Vejen mod et identitetsfællesskab er ikke altid hensynsfuld

STUDIESTART. Offentligheden må være indstillet på, at den også fremover kommer til at høre om grænseoverskridende og kontroversielle ritualer, når nye studerende starter på deres uddannelse

Af Nicki B. E. Hansen & Philip Larsen

Han står med bind for øjnene. Rundt omkring ham står hundrede gutter og hujer. De råber »fisse« i kor med jævne mellemrum og har festbukserne nede om anklerne. Forinden er der blevet hældt godt med snaps på dem.

Vi er på rustur med en flok nystartede studerende på Københavns Universitet. Og vi står midt i kulminationen på den leg, de ældre studerende – tutorerne – har planlagt for drengene.

En tutor begynder nu at fordele et tykt lag nutella ud over sin ene håndflade. Så knytter han næven. En anden tutor instruerer derpå fyren med bind for øjnene på at strække sin ene pegefinger frem, og sammen går de to hen mod ham med nutellaen. Det er oplagt, hvad der skal ske. Folk griner. Tutoren laver prustende lyde, da rusens pegefinger trænger ind i den knyttede hånd.

Kort efter er pegefingeren ude af næven igen, og rusen får fjernet bindet for øjnene. Han kigger på sin finger. Der klæber noget brunt til den. Har han stukket den op i røven på en anden? Han ser sig lidt forvirret omkring og vover så en snuser. Den ene tutor slår ham på skulderen, det er bare nutella. Den nye studerende griner betuttet, og der bliver råbt fisse en ekstra gang, inden hele rosset stavrer over til pigerne og gallagildet.

Tilbagevendende historier

Legen var en del af en rustur i 2012. Den skulle vække offentlighedens forargelse, da et par studerende i et senere radioprogram berettede om nutellaseancen og en portion lignende tilfælde. De store dagblade skrev om det, studiets ledelse og de tutoransvarlige måtte ud i offentligheden og fortælle, hvad der var los, og det blev understreget fra flere sider, at den slags slet ikke kunne accepteres på de danske universiteter. Nogen måtte gøre noget.

Historien er langtfra en enlig svale. Med jævne mellemrum dukker lignende beretninger op. Hver gang med samme offentlige forargelse til følge. Med andre ord er de grænseoverskridende rustursritualer svære at komme til livs. Spørgsmålet er selvfølgelig hvorfor.

At blive optaget som studerende

En rustur er en integreret del af langt de fleste studiestartsforløb på landets videregående uddannelser. Her mødes de kommende studerende og deres tutorer til sociale aktiviteter, gerne over flere dage i en feriekoloni i provinsen. De skal lære hinanden at kende. Og de skal, som man siger, rystes sammen.

Inden de tager af sted på rusturen, har de modtaget et tilsagn fra staten om, at de er blevet optaget på deres uddannelse. Det har de arbejdet på i gymnasiet. I en meritokratisk og bureaukratisk optik er de allerede studerende: de har det påkrævede gennemsnit, de har udfyldt de relevante formularer, og nu er de lukket ind. De står opført i registrene og er formelt udrustede med nogle rettigheder (eksamensret, SU etc.) og pligter (samle ECTS, deltage i kurser etc.), og hvis de ikke lever op til dem, kan de stemples ud af systemet, ligesom de blev stemplet ind i det.

Denne bureaukratiske optagelse forvandler formelt og juridisk den enkelte til »studerende«, og det er selvfølgelig vigtigt, men det er ikke alt. For den formelle identitet som studerende er temmelig tynd og garanterer ikke mere fællesskab og socialt sammenhold, end ens folkeregisteradresse garanterer, at man kender sin nabo. Derfor er der i mange tilfælde også en anden tærskel, som de nyoptagede må over, før deres status som studerende også kan blive social. Og rusturen er ofte et stort skridt i den retning.

Behovet for en stærk og fælles identitet

Når rusture antager ekstravagante og åbenbart kontroversielle former, som den vi indledningsvist beskrev, bliver det tydeligt, at de er andet og mere end en sammenkomst, der skal give ruserne mulighed for at »lære hinanden at kende«. I så fald kunne man bare have lukket dem ind i det samme lokale en tid lang og ladet dem selv om resten. Det gør man selvfølgelig også. Kaffe på institutcaféerne og fredagsbarer er en fast del af studiernes introforløb, men de har ikke fortrængt rusturene og deres nutellanæver.

