Den antiklerikale kirke for de udstødte

”Jeg kalder San Carlos for antikirken”. Den spanske udbrydermenighed i San Carlos-kirken viser en ny måde at udleve religion i en neoliberal æra, der er præget af kriser og svækkede fællesskaber.

Af Liva Kaels

Ifølge sociolog José Casanova oplever europæere ofte sekularisering som et naturligt udfald af modernisering. At være moderne er ensbetydende med at være sekulær. Denne gængse opfattelse, som har ophav i den moderne sekulariseringstese, forkaster religion som en irrationel, ufri og antimoderne kraft, der skaber konflikter og som derfor må henvises til privatsfæren[1]. Men virkeligheden er meget mere nuanceret og kompleks, end hvad sådanne stereotype religionssyn giver udtryk for. Vender vi blikket ud i verden – til Spanien og Latinamerika f.eks. – ser vi slående eksempler på, hvordan befrielsesteologiske menigheder spiller en progressiv og positiv rolle i samfundet. En pluralistisk og moderne rolle, der i disse tider med svækkede velfærdsstater, flygtninge- og migrantkriser, stigende ulighed og usikkerhed affødt af neoliberal globalisering ikke kun udfordrer samfundets normative strukturer, men også udfylder et ”hul” i staternes håndtering og ”laden stå til”. I denne artikel vender jeg blikket mod en lille, progressiv udbryderkirke ved navn San Carlos Borromeo, som ligger i Madrid. I denne kirke mødte jeg under mit fem måneder lange antropologiske feltarbejde i 2014 en udbrydermenighed, der tager hånd om vanskeligt stillede mennesker i et samfund præget af høj arbejdsløshed, stigende social ulighed og kriminalisering af flygtninge og immigranter. Og jeg mødte en antiklerikal ”anti-kirke”, der pejler katolicismen i en verdslig og horisontal retning.

Befrielse og forbrødring

”Vi skal tage de korsfæstede ned fra korset”. Sådan lød det ofte fra San Carlos’ overordnede præst, Javier, når han under kirkens søndagshøjmesse fortalte om alle de mennesker, der fortjener en ny chance. Alle de socialt sårbare og marginaliserede: stofmisbrugere, psykisk syge, flygtninge, illegale immigranter, fanger, romaer, fattige børn i Madrids slumkvarter El Gallinero… Listen er lang! At drage paralleller mellem Jesus og alle dem, som i symbolsk forstand er ”korsfæstede” i samfundet, er karakteristisk for befrielsesteologien, der hovedsageligt opstod i Latinamerika i 1960’erne og 1970’erne. Som en progressiv, kontroversiel og udskældt retning inden for katolsk teologi er befrielsesteologien kendetegnet ved et tydeligt fokus på praksis og mobilisering af ”folket” som aktive subjekter i deres egen udvikling. Snarere end at være baseret på religiøs overbevisning skabes befrielsen af det, den brasilianske befrielsesteolog Leonardo Boff kalder en ”etisk indignation”. Befrielsesteologien er centreret omkring dette liv snarere end det hinsidige, for det handler om at kæmpe for retfærdighed i dette liv med særlig fokus på at gøre fattige til ”aktive subjekter i livet omkring dem”, som San Carlos’ overordnede præst Javier udtrykker det. I mere kirkelig forstand går befrielsesteologiske menigheder imod den katolske kirkes hierarkier ved at skabe kirken fra neden gennem en flad struktur og folks fulde deltagelse. San Carlos’ karismatiske ophavsmand og tidligere sognepræst, Enrique de Castro, udtrykte sin antiklerikale  forståelse af Jesus-figuren på følgende måde: ”Ét af sakramenterne [i den katolske kirke] er skriftemålet. Og Jesus sagde: ’Jeg ønsker ikke, at præsteskabet skal tilgive jer… tilgivelsen er mellem os’. Det er en fuldstændig horisontal struktur – præsteskabet eksisterer ikke”.

