Boganmeldelse: En moderne græsk tragedie?

Adults in the Room: My Battle with Europe’s Deep Establishment
Yanis Varoufakis
560 s. Bodley Head. 2017

Af Malte Frøslee Ibsen

Det kan være svært for det moderne menneske at acceptere idéen om, at vi kan befinde os i en tragisk handlingssituation. En sådan er kendetegnet ved, at alle de valg, der er mulige at træffe, er moralsk uacceptable eller ligefrem vil føre til det vælgende subjekts moralske ruin. Vores tro på, at vi ved egen kraft kan løfte os selv ud af ulykkelige omstændigheder er ofte så stærk, at vi bebrejder os selv snarere end vores omstændigheder, hvis tingene ikke lykkes for os. Det forholdt sig helt anderledes for de gamle grækere.

Tag Aischylos’ berømte tragedie Agamemnon. Tragedien åbner med en korsang, der beskriver de vanskeligheder, som den græske flåde under ledelse af kong Agamemnon indledningsvis løb ind i under ekspeditionen til Troja. Vanskelighederne består i, at flåden er strandet i Aulis på grund af dårligt vejr, som gudinden Artemis har sendt for at straffe Agamemnon.¹ En profet lader grækerne forstå, at kun ofringen af Agamemnons datter Ifigenia kan formilde Artemis’ vrede og lade skibene og den sultende græske hær fortsætte færden mod Troja. Agamemnon begræder sin ulykkelige skæbne, da begge valgmuligheder vil ende i ”katastrofe”, men beslutter sig til sidst for, at ansvaret som hærfører vægter tungest, og at han derfor må ofre sin egen datter. Agamemnon eksekverer selv ofringen i en blodrus, der beskrives som et resultat af, at han tager ”nødvendighedens åg” på sig.

Ifølge den britiske filosof Bernard Williams (1929-2003) bør vi forstå de oldgræske tragedier som en kilde til at reflektere over den rolle, fænomener som nødvendighed og skæbne altid har spillet i menneskets liv – også i moderne menneskers liv.² I Agamemnon og andre oldgræske tragedier er det en overnaturlig nødvendighed, nemlig gudernes – ofte vilkårlige – intervention, som sætter helten i en moralsk umulig, og dermed tragisk, valgsituation, der ikke efterlader ham andre muligheder end at forlige sig med sin ulykkelige skæbne. Som moderne mennesker tror vi ikke længere på overnaturlig nødvendighed, men ifølge Williams kan f.eks. samfundsstrukturel nødvendighed spille en tilsvarende rolle.

Dette kan illustreres med følgende eksempel: En enlig ufaglært mor i en amerikansk storby tvinges af gentrification³ og stigende husleje til at flytte ud af sin lejlighed. De eneste lejligheder, hun har råd til, ligger imidlertid så langt fra hendes job, at hun må købe en bil for at kunne pendle, og hun ved, at det vil være umuligt at finde et andet job i nærheden af en betalelig lejlighed. Bilen vil dog koste hende så stor en del af hendes opsparing, at hun ikke har råd til at lægge depositum for den nye lejlighed, og hun står derfor pludselig i en situation med truende arbejds- eller hjemløshed.⁴ I dette tænkte, men i en amerikansk kontekst ganske almindelige eksempel er der ingen ond vilje, der har haft til hensigt at stille den enlige mor over for det umulige valg mellem at miste sit job eller stå uden lejlighed; det er snarere et resultat af summen af mange forskellige menneskers interaktioner på job- og boligmarkedet, der har som utilsigtet konsekvens, at den enlige mor stilles i en tragisk valgsituation.

Hvis Williams har ret, så kan moderne mennesker altså også stilles i tragiske valgsituationer – ikke på grund af guddommelig intervention, men på grund af socio-strukturelle og institutionelle omstændigheder.

I Yanis Varoufakis’ nye bog, Adults in the Room, skildres Syriza-regeringens kamp mod den græske stats kreditorer over foråret og sommeren 2015 som en moderne græsk tragedie. Ifølge den tidligere græske finansminister var Syrizas kamp for en omstrukturering af den ubetalelige græske gæld og en afvikling af den socialt destruktive austerity-politik ikke i første instans en kamp mellem gode og onde aktører:

“Instead, it is populated by people doing their best, as they understand it, under conditions not of their choosing. Each of the persons I encountered and write about in these pages believed they were acting appropriately, but, taken together, their acts produced misfortune on a continental scale. Is this not the stuff of authentic tragedy? Is this not what makes the tragedies of Sophocles and Shakespeare resonate with us today, hundreds of years after the events they relate became old news?”

