Kobbersmelteri udgør alvorlig sundhedsfare. 4. del

Forældet teknik forårsager alvorlig forurening, sundhedsproblemer og livsfare på et kobbersmelteri, der aftager kobbermalm fra en mine i Armenien, som PensionDanmark og FLSmidth har involveret sig for 350 hundrede millioner kroner i. Ekspert kalder forholdene “horrible”. (Dette er 4. del i en artikelserie i seks dele. Læs også 3. del, 2. del og 1. del)

Tyk røg svæver mellem overdimensionerede kedler. Som et blågråt slør ligger tågen sig over bunker af slagger. Den fortættede luft oser stærkt af svovl og gør det svært at ånde. Kobbermalmen syder og bobler. Den smelter i enorme tromler og gløder orange. Larmen er infernalsk. En mekanisme udløses, og hele fabrikken brøler højt. Flydende og flere hundrede grader varmt metal flyder i beholdere og afløb.

Kobbersmelteriet ligger i byen Alaverdi, som befinder sig 25 km fra minen og dæmningen i landsbyerne Teghut og Shnogh. Alle tre anlæg er ejet af Vallex Gruppen. Smelteriet minder om en kirkegård af forældet teknologi, men ikke desto mindre er det her, at kobbermalmen fra den dansk-finansierede kobbermine, Teghut, raffineres. I dette inferno arbejder 580 mennesker med et minimum af beskyttelse og til en løn på omkring 1.500 kr. om måneden. Stort set ingen arbejdere bærer høreværn, åndedrætsmasker eller beskyttelseshjelme. Udluftningen er tilsyneladende ikke-eksisterende. Hammere, skovle og gasflasker roder rundt i gangene. Flere arbejdere pukler iført snavsede træningsdragter, hullede sweatre eller slidte blazere.

Strålevarme og røg

Vi har forelagt speciallæge i arbejdsmedicin, Jane Frølund Thomsen fra Bispebjerg Hospital, billeder fra smelteriet. Hun forsker i arbejdsmiljø i ulande, særligt med hensyn til mineindustrien, og formår ikke at holde sin forargelse tilbage, da hun konfronteres med arbejdssituationen på fabrikken.

”Det ser jo helt vildt ud,” siger hun kortfattet.

”Billedmaterialet viser, at arbejdernes sundhed er truet alvorligt. Forholdene på smelteriet forekommer horrible. Vi kan se på billederne, at mændene bliver udsat for massiv støveksponering. At arbejde i den røg vil give kroniske lungeskader og muligvis hjerte-kar-sygdomme,” uddyber speciallægen.

Røg forurenet med bly fra forarbejdningsprocessen udgør endnu en sundhedsrisiko, forklarer hun: ”Bly kan medføre nerveskader på hjernen samt på nerverne i arme og ben. Derudover er der risiko for nyreskader.”

Tidligere tilsynschef i Arbejdstilsynet Hasse Mortensen har også vurderet forholdene på kobbersmelteriet ud fra vores fotos fra besøget. Han har i flere end 30 år ført tilsyn på danske virksomheder, og han har svært ved at skjule sin rystelse, da han ser billederne.

”Det, vi ser her, er ikke-forsvarlig tilrettelæggelse af arbejdet. Arbejdsmiljøet befinder sig på et uacceptabelt lavt niveau. Der bliver ikke taget ordentlig hensyn til beskyttelse af arbejdernes sikkerhed og sundhed. Der er hverken tænkt tilstrækkeligt på personlig værnemidler eller afskærmning af farekilder.”

Et foto viser, hvordan en orange gejser af flydende kobber hæver sig op af støbebeholderen og sprøjter ukontrolleret ud på fabriksgulvet.

”At det sprutter sådan med gnister og flydende kobber, medfører en høj risiko for, at arbejderne bliver forbrændt. Det må de ikke kunne blive. De skal være beskyttet mod forbrændinger. Flere arbejdere er iført aflagt civilt og slidt tøj, kan jeg se. Den slags påklædning er stærkt brændbar. Det går ikke. Arbejderne skal være beskyttet mod at få gnister og gløder ind under tøjet, så der ikke går ild i det. I sådan et arbejdsmiljø burde de have brandhæmmende og tætte beskyttelsesdragter på, der dækker hele kroppen, noget, der ville minde om en rumdragt,” siger Hasse Mortensen.

Så sent som i juli 2016 blev to arbejdere indlagt med andengradsforbrændinger efter en ulykke ved smelteovnene. Hasse Mortensen ser endnu et par fotos. Han kigger på et billede, hvor en mand står faretruende nær et udløb af flydende kobber.