Menigheden kan dog ikke udelukkende forstås i konteksten af befrielsesteologi. En anden vigtig kontekst, som giver menighedens identifikation med befrielsesteologien en særlig relevans, er det spanske samfunds polarisering mellem en konservativ katolsk højrefløj og en ikke-religiøs venstrefløj. Denne polarisering har dybe historiske rødder i Franco-diktaturet og den spanske borgerkrig, som udspillede sig som en blodig politisk strid mellem et progressivt, ateistisk og antiklerikalt ”Spanien” på den ene side og et konservativt, nationalistisk og katolsk ”Spanien” på den anden. På begge sider af konflikten blev der begået massedrab i en krig, der til sidst blev vundet af det konservative ”Spanien”. Herefter implementeredes det voldelige Franco-diktatur (1939-1975) og ideologien ”national katolicisme”, hvor fædrelandet og katolicismen smeltede sammen. Lov og moral blev funderet på katolsk doktriner, og Franco stod i spidsen for en brutal udrensningspolitik med henrettelse og fængsling af venstrefløjssympatisører. Nationens unikke katolske karakter blev proklameret i modsætning til det ikke-religiøse, som blev karakteriseret som anti-spansk. Dette polariserede politiske landskab danner en anden vigtig ramme omkring San Carlos, for det lever videre i den antiklerikalisme og venstreorienterede politiske aktivisme, der kendetegner menigheden.

Et ”præstecenter for de marginaliserede”

”Jeg kalder San Carlos for antikirken”, sagde Juan Ignacio, en pensioneret advokat og aktivist i San Carlos. Sidenhen har jeg tænkt på San Carlos som en ”anti-kirke” i Kirken (den katolske kirke), for betegnelsen indrammer, hvordan menigheden – i symbolsk forstand – holder den katolske kirke op som et spejl, som den skaber sig selv i kontrast til. Det er dog ikke kun den katolske kirke, som menigheden positionerer sig i modsætning til; den positionerer sig også i modsætning til den spanske stat. Mange af de mennesker, jeg mødte i San Carlos, beskrev ofte den konservative Mariano Rajoy-regering som en ”frankistisk regering” med et voldeligt og torturerende politi, ligesom de beklagede sig over, at Franco-diktaturets politiske spor også viste sig i fraværet af et retssamfund. Konflikter er således et særtræk ved San Carlos som udbryderkirke. Dette afspejler sig ikke mindst i titlen på en af ophavsmanden Enriques bøger: Dios es ateo (Gud er ateist). Ifølge Enrique har den Gud, som vi kender igennem Jesus, ikke stiftet de etablerede religioner, ligesom han heller ikke tror på dem. Dette gælder også den katolske kirke.

San Carlos kan således både forstås som en anti-kirke og en udbrydermenighed. At den er ”brudt ud”, betyder dog ikke, at den ikke er en del af den katolske kirke. Derimod betyder det, at den har en marginal rolle i den katolske kirke, eftersom den er blevet frataget sit religiøse ansvar som et sogn. Dette skete som et resultat af en lukningskonflikt med Madrids daværende ærkebiskop i 2007, hvor kirkens præster stod over for at skulle dreje San Carlos’ kirkenøgle om. Men pga. massiv modstand imod kirkelukningen – såvel inden for som uden for den katolske kirke – blev ærkebiskoppens lukningsindstilling omstødt. I stedet ændrede han kirkens status til et ”præstecenter for marginaliserede”, hvilket betyder, at den er målrettet ”alle dem, som vores samfund ekskluderer.” Imidlertid er San Carlos en kirke, der appellerer til en mangfoldig gruppe mennesker, ikke kun med hensyn til alder, social status og interesser, men også med hensyn til religiøs selvidentifikation (eller mangel på samme). Eksempelvis var der flere kirkegængere, som betragtede sig selv som muslimer, mens andre definerede sig selv som agnostikere eller ateister. Derudover var der mange, der så sig selv som ”Jesu efterfølgere”, mens andre kaldte sig ”troende tvivlere”.