Varoufakis skildrer tragediens centrale aktører – den græske premierminister Alexis Tsipras; ”Trojkaen” bestående af den europæiske Kommission, den Europæiske Centralbank (ECB), og den Internationale Valutafond (IMF); den tyske finansminister Wolfgang Schäuble; osv. – som fanger i den Europæiske Økonomiske og Monetære Unions (ØMU’en) politisk irrationelle og økonomisk dysfunktionelle struktur samt i deres eget spind af velmenende, men i deres konsekvens katastrofale politiske beslutninger. De umoralske valg, som den moderne græske tragedies protagonister traf, var i sidste instans et resultat af deres egen magtesløshed: “At some point, […] sensing their power mutate into insufferable powerlessness, they felt compelled to do their worst” – akkurat som Agamemnon.

Denne præsentation af kampen er et bevidst valg fra Varoufakis’ side – men han afklarer aldrig, om han oprigtigt mener, at Syrizas kapitulation og moralske selvkompromittering var et resultat, ikke af overnaturlig nødvendighed, men af samfundsstrukturel og institutionel nødvendighed i eurosamarbejdet, eller om han tværtimod mener, at udfaldet kunne have været anderledes, hvis den politiske vilje havde været det.

Hvis Varoufakis reelt mener, at Syrizas kamp for at befri det græske folk fra deres ”gældsfængsel” havde karakter af en tragedie, så fremstår hans beslutning i december 2014 om at opgive sit trygge akademikerliv som højtprofileret universitetsøkonom og acceptere Tsipras’ call to arms om at indtage en central plads som finansminister i Syriza-regeringen fuldkommen meningsløs, da kampen i så fald fra start var dømt til at slå fejl. Hvis det ikke var strukturel nødvendighed men snarere en modstridende politisk vilje, der forpurrede Syrizas oprør, så kan vi ikke meningsfuldt forstå forløbet som en græsk tragedie i stringent forstand, for så var udfaldet ikke dømt til moralsk ruin fra starten.

Selvom Varoufakis ikke gør sig det bevidst, er præcis dette spørgsmål – om vi meningsfuldt kan forstå Syrizas fejlslagne oprør som en tragedie – af afgørende strategisk væsentlighed for den lære, som den europæiske venstrefløj har draget på baggrund af Trojkaens og Euro-Gruppens (en uformel forsamling af eurozonens finansministre) nedkæmpelse af ”det græske forår” imellem januar og juli 2015.

Herhjemme har fremtrædende folk i Enhedslisten for eksempel talt for, at den neoliberale sparepolitik er så fastmejslet i EU’s grundstruktur, at det ikke giver mening at forsøge at forandre unionen indefra, hvorfor den europæiske venstrefløj tværtimod bør arbejde for at trække tæppet væk under EU som overnational politisk institution. Denne lære er da også baggrunden for det Plan B-samarbejde, som Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU sammen med europæiske venstrefløjsskikkelser som tyske Oskar Lafontaine (grundlæggeren af Die Linke) og Jean-Luc Mélenchon har engageret sig i, og som trods navnet – der antyder en Plan A – reelt er fokuseret på en kamp for at undergrave EU, snarere end at reformere unionen indefra. Jeg vender tilbage til dette afgørende spørgsmål sidst i denne anmeldelse.

Lad mig slå fast: Varoufakis’ meget personlige skildring af hans og Syrizas kamp mod Euro-Gruppen og Trojkaen er et både velskrevet og velkomponeret politisk memoir, der giver et sjældent indblik i en hermetisk lukket verden, som alle med den mindste interesse for europæisk politik – og især i muligheden for at føre en mere progressiv økonomisk politik i et hvilken som helst EU-medlemsland – bør nærstudere.

