Det er dokumenteret: Vores krige afføder terror

 

Af Jarl Sidelmann

I War Without Mercy beskriver historikeren John Dower, hvorledes japanernes angreb på Pearl Harbour 7. december 1941 fremkaldte et næsten “folkemorderisk raseri” blandt amerikanerne. William Halsey, daværende viceadmiral og senere kommandør for styrkerne i det sydlige Stillehav, svor, at japansk udelukkende ville blive talt i helvede efter krigen, og samlede sine tropper under kampråbet: “Dræb japanerne, dræb japanerne, dræb flere japanere!” Luftbombardementerne over Tokyo i marts 1945 tog livet af mellem 80.000 og 100.000 civile. Varmen fra storbrandene fik visse steder kanalerne til at koge. Tokyo blev efterladt “afsvedet, kogt og bagt til døde”, som general Curtis LeMay, strategen bag bombekampagnen, senere skulle beskrive det. I et memorandum fra juni 1945 beskrev en anden amerikansk general bombardementerne som “et af de mest hensynsløse og barbariske drab af ikke-kombattanter i historien”. Omtrent halvdelen af de amerikanske tropper mente i 1943, at det var nødvendigt at dræbe samtlige japanere for at opnå fred. Mellem 10-13 procent af den amerikanske befolkning støttede ligeledes “tilintetgørelsen” og “udryddelsen” af japanere som et folkefærd, mens en lignende andel gik ind for alvorlig afstraffelse af Japan (“øje for øje”, “tortur”) efter en eventuel besejring. Adspurgt i en meningsmåling, december 1944: “Hvad synes du, vi skulle gøre med Japan som et land efter krigen?”, svarede 13 procent af respondenterne: “Dræb alle japanere”. En måling foretaget af Fortune året efter, viste, at mere end en femtedel af de adspurgte amerikanere udtrykte beklagelse over Japans hurtige overgivelse, samt at USA ikke havde haft mulighed for at “bruge mange flere [atombomber], før Japan havde fået en chance for at overgive sig”.¹

Det forekommer selvindlysende, at den amerikanske diskurs i et betragteligt omfang var en reaktion og dermed skal begribes inden for en kontekst, der indbefatter angrebet på Pearl Harbor. De færreste ville, ganske fornuftigt, vove en sagsfremstilling, hvori det japanske angreb ikke spillede nogen rolle, for i stedet at forklare de fjendtlige følelser ud fra nationens historiske racisme eller dens kulturbærende kristne fundamentalisme. Lige så selvindlysende er det, at en reaktion af denne art ­– med alt, hvad den indebærer af had og forurettelse – ikke er exceptionel for amerikanere eller vesterlændinge i øvrigt.

Den vestlige udenrigspolitik radikaliserer

Undersøgelser af radikalisering og ekstremisme udgør ikke en eksakt videnskab. Men i det omfang empiri er tilgængelig, bør den dog altid veje tungere end formodninger som udgangspunkt for en saglig debat. Dette gælder især for diskussioner om emner med en så kompleks dynamik og speget historie som den nuværende islamistiske terrortrussel og den erklærede ‘krig imod terror’. En saglig diskussion om radikaliseringsårsager, og i særdeleshed hvilken rolle den vestlige udenrigspolitik i Mellemøsten spiller og har spillet som rekrutterings- og mobiliseringsgrundlag for militante, antivestlige bevægelser, glimrer dog i sit fravær ­– næsten totalt overskygget af det fokus, der ellers er på islam og terroren i det danske medielandskab. Der har været få, spredte episoder, hvor spørgsmålet er blevet rejst af politikere og meningsdannere i den offentlige debat. I størstedelen af tilfældene er ideen om vestlige bidrag til terrorskabelsen blevet kategorisk, men overfladisk afvist.²

Eksempelvis gjorde forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt sig under en tv-debat efter angrebet på Charlie Hebdo til talskvinde for, at man ikke skulle søge en forklaring på terroren, og afskrev dermed årsagsanalyse fuldstændigt. Men “det er i hvert fald ikke noget, vi har skabt”.³ Kristian Thulesen Dahl var enig: “Vi skal ikke forsøge at finde en forklaring på sådan en handling. Hvis man forsøger at finde en årsagssammenhæng, er der en risiko for, at man også prøver at finde en undskyldning for det.” Partifællen Peter Skaarups indlæg i Berlingske Tidende, 23. juli 2016, sammenfattedes med ordene: “Det er voldsomt trættende altid at høre nogle lægge ansvaret på alt fra våbenproducenterne over kolde potter, dårlig barndom, traumer, tonen i indvandrerdebatten eller noget sjette […] Bøjer vi os for terroristernes forkvaklede verdensbilleder, kompromisser vi os igennem i en evig, på forhånd fordømt kamp for at (op)finde pudsige forklaringer på terroristernes blodtørst.”⁴ Naser Khader skrev kort efter angrebet i København i 2015: “At spørge, hvad vi har gjort forkert, svarer til, at en voldtaget kvinde skulle bebrejde sig selv det overgreb, hun har været udsat for”, samt at “det er meget muligt, at vi i Vesten kan være uretfærdige og føre en hyklerisk udenrigspolitik, men det kan aldrig forklare eller undskylde, at nogle slår andre ihjel”.⁵ Khader finder ideen om et kollektivt ansvar i ”Vesten” absurd, men kollektiviserer dog selv i et andet indlæg: “Moderate muslimer har et kæmpeansvar for de europæiske landes fortsatte produktion af islamister.”⁶ Jacob Mchangama, direktør i Justitia, skrev i Politiken: “jihadisternes kamp er altså ikke en kamp imod vestlig undertrykkelse eller ‘neoimperialisme’, men derimod for en totalitær ideologi”. At forklare terror med den vestlige krigsførelse og kolonialisme udtrykker i Mchangamas øjne “en absurd logik, der tilkender hvide vesterlændinge skylden for stort set alt, hvad der er galt i verden, og frakender mennesker med en anden hudfarve og religion evnen til at tænke og tage et selvstændigt ansvar for deres handlinger”⁷.

Fælles for disse indlæg er ikke alene fraværet af enhver konfliktanalyse, men endog forhåndsafvisning af en sådans berettigelse, såfremt denne skulle inkludere vores egen historiske rolle. Dette gøres med en individualisering af skyldsspørgsmålet, således at al refleksion stopper ved det unægtelige: At det altid er terroristen selv, der bærer ansvaret for sine egne handlinger. Det er derfor iøjnefaldende, at individualiseringen af ansvarsforholdet benægtes af det herskende perspektiv på terrorens årsager. Terror begået af muslimer betragtes som manifestationer af en ideologisk bevægelse eller en kollektiv mentalitet. Det er et problem i den muslimske verden eller i islam selv, der skal bekæmpes, oftest som et led i en kultur- eller civilisationskrig imellem ‘os’ og ‘dem’.⁸

Individualiseringen gør dog ikke, med henblik på forebyggelse, en undersøgelse af gerningsmændenes bevæggrunde mindre relevant. Her er en reel, tilbundsgående diskussion af Vestens – både historiske og aktuelle – krige relevant.

