’Ingen kvaler, de fattige betaler’. 6. del

En særlig forretningskonstruktion blander almindelige danskeres skatte- og pensionskroner ind i et kritisabelt mineprojekt i Armenien. Modellen er vidt udbredt, men udgør ifølge kritikere en gældsfælde for fattige lande. (Dette er sjette og sidste del i Jens Mallings artikelserie i seks dele. Læs også 5. del, 4. del, 3. del, 2. del og 1. del)

”At bidrage til at skabe økonomisk vækst i Danmark”.

Sådan beskriver statens eksportkreditfond (EKF) sit formål. EKF er offentligt ejet. Fonden benytter en særlig forretningskonstruktion for at hjælpe dansk erhvervsliv i udlandet. At bidrage til at skabe økonomisk vækst via EKF’s model her i Nordeuropa støder dog på kritik. Ulandsorganisationer og eksperter i udviklingsbistand mener, at EKF skaber rigdom i Danmark på bekostning af fattige lande. EKF hjælper danske virksomheder ved at garantere deres investeringer i udlandet med almindelige danskeres skattepenge. Hvordan EKF konkret hjælper dansk erhvervsliv, er opførelsen af kobberminen i det nordlige Armenien et eksempel på. I 2013 blev det offentligt kendt, at PensionDanmark sagde ja til at stille sine penge til rådighed for mineprojektet – 350 mio. kr. For at beskytte sig mod, at noget skulle gå galt i Armenien, ’forsikrede’ PensionDanmark sig hos statens eksportkreditfond. På den måde bliver almindelige danskeres skatte- og pensionskroner indblandet i det armenske forretningseventyr.

Modellen for finansieringen af minen bliver forklaret af kommunikationschef i EKF Mogens Agger Tang: “PensionDanmark lånte i 2013 cirka 350 mio. kr. til den russiske bank VTB. Pengene skulle VTB bruge til at yde et lån til sin kunde, mineselskabet Teghout CJSC (mineselskabet er en del af Vallex Group, red.), til køb af udstyr fra FLSmidth. Ifølge aftalen skal VTB Bank betale pengene tilbage til PensionDanmark i løbet af cirka 10 år. EKF har stillet en garanti til PensionDanmark, som betyder, at EKF dækker et eventuelt tab, hvis VTB Bank mod forventning ikke kan tilbagebetale lånet som aftalt.”

Direktør for PensionDanmark Torben Möger Pedersen glædede sig i 2013 over, at garantien indebærer ”et afkast til medlemmerne pænt over obligationsrenten”. Finansieringen var betinget af, at det armenske mineselskab Vallex brugte beløbet til at købe udstyr af det danske ingeniørfirma FLSmidth, hvor PensionDanmark i 2014 ejede for 45 mio. kr. aktier. PensionDanmark opererer med betydelig tyngde i det lille land i Kaukasus – selskabets formue er tre gange større end Armeniens bruttonationalprodukt. I takt med at verdensmarkedsprisen på kobber falder, stiger sandsynligheden for, at Vallex kommer i problemer med at betale lånet tilbage til den russiske bank. Hvilke konsekvenser det får, og om EKF’s garanti eventuelt træder i kraft, så danske skattebetalere må betale for forretningseventyret i Armenien, har EKF i første omgang taget forholdsregler imod:

“Om mineselskabet betaler sit lån til VTB eller ej, er ikke afgørende for, om PensionDanmark får sine penge fra den russiske bank. Det er et mellemværende mellem minen og banken,” siger Mogens Agger Tang.