Det er dog også en bog, der bør læses med visse forbehold. Efter kun seks måneder på posten som finansminister fratrådte Varoufakis sin stilling i dagene efter den græske folkeafstemning i juli 2015 om Trojkaens uhørt barske austerity-betingelser for et nyt lån til den håbløst forgældede græske stat, der som bekendt resulterede i et klart OXI (nej). Det må formodes, at ét af Varoufakis’ centrale motiver for at skrive bogen også er at redegøre for hans dispositioner som finansminister og forsvare sit eget eftermæle. Bogen er en partsskildring, der samtidig skal tjene til at begrunde og sikre opmærksomhed omkring DiEM25 – den paneuropæiske politiske bevægelse for en demokratisering af EU, som Varoufakis efterfølgende har grundlagt.

Dette betyder imidlertid ikke, at bogen udelukkende er interessant fra et partsperspektiv. Varoufakis antyder selv, at han forstår bogens beretninger, blandt andet fra lukkede møder i Euro-Gruppen, som en whistleblowers forsøg på at skabe åbenhed omkring en notorisk lukket kreds af politiske beslutningstagere, og dermed svække deres magt. Han drager en direkte parallel til WikiLeaks-grundlæggeren Julian Assanges tanker om at sprænge lukkede informationsnetværk ved at lække information, der kun har værdi i kraft af dens hemmelige karakter: “if we can put the fear of uncontrollable information leaking in the mind of as many of [the network’s] members as possible, then the unaccountable, malfunctioning networks of power will collapse under their own weight and irrelevance.”

Jeg deler vurderingen af, at Varoufakis’ ”læk” fra møderne i Euro-Gruppen – der dels baserer sig på hans egne hemmelige mobiltelefonoptagelser under møderne og dels fra egne referater i bilaterale forhandlinger – tjener en væsentlig demokratisk funktion, idet de giver europæiske borgere mulighed for ved selvsyn at få indblik i og vurdere institutionelle processer og beslutningstagere, som træffer beslutninger af monumental betydning for europæernes ve og vel, men som er afskærmet fra nogen form for demokratisk kontrol.

Hans unægtelige indsigt i økonomisk teori, spilteori og den europæiske økonomiske og institutionelle virkelighed – der i forhold til den økonomiske sagkundskab givetvis langt overstiger indsigten hos flere af de mest magtfulde finansministre i Euro-Gruppen – betyder samtidig, at dette langtfra er en lægmands skildring. Varoufakis tager os med på en guided tour rundt i den europæiske politiske og økonomiske virkelighed med udgangspunkt i en exceptionelt høj grad af fagøkonomisk forståelse og praktisk erfaring fra en kort, men uhørt intens periode i europæisk politik, som få intellektuelle skikkelser, hvis nogen overhovedet, kan matche i Europa i dag.

Varoufakis’ fagøkonomiske perspektiv er keynesiansk i klassisk forstand. Dette betyder i denne sammenhæng først og fremmest, at han afviser budgetdisciplin, løntrykkeri og sociale nedskæringer – hovedingredienserne i den såkaldte austerity-politik – som politiske redskaber til at bringe Grækenland ud af landets gældskrise. Han er bestemt ikke marxist i traditionel forstand, og mange på Syrizas venstrefløj var stærkt skeptiske over for den helt centrale rolle, som Tsipras tildelte ham. Han er ikke principiel modstander af privatiseringer, og han satsede blandt andet på lavere selskabsskatter og moms som midler til at sætte gang i den græske vækst. Omvendt præsenterer han sig som stor fortaler for faglig organisering, og hans politiske hovedmotivation for at bekæmpe den politisk orkestrerede humanitære krise i Grækenland var ønsket om at give grækerne værdigheden tilbage. Politisk kan han nok placeres som en slags venstredrejet socialdemokrat, om end med en atypisk forkærlighed for, tenderende til romantisering af basisdemokrati og græsrodspolitik.

Et af de centrale kritikpunkter, som Varoufakis og Syriza er blevet mødt med, er, at de ikke var tilstrækkeligt velforberedte på, hvor brutal og hensynsløs kampen med Grækenlands kreditorer ville blive. Herhjemme har fremtrædende medlemmer af Enhedslisten blandt andet fremført den anke, at Syriza ikke havde nogen plan b for det tilfælde, at kreditorerne nægtede at imødekomme deres krav.

Denne kritik bliver eftertrykkeligt tilbagevist i Adults in the Room. Varoufakis afslører, at ikke bare havde Syriza forberedt et alternativt betalingssystem, som de kunne sætte i værk i det tilfælde, at ECB lukkede for likviditetsnødhjælpen til de græske banker, som umiddelbart derefter ville blive nødt til at lukke (hvilket skete den 29. Juni 2015). Men Syriza havde også et langt mere eksplosivt kort på hånden, hvis fulde destruktive potentiale offentligheden ikke har haft kendskab til før nu, og som kræver en lidt teknisk forklaring.

