“Fake News” i P1 Orientering
Som en bastion for seriøsitet, objektivitet og perspektiv arbejder P1’s Orientering utrætteligt på at orientere lytterne uden om de omsiggribende falsknerier og frem til sandheden. Tag f.eks. et 16 minutters langt indslag d. 31. januar 2017 om russisk-orkestreret “Fake News.”
Af Uffe Kaels Auring
Fake news, rygtespredning, disinformation, filterbobler, ekkokamre og postfaktuelle meningsmagere. Vi kan ikke undslippe idiotien, men dog sætte vores lid til, at bedragene vil blive afsløret, og sandheden afdækket. For sandheden er stadig derude. Vi skal blot holde os orienterede på den rigtige måde og af de rigtige medier.
Et sådant medie er P1. Som en bastion for seriøsitet, objektivitet og perspektiv arbejder P1’s Orientering utrætteligt på at orientere lytterne uden om de omsiggribende falsknerier og frem til sandheden. Tag f.eks. et 16 minutters langt indslag d. 31. januar 2017 om Ruslands antivestlige propaganda. Indledningsvis oplyses vi om, at vi lever i
”en verden, hvor russisk propaganda er blevet del af den strategiske armlægning mellem Rusland og Vesten. EU har sat sig for at dokumentere denne russiske informationskrig igennem det, der hedder Eaststrat COM-initiativet.”
Omfanget af den russiske propaganda kan vanskeligt overdrives:
”Der er ingen tvivl om, at pro-Kreml-disinformationskampagnen udgør en organiseret strategi, der leverer de samme vildledende disinformationshistorier på så mange sprog som muligt, gennem så mange kanaler som muligt og så ofte som muligt.”
Beviserne for russisk propaganda
Der burde altså være nok af eksempler på vildledende disinformation at tage af. Orientering tilbyder lytterne et enkelt eksempel til illustration: Brudstykker af et interview med Vladimir Putins talsmand Dmitry Peskov i det russiske statsmedie Russia Today (RT). Orientering opsummerer en ordveksling mellem talsmanden og intervieweren sådan her:
”Begge herrer er rørende enige om den galopperende og professionelt organiserede russofobi, der dominerer de vestlige medier.”
Her har vi et første bevis for, at Rusland fører en disinformationskampagne mod Vesten: Russerne anklager Vesten for at gøre det samme mod dem. Hvis dette er standarden for bevisførelse, har begge parter uundgåeligt ret. Den ene parts anklage kan bevises med henvisning til den anden parts modanklage. Men i så fald tager begge parter nødvendigvis fejl. Det ligner et paradoks.
Orienterings behandling hviler imidlertid ikke på nogen almen rationel standard. I stedet går programmet ud fra en dobbeltstandard: Ideen om vestlige mediers ”professionelt organiserede russofobi” er lige så åbenlyst tåbelig, som ideen om Ruslands ”organiserede”, antivestlige ”disinformationsstrategi” er indlysende sand. Når den rette opfattelse af tingene giver sig selv, er henvisninger til fakta overflødige. At russernes anklage leverer et prima facie-bevis for sin modsætning, kan i stedet kort tydeliggøres med diskrete overdrivelser tilsat et stænk ironi: De to ”herrer” er ”rørende enige” om den ”galopperende” russofobi. Dobbeltstandarden opløser det tilsyneladende paradoks.
Orientering orienterer videre, at Putins talsmand
”runder […] nyhederne om, at den syriske regeringshær, der støttes af Rusland, skulle være i færd med at slagte civile og lave folkemord i Aleppo. Men det er [ifølge Putins talsmand] ren nonsens.”
Underforstået: Intervieweren og talsmanden benægter fakta. Antagelsen er, at den syriske regeringshær ”lavede” folkemord i Aleppo. Altså er det ”disinformation” at sige, at det er nonsens. Igen finder Orientering ingen grund til at præsentere de fakta om folkemord, der afslører disinformationen som sådan.
Så langt, så godt. Pointen er ikke, at der ikke findes beviser for russisk propaganda. Pointen er, at selve bevisførelsen i dette tilfælde kan tjene som vidnesbyrd om, at det modsatte gør sig gældende.
Videnskaben kommer til undsætning
Den lytter, der blot lader sig orientere af programmet, vil næppe opdage dette. Vi er nemlig nået til det punkt i propagandaoptrevlingen, hvor vi må ryste på hovedet af en nyhedsformidling, der er så gennemskueligt bedragerisk, at dens falske karakter afsløres i den blotte præsentation af dens indhold. For den velinformerede og -orienterede borger er propagandaen selvafslørende.
Men den eftertænksomme lytter står tilbage med lidt af et hovedbrud: Hvordan kan nogen i det hele taget tro på så vildledende ”disinformationshistorier” og ”propagandafortællinger”, når de er så indlysende tåbelige? Til opklaring introducerer Orientering professor Michael Bang Petersen, Statskundskab på Aarhus Universitet, som netop er gået i gang med et forskningsprojekt om emnet. Forskeren svarer:
”Videnskabsmænd […] finder ud af, hvad der er rigtigt og forkert, men vores hjerne fokuserer mest på, hvad er det, der er hensigtsmæssigt at tro for mig i en given situation.”