Skaber gæld

Kobberminen i Armenien åbnede i december 2014, men det dansk-finansierede projekt stødte på massiv lokal modstand. Eksperter, aktivister, landsbyboere og organisationer prøvede at forhindre det. De kritiserede beslutningsprocessen for at være gennemsyret af korruption og advarede mod store miljøødelæggelser. Arbejdsforholdene på et nærliggende anlæg til at forarbejde kobberet har vist sig at være horrible. Hundredvis hektar skov er blevet fældet, nærliggende floder forurenet. Over hundrede småbønders jord er blevet eksproprieret under tvivlsomme omstændigheder, og flere sager er endt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det armenske civilsamfunds indvendinger mod danskernes mineprojekt kan ses i lyset af rapporten ”Exporting goods or exporting debts? Export Credit Agencies and the roots of developing country debt”, som Det europæiske netværk for gæld og udvikling (Eurodad) udgav i 2011. Det fremgår, at mange vesteuropæiske lande har deres egen eksportkreditfond, der hjælper netop deres erhvervsliv. I Holland hedder den Atradius; i Sverige hedder den Exportkreditnämnden; i Norge går den under navnet Garanti-instituttet for eksportkreditt. Schweiz, Belgien samt en lang række andre lande har lignende statsejede organisationer. Fælles for dem er ifølge rapporten, at de er “institutioner, der har til formål at støtte eksportindustrien i deres hjemlande. De udsteder kredit- eller kreditgarantier til offentlige eller private købere, ofte i udviklingslande. Eksportkreditfonde er derfor institutioner, der skaber gæld. De lån, de opretter, er imidlertid drevet af eksportørernes og deres hjemlandes interesser, snarere end hensyn til, om lånene er nyttige for værtslandene.”

Ifølge forfatterne afslører en lang række eksempler, at “finansielle transaktioner garanteret af eksportkreditfonde [alt for ofte har] haft skadelige virkninger på udvikling, miljø og bidraget til alvorlige krænkelser af menneskerettighederne.”

Er det det, der er sket i Armenien? Lars Koch – direktør for Oxfam Ibis – mener ja. Han tilslutter sig rapportens kritik og uddyber: ”Der sker typisk det, at hvis et privat selskab i et land i det globale syd ikke kan betale lånet tilbage, så sendes regningen videre til det lands regering. Der er typisk en statsgaranti fra modtagerlandet på eksportkreditter. Det vil sige, at et ofte i forvejen forholdsvist fattigt land forgælder sig til eksportkreditfonden, altså de facto den danske stat.”

Den slags forløb får rapportens forfattere til at konkludere: ”At kræve, at skatteydere i fattige land tilbagebetaler lån med særdeles tvivlsom legitimitet, leder ikke blot nødvendige ressourcer bort fra investeringer i sociale ydelser og udviklingsprojekter, men placerer disse gældsafdrag i en juridisk og moralsk gråzone.”

”Princippet bag denne slags forretninger kunne man kalde ’ingen kvaler, de fattige betaler’,” pointerer Lars Koch, der har erfaring med Danmarks Eksportkredits aktiviteter fra Nigeria og Sudan.

Den særlige forretningskonstruktion, hvor eksportkreditfonde arbejder for at skabe økonomisk vækst – eller med en beslægtet betegnelse akkumulere kapital –  i deres hjemlande, ligger ifølge rapporten til grund for størstedelen af gælden fra udviklingslande til europæiske regeringer.

På verdensplan står eksportkreditfonde for finansiering for mere end 400 mia. dollars eksporttransaktioner. ”Modellen med eksportkreditfondene udgør ofte en gældsfælde for fattige lande,” siger Lars Koch.

Claus Primdal Sørensen svarer på kritikken fra rapporten og Lars Koch: “Det er helt rigtigt, at EKF’s rolle er at hjælpe danske virksomheder i forbindelse med deres eksport. Det gælder for EKF, og det gælder for andre landes eksportkreditfonde i forhold til deres virksomheder.” Han tilføjer:

”Når vi går ind i et projekt for at hjælpe danske virksomheder med eksport, skal det gøres på en ansvarlig måde. Der er nogle regler, der siger, at vi skal anvende internationale standarder for miljø og social bæredygtighed. I forhold til de lokale i Armenien, så er vi af den holdning, at det er bedre, at vi er med og holder fast i kravene, end hvis vi ikke var med. For mineprojektet kører under alle omstændigheder. Så der kan EKF være med til at sørge for, at projektet opfylder nogle højere standarder, end hvis EKF ikke deltog.”

Hemmelighedskræmmeri

Rapporten beskriver europæiske eksportkreditfonde som ekstremt lukkede organisationer og prøver at forklare hvorfor: “Information om roden til udviklingslandes gæld bliver holdt skjult. Forsvarere af denne mangel på gennemsigtighed hævder, at de kommercielle interesse, der er involveret, er for følsomme til at komme frem i offentligheden.”

