Marked eller Demokrati?

Af Esben Bøgh Sørensen

Billedkunst af Ferdinand Ahm Krag

”The kind of economic organization that provides economic freedom directly, namely, competitive capitalism, also promotes political freedom because it separates economic power from political power and in this way enables the one to offset the other.”[i]

Sådan beskriver den liberalistiske økonom Milton Friedman (1912-2006) forholdet mellem det politiske og det økonomiske i kapitalismen. Citatet er et godt eksempel på den også i dag udbredte sidestilling af det kapitalistiske marked med frihed og mulighed. Markedet betragtes i liberalismen som en mulighed; et sted, hvor mennesker frit kan udveksle produkter med hinanden.

Der har selvfølgelig i liberalismen været blik for, at der også på markedet kan opstå problemer for den frihed, individerne her nyder. Eksempelvis hvis konkurrencen bliver skævvredet af monopoler eller uligheden bliver for stor. Statslig indblanding kan, som allerede Adam Smith mente, derfor til en vis grad være nødvendig for at bibeholde den frihed og mulighed markedet skaber.

Det er heller ikke kun i den liberalistiske tænkning, at markedet betragtes som en mulighed. Hos de Socialdemokratiske partier er det ligeledes en almindelig opfattelse, at markedet er en mulighed, som dog kan løbe løbsk og derfor skal tøjles.[ii] Det er således en i dag udbredt opfattelse, at markedet tilbyder individet muligheder, som man kan vælge fra eller til, selvom nogle lægger mere vægt på behovet for at regulere end andre.

Friedman-citatet illustrerer ligeledes en i dag ligeså udbredt opfattelse af sammenhængen mellem kapitalisme og demokrati. Udviklingen af kapitalismen, eller ’markedsøkonomi’, opfattes som gående hånd i hånd med udviklingen af politiske rettigheder, friheder og demokrati.[iii] Det vil jeg vende tilbage til. Først vil jeg rette fokus på problemerne med den liberale opfattelse af markedet som mulighed.

Den liberale ‘mere af det samme’-fortælling
Den i dag almindelige opfattelse af markedet som et sted for mulighed og frihed har sin idéhistoriske oprindelse i en historieskrivning eller fortælling, der rækker tilbage til i hvert fald Adam Smith.[iv] Ifølge denne fortælling er kapitalisme, ’markedsøkonomi’ eller det ’moderne’ ’kommercielle samfund’ om man vil, kulminationen på århundreders udvikling og udbredelse af handel i særligt byerne. Handel og markeder har eksisteret i alle samfund, og det ’moderne’ samfund er blot et samfund med ’mere af det samme’. I flere versioner, måske særligt kendt fra Max Weber, kobles denne udvikling igen sammen med udviklingen af en ’rationel’ og ’borgerlig’ etik.[v]

Fra at have været udbredt i antikken fremstilles i denne fortælling den tidlige middelalder efter Romerrigets sammenbrud også generelt som en periode, hvor udviklingen af byer, handel og markeder blev bremset af feudale forhold.[vi] Opbremsningen var dog kun midlertidig. Efterhånden som middelalderen skred frem, begyndte byerne at udvikle sig igen og tilkæmpe sig mere eller mindre selvstændighed fra fyrste- og kongemagt. I byerne blomstrede handelen og blev derfor drivkraften i den økonomiske udvikling, der lagde grunden til det senere brud med middelalderens feudale samfund. Byerne var, som én historiker har udtryk det, ”ikke-feudale øer i et feudalt hav.”[vii]

Udviklingen frem mod ’moderne’ markedsøkonomiske samfund var altså blot et spørgsmål om at fjerne de barrierer, der stod i vejen for byernes og markedernes frie udvikling. Når man først havde fjernet adelens og kronens feudale privilegier og dermed fjernet begges politiske magt over økonomien, stod vejen åben for markedernes frie udvikling. Mulighederne for at tjene på markederne åbnede sig for mange flere mennesker, der selvfølgelig straks greb chancen.

