Gældsstrejke

Denne artikel er et lettere redigeret uddrag af Mikkel Thorups bog Du skylder! Om økonomisk og moralsk gæld (Klim 2016)

Af Mikkel Thorup

Gæld er magt. ”Kreditorerne, dvs. bankerne, har indset deres magt”, skriver Sahil Dutta på internetforummet OpenDemocracy, ”skyldnerne, dvs. alle andre, har ikke.”

Der har i de sidste årtier været en forandring fra arbejde til gæld som en af de primære subjektiveringsmekanismer i vores samfund, og det kan ganske præcist illustreres med arbejdsstrejkens drastisk faldende effektivitet. Arbejdsstrejken var det primære kampmiddel i et samfund afhængigt af og defineret ved arbejde. I et gældssamfund er ”vores gæld blevet det våben overfor eliterne, som vores arbejdskraft engang var” og dermed er det gældsstrejken i alle dens mange former, der skal tage over fra arbejdsstrejken.[1]

Derfor er de berømte indledende ord af Marx og Engels’ kommunistiske manifest også ændret en smule i det Nomadic Hive Manifesto, der blev skrevet under en besættelse af det engelske National Gallery i december 2010 i protest mod nedskæringer: ”Et spøgelse hjemsøger Europa – et spøgelse bestående af gældsslaver, der nægter at betale. Alle Europas magter er indgået i en hellig alliance for at genstarte en fejlslagen økonomi, for at realisere en dødelig drøm om at komme tilbage til normaltilstanden”.[2]

Gældens magtforhold vender begge veje. Kreditorer bruger ofte utrolig meget tid på at tematisere den ene side af magtforholdet, nemlig skyldnerens økonomiske og moralske gæld til kreditor, og det er også denne side af gældens magtforhold, som vi hver især som skyldnere oplever og konfronteres med. Men som en gammel jødisk fortælling viser, så er skyldneren ikke kun afhængig af kreditors nåde. Magtforholdet går også den anden vej:

Schlomo er oppe igen hele natten, vender og drejer sig, og klokken tre om natten har hans hårdt plagede og stadig mere udmattede kone Rivka fået nok: ”Stop nu med den venden og drejen, Schlomo!”, udbryder hun. ”Hvad er det, der holder dig oppe nat efter nat, og mig med også?” ”Det er Moishe, der bor overfor”, siger Schlomo med rystende stemme. ”Jeg skylder ham ti rubler, han skal have tilbage i morgen, og jeg har dem ikke.” Til det siger Rivka, mens hun kravler ud af sengen og går hen mod vinduet: ”Er det alt? Ikke noget problem.” Hun åbner vinduesskodderne, læner sig ud og råber: ”Moishe!” Få øjeblikke efter flår en vred Moishe sit vindue op: ”For guds skyld Rivka, hvad i alverden vil du på dette tidspunkt af natten?” ”Det er Schlomo”, siger hun, ”Han skylder dig ti rubler til i morgen og han har dem ikke.” Derpå trak hun vinduesskodderne for og krøb ind i sengen igen. ”Sådan”, sagde hun til sin mand, ”nu kan du sove og lade Moishe blive oppe hele natten og bekymre sig”.[3]

Det, der ofte skjules i gældsforholdet, er netop, at det er et forhold, og dermed en tosidet magtrelation, hvor skyldnerens magt ligger i betalingsvægringen. Det er en mulighed, der konsekvent afvises af den dominerende kreditordiskurs. Hvor den accepteres, er det kun i sin individualiserede form som bankerot/gældssanering, der om noget er et kreditorbestemt forløb af ydmygelse, krav, moralsk skyld og tab af ’kreditværdighed’. I de senere år har vi set en tiltagende mobilisering og filosoferen omkring gældsvægring som en politisk handling.

