Stjernfelts Luther

 

Replik til professor Frederik Stjernfelt, der takkes for at have svaret på ét kritikpunkt – det ene, han kunne svare på – i diskussionen af hans afmytologisering af reformatoren Martin Luther

Af Peter Tudvad

Illustration af Carl Johan Sennels

Enhver, der har læst min kritiske diskussion af Frederik Stjernfelts bog Syv myter om Martin Luther i Eftertryk,¹ burde forstå, at jeg ikke er interesseret i en helgenkåring af protestantismens fader, reformatoren Martin Luther. Jeg lægger immervæk ud med en tour de force gennem den tidlige reformationshistorie, hvor Luther både brændte bøger af og sanktionerede øvrighedens blodige nedslagtning af en oprørsk bondestand. Tilsvarende medgiver jeg i vid udstrækning Stjernfelt, at Luther havde et stadigt mere betændt forhold til katolikker og andre anderledestænkende såvel som hekse og jøder, hvilket ledte frem til hans antisemitiske manifest Von den Juden und ihren Lügen. Jeg har aldrig lagt fingrene imellem, når det kom til de ubehagelige sider af Luther og hans teologi, hvilket også fremgår af min seneste bog, vampyrromanen Manteuffel, om hvilken det i Jyllands-Postens anmeldelse hed, at den snarest var et “skalkeskjul for et opgør med Luthers bibelforståelse”.²

Trods denne reservation over for Luther finder jeg det akademisk uvederhæftigt som Stjernfelt at skrive en så ensidig og unuanceret bog som Syv myter om Martin Luther. Stjernfelt må som privatperson pleje al den animositet over for reformatoren og protestantismen, han vil. Men som professor burde han foregå andre med et eksempel på uhildet forskning og ikke på et propagandistisk felttog, der drives af fordomme og forvrængninger. I åbenbar modsætning til Stjernfelt er jeg interesseret i en nuanceret forståelse af Luther, der immervæk fremstår som eksponent for et af den europæiske histories største tidehverv. Jeg er ikke som sådan for eller imod – pro eller kontra – Luther, men forholder mig til hans liv og værk i den udstrækning, det er af teologisk eller historisk betydning. At jeg kan se noget forbilledligt i hans opgør med afladshandlen og gerningsretfærdigheden og i hans kritik af romerkirkens verdslige magtfuldkommenhed og udbytning af menige kristnes angst for døden, gør mig ikke blind for, at han har disponeret den protestantiske kristenhed for lydighedsfetichisme, totalitarisme og andet af samme skuffe. I min optik skal Luther ikke partout være god eller slet, men gerne et menneske af kød og blod med dyder og lyder. Desværre synes et så broget skue at være mere realistisk end det, den professorale himmelvogter vil slippe ind i sin ophøjede idéverden.

I sin replik til mig i Eftertryk³ lægger Stjernfelt ud med at udtrykke sin forblommede forbløffelse over, at jeg i min kritiske diskussion af hans bog “ikke har været i stand til at finde andre fejl end en henvisningsbrøler til Romerbrevet, et kejservalg, der er blevet til et pavevalg, samt en stavefejl.” Meget fikst! Jeg noterede disse fejl som udvalgte eksempler på, at Stjernfelt hverken var for godt inde i Bibelen eller kirkehistorien, og at han ikke just tog akribien for tungt, når han konsekvent stavede en af sine foretrukne kilder forkert. At jeg i øvrigt også kan bidrage til et eventuelt nyt oplag af bogen med et par geografiske og kronologiske korrektioner, tjener på ingen måde som en væsentlig anke mod den. Også dette burde være fremgået af min diskussion, der i stedet sigter på Stjernfelts ensidige blik på Luther og hans karikering af lutheranernes omgang med samme.