Liberalismens opfattelse af markedet som mulighed, som et sted for ”frivilligt samarbejde mellem individer”[viii], rækker altså også helt ind i historieskrivningen. Ved at pege på at den handel, som udviklede sig i feudalismens ’sprækker’ i byerne, repræsenterede en mulighed som menneskene, særligt byernes borgere,[ix] kunne gribe, efterhånden som de blev befriet fra adelen og kronens lænker og barrierer, kan kapitalismens markedssamfund præsenteres som den historiske kulmination på frigørelsen af menneskenes muligheder. Historieskrivningen har derfor nutidige politiske konsekvenser.

Den liberale historieskrivning er dog på en række punkter blevet problematiseret. For det første er det tvivlsomt, at byer og handel i hele den periode, vi kalder middelalder, skulle have fungeret i direkte modsætning til den dominerende samfundsform, hvis vigtigste kendetegn var de feudale forhold mellem herremænd og bønder. Skulle byer og handel gennem hele middelalderen virkelig have repræsenteret kimen til en samfundsform, der først ville opstå århundreder senere, nemlig kapitalismen?

Flere historikere har dog også forsøgt at vise, hvordan byer og handel var integreret i de feudale landbrugssamfund, og altså kan lokaliseres inden for dette samfunds sociale forhold. Vi kan finde i hvert fald to typer byer med forskellige funktioner: 1) De byer, der havde en stærk relation til oplandets godser og gårde, hvor bønderne vekslede overskuddet af deres produktion til penge, for dermed at kunne betale leje til herremanden og skat til kronen. 2) De større byer, hvis funktion mere var adelens og kronens forbruget af de penge de havde fratvunget bønderne. Det var særligt her at både lokale og internationale handelsmænd opererede via etablerede handelsruter mellem de større byer. De store penge tjentes ved at sælge til overklassens forbrug og yde lån til adelen og kronen. Profitten blev hovedsageligt opnået ved at købe billigt på et marked og sælge dyrt på et andet.[x]

Byernes markeder og handel stod altså ikke i modsætning til de feudale samfundsforhold, men indtog tværtimod en vigtig rolle i selve disse forhold. Det peger i sig selv på det problematiske i den liberale historieskrivning. Der er dog også et mere grundlæggende problem med denne ’mere af det samme’-fortælling. I fortællingen bliver kapitalisme, handel, byer og markeder sidestillet. Ved at pege på at handel og byer stort set altid har eksisteret, skabes dermed forestillingen om kapitalismen som den mest ’naturlige’ måde at indrette samfundet på. Den har jo eksisteret stort set siden tidernes morgen. Problemet i denne historieskrivning er, at hvis kimen til kapitalismen eller den ’moderne markedsøkonomi’ allerede ligger i middelalderens byer og handel, eller måske endnu tidligere, bliver det svært at levere en selvstændig forklaring på kapitalismens opkomst. Vi kan nemlig ikke forklare, hvordan og hvorfor en særlig måde at indrette produktion og samfund på opstår, ved at henvise til at den allerede eksisterer.[xi] I så fald forudsætter vi det, der skal forklares.

Det kapitalistiske markeds særegenskaber
Problematiseringen af den liberale fortælling peger altså på nødvendigheden af en anden måde at forklare kapitalismens opkomst og en anden måde at definere kapitalisme på. Det kræver, at vi skelner mellem de forskellige typer handel i før-kapitalistiske samfund og markedet og dets rolle i kapitalistiske samfund. Handel og markedet er ikke bare det samme historien igennem, men har haft en forskellig karakter afhængigt af de samfund, det har været en del af. Det kapitalistiske marked adskiller sig grundlæggende fra tidligere tiders handel.