San Carlos lagde hus til velgørende og sociale aktiviteter, kulturelle og samfundskritiske aktiviteter samt religiøse aktiviteter. De velgørende og sociale aktiviteter, som foregik på ugentlig basis og blev varetaget af frivillige, omfattede økonomisk støtte, jobsøgningshjælp, maduddeling, advokatbistand, fællesspisning og tøjuddeling. Advokatbistanden var et velbesøgt tilbud til de marginaliserede, som kunne få juridisk rådgivning til arbejdsrelaterede spørgsmål, straffesager, immigrationsspørgsmål og familiesager. Kirkens kulturelle og samfundskritiske aktiviteter omfattede b.la. kritiske debataftener om immigrationsproblematikker og antiklerikale teaterstykker, mens de religiøse aktiviteter inkluderede to teologikurser, spirituelle møder omhandlende Gud og Jesus og en alternativ søndagshøjmesse.

San Carlos’ aktivister engagerede sig også i en række politiske aktiviteter uden for kirkens fysiske rammer. 50 aktivistiske amatørskuespillere engagerede sig i San Carlos’ populære teatergruppe Ubuntu[2], som opførte politiske interventionsteaterstykker omkring immigrations-, køns- og fangeproblematikker foran CIEs (interneringscentre for udlændinge)[3], i indkøbscentre, på skoler, i parker og foran fængsler rundt omkring i Madrid. ”Hvorfor opfører vi teaterstykkerne?”, spurgte gruppens frivillige teaterleder, Carlos, ved en teaterøvning i San Carlos og svarede: ”for at ændre lovene”.

Aktivisterne og præsterne engagerede sig også i demonstrationer og husrydninger, og en række frivillige holdt en årlig sommerlejr for fattige børn i slumkvarteret El Gallinero. Desuden hjalp kirkens frivillige advokater, præster og aktivister indespærrede fanger ved at besøge dem og forsvare dem til retssager. Præsterne Javier og Pepe besøgte desuden internerede immigranter i CIEs, hvor de holdt øje med, om deres behov blev imødekommet og satte dem i forbindelse med advokater. Når Javier fik kendskab til historier om undertrykte, torturerede eller afdøde immigranter, enten igennem de immigranter, han havde et personligt forhold til, eller igennem de NGO’er, han var i berøring med, videreformidlede han deres historier til journalister. Dette samarbejde medvirkede til at synliggøre San Carlos’ politiske kampe.

”I Madrid begyndte den værste krig af alle… krigen mod frygten”

En af skuespillerne i San Carlos’ teatergruppe Ubuntu var Yoro, en 24-årig afrikaner, var gået fra at være illegal immigrant til at blive en fremtrædende politisk aktivist. Ved en årlig modstandsdag mod CIEs i Madrids største park, Retiroparken, var omkring 100 mennesker forsamlet rundt om Yoro og Ahmed, en anden immigrant fra San Carlos. En masse billeder af immigranter, som enten var døde eller var blevet tortureret i CIEs, var bredt ud på jorden. Yoro og Ahmed fortalte om deres farefulde bådrejse til Spanien og oplevelser med at være indespærret i CIEs, imens en række journalister filmede dem. Med en høj og selvsikker stemmeføring, der vidnede om, at Yoro var vant til at tale foran journalister, fortalte han, at han havde boet i Spanien siden 2009, hvor han sammen med 77 udokumenterede afrikanere ankom til Tenerife efter en farefuld bådrejse fra Mauretanien. I modsætning til størstedelen af hans rejsekammerater, som blev deporteret til deres hjemlande, blev Yoro efter 60 dages indespærring løsladt, fordi det ikke havde været muligt at identificere hans nationalitet. Han blev sendt til Madrid og indlogeret på et Røde Kors-herberg. Yoro meldte sig til forskellige kurser, men måtte hver dag kæmpe med frygten for at blive sendt hjem. ”I Madrid begyndte den værste krig af alle… krigen mod frygten… for når man går på gaden, er man bange… man har ingen frihed… man kan ikke leve” sagde Yoro og rundede sin 15-minutter lange fortælling af med at råbe ”libertad” (frihed). Med tårer i øjnene omfavnede han Ubuntus teaterleder, Carlos, som sammen med tilskuerne gentog hans opråb efterfulgt af en højlydt klapsalve.

