Velkommen til Eftertryk
Et nyt magasin for samfund og politisk litteratur. Stifterne: Samling, saglighed og oplysning skal bringe den demokratiske socialisme tilbage i det politiske centrum.
Højrepopulismen er på fremmarch, mens de liberale går til modværge. Det er tendenser, der også kan få betydning for den systemkritiske venstrefløj.
I dette landskab af hårdt optrukne fronter mangler der noget centralt: En socialistisk midte, der går ind for det frie og det levende; som ikke alene kæmper for at vinde yderligere privilegier, men som først og fremmest kæmper for lige rettigheder.
Der mangler ikke venstreorienterede kræfter derude. Der mangler samling – og til en vis grad seriøsitet.
Det er netop seriøsitet uden verdensfjern teoretiseren, relevans uden nyhedsmediernes almindeligt fraværende omtanke og endelig et venstreorienteret udgangspunkt uden sekterisme og færdigpakkede sandheder, der gør Eftertryk unikt og tiltrængt.
De ord, du læser af redaktionen i dette magasin, vil ikke først og fremmest fremføre noget eller nogen. De vil i al beskedenhed lødigt oplyse – og først derigennem, hvis der er saglig grund til det, tale for en sag. Eftertryk forholder sig ikke partout kritisk til de herskende anskuelser i samtiden. Men når sagen forholder sig kritisk til de hævdvundne opfattelser, holder vi os til sagen.
Vi vil gerne nå bredt ud og gøre op med den stridsånd, der præger de sociale medier, hvor personen bliver sagen, og pointen bliver positioneringen. Kompromisløsheden angår ikke andre personer og fløje i det politiske landskab, men kvaliteten af de ord, vi bringer.
Det er ikke de store bogstavers massive tryk, ej heller de skjulte politiske aftryk, ikke positionering på højtryk, men eftertankens præcise eftertryk, du får hos os.
Collage øverst: Carl Johan Sennels