EKF bestræber sig på at være en ”fortrolig og fleksibel samarbejdspartner for dansk erhvervsliv”. Det lever den statslige institution også op til i Armenien. Selvom danske skattebetalere risikerer at må hoste op med 350 mio. kr., hvis noget går galt i den sindrige forretningskonstruktion mellem EKF, PensionDanmark, FLSmidth, den russiske bank og det armenske mineselskab, kan den danske offentlighed ikke få mere at vide.

“Vi har ikke mulighed for at svare detaljeret på spørgsmål om økonomien i projektet. Det skyldes, at EKF i henhold til ‘Lov om EKF – Danmarks Eksportkredit’ skal sikre fortrolighed om de forretninger, vi deltager i. Det skal vi, fordi vores kunder og samarbejdspartnere skal kunne give os indsigt i alle de økonomiske og forretningsmæssige forhold, vi har brug for, uden at skulle frygte, at følsomme oplysninger af betydning for deres økonomi og konkurrenceforhold bliver offentliggjort. EKF er derfor også undtaget fra Lov om offentlighed i forvaltningen, hvad angår de forretninger, vi deltager i,” siger EKF’s kommunikationschef, Mogens Agger Tang.

Ifølge direktøren for Oxfam Ibis er der for meget hemmelighedskræmmeri omkring den danske stats eksportskreditfond.

”EKF er undtaget fra loven om offentlighed. Ofte kan ingen få at vide, hvad der foregår i organisationen,” siger Lars Koch og fortsætter: ”Eksportkreditter, der blev givet helt tilbage i 1970’erne, bliver holdt hemmelige. Det er absurd, særligt når man tænker på, at danske skatteborgeres penge er indblandet.”

Vi rettede en ansøgning om aktindsigt til EKF via miljøoplysningsloven for at komme til bunds i fondens kontroversielle mineprojekt i det lille land i Kaukasus. Vi ville gerne have haft aktindsigt i ”samtlige dokumenter, der indeholder oplysninger om Eksportkreditfondens engagement i Armenien vedrørende minedrift”.

EKF undlod at udlevere flere dokumenter, der fortalte om store potentielle miljøødelæggelser som følge af mineprojektet i Armenien – et brud på miljøoplysningsloven ifølge ekspert i mediejura Oluf Jørgensen: ”Alle oplysninger, som EKF har, om både faktiske og mulige påvirkninger af miljøet, har I ret til aktindsigt i. EKF overtrådte klart miljøoplysningsloven ved at hemmeligholde henvendelser fra armenske ngo’er til EKF og Udenrigsministeriet i Danmark, da I anmodede om aktindsigt i sagen.”

Om den måde, EKF behandlede ansøgningen om aktindsigt, siger CSR-chef Claus Primdal Sørensen:

“Der har på intet tidspunkt været en intention at forholde jer information. Der er bare rigtig, rigtig meget. Så det var egentlig tænkt som en service, der skulle fortælle ‘her er, hvad situationen er nu’. Vi udleverer gerne, hvad vi har, det er slet ikke det.”

Ifølge Oluf Jørgensen er det problematisk, at EKF tilbageholdt relevante oplysninger i den journalistiske arbejdsproces:

”Jeg håber, det fører til offentlig kritik af EKF, og at organisationen så i fremtiden hanker op i sig selv. Det bør have en præventiv effekt,” siger eksperten i mediejura, der vurderer, at det kan være en sag for Folketingets Ombudsmand: ”Ombudsmanden kan give EKF en belæring, og det er jo det, virksomheden trænger til.”

Først senere og af andre veje har vi fået adgang til de dokumenter, som EKF ikke udleverede.

”Uigennemsigtigheden omkring EKF’s operationer er bekymrende – og ikke kun på miljøområdet,” siger Lars Koch.

“EKF er således ikke blot til gavn for de virksomheder, vi hjælper, men også for dansk økonomi,” skriver fonden et sted i sit eget materiale.

 

Efter redaktionens deadline har EKF besøgt minen og påpeget problemerne over for mineselskabet.