Det er selvsagt hensigtsmæssigt for videnskabsmanden at tro, at han og hans kolleger besidder evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert, mens lægmandsmenneskehjernen systematisk forveksler hensigtsmæssighed med sandhed. Der forestår altså et større udredningsarbejde. Men det kan ikke blive selvrefleksivt. De psykologiske analyser af hjernens troskab mod usande opfattelser gælder menigmand, der gerne vil have det ”bedre med sig selv”, ikke mennesker af videnskabelig rang, der arbejder i sandhedens tjeneste og for det fælles bedste.
De psykologiske indsigter skal ikke interessere os her. Hvis psykologien har talt, gælder dens udsagn vel alle, for videnskabsmænd har jo også hjerner. Til gengæld vil denne lægmand spørge, hvilke institutionelle tilhørsforhold Petersens sandhedsproduktion hviler på. Petersen leder os i retning af et svar. Det er hans klare forhåbning, at de respektable politiske magthavere (ikke populister som Trump) og medierne kan levere sandheden. Og det er hans frygt, at disse gode kræfter overmatches af agenterne for misinformation.
Den ideelle genstand for vores tillid: politikerne
De nye propagandastrømme er ikke sandt kompromitterende, men gement undergravende for politikerne. Petersen advarer:
”Hvis sådan nogle rygtestrømme får lov at ligesom løbe amok, så bliver tilliden [til politikerne] sænket betydeligt, for det er jo netop meget sådan konspirationsagtige teorier om, hvordan politikerne i virkeligheden på forskellig måder meler deres egen kage og ikke bekymrer sig om det fælles vel.”
Som udgangspunkt bør vi altså have tillid til politikere, for de er ikke egoister. I virkeligheden er de ”konspirationsagtige teorier” politologisk mainstream. ”At mele sin egen kage og ikke bekymre sig om det fælles vel” er en udmærket gengivelse af grundtanken i de rational choice-baserede teoridannelser, der dominerer store dele af samfundsvidenskaben.
I den aktuelle sammenhæng er det ikke desto mindre institutionelt hensigtsmæssigt at appellere til politikerne som garanter for den desinteresserede objektivitet, videnskabsmanden også repræsenterer. Vi kan på dette punkt tænke tilbage på indslagets indledende udsagn om, at EU’s Eaststrat COM ”dokumentere[r] denne russiske informationskrig” uden rigtig at være part i striden. Og vi kan kort foregribe den afsluttende bemærkning fra Orienterings vært: ”Så vi ser til politikerne og håber, at de er deres ansvar voksen.” I øvrigt er Petersen og P1-værten vel lige så ”rørende enige” som Peskov og RT-værten.
Den ideelle genstand for vores tillid: medierne
Svækket tillid til medierne er den anden store trussel. Når velanskrevne medieorganisationer ”bliver italesat som politisk part” af Trump og hans følgere, begynder folk foruroligende nok ”ikke længere at stole på de informationer, der rent faktisk kommer fra medierne.” Overse ikke den dobbelte betydning: De informationer, der rent faktisk kommer, er formentlig rene fakta.
Igen benægtes en af videnskabens – i dette tilfælde medieforskningens – centrale indsigter. For medierne er en ”politisk part”. De tager typisk parti for eliterne og afspejler ”objektivt” deres opfattelser som objektive kendsgerninger. Det prekære i den nuværende situation er, at de politiske kræfter, der stempler etablerede liberale medier som ”politisk part”, omsider har fået så meget magt, at de udgør en slagkraftig, dagsordenssættende modpart, der ikke kan siddes overhørig. Forskydningerne i magtforholdet implicerer, at de liberale medier udfordres som en politisk part. F.eks. som ”fjender af folket”. Polariseringen af eliten betyder imidlertid ikke, at medierne ikke var en politisk part, da de var på mere forsonlig fod med den udøvende magt i USA. En medpart er også en politisk part – men får først grund til at benægte det, når den udfordres som sådan.
Kort sagt: Når Petersen identificerer respektable politiske opfattelser med mediernes objektivitet og videnskabsmandens sandhed, har han nok de respektable magthavere, men næppe videnskabeligheden på sin side.
Postfaktuelle tilstande?
Det er så småt tid til at samle op, og så ville det måske være smart at sige, at liberale mediers ideer om fake news selv er fake. Eller at diagnosen af postfaktuelle tilstande selv er postfaktuel. Men det ville ikke være særlig præcist. Hvad der derimod kendetegner tilstanden, er mere præ- end post-faktuelt: P1 ophæver ”hensigtsmæssige” antagelser til fakta.
