5. del: Volden
Kritiske vinkler på USA’s strategi: fredsdilemmaet
Der findes altså ikke kun en vej til forløsning. Artiklerne inden Rices første diplomatiske rejse strukturerede gennemgående konflikten efter følgende model: Først 1. konflikt, så 2. USA’s konfliktløsning og fredsbestræbelser, til sidst 3. fred. Medierne så frem til andet punkt i forløbet, og da de efterhånden ikke længere kunne se bort fra, at USA’s konflikthåndtering allerede var i gang, men på en uforudset konfliktfremmende måde, blev en anden model fremherskende, hvori den projekterede konfliktudvikling gik fra 1. konflikt over 2. USA’s krigsstøtte til 3. demokrati (og evt. 4. varig fred som en følge af den demokratiserende krigsførelse). I sin rene form blev volden indskrevet i selve demokratiseringsprocessen: ”Krigshandlingerne […] repræsenterer en dyr omkostning ved en proces, der skal fremme demokratiet på kloden […] første fase er kaotisk og [blodig].”[1] Oftere blev den projekterede overgang fra krigsengagement til demokrati behandlet som en strategisk problemstilling – der påkaldte sig kritik. Af hvilken art?
For så vidt som demokratifilosofien ikke levner plads til tvivl om realiteten af den demokratiske målsætning eller afdækning af det udemokratiske indhold i det reelle projekt, kan der kun bedrives kritisk journalistik mht. midlerne. Kritik kan grundlæggende angå to forhold: 1. krigsstøtten virker imod hensigten (f.eks. fordi volden kan vække modstand og give bagslag, hvilket var Lars Erslev Andersens store bekymring), 2. der anvendes for lidt vold mod demokratiets fjender. Lad os se på sidstnævnte indvending.
Den grundlæggende modsigelse i, at en stat, som arbejder for fred og demokrati, søger at opnå dette med voldsmidler, skærpes med synspunktet om, at der ikke bruges nok vold. Et fredssøgende land vil under alle omstændigheder helst afholde sig fra at bruge vold, mens et fredssøgende land, der har erkendt, at fredsarbejdet kun kan realiseres med ufred, vil være tilbøjelig til at bruge den nødvendige vold. Men det fredssøgende land kan ikke gøre begge dele. Og jo mere vold freden skønnes at kræve, des mere antager denne modsigelse karakter af et dilemma. Når ideen om det fredselskende USA er udgangspunktet for forståelsen af dets udenrigspolitiske rolle, er det således naturligt, at artikler, som betvivler, at mængden af vold er tilstrækkelig, vil præsentere os for to ubehageligheder: enten ikke at opnå fred eller ikke at agere fredeligt.
Det er sjældent, at medierne foreslår, at der kan være noget galt med vestlige grundværdier, men d. 1. august rejste Berlingske Tidende spørgsmålet Er Vesten for blødsøden til at vinde en krig? i en artikel af samme navn. Mens Politiken havde peget på, at strategien om at ”bombe demokrati og respekt for menneskerettighederne ind i regionen”[2] havde slået fejl, fremsætter Berlingske Tidende det synspunkt, at fejlen ligger i, at vores egen respekt for menneskerettigheder forhindrer os i at bombe og dræbe i stor nok stil til, at de andre også får respekt for menneskerettighederne og demokrati. Dette er ”krigens dilemma”:
”At mennesker – mænd, kvinder, pensionister og børn – dør i krig, kan ikke komme som en overraskelse for nogen, og trods til tider følelsesladet retorik stiller konservative kommentatorer et tankevækkende spørgsmål: Er Vestens universelle bekymring for menneskers vilkår blevet så dybt forankret i os, at vi ikke længere kan acceptere selv de mest basale nødvendigheder for at føre krig – heller ikke selv om krigen har til formål at beskytte vores egen frihed og demokrati?”
