Sløret: undertrykkelsessymptom, modstandsmarkør, krisetegn?

“Leila Ahmed bruger Cromer som et bevis på det koloniale og paternalistiske establishments tilegnelse af feminismens sprogbrug i dets angreb på andre mænds religioner og kulturer, særligt på islam, ‘for at give dette angreb et skær af moralsk retfærdiggørelse’. Den samme tendens til at sammenblande islamofobi og feminisme opleves hyppigt i den danske debat. Der tales om at beskytte den muslimske kvinde, samtidig med at man gør tilværelsen mere og mere uudholdelig for hende…”

Af Birgitte Rahbek

Er der nogen, der kan huske, hvad vi talte og skrev om, før muslimerne tog tørklæde på? I 1960’erne var der Vietnam-krigen og den græske junta. Disse emner fortsatte vi med at diskutere i 1970’erne tillige med Rote Armee Fraktion og Action Directe i Frankrig og De røde Brigader i Italien, der alle slog deres navn fast med terror. I 1980’erne gik diskussionerne på atomoprustning og atomkraft, og i 1990’erne fulgte så den første Golf-krig og krigen i Jugoslavien og endelig i 2000’erne USA’s og vores krig mod Irak, hvis resultat millioner af arabere i dag betaler prisen for, og hvor bølgeskvulpene også har ramt vore breddegrader i form af ISIS-inspireret terror i europæiske storbyer.

I den digitale tidsalders korte hukommelse synes alt andet end islamistisk terror at være gået i glemmebogen, så Weekendavisens leder (9.6.2017) kan koge det ned til “en historisk værdikamp mellem sekulær frihed og religiøs totalitarisme” og slå fast, at islam er mere ufredelig end de to andre monoteistiske religioner.

Samme melodi anslås af juristen Louise Kobbernagel i et debatindlæg i Politiken (10.6.2017), hvori hun skriver, at “hun ikke anser en mand, der slår ihjel i Allahs navn, for at være en rigtig europæer, ligegyldigt om han er født og opvokset i Europa. Man bomber nemlig ikke sit fædreland”. Det sidste var nu lige præcist, hvad ovennævnte terrorgrupper gjorde, og med hensyn til at slå ihjel i Guds navn har det nu ikke været fremmed for de europæiske kolonialister. Dertil kommer, at de kristne lande vel stadig tegner sig for de største massemord i historien.

Men selvom den sidste halve snes års debat om islam og tørklæder kan forekomme ny, går kampen om muslimske kvinders påklædning mange år tilbage.

Da franskmændene sidste år prøvede at forbyde kvinder at bade i den såkaldte burkini, var det ikke første gang, de forsøgte at hive tøjet af muslimske kvinder. Men hver gang går det galt og fører til, at den muslimske påklædning, det være sig burkinien eller tørklædet, går fra at være den enkelte kvindes valg og hendes definition på ærbarhed til at blive et modstandssymbol. Et symbol på modstanden mod at lade sig definere af magten og tyrannisere ind i en assimilation. I dag ved vi, at designeren af burkinien havde tænkt den som en frigørende beklædning, der kunne gøre det muligt for de meget ortodokse kvinder at kaste sig i bølgerne. Også i Israel har en modeskaber udviklet en særlig dækkende badedragt for ortodokse jødiske kvinder.

Under Algeriets befrielseskrig skrev den fransk-vestindiske psykiater Frantz Fanon om franskmændenes besættelse af de algeriske kvinder, der både tirrede og æggede dem: Når den europæiske mand drømmer om at voldtage en algerisk kvinde, river han altid først hendes slør i stykker.

Nu er det nok at gå for vidt at tillægge alle franskmænd og andre kolonisatorer voldtægtsdrømme, men det er påfaldende, så optaget de alle har været af kvindens tilsløring og af at ville befri de muslimske kvinder fra deres muslimske mænd, som så igen skulle befri sig fra islam: Man kunne kun blive ansat i den franske koloniadministration i Algeriet, hvis man frasagde sig sin muslimske identitet.