Det kan man ikke gøre uden videre. Forudsætningen for, at antagelser bliver antagelige som fakta, er stærke os og dem-konstruktioner – nerven i old school-propaganda, som den fandtes i tiderne, før falske nyheder og postfaktualitet vendte op og ned på rigtigt og forkert. Petersen berører selv polariseringsproblemet:
”For at man virkelig kan dæmme op for de her stærke polariserede konflikter, hvor det fyger med misinformation, så er det nødvendigt, at politikerne er deres ansvar voksen […] og forsøger at tale konflikten ned og forsøger at fokusere på det, der er rigtigt, frem for bare at sprede informationerne, der er hensigtsmæssige, men ikke er rigtige.”
Lytteren forstår, at sandheden i grunden er konfliktfri. Det gælder selvsagt, så længe sandheden er enerådende. Først når sandhedens herredømme udfordres, kommer den i konflikt med usandheden. Ud fra sandhedens privilegerede perspektiv er det imidlertid kilderne til usandhed, der med sine ufine midler foranlediger konflikten. Konflikten ville jo være afblæst, hvis alle indfandt sig på sandhedens side. Problemet med partiske parter ville være løst.
Men så længe partiskheden hærger, og konflikten raser, giver usandheden sig til kende som den blotte modstand mod sandhedens repræsentanter. At de indædt er imod os, beviser, at de tager fejl. Det giver på denne baggrund god mening, at den russiske ”disinformation” ikke empirisk afsløres som falsk information, men påpeges i selve antagonismen hos Ruslands ”antivestlige”, ”pro-Kreml” medier, der ”arbejder med at underminere EU’s troværdighed” og i det hele taget ”taler EU og Vesten ned”. Denne undergravende virksomhed er i sig selv ”eksempler […] på falske nyheder”. Slutningen fra anti-Vesten til anti-sandhed foretages direkte, uden yderligere belæg.
Lytteren bør derfor også forstå en anden ting. Baggrunden for Orienterings konstruerede verden af fakta er selv en ”polariseret konflikt”. Rusland – og i mindre grad Trump – er fjenden. At opløfte anklager mod fjenden til objektive fakta udtrykker kompromisløs modstand mod misinformationen. At gå ud fra, at ”fakta”, der legemliggør fjenden som sådan, først kan opkvalificeres fra postulater til viden via dokumentation og granskning, svarer derimod til at gøre knæfald for fake news og det ”hensigtsmæssigt forkerte”. Det handler om at holde sig på den rigtige side af den præfaktuelt etablerede skillelinje mellem rigtigt og forkert. Således kan man afklæde russernes og Trumps bedrageriske væsen ved simpelthen at erklære, at de bedrager.
Fake news og de øvrige hypede propagandatermer handler mere om at modgå fjendens propaganda end om at modbevise den. Termerne benyttes undertiden som begreber, der blotlægger modpartens tvivlsomme omgang med sandheden. Oftest fungerer de som midler i selvsamme hensigtsmæssige kamp om sandhedsherredømmet.
Den ufrivillige selvdiagnose
Om de psykologiske betingelser for falskhed uddyber Petersen:
”En del tidligere forskning […] tyder på, at hvis vi tror noget slemt om nogen, vi i forvejen ikke kan lide, så får vi det bedre med os selv.”
Gælder det også, at hvis medierne siger noget slemt om nogen, de relevante magthavere i forvejen ikke kan lide, så tjener det mediernes egne interesser?
”Den sociale funktion, som rygter har, er, at de mobiliserer til konflikt.”
Er det ikke det, P1’s indslag gør?
”Ved at vi spreder de her rygter, så er det, vi retter opmærksomheden mod en fjende, og vi retfærdiggør de tiltag, som vi har lyst til at gøre mod vedkommende.” (Vi’et er her simple mennesker, ikke forbundet af videnskab, traditionelle medier og rigtige politikere.)
Er det ikke det, P1-indslaget gør?
Det problem, Orientering diagnosticerer, er i det hele taget fint eksemplificeret af diagnosen selv. Diagnosen udfolder det problem, den blotlægger. Er det uomgængeligt? Er det kun i kraft af en hensigtsmæssig dobbeltstandard, hvormed vi i realiteten påberåber os eneretten til at propagandere, at vi kan orienteres? Ville alternativet være desorienterende?
Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk
Rune Eltard-Sørensen
9. maj 2017 @ 14:59
Hej Uffe,
Tak for en spændende analyse. Jeg har efter endt læsning gjort mig nogle (kritiske) tanker, som jeg her vil dele med dig.
Jeg synes desværre, at din analyse lider af nogle misforståelser og en lemfældig omgang med centrale begreber i forståelsen af fake news.
Det gælder konkret brugen af ‘sandhed’ i ental og samlebetegnelsen ‘medierne’, som jeg ikke mener tager højde for nødvendige nuancer i forståelsen af emnet.
Jeg troede aldrig jeg skulle sige det, men mener faktisk, at ‘diskurs’ vil være at foretrække frem for betegnelsen ’sandhed’, da det rummer en kompleksitet, der yder emnet og debatten større ret. Men måske vi blot bruger ordet forskelligt.
Problemet bliver i min læsning tydelig, når det hentydes, at P1 orientering gør sig skyldig i udbredelse af fake news, på linje med Rusland, USA og EU.