Besynderligt nok mener Stjernfelt ikke, at man kan forpligte ham på de standarder, han som professor er underlagt, al den stund han blot har skrevet en “pamflet”. Dermed er han – må jeg forstå på hans ord – undtaget fra ethvert akademisk hensyn. Stjernfelt er nemlig “lidt overrasket over, at en rutineret Kierkegaard-forsker som Tudvad, der nok skulle kende til eksistensen af forskellige genrer, ikke forstår, at min bog er en pamflet. Dens kontekst er den omfattende og forudsigelige hyldest, der allerede er under udfoldelse i Luther-året 2017. Bogen er derfor, som jeg skriver i indledningen, en modstemme – dvs. de positive ting, der måtte være at indvende, påhviler det mine modstandere at fremlægge.”

Her kunne det være morsomt at bemærke, at også Luther sværgede til pamfletten, så man egentlig blot kunne affærdige Stjernfelts kritik af ham med henvisning til, at han ikke skelner behørigt mellem diverse genrer. Men mere alvorligt stifter vi her igen bekendtskab med det triste fænomen, at alt handler om at nå frem til en dom over Luther som god eller slet, en dom pro eller kontra. Det var netop det, jeg i min diskussion beklagede mig over som et kedeligt træk ved “stort set al religionskritik – herunder kritik af teologiske koryfæer som Luther – i Danmark, hvor den prompte forfalder til et pro eller kontra uden sans for nuancer og uden appel til modparten eller interesse for dennes (virkelige) motiver.” Ikke desto mindre forsøgte jeg i min diskussion af Stjernfelts opgør med Luther at nuancere opfattelsen af denne ved at udpege nogle positive aspekter af hans teologi og reformation. Dem vil Stjernfelt ikke vide af, men fremturer blot med sin påstand om, at hans motiv til at skrive sin bog er den “forudsigelige hyldest, der allerede er under udfoldelse i Luther-året 2017.”

Hvem er de syndige mytomaner?

Vi kan hurtigt blive enige om, at nogle gør mere ud af Luther, end han fortjener, men ikke om, hvem synderne er. I det hele taget er Stjernfelt ikke meget for at identificere disse, og når han overhovedet gør det, forvrænger han deres udsagn så groft, at det grænser til det injurierende. Jeg nævnte i min diskussion hans påstand om, at den evangeliske kirke i Tyskland med sin omfattende markering af 500-året for reformationen er i gang med at “knæsætte de syv myter om Luther”, som Stjernfelt skoser i sin bog. Stjernfelt henviser i en note til sin påstand til bemeldte kirkes hjemmeside – hvor man imidlertid, som jeg skrev, finder utallige eksempler på dens kritiske omgang med reformatoren. Dette forholder Stjernfelt sig ikke til i sin replik til mig. Ej heller lyder der i hans replik et ord om, at den såkaldte demokratikanon notorisk ikke – som Stjernfelt ellers har påstået – kårer Luther til demokrat eller en af det danske demokratis fædre.

Hvem synderne så er, bliver jeg ikke stort klogere på ved at læse Stjernfelts replik. Her får jeg blot at vide, at han aldrig har villet tugte alle denne verdens lutheranere en masse, som jeg rigelig kækt antog i min diskussion. De inkriminerede myter om Luther er Stjernfelt stødt på hos såvel troende som ikke troende, skriver han, herunder hos teologer, selvom han nu vil undtage de fleste kirkehistorikere. Jeg savner fortsat en nærmere adressering af det, der fremdeles tager sig ud som et generalangreb – et angreb på det, som “mange mennesker går rundt og tror”, som Stjernfelt nu udtrykker sig. Det, de arme syndere fejlagtigt er bragt til at tro, er, at Luther var liberal og demokratisk. Naturligvis vil Stjernfelt ikke påstå, at liberalitet og demokrati var udviklet i samtiden, så når han overhovedet måler Luther med disse nutidige standarder, er det netop og netop kun, fordi bemeldte mennesker tror, “at disse standarder stammer fra ham.” De “mange mennesker” er ikke den evangeliske kirke i Tyskland, ej heller udvalget bag den danske demokratikanon og lige så lidt flertallet af kirkehistorikere, men altså netop “mange mennesker”.