Der findes næppe entydige og fyldestgørende svar på terrorens årsager, hvilket i sig selv kunne være et argument for ikke blot mekanisk at afvise en debat om Vestens egen rolle. Spørgsmålet om, hvad der f.eks. motiverer tilhængere og udøvere af jihad er eksempelvis blevet undersøgt i talrige analyser og vurderinger fra officielle instanser. De der relaterer sig til Irak-krigen kunne her, eksempelvis, være værd at gennemgå.

Vi blev advaret: Irak-krigen ville afføde terror

Endnu inden Irak-krigen blev indledt i 2003, advarede en række af efterretninger fra myndigheder, analytikere og embedsmænd om risikoen for en forhøjet terrortrussel som følge af en besættelse af landet. En 2002-briefing fra Oxford Research Group varslede eksempelvis:

”Det er sandsynligt, især, at [en besættelse] vil forøge støtten til organisationer såsom al-Qaeda og vise sig kontraproduktivt mht. fred og stabilitet i regionen […] I det korte løb vil [et regimeskifte] muligvis forekomme succesfuldt, men i det lange løb vil det være en fuldstændig gave til al-Qaeda og lignende organisationer […] Yderligere forøgelse af det anti-amerikanske klima i regionen og deraf følgende støtte til paramilitser i oppositionen, såsom al-Qaeda, vil sandsynligvis være konsekvenserne i det lange løb af et påtvunget regimeskifte og endog en militær besættelse af Irak.”⁹

En rapport fra det amerikanske efterretningsråd National Intelligence Council (NIC) fra januar 2003, udarbejdet på anmodning af det amerikanske udenrigsministerium, konkluderer:

”Et [irakisk] nederlag til USA og en besættelse af Irak vil sandsynligvis styrke tilhængere af politisk islam […] Et irakisk nederlag vil øge sympatien for visse terroristiske målsætninger i den nære fremtid og dermed øge truslen mod amerikanske tjenestemænd, faciliteter og virksomheder, der er tæt forbundet med USA og dets allierede […] Midler til terrorgrupper vil sandsynligvis forøges som følge af muslimsk vrede over de amerikanske handlinger.”¹⁰

En vurdering fra det britiske JIC (Joint Intelligence Committee) fra februar 2003, der blev fremlagt for Blair-regeringen, advarer:

”Truslen fra al-Qaeda vil forøges ved begyndelsen af enhver militæraktion imod Irak […] Den verdensomspændende trussel fra andre islamiske terrorgrupper og individer vil forøges markant […] Vi har tidligere vurderet, at al-Qaeda og andre islamiske terrorgrupper kan udføre angreb som reaktion på koalitionsstyrkers militæraktioner imod Irak, og at al-Qaeda vil bruge et angreb på Irak som yderligere retfærdiggørelse for terrorangreb imod Vesten.”¹¹

Forudsigelserne holdt stik: Irak-krigen affødte terror

I årene efter invasionen og frem til i dag har flere vurderinger fra efterretningstjenester og kilder i miljøet samstemmende bekræftet forudsigelserne fra disse advarsler. En rapport, udarbejdet i 2004 af det amerikanske forsvarsministerium, der havde til formål at gennemgå effekterne af Bush/Cheney-regeringens politik i Mellemøsten på islamisk radikalisering, påpegede eksempelvis:

”Direkte amerikansk intervention i den muslimske verden har paradoksalt nok forøget de radikale islamisters prestige og opbakning […] Muslimer hader ikke vores ’friheder’, de hader vores politik […] Det dramatiske narrativ siden 11. september har i alt væsentligt bekræftet den radikale islams anklageskrift. Amerikanske aktioner og de følgende begivenheder har forstærket jihadistiske oprøreres anseelse og stadfæstet deres legitimitet blandt muslimer.”¹²

Michael Scheuer, som ledede CIA’s bin Laden-enhed fra 1996-1999, skrev senere: “Der er intet, bin Laden kunne have håbet mere på, end den amerikanske invasion og besættelse af Irak […] Ved udførelsen af disse aktiviteter og de konventionelle militærkampagner, der gik forud, fuldfører amerikanske styrker og amerikansk politik radikaliseringen af den islamiske verden.”¹³

Porter J. Goss, daværende leder af CIA, påpegede i et vidnesbyrd for senatet i 2005, at ”islamiske ekstremister udnytter konflikten i Irak til at rekruttere nye anti-amerikanske jihadister”¹⁴. Lowell Jacoby, leder af forsvarsministeriets Defense Intelligence Agency, udtalte: ”Vores politik i Mellemøsten forøger islamisk vrede. Overvældende flertal i Marokko, Jordan og Saudi-Arabien mener, at USA fører en negativ politik over for den arabiske verden.”¹⁵ Ligeledes finder man i NIC’s vurdering om global terrorisme fra 2006, at ”beklagelser over korruption, uretfærdighed og frygten for vestlig dominans” var blandt de vigtigste, underliggende faktorer for spredningen af jihad blandt muslimer, samt at konflikten i Irak ”er blevet jihadisternes ’cause celebre’, avler dyb afsky for amerikansk involvering i den muslimske verden og kultiverer den globale jihadbevægelses støtter.”¹⁶

I en tale ved Queen Mary’s College i London i 2006 udtalte Eliza Manningham-Buller, tidligere topchef for den britiske efterretningstjeneste MI5:

”Ekstremisterne er motiverede af en følelse af forurettelse og uretfærdighed [. . .] Afghanistan, Balkan, Tjetjenien, Irak, Israel/Palæstina, Kashmir og Libanon anføres ofte af de, som advokerer for terror, som eksempler på, hvad de anser som værende vestlig aggression imod Islam.”¹⁷

Afhørt i forbindelse med Chilcot-høringen i 2010 var hendes vurdering klar:

”Vores involvering i Irak radikaliserede, i mangel på bedre ord, en hele generation af unge mennesker – ikke en hel generation, et fåtal af en generation – der så vores involvering i Irak og Afghanistan som et angreb på Islam.”¹⁸