Her mangler en præcis forståelse og klar definition af fake news-fænomenet. Som jeg forstår begrebet, så skal der være en intension om at skabe bevidst vildledning med de falske historier.
Jeg er helt med på, at Vestens og EU’ kampagne imod Rusland er hyklerisk, da de benytter mange af de samme redskaber for at fremme sin dagsorden i Østeuropa og Mellemøsten. Men jeg mener samtidig, at begrebet dækker mere og andet end denne konflikt.
Jeg tænker konkret på den særlige type af rendyrket konspirationsteorier, der i disse år spredes fra Trump, Rusland og diverse mere eller mindre obskure, højreekstreme initiativer og personer fra særligt USA på internettet. Her er tale om et særegen fænomen, som er en betydelig del af det omdiskuterede fake news-fænomen.
Her kan iagttages en underlæggende borgerkrigsfortælling og et ofte højreorienteret forsøg på at vildlede den folkelige utilfredshed med og usikkerhed overfor globaliseringen. Breitbart News, Trump og Infowars er de mest kendte eksempler. Her skabes og udbredes bevidst løgnagtige konspirationsteorier med kommercielt og politisk motiv.
Og der mener jeg venstrefløjen må være skarp og tage klart afstand. Det er en konkret udfordring for venstrefløjen, at dele af de danske græsrodsbevægelser er til falds for disse fantasifulde fortællinger og anti-socialistisk systemkritik.
Og jeg må faktisk erklære mig enig med forskeren fra P1: I den kamp er de publicistiske medier en medspiller, ikke en modspiller, da der her (som udgangspunkt) foretages fakta-tjek modsat på de sociale medier.
Min holdning kan hænge sammen med at jeg selv er uddannet journalist og kender mange der arbejder i faget. Men jeg mener faktisk også mere grundlæggende, at fake news er et reelt demokratisk problem.
Denne del af fænomenet fremmes aktivt af de sociale medier på grund af kommercielle interesser, mens de publicistiske medier har erklæret fænomenet krig. Det er vigtigt at have for øje og må medtages i mediekritikken (og den politiske analyse).
Der er desuden stor forskel på de etablerede medier, som dækker over alt fra rent kommercielle og klassisk publicistiske udgivelser, til den særlige danske public service.
Denne distinktion afgørende, da DR, Fox News og Facebook forholder sig forskellig til emnet. At DR skulle være et passivt/villigt redskab i magthavernes hænder er en påstand, som jeg finder for let købt.
Dertil kommer at jeg finder det grundlæggende problematisk, at vurderer P1 Orienterings dækning ud fra et kriterier om ‘sandhed’. Begrebet er meget svært målbart og bruges ikke af medierne selv, som et ideal.
Resultatet er en noget flyvsk og abstrakt kritik, som rejser spørgsmålet: Findes der en sandhed (i ental) omkring fx Ukraine og Syrien, og hvordan forestiller man sig konkret, at medierne skal finde og fremlægge denne sandhed?
Jeg fornemmer nærmest at der argumenteres for at introducere betegnelsen ’uagtsomt fake news’, når der i artiklen laves en sammenligning af P1 og russisk propaganda, og stilles spørgsmålet ‘Er det ikke det, P1’s indslag gør?’ med reference til ‘de psykologiske betingelser for falskhed’.
I så fald mener jeg at der er en risiko for at devaluere det oprindelige begreb. Men jeg er samtidig nysgerrig på at høre dine tanker i den retning.
Med venlig hilsen,
Rune Eltard-Sørensen
Eftertryk
10. maj 2017 @ 14:10
Kære Rune,
Mange tak for din saglige kritik. Din kommentar åbner mange perspektiver. Nogle af dem vil jeg undlade at forholde mig til i det følgende. Det betyder på ingen måde, at jeg underkender deres værdi, og jeg skal gerne vende tilbage, hvis du synes, jeg forbigår noget væsentligt. Jeg vil med dette svar først og fremmest forsøge at præcisere, hvad jeg har villet sige og ikke sige med teksten, og til dels redegøre for min tilgang til emnet, idet jeg samtidig forholder mig til nogle af dine væsentlige kritikpunkter.
Først tre punkter om sandhed. Dernæst nogle forhåbentlig opklarende bemærkninger om fake news; samlebetegnelsen ”medierne”; spørgsmålet om en intention bag mediepropagandaen; og endelig spørgsmålet om P1’s ”ufrivillige selvdiagnose”.
Sandheden. For det første ser jeg ikke nogen saglig grund til at gøre sandhed til et særlig problematisk begreb. Jeg tilslutter mig gerne Petersens idé om, at der findes ”informationer […] der er rigtige”, altså sande, og P1-værtens idé om, at nyheder kan være ”falske”, hvilket indebærer, at de også kan være sande. Vi benytter i dagligdagen uden problemer ”sandt” og ”falsk”. At hævde, at noget er tilfældet, er at hævde, at det er sandt, at det er tilfældet. P1-indslaget forudsætter ligesom al anden saglig kommunikation, at det, der hævdes, er rigtigt. Jeg er altså her på linje med såvel P1-indslaget som anden gængs journalistik. Når indslaget eksempelvis orienterer os om, at Rusland har en ”disinformationsstrategi”, så må lytteren forstå, at indslaget implicit hævder, at det er sandt.