På min første dag i San Carlos sad jeg til bords med Yoro ved San Carlos’ fællesspisning. Yoro fortalte stolt, at han nu havde sine papirer, gik i gymnasiet og netop havde fået kørekort. ”Jeg har lært meget i kirken. Jeg har lært, at mennesket er vigtigere end alt andet”, sagde han. Han fik kendskab til San Carlos igennem en medstuderende, der boede sammen med sognepræsten Javier. En dag mødte han op i kirken til en højmesse og mødte Javier, som lyttede til hans historie. Snart efter flyttede Yoro ind i Javiers hus, hvor der i forvejen boede en håndfuld afrikanske immigranter. På den måde fik Yoro en omgangskreds, ligesom han begyndte at deltage i San Carlos’ aktiviteter. Efter flere års kamp lykkedes det Javier og en af San Carlos’ frivillige advokater at skaffe Yoro et spansk pas.

I San Carlos var Yoro vellidt, storsmilende og hjælpsom. Ud over at være en fremtrædende aktivist i Ubuntu arrangerede han aktiviteter for børn i Madrids slumkvarter. Yoro var et levende symbol på, at kampen for de marginaliserede – realiseret igennem hverdagslige politiske handlinger – bar frugt. Selvom Yoro udstrålede et særligt gåpåmod, var hans historie ikke et særtilfælde, idet aktiviteterne i San Carlos i bred forstand understøttede dét at give de marginaliserede en stemme, en plads og en funktion; hvad enten det drejede sig om forefaldende praktisk arbejde, velgørenhedsaktiviteter eller – som i Yoros tilfælde – politisk aktivisme.

En handlingsforeskrivende højmesse

”En kirke skal være et udgangssted”, sagde San Carlos’ ophavsmand, Enrique, ved flere lejligheder – ”en trampolin for aktiv kamp i samfundet”. Denne kirkeforståelse vandt genklang hos mange af deltagerne i San Carlos’ højmesse. De fremhævede netop vigtigheden af, at de budskaber, der blev fremsat ved højmessen, ikke blot svævede som flotte ord i luften. Tværtimod: budskaberne havde kun værdi, hvis de blev omsat til aktiv kamp for de marginaliserede. Dermed havde San Carlos’ højmesse et handlingsforeskrivende formål.

Højmessen emmede af fællesskab. Under højmessen sad mellem 50 og 100 mennesker tæt stimlet i en hestesko med et nadverbord i midten. På den måde havde de frit udsyn til hinanden og til præsten. De forreste kirkebænke var placeret med kun to meters afstand fra nadverbordet, hvilket skabte en særlig intimitet mellem præst og kirkegængere. Højmessen byggede på skarpe kontraster til den traditionelle katolske højmesse. Dels pga. en personlig dialogrunde, hvor alle – ikke mindst de marginaliserede – fik lov at tale og kommentere dagens evangelietekst og dels pga. populærsange omhandlende b.la. frihed og immigrationsproblematikker. Men også pga. et alternativt nadverritual, hvor deltagerne gik op til præsten og dyppede et stykke brød i et fælles vinglas. ”Alle dem, som kan stå inde for og ønsker at tage del i den særlige ånd, der er i kirken, kan deltage i nadveren”, sagde en ung kvinde ved navn Lucía på min første dag i kirken. På den baggrund begyndte jeg selv at deltage i nadveren, som jeg ofte oplevede som en følelsesintens kulmination, der gav fornyet mod til at gå ud og kæmpe for samfundets marginaliserede. For San Carlos’ højmesse var ikke kun handlingsforeskrivende; den var også handlingsmotiverende. Spontane indslag, antiklerikal kritik, kritik af spanske politikere, opfordringer om at støtte og kæmpe for bestemte marginaliserede grupper og en stærk, progressiv fællesskabsånd var alle faktorer, der motiverede folk til handling.