”Det er tydeligt, at arbejderne bliver udsat for både strålevarme og røg. Begge dele udgør alvorlige sundhedsrisici. Deres funktioner burde udføres fra lukkede kabiner, hvortil der kan tilføres frisk luft. Støv fra processer og affald samt strålevarmen udgør en betydelig sundhedsfare både på kort og lang sigt.”

Brud på internationale regler

Den tidligere tilsynschef klikker videre gennem billederne og lister flere sikkerhedsbrister op:

”Der står en mand lige neden under en støbebeholder med det flydende kobber. Det ser mildest talt ikke betryggende ud. Én bærer hjelm, andre ikke. Der er ikke noget system i det. Det er helt hen i vejret. Jeg kan ikke se noget brandudstyr. Jeg kan ikke se nogen flugtvejsskilte. Jeg kan ikke se nogen skiltning overhovedet. Jeg kan ikke se, hvilke arealer man må bevæge sig i, og hvilke arealer man ikke må bevæge sig i. Der er ingen afmærkning på gulvet. Der er intet af det, man normalt ville kræve på den slags steder.”

Hasse Mortensen hæfter sig også ved det han kalder ”kaosset” på fabrikken: ”Det springer i øjnene, hvor uordentligt, snavset og rodet der er. Der mangler forsvarlige rækværk. Rørene i de gelændere, som findes, synes rustne. Blikpladerne, som måske skal tjene som afskærmning, sidder ikke ordentligt fast. Fabrikshallen synes elendigt organiseret. Overalt på billederne ligger redskaber, stiger og affald henkastet mellem bunker af støv fra støbeprocessen. Dette rod udgør en udpræget faldrisiko. Og selv om det kan lyde banalt, så er fald over genstande på arbejdspladserne årsag til mange ulykker med alvorlige konsekvenser for den ramte.”

Den Internationale Arbejdsorganisation ILO har et regelsæt, der regulerer forholdene i bl.a. kobberindustrien. Det siger, at ”arbejdsgivere har pligt til at beskytte og fremme arbejderes sikkerhed og sundhed”.

Efter at have set billederne fra kobbersmelteriet i Alaverdi slår Hasse Mortensen fast: ”Det, vi ser her, er ikke forsvarligt. Forholdene på fabrikken bryder ILO’s regelsæt.”

Tonsvis af tungmetaller

Miljøaktivister, forskere, eksperter i sundhed og kritiske journalister har længe haft smelteværket i søgelyset. Ifølge talrige medieberetninger og videnskabelige rapporter forårsager kobbersmelteriet alvorlig forurening af luft, jord samt floden Debed, der løber gennem Alaverdi.

En mistænkelig høj forekomst af kræft hos den lokale befolkning menes at være en direkte konsekvens af de tonsvis af tungmetaller, der hvert år ledes ufiltreret ud af fabrikkens skorsten. Den præcise mængde giftstoffer, der bliver ledt ud i luft, vand og jord er dog svær at vurdere, fordi mineselskaberne i Armenien ikke indsamler og udgiver data. I 2014 undersøgte forskere fra det Amerikanske Universitet i Armenien jorden under Alaverdis skoler og børnehaver. På stederne, hvor byens børn tilbringer en stor del af deres tid, kom forskerne frem til, at forekomsten af det skadelige stof arsen overstiger de tilladte mængder mere end 18 gange. Den canadiske hjemmeside miningfacts.org informerer om minesektoren på verdensplan og beskriver, at ”udledning af arsen i atmosfæren fra kobbersmeltning udgør langt det største bidrag af arsen fra mine- og

metalindustrien”. Hele 2006 og de første 10 måneder af 2007 udledte fabrikken i Alaverdi 12 ton arsen, 105 ton støv, 41 ton zink, næsten tre ton bly og tre ton kobber samt en række andre skadelige stoffer i atmosfæren, bekendtgjorde den armenske regering. Samtidig er befolkningen i Alaverdi ramt af de værste sundhedsproblemer i Armenien. De omfatter unaturligt høje forekomster af fødselsdefekter, udviklingsforstyrrelser og kromosomlidelser ifølge en rapport fra Policy Forum Armenia fra 2010.