Med følgende citat lader artiklen en ”neokonservativ strateg” og tidligere taleskriver for Ronald Reagan og George Bush senior, John Podhoretz, konkretisere ”bekymringen”:
”Sæt nu den taktiske fejl, som vi […] har begået i Irak, er, at vi ikke har slået nok sunni’er ihjel i begyndelsen for at intimidere dem og gøre dem så bange for os, at de ville føje os i hvad som helst? Var grunden til oprøret og den nuværende sekteriske uro ikke, at det [sic] var en stor overlevelsesgrad blandt sunni-muslimske mænd mellem 15 og 35 år?”
Hindringen for en sådan ”udryddelsesordre” og dermed demokratispredning er ifølge Podhoretz for meget demokrati på hjemmefronten: ”Det ville amerikanske vælgere ikke have accepteret.” Derfor kan et tilstrækkeligt antal civile libanesere – Podhoretz anslår i Libanon-tilfældet et mindre folkemord på 10.000 civile – ikke slås ihjel. I samme ånd citeres en anden kommentator for, at ”[s]elv det mest magtfulde militær i verden er underlagt bredere, kulturelle restriktioner.” I slutningen af artiklen citeres ”[m]ere moderate amerikanske kræfter” for nogle kritiske bemærkninger om højrefløjens ”retorik” og ”opfordring til større beslutsomhed i krig”, som afklædes som ”et udtryk for manglende vilje til for alvor at se egne fejl i øjnene – i Irak og i Mellemøsten i det hele taget: »Alle fejl kan og bliver bortforklaret med det faktum, at vi bare ikke har slået nok folk ihjel endnu. Det er selvmorderisk galskab.«” (Men vel først of fremmest morderisk galskab?)
Artiklen nævner ikke, at Israel med amerikansk opbakning syntes at have sat sig ud over den ”universelle bekymring for menneskers vilkår” med den storstilede destruktion af den libanesiske infrastruktur og monstrøse brug af klyngebomber. Det kan skyldes, at end ikke disse indslag af ødelæggelse tilfredsstiller ”de mest basale nødvendigheder for at føre krig”. Det følger naturligt, hvis man mener, at situationen krævede en ”udryddelsesordre” eller en mangedobling af de civile ofre.[3] To dage efter Berlingske Tidende var gået i kødet på det blødsødne Vesten, offentliggjorde Human Rights Watch en rapport, som dokumenterede nogle af de omfattende krigsforbrydelser, Israel havde begået mellem d. 12. og 27. juli.[4] Berlingske Tidende greb ikke anledningen til at klargøre, at skønt Israel muligvis ikke fuldt ud havde accepteret ”de mest basale nødvendigheder for at føre krig”, havde den jødiske stat trods alt ikke fuldstændigt ligget under for den ”universelle bekymring for menneskers vilkår”. Med undtagelse af Informations oversættelse af en artikel fra The Independent blev Human Rights Watch’ rapport ikke nævnt i dansk presse.[5]
Jyllands-Posten tog d. 4. august fat på en lignende problematik, men mente, at USA netop handlede ud fra hensigten om at slå mange civile ihjel. Umiddelbart efter at have genbrugt ovenstående Podhoretz-citat om massemord på sunnimuslimske mænd tilføjede Sanne Gram:
”Netop denne frygt for at stoppe krigshandlingerne mod Hizbollah, før bevægelsen er tilstrækkeligt svækket, kom til udtryk, da Condoleezza Rice besøgte Libanon og Israel første gang for halvanden uge siden. Inden sin afrejse til regionen sagde hun, at det ikke gav nogen mening at gennemtvinge en våbenhvile, og hun talte heller ikke om øjeblikkelig våbenhvile, da hun besøgte regionen. Derimod lagde hun op til en længere strategisk løsning på konflikten i Mellemøsten.”