Det krav blev afvist af de fleste, og resultatet blev, at islam blev en del af den algeriske nationalisme og et mobiliserende våben i kampen mod kolonimagten. På samme måde blev sløret ikke kun en ærbar påklædning, men også en afvisning af kolonimagten.

Kolonial feminisme

I den østlige ende af Nordafrika skrev den egyptiske tænker Qassim Amin i 1899 en bog om kvindens frigørelse, hvor han talte varmt for kvinders uddannelse, ret til skilsmisse og imod flerkoneri. Det mest kontroversielle var dog, at han gik ind for at afskaffe sløret, som for Amin var nøglen til en samfundsmæssig forandring. Ifølge den egyptisk-amerikanske professor Leila Ahmed (“Kvinder og køn i islam”, Vandkunsten 2008) var dét startskuddet til, at sløret nu ikke længere kun handlede om kvindens stilling, men også om klasse og kultur.

Da Amin udgav sin bog om kvindens frigørelse, havde Egypten i 17 år været besat af briterne. Besættelsen havde gjort de privilegerede dele af det egyptiske samfund endnu rigere, men forarmet mange flere, og værst af alt var det måske, at briterne gjorde det sværere og dyrere for egypterne, piger som drenge, at få en uddannelse. Den britiske generalkonsul Lord Cromer mente ikke, at det var regeringens opgave at uddanne befolkningen, for man kunne jo risikere, at de begyndte at tænke selvstændige – nationalistiske – tanker.

Til gengæld lagde Lord Cromer stor vægt på at frigøre den egyptiske kvinde fra den egyptiske mand, og det skulle ikke mindst ske ved at få kvinden til at smide sløret og fjerne sig fra islam. Islamdiskursen på Cromers tid er som et spejl af nutidens islamdiskurs i Danmark og store dele af Europa; det er som at høre DF eller Front National eller Alternative für Deutschland. Leila Ahmed bruger Cromer som et bevis på det koloniale og paternalistiske establishments tilegnelse af feminismens sprogbrug i dets angreb på andre mænds religioner og kulturer, særligt på islam, ‘for at give dette angreb et skær af moralsk retfærdiggørelse’. Den samme tendens til at sammenblande islamofobi og feminisme opleves hyppigt i den danske debat. Der tales om at beskytte den muslimske kvinde, samtidig med at man gør tilværelsen mere og mere uudholdelig for hende og hendes familie, skiller unge par ad, fjerner børnepenge efter det tredje barn, skærer ydelser ned, osv. osv.

Lord Cromers sans for feminisme var da heller ikke stærkere, end at han samtidig med sin kamp for ‘afsløring’ af de egyptiske kvinder var et fremtrædende medlem af – og en overgang præsident for – den engelske ‘Mændenes Liga Imod Kvinders Stemmeret’.

Da dronningen rev sløret i stykker

Nu er det dog ikke kun koloniherrer og islamofober af begge køn, der har bekæmpet sløret, men de har været stærkt medvirkende til, at det har været vanskeligt for muslimske feminister at gå imod brug af slør, fordi de straks bliver slået i hartkorn med ‘fjenden’. I 1923 smed de to fremtrædende egyptiske feminister Huda Sharawi og Cezanne Nabarawi sløret, da de steg af toget i Cairo, efter at have deltaget i en kvindekonference i Paris. Det førte ikke uventet til en del kritik og beskyldninger om, at de var blevet for påvirket af vestlig levevis.