Kort fortalt hvilede dette forhandlingskort på, at ECB i 2010 og 2011 havde købt for milliarder af dollars græske statsobligationer under det såkaldte SMP-program (Securities Market Program). Disse græske SMP-obligationer havde i 2015 en værdi af 33 milliarder dollars. I januar 2015, samtidig med at Syriza kom til magten, tog ECB-direktøren Mario Draghi hul på sit storstilede og meget succesfulde Quantative Easing-program for at redde euroen, der blandt andet involverede enorme opkøb af stats- og virksomhedsobligationer hos private banker, og som dermed yder indirekte støtte til de gældslidende sydeuropæiske lande – dog undtaget Grækenland. Draghis QE-program blev imidlertid mødt med stor modstand fra højtstående folk i den traditionelt konservative tyske Bundesbank, der så programmet som en klar overskridelse af begrænsningen i ECB’s mandat om ikke at yde direkte pengepolitisk støtte til finansielt nødlidende medlemslande, og Bundesbanken gik så vidt som at sagsøge ECB i den tyske højesteret, der dog afstod fra at dømme.

Den tyske Bundesbanks hovedargument i retten var, at ECB ikke havde mandat til at indkassere tab på eurolandenes statsobligationer, og det anses fortsat som en nødvendig betingelse for lovformeligheden af Draghi’s QE-program, at det ikke indebærer et sådant tab. Det var her, Varoufakis så en mulighed for at lægge et afgørende pres på Grækenlands kreditorer. Hans plan var, at hvis ECB truede med at lukke for likviditetsnødhjælpen til de græske banker, så skulle den græske regering som modsvar true med at vedtage en lov om unilateralt at nedskrive den græske SMP-gæld til ECB. Dette ville medføre et tab på ECB’s portefølje af statsobligationer, som dermed ville forbryde sig mod betingelsen for lovformeligheden af Draghi’s QE-program, der som resultat ville risikere at blive kendt ulovligt ved den tyske forfatningsdomstol. Og hvis QE-programmet blev kendt ulovligt, så ville renten på den italienske, spanske, portugisiske, og måske endda franske statsgæld hurtigt ryge i vejret, hvilket i sidste instans ville kunne true hele møntunionen, mens Draghi ville være frataget sit vigtigste pengepolitiske instrument til at sikre tillid og stabilitet i eurozonen. Med andre ord: Syriza havde et forhandlingsvåben på hånden i kampen mod Grækenlands kreditorer, som nærmest havde karakter af mutually assured destruction.

Ifølge Varoufakis var det altså ikke mangel på strategisk planlægning, der bragte Syriza til fald; det var snarere i sidste instans Tsipras’ manglende vilje og mod til at bringe den græske regerings afskrækkelsesvåben i anvendelse, som banede vejen for Trojkaens og Euro-Gruppens nedkæmpelse af det græske forår. Det er et konsistent tema i Varoufakis’ skildring, at Tsipras’ mangel på vilje og mod til at gå linen ud udgjorde et slags syndefald, som i afgørende grad prægede forhandlingsprocessens udfald og gjorde den græske kapitulation uundgåelig.

Samtidig er det også klart, at både Varoufakis og Tsipras anså Grexit (en kaotisk græsk udtrædelse af euroen) for så katastrofalt et scenarie, at det ikke ville kunne forsvares over for den menige græker. Eftersom det ville tage mindst et år at forberede en ny valuta (og processen frem til Syrizas kapitulation varede blot 6 måneder), ville Grækenland efter en kaotisk Grexit være fanget i en langvarig, massiv og ustoppelig kapitalflugt, der ville bombe den græske økonomi tilbage til stenalderen. Når dele af den danske og europæiske venstrefløj stadig bebrejder Syriza, at de ikke tog dette skridt, er det svært ikke tænke, at bebrejdelsen hviler på en betragtelig undervurdering af, hvor dyb og kronisk en humanitær katastrofe, Grexit ville medføre. Det er altid nemmere at kræve et heroisk offer, når det ikke er én selv og ens børn, der skal leve med konsekvenserne.