Det var altså frygten for, at der ikke ville blive slået nok mennesker ihjel, der kom til udtryk i afvisningen af ideen om en våbenhvile og lanceringen af den ”strategiske løsning” på konflikten. Artiklen refererer til kritik af den amerikanske linje ”fra flere analytikere”, som efterlyser ”en mere konkret plan fra USA”.[6] En mere principiel kritik af det humanitært set betænkelige i politikken gengives ikke. Hvis vi ikke havde overskredet grænsen for simpel racisme ved simpelthen at opfatte muslimer som umennesker, ville vi forstå, hvad Sanne Gram angiveligt ikke selv forstår: Hun anklager indirekte Condoleezza Rice for at være delagtig i et forsøg på folkemord på rigtige mennesker.
Ekstra Bladet havde allerede behandlet dilemmaet i lederen Blår eller bomber d. 24. juli:
”Afvisningen af en hurtig våbenhvile udstiller ganske godt Vestens dilemma. På den ene side er der drømmen om et demokratisk Mellemøsten, på den anden side de mangeårige erfaringer fra området, der ikke giver grund til optimisme. Det er smukt at drømme om fred på jord, men tør man stole så stærkt på drømmen, at man er villig til at betale med tusinder af døde civile blandt den op mod en million i Libanon, som FN skønner skal have hjælp meget hurtigt?”
Det er ikke utænkeligt, at ledende al-Qaeda-strateger, som arbejder på at virkeliggøre deres udgave af ”fred på jord”, anlægger lignende cost-benefit-agtige betragtninger i planlægningen af terrorangreb.
Formuleringen i denne lidt mere pragmatiske udgave af dilemmaet indikerer, at prisen, i form af tusinder af døde civile, ville være værd at betale, såfremt der dermed var gode chancer for at få de smukke drømme om demokrati og ”fred på jord” realiseret. Lederen mener, at ”den amerikanske strategi, som Danmark har tilsluttet sig [giver] god mening”, hvis man tror på ”drømmen om demokrati i det urohærgede Mellemøsten og de arabiske diktatur-stater”. Det fremhæves, at Per Stig Møllers kopiargumentation for ikke at støtte kravet om våbenhvile ”er klar nok og […] på mange måder rigtig: En våbenhvile her og nu ville ikke løse de grundlæggende konflikter i området, den ville være et falsk løfte om fred og en garanti for mere vold i fremtiden, som USA’s udenrigsminister, Condoleezza Rice, har formuleret det.” Ekstra Bladet er dog skeptisk og ser den amerikanske voldsstrategi som et udtryk for utidig ”optimisme”. Problemet er, at ”de mangeårige erfaringer” – angiveligt med gode vestlige initiativer, som ikke virkede efter hensigten – tyder på, at der ikke er tilstrækkeligt gunstige betingelser for drømmens virkeliggørelse i den kriseramte region. Af kedelige erfaringer peges der på, at valgene i Libanon, de palæstinensiske områder og Irak ikke har ført til de ønskede resultater, men bl.a. yderligere terrorisme og fanatisme.[7]
Ekstra Bladet havde i sin leder fire dage før argumenteret for våbenhvile. Lederen anlagde det konflikthåndteringsperspektiv, som var dominerende i tiden inden Rices rejse:
”Den eneste magt i verden, der har styrken til at gennemtrumfe en våbenhvile, er USA. Israel lytter til amerikanerne, men Washington D.C. har stort set givet Tel Aviv frie hænder. Lad os håbe for de mange hundredtusinder civile, der nu er på flugt eller har søgt ly i kældre, at også præsident George W. Bush på et tidspunkt ikke længere kan holde ud at se uskyldige mænd, kvinder og børn blive slået ihjel. Nu haster det.”[8]
Sammenholdt fremstår de to lederartikler som et klart eksempel på skiftet i fokus fra USA’s konflikthåndtering til krigsforlængende, strategiske, demokratifremmende løsninger.[9] På et tidspunkt mellem d. 20. og 24. juli havde Ekstra Bladet indarbejdet USA’s argumenter for fortsat krig i sin udlægning af konflikten samt indskrevet Libanon i den generelle demokratiseringsfortælling. Opfattet på de godartede intentioners plan, som i denne sammenhæng er realplanet, foretog avisen ingen holdningsændring: I begge ledere fremstod USA som (hhv. passiv/svag og tragisk) helt. At USA’s politiske mål samtidig blev redefineret, er sagen uvedkommende.