Nej, Stjernfelt påstår ikke, at liberalitet og demokrati “var udviklet i samtiden”. Men i sin iver efter at afsløre Luther som reaktionær fremhæver han andre som det modsatte – som i det mindste en slags proto-liberale og -demokrater. Blandt disse heroer er en af bondeoprørets ledere, Thomas Müntzer, som jeg gerne vil være med til at rehabilitere som en excellent teolog, men nægter at se som mindre fanatisk og morderisk end Martin Luther, da han både ville implementere et gudsrige på jord og skaffe sig korporligt af med dettes modstandere. De ubehagelige sider af ham og hans teologi beretter Stjernfelt ikke om. En anden af hans helte er renæssancehumanisten Erasmus af Rotterdam, hvis forsvar for den frie vilje fra 1524 han fremhæver, nemlig De libero arbitrio. Dette er bestemt et meget udmærket værk, hvori Erasmus dygtigt bruger Luthers eget skriftprincip til med Bibelen at argumentere for den frie vilje – men også et værk, hvori han fraråder, at Bibelen udlægges af andre end kirkens autoriteter. Han vil end ikke vide af, at udlægningen diskuteres offentligt, “da en sådan gang skuespil for den gemene mængde ikke blot er nytteløs, men også fordærvelig.”⁴ I den sammenhæng er Luther i højere grad end Erasmus offentlighedsprincippets og ytringsfrihedens forfægter, da han – den tidlige reformations Luther – netop gjorde offentligheden til domsinstans i stedet for kirken og dens autoriteter.

Alt dette forsvinder i Stjernfelts angivelige forsøg på at afmytologisere Luther. Det samme gør det progressive eksempel, som Luther gav eftertiden, da han på rigsdagen i Worms den 18. april 1521 talte Roma midt imod og groft sagt ene mand etablerede offentligheden som en ræsonnerende modmagt, der krævede, at den øverste myndighed legitimerede sig enten ved “fornuftige grunde” eller ved henvisning til Bibelen som den fælles domsinstans. Vi hører heller intet om, at progressive kræfter inden og uden for kirken sidenhen netop brugte denne Luther – den tidlige reformations Luther – som argument i deres kampe. I min diskussion nævnte jeg Heinrich Heine og “det unge Tyskland”, en socialrevolutionær bevægelse i 1830’erne, der betragtede Luther som sin ledestjerne. Heller ikke det gør indtryk på Stjernfelt.

Når jeg her et par gange har betonet, at jeg talte om den tidlige reformations Luther, er det igen for at markere et brud i reformatorens liv og værk. Jeg har i min diskussion af Stjernfelts bog argumenteret fyldigt for dette, men af uransagelige grunde preller det af på ham. Ifølge Stjernfelts svar til mig forstår han mig sådan, “at Luther skifter radikalt synspunkt fra ca. 1523-25, vistnok for at redde en tidligere, mere tiltalende position end den, han senere indtog og fik lagt til grund for de lutherske stater og deres statskirker. Jeg har dog svært ved at se Tudvad fremføre de mange centrale tidlige citater, der skulle dokumentere et meget radikalt skifte. Det minder lidt om venstrefløjen i gamle dage, der mente, at Sovjet var en beklagelig fejludvikling, for den russiske revolution gik jo ellers rigtig godt de første … fem år? to år? seks måneder? ti minutter? Ja, for intentionen var i hvert fald god!”

