Emancipatorisk identitetspolitik er anti-identitetspolitik

Menneskets frihed ligger ikke i at definere og kæmpe for anerkendelsen af uendeligt nuancerede og præciserede identiteter eller diverse konstellationer af identitetsmarkører. Identitetspolitisk frigørelse handler om at lave rav i og omstyrte de gældende identiteter. Vi må tilbyde et alternativ til dyrkelsen af identiteter.

Af Saman Atter Motlagh

Da Eftertryks ajourførende redaktør skrev til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at bidrage med et indlæg til dette magasin, blev jeg naturligvis beæret og sagde, at det ville jeg rigtig gerne, hvis jeg ellers kunne få en ide til et indlæg. Både før og siden har jeg så i øvrigt bemærket, at Poya (den nævnte redaktør, red.) på de sociale medier har efterspurgt flere “brune” og kvindelige skribenter til magasinet, idet han altså nægtede at udgive magasinet udelukkende med “white dudes” som bidragsydere. Hvad enten det er tilfældigt eller ej, er det således ikke nogen hemmelighed, at jeg som bidragsyder i hvert fald er med til at opfylde “den brune kvote”. Det er jeg nok for selvglad til for alvor at opleve et personligt ubehag ved, men alligevel vækker det en bekymring, eller i hvert fald en tanke, omhandlende den identitetspolitiske sag, som jeg har gået og tumlet med i et stykke tid. På en måde gav selve henvendelsen fra Poya mig altså en ide til et indlæg. Dette indlæg vil nemlig være et essay om eller et forsøg på at udfolde min omtalte overvejelse omkring den identitetspolitiske sag. Stilistisk vil indlægget nok virke lidt forvirret, til tider argumentatorisk, til tider rablende, tåget, uunderbygget, måske endda fragmentarisk og ufuldendt. Men sådan kan man måske også skrive.

Kort sagt er min overvejelse den, at en progressiv identitetspolitik bør være anti-identitetspolitisk. Forstå mig ret, min tanke er ikke, at anti-identitetspolitik skulle handle om at være imod identitetspolitik, men derimod om en politik imod identitet. Hermed er min teoretiske kulør måske allerede så småt bekendt. Min indgang til marxisme og Kritisk Teori, og deraf min politiske tankegang som sådan, er i høj grad formet af den tænkning, der har sine rødder i psykoanalysen og strukturalismen, dvs. tænkere som Lacan, Althusser, Butler, Žižek etc. Nu er I advaret!

*1*

Den måde, hvorpå man betragter, hvad identitetspolitik skal være, og hvad emancipation handler om, beror i højeste grad på nogle mere grundlæggende filosofiske overvejelser, såsom hvad er mennesket (filosofisk antropologi), hvad er frihed, hvad er et godt liv (etik). Og hvorvidt man er enig med den slags tænkning, som jeg trækker på i dette indlæg, handler langt hen ad vejen nok om, hvorvidt man er enig i denne tænknings grundlæggende filosofiske præmisser. Det ville være alt for omfangsrigt at behandle den slags filosofiske spørgsmål i dybden her. Men det er vigtigt at have dette filosofiske niveau af analysen for øje, når vi er uenige om politiske sager. Derfor er det for mig at se også afgørende at begynde med at forklare det filosofiske, teoretiske udgangspunkt lidt.

Som jeg ser det, er identitetspolitik et emancipatorisk projekt. Det handler f.eks. om at frigøre mennesker fra rigide og undertrykkende identifikationer, normer, forventninger og måder at blive behandlet på, som diverse identitetsmarkører implicerer. Men den strukturalistiske og psykoanalytiske tænkning (der i høj grad f.eks. udgør det teoretiske grundlag for megen “tredjebølgefeminisme” og queer-teori) går måske endnu længere, idet det her ikke bare er diverse, specifikke identitetsformer, men identitet som sådan der er et problem; identitetskategorier i alle afskygninger reducerer mennesket til en definerbar enhed eller genstand. Man kunne derfor sige, at en emancipatorisk identitetspolitik ifølge denne tradition er anti-identitetspolitik.