Forskerne Peter Bergens og Paul Cruickshanks studie “The Iraq Effect” fra 2007 konkluderede, at antallet af dødelige terrorangreb fra jihadister var steget syvfoldigt som følge af Irak-krigen.¹⁹ En efterretningsvurdering udarbejdet af FBI og JRIC (Joint Regional Intelligence Center) i 2011, der analyserede 57 terrorhandlinger rettet mod USA og ”amerikanske interesser” mellem 2001 og 2010, opsummerede:

”FBI og JRIC vurderer […] at forskellige begivenheder fra årtiet kan have forårsaget, at et stigende antal handlingsorienterede islamiske ekstremister udtænker og fuldfører deres planer. Disse begivenheder inkluderer, men er ikke begrænset til, en bredere oversøisk amerikansk militær tilstedeværelse […]”

I vurderingen uddybes det desuden:

”To centrale temaer opildnede aktørerne: Anti-amerikanske følelser baseret på en opfattelse af, at USA er i krig med islam, og troen på, at voldelig jihad var den retfærdige og nødvendige respons […] ”Udløsende faktorer”, såsom amerikanske militæraktioner i udlandet og indflydelse fra islamiske ideologer på internettet, bidrog til stigningen [i antallet af terrorangreb] efter 2006.”²⁰

En undersøgelse af feltagenter og analytikeres vurderinger (ansvarlige for mere end 200 sager vedrørende voldelige ekstremister radikaliseret i USA), foretaget af FBI’s terrorbekæmpelsesdivision i 2012, anslog, at amerikanske militæraktioner var den vigtigste faktor i radikaliseringsprocessen for islamiske terrorister bosiddende i USA²¹. Vender vi blikket mod Danmark, finder man i en terrorvurdering fra Center for Terroranalyse (under PET), februar måned i år, følgende udmelding:

”CTA vurderer, at terrortruslen mod Danmark overvejende kommer fra personer med sympati for militant islamisme. De motiveres af en opfattelse af, at islam er under angreb fra Vesten, af Danmarks aktive udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder deltagelse i den internationale koalition mod IS, og af tegningesagen.”²²

Sammenlign dette med Thorning-Schmidt, da hun i førnævnte tv-debat udtalte: “Det er nogle ekstremistiske mennesker, som lever af at hade os andre, og som er ude efter noget af det, som er værdifuldt for os, fordi de også kan se, at det er vores enorme styrke, vores frihed, vores demokrati, vores ytringsfrihed, og det går de efter”, hvortil Lars Løkke Rasmussen istemte: “Dette ondes rod er præcis, som statsministeren sagde, og det er jeg enig i, at der er nogle fanatikere, og de hader vores livsform.”²³

Her er således tale om to modstridende eller i alle fald radikalt forskellige udlægninger. På den ene side det vestlige efterretningsvæsens vurderinger. På den anden side en forsimplet opstilling, hvor islamisternes had til Vesten alene skyldes vore overlegne værdier og livsform (og dermed synes at udspringe af et kulturelt eller civilisatorisk sammenstød). Hvis førstnævnte af disse forklaringsmodeller inviterer til et opgør med den førte politik, foruden en realistisk analyse af terrorens årsager, afskriver sidstnævnte det samme på forhånd. Men selv hvis efterretningstjenesternes konsensus bevidst overhøres, kræver det ikke den store anstrengelse eller historiske bevidsthed at finde potentielle årsager til ‘hadet’, eller for så vidt eksempler på den vestlige krigsførelses direkte indflydelse på terrortruslen, for dermed at opstille en modvægt til kulturkrigsfortællingen.

Golf-krigen, Saddams nytteværdi og folkemorderiske sanktioner

Tragedien om Irak er værd at gennemgå og reflektere over. Saddam Hussein var allieret med Vesten, selv mens han begik sine værste forbrydelser (som f.eks. den folkemorderiske ‘Al-Anfal-kampagne’ mod kurderne i 1988).²⁴ Til trods for at hverken regimets interne menneskerettighedsforhold eller omfangsrige brug af kemiske våben var nogen hemmelighed, fortsatte de varme relationer med både USA og England helt op til invasionen af Kuwait i 1990.

Kort efter uddrivelsen af de irakiske styrker i Kuwait i den amerikansk ledede Operation Desert Storm gjorde shia-muslimer og kurdere oprør mod Hussein. Her indtraf en øjensynlig mulighed for at slippe af med diktaturet, såfremt amerikanerne reelt ønskede det. Skønt Bush i februar opfordrede den irakiske befolkning til oprør, ignorerede amerikanerne flere appeller om støtte fra oprørsstyrkerne og så passivt til, mens opstanden blev knust, først i syd og senere i nord. En rapport fra det amerikanske senat bemærkede desuden, at flere arabiske og kurdiske oppositionsledere havde påtænkt at tilslutte sig oprørsstyrkerne, men undlod, da de ingen støtte fik tilkendegivet fra amerikansk side.²⁵ Amerikanske helikoptere blev udlånt til Hussein, der anvendte dem til at bekæmpe oprørsstyrker.²⁶ Titusinder mistede livet under den følgende nedslagtning og blev begravet i massegrave.²⁷ Colin Powell, daværende øverstbefalende for den amerikanske hær, erkendte senere i sine erindringer:

“[Oprørsstyrkernes] succes var ikke et mål i vores politik. Præsident Bush’s retoriske opfordring til irakerne om at vælte Saddam gav muligvis opmuntring til rebellerne. Men vores praktiske intention var at overlade Baghdad nok styrke til at overleve som en trussel imod Iran […]”²⁸

Det skulle dog blive de amerikansk/britisk-ledede FN-sanktioner mod landet op igennem 1990’erne, der skulle gøre mest skade på det irakiske samfund og dets befolkning. Ved udgangen af 1999 havde en halv million irakiske børn ifølge UNICEF mistet livet som følge af mangel på mad, medicin og rent drikkevand. Hyperinflation rasede, og manglen på materialer nedbrød landbrug og industri.²⁹ Bin Laden henviste senere til sanktionerne, både i en fatwa fra 1998 og som led i sin retfærdiggørelse af terrorangrebet den 11. september 2001:

”Denne måde at undertrykke og ”sanktionere” millioner til døde, som Bush senior gjorde i Irak, er den største slagtning af børn, menneskeheden nogensinde har set […] Med disse og lignende billeder som baggrund vil 11. september forekomme at være svar på disse forurettelser.”³⁰

Denis Halliday, FN’s humanitære koordinator i Baghdad, sagde op i protest og karakteriserede sanktionerne som et folkemord.³¹ Hans efterfølger på posten, Hans von Sponeck, gik af i protest mindre end to år senere. Jutta Burghardt, leder af World Food-programmet i Irak, indgav ligeledes en protestopsigelse.³² Da den daværende amerikanske FN-ambassadør, Madeleine Albright, blev adspurgt, om en halv million irakiske børneliv “var prisen værd”, var hendes svar: “Vi mener, at det er prisen værd”³³. Hendes synspunkt blev kendt i hele den arabiske verden.