Dette bringer mig tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt vi kan og bør acceptere Varoufakis’ præsentation af Syrizas kamp mod Trojkaen og Euro-Gruppen som en græsk tragedie. Det er sandt, at Varoufakis’ beskrivelser af møderne i Euro-Gruppen ofte har karakter af et absurd teater, hvor manglen på en klar kompetencefordeling og Euro-Gruppens mangel på et traktatfæstet mandat igen og igen fører til kafkaske situationer, hvor monumentale beslutninger med enorme konsekvenser for millioner af europæere træffes uden for referat og uden en formel beslutningsstruktur. Det er også sandt, at Varoufakis beskriver den tyske finansminister Wolfgang Schäuble som en slags tragisk skikkelse, der midt i sin enorme magt over den europæiske krisepolitik er ude af stand til at realisere den løsning, som han reelt ønsker – nemlig Grækenlands ordnede udtræden af euroen. Schäubles foretrukne løsning blev gang på gang forhindret af, at han manglede et mandat hertil fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der i stedet forfulgte sin sædvanlige politiske strategi om at ”mudre” sig igennem krisen.⁵

Men det afgørende spørgsmål er, om ikke udfaldet af kampen kunne være faldet anderledes ud, hvis den politiske vilje havde været til det?

Varoufakis kæmpede med hud og hår for at overbevise Grækenlands kreditorer om, at hans plan for en omstrukturering af den græske gæld⁶ og skrotningen af den brutale austerity-politik, kreditorerne stillede som krav for en forlængelse af den græske låneaftale, ville være i såvel grækernes som kreditorernes interesse, da begge var nødvendige betingelser for, at den græske økonomi kunne ”vækste” ud af dens nedadgående gældsspiral – og dermed også for, at den græske stat ville være i stand til at tilbagetale sine kreditorer. Hvis Syrizas kamp led skibbrud, ikke mod en genstridig politisk vilje hos Grækenlands kreditorer, men snarere mod samfundsstrukturel og institutionel nødvendighed, som Varoufakis’ tragediefigur antyder, var hans egen plan så ikke også dømt til at mislykkes fra starten? Skal Adults in the Room i så fald læses som Varoufakis’ erkendelse og anerkendelse af, at kampen hele tiden var nyttesløs – at hans eget og Syrizas forsøg på at sprænge grækerne ud af deres gældsfængsel aldrig havde en chance?

Det tror jeg ikke på – jeg tror tværtimod, at Varoufakis bliver fanget i sin åbenbare fascination af tragedien som dramaturgisk figur. Igennem hele bogen udviser han en udpræget tendens til at ville eksemplificere forskellige situationer med henvisninger til græsk mytologi og klassikere i den vestlige litteraturkanon. Disse illustrationer lader måske mest af alt til at være en stilistisk følge af den form for highbrow-intellektualisme, som Varoufakis aspirerer mod, end som nødvendiggjort af hans materiale. Ofte sætter disse referencer også ham selv i centrum på en ikke altid særligt flatterende måde, hvilket også afspejles i førstepersonsperspektivet i bogens pompøse undertitel, My Battle with Europe’s Deep Establishment.

Varoufakis’ betragtelige bevidsthed om sit eget værd er uden tvivl en væsentlig forudsætning for, at han har kunnet stå dette uhørt brutale og personligt omkostningsfulde forløb igennem og nu på forbilledlig vis genoptager kampen i bogform. Men selvbevidstheden tenderer også ansatsvis til at skygge for hans budskab – hvilket jeg formoder netop er tilfældet med tragedie-figuren, der ofte er centreret omkring en heroisk hovedrolle, som kæmper forgæves mod overmagten.

Sagen er, at Varoufakis i afgørende øjeblikke skildrer den ultimative hindring for græsk succes som hørende hjemme i det tyske Kanzleramt. I hans egen beskrivelse af forhandlingsforløbet er det i sidste instans Merkel, der har magten til at øve afgørende indflydelse på udfaldet, og som ofte yder en negative indflydelse ved at afstå fra at udøve denne magt. Det var Merkel, der overbeviste Tsipras om, at hans bedste chance var søge hendes velvilje, men som i sidste instans ikke leverede den fleksibilitet og politiske imødekommenhed, som den græske regeringsleder havde investeret sine forhåbninger i.

