang på en Jord, som ikke bevarer et eneste spor.” (Franco Fortini).
Serena Hebsgaard studerer antropologi, migrationsstudier og arabisk på SOAS University of London.
Anna Cornelia Ploug studerer Modern European Philosophy på Kingston University og er idé- og samfundsredaktør på Eftertryk Magasin.
- comité invisible: Maintenant, La fabrique éditions, 2017. Alle noter er oversætternes.
- Kapitlets titel, ‘Pour la suite du monde’, kan også oversættes med ‘For resten af verden’ og er i øvrigt titlen på en canadisk dokumentarfilm fra 1963 (cinéma québécois), der portrætterede beboerne på øen L’île-aux-Coudres og den traditionelle hvalfangstsmetode, som de genoptog i forbindelse med optagelserne.
- Det latinske verbum destituo er i denne tekst blevet gengivet med ‘afmontere’ (hvis ikke ‘destituere’). Den usynlige komité angiver tidligere i Maintenant bl.a. følgende betydninger: adskille, forlade, afgive, afskaffe, skuffe og bedrage (76).
- Communauté er gennemgående blevet oversat med ‘fællesskab’ (eng. the commons, fra. commun, dan. til fælles, fælleden).
- Russisk for ’selv-udgivelse’, en form for undergrundslitteratur udbredt i Sovjetunionen, hvor censureret materiale blev udgivet i hemmelighed og cirkuleret fra hånd til hånd.
- Det franske Barbu, ‘den skæggede’, refererer til Hjerterkonge, der typisk afbildes med fuldt hageskæg og et sværd igennem hovedet, i spillet af samme navn. På dansk ‘Brus’, ‘brusbart’.
- Henviser til bølgen af protester i foråret 2016, der fik navnet Nuit Debout-bevægelsen, og som opstod i forbindelse med den såkaldte El Khomri-lov, der præsenterede en neoliberal deregulering af arbejdsmarkedet.
- Compagnies Républicaines de Sécurité, mobil enhed af den nationale politistyrke, der især står for håndtering af optøjer.