Irak-krigen og opkomsten af Islamisk Stat

I en Gallup-måling fra 2003, foretaget kort efter bombningerne af landet begyndte, anså 43 procent af de adspurgte irakere invasionen som et rovtogt på landets olieressourcer. Kun 4 procent troede på påskuddet om masseødelæggelsesvåben, og endnu færre på den påståede demokratiseringsmission.³⁴ En 2005-meningsmåling fra det britiske forsvarsministerium viste, at 82 procent var ”stærkt imod” koalitionstroppernes tilstedeværelse, at befolkningen generelt følte sig mindre trygge efter invasionen, og at anti-vestlige følelser i landet var udbredte.³⁵ Fokusgruppeundersøgelser af den amerikanske hær i Irak i slutningen af 2007, konkluderede ligeledes, at irakere af enhver sekterisk tilknytning og etniske afstamning mente, at invasionen var den primære rod til den voldelige splid i landet, og at disse anså tilbagetrækningen af de invaderende styrker som værende nøglen til national forsoning.³⁶ En omfattende analyse fra Zogby i 2011 fandt, at størstedelen af irakere mente, at krigens konsekvenser havde været negative for landets sikkerhed, økonomi, offentlige forvaltning og relationer til dets nabolande.³⁷ Over en million civile irakere anslås at have mistet livet i krigen siden 2003.³⁸

I en af sine første beslutninger som nyudnævnt administrator for Koalitionens Midlertidige Admnistration i Irak (CPA) fyrede Paul Bremer i maj 2003 450.000 irakiske soldater og opløste dermed den irakiske hær. David Petraeus, øverstkommanderende for koalitionsstyrkerne i Irak, forklarede, at beslutningen skabte “titusinder, hvis ikke hundredtusinder af yderligere fjender for koalitionen”³⁹. En embedsmand udtalte direkte: “Det var den uge, hvor vi skabte 450.000 fjender i Irak”⁴⁰.

Det er dog værd at indskyde et mere håndgribeligt eksempel på, hvordan forvaltningen af Irak-krigen har haft en direkte indflydelse på produktionen af terrorister: Op igennem 2000’erne blev titusinder af irakere holdt fanget i amerikanske forvaringslejre uden rettergang. En af disse lejre, Camp Bucca nær Umm Qasr, var muligvis den største ikke-retslige fangelejr i verden, med omtrent 20.000 indsatte i 2007. Menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch var forment adgang til lejren. Det samme var FN’s assistancemission (UNAMI), der på vegne af Sikkerhedsrådet skulle afgive rapporter om menneskerettighedsforholdene i landet. Alene det at være en ”mistænksomt-udseende” mand i den kampdygtige alder kunne – i forlængelse af Bush-doktrinen – være årsag nok til at blive arresteret.⁴¹ Efterretningsofficerer anslog i en hemmeligholdt Røde Kors-rapport fra februar 2004, at 70-90 pct. af de indsatte i irakiske fangelejre var “arresteret ved en fejl”.⁴²

Islamisk Stats nuværende leder og selvudråbte kalif, Abu Bakr al-Baghdadi, er tidligere fange fra Camp Bucca – et karaktertræk, han deler med en stor del af organisationens lederskab. Forhenværende ba’athister og irakiske officerer delte celler med militante islamister og højtstående al-Qaeda-medlemmer. Mange blev radikaliseret under opholdet.⁴³ Gruppens kommende anførere blev håndplukket af al-Baghdadi blandt hans medfanger: Abu Muslim al-Turkmani, forhenværende oberstløjtnant i det irakiske militær og gruppens næstkommanderende frem til sin død i 2015; Mohannad al-Sweidawi, leder af gruppens militærråd og højtstående officer under Hussein; Abdul Rahman al-Bilawi, tidligere kaptajn i den irakiske hær og al-Sweidawis forgænger.⁴⁴ Flere kunne nævnes.⁴⁵ I 2014 bestod omtrent en tredjedel af Islamisk Stats topkommando af forhenværende militærofficerer fra Saddam-æraen, hvoraf størstedelen havde været fængslet af amerikanske styrker.⁴⁶

I 2007 var radikaliseringen i lejren så omfattende, at militante oprørere frivilligt lod sig tilfangetage for at kunne være sammen med ligesindede. ”De trådte ind og sagde: ’jeg tror sådan og sådan, og derfor vil jeg gerne sidde i Compound 34’. De brugte deres tilbageholdelse til egen vindings skyld”, sagde Doug Stone, general og kommandant for lejren i 2007. En tidligere indsat fortalte: ”Ekstremister havde frihed til at uddanne unge indsatte […] Jeg så dem give forelæsninger med tavlebrug om, hvordan man skulle håndtere sprængstoffer, våben og blive selvmordsbomber”.⁴⁷ ”Mange af os i Camp Bucca var bekymrede for, om vi frem for at tilbageholde fanger havde skabt en trykkoger for ekstremisme”, fortalte en tidligere fængselsofficer, der arbejdede i lejren fra 2006 til 2007.⁴⁸ Hisham al-Hashimi, en irakisk sikkerhedsstrateg og analytiker, der personligt har mødt al-Baghdadi, er af den opfattelse, at det var opholdet i fængselslejren der radikaliserede ham.⁴⁹ Dette synspunkt støttes af en medfange, der mener, at al-Baghdadis ophold i lejren fyldte ham med ”hævntørst”. Flere med personlige relationer til ham har udtalt, at han blev ”mere ekstrem” efter sin afsoning.⁵⁰