Jeg oplistede i min diskussion en række symptomer på et brud omkring det nævnte tidspunkt, herunder at Luther forlod sit oprindelige syn – anno 1523 – på menigheden som den, der selv skal kalde sin præst og bedømme hans læres overensstemmelse med Bibelen, for i stedet – anno 1525 – at tilstå den verdslige øvrighed denne myndighed. Jeg nævnte også, at Luther allerede fra 1522 blev stadigt mere kritisk over for sociale bevægelser, der nægtede øvrigheden deres ubetingede lydighed, ligesom jeg nævnte frihedsstriden med Erasmus af Rotterdam i 1524-1525 og Luthers giftermål med den bortløbne nonne Katharina von Bora i 1525. Ligeledes noterede jeg, at reformationen, der straks fra dens begyndelse i 1517 havde givet anledning til, at menigmand skrev et tusindtal af flyveskrifter, i 1525 skiftede radikalt karakter, da bønderne med Luthers velsignelse blev mejet ned, og menigmand herefter kun i yderst begrænset omfang vovede at blande sig i de offentlige debatter om kirkelige og samfundsmæssige spørgsmål. Hvorfor det skulle være så vanskeligt at anerkende disse iagttagelser som indicium på, at der vitterligt sker et brud i Luthers tænkning, forstår jeg ikke – og slet ikke, at professoren frem for at argumentere sin sag med rationelle grunde og henvisninger til, hvad jeg har skrevet, pr. analogi slår mig i hartkorn med en hedengangen venstrefløjs sværmeri for bolsjevismen under den russiske revolution.

Bondekrigen og slaget i Frankenhausen

Stjernfelt er tydeligvis ikke glad for den russiske revolution, men derimod for den revolution, som Thomas Müntzer og bønderne forsøgte at gennemføre i 1525. Det samme var i øvrigt det gamle regime i DDR, som fejrede Müntzer som en helt og bondeoprøret som en “frühbürgerliche Revolution”⁵ – hvilket jeg naturligvis ikke nævner for at miskreditere Stjernfelt pr. analogi. Nej, det løb mig bare i pennen. Hvorom alt er, mener Stjernfelt, at Luther var skyldig i den fyrstelige nedslagtning af 6.000 bønder i det afgørende slag ved Frankenhausen i Thüringen den 15. juli 1525, da han forinden havde skrevet en opfordring til fyrsterne om at slå dem ned for fode. Selv mener jeg af logistiske grunde ikke, at Luther kan have forårsaget nedslagtningen. Herom skrev jeg i min diskussion:

“Sé, Luther skrev som nævnt sit opråb til fyrsterne hjemme i Wittenberg den 6. maj, mens det afgørende slag i bondekrigen fandt sted i Frankenhausen den 15. maj. Stjernfelts antagelse er således, at Wider die räuberischen und mörderischen Rotten der Bauern i den mellemliggende tid både blev trykt og så effektivt distribueret, at fyrsterne læste og forstod Luthers ord, hvorefter de samlede en hær og slog bondeoprøreret ned. Alt sammen på ikke engang ti dage! Men som Stjernfelt har kunnet læse i den tyske historiker Heinz Schillings fortrinlige Luther-biografi fra 2012, som han selv i sine noter henviser til, er Luthers skrift mod bønderne ‘næppe blevet udbredt blandt fyrsternes lejetropper, der en halv snes dage efter dens tilblivelse mejede bønderne ned i Frankenhausen.’“

Er min argumentation ikke meget ræsonnabel? Jo, men Stjernfelt læser den, som Fanden læser Bibelen:

“Tudvad mener, at de 10 dage fra trykningen af Luthers skrift, hvor han kræver nedslagtning af bondehærene, og til slaget ved Frankenhausen i 1525 ikke var tilstrækkelig tid til, at denne tekst blev læst af alle soldaterne. Men tror Tudvad mon, at man kommanderer en hær ved at uddele omstændelige pjecer til de menige? Det var tilstrækkeligt, at Luther – sådan som han selv senere berettede om det – henvendte sig til fyrsterne, hærenes ledere, og instruerede dem i at give ordre om bøndernes nedslagtning.”