Den slags arrangementer er ikke tænkt som en mulighed for fri snak. De er af tydeligt rituel karakter og er stramt koordinerede af tutorerne, det vil sige af repræsentanter for det fællesskab, som ruserne skal optages i, og de skal ikke fyldes ud med snak. Kort sagt kan arrangementerne ses som et optagelses- og overgangsritual, hvis grundlæggende sociale formål er at forvandle ikke-studerende til studerende.

Et ritual er en manipulation af et ”rituelt objekt” med det formål at ændre objektets sociale status, dets identitet, om man vil. Man tager det rituelle objekt og fjerner det fra den normalsociale verden. Man manipulerer det. Man genindsætter det i normalsocialiteten, men nu i forandret udgave. Et bryllup er et fint eksempel. Før ritualet var man ugift, nu er man gift. Denne kirkelige handling garanterer noget socialt andet end den juridiske ændring af ens stand, som et ægteskab i vores samfund også medfører, og derfor afholdes der bryllupper.

På samme måde fortæller selve forekomsten af rusturenes ritualer, at den bureaukratiske optagelse ikke er nok til at ændre den nyoptagedes sociale status i tilstrækkelig grad. Måske er den nok for det statslige apparat, men ikke for de studerende selv, der ønsker at indtræde i en mere levende og identitetstyk socialitet, end Den Koordinerede Tilmelding kan tilbyde.

Samhørighed og ydmygelse

Rustursritualer varierer naturligvis fra studium til studium, og der er gennem de senere års mange historier om udknaldede rusture set forskellige grader i intensiteten af grænseoverskridelse og (selv)ydmygende arrangementer. Men netop det grænseoverskridende, den situation, hvor den nystartede studerende (»objektet«) bliver trukket ud af de vante omgivelser og indsat midlertidigt i en ny og med statens og normalsocialitetens øjne mere kulørt situation, er gennemgående for de rusture, der har vakt offentlig forargelse.

De grænseoverskridende indslag og ritualer på rusturerne skal cementere samhørigheden på tværs af de nyoptagede og de allerede indviede på studiet. Ritualer binder mennesker sammen. Det er de nye, som står for skud, for det er dem, der skal optages. Det er de dem, ruserne, der må smide klunset for at danne den længste tøjkæde, underhakkere og brystholdere inklusive. Eller som i vores indledende tilfælde forledes til at tro, at de har haft stukket fingeren op i toeren på en anden. Blottelse og endda ydmygelse bliver således nøgleord. Man blottes for og ydmyges af det fællesskab, man skal indtræde i.

I vores tilfælde med nutellaen er det interessante imidlertid, at ydmygelsen trods alt kun er en vits, og at den netop afsløres som en vits undervejs i ritualet. Derfor er der også grund til at overveje, hvor misbilligende man bør se på enhver form for grænseoverskridende aktivitet på rusture.

Den offentlige forargelses rødder

Som offentlighed bør vi nok være indstillet på, at vi også fremover kommer til at høre om rusture med mere eller mindre krasse indslag. Rusture, der forarger. Vejen mod et identitetstykt fællesskab er ikke altid hensynsfuld og fløjlsblød.

To sideordnede logikker er på færde på den enkeltes vej fra ikke-studerende til studerende. Den ene er den bureaukratiske, hvor individet registreres som studerende i statens store excelark efter at have gjort sig fortjent til det. Den anden er den identitets- og fællesskabsopbyggende, som rækker ud over gymnasiefaglige meritter og bureaukratiske procedurer, og den involverer gerne ritualer og grænseoverskridende aktiviteter.

Forargelsen over ritualerne opstår, fordi offentligheden ikke opfatter den rituelle logik som legitim. Det skyldes, at den hverken er meritokratisk eller individualistisk. Ingen bedrift eller fortjeneste ud over selve deltagelsen i ritualet kan give dig adgang til fællesskabet, og for at få det må du i hvert fald for en stund suspendere dine egne, individuelle sensibiliteter og underlægge dig kollektivets ubehagelige vilje. Og det var netop det, der fik en studerende til at gå til offentligheden og fortælle om nutellaarrangementet, som ingen for alvor kunne finde offentligt acceptable argumenter frem for at forsvare. Vi har set det samme i forbindelse med lignende (mere ekstreme) hændelser i militæret som fx på den nu nedlagte Grønnedalsbase.

Offentlighedens opfattelse flugter altså helt med statens procedurer, og den rituelle logik bliver uforsvarlig og vil altid kunne presses yderligere. Men den vil næppe forsvinde helt, og spørgsmålet er, om vi i sidste ende ville være tjent med et samfund, der er så statsligt reglementeret og så offentligt oplyst, at ikke en eneste rusturshytte længere har plads til de mere dunkle fællesskaber, som mennesker søger både til trods for og på grund af deres grænseoverskridende karakter.