Den amerikanske hær var i 2007-2008 nødsaget til at påbegynde et afradikaliserings-program i lejren. Doug Stone kaldte de amerikanske fangelejre for “jihadist-universiteter” og forklarede, at radikalisering af indsatte var ”virkelig bekymrende”⁵¹. Ekstremister tvang moderate fanger til at lytte på prædikener om jihad. ”Før deres indespærring var al-Baghdadi og andre voldelige ekstremister, som ville USA det ondt”, skrev veteranen den tidligere efterretningsofficer Andrew Thompson og forskeren Jeremi Suri i New York Times, men “deres tid i fængslet skærpede deres ekstremisme og gav dem muligheden for at samle følgere […] Fængslet blev et decideret terroristuniversitet: De hårde radikale var professorerne, de andre indsatte var studerende, og fængselspersonalet spillede rollen som den fraværende kustode.”⁵² En tidligere højtstående leder for gruppen omtalte sit ophold i lejren med stor beundring: ”Vi havde så meget tid til bare at sidde og planlægge.”⁵³ Et officielt militærtidsskrift fra 2008 beskrev forholdene i lejren sådan her: ”Bag disse lejres tremmer befinder sig islamiske ekstremister, som vil såre eller dræbe medfanger for opførsel, de anser som værende mod Islam”. En afdelingsleder citeres: ”Enhver, som er del af, hvad der anses som ’vestlig’ opførsel, bliver straffet af de ekstremistiske elementer i lejren.”⁵⁴ En analyse fra efterretningsfirmaet Soufan fra november 2014 konkluderede: ”Alliancen mellem medlemmer af al-Qaeda i Irak og eks-ba’athister blev også styrket af, at mange af dem var bragt sammen i amerikanske fangelejre i Irak, såsom Camp Bucca.”⁵⁵

Efter al-Qaeda-lederen Abu Musab al-Zarqawis død i 2006 udviklede organisationen sig til det nuværende Islamisk Stat. Bevægelsen opstod i det politiske vakuum skabt af den irakiske statsudhuling og det betændte klima formet af al-Maliki-regeringens korruption, inkompetence og magtmonopolisering.⁵⁶ Senere skulle den vinde momentum, da protesterne i Syrien blev til væbnet kamp. Resten er historie.

George Joffe, tidligere Irak-rådgiver for Blair-regeringen, udtalte i 2014, at Bush/Blair-politikken havde det “totale ansvar” for Islamisk Stat og situationen i Irak.⁵⁷ Dette synspunkt deles af Alexandor Lemmons, sergent og veteran fra Irak, der i 2015 kaldte Islamisk Stat for Vestens “monster”, og Juan Cole, mellemøstekspert og -kommentator, der har konkluderet, at “den amerikanske besættelse skabte forholdene, under hvilke gruppen kunne florere”⁵⁸. Baseret på et dybdeborende studie af de irakiske arkiver og Hoover-institutionens journaler om Ba’ath-partiet afviste Forskerne Samuel Helfont og Michael Brill, at IS skulle være opstået under Saddam-regimet. De konkluderede i stedet: “ISIS er et symptom på en ødelagt stat og et ødelagt politisk system, der er opstået siden 2003.”⁵⁹

Når regnskabet gøres op: Arven fra Irak

Vi befinder os således i skrivende stund i den situation, at den idag 30-årige iraker blev født under Iran-Irak-krigen, var barn under et brutalt, vestligt-støttet diktatur, oplevede Vesten bistå dette diktatur i nedkæmpelsen af oprørsstyrker, som ville det til livs, voksede op under drakoniske sanktioner og bombardementer ført af Vesten op igennem 1990’erne, som ung i 2003 så en vestligt ledet koalition besætte landet mod befolkningens ønsker (baseret på et propagandistisk og falsk grundlag) og, som konsekvens deraf, så det falde i hænderne på historiens hidtil største og voldeligste islamiske terrorgruppe, undfanget i vestligt etablerede fængselslejre. Kan det undre, hvis irakere skulle have det mindste imod Vesten?

Lignende historier kunne skrives for flere andre af de lande i Mellemøsten (og MENA-regionen⁶⁰), der er arnesteder for jihadistiske organisationer. Invasionen af Irak er blot et enkelt, om end særlig grelt, eksempel i historien om den vestlige krigsførelse og dens eftervirkninger.

Nøjagtig som al-Qaedas angreb i New York var det, er Islamisk Stats voldseskapader kulminationen på en årelang, stadigt mere kultiveret angrebskampagne, drevet af en højst historiebevidst ideologi og et klart argumenteret had til vestlig imperialisme. Tag eksempelvis Islamisk Stats “frustration” over Sykes-Picot-aftalen. Det er ikke et tilfælde⁶¹, at gruppen få dage efter deres overtagelse af Mosul udsendte en propagandavideo med titlen “The ends of Sykes-Picot”, der viser medlemmere af bevægelsen destruere den syrisk-irakiske grænse med bulldozere. IS-leder al-Baghdadi svor i juli 2014, at “denne velsignede fremrykning vil ikke stoppe, før vi har slået det sidste søm i kisten på Sykes-Picot-konspirationen”⁶². I 2012 udsendte al-Baghdadi en tale, hvori han støttede den syriske jihad og argumenterede for vigtigheden i at “nedrive grænserne implementeret ved Sykes-Picot”⁶³. Han beskyldte ligeledes al-Qaeda-leder Ayman al-Zawahiri for at forsvare aftalen ved at skelne mellem Syrien og Irak som nationer.⁶⁴ Bin Laden refererede selv til Sykes-Picot-aftalen i en prædiken fra 2003:

”Mens jeg taler, har vi endnu ikke helet vore sår fra korsfarernes krig mod den islamiske verden igennem det sidste århundrede og fra Sykes-Picot-aftalen fra 1916 mellem England og Frankrig, der førte til splittelsen af den islamiske verden. Korsfarernes agenter sidder i dag stadig på magten, under fanen af en ny Sykes-Picot-aftale, Bush-Blair-aksen, der har det samme formål og den samme hensigt.”⁶⁵

På 100-årsdagen for Sykes-Picot-aftalen udsendte Islamisk Stat nyhedsbrevet “Den Islamiske Stat og Sykes-Picot”, hvori gruppen skrev: “Over de sidste to århundreder er dusinvis af aftaler blevet indgået mellem korsfarernes kolonialstater for at opdele de muslimske lande. Den mest velkendte af disse er Sykes-Picot-aftalen […] Denne aftale blev et symbol på den fragmentering, muslimer er blevet pålagt.”⁶⁶

Al-Baghdadi opsummerede bevægelsens verdenssyn i sin første tale efter kalifatets officielle etablering. Kalifatet ville lade muslimer hele sårene efter århundreder med vestlig dominans. “Muslimerne blev besejret efter kalifatets fald”, udtalte han, “deres stat ophørte, så de vantro kunne svække og ydmyge dem, dominere dem i hver region, stjæle deres ressourcer og frarøve dem deres rettigheder. De gennemførte dette ved at angribe og besætte deres lande, ved at placere deres forræderiske agenter på magten, hvorfra de kunne regere muslimer med jernhård hånd og sprede bedrageriske slogans som: Civilisation, fred, samhørighed, frihed, demokrati”. Herefter nævnes en bred vifte af historiske konflikter i Myanmar, Fillipinerne, Indonesien, Kashmir, Bosnien og Palæstina som eksempler på vestlig vold mod muslimer.⁶⁷ Hver eneste udgave af Islamisk Stats blad Dabiq (der idag hedder Rumiyah) begynder med et citat af Abu Musab al-Zarqawi, forhenværende leder af al-Qaeda i Irak: “Gnisten er blevet tændt her i Irak, og dens varme vil fortsat intensiveres – ved Allahs tilladelse – til den brænder korsfarernes hære i Dabiq [by i det nordlige Syrien]”.