Hvorfra får Stjernfelt, at jeg så meget som skulle have antydet, “at man kommanderer en hær ved at uddele omstændelige pjecer til de menige”? Det er, som det fremgår, fri fantasi. Og det er det også, at Luther på nogen som helst anden måde skulle have givet fyrsterne en instruks om at slagte bønderne, uden hvilken det aldrig ville være kommet til slaget ved Frankenhausen. Da Luther den 6. maj skrev sin pamflet mod bønderne, havde en anden allerede hidkaldt de fyrstelige hære til et afgørende slag mod bønderne i Thüringen, nemlig landgreve Philipp af Hessen. Den 4. maj skrev han til hertug Georg af Sachsen og den 5. maj til et par andre fyrster med bøn om at sende deres hære til Thüringen.⁶ Hvis nogen kan siges umiddelbart at have foranlediget nedslagtningen af bønderne, var det med andre ord bemeldte landgreve. Krigen var længst brudt ud, og alt, hvad Luther nåede at gøre, var at sanktionere, hvad fyrsterne allerede havde gjort eller var i færd med at gøre og under alle omstændigheder ville have gjort. At dette ikke tæller som en retfærdiggørelse af hans brutale pamflet, burde ikke være nødvendigt at tilføje.

Gerningsretfærdighedens klaustrofobiske spændetrøje

I min “lille traktat”, som den professorale forfatter af den 176 sider lange “pamflet” kalder min diskussion af denne, morede jeg mig over, at han syntes chokeret over Luthers gejle frisprog, ligesom jeg undrede mig over, at han, altså Stjernfelt, viste sig “uden gehør for, at noget kan være retorisk og ikke bogstaveligt ment.” Dette forvandler han nu på magisk vis til et indicium på, at jeg skulle tro, “at hvis man kritiserer en persons udsagn, så udgør dette en krænkelse af personens ytringsfrihed!” Denne forvandling er mig lige så ubegribelig som brødets angivelige forvandling til Jesu virkelige legeme under den katolske messe, men Stjernfelt er jo også begejstret for katolikkerne – fordi de ikke er lutheranere. I den sammenhæng er det tåkrummende pinligt at læse alt det gode, han ved om katolikkernes indsats under nazismen, som de ikke var nær så let til fals for som lutheranerne. Må jeg foreslå Stjernfelt at læse Karlheinz Deschners meget udmærkede Mit Gott und den Faschisten. Der Vatikan im Bunde mit Mussolini, Franco, Hitler und Pavelić som en art introduktion til katolicismens demokratiske velsignelser?

Ikke nok med at Stjernfelt gør mig til en af vor tids grumme modstandere af ytringsfriheden, en art halalhippie med patologisk angst for krænkelser, nej, jeg må også partout jævnføres med en af de mest skingre stemmer på den folkekirkelige højrefløj. Sådan argumenterer en professor: “Jeg ved ikke, hvorvidt Tudvad selv er troende eller lutheraner, så det skal jeg undlade at gå ind i, men han mener generelt – ligesom Sørine Gotfredsen – at Luther i det mindste må tilskrives en omfattende ‘sjælelig frigørelse’.” Om jeg er troende, ved jeg virkelig ikke, kun at jeg ikke er medlem af noget konfessionelt samfund, men i øvrigt elsker at gå i kirke. Jeg er mig ikke bevidst, at Luther skulle have tjent mig til sjælelig frigørelse, selvom jeg – som det nok fremgår – læser ham med stor interesse. At reformatoren ikke desto mindre i sin samtid har bidraget til, at mange andre kunne leve et friere sjæleliv, betragter jeg som et gedigent faktum. Men det gør Stjernfelt ikke, da han kun vanskeligt kan “finde belæg for dette i Luthers skrifter (hvor frihed er den troendes frihed fra at skulle gøre gode gerninger, ikke sjælens frihed til at tro eller agere, som den vil) eller i Luthers forestilling om, at troen skal gennemtvinges med fyrstemagt, om nødvendigt med vold.”