Det er selvfølgelig rigtigt, at journalistikken ikke arbejder med sandhed som metode. Her finder vi i stedet ideer om ”tilstræbt objektivitet” o.l. Sandheden er dog, alt andet lige, knyttet til denne idé som en erklæret eller implicit delmålsætning.
For det andet underforstår P1-indslaget ikke blot, at dets udsagn er sande. Det handler også eksplicit om sandhed versus falskhed. Disse betegnelser kan med rimelighed indfange det, indslaget udpeger som ”rigtigt”, det, der ikke er ”tvivl om”, ”information, der rent faktisk kommer”, versus det, indslaget udpeger som ”propagandafortællinger”, ”disinformationshistorier”, ”misinformation”, ”falske” nyheder osv. Hvis der er en væsentlig distinktion mellem, hvad der er ”rigtigt”, og hvad der er ”sandt”, er den gået hen over hovedet på mig.
Jeg går ud fra, at det ikke er termen sandhed, men appellen til begrebsessensen i ”sandhed”, du finder betænkelig. I så fald kan der rettes en kraftig kritik mod P1-indslaget, der med afsæt i et temmelig tykt sandhedsbegreb opretter en hård dikotomi mellem det ”rigtige” og det ”forkerte”. Man kunne godt argumentere for, at indslaget i stedet burde operere med ideen om forskellige diskurser, men det er altså slet ikke den tilgang, indslaget lægger for dagen. Og min gennemgang angår netop indslagets tilgang til emnet – eller diskurs, om man vil.
Ideen om sandhed er udgangspunkt for almindelig kommunikation, der altså ikke kan begribe sig selv uden sandhedsbegrebet. Men nogle gange bestrides brugen af sandhedsbegrebet. Netop kun nogle gange. Der er derfor grund til at spørge: Hvorfor lige her og nu? I dette tilfælde: Hvorfor forekommer min teksts udsagn om P1-indslagets diskurs betænkelige, mens der ikke rettes nogen kritik mod P1-indslagets mere direkte formulerede sandheder om den objektive virkelighed?
For det tredje vurderer jeg ikke P1-indslaget ud fra ”et kriterium om sandhed”, men dets sandhedsytringer ud fra et kriterium om rationel begrundelse og bevisførelse. Jeg hævder ikke, at påstandene om den russiske ”disinformationskrig” osv. er forkerte (jeg tror personligt, at der er en hel del om snakken, men det er den sag, artiklen omhandler, uvedkommende). Jeg hævder, at indslaget i realiteten opløfter ”antagelser til fakta”. Det er nogle ret omfattende anklager, indslaget fremsætter. Jeg tænker, at sådanne redeligt burde dokumenteres. Jeg ser ikke, at det sker. Hvis denne vurdering er korrekt, synes jeg, den er værd at fremsætte; er den forkert, er det relevant at pege på, hvordan den er forkert. (Yderligere kunne man efter gængse journalistiske standarder mene, at modparten ikke blot burde blive udstillet, men også hørt; den dimension indgår dog hverken i indslaget eller min kritik af det).
Indslagets stærkeste dokumentationskilde findes i referencerne til EU’s Eaststrat COM’s meget generelle udsagn om den russiske propagandavirksomhed. Du anfører, at EU gør sig skyldig ”i udbredelse af fake news”, men afviser samtidig, at P1-indslaget, trods sit udgangspunkt i denne hovedkilde, gør sig skyldig i det samme. Under alle omstændigheder kan EU næppe have den store værdi i dine øjne.
Din påstand om EU’s udbredelse af fake news virker umiddelbart hård. Er det dokumenteret? Jeg vil gerne høre, hvilke kilder (artikler, rapporter eller andet) der ligger til grund for din vurdering. På stående fod skal jeg ikke kunne sige, om EU bedriver fake news, men jeg er med på, at EU’s Eaststrat COM er en partskilde i dette spørgsmål, og at dokumentationsværdien derfor er ringe. I hvert fald så længe den ikke suppleres med dokumentation fra mere uafhængige kilder.
En klassisk definition af viden lyder: velbegrundede, sande opfattelser. Det er begrundelserne bag og betingelserne for indslagets påstande om russisk propaganda, min tekst omhandler. Jeg benægter ikke, at anklagerne kunne være sande (jeg formoder personligt, der er meget rigtigt i dem).
Fake news. Jeg kan godt se, at rubrikken ”Fake News” i P1 Orientering kan indikere, at P1 bedriver fake news, men mente at have kortsluttet denne antydning med dels citationstegnene om ”Fake News”, dels bemærkningen om, at det ikke ville ”være særlig præcist” at sige, at ”liberale mediers [in casu P1-indslagets] ideer om fake news selv er fake”. Jeg gør ikke rede for, hvorfor det ikke er præcist, men skal kort skitsere ideen her.
