Idéhistorien læser Trump

Hvordan skal Trumps valgsejr forstås, og hvilken præsident bliver han? Kan vi hente hjælp i idéhistorien? Fem idéhistorikere gjorde på et seminar den 1. marts forsøget på at læse Trump idéhistorisk. Eftertryks Jon Rostgaard Boiesen var med.

Af Jon Rostgaard Boiesen

Det skulle egentlig have været et lille arrangement. Professor i idéhistorie Mikkel Thorup, der havde arrangeret, erkendte i sin indledning, at han havde været naiv. Han havde regnet med, at arrangementet ville kunne tiltrække 10-15 mennesker – men han stod overfor et fyldt auditorium, da Idéhistorie på Aarhus Universitet den 1. marts havde indbudt til seminar under titlen ’Idéhistorien læser Trump’.

Seminaret bestod af fem oplæg, hvor fem idéhistorikere forsøgte at forstå Trump gennem hver en tænker. De fem tænkere var: Niccolo Machiavelli, Alexis de Tocqueville, Walter Benjamin, Hannah Arendt og Jean Baudrillard. Et planlagt oplæg om Judith Butler måtte desværre udgå.

Mikkel Thorup: Machiavelli læser Trump

Thorup indledte selv seminaret med at læse Trump med den italienske renæssancefilosof Niccolo Machiavelli (1469-1527), der er kendt for sit kyniske syn på politik – i en grad, så machiavellisk er blevet et adjektiv, der betegner en brutal magtpolitiker. Det er derfor heller ikke overraskende, at en del medier har brugt betegnelsen om Trump. Men her er ifølge Thorup tale om en vulgærmachiavellisme, der glemmer, at der for Machiavelli er stor forskel på, hvad man skal gøre for at få magten og for at beholde magten. Og Thorup kom med den forudsigelse, at det der gjorde, at Trump vandt magten, vil gøre, at han ikke kan bruge den.

Thorup redegjorde for Machiavellis skel mellem fortuna og virtú. Fortuna betegner held, lykke og omskiftelighed, mens virtú er evnen til at gribe magten og beholde den. Trump så fortuna smile til ham, hvor ingen andre så det – men hvis man tror, man behersker magten, vil fortuna straffe en.

Trumps berømte udsagn om, at han som rig og berømt kan ”grab’em [kvinderne] by the pussy” er ifølge Thorup ren Machiavelli. Lykken er en kvinde, og det handler om at beherske hende. Men fortuna er ikke så let at beherske. Det glemmes ofte, at Machaivelli skelner mellem at gribe og beholde magten. Hans udsagn om, at det er bedre at være frygtet end elsket, citeres ofte, men det glemmes, at Machiavelli fortsætter: Det farligste er, at være hadet og foragtet. Ifølge Thorup har Machiavelli ikke fattet, at situationen har ændret sig – at han har vundet. Machiavelli ville at have fortalt Trump, at han nu havde chancen for at overraske positivt, at han kunne have beroliget sine allierede og passiviseret sine modstandere – og at han som det første skulle have fyret sine rådgivere Steve Banner og Kellyanne Conway og sagt: ”De gjorde mig til den, jeg var under valgkampen – jeg er i virkeligheden en helt anden person.”

Thorup understregede, at Machiavelli og Trump levede og lever i to meget historisk forskellige situationer. For Machiavelli var politik krig og død, mens USA i dag er et forholdsvis velorganiseret demokrati, hvor ”valghandlingen har overtaget borgerkrigen”. Men Trump leger, at politik er krig, og er forelsket i tanken om at være den store sejr- og krigsherre, ifølge Thorup fordi han er en svag personlighed. Men ifølge Machiavelli skal man ikke opsøge krigen, og hvis den kan undgås, skal man for guds skyld undgå den! I krig skal man være brutal og nedkæmpe fjenden, men når den er overstået, regerer man. Det bedste man ifølge Machiavelli kan gøre, er at få folket til hverken at være for eller imod en, at være passive. Men Trump er ikke sådan en person, han må fortsætte indtil alle siger, at han er the greatest. Og derfor vil Trump ifølge Thorup aldrig kunne regere.