Hvad er det så, der særligt kendetegner det kapitalistiske marked, hvis det ikke er mulighed og frihed som i den liberale fortælling? Igen hænger definitionen af kapitalismen sammen med, hvordan vi forklarer dens opkomst. Hvor den liberale historieskrivning opererer med en ’mere af det samme’ fortælling, må en marxistisk historieskrivning pege på, at kapitalismen udgør et brud med den måde, man tidligere har indrettet produktion og samfund på. De sociale relationer skaber i kapitalismen en helt særlig tilstand, der kun er kendetegnende for denne type samfund: generel markeds-afhængighed.

Kapitalismen opstår første gang i England i løbet af 1500-tallet, hvor de store jordbesiddere begynder at omdanne jorden til absolut privatejendom. Det betød, at bønderne – der jo var dem, som arbejdede på jorden og hidtil havde haft direkte adgang til den – nu blev adskilt fra jorden. Den eneste måde hvorpå de kunne opnå adgang til den igen, var gennem markedet, dvs. ved at optage lejekontrakter, hvis priser var dikteret af markedet.[xii]

Dem der direkte dyrkede jorden og producerede, blev altså afhængige af markedet. Det er vigtigt at understrege, at der var tale om, at producenterne med nødvendighed måtte gå til markedet for at få adgang til jorden og dermed have mulighed for at opretholde livet. Markedet var for dem en nødvendighed og ikke en mulighed, som i den liberale fortælling om byernes handel. Det var ikke blot en mulighed for at sælge overskuddet af sine produkter i byerne, men repræsenterede for bønderne en ny form for ren økonomisk tvang. Adelen og godsejernes direkte tvang af bønderne til at levere et overskud af deres produktion til dem, enten i form af penge, naturalier eller arbejdsydelser, var nu blevet erstattet af markedets tvang.

Da først landbrugsproduktionen var blevet underlagt denne nye form for markedstvang, blev en hidtil uset økonomisk dynamik sat i gang. Konkurrencen på markedet tvang både jordejere og bønder til at forøge produktiviteten og tilegne sig stadig mere jord. Efterhånden blev et nationalt integreret marked skabt for ikke bare landbrugsproduktionen men også den tidlige proto-industri og manufaktur.

Det kapitalistiske marked er altså ikke blot ’mere af den samme’-handel, der altid har eksisteret, men noget helt nyt og hidtil uset. Kapitalismen opstod ikke, fordi handelen i byerne udbredtes, men fordi forholdet mellem klasserne (jordbesiddere og bønder) ændredes på en måde, der gjorde dem afhængige af markedet. For første gang i historien opstår et samfund, hvor alle må gå til markedet for at kunne opretholde livet. Ikke fordi det er muligt og de øjner en chance for at skabe en formue, men af ren og skær nødvendighed. Kapitalismen er altså særligt kendetegnet ved at markedet bliver den centrale økonomiske reguleringsmekanisme. Det har ikke været tilfældet i noget tidligere samfund.

Det særegne ved forholdet mellem klasser i kapitalismen, mellem lønarbejdere og kapitalister, er derfor, at begge er afhængige af markedet. Lønarbejdere for at sælge sin arbejdskraft, kapitalister for at købe arbejdskraft og produktionsmidler, og senere for at sælge produkterne på markedet. Hvor de herskende klasser i tidligere samfund måtte tvinge de producerende klasser til at aflevere en del af deres merprodukt, er dette ikke nødvendigt i kapitalismen. Her er lønarbejderne nemlig af ren økonomisk nødvendighed tvunget til at arbejde for dem. I modsætning til alle tidligere herskende klasser er kapitalisten til gengæld nødt til at sælge produkterne på markedet for overhovedet at få noget ud af udbytningen, dvs. tilegnelsen af lønarbejdernes produkter i produktionen.