Min tanke er, at fake news er konstruerede beretninger om, at noget har fundet sted, skønt vi – herunder fake news-producenten selv – a) ikke har nogen ægte, gode grunde til at tro det, eller b) har evidens for, at det faktisk er forkert. I hvert fald må fake news angå konkrete forløb eller begivenheder; det ligger i selve begrebet om ”news”. Derfor er det ikke præcist at kalde P1-indslaget for fake news. Dels er indslagets påstande, så vidt jeg ved, ikke bevisligt forkerte (men blot uredeligt fremført som sande); dels er dets meget generelle påstande på så tilpas stor afstand af identificerbare, konkrete begivenheder, at der næppe er tale om egentlige ”nyheder”.
Rubrikken til min tekst kan rigtignok forlede læseren til at tro, at det er en afsløring af P1-formidlet fake news og ikke en analyse af P1’s behandling af fake news, hun har foran sig. Det er ikke heldigt. Heller ikke selvom teksten selv, også via sine forbehold over for de nye ”hypede propagandatermer”, skulle korrigere den mulige fejlforståelse.
Medierne under ét. Petersen benytter samlebetegnelsen ”medierne”, når han taler om ”de informationer, der rent faktisk kommer fra medierne”. Det undskylder selvfølgelig ikke, at jeg også bruger betegnelsen, om end med et andet sigte, hvis det ikke holder. Jeg vil her kort belyse, hvad min tekst end ikke berører: baggrunden for mine mere eller mindre udfoldede generaliseringer om, hvordan ”medierne” fungerer. Der er selvfølgelig tale om mainstreammedier.
Medieforskningen har påpeget markante forskelle i tendensen i forskellige mediers konfliktdækning, f.eks. alt efter hvilken politisk orientering det enkelte medie har. Men der er på et vist og ret højt abstraktionsniveau også tale om konvergens på tværs af medier. Et stabilt, stadigt tilbagevendende forskningsresultat, der formuleres og genformuleres i den ene efter den anden analyse af bias i mainstreammediernes konfliktdækning, er, at medierne samlet betragtet og sjældent uden store interne udsving 1) afspejler den hjemlige politiske konsensus om konflikten, 2) fremstiller den politisk udråbte fjende som fjende, og hjemlandet og dets allierede som good guys, og i den forbindelse 3) ofte videreformidler de politisk antagne ”fakta” om fjenden, der uklædeligt klæder ham, som objektive – ja, sande – udsagn. Denne medieadfærd er også velbeskrevet og modelleret i medieteorilitteraturen. Jeg skal ikke udrulle referencer i denne kommentar, men vil gerne vende tilbage med dem, hvis du er interesseret.
Indslaget passer godt ind i dette billede. P1 forholder sig i denne ”polariserede konflikt”, som man skulle forvente ud fra gængse medieteorier og en lang række empiriske analyser. Det modsatte forskningsresultat er jeg ikke stødt på. Det ville overraske og opløfte mig at få at vide, at det findes. Aktuelt peger Lars Kabels rapport Danske mediers dækning af Rusland (2016) nok på en vis variation i Ruslands-dækningen, men også nogle klare, gennemgående linjer – i den forventede retning.
Spørgsmålet om intention. Du skriver: ”At DR skulle være et passivt/villigt redskab i magthavernes hænder er en påstand, som jeg finder for let købt.” Jeg er enig og har ikke villet antyde andet med min tekst. Selv foreslår jeg dog, at det tjener ”mediernes egne interesser”, hvis de ”siger noget slemt om nogen, de relevante magthavere i forvejen ikke kan lide”. Hvordan kan jeg mene dét og samtidig ikke mene, at medierne er et ”redskab i magthavernes hænder”?
Som nævnt er det et stabilt forskningsresultat, at nyhedsmediernes repræsentationer af verden konvergerer mod eliternes verdensopfattelse(r). Medieindholdet afspejler snarere elitesynspunkter end omvendt, hedder det f.eks. i klassiske medieteorier som Daniel C. Hallins. Spørgsmålet er så, hvordan det sker.
Via ”magthavernes hænder”? Det er et bud, der ikke uden videre kan affejes. Men der findes mig bekendt ingen studier af demokratiske staters medier, der fastslår dette som et generelt forskningsresultat (selvom der selvfølgelig findes et væld af cases, hvor magthavernes hænder er inde over mediefremstillingen eller -mørklægningen af enkelte sager). Jeg har ingen grund til at tro, at der ligger nogen form for direkte indgreb bag P1-indslagets sagsfremstilling. Mediets journalistiske uafhængighed og integritet ville ikke tillade det.