Vi, Stjernfelt og jeg, kan ikke blive uenige om, at Luther efter bondekrigen med fyrstelig støtte brutalt implementerede sine reformatoriske forestillinger om, hvordan samfundet skulle indrettes. Der er bestemt ikke megen frihed at finde i Der Kleine Katechismus fra 1529, når Luther i fortalen skriver, at enhver bør gå til alters mindst fire gange om året – og landsforvises af fyrsten, hvis ikke han gør det. Men det er naturligvis ikke det, jeg sigter til, når jeg fremhæver Luther for at have skænket tyskerne en nådig Gud og med denne have befriet dem fra “gerningsretfærdighedens klaustrofobiske spændetrøje”, som jeg udtrykte det.

Luthers tid var en anden end vores. Man troede i al almindelighed på Gud, på en dømmende Gud, der på dommens dag ville afgøre, om man ved sine gerninger havde fortjent Himlens paradis eller Helvedes pinsler – eller mere sandsynligt Skærsildens lutrende flammer i hundrede, tusinde eller ti tusinde år. Ergo var tyskerne angste, hvad romerkirken forstod at slå mønt af ved at sælge dem afladsbreve, som under pavelig signatur gav dem aflad for et vist åremål i Skærsilden. Luther gjorde op med afladshandlen, idet han forklarede, at det aldeles ikke tilkom paven at afgøre sjælens skæbne, men ene og alene Gud. Og han, Gud, var nådig og fordrede til gengæld for sin nåde ikke gerninger, men kun tro – sola fide.

Dette dispenserede på ingen måde fra kravet om at elske sin næste og gøre gode gerninger. Med andre ord var der ikke tale om, at Luther tilstod tyskerne en frihed fra de gode gerninger, men derimod en frihed fra at skulle retfærdiggøre sig ved hjælpe af dem. Troen skulle fremdeles kendes på sine frugter, altså på gerningerne. Derfor kunne man, som Luther skrev i fortalen til sin oversættelse af Romerbrevet, ikke adskille gerninger og tro, hvilket var lige så umuligt som at adskille ilden og luen fra bålet. Altså var Luthers lære om troen ikke til skade for moralen, men derimod til gavn for sjælen. Det sidste var også en maler i Nürnberg, ingen ringere end Albrecht Dürer, meget taknemmelig for, hvad han i begyndelsen af 1520 skrev om i et brev til en af Luthers venner i Wittenberg: “Og kommer jeg med Guds hjælp til dr. Martin Luther, så vil jeg flittigt male hans kontrafej og stikke det i kobber til evigt minde om den kristelige mand, der har hjulpet mig ud af stor angst.”⁷

Den antisemitiske tråd fra reformationen til nazismen

Som det sidste i min replik til Stjernfelt kan jeg endelig takke ham for vitterligt at have svaret konkret på noget af det, jeg skrev i min diskussion, og for at have gjort mig klogere på forhold, jeg afgjort burde have vidst mere om. Undskyld! Det handler her om receptionen af Luthers antisemitiske skrifter, frem for alle Von den Juden und ihren Lügen fra 1543, som tjente nazisterne til en bekvem retfærdiggørelse af, hvad de gjorde ved jøderne under Holocaust. At nazisterne kunne bruge og faktisk brugte Luthers mishag over for jøderne, har jeg naturligvis ikke nægtet. Derimod har jeg hævdet, “at hans jødeskrifter hverken i samtiden eller i eftertiden opnåede nogen større udbredelse.” Dette er, som Stjernfelt til overflod dokumenterer, i det allermindste en sandhed med meget kraftige modifikationer. Således kan Stjernfelt opliste en hel række af udgivelser af hele eller dele af det inkriminerede skrift fra det 16. til det 20. århundrede, fra reformationen til nazismen, herunder publicisten Theodor Fritsch’ Handbuch der Judenfrage, der med citater fra Luthers bog udkom i over 300.000 eksemplarer fra 1883 til 1944.