Som Michael Hardt og Antonio Negri siger, så ”begynder [mod]subjektiveringsprocessen med afvisning. Jeg vil ikke. Jeg vil ikke betale jeres gæld.”[4] Gældsvægringen er første skridt i modsubjektiveringen væk fra gældsmennesket, hvorigennem pengenes magt og den økonomiske gæld forsøges afløst af relationelle gældsforhold, gæld til hinanden som mennesker, der ”fungerer gennem fælleshedens etik baseret på den gensidige anerkendelse af den sociale gæld, vi skylder hinanden og samfundet.”[5]

Den italienske aktivist og medieteoretiker Franco ’Bifo’ Berardi taler om social insolvens som et politisk valg snarere end en påtvunget situation. Insolvens i den form ”er ikke kun en afvisning af at betale omkostningerne for den økonomiske krise skabt af den finansielle klasse, men er også en afvisning af den symbolske gæld, der er indlejret i dagliglivets kulturelle og psykiske normalisering”,[6] dvs. den tilvænning til et gældsmenneske beskrevet ovenfor, der personligt pålægges og påtager sig gældens økonomiske omkostninger og moralske byrder: ”Social insolvens betyder uafhængighed fra den liste af prioriteter, som kapitalistisk konformisme har påtvunget samfundet.”[7]

Ved at afvise at betale gælden – først og fremmest ved at afvise sociale besparelser påtvunget samfundene med henvisning til statsgælden – ved at sige højt: ’Vi vil ikke betale jeres gæld’ – ændres ”den sociale forståelse af gæld, idet der skabes en bevidsthed om dens tilfældighed og moralske illegitimitet.” Det er med Berardis ord ikke kun en økonomisk handling men ”en afvisning af at underlægge de sociale kræfters levende potens den økonomiske kodes formalistiske dominans”,[8] dvs. afvisningen af at vores liv og muligheder skal tematiseres i gældens og afbetalingens sprog. Andrew Ross, der er amerikansk sociolog og aktiv i gældsaktivisme, argumenterer for en gældsafvisning: ”Når en regering ikke kan beskytte sit folk fra skaderne påført af folk, der hiver rentebetaling ud af folk, og når gældsbyrden bliver en eksistentiel trussel mod et frit folk, da er afvisningen af at betale en legitim civil ulydighed.”[9]

En afgørende forhindring for en politisk mobilisering omkring gældsspørgsmålet ligger i afkoblingen af økonomisk gæld og moralsk skyld. Sammenkoblingen af de to, skabt af kreditordiskursen, privatiserer gældsforholdet: Det er skyldneren Schlomo overfor kreditoren Moishe. Det er først, da gældsforholdet bliver kollektivt, idet Rivka inddrages, idet hun påtager sig at afkoble det skyldte beløb fra den tyngende bekymring, eller rettere at forskyde bekymringen fra skyldner til kreditor, fra skyldnerens moralske skyldfølelse til kreditors økonomiske bekymring, det er først da, at gældsforholdet kan ses som dobbeltsidet og som grundlag for modstand.

En anden hindring ligger i vores forestillinger om lån og penge, hvor det indtryk vi gives er, at vi låner bankens penge. Men om noget er det modsat. Banken skaber penge ved at låne dem ud. ”Penge for et banklån eksisterer ikke, før vi, kunderne, ansøger om kredit”.[10] En vigtig del af det, vi kunne kalde den sociale eller politiske gældsbevidsthed er derfor at forstå penge som rentebærende gæld. Det ændrer nemlig afgørende ved bank/kunde-forholdet: Banken er afhængig af vores lån for at skabe penge.