Et andet bud er mere institutionelt. Nyhedsmedierne indgår på mange måder i et frugtbart samarbejde med ressourcestærke kommercielle og politiske informationsproducenter (i det aktuelle tilfælde: EU’s Eaststrat COM). Informationsproducenterne leverer en stor del af journalistikkens råstof og besidder dermed stor definitionsmagt. Afhængighedsforholdet indebærer desuden kultivering af nuværende og kommende mediearbejderes verdensopfattelser og arbejdsmetoder, herunder operationaliseringen af journalistiske standarder. Omvendt har mediefolket og deres ejere sjældent incitamenter til for alvor at udfordre de ”narrativer” eller ”meta-narrativer”, de serveres, eller at stille høje dokumentationskrav til deres gyldighed. I dette perspektiv er det ikke dukkeføring, men institutionelt betingede arbejdsrutiner, incitamentsstrukturer og kultivering, der knytter medierne til magthaverne. Men tjenesteforholdet er stadig en del af billedet.
Jeg mener, dette andet bud i det store hele holder. Det angiver efter min opfattelse også de rammebetingelser, hvorunder P1-indslaget er blevet til. Jeg kan pege på referencer til den institutionelle medieforskning, hvis du er interesseret.
Er det nu beroligende eller foruroligende, hvis det er sandt, at mediepropaganda er en institutionaliseret, så at sige systemisk tilbøjelighed – og ikke udtryk for ”en intention om at skabe bevidst vildledning”? Er sidstnævnte værre end førstnævnte? Moralsk måske. Politisk? Som samfundsproblem?
”Selvdiagnosen”. Et enkelt punkt til opklaring af en misforståelse, der meget vel kan skyldes uklarheder i min fremstilling: Jeg sammenligner ikke P1 og russisk propaganda, for jeg siger ikke noget om russisk propaganda. Jeg sammenligner det, P1 fortæller om den russiske propaganda og dens baggrund, med den sagsfremstillingsmetode, P1 benytter i sin fremstilling, og déns baggrund.
Hvis Petersens ekspertudsagn tages som sådanne, berettiger de til fulde en refleksion over, hvorvidt pilen også peger indad, mod indslaget selv. Petersen benytter gennemgående et almenmenneskeligt ”vi”. F.eks.:
”hvis vi tror noget slemt om nogen, vi i forvejen ikke kan lide, så får vi det bedre med os selv.”
”[…] vi retter opmærksomheden mod en fjende, og vi retfærdiggør de tiltag, som vi har lyst til at gøre mod vedkommende.”
I indslagets kontekst bliver dette ”vi”, sagligt ubegrundet, til et ”de”: dem i Rusland, dem, der ikke er videnskabsmænd. Ikke dem, der kaldes ”medierne”. Hvis P1 anvendte Petersens ekspertudsagn i deres fulde, ubegrænsede rækkevidde, ville det være nærliggende at overveje, om hans konsekvensanalyse og foreslåede forklaringer også gjaldt indslagets eget polariserede udgangspunkt – og dets polariserende tendens.
Min tilgang. Til sidst en bemærkning om min tilgang og det valgte fokus. Jeg retter blikket mod den hjemlige propaganda, ikke Ruslands, Trumps, Breitbarts eller andres. Det er, fordi jeg opfatter de hjemlige medier som vores og min offentlighed. Det er vores egne medier, der først og fremmest vedrører mig som borger.
Desuden skrives der rigtig meget om Ruslands propagandavirksomhed, så her kan jeg ikke tilføje meget. Jeg forestiller mig, at russisk propaganda er et problem, hvilket jeg kan beklage, men ikke gøre så meget ved. Der er ikke noget, der tyder på, at russisk propaganda har den store gennemslagskraft herhjemme eller i Vesten generelt. Det skulle da lige være tilbageslagets gennemslagskraft.
Meget af det, der skrives og siges om russisk propaganda, forekommer mig at være propagandistisk. I P1-indslaget tjener eksistensen af den russiske disinformationskampagne til at udelukke muligheden af eksistensen af omfattende disinformation i danske og vestlige mainstreammedier. Vores medier hvidvaskes i deres russiske modbilledes beskæmmende lys, men uden nogen egentlig begrundelse eller dokumentation. Dét opfatter jeg som vores problem.
M.v.h. Uffe
Henrik Nordentoft Mikkelsen
10. maj 2017 @ 14:57
Spændende, men også svær tekst. Jeg synes nu heller ikke P1’s program kom heldigt fra deres indslag om fake news og savner generelt den selvkritiske del i forhold til main stream.
Læs mere her om hvad konkret Rusland anklages for: https://euvsdisinfo.eu/
Rune Eltard-Sørensen
10. maj 2017 @ 18:26
Tak for din uddybning og svar på mine spørgsmål. Her følger mine refleksioner i den anledning.
Som jeg læser din replik, så mener du ikke, at der i P1-indslag optræder forkerte oplysninger endsige er tale om fake news. Det gælder mig.
Du hefter dig derimod ved “P1’s polariserede udgangspunkt – og dets polariserende tendens.”
Du konstatere samtidig, »at indslaget i realiteten opløfter ”antagelser til fakta”. Det er nogle ret omfattende anklager, indslaget fremsætter. Jeg tænker, at sådanne redeligt burde dokumenteres. Jeg ser ikke, at det sker.«
Og fortsætter: »Meget af det, der skrives og siges om russisk propaganda, forekommer mig at være propagandistisk. I P1-indslaget tjener eksistensen af den russiske disinformationskampagne til at udelukke muligheden af eksistensen af omfattende disinformation i danske og vestlige mainstreammedier«.