At smeltning af kobber i Alaverdi frigiver stoffet arsen, bekymrer speciallæge Jane Frølund Thomsen i særlig grad: ”Arsen er kræftfremkaldende. Det er skadeligt at indånde. Det kan give både lunge-, hud- og blærekræft. Høj koncentration af arsen i røgen kan give hudkræft, fordi stoffet lægger sig som støv på huden af arbejderne.”

Ekspert: Vallex bryder internationale retningslinjer

Vi har spurgt politisk rådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke Troels Børrild om forholdene på kobbersmelteriet i Armenien. Troels Børrild står for organisationens dialog med virksomheder om deres samfundsansvar og rolle i global udvikling. Inden da var han CSR-rådgiver for internationale kunder som bl.a. Nokia, Saab Gruppen, Volvo Gruppen, ATP, Rockwool og FDB/Irma. Troels Børrild forklarer, at sagen er alvorlig både for det armenske firma Vallex og for de involverede danske virksomheder.

“Retten til et sundt og sikkert arbejdsmiljø er bare en af de basale menneskerettigheder, selskabet virker til at se stort på. Ved at have et så ringe arbejdsmiljø på smelteriet bryder det armenske mineselskab Vallex de internationale retningslinjer på området.”

Smelteværket udgør en del af en produktionskæde, hvor danske FLSmidth, PensionDanmark og Danmarks Eksportkredit spiller vigtige roller. Den daglige leder af den dansk-finansierede mine i Teghut, amerikaneren Robert Dickey, fortæller, at omkring halvdelen af kobberet fra Teghut fragtes ned til smelteværket i Alaverdi. Troels Børrild pointerer på den baggrund:

“Når det er dér, malmen fra den dansk-finansierede mine ryger hen, så er de danske aktører i den grad forpligtet til at bidrage til at rette op på forholdene. Hvis ikke de danske aktører tager det her alvorligt, gør de sig sårbare over for en sag ved den danske mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd.” Han fortæller videre, hvad de danske aktører konkret bør gøre:

“De skal bringe det op over for Vallex Gruppen og eventuelt myndighederne i Armenien. Og de må tale med større bogstaver, hvis det ikke er første gang, de bringer det op. Det er i øvrigt også i strid med Vallex Gruppens egne politikker, så Vallex skal rette op med det samme samt give oprejsning til de berørte parter. Hvis Vallex nægter, er det armenske mineselskab ikke en passende partner for de danske aktører.”

En del af forklaringen på, at der ikke bliver gjort noget ved de dårlige arbejdsforhold i kobbersmelteriet, er ifølge Robert Dickey, at Vallex-ejeren Valery Mejlumyans prioriteter ligger andetsteds for tiden, nemlig i det dansk-finansierede mineprojekt i Teghut.

”Lige nu er han fuldt dedikeret til det. Der lægger han fokus,” forklarer Dickey.

‘Vores ansvar er for minen’

Danmarks Eksportkredit er ikke bekendt med problemerne på kobbersmelteriet, som den dansk-finansierede mine leverer kobbermalm til. Vi gør chef for social ansvarlighed Claus Primdal Sørensen opmærksom på forholdene.

 Vallex bryder den basale menneskeret til et sundt og ikke-farligt arbejde på smelteriet. Hvorfor har I valgt at bidrage til det ved at lade kobberet oppe fra minen blive forarbejdet der?

“Det lyder ikke særlig godt,” siger Claus Primdal Sørensen. “Vi har i udgangspunktet kun interesse i, at tingene fungerer, som de skal. Det, vi holder fast i, er, at vores engagement er i minen. Når I nu bringer det frem, så vil vi tage fat i Vallex Group og høre, hvad planerne er for at udbedre forholdene i smelteriet. Men vores ansvar er for minen.”

De internationale standarder er dog klare om Danmarks Eksportkredits ansvar for de elendige forhold på smelteriet. Ifølge Verdensbankens retningslinjer “skal klienten indføre procedurer for at sikre, at de primære leverandører tager tiltag for at forhindre eller rette op på livstruende situationer, hvor der er en høj risiko for alvorlige sikkerhedsproblemer knyttet til arbejderne i forsyningskæden”.

Videre fortæller Verdensbankens standarder om, hvordan eksportkreditfonden bør handle: “Hvis det ikke er muligt at rette op problemet, skal klienten over tid udskifte projektets primære forsyningskæde med leverandører, der kan demonstrere, at de overholder denne Performance Standard.”

“Vi kan påtale over for Vallex Gruppen, at vi gerne ser, at de udbedrer forholdene, hvis de ikke er i orden. Det er det, vi skal gøre i henhold til IFC’s performance standards”, siger Claus Primdal Sørensen.