I kapitalismen er både lønarbejdere og kapitalister, forbrugere og regeringer derfor underlagt markedets tvang. De enkelte kapitalister er tvunget til at skabe stadig større profit for at beholde deres markedsandel. Idet mennesket bliver afhængigt af markedet underlægges det også dets krav og imperativ om stigende produktivitet og profitabilitet, dvs. vækst målt i markedspris (og ikke eksempelvis i konkret behovstilfredsstillelse). Markedets imperativer sætter altså grænserne for, hvordan individer, virksomheder, og regeringer kan handle. Konsekvensen af ikke at følge markedets imperativer er økonomiske kriser og ledsagende social elendighed. Markedet sætter derfor også sin egen grænse for, hvor meget det kan reguleres fra politisk side. Den dårlige nyhed er, at selv hvis markedets imperativer følges, har kapitalismen, som allerede Karl Marx iagttog, en iboende tendens til at skabe kriser.

Angsten for demokrati
Hvis det kapitalistiske marked altså ikke repræsenterer mulighed og frihed for individerne men derimod en helt ny form for økonomisk tvang, hvad betyder det så for den anden del af den liberale fortælling om sammenhængen mellem økonomisk og politisk frihed? Mellem kapitalisme og demokrati?

Først er det vigtigt at understrege, at liberalismens tankegods bestemt ikke altid har været demokratisk. Tværtimod var den i lang tid ekstremt skeptisk over for at udvide politiske rettigheder og friheder til bredere dele af befolkningen – til lønarbejdere, fattige, kvinder, etc. Da den meget sent og efter årtiers kampe fra arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen, der ofte blev udsat for massiv voldelig modstand, endelig accepterede en udvidelse af politiske rettigheder og friheder, havde den samtidig helt ændret betydningen af demokrati. Demokrati, nu ofte kaldt ’liberalt demokrati’, fik en helt anden betydning end den, begrebet havde haft siden antikken.

Hos Platon og Aristoteles er der ingen tvivl; demokrati er de fattiges og flertallets styre. Det at de lavere klasser af bønder og håndværkere fik del i den politiske magt i det antikke Athen hang sammen med aristokratiet og oligarkiets reducerede magt. Der var selvfølgelig stadigvæk forskelle mellem klasser, men indførslen af demokrati havde også en direkte betydning for klasseforskellene. Det var udbredelsen af demokrati i denne betydning, som antidemokraterne Platon og Aristoteles reagerede og argumenterede imod. Manuelt arbejde blev eksempelvis nedvurderet i forhold til det kontemplative liv for dermed at kunne argumentere imod udvidelsen af politiske rettigheder og friheder udover en snæver overklasse.[xiii]

Demokrati fra antikken indtil omkring starten af 1800-tallet havde så at sige en ’substantiel’ betydning. Demokrati betød flertallets, producenternes, dem der arbejder og de fattiges regering. Hvis demokrati i denne betydning blev gennemført til fulde, ville det have haft enorme konsekvenser for forskellen mellem klasser. Hvis bønderne i middelalderen og under den senere enevælde rent faktisk havde fået tilkæmpet sig politiske rettigheder og friheder på lige fod med aristokratiet og kongemagten, ville det fuldstændigt have undermineret selv sammes magt til at tvinge bønderne til at levere en del af deres merprodukt i form af leje eller skat. Adelen var kun i stand til at udbytte bønderne fordi de besad en række privilegier og dermed en politisk, juridisk og militær magt, som bønderne ikke havde adgang til. Hvis demokrati i den substantielle betydning blev indført, ville det altså have opløst den sociale orden (men også have skabt en ny).

Frygten for denne opløsning af den sociale orden afspejledes også i den tidlige liberale tænkning. Hverken en John Locke eller Montesquieu var i nogen meningsfuld forstand demokrater, tværtimod. Hvor Montesquieu var optaget af fordelingen af magt mellem lokale aristokrater og en enevældig kongemagt, var problemet for Locke at begrænse regeringsmagten til fordel for de i England særlige kapitalistiske jordejere og de kommercielle storbønder. Ingen af dem kunne drømme om at brede dele af befolkningen skulle tage del i den politiske magt.