Selvdestruktiv ignorance

Et forsøg på at dissekere Islamisk Stat eller andre jihadgruppers oprindelse og virke skal derfor ikke alene have det nye årtusinde som sit historiske udgangspunkt. Den antivestlige, globalt orienterede jihadbevægelse kan tilskrives en relativt klar oprindelse og udvikling i sidste halvdel af det 20. århundrede. At indskrænke det historiske perspektiv, indtil nutidens gerninger står næsten isoleret, er derfor analytisk og refleksivt amputeret og ­– som effekterne af den førte politik viser – kontraproduktivt for bekæmpelsen af terror.

Ligeledes er inddragelsen af Konstantinopels fald og Mohammeds flugt fra Mekka af ringe betydning for den nuværende konflikttilstand. Islamisk Stats og al-Qaedas had til Vesten er ikke diskrete punkter på en tidslinje, lige så lidt som det er en art platonisk idé, der siden islams oprindelse har eksisteret uden for tid og rum, upåvirket af det 20. århundredes politiske begivenheder, men fundamentalt indlejret i den islamiske kultur og dennes selvforståelse. Det er derimod afledt af et konfliktdrevent verdensbillede vendt imod og næret af vestlig imperialisme, rodfæstet i koldkrigsæraens begivenheder og af Vestens krige i Mellemøsten sidenhen. At trække en positiv forbindelse mellem krig og terror burde ikke være en hård intellektuel prøvelse: Den vestlige krigsførsel og politik har igennem de sidste syv årtier haft afgørende betydning for terrortruslen.

De kan mærkes helt ind i Europas hjerte, når en bombe sprænger i England, eller når flygtninge krydser Middelhavet. Et oprigtigt ønske om at se en afslutning på disse begivenheder kommer ikke uden om en erkendelse af, at den vestlige krigsførelse har en indflydelse på terrortruslen, og at den nuværende bekæmpelsesstrategi har en kontraproduktiv effekt.

Nogle kunne måske påpege, at forståelsen af enhver konflikt kan relativiseres og farves af et tendentiøst valgt historisk udgangspunkt og en på forhånd fastsat fortolkningsmodel. Dette kan være delvis rigtigt, men bør ikke implicere forkastelse af en empirisk tilgang til analysen af terrorens årsager ­– alternativet er en ideologisk famlen i blindhed. Dette forudsætter selvfølgelig, at en sådan diskussion overhovedet finder sted og tages seriøst af magthaverne. Men så længe debatten ignoreres eller frakendes eksistensberettigelse eller endda erklæres for decideret farlig fra politisk side, forsøger man at finde en løsning på et problem, hvis karakter man i vid udstrækning ikke kender eller forstår – og undertiden ikke vil forstå. Læg dertil den tilsyneladende immunitet over for erfaringsbaseret erkendelse, der på alle måder gennemsyrer såvel den danske, amerikanske og overordnede vestlige bekæmpelse af terrorismen de senere år. Hvad man har tilbage, er en selvdestruktiv politik.