Demokratiseringsprojektet og voldspropaganda
Tidligere rejstes spørgsmålet, om dækningen af konflikten kunne etablere en tilstrækkelig forbindelse til realiteterne uden at fravige præmisserne om, at USA arbejder for fred og konfliktløsning, i en situation, hvor fundamentet for den tidligere konflikthåndterings- og fredsbestræbelsestolkning var smuldret, idet USA i både ord og handling mere og mere demonstrativt underminerede denne. Som min gennemgang skulle illustrere, blev ideen om det fredssøgende USA fastholdt inden for en ændret konfliktopfattelse. Tilbage står spørgsmålet, om den ændrede konfliktopfattelse etablerede en bedre forbindelse til realiteterne.
Bevægelsen væk fra den bløde konflikthåndteringstolkning hen imod et stærkere fokus på USA som en strategisk aktør, der søgte at mindske sine fjenders indflydelse i regionen, betegnede et fremskridt for en mere faktabaseret dækning af USA’s rolle i konflikten. Den strategiske tolkning gav plads til analyser af magtforhold og -kampe i regionen. Dermed blev der etableret en stærkere forbindelse til realiteterne (hvorvidt udlægningen af dem i reglen var korrekt eller plausibel, er et ganske andet spørgsmål).
Imidlertid var der generel konsensus om, at strategien var drevet af en overordnet målsætning om at demokratisere, og at USA handlede i direkte forlængelse af sit regionale demokratiseringsprojekt. Hvilken forbindelse havde demokratiseringsprojektet med realiteterne, og i hvilket omfang var der en forbindelse? For at vurdere dette er man i første instans nødt til at behandle ideen om USA’s demokratiseringsprojekt som en påstand om noget virkeligt.
Antagelsen bag al demokratisnakken var: USA har et demokratiseringsprojekt, som er styrende for dets politikker i Mellemøsten. I en undersøgelse af et eventuelt propagandaindhold i udsagnet er følgende spørgsmål centrale: 1. Hvad ligger der i begrebet om et ”demokratiseringsprojekt”? 2. Hvilket empirisk indhold knyttes til demokratiseringsprojektet? 3. Hvad er forholdet mellem indholdet i den reelle empiri og de gængse betydninger af ”demokrati” og ”demokratisering”?
- Under Libanon-krigen bragte de danske medier stort set ingen oplysninger om, hvad USA’s demokratiseringsprojekt konkret bestod i. Det proklameres som ”den store plan”,[10] en ”vision”,[11] en ”filosofi”,[12] en ”mission”,[13] en ”drøm”[14] osv. Nogle steder nævnes de goder, demokratiet fra USA’s side er tiltænkt at bringe med sig, såsom varig fred og sikkerhed. I reglen optræder demokratiseringsprojektet som en modpol til nøje udvalgte antidemokratiske kræfter i regionen, især islamister og terrorister. ”Demokratiet” er en kraft, repræsenteret ved det USA, som søger at udbrede ”demokratiet”. Og ”demokratiet” har fjender, som modarbejder ”demokratiets” udbredelse. Overensstemmelsen med USA’s officielle version er slående. På dette plan er ”demokratiseringsprojektet” kun defineret ved sin rolle i en eventyrlignende konfliktstruktur. Der er intet heri, som relaterer sig til gængse betydninger af ”demokrati”. Når der ikke peges på noget egentlig demokratisk ved projektet, må det skyldes, at det er en selvfølgelighed, at USA’s politikker er båret af demokratiske hensigter og har et ægte demokratisk indhold. Det skulle derfor være overflødigt at konkretisere.