Hvis vi springer længere frem kan vi iagttage, hvordan liberalismen forblev skeptisk overfor demokrati i lang tid. Selv John Stuart Mill mente, at man skulle sikre sig mod de ’uoplyste masser’ gennem et ulige valgsystem, og udtalte eksempelvis: ”The idea of a rational democracy is, not that the people themselves govern, but that they have security for good government.” Eller hør bare den danske liberale Orla Lehmann, der typisk fremhæves som en af demokratiets tidlige forkæmpere:

”Da Danmark i 1848 udførte det dristige vovestykke at overdrage magten til det hele folk, da var det ikke for at lægge statsstyrelsen i den uoplyste almues hånd og endnu mindre for at udlevere den til nogle egennyttige og snedige demagoger. Det er de begavede, dannede og formuende, som i ethvert civiliseret samfund har overvægten i de offentlige anliggenders bestyrelse.”

Demokratiet skifter betydning
Alligevel begyndte liberale tænkere fra 1800-tallet og frem at tale om ’demokrati’ i stadig mere positive vendinger. Hvordan kan det være? Den ene del af forklaringen er selvfølgelig det allerede nævnte massive pres fra arbejder- og kvindebevægelsen. Den anden del af forklaringen ligger i en begyndende omdefinering af betydningen af demokrati. Fra at have betydet noget i retning af ’pøbelvælde’ og ”folkets herredømme” (Immanuel Kant), ”udtrykket for og manifestationen af folket i opstand” (Guiseppe Mazzini), ”a war-cry, and the banner of great numbers from the lowest levels of society raised against the few from the highest” (Francious Guizot) eller simpelthen bare ”kommunisme” (Friedrich Engels), blev det efterhånden forbundet stadig mere med ’retsorden’ og ’begrænset regeringsmagt’:

”The effect was to shift the focus of ’democracy’ away from the active exercise of popular power to the passive enjoyment of constitutional and procedural safeguards and rights, and away from the collective power of subordinate classes to the privacy and isolation of the individual citizen. More and more, the concept of ‘democracy’ came to be identified with liberalism.” (Ellen Meiksins Wood) [xiv]

I modsætning til den oprindelige substantielle betydning af demokrati, hentede liberalismen sit tankegods fra en helt anden tradition. Retsorden og begrænsningen af regeringens magt overfor private individer blev idéhistorisk sporet tilbage til middelalderens håndfæstninger og adelens forsøg på at begrænse kongemagten. I den danske demokratikanon nævnes eksempelvis både Magna Carta (1215), Jyske lov (1241) og håndfæstningen af 1282. Denne traditions opfattelse af rettigheder og friheder blev altså hentet fra samfund, hvor det handlede om at sikre en balanceret politisk, juridisk og militær magt mellem privilegerede grupper, såsom adelen, gejstligheden og kronen.

I kapitalistiske samfund får denne type rettigheder, friheder og begrænsning af politisk magt dog en helt anden effekt. Idet kapitalismen er særlig kendetegnet ved at udbytningen ikke finder sted via politiske privilegier og direkte magt, men derimod gennem indirekte økonomisk tvang, har begrænsningen af politiske privilegier og magt ikke længere samme betydning. Hvor udbredelsen af politiske friheder og rettigheder ville have opløst den feudale og enevældige samfundsorden, har kapitalismen vist sig i stand til at bevare en enorm økonomisk magt i hænderne på private kapitalister på samme tid med, at stadig større befolkningsgrupper har tilkæmpet sig politiske friheder og rettigheder. Årsagen til dette er, at i kapitalismen afhænger den herskende eller tilegnende klasses magt ikke af politiske privilegier. Lønarbejdere er af rent økonomiske årsager tvunget til at arbejde for de enkelte kapitalister, som desuden selv er afhængige af markedets rent økonomisk tvang.