1. John W. Dower, War Without Mercy: Race & Power in the Pacific War (Pantheon Books, New York, 1986), s. 36, 40-41 samt 53-54.
2. Af nævneværdige undtagelser er forfatter Carsten Jensens reflekterende (men dokumentationsfattige) indlæg i Information og Politiken, samt Kristian Thorups kronik ‘Hvorfor hader muslimerne os?’, Berlingske Tidende, 6. marts 2017.
3. Partilederdebat, 8. januar 2015, Danmarks Radio. https://www.dr.dk/nyheder/politik/thorning-og-thulesen-dahl-vi-skal-ikke-soege-en-forklaring-paa-terroren
4. Peter Skaarup: ‘Det er ikke nogle andres skyld’, Berlingske Tidende, 23. juli 2016.
5. Nasser Khader: ‘Hvem bærer skylden’, blog på bt.dk, 6. marts 2015.
6. Nasser Khader: ‘Moderate muslimer har et medansvar for terror’, Berlingske Tidende, 16. juli 2016.
7. Jacob McHangama: ‘Det er absurd at give Vesten skylden for terror’, Politiken, 16. november 2015.
8. Rune Selsing skriver eksempelvis: “Terroren er et ekstremt resultat af sammenstødet mellem den islamiske og vestlige civilisation. Den mest tydelige konflikt mellem civilisationer i vor tid […]. Erkend problemet for, hvad det er. Kultur. Islamisk over for vestlig. Et civilisatorisk sammenstød”. Rune Toftegaard Selsing: ‘Terroren og de sorte pletter’, blog på Jyllands-Posten, 16. februar 2015. Se også dennes ‘Civilisationskonflikten med islam’, Jyllands-Posten, 15. september 2015.
9. Paul Rogers: Iraq: Consequences of a war, (Oxford Research Group, 2002). Første delmængde af citatet findes på s. 2, øvrige dele findes på s. 14-15.
10. Regional Consequences of Regime Change in Iraq (National Intelligence Council, 2003), s. 13.
11. International Terrorism: War with Iraq, (JIC assessment, 10. februar 2003), s. 1-2.
12. Report of the Defense Science Board Task Force on Strategic Communication, Department of Defense (2004), s. 40.
13. Michael Scheuer, Imperial Hubris (Brassey’s Inc., Washington D.C., 2004), s. xv samt 212.
14. Current and projected national security threats to the United States (Hearing before the Select Committee on Intelligence, United States Senate,Washington, 2005), s. 9.  Kan læses på https://www.intelligence.senate.gov/sites/default/files/hearings/threats.pdf
15. Bob Herbert: ‘Iraq, Then and Now’, New York Times, 21. februar 2005.
16. Trends in Global Terrorism: Implications for the United States, National Intelligence Council (2006). Første citat findes på s. 6, andet på s. 25.
17. Eliza Manningham-Buller: The international terrorist threat to the UK. En fuldstændig afskrift af talen er i skrivende stund ledig på MI5’s officielle hjemmeside: https://www.mi5.gov.uk/news/the-international-terrorist-threat-to-the-uk
18. Richard Taylor Norton: ‘Former MI5 chief delivers damning verdict on Iraq invasion’, The Guardian, 20. juli 2010. Direkte adspurgt af et høringsmedlem i hvor høj grad konflikten havde forværret den internationale terrortrussel, svarede Manningham-Buller ”væsentligt”.
19. Peter Bergen og Paul Cruickshank: ‘The Iraq Effect’, Mother Jones, 1. marts 2007.
20. Decade in Review: Self-Selecting US Persons Drive Post-2006 Increase in Anti-US Plotting, FBI Los Angeles/JRIC (2011), s. 2. Andet citat kan læses på s. 5-6.
21. Murtaza Hussein og Cora Currier: ’U.S. Military Operations are the Biggest Motivation for Homegrown Terrorists, FBI Study Finds’,  The Intercept, 11. oktober 2016.
22. Vurdering af terrortruslen mod Danmark, Center for Terroranalyse, 7. februar 2017, s. 3-4. En lignende vurdering kan findes i trusselsvurderingen fra 2016 (s. 4).
23. Partilederdebat, 8. januar 2015, Danmarks Radio. https://www.dr.dk/nyheder/politik/thorning-og-thulesen-dahl-vi-skal-ikke-soege-en-forklaring-paa-terroren
24. Efterrationaliseringerne, der i dag høres fra flere sider, som retfærdiggørelse for Irak-krigen, refererer ofte til Hussein-regimets totalitære natur og dets forbrydelser mod menneskeheden som retfærdiggørelse for en invasion. Dette argument klinger selvsagt rungende hult, ikke kun imod den historiske baggrund af vestlig støtte til dets rædsler – som var velkendte, mens de stod på – men særligt i betragtning af, at de fremhævede punkter i den danske regerings beslutningsgrundlag i 2003 stort set alle omhandlede Iraks forpligtelser ift. nedrustningen af masseødelæggelsesvåben. Pålidelige efterretninger på tidspunktet for invasionen konkluderede, at landets våbenlagre var blevet destrueret efter Golf-krigen, og at Hussein ikke udgjorde nogen særlig sikkerhedstrussel. Den officielle undersøgelse fra Iraq Survey Group konkluderede, at landet afsluttede sit atomprogram i 1991 og havde destrueret samtlige af sine kemiske våben og våbenlagre efter Golf-krigen. Inspektører fra FN og IAEA foretog 900 inspektioner i Irak fra 27. november og frem til 18. marts 2003 og konkluderede, at landet ingen kemiske eller biologiske våben havde til rådighed. Skønt Irak i sidste ende tilbød en ubetinget adgang til FN’s våbeninspektører (se interview med Scott Ritter, forhenværende FN-våbeninspektør i Irak, Democracy Now!, 21. oktober 2005), valgte man at igangsætte en invasion med dansk opbakning.
25. Jason Embry: ‘Uprising in Iraq may be slow because of U.S. inaction in 1991’, Seattle Intelligencer, 4. april 2003. Tim Arango: ‘A long awaited apology for Shiites, but the wounds run deep’, The New York Times, 8. november 2011. Mark Matthews: ‘U.S. Failure to back rebels discouraged military opposition in Iraq, report says’, Baltimore Sun, 3. maj 1991. Se også Ian Black: ”Chemical Ali’ on trial for brutal crushing of Shia uprising’, The Guardian, 22. august 2007, blandt flere.
26. Norman Schwarzkopf, øverstbefalende general for Golf-styrkerne, tillod udlån af amerikanske kamphelikoptere til irakiske styrker, der efterfølgende blev brugt til bekæmpelse af oprørsstyrkerne. Schwarzkopf forklarede senere, at han følte sig ”snydt”, da helikopterne ifølge det irakiske militær skulle bruges til at ”transportere regeringsansatte”. Talsmand for Det Hvide Hus, Martin Fitzwater, forklarede, at det ikke var en overtrædelse af den tidligere indgåede våbenhvile, da der intet var på skrift. Et referat af Frost-interviewet er tilgængelig via PBS: http://www.pbs.org/wgbh/pages/frontline/gulf/oral/schwarzkopf/1.html. Se blandt andre, også for Fitzwater-citatet, Carolyn Raeke: ‘Schwarzkopf accuses Iraq of ‘suckering’ him, admits helicopters were vital to quashing rebels’, The Buffalo News, 26. marts 1991.
27. John F. Burns: ‘Uncovering Iraq’s Horrors in Desert Graves’, The New York Times, 5. juni 2006.
28. Colin Powell & Joseph E. Persico, My American Journey (Random House, New York, 1995), s. 531.
29. Anthony H. Cordesman og Ahmed S. Hashim: Iraq: Sanctions and Beyond (Westview Press, Boulder-Oxford, 1997), s. 140-141: “Iraks industrielle sektor er blevet decimeret, dens produktion faldet med 50 % siden august 1990 […] Iraks befolkning er blevet knust socialt, økonomisk og psykologisk. Til trods for et næsten totalt forbrug af opsparinger er levestandarden reduceret til et godt stykke under halvdelen ift. før-krigstiden […] Landbrugssektoren har ikke overvundet sin mangel på gødning, dyrefodder, reservedele til maskineri eller krigsskader på kunstvanding og dræning. Irak lider også af hyperinflation. Situationen i landet er sammenlignelig med hyperinflationen i Weimar-republikken i 1920’erne. Ved afslutningen af 1994 estimerede regeringen [i Irak], at priser gennemsnitligt var steget med 5.000 % siden 1990″.
30. ‘Transcript: Translation of bin Laden’s videotaped message’, The Washington Post, 1. november 2004. Bin Laden nævner i samme sætning også Clinton’s bombardementer af Irak i 1998.
31. Denis Halliday: ‘The Deadly and Illegal Consequences of Economic Sanctions on the People of Iraq’, The Brown Journal of World Affairs (Vol. VII, 1, Winter-Spring 2000), s. 229-233.
32. John Pilger: ‘Squeezed to death’, The Guardian, 4. marts 2000.
33. Interview med CBS News 60 minutes. Indslaget kan i skrivende stund ses på https://vimeo.com/63097068
34. Walter Pincus: ‘Skepticism about U.S. deep, Iraq poll shows’, Washington Post, 12. november 2003.
35. Sean Rayment: ‘Secret MoD poll: Iraqis support attacks on British troops’, The Telegraph, 23. oktober 2005.
36. Karen DeYoung: ‘All Iraqi groups blame U.S. invasion for discord, study shows’, Washington Post, 19. december 2007.
37. Iraq: The War, Its Consequences and the Future (Zogby Research Services, 2011), s. 6-7.
38. Statistiske undersøgelser foretaget af John Hopkins University, udgivet i 2004 og 2006, såvel som af Opinion Research Business i 2007, anslog, at flere end en million irakere ville være døde som resultat af krig, besættelse og deres indirekte konsekvenser i 2008. Se Body Count: Casualty Figures after 10 years of the “War on Terror” (Physicians for Social Responsibility, 2015), s. 16.
39. SIGIR: Hard Lessons: The Iraq Reconstruction Experience, s. 77.
40. David Rieff: ‘Blueprint for a mess’, The New York Times, 2. november 2003.
41. Andrew Thompson og Jeremy Suri: How America Helped ISIS, The New York Times, 1. oktober 2014. Se også Ciara Gilmartin: ‘The “surge” in Iraqi prisoners’, Foreign Policy in Focus, 7. maj 2008.
42. Report on the International Committee of the Red Cross (ICRC) on the treatment by coalition forces of prisoners of war and other protected persons by the Geneva Conventions in Iraq during arrest, internment and interrogation (ICRC, 2004), s. 8.
43. Fawaz A. Gerges: ISIS: A History (Princeton University Press, Princeton and Oxford, 2016), s. 133-134.
44. Ibid., s. 152-153. Se også Ben Hubbard og Eric Schmidt: ‘Military Skill and Terrorist Technique Fuel Success of ISIS’, New York Times, 27. august 2014 og Anne Speckhard: ‘Al Baghdadi, ISIS, Camp Bucca and the detainee rehabilitation program in Iraq – could we have changed the outcome?’, blog via The Huffington Post, 9. marts 2014.
45. Abu Mohammad al-Julani, leder af Jabhat al-Nusra, al-Qaedas filial i Syrien, er eksempelvis også tidligere Camp Bucca-fange.
46. Ben Hubbard og Eric Schmidt: ‘Military Skill and Terrorist Technique Fuel Success of ISIS’, New York Times, 27. august 2014. Ifølge Hisham al-Hashimi anslog den irakiske regering i 2014, at 17 af de 25 mest prominente ledere af ISIS havde siddet i amerikanske fængler mellem 2004 og 2011. Se Martin Chulov: ”ISIS: The inside story”, The Guardian, 11. december 2014.
47. Brad Parks: ‘How a US prison camp helped create ISIS’, The New York Post, 30. maj 2015. Desuden: ‘US Iraq jail an ‘al-Qaeda school”, reportage fra Al Jazeera, 12. december 2009.
48. Jenna McLaughlin: ‘Was Iraq’s top terrorist radicalized at a US-run prison?’, Mother Jones, 11. juli 2014.
49. Ruth Sherlock: ‘How a talented footballer became world’s most wanted man, Abu Bakr al-Baghdadi’, The Telegraph, 11. november 2014.
50. Gerges: ISIS: A History, s. 132, med henvisning til Abdel-Bari Atwan: Al-Dawla al- Islamiyya: al-Guzour, al-Tawahush wal Mustaqbal, s. 46, og Wael Essam: al- Quds al- Arabi, 19. oktober 2014.
51. David Ignatius: ‘A terrorist with gang-leader charisma’, Washington Post, 24. juni 2014. Se også Michael Weiss og Hassan Hassan: ISIS: Inside the Army of Terror (Regan Arts, New York, 2016), s. 82-83.
52. Andrew Thompson og Jeremy Suri: “How America Helped ISIS”, The New York Times, 1. oktober 2014.
53. Martin Chulov: ”ISIS: The inside story”, The Guardian, 11. december 2014.
54. Jason McCammack: ‘Camp Bucca: Inside the Wire’ (All Hands, Januar 2008), s. 21-23.
55. Richard Barrett: The Islamic State (The Soufan Group, november 2014), s. 19.
56. Se, blandt andre, Zaid al-Ali: ‘How Maliki ruined Iraq’, Foreign Policy, 19. juni 2014.
57. Mehdi Hassan: ‘Tony Blair bears ‘total responsibility’ for Isis, says academic who advised him on Iraq’, The Huffington Post, 17. juni 2014.
58. Alexander Lemmons: ‘Iraq vet: We created ISIS- now we need a plan to defeat it’, Time, 18. november 2015.