- I nogle artikler blev demokratiseringsprojektet dog tillagt et konkret indhold: Det har udfoldet sig i Libanon, Palæstina og Irak. Det hævdes, at demokratiet med større eller mindre succes har spredt sig fra land til land. Eksemplerne bliver blot nævnt; hvordan USA’s demokratiseringsprojekt i disse tilfælde har fordret eller resulteret i reel demokratisering, siges der intet om. Igen må det skyldes, at der er tale om fuldstændigt ukontroversielle påstande (hvilket ikke betyder indlysende sande påstande).
- Når man vil undersøge forholdet mellem de nævnte eksempler og gængse betydninger af ”demokratisering”, er det derfor nødvendigt at søge oplysninger om det konkrete indhold i eksemplerne andetsteds. Påstanden om, at demokratiet har spredt sig fra land til land, er praktisk talt umulig at forstå noget konkret ved, så den kan hverken afvises eller bekræftes. Med de øvrige eksempler forholder det sig i hovedtræk således: Enten er de stort set irrelevante for spørgsmålet om et demokratiseringsprojekt (Libanon), eller også viser de, at USA har ageret udemokratisk samt modarbejdet og forhalet demokratisering (Irak og Palæstina) og udøvet undergravende virksomhed mod demokratiet og straffet befolkningen for et demokratisk valg (Palæstina).
Fra et rationelt synspunkt kan realiteterne ikke berettige den førnævnte påstand om USA’s demokratiprojekt, når man ved dette bl.a. forstår et projekt, som respekterer og søger at fremme folks selvbestemmelse. At USA’s demokratiseringsprojekt optræder som en selvfølgelighed, indikerer, at medierne alligevel finder, at forbindelsen til realiteterne er tilstrækkelig – eller overflødig. Påstanden har en karakter, som man kunne forvente at genfinde i den totalitære stats paroler.
Endelig kan man spørge, hvilken rolle demokratiseringsideen spiller i den offentlige meningsdannelse. Et centralt træk er, at den legitimerer og tilskynder til vold, terror og krig. I denne forstand lever lignende projekter videre den dag i dag, selvom voldspropagandafunktionen nu legemliggøres mere negativt i ”humanitære katastrofer”, ”skruppelløse diktatorer”, ”magtpolitikken fra øst”, ”islamisme” m.v. USA vil, når det påtager sig det lederskab, som det ellers afkræves, føre os til en bedre verden. De skiftende formålsbestemmelser opfylder alle den samme funktion: legitimering af vold, iscenesættelse af aktuelle stridigheder i deres projekterede ophævelse, i en fredstilstand, som først vores vold kan føde.
Udgivet 14. august 2016
[1] En tidlig foregribelse af tankegangen findes i ”Putins triumf”, B.T., 17. juli 2006.
[2] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006
[3] ”Er Vesten for blødsøden til at vinde en krig?”, Berlingske Tidende, 1. august 2006.
[4] Human Rights Watch (august 2006): ”Fatal Strikes: Israel’s Indiscriminate Attacks Against Civilians in Lebanon”. www: https://www.hrw.org/reports/2006/lebanon0806/lebanon0806web.pdf
[5] ”Undersøgelse: Israel anklages for krigsforbrydelser”, Information, 5. august 2006.
[6] ”USA og krisen: Det amerikanske dilemma”, Jyllands-Posten, 4. august 2006.
[7] ”Blår eller bomber”, Ekstra Bladet, 24. juli 2006.
[8] ”Nu haster det, mr. Bush”, Ekstra Bladet, 20. juli 2006.
[9] Dog er lederen fra d. 24. juli relativt tidligt ude med det positive demokratiperspektiv.
[10] ”Condoleezza Rice på usikker grund”, Berlingske Tidende, 3. august 2006,
[11] ”Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror”, Jyllands-Posten, 24. juli 2006.
[12] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.
[13] Ibid.
[14] ”Blår eller bomber”, Ekstra Bladet, 24. juli 2006.