Christian Olaf Christiansen: Tocqueville læser Trump

Næste taler var lektor i idéhistorie Christian Olaf Christiansen, der tog udgangspunkt i den franske politiske teoretiker Alexis de Tocqueville (1805-1859), hvis hovedværk Om demokratiet i Amerika fra 1835 (del 1) og 1840 (del 2) står som en klassiker indenfor samfundsvidenskaben. I lighed med Machiavelli har mange kommentatorer trukket Tocqueville op af hatten for at forklare valget af Trump – enkelte har endda hævdet, at han forudså valget af Trump. Det synes Christiansen nok lige var at strække den, men han mente, at man med Arthur Goldhammers reaktualisering af Tocqueville, som han baserede sit oplæg på, kan bruge Tocqueville til at kaste et lys over nutidens USA.

I Om demokratiet i Amerika beskriver Tocqueville det amerikanske demokrati som sin tids mest interessante eksperiment, og selvom han har et ambivalent syn på det, ser han det som fremtiden. Ifølge Tocqueville er demokratiet mere end en politisk styreform, det er en konstant forventning om lighed. Ikke materiel lighed, men lighed i muligheder – alle skal kunne stige til samfundets top. Men som den svenske økonom, politiker og Nobelprismodtager Gunnar Myrdal (1898-1987) påpegede, så er USA en nation i modstrid med sig selv, da store dele af befolkningen ikke får den lighed, nationen er grundlagt på. Tocqueville mente, at slaveriet måtte ophøre, men ifølge Goldhammer må nye lighedskampe igen og igen gøre sig gældende – demokratiet er ”svangert med sociale forandringer”.

Anden halvdel af det 20. århundrede var netop fyldt med sociale kampe for lighed med Borgerrettighedsbevægelsen og kvindebevægelsen som de mest fremtrædende eksempler. Disse havde fået to vigtige symbolske sejre med valget af Obama, en afroamerikaner, som præsident og Hilary Clinton, en kvinde, som præsidentkandidat. Alt imens havde den fattige hvide mand tabt privilegier, hvilket havde skabt en stigende vrede mod den liberale elite. Valget af Trump kan ses som kulminationen på denne langvarige backlash mod de sociale omvæltninger. Demokratiets krav om lighed har ført til en vrede mod de nyligt inkluderede, og den liberale elite, som de fattige hvide mænd føler har pisset på dem.

Tobias Dias: Trump og fascismens æstetik

Ph.d.-studerende på idéhistorie Tobias Dias tog i sit oplæg udgangspunkt i den tyske kritiske teoretiker Walter Benjamin (1892-1940) og dennes analyser af billedbrug og fascismens æstetik.

Dias startede med at konstatere, at man aldrig før havde diskuteret om USA’s præsident er fascist, og at vi i dag alle er fascismens semiotikere. Men Hitler-analogien er ikke korrekt: Hitler var Hitler, Trump er Trump, og man må forstå forskellen på dengang og nu.

Dias tog fat på et af Benjamins hovedværker Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder fra 1935, hvori han analyserer fascismens æstetik, og hvordan fascismen bruger æstetikken til at skabe en førerkult, som man bl.a. ser det i Leni Riefenstahls (1902-2003) film Viljens triumf også fra 1935.

Kommentatorer har ment, at det er det samme i dag, og bl.a. fremhævet, at Steve Bannon har erklæret, at han står i gæld til Riefenstahl. Men hvad kommentatorerne glemmer er, at Bannon også har fremhævet sin gæld til Michael Moore. Og hvad værre er, så overser de, hvordan produktionsformerne i dag adskiller sig markant fra 1930’erne: I dag er det ikke biografen, men billeder der deles konstant og i fuldstændigt overvældende mængder. Og det gør, at politik i dag er uskelneligt fra skuespillet. Trump optræder som en parodi på en brechtsk Verfremdungs-figur.[1] Trump har en skamløshed ikke engang Hitler havde – Hitler skjulte dog sine kvindebekendtskaber.