Som Ole Bjerg skriver, så var det afgørende spørgsmål under den industrielle kapitalisme: Hvad er arbejde? Hvad er arbejdets værdi? I dag er det afgørende spørgsmål ”Hvad er penge? Hvordan laves penge i økonomien? Hvem tilfalder værdien af denne produktion af penge?” I ’gamle’ dage blev kapitalistklassen defineret ved dens ejerskab og kontrol over produktionsmidlerne. I dag er det mindst lige så væsentlige klasseforhold mellem kreditor og skyldner, og man kan ”identificere klassen af kreditorer som dem, der har ejerskab og kontrol med midlerne til at producere de penge, der er hele forudsætningen for den økonomiske aktivitet i samfundet.”[11]

Det var derfor udtryk for en opdateret klasseanalyse, da de seneste års anklager blev rettet imod bank- og finanssektoren. Lad os se på nogle aktuelle eksempler på gældsmodstand.

Den amerikanske Occupy-bevægelse er en næsten perfekt modsætning til Tea Party-bevægelsen. Begge kan siges at opstå omkring gældsforholdet og at adskille sig drastisk i deres forståelse af gældens moralitet og politik. Overfladisk betragtet anklager de begge bankerne – og politikerne bag bank- og finanssystemet, men deres grundanklage er væsensforskellig. Tea Party beskylder bankerne og politikerne for at forhindre det frie marked i at operere og særligt det politiske system for at beskytte folk imod markedets afstraffelse af deres fejltagelser. Occupy beskylder bankerne og politikerne for at fremme et frimarkedssystem, der systemisk og systematisk favoriserer de få rige over alle andre. Hvor Tea Party ser gældsætningen som resultat af personlig og politisk svaghed, hvis omkostninger hæmmer de succesfulde i at få deres retmæssige belønning, ser Occupy den som resultat af det, som David Harvey definerer som neoliberalisme, nemlig ”et projekt for at opnå en genskabelse af klassemagt.”[12] En genuin politisk konfliktlinje omkring gældsforholdet, hvor Tea Party taler kreditorernes sprog, mens Occupy taler skyldnernes.

En af drivkræfterne bag Occupy, antropologen og anarkisten David Graeber, skriver i sin bog om Occupy, at ”for mange i bevægelsen var bekymringen over gæld og en stjålet fremtid en kernemotivation i deres engagement.”[13] Og hvis man ser på de mange personlige indlæg på We Are the 99%-tumblr, så forstår man manges oplevelse af at være gældsfanger i et frit samfund.[14]

Et af de første initiativer ud af Occupy-bevægelsen var Occupy Student Debt Campaign.[15] Sidstnævnte har organiseret på amerikanske universiteter omkring fire punkter: gratis videregående uddannelse, rentefrie studielån, åbne regnskaber i private universiteter og gældseftergivelse. Disse mål afspejler selvsagt en amerikansk kontekst, hvor man betaler (meget og stadig mere) for at gå på universitetet, modtager ingen eller ringe offentlig støtte, har profitdrevne universiteter, aggressive kreditkortselskaber der målrettet går efter studerende, og en studentermasse, der for at kunne gå på universitetet i stigende grad er nødt til at gældsætte sig så meget, at de selv med et senere velbetalt job, der er blevet stadig mere usikkert, ikke vil kunne betale deres studiegæld af.

Realiteten for stadig flere unge i stadigt flere lande er, at det på grund af gældsætningens nødvendighed ikke kan betale sig at få en længerevarende uddannelse. Dette er selvsagt ikke den danske virkelighed, men det er ikke fjern fantasi eller skræmmetaktik at påpege, at vi bevæger os i den samme retning med forslag om brugerbetaling, differentieret SU afhængig af studievalg, den stadigt mere udbredte brug af ikke- eller underbetalte ’praktikanter’ og ’trainees’ og andre tiltag, der søger at ’økonomisere’ de videregående uddannelser og fremme en entreprenør- og investeringsindstilling til uddannelse. Når den først er installeret, da er det logiske næste skridt, at man som énpersons-selskab selvfølgelig selv gældsfinansierer sin investering og bærer risikoen.