    Juan Cole: ‘How the United States helped create the Islamic State’, The Washington Post, 23. november 2015.

59. Samuel Helfont og Michael Brill: ‘Saddam’s ISIS?’, Foreign Affairs, 12. januar 2016.
60. Betegnelse for Mellemøsten og Nordafrika.
61. Fawaz Gerges, professor i Mellemøstenstudier ved London School of Economics og forfatter til flere bøger om islamisk jihadisme, skriver i sit studie af Islamisk Stat, ISIS: ”Baghdadi og hans kohorter gjorde det klart, at de ville nedrive de “koloniale” grænser, der delte den arabisk-islamiske verden i separate stater og erstatte dem med et kalifat […] For at vise deres beslutsomhed efter overtagelsen af Mosul i juni 2014 jævnede IS-kæmpere grænsen mellem Syrien og Irak […] en handling der havde til formål at vise deres revolutionære hensigter og appelere til en arabisk befolkningsskare, der stadig anser Sykes-Picot-aftalen for at være illegitim, et vestligt plot, der skal dele, svække og erobre den arabiske verden.” Se Fawaz A. Gerges: ISIS: A History (Princeton University Press, Princeton and Oxford, 2016), s. 42-43.
62. Robin Wright: ‘How the curse of Sykes-Picot still haunts the Middle East’, The New Yorker, 30. april 2016.
63. Jeremy M. Sharp og Christopher M. Blanchard: Armed conflict in Syria: U.S. and international response, CRS Report for Congress, (Congressional Research Service, 2013), 22. april 2013, s. 13n.
64. Michael Weiss og Hassan Hassan: ISIS: Inside the Army of Terror (Regan Arts, New York, 2016), s. 148.
65. James Howarth og Bruce Lawrence: Messages to the World: The statements of Osama bin Laden (Verso, New York-London, 2005), s. 187.
66. The Islamic State and Sykes-Picot, al-Naba nr. 32. Engelsk oversættelse: https://archive.org/stream/TheIslamicStateAndTheWorldAfterSykesPicot/The%20Islamic%20State%20and%20the%20World%20after%20Sykes-Picot#page/n0/mode/2up
67. Jason Burke: The New Threat: The past, present and future of islamic militancy (The New Press, New York-London, 2015), s. 91-92, med henvisning til en oversættelse af talen: ‘A message to the Mujahideen and the Muslim Ummah in the month of Ramadan’, oversat af MEMRI (Middle East Research Institute), 1. juli 2014.