Et positivt religionssyn og syn på konflikter

Udbrydermenigheden viser, at en anden verden er mulig trods svære odds. San Carlos er en foregangsmenighed, for den huser et dedikeret og ansvarsfuldt fællesskab, som går foran ved – på aktivistisk og progressiv vis – at kæmpe for sårbare mennesker. Artiklen har ikke kun givet et indblik i en specifik udbrydermenigheds progressive og positive rolle i det spanske samfund; den har også peget på, hvilken rolle kirker og religioner potentielt kan spille i samfundet. Den er også et af mange eksempler på, at fortolkningspluralisme og splittelse er et definerende træk ved kristendommen. Jeg har dermed gjort op med det stereotype religionssyn, der udlægger religioner som noget antimoderne, ufrit og negativt, der skaber konflikter. Godt nok er udbrydermenigheden kendetegnet ved konflikter, for den skaber sig selv i modsætning til såvel den katolske kirke som den spanske stat, men konflikterne er positive, for de beriger det spanske samfund og den katolske kirke med en verdslig og horisontal måde at praktisere katolicismen på. En heterodoks måde, der udvider den katolske kirke ved at vende den katolske kirkes hierarkier og påberåbelse af én original, transcendent sandhed på hovedet. Og en måde, der er kendetegnet ved udadvendthed snarere end indadvendthed, for evangeliet forstås i en nutidig ramme, hvor det handler om at udleve det. Ikke ved at vende sig ind i sig selv, som mere traditionelle katolikker gør, når de f.eks. beder til Gud eller går til skrifte, men ved at vende sig ud i samfundet og opsøge et stærkt, progressivt fællesskab.

Denne udadvendthed er inspirerende, fordi den sætter fællesskabet over individet. Dermed gør den ikke kun op med den indadvendthed, der kendetegner mere traditionelle måder at udleve en religion på; vender vi for en kort stund blikket mod Danmark, bryder menighedens udadvendthed også med den selvudviklingsånd, der kendetegner neoliberaliseringen af det danske samfund netop nu. Måske er det på tide at vende os mere udad og dyrke det progressive fællesskab frem for at dyrke os selv?

Et beslægtet karaktertræk, som jeg finder inspirerende ved menigheden, er dens evne til at mødes på tværs etniske, religiøse og sociale forskelle. I en tid, hvor der er meget fokus på forskelle og fremmedhed, finder jeg det opløftende, at der findes en kirke som San Carlos, som formår at samle en mangfoldig menneskeskare. Måske er det på tide, at vi begynder at skabe kirken som et mødested, hvor vi mødes for at diskutere samfundets problemer, og hvor vi beriger hinanden med de forskelle, der måtte kendetegne os? Som jeg ser det, kan kirken udgøre en solid modvægt til tidens individualisme og xenofobi.

Liva Kaels (f. 1986) er uddannet antropolog fra Københavns Universitet med speciale i udbrydermenigheden i San Carlos. Artiklen er baseret på fem måneders feltarbejde i den aktivistiske kirke.

Noter:

[1] Casanova, José (2009): The Secular and Secularisms. I: Social Research. Vol. 76: No 4: 2009, s. 1049-1066

[2] Ubuntu betyder ”jeg er hvem jeg er pga. dem vi alle er” og refererer til Nelson Mandelas fællesskabsfilosofi, som teatergruppen var inspireret af.

[3]  CIEs er genstand for omfattende kritik af såvel spanske som internationale NGO’er. Amnesty International og bevægelsen CIEs NO kritiserer frihedsberøvelsen af immigranter og politiets torturlignende behandling af dem.