I juni 2012 var studenterkampagnen en af de stiftende organisationer bag Strike Debt, der mødtes og afholdte ugentlige Debt Assemblies, hvor folk kunne komme og fortælle om deres gældssituation og hvor det blev aftalt at organisere omkring gældsspørgsmålet.[16] Som en af initiativtagerne, Andrew Ross, sagde i en debat, hvor Strike Debt blev kritiseret for af alle spørgsmål at tage gæld op som kampplads: ”For at parafrasere Marx: Du vælger ikke selv de betingelser under hvilke, du kan lave lidt historie. De massive niveauer for husholdningsgæld og kreditorklassens indgroede magt er de givne betingelser, og så bliver du nødt til at agere der. […] Kampen over gæld vil blive vor tidsalders frontlinjekonflikt, ganske som kampen over lønninger var industrialismens æra.”[17]

Et af initiativerne i Strike Debt var Rolling Jubilee. I en omskrivning af et klassisk citat om politik, så siger Rolling Jubilee, at de foretager ”redningsaktion [bailout] for folket, af folket.” Idéen er ganske enkelt den, at man intervenerer politisk i den udbredte praksis med at gøre gæld til en handelsvare. De indsamler midler fra private donationer og opkøber ’billig gæld’, dvs. gæld som banker og andre udlånere sælger billigt videre til andre aktører, fordi de har opgivet at inddrive gælden, og disse andre aktører prøver så at presse så meget ud af de gældsatte som muligt. I modsætning til inddrivningsselskaberne, der ofte balancerer på eller langt ud over kanten af det lovlige (og moralske), så eftergiver Rolling Jubilee hele den indkøbte gæld uden betingelser. På den måde kan man for et forholdsvist beskedent beløb eftergive ganske store gældsposter; store under alle omstændigheder for dem, hvis gæld eftergives.

Rolling Jubilee har koncentreret sig om sundhedsgæld, da det er gæld optaget for at tage sig af alvorlige hændelser og fordi den slags gæld er den primære årsag til personlig konkurs i USA. Det er et initiativ kritiseret for at agere inden for systemets rammer og præmisser, hvilket folkene bag medgiver, men deres argument er, at det dels frikøber faktiske mennesker, og dels sætter fokus på systemet med at banker og andre sælger gæld videre til ofte brutale inddrivningsselskaber. Det ’rullende’ i gældseftergivelsen ligger dels i håbet om, at disse aktioner vil oplyse og bevidstgøre offentligheden om gældens vilkår og dermed skabe momentum for en kollektiv ordning; og dels håbet om at eftergivelsen vil bidrage til at organisere skyldnerne i en slags ’skyldner-organisation’, der kan agere på de gældssattes vegne. I marts 2014 havde de for cirka 400.000 dollars eftergivet for næsten 15 millioner dollars hospitalsgæld[18] og i september eftergav de næsten fire millioner dollars skyldt af to tusind studerende ved det private, kommercielle universitet Everest College, som også var den institution, de skyldte pengene, og som bliver undersøgt for illegale udlånspraksisser.

Folkene bag Strike Debt har også skrevet Debt Resistors’ Operations Manual.[19] Manualens formål er

at tilvejebringe specifikke taktikker for at forstå og kæmpe imod gældssystemet, således at vi alle kan generobre vores liv og vores fællesskaber. Manualen indeholder praktisk information, ressourcer og insidertip for individer, der kæmper med forgældethedens dilemma i USA i dag og den introducerer også idéer for dem, der har taget beslutningen om kollektiv handling.[20]

Manualen indeholder derfor kapitler om kreditscore (et tal, FICO, der følger dig livet igennem i USA og bestemmer din kreditværdighed og dermed dine lånemuligheder), kreditkortgæld, sundhedsgæld, studiegæld og boliggæld. Disse kapitler afdækker systemet og giver (deprimerende) tal for det store flertal af amerikaneres økonomiske situation. Denne første afdækkende del suppleres af en anden del, der handler om kommunalgæld, det mere tvivlsomme udlånermarked der går direkte efter de fattigste (kendt herhjemme fra tv-reklamer om natten og formiddagen), gældsinddrivelse, bankerot og endelig et kapitel om ”Muligheder for forandring. Deltag i modstanden!”