Den konklusion når du frem til, når du »sammenligner det, P1 fortæller om den russiske propaganda og dens baggrund, med den sagsfremstillingsmetode, P1 benytter i sin fremstilling, og déns baggrund.«
Lad os kigge nærmere på den analyse.
For det første: Hvilke alvorlige og udokumenterede påstande imod Rusland rejses i indslaget?
Jeg har netop genhørt programmet, og er ærlig talt i tvivl. Du skriver selv, at du ikke har nogen grund til at tvivle – endda finder det sandsynligt – at russerne bedriver misinformationskampagner. Måske du kan hjælpe mig her.
For det andet: Påstanden om at P1’s dækning af samfundsproblemet ’fake news’ skal tjene det formål, at dække over disinformation i danske og vestlige medier virker en smule spekulativt.
Der er vel nærmest tale om krav om omvendt bevisbyrde, når du samtidig retorisk lufter teorien om, at »mediepropaganda er en institutionaliseret, så at sige systemisk tilbøjelighed«.
Ifølge logikken i denne argumentationskæde, så gør P1 gør sig af institutionelle årsager (med)skyldig i udbredelse af og/eller dækker over propaganda og misinformation, også selvom der ikke findes konkrete eksempler i den konkrete udsendelse.
For det tredje: Du finder P1’s ’ »sagsfremstillingsmetode« problematisk, og sammenlignelig med russisk fake news.
Jeg notere mig i den forbindelse, at P1 i det omdiskuterede indslag bringer et interview med en professor statskundskab, der forsker i ’psykologien i politiske rygter og misinformation på sociale medier’ – herunder fake news.
Du skriver omvendt i din replik, at du »retter blikket mod den hjemlige propaganda, ikke Ruslands, Trumps, Breitbarts eller andres. Det er, fordi jeg opfatter de hjemlige medier som vores og min offentlighed. Det er vores egne medier, der først og fremmest vedrører mig som borger.«
Samtidig understreger du, at når du taler om ’medierne’, så er der »selvfølgelig tale om mainstreammedier«.
Med andre ord, lader det virkelige problem her til at være din ’sagsfremstillingsmetode’. Professoren snakker om de sociale medier, mens du insisterer på at fokusere på de ’gamle medier’.
Lad mig dvæle lidt ved, hvorfor jeg finder denne tilgang problematisk.
Så vidt jeg er orienteret ejer du ikke en facebook-profil og benytter tilsyneladende heller ikke Twitter aktivt i forbindelse med din medieinteresse- og oplysningsarbejde (Hvis jeg tager fejl, må du endelig rette mig).
Det står selvsagt enhver frit for, at vælge de sociale medier fra af personlige eller andre årsager (al respekt for det!).
I debatten omkring mediernes aktuelle udvikling og specifikt i relation til ’fake news’, så mener jeg dog, at der en risiko for blinde vinkler, hvis man ikke er i berøring med eller tager højde for, de særlige udfordringer, der dominerer på disse platforme.
Årsagen er simpelthen, at det er her medieforbrugerne og borgerne befinder sig.
Én af de konsekvenser, som fremkomsten af de sociale medier har haft, er at private medieproducenter og magthavere nu i høj grad end tidligere kan omgå de traditionelle ’gatekeepere’ i form af redaktører og journalistiske nyhedskriterier.
Det er en udvikling som bliver forstærket af annoncemarkedet, som i rekord fart flytter deres penge (og magt) fra de publicistiske udgivelser til de virtuelle platforme. Dermed skabes basis for den forretningsmodel, som driver den kommercielle del af fake news-fænomenet: Click bait.
Den politiske del af fake news-fænomenet på de sociale medier følger samme logik. Borgerne kan her direkte nås (og manipuleres) uden traditionelle krav om fakta-tjek. Bedst kendte eksempel er Trumps Twitter-politik, der var medvirkende til at gøre ham til verdens mest magtfulde mand.
Men der er ikke kun tale om en amerikansk og international tendens.
I Danmark er der allerede et stort udvalg af fake news-producenter, og grundet de økonomiske dynamikker som ovenfor beskrevet, så er det ingen grund til at tro, at der skulle blive færre i fremtiden. Snarere tværtimod. Det er særligt på den yderste højrefløj, hos driftige forretningsfolk og deciderede konspirationsteoretikere, at denne tendens kan iagttages.
Det er i lyset af denne udvikling, at jeg slår et slag for de publicistiske medier (herunder DR’s public service) og samtidig fastholder, at vi må være skarpe på begreberne.
At DR har en institutionel bias i dækningen af Rusland skal jeg ikke afvise. Men det omdiskuterede indslag fra P1 er ikke ’fake news’. Den egentlige polarisering af samfundet og undergravning af demokratiet kommer ikke fra DR. Her skal vi derimod holde et vågent øje med den politiske økonomi, der driver de sociale medier.
Med venlig hilsen,
Rune