Selvom arbejder- og kvindebevægelsen først efter voldsomme kampe fik tilkæmpet sig politiske friheder og rettigheder og dermed lagde grunden til den type demokrati, vi har i dag, havde det en pris. Prisen var, at de politiske friheder og rettigheder og den type rent formelle og politiske demokrati, vi har i dag, ikke har samme betydning for resten af den sociale orden som i tidligere samfund. Betydningen og effekten af demokratiet og rettighederne er så at sige blevet forringet eller devalueret og kan eksistere side om side med fortsat, hvis ikke stadig større, økonomisk udbytning og klasseforskelle.[xv] I det hele taget skaber kapitalismen en særlig politisk dynamik, der er kendetegnet ved at muligheden for inddragelse af langt flere mennesker i den politiske proces åbnes. Udfaldet af, hvordan denne mulighed bliver realiseret er dog historisk kontingent, og kapitalismen har eksisteret side om side med både det omtalte begrænsede rent politiske ’liberale demokrati’, socialistiske arbejderbevægelser og fascistiske massebevægelser.[xvi]

Markedet eller demokrati?
I modsætning til den liberale fortælling om markedet som frihed og mulighed, må det kapitalistiske marked opfattes som et sted, hvor en særlig økonomisk form for tvang og nødvendighed hersker. Kort sagt den præcist modsatte konklusion af det Friedman-citat, artiklen begynder med.

Det kapitalistiske marked er en kvalitativ nyskabelse. Det nye er, at både den producerende klasse og den klasse, der tilegner sig produkterne af andres arbejde, det vil i kapitalismen sige lønarbejdere og kapitalister, er underlagt markedets magt – dets imperativer om produktivitet og profitabilitet. Begge klasser konkurrerer indbyrdes og med hinanden på markedet. Det særlige ved kapitalismen er altså ikke, at der som i alle andre samfund eksisterer en producerende og en tilegnende eller herskende klasse, men derimod at markedet er blevet den centrale økonomiske reguleringsmekanisme. Markedets tvang kan derfor kun reguleres til en vis grad, idet både lønarbejdere og kapitalister, forbrugere og regeringer tvunget til at følge dets imperativer.

Den anden del af Friedman-citatet handler om, hvordan kapitalisme fremmer politisk frihed. Her bliver spørgsmålet mere komplekst. Som vi har set, var liberalismen i den første lange periode skeptisk og modvillig overfor udbredelsen af politiske friheder og rettigheder til eksempelvis arbejdere, fattige, kvinder, etc. Da man så endelig gav efter, var det som resultat af dels et enormt pres nedefra, dels fordi politiske friheder, rettigheder og demokrati blev grundlæggende omdefineret på en måde, der forringede eller devaluerede deres betydning.

I dag nyder vi altså i en lille del af verden godt af tidligere generationers kamp for demokrati, men prisen har været, at politiske friheder, rettigheder og demokrati er blevet tømt for indhold. Det besidder ikke længere den oprindelige substantielle betydning af et samfundet regeret af det store flertal. I stedet er det i dag begrænsede rent politiske demokrati, indtil videre, foreneligt med enorme klasseskel og økonomisk udbytning.

Er det muligt at forestille sig en genoplivning af et mere substantielt og socialt betydningsfuldt demokrati? Det ville kræve, at demokrati ikke længere begrænses af markedet og dermed overlader reguleringen af økonomien til markedets upersonlige magt. Det betyder også, at den interne demokratisering af virksomheder og arbejdspladser langt fra er tilstrækkelig, idet det efterlader markedets økonomiske tvang og dermed kapitalismen intakt. Vi kunne i stedet forestille os ikke bare at markedet reguleres, men at demokrati erstatter markedet som den centrale økonomiske reguleringsmekanisme. Det ville kræve en række nye både økonomiske og politiske institutioner, gennem hvilke det store flertal af befolkningen kunne overtage den økonomiske og politiske styring af samfundet.

Demokrati i denne forstand må derfor indebære ikke bare den passive besiddelse af rettigheder, men den aktive deltagelse af det store flertal i det hele økonomiske og sociale liv. Demokrati vil i denne forstand være uforeneligt med kapitalisme. Kort sagt, det ville betyde socialisme.