Jævnfør f.eks. et af de mest kanoniske værker i den identitetspolitiske litteratur: Judith Butlers Gender Trouble. Hvis man skulle have glemt, hvad den handler om, kan man med fordel minde sig selv om, at undertitlen til værket er: Feminism and the Subversion of Identity. Altså: feminisme og undergravelsen af identitet. Ideen med dette er kort forklaret, at identitet er et uomgængeligt aspekt ved menneskelig subjektivitet, men at menneskelig subjektivitet altid også er andet end, og derfor ikke kan reduceres til, identitet. Menneskets frihed ligger derfor ikke i at definere og kæmpe for anerkendelsen af uendeligt nuancerede og ”præcise” identiteter eller konstellationer af identitetsmarkører. Man kan ganske vist ikke afskaffe identitet, men identitetspolitisk frigørelse handler for Butler om at lave rav i og omstyrte de gældende (køns)identiteter, dvs. ved at lave ’gender trouble’. Man situerer dermed mennesker som dem, der alligevel ikke helt kan indfanges af (identitets)kategorier og alt det møg, de fører med sig – heri ligger frigørelsen.

Butlers tænkning er et eksempel på en tradition, der betragter mennesket som et diskursivt produceret subjekt; dvs. at mennesket er bestemt gennem betydningsgivende praksisser. Dels er der hermed tale om en anti-essentialistisk forståelse af mennesket, idet mennesket altså ikke har en given ahistorisk, immateriel, før-diskursiv natur eller substans (husk, at Marx heller ikke abonnerer på en ide om, at mennesket er bestemt ved et sæt essentielle behov).[1] Endvidere: i og med at ’meningen med det hele’ aldrig kan etableres[2] i nogen menneskelig, diskursiv praksis, er etablerede praksisser (og de subjekter, som de producerer) altid-allerede i forandring, prekære og åbne. Og dermed er subjektet konstitutivt, altså per definition så at sige, ufuldendt. Men selvom vi ikke oplever ’meningen med det hele’, oplever vi ikke desto mindre mening og en grad af sammenhæng, en verden, som vi indtager en position i, og som vores ego (eller identitet) kan krystallisere sig omkring. Vores verden, eller vores position i verden, vores identitet, er noget, vi er libidinøst bundet til, dvs. det er noget, vi nyder – om så vi også lider. At vi således lider/nyder de identiteter eller positioner, vi indskrives i (eller interpelleres ind i, for at sige det med Althusser) af de gældende (samfunds)praksisser, afslører, at der er magtforhold på spil i nydelse. Som det hedder i den lacanianske psykoanalyse, er det fallisk nydelse, dvs. nydelse betinget af vores position i forhold til andre, og som bestandigt kræver, at vi lever op til, hvad den position eller identitet indebærer. Det er en tvingende nydelse, et regulativt ideal, betinget af de herskende samfundspraksisser.

Den etik, der udspringer af en sådan forståelse af mennesket, handler derfor ikke om at dyrke identitet og fallisk nydelse. Derimod handler det om at gøre et modtræk til identitetens tvang ved at praktisere det udeterminerbare eller minimalt skæve/skøre, ved at lade det andet og det nye komme til orde (jf. eksemplet med Butlers ‘Gender Trouble’).

*2*

Der er med udgangspunkt i den slags tankegods som ovenfor beskrevet grund til at forholde sig kritisk over for bestemte tendenser i den identitetspolitiske verden. I hvilket omfang og i hvilken form disse tendenser faktisk eksisterer på venstrefløjen, kan være svært at bestemme præcist. Højrefløjen fremstiller ofte paranoidt forvanskede versioner af venstrefløjstænkning med så stor succes, at det kan være vanskeligt at skelne skidt fra kanel.[3]

Overordnet er det et problem, når/hvis identitetspolitik blot forhandler om fallisk nydelse og positioner.

Det er indiskutabelt, at der foregår diskrimination i samfundet på baggrund af køn, etnicitet, seksualitet etc. på mange niveauer – personligt har jeg f.eks. oplevet det direkte i nattelivet (som jeg også har skrevet om i Politiken). I den forstand er det også indiskutabelt, at nogle identitetsmarkører medfører privilegier relativt til andre.