Hvis denne fortolkning er rigtig, bør vi afvise hans beskrivelse af denne moderne græske tragedie som en i stringent forstand græsk tragedie. Selvom der selvfølgelig var strukturelle og institutionelle betingelser på spil – ikke mindst ØMU’ens mangel på en institutionaliseret politisk overbygning og effektiv økonomisk regeringsførelse udover de krav om om budgetdisciplin, der ligger i finanspagten – så prædestinerede disse betingelser ikke udfaldet af Syrizas oprør mod Grækenlands gældsfængsel og den europæiske sparepolitik. Der var andre muligheder end moralsk uacceptable udfald, hvis altså viljen i Rom, Madrid, Haag, Paris, og ikke mindst Berlin havde været til det.

Denne følgeslutning er imidlertid af væsentlig betydning for den strategiske lære, som den europæiske venstrefløj bør drage af Syrizas frugtesløse kamp. Syrizas symbolske betydning rakte langt ud over Grækenlands grænser, og den europæiske venstrefløj havde investeret så store forhåbninger i Syrizas valgsejr i december 2014, at Tsipras’ kapitulation lidt over seks måneder senere ramte hele den europæiske venstrefløj som en forhammer. Tsipras og Varoufakis havde jo insisteret på, at EU kunne forandres indefra. Beviste deres sviende nederlag ikke endegyldigt, at denne forhåbning var en illusion?

Nej, det gjorde den netop ikke. For hvis udfaldet af den græske frigørelseskamp ikke var prædestineret af institutionel nødvendighed indlejret i eurosamarbejdets grundstruktur, men snarere i lige så høj grad var et udfald af en bestemt politisk vilje hos EU’s politiske magthavere, så beviser Varoufakis’ skildring af Syrizas nederlag, at EU kan forandres, hvis den herskende politiske vilje i Europa erstattes af en anden.

Det er måske en ringe trøst, al den stund Merkel ser ud til at sidde så trygt i det tyske kansleramt, som hun gør. Men det svækker på afgørende vis det argument, som dele af den europæiske venstrefløj efter nedkæmpelsen af det græske forår forsøger at binde os på ærmet: Nemlig, at det skulle være mere realistisk og mindre utopisk at rive EU fra hinanden og bygge et nyt og mere progressivt samarbejde op fra bunden end at arbejde på at forrykke den politiske magtbalance i Europa og – i første instans – på at magten skifter hænder i Tyskland.

Risikoen er, at det ikke er muligheden for, at tingene kunne have været anderledes, men snarere den tragiske nødvendighed, der er den reelle illusion. Sagt med andre ord er den risiko, der altid er forbundet med tragedien som dramaturgisk figur for bagudrettede fortolkninger af politiske hændelsesforløb, at den fremadrettet bliver en selvopfyldende profeti.

Malte Frøslee Ibsen (f. 1983) er postdoc ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Illustration: ‘The Greek Tragedy: A Labyrinth of Debt’ af Carlos ZGZ

1. Årsagerne til Artemis’ vrede varierer i de forskellige fortolkninger af myten, men årsagerne til gudernes vrede giver ikke nødvendigvis mening for de dødelige.
2. Bernard Williams, Shame and Necessity (Berkeley: University of California Press, 1994).
3. ‘Herskabeliggørelse – gentrification på dansk’, www: http://vbn.aau.dk/files/55528422/Larsen_og_Lund_Hansen_2009_Herskabeliggoerelse.pdf
4. Eksemplet her er fra Iris Marion Young’s Responsibility for Justice (Oxford: Oxford University Press, 2011)
5. I Tyskland associeres denne strategi så nært med Merkels person, at den er blevet opkaldt efter hende: “zu merkeln”.
6. Varoufakis’ plan for en omstrukturering af den græske gæld gik blandt andet ud på at efterligne den model, som blev anvendt under London-konferencen i 1953 til at omstrukturere Vesttysklands høje statsgæld – en gæld som primært udgjordes af den krigsgæld, der blev pålagt Tyskland ved Versaillestraktaten, der afsluttede Første Verdenskrig. Hovedingrediensen i den model var på den ene side at nedskrive store dele af gælden (hvilket Varoufakis var meget forsigtig med at foreslå), og på den anden side at omlægge obligationer med en kortere løbetid til en løbetid på tredive år eller mere, så store dele af gælden dels blev reduceret af inflation, og tilbagebetalingen dels blev skubbet ud i en fjern fremtid, hvilket kunne give den græske økonomi plads til at komme sig.