Esben Bøgh Sørensen er ph.d.-studerende i Idéhistorie ved Aarhus Universitet.

 

Noter:

[i] Milton Friedman, Capitalism and Freedom, The University of Chicago Press, 1962.

[ii] Hvor Tony Blairs stadig dominerende ‘tredje vej’ mere direkte overtog liberalistisk tankegods, er opfattelsen også til stede hos andre. Når Mette Frederiksen eksempelvis mener at ”kapitalismen ikke må være din herre, men din tjener”, og skelner mellem en ”syg” og en ”sund” kapitalisme, er det udtryk for samme tankegang: https://www.information.dk/moti/2017/01/mette-frederiksen-kapitalismen-blevet-syg

[iii] Se f.eks. Jørgen Møller & Svend-Erik Skaaning, Demokrati og Demokratisering – En Introduktion, Hans Reitzels Forlag, 2010.

[iv] Se bog III i Adam Smiths The Wealth of Nations.

[v] Max Weber, Economy and Society: An Outline of Interpretive Sociology, University of California Press, 1978

[vi] Dem, som er ubekendte med begrebet feudalisme, kan finde en fin kort forklaring her: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/feudalisme/

[vii] M.M. Postan, Medieval Economy and Society, 1979 s. 212.

[viii] Friedman, Capitalism and Freedom, s. 13.

[ix] Begrebet ”det borgerlige samfund” er altså også hentet fra denne fortælling.

[x] For denne fremstilling af byernes rolle i middelalderen, se eksempelvis Rodney Hilton, ”Towns in English Feudal Society” i Class Conflict and the Crisis of Feudalism, Verso, 1990. De Italienske bystater er ofte blevet opfattet som en slags tidlig form for kapitalisme. Hvis kapitalisme defineres som i den efterfølgende del af denne artikel, er den påstand dog tvivlsom. Der var snarere tale om en slags ’urban feudalisme’. For denne karakteristik se Ellen Meiksins Wood, Liberty and Property: A Social History of Westerne Political Thought from Renaissance to Enlightenment, Verso, 2012

[xi] Jeg trækker her på Robert Brenner og Ellen Meiksins Woods kritik af denne fortælling i både dens liberale og marxistiske versioner. Se f.eks. Robert Brenner, ”Property and Progress: Where Adam Smith Went Wrong” i Chris Wickham, Marxist History-Writing for the Twenty-first Century, Oxford University Press, 2007 og Ellen Meiksins Wood, The Origins of Capitalism – A Longer View, Verso, 2002. Se også min artikel i Manifest Tidsskrift: http://www.manifesttidsskrift.no/markedets-makt/

[xii] For en nærmere fremstilling og forklaring se eksempelvis Richard Lachmann, From Manor to Market: Structural Change in England 1536-1640, The University of Wisconsin Press, 1987 og Robert Brenner, “The Agrarian Roots of European Capitalism” i T.H. Aston & C.H.E. Philpin (red.), The Brenner Debate: Agrarian Class Structure and Economic Development in Pre-Industrial Europe, Cambridge University Press, 1985.

[xiii] Se Catharina Lis & Hugo Soly, Worthy Efforts: Attitudes to Work and Workers in Pre-Industrial Europe, Brill, 2012.

[xiv] Ellen Meiksins Wood, Democracy Against Capitalism: Renewing Historical Materialism, Verso, 2016, s. 227.

[xv] For nærmere forklaring, se Woods fremstilling af devalueringen af såkaldte ”politiske goder” under kapitalismen i Wood, Democracy Against Capitalism, særligt s. 271-76.

[xvi] For denne pointe se Curt Sørensens tre-binds værk Stat, Nation, Klasse, Frydenlund 2013-14 og særligt hans kommende bog Den Europæiske Deltagelseskrise, Frydenlund, 2017.