Men i en orden bestemt af den falliske nydelse og logik vil der altid være privilegerede identitetsmarkører, der fungerer som regulative idealer. Man kan ryste posen nok så meget og forestille sig en hypotetisk situation, hvor der ikke diskrimineres på basis af køn, etnicitet og seksualitet, men hvad ville så være de resterende eller nye privilegerede identitetsmarkører? Gør det nogen forskel, hvem der er vindere, og hvem der er tabere, så længe der er vindere og tabere? Gør det nogen forskel, hvem der sidder på topposter, så længe der er nogen, der sidder på topposter?

Problemet er sikkert kendt af læserne fra den blå feminisme og/eller “fjerdebølgefeminisme”, der er usolidarisk, individ-orienteret og grundlæggende holder fast i et system af vindere og tabere; hhv. folk med mere kapital (i forskellige former), og folk med mindre. Men problemet stikker dybere end blot det, at der er nogle, der er ”vindere”, og nogle, der er ”tabere”, for i et sådan system er selv vinderne tabere. Man er så at sige aldrig vinder nok; man er altid en taber relativt til nogle andre. Fallisk nydelse fungerer i super-egoets tjeneste, og man er derfor aldrig helt succesfuld nok, rig nok, lækker nok, mand nok etc. Identiteter er regulative idealer, som vi nyder, men som ikke desto mindre implicerer mere eller mindre åbenlys utilstrækkelighed for deres bærere.

Dette giver anledning til nogle overvejelser. Det er selvfølgelig rigtigt at kæmpe for diskriminerede identiteters (tabernes) anerkendelse og status, men er det sikkert, at man derved rokker ved identiteternes magt over vores liv? Forhandler man ikke bare om privilegier, dvs. mere kapital og fallisk nydelse til bestemte identiteter? Og hvad så, hvis vi fik hele paletten af bogstaver på rækken af LGBTQIAP+ anerkendt? Sidder vi ikke derved på samme måde fast i identiteternes logik og regulering af vores liv? Man kan selvfølgelig argumentere for, at omdannelsen af måden, vi betragter givne identiteter på (f.eks. via tiltag som kønskvoter og etnicitetskvoter, der kan modarbejde strukturelle former for diskrimination), netop er at lave rav i tingenes orden (’identity trouble’), ved at kvinder nu (mere eller mindre) kan blive statsoverhoveder, og at ‘perkere’ (som mig selv) kan være intellektuelle. Men hvad så, når det kan lade sig gøre? Bliver sagen ikke fortsat fremført som et spørgsmål om ’ligestilling’? Den nydelse, som identiteter er behæftet med, dvs. fallisk nydelse, opererer på forskel, ikke på lighed. Identitet og lighed er inkommensurable; det er ikke sjovt, hvis ikke nogen taber.

Ydermere kan man ikke bare udviske det ubehagelige, det giftige, det forskelslogiske ved identiteter. Selvom jeg har sympati for problematiseringen af det at blive objektiveret (f.eks. som kvinde eller som eksotisk), fordi identiteters genstandsliggørelse af subjektet netop er det, som skal undergraves, må man spørge, hvad alternativet er. At blive betragtet som en given identitet (desuagtet hvilken) er med nødvendighed at blive objektiveret. Intet blik er derfor uskyldigt, alle blikke er invasive og krænkende. Ikke desto mindre nyder vi (mere eller mindre) at blive genstand for andres blikke[4]. Fantasien, som pirrer os ved andres blikke, er, at vi er noget specielt (i modsætning til andre), siden opmærksomheden er rettet mod os. At nogen kan skille sig ud, er en uomgængelig betingelse for identiteters funktion, og man kan derfor heller ikke fjerne (køns)forskellen mellem mennesker ved f.eks. at opdrage eller tiltale mennesker ”(køns-)neutralt” (uden at dette dog betyder, at man behøver at reproducere de gældende kønsroller og -normer). Identiteter vil aldrig blive neutrale, de vil aldrig blive positionsløse, og de vil aldrig blive magtfrie. Der er ingen ’safe-spaces’.

*3*

Højrefløjen svælger i identitet. Er der noget nemmere og mere appellerende end at tro på, at man er det mest fortræffelige og enestående land i verden med de bedste praksisser (og at det f.eks. derfor er fedt at være ’dansk’), og at alle de fremmede (ikke-danskere) bare vil ødelægge det med deres dårlige praksisser? Og hvor betryggende er det ikke at tænke, at man bare kan leve op til den identitet, man tilskrives (f.eks. kvinde), og så er man på rette vej. Identitet er højrefløjens hjemmebane, fordi identitet implicerer forskel, status, tvang og magt.