Fem år senere, i 1928, indledte den afghanske konge Amanullah en kampagne imod sløret. Han ville i begyndelsen ikke forbyde det, men lagde vægt på, at det ikke er påbudt ifølge islam, og at det derfor skulle være frivilligt. Hans dronning havde allerede smidt sløret, og det havde skabt en del furore, da billeder af den utildækkede dronning på besøg i Istanbul og Teheran nåede frem til den afghanske presse. Efter sigende ønskede han med afskaffelsen af sløret og indførelse af vestlig klædedragt at fjerne de etniske og religiøse markører, der lå i folks påklædning. Hensigten skulle være at bidrage til at skabe en afghansk nationalitet – modsat det etniske tilhørsforhold.

Værre blev det, da han senere på året indkaldte til en loya jirga i Kabul og foreslog at hæve ægteskabsalderen for piger til 18 og for drenge til 21. Han indførte et forbud mod at gå med slør i Kabul, og som en demonstration rejste dronningen sig op og rev sit slør i stykker. Dette skulle alt sammen blive begyndelsen til enden på Amanullahs styre i Afghanistan.

Sløret: et krisetegn

Meget tyder på, at det historisk set har været nemmere at indføre/genindføre sløret/tørklædet end at afskaffe det. Da jeg i begyndelsen af 1970’erne boede i Libanon, så jeg ingen af de tørklæder, som vi ser overalt i dag; hverken i byerne, på landet eller i flygtningelejrene. I Syrien bar kvinderne i de folkelige kvarterer det traditionelle slør, et sort stykke stof ned foran ansigtet og uden huller. Sådan gjorde man der, det var ikke et religiøst signal, man ville sende, det var blot en traditionel påklædning. Når jeg i 1970’erne og 80’erne skrev artikler om arabiske og muslimske kvinder, indprentede jeg altid redaktøren, at jeg ikke ønskede det illustreret med en tilsløret kvinde, for det var ikke repræsentativt. Men det er det så i dag.

Da jeg i 1992 vendte tilbage til Beirut efter borgerkrigens afslutning, var der tørklæder overalt. Det hed sig, at Hizbollah under krigen havde betalt kvinder for at gå med tørklæde, men for de flestes vedkommende er det næppe hele forklaringen.

Det samme billede med tørklæder mødte mig overalt i Mellemøsten og nu ofte suppleret med den lange lukkede frakkeagtige kjole. Efterhånden udviklede der sig en mode inden for den såkaldt islamiske påklædning. At det ikke altid er ærbarhedsgrunde, der ligger bag ved tørklædet, fremgik af den heftige make-up og de kropsnære bukser, der undertiden blev båret af den tilslørede. Den egyptiske feminist Nawal el Sadawi sagde engang til en konference i København, at de kvinder, der klæder sig af, og de, der tildækker sig, i realiteten gør det samme: de gør sig til en krop. Man kan tilføje, at tildækningen frem for at være en afseksualisering er det modsatte, for hvis man som kvinde hele tiden skal være opmærksom på, om man nu er tilstrækkeligt tildækket, betyder det, at man møder den anden som køn og ikke som menneske. Det vil sige, at den anden betragtes som en potentiel seksualpartner og ikke blot som et ligestillet medmenneske, som man kan have en ‘ikke-kønnet’ relation til.

Uanset at mange unge kvinder ser søde ud med deres indrammede ansigter, kan jeg ikke frigøre mig fra en vis tristhed, når jeg ser de mange tørklæder. Jeg har jo oplevet et Mellemøsten uden tørklæder, nemlig i de håbefulde dage før borgerkrigen, før wahabiseringen og før den tyngende islamofobi i Vesten. For mig er tørklæder derfor et krisetegn, og jeg ved, at jo mere Vesten punker muslimerne, jo flere muslimske kvinder vil tage tørklædet på som en markør og en beskyttelse mod påbud og foragt. Det er, som om Vesten ­fra DF til Jeg-har-sovet-i-telt-i-Afghanistan-Knuth til Front National og mange med dem for alt i verden vil fremelske det fænomen, som de påstår at ville fjerne, men uden hvilket de selv ville miste deres eksistensberettigelse.

Birgitte Rahbek er forfatter og kultursociolog