Frank Beck Lassen: Arendt læser Trump

Højskolelærer og idéhistoriker Frank Beck Lassen tog i sit oplæg udgangspunkt i den tysk-amerikansk-jødiske politiske filosof Hannah Arendt (1906-1975) og hendes overvejelser om løgnens betydning i politik. For ifølge Beck Lassen er løgn ikke, hvad den har været.

Ifølge Arendt har løgn altid været en del af politik. Da politik bygger på selvopretholdelse, er det nødvendigt med hemmeligheder og løgne, fordi noget er større end sandheden – ens eget liv. Men ifølge Arendt er de klassiske løgne, ”huller i sandhedens stof”, som hun poetisk kalder det, og nogen – for eksempel diplomatiet eller de hemmelige tjenester – har kendt sandheden. Så ifølge Arendt er det ikke løgnen, vi skal frygte, men derimod løgneren.

Løgneren i Arendts forståelse er en person, der vil opretholde et bestemt billede af sig selv. Det handler ikke om statsræson – hvordan en stat for eksempel agerer overfor andre stater – men om identitetsræson, at opretholde billedet. For løgneren bliver beskrivelsen af virkeligheden en politisk kamp. Det er en naturlig alliance mellem fakta og det bestående, hvorimod løgnen har energi. Trump havde derfor ifølge Beck Lassen ret, da han sagde, at Jeb Bush var low energy. I en verden af fakta, kan løgneren tildele sig selv agens. At lyve er en vilje til, at ting skal være anderledes. At sige sandheden er ikke en politisk holdning – løgnen er. ”Alternative fakta” er derfor løgn med en anden strategisk betydning. Det er at insistere på sin ret til at mene noget andet.

Jakob Bek-Thomsen: Baudrillard læser Trump

Dagens sidste oplægsholder var videnskabelig assistent ved idéhistorie Jakob Bek-Thomsen, der læste Trump med Jean Baudrillard (1929-2007), der er berømt og berygtet som en af postmodernismens helt store teoretikere. Bek-Thomsen erklærede, at Baudrillard var hans første store filosofiske kærlighed, men at han var blevet træt af ham, og i dag opfattede ham som frygteligt 80’er. Men han mente alligevel, at han kunne bruges til at forstå Trump – og at forstå, hvorfor mange ikke forstår ham.

Bek-Thomsen tog udgangspunkt i en kronik fra 1997 om Jean-Marie le Pen, skifter af Front National, og far til den nuværende leder Marine le Pen. Ifølge Baudrillard forstår den traditionelle kritiske teori ikke populister, fordi venstrefløjen ikke forstår reality som politik. Men moraliserende kritik og beskyldninger om løgn preller af på le Pen – og Trump og tilhængere. Trumps modstandere tager hans Twitter-beskeder bogstaveligt, men tager ikke politikken alvorligt. Hans tilhængere støtter hans politik, men tager ikke hans Twitter-beskeder alvorligt. Ifølge Baudrillard står man overfor en vanvittig verden tilbage med et krav om realisme, men konsensus om legitimering af sandheder er forsvundet, og Trump kan erklære, at pressen er fjender af folket. Ifølge Bek-Thomsen bekæmper man derfor ikke Trump ved at insistere på sandheden, men ved at stille spørgsmål ved begreber og ikke at tro, at de allerede er definerede og evigtgyldige.

De fem bidrag udkommer sammen med tolv andre idéhistoriske læsninger af Trump i en bog på forlaget Baggrund til september.

Jon Rostgaard Boiesen er kulturredaktør på Eftertryk.

[1] Bertolt Brecht (1898-1956) var en tysk dramatiker, der bl.a. er kendt for sin Verfremdungs– (fremmedgørelses-) teknik, der skulle bevidstgøre publikum om teaterstykkets konstruerede natur, og derved bevidstgøre folk om den politiske virkeligheds ideologisk konstruerede natur.