Manualens styrke – og begrænsning – er dens dokumentariske tilgang til den enkeltes gældssituation: Hvad er dine muligheder, hvad skal du passe på, hvad er fordele og ulemper ved personlig konkurs, hvordan håndtere pantefogeder, hvad er dine rettigheder etc. På den måde er den en manual for den individuelle gældsramte og dens afsluttende kapitel om den kollektive modstand virker ikke umiddelbart anvendelig for den, der er blevet henvendt til i manualens foregående 10 kapitler.

Når der måske alligevel er en interessant sammenhæng mellem det individuelle og det kollektive, så er det ikke kun fordi gældsathed er en fælles erfaring (vi gør os hver for sig), men netop gennem en anden af bogens tematikker, nemlig opgøret med idéen om sammenhængen mellem moralsk og økonomisk skyld: ”Vi bliver fortalt, det er vores egen skyld, at vi endte i dette, og at vi skal føle os skyldige og skamfulde. Men overvej tallene: 76% af amerikanerne er skyldnere. Hvordan er det muligt, at tre-fjerdedele af os på en eller anden måde ikke klarede at håndtere vores penge ordentligt på samme tidspunkt?”[21] Den aktuelle forgældethed er ikke resultatet af millioner af individuelle menneskers fejltrin og svagheder men en systemisk fejl i det økonomiske system:

Vi gav bankerne magten til at skabe penge, fordi de lovede os at bruge det til at hjælpe os med at leve sundere og mere fremgangsrige liv – ikke til at forvandle os til skræmte daglejere. De brød det løfte. Vi har ingen moralsk forpligtelse til at holde vores løfter til løgnere og tyve. Faktisk er vi moralsk forpligtede til at finde en måde at stoppe dette system snarere end fortsætte med at opretholde det. […] Til denne verdens finansielle etablissement har vi kun én ting at sige: Vi skylder jer intet. Til vores venner, vores familier, vores fællesskaber, til menneskeheden og til den natur, der gør vores liv mulige: Vi skylder jer alt.[22]

Denne omvending af både skyld og gæld – bankerne er de skyldige (i dobbelt forstand) og den sande gæld er til menneskene og naturen omkring os, den eneste sandt ubetalelige gæld og den eneste virkeligt forpligtende gæld. Manualens praktiske anvisninger er ikke kun en form for afbetaling til forfatternes samfund. Det er også et forsøg på at fællesskabsliggøre – når nu så mange bliver bange for begrebet kollektivisere – det ellers normalt individuelle gældsforhold og afdække gælden for kreditoren som rent økonomisk, udlåneren som den i moralsk uføre og gældssystemet som politisk.

I en stadigt voksende række af lande er befolkningen begyndt at åbne den fælles gældsbog. Folkelige møder og sammenslutninger undersøger og diskuterer den offentlige gæld: Hvilke betingelser er den optaget under? Hvor meget skylder vi egentlig og til hvem? Hvad er pengene blevet brugt til? Disse folkelige gældsrevisioner er et forsøg på at demokratisere samfundets gældsproces, og ikke mindst er det åbningen af en diskussion om, hvem der egentlig er ansvarlig for dele af gælden.[23]

På Island besluttede et flertal ikke at betale dele af sin udlandsgæld tilbage. I lande som Brasilien og Ecuador har folkeligt pres ført til, at staten har modsat sig dele af sin udlandsgæld, og lignende processer er i gang i mange nyligt demokratiserede lande, der – som diskuteret nedenfor – har optaget gæld imod sin befolknings ønsker og interesser. I Ecuador oprettede præsident Correra en gældskommission til at gennemgå landets gæld. Det viste sig, at meget af den var indgået illegalt eller teknisk forkert, og landet nægtede at betale, hvilket førte til genforhandling og en drastisk nedskrivning af landets udlandsgæld, hvorefter de sparede penge blev brugt på sundhed og uddannelse.[24] Ecuador har også skrevet revisionsmodellen ind i sin 2008-forfatning, der nu sikrer folkelig revision af bl.a. budget og gæld.