Tilsvarende kan Stjernfelt fortælle, hvordan Luther faktisk blev brugt under den blomstrende antisemitisme i anden halvdel af det 19. århundrede. Derfor kan det nok være, at jeg fortsat har ret i, at “Luthers antisemitisme og antisemitiske skrifter (endnu) ikke var almindelig kendt i 1933“, men absolut ikke i, at man “ganske enkelt ikke læste de relevante skrifter, før nazisterne genopdagede og genudgav dem fire hundrede år senere.” Stjernfelts afsløringer er i øvrigt så meget desto mere pinlige for mig, som jeg selv burde have været opmærksom på dem, da de alle kan læses i kirkehistorikeren Thomas Kaufmanns fortrinlige værk Luthers Juden fra 2014, som jeg straks efter udgivelsen læste med næsegrus beundring for dette dygtige og grundige arbejde. Jeg burde atter have konsulteret det, da jeg svarede Stjernfelt. Nu har gjort det og slutter derfor som bodsgang med at citere Kaufmanns ædruelige delkonklusion:

“Holdepunkter for, at den katolsk døbte Hitler skulle have kendt mere til Luther, end han kunne læse hos Fritsch, er der ikke. At Luthers egne tekster var en direkte ‘inspirationskilde’ til den eliminatoriske antisemitisme i Det Tredje Rige, kan man formentlig udelukke. En muliggørende faktor, sågar fremmende for Holocaust, et led i den mentale lammelse af enhver civilcourage i den lutheranske befolkning var de helt sikkert. Tekstuddrag hos völkische publicister som Fritsch muliggjorde den nationalsocialistiske adaptation af Luther og ledsagede denne. En interesse i Luthers tekster og teologi havde de ikke. Netop det, der var Luthers centrale anliggende, nemlig mod jøder og kristne hebraister at udlægge det Gamle Testamente i retning af Kristus, interesserede ikke de völkische, der foragtede jødernes og de kristnes Hellige Skrift.”⁸

Peter Tudvad er cand.mag. i filosofi med sidefagsstudier på teologi og statskundskab, bor i Berlin og Meißen (Sachsen) og ernærer sig som forfatter og foredragsholder, har både skrevet fag- og skønlitteratur, heriblandt Stadier på antisemitismens vej. Søren Kierkegaard og jøderne (2010) og senest vampyrromanen Manteuffel. Fragmenter af en udødeligs levned (2016), der også tematiserer og dramatiserer reformationen

1. https://www.eftertrykket.dk/2017/05/03/martin-luther-reformator-rebel-og-reaktionaer/
2. Jyllands-Posten den 30. okt. 2016, “Kultur”, s. 24.
3. https://www.eftertrykket.dk/2017/06/02/luthers-antisemitisme-blev-genopdaget-laenge-foer-nazisterne/
4. De libero arbitrio διατριβή sive collatio. Gespräch oder Unterredung über den freien Willen, I a 11, i Erasmus von Rotterdam. Ausgewählte Schriften, bd. 4, Wissenchaftliche Buchgesellschaft, Darmstadt 1995, s. 21.
5. ”’Bauernkrieg’ oder ‘Frühbürgerliche Revolution’ – Forschungskontroversen im Horizont zweier konkurrierender Gesellschaftssysteme” i Peter Blickle Die Revolution von 1525, 4. opl., R. Oldenbourg Verlag, München 2004, s. 280-288.
6. Horst Müller “Über die Baeurnschlacht am 14. und 15. Mai 1525 bei Frankenhausen” i Historische Beiträge zur Kyffhäuserlandschaft, hefte 5, Bad Frankenhausen 1975, s. 22.
7. Albrecht Dürer Schriftlicher Nachlass. Eine Auswahl, Progress-Verlag Johann Fladung GmbH, Darmstadt 1963, s. 109.
8. Thomas Kaufmann Luthers Juden, Reclam, Stuttgart 2014, s. 160.