Når venstrefløjen anklages for politisk korrekthed, er nerven, som anklagen rammer, at det i sidste ende er håbløst at fjerne det giftige ved identiteter. Ligegyldigt hvor meget man tramper på den eufemistiske trædemølle, vil sproget være vævet af potentielle ’triggers’ og gift. Når venstrefløjens identitetspolitik kan fremstå eller fremstilles som ‘politisk korrekt’, vinder højrefløjen, fordi der hermed ikke gives et alternativ til nydelsen ved at kunne være de bedste.

En progressiv identitetspolitik tager derimod det giftige seriøst. At kræve tolerance er fint, at blive forarget er uundgåeligt, men hverken tolerance eller forargelse tænker det giftige ved den anden og identiteterne med. Det giftige er en strukturel nødvendighed, og når nu venstrefløjen ellers er så gode til at begribe strukturelle former for undertrykkelse, må man tænke længere, end når man f.eks. blot moraliserer over enkeltsager eller enkelte individers adfærd (som om interpellationsmekanismer ikke findes, eller som om man kan fjerne det giftige fra det sociale).

Vi bliver i stedet nødt til at medtænke det giftige i identitetspolitikken og opfinde kampformer og praksisformer, der holder fast i det giftige som ansats til undergravelsen af identiteter, som provokation af vores bekvemmelighed med identitet, frem for at sky bort fra det giftige og holde fast i identiteter.

Som eksempel på denne slags tænkning eller indstilling har den slovenske filosof Slavoj Žižek foreslået det, han kalder ’progressiv racisme’.[5] Man fortæller f.eks. en joke om en person, der er baseret på og griber fat i racistiske fordomme, men det er ikke personen, man gør grin med, men fordommene; man afslører på sin vis, at de racistiske fordomme er åndssvage, og at identitetskategorierne ikke helt kan ramme eller indfange personen.

Vi må tilbyde et alternativ til dyrkelsen af identitet. Et alternativ, som udfordrer tingenes orden ved at iscenesætte det obskøne ved at lade sig definere endegyldigt af identiteter. Anti-identitetspolitik.

Og nå ja, det ville også være en god ide at smadre kapitalens magt over vores liv.

Saman Atter Motlagh (f. 1988) er cand.psych. og cand.mag. i filosofi fra Aarhus Universitet. Har skrevet indlæg i bl.a. Politiken, Information og på DenFri.

Noter:

[1] Begrebet ‘kulturel appropriation’ er i øvrigt derimod essentialistisk (og derfor racistisk). Hvis man vil kritisere det faktum, at bestemte artefakter, der er knyttet til en form for modstandskamp, bliver kommercialiseret, må man kritisere det som kommercialisme, frem for at begribe kulturer som essentielle enheder.

[2] Det er jo en typisk post-strukturalistisk pointe, at betydning kun kan lade sig gøre i kraft af modsætninger (differens, andethed), hvorfor det samlede univers af betydninger altid vil være hjemsøgt og plaget af en uudryddelig andethed, der muliggør eksistensen af betydning, men som samtidig gør universet af betydninger ufuldendt og etablerede betydninger prekære og omstødelige.

[3] Endvidere er ”tendenser” ikke nødvendigvis noget, man kan dokumentere ved at referere til specifikke individer eller grupper, der evt. gør sig til talsmænd for disse tendenser (f.eks. kan voldtægtskultur meget vel ”findes”, uden at der nødvendigvis findes talsmænd for den). Af den grund kan mine overvejelser og anklager, synes jeg selv, virke lovligt løse, men jeg forestiller mig dog, at de alligevel vil resonere i en eller anden grad hos flere læsere.

[4] Vi nyder vores interpellation, nydelsen binder os til den måde, vi anråbes af den Anden. Det er også en indlysende forklaring på, hvorfor så mange, heriblandt mange “undertrykte”, forsvarer traditionelle identitetsroller eller i hvert fald ikke ser noget presserende behov for at ændre dem.

[5] ‘Slavoj Žižek: Political Correctness is a More Dangerous Form of Totalitarianism’: https://www.youtube.com/watch?v=5dNbWGåxWM