Modellen spreder sig til også etablerede demokratier, hvor korruption, tvivlsomme banker, gældsætning bag befolkningens ryg ser ud til at være mere udbredt, end mange tror, jf Panama-papirerne om skattely dokumenterede. Der er et europæisk Citizen Debt Audit Network med landegrupper i blandt andet Italien, Irland, Grækenland, Portugal, Spanien og Frankrig. Der er en egyptisk og en tunesisk gruppe.[25] Der er et internationalt netværk, ICAN.[26] Fælles for dem er, at de gør det politisk, som deres politikere ellers præsenterer for dem som skæbne. Patrick Saurin fra den franske gruppe Le collectif pour un audit citoyen de la dette publique (CAC)[27] siger, at formålet med gældsrevision er, ”at se på al offentlig gæld og beslutte, hvilken del af den, der er legitim, legal og har et formål, der tjener samfundet. Den gæld fortjener at blive tilbagebetalt. Men gæld, der primært beriger banker er illegitime og bør ikke tilbagebetales. Revisionens formål er at foretage den skelnen.” Der er altså et umiddelbart formål, der handler om at vride statslige og lokale regeringer ud af gældsklemmen og dermed ud af de sociale stramninger, der synes at være et uvægerligt resultat heraf:

Et andet formål er at spørge, hvorfor staten ophober så megen gæld. Selskaber og rige mennesker betaler ikke skat eller de betaler kun ganske lidt. De har veje til at sænke deres skat gennem skattely. Forskellen [mellem statens indtægter og udgifter] skal udlignes. Staten bliver nødt til at låne. Formålet med revisionen er, at spørge, hvorfor den offentlige gæld stiger. Det er ikke fordi, vi bruger for meget eller for ofte er syge eller lignende. Det er fordi, den finansielle situation er til fordel for banker og selskaber. Disse lån er imod loven. Vi ønsker faktisk, at byer og offentlige myndigheder nægter at betale sådanne lån tilbage.[28]

Der er en kamp i gang om sammenhængen mellem optagelse af lån og tilbagebetaling af gæld. Kampen har hidtil været ført ret ensidigt af kreditorerne, hvis konstante refræn er: ’et lån skal betales tilbage’, og det trods utallige eksempler, også fra dem selv, på at sådan er det ikke altid. De første skud i den anden retning er begyndt med åbningen af diskussioner om, hvad et legitimt lån egentlig er, og hvad en legitim og legal udlånerpraksis er.

En anden mere direkte håndgribelig måde, der igen demonstrerer forskellen mellem at skylde hinanden og at skylde sin kreditor finder vi afslutningsvis i Chile. I maj 2014 besatte en gruppe chilenske studerende Universidad del Mar i protest mod universitetets profitering på de studerende. Der var allerede en officiel undersøgelse i gang af dette og flere andre universiteters udlånspraksis overfor de studerende, og de studerende krævede et stop for ågerrenter på studielån og for fri uddannelse. I ly af protesten stjal aktivisten Francisco Tapia, kendt som ’papas fritas’ (pomfritter), en bunke gældspapirer fra universitetets administration, hvorefter han brændte dem. 500 millioner dollars værd af gældsbeviser gik op i røg, askebunken blev udstillet på et kunstmuseum og siden konfiskeret af politiet. Da universitetets administration er papir- og ikke computerbaseret, forventes det umuligt at inddrive gælden fra de studerende, hvorved uddannelse for disse studerende de facto blev, som chilensk lovgivning formelt tilsiger, gratis.