Borgerinitiativet Save Teghut gjorde EKF opmærksom på forholdene på smelteriet allerede i 2013.

‘Tomme løfter’

Journalist Larisa Paremuzyan dækker mineindustrien i det nordlige Armenien for nyhedsmediet Hetq og har gennem årevis beskæftiget sig indgående med problemerne omkring kobbersmelteriet i Alaverdi. Hun er ikke optimistisk. At der skulle være planer om at forny det svært forurenende kobbersmelteri til glæde for arbejderne, miljøet og resten af beboerne i Alaverdi, har hun hørt i årevis.

”Ejeren af smelteværket, Valery Mejlumyan, fodrer journalister, lokalsamfundet og politikere med tomme løfter,” siger hun.

Hvor de af FLSmidth opførte faciliteter til minedriften i Teghut fremstår moderne, smart designede og af en høj teknisk kvalitet, udgør kobber-smelteriet i Alaverdi en mørkere side af Vallex’ aktiviteter.

Under løfte om fuld anonymitet forsøgte vi i dagevis at arrangere interviews med arbejderne, så de med egne ord kunne fortælle om arbejdsbetingelserne på smelteriet i Alaverdi. Men det lod sig ikke gøre. Larisa Paremuzyan forklarer hvorfor:

”Forholdene i smelteriet er horrible. Alligevel bliver de ved med at arbejde der. De har ikke andet valg.” Hun uddyber: ”Det gør arbejderne ekstremt lydige og underdanige, at smelteværket er den eneste arbejdsgiver i byen – et faktum, Valery Mejlumyam udnytter som en stok mod dem. Arbejderne er fattige. De er bange for at blive fyret, hvis de siger noget kritisk om Vallex.”

’En naturlig proces’

Ikke kun i byen Alaverdi, men også i byen Teghut hersker frygten for mineselskabet. Det fortæller en talsperson fra en lokal ngo, der blandt andet beskæftiger sig med de miljøødelæggelser, som mineprojektet forårsager.

”Arbejderne er bange konstant. Det er en udbredt praksis, at folk i lokalsamfundet straffes med en fyreseddel, hvis de opfører sig på en måde, som Vallex ikke bryder sig om,” siger talspersonen, der ironisk nok ikke selv vil have sit navn frem på grund af den stemning af frygt, der hersker. Identiteten er os bekendt.

Den 36-årige direktør af kobbersmelteriet Lusine Mejlumyan sætter sig til rette i en stol af mørkebrunt læder. Vi møder hende på hendes kontor i smelteriet, inden vi har været nede i selve smelteriet og se arbejdsforholdene.

”Fabrikken er byens vigtigste arbejdsgiver og den eneste industrivirksomhed. Ingen har lyst til at miste sin arbejdsplads. Borgerne i Alaverdi kan ikke forestille sig byen uden smelteværket,” siger Lusine Mejlumyan, der ikke mener, at arbejdsbetingelserne på hendes fabrik fejler noget. Om den tykke røg fra kobberkombinatet, der ofte begraver Alaverdi og opland i tæt tåge, siger direktøren: ”Den teknologi, vi bruger, indebærer, at forarbejdningen af kobberkoncentratet afgiver røg. Det er en helt naturlig proces. Alle udledninger foregår inden for de tilladte normer. Det fører vi tilsyn med.”

Lusine Mejlumyan forsikrer tilsvarende om, at forholdene for arbejderne på smelteriet ikke fejler noget: ”Vores ansatte er udstyret med al nødvendig beskyttelse, som denne form for produktion kræver. De har særlige masker, handsker, hovedbeklædning og beskyttelsestøj. Arbejdsforholdene passer til vores fabrik. Vi ville aldrig godkende driften, hvis det ikke var tilfældet.”

Som beskrevet tidligere står den vurdering i direkte modsætning til eksperter, som vi har talt med.

Efter interviewet med direktøren gik vi ned og så arbejdsforholdene. Herefter spurgte vi Vallex’ talsmand, David Tadevosyan, hvorfor Vallex tillader sine ansatte at arbejde i sådan et dårligt arbejdsmiljø.

”Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at deres arbejdsforhold er sikre og ikke har negative indvirkninger på deres helbred. Den armenske regering overvåger situationen nøje, og den vil ikke tøve med at lukke vores aktiviteter, hvis vi overtræder loven på nogen måde,” siger David Tadevosyan.

Femte del af serien kan læses her: Eksperter: Danske aktører har et stort ansvar