Tapia offentliggjorde sin befrielsesaktion på en video, hvor han bl.a. sagde: ”Det er ovre, det er slut. Du behøver ikke betale én mere peso tilbage. Vi er nødt til at smide frygten af os, frygten for at blive betragtet som kriminelle, fordi vi er fattige. Jeg er ligesom jer, lever et lorteliv, og jeg lever det dag efter dag. Dette er min kærlighedsgerning for jer.”[29]

Mikkel Thorup er forfatter, idehistoriker og Professor MSO på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet

[1] Sahil Dutta, “Debt as Power”, OpenDemocracy, 2. august 2012, http://www.opendemocracy.net/ourkingdom/sahil-dutta/debt-as-power.

[2] Nomad Hive Manifesto, december 2010: http://criticallegalthinking.com/2010/12/11/the-nomadic-hive-manifesto/.

[3] Citeret fra s. 403-4 i Lawrence Weschler, ”Enough with Occupying Wall Street: It’s Time to Start Preoccupying Wall Street”, s. 397-410 i Janet Byrne (red.),The Occupy Handbook, New York: Back Bay Books 2012.

[4] Antonio Negri & Michael Hardt, Declaration, New York: Argo Navis Author Services 2012, s. 33.

[5] Hardt og Negri, Declaration, s. 35.

[6] Franco ’Bifo’ Berardi, The Uprising: On Poetry and Finance, Los Angeles: Semiotexte 2012, s, 16

[7] Berardi, The Uprising, s. 17.

[8] Berardi, The Uprising, s. 57, 58.

[9] Ross, Creditocracy and the Case for Debt Refusal, s. 23.

[10] Ann Pettifor, The Coming First World Debt Crisis, Houndmills: Palgrave Macmillan 2006, s. 61.

[11] Ole Bjerg, “Skyldnerne mod kreditorerne”, Information, 28. oktober 2011; Bjerg, Making Money, konklusion.

[12] Harvey, A Brief History of Neoliberalism, s. 16

[13] David Graeber, The Democracy Project, New York: Spiegel & Grau 2013, s. 69.

[14] http://wearethe99percent.tumblr.com/.

[15] http://www.occupystudentdebtcampaign.org/.

[16] http://strikedebt.org/. Se de fem punkter i Tidal Magazine, september 2012, s. 10-11; http://tidalmag.org/issue-3-year-ii/.

[17] Andrew Ross & Seth Ackerman, ”Strike Debt and Rolling Jubilee: The Debate”, Dissent, 13. november 2012, http://www.dissentmagazine.org/online_articles/strike-debt-the-debate.

[18] http://rollingjubilee.org/.

[19] StrikeDebt, The Debt Resistors’ Operations Manual. Se også: http://strikedebt.org/Strike-Debt-Organizing-Kit.pdf. En udvidet version er kommet som i 2014 på PM Press.

[20] StrikeDebt, The Debt Resistors’ Operations Manual, s. v.

[21] StrikeDebt, The Debt Resistors’ Operations Manual s. 2.

[22] StrikeDebt, The Debt Resistors’ Operations Manual, s. 3.

[23] Ramzig Keucheyan, “The French are Right: tear up public debt – most of it is illegitimate anyway”, The Guardian, 9. juni 2014.

[24] http://cadtm.org/Ecuador-Report-on-External-Debt.

[25] Ross, Creditocracy and the Case for Debt Refusal, s. 65-6.

[26] http://www.citizen-audit.net.

[27] http://www.audit-citoyen.org.

[28] Strike Debt, ”Don’t Owe, Won’t Pay! A Conversation with a French Debt Resistor”, 24. juni 2013, http://strikedebt.org/publicdebtaudits.

[29] Steve Anderson, ”Students shed clothes and burn debts as push for reform continues”, Santiago Times, 16. maj 2014; Neela Debnath, “Chilean activist destroys student debt papers worth $500m”, The Independent, 18. maj 2014; https://www.youtube.com/watch?v=upmmUzislj8.