4. del: Demokratiet

Indledende skepsis: Demokratiet, der blev kidnappet

I begyndelsen forstod medierne konflikten som noget i sig selv ondartet og for USA obstruerende. Der gik nogen tid, før man på USA forstod, at den ville føre til noget godt.

Bush udtrykte allerede d. 13. juli sin bekymring for demokratiet: ”Hvad end Israel gør, bør det ikke svække Saniora-regeringen i Libanon […] Vi er bekymrede for det skrøbelige demokrati i Libanon.”[1] Berlingske Tidende citerede dagen efter første del af udtalelsen, men oversatte ganske sigende “Saniora government” med “demokratiet”.[2] D. 16. juli orienterede Rice:

“Vi har sagt til premierminister Olmert og andre israelere, at vi […] håber, at Israel […] vil udvise tilbageholdenhed i dets operationer, så uskyldige civile ikke lider nød […] og så den libanesiske regering, som er god og demokratisk […] ikke undermineres af disse handlinger.”[3]

Med sådanne udtalelser fra lederne kunne man vente, at medierne ud over at gøre sig taktiske bekymringer om den humanitære situation ville se dystre perspektiver for demokratiet, og dermed USA, i krisen. Det var derimod ikke til forudse, at man ligefrem ville genbruge Rices ordvalg i en faktaboks:

”Kampene mod Hizbollah truer med at underminere den libanesiske regering, der ellers er et [sic] af Bush-administrationens succeshistorier i missionen for at demokratisere Mellemøsten.”[4]

I Politiken kunne man d. 17. juli læse en endnu mere pessimistisk vurdering:

”Hvor USA for tre år siden troede, at det kunne bombe demokrati og respekt for menneskerettighederne ind i regionen, så står det i dag klart for enhver, at strategien ikke bare er slået fejl. Den har også […] ført til, at USA har mistet enhver form for indflydelse på flere af de helt centrale aktører i den aktuelle konflikt”.

Vurderingen er pessimistisk, idet den underliggende antagelse tilsyneladende er, at USA’s bruger sin eventuelle ”indflydelse” til at løse konflikter: ”At kræve tilbageholdenhed eller fordømme handlinger er ret svagt, når man tænker på den indflydelse, USA skulle udøve […] USA har mistet enhver indflydelse i regionen ved allerede at have vist, at den magt, det ‘burde’ have, enten er brugt op eller aldrig har været der.”[5]

Jyllands-Posten fortsatte den skeptiske linje med artiklen USA på sidelinjen i Mellemøsten. Manchetten forklarer: ”Washington har kun få muligheder for at neddæmpe spændingerne i Mellemøsten, skønt den optrappede konflikt sætter spørgsmålstegn ved præsident Bush’ strategi, der gennem udbredelse af fred og demokrati skal sikrede [sic] fredsaftale.”

Det bliver ikke forklaret, hvordan udbredelse fred og demokrati skal sikre en fredsaftale (eller hvad en sådan skal nytte, hvis freden allerede er udbredt). Til gengæld giver artiklen en smule baggrundsviden om demokratiudbredelsesprojektet:

”Det er mere end et år siden, at præsidenten gav udbredelse af fred og demokrati i Mellemøsten højeste prioritet. Det blev set som et effektivt våben mod terror og som en vej til økonomisk fremgang. Strategien løb imidlertid ind i alvorlige vanskeligheder, da premierminister Ariel Sharon blev sat ud af spillet, og da Hamas, der af USA betragtes som en terrororganisation, kort tid senere vandt valget til det palæstinensiske parlament.”

Libanon-konflikten anskues i forlængelse af disse vanskeligheder:

”Nu glider både Libanon og Gaza mod et kaos, der allerede har kostet snesevis eller hundreder af mennesker livet. Hermed stilles der store spørgsmålstegn ved præsident Bush’ påstande om, at USA kan udbrede demokrati i den arabiske verden og dermed bane vejen for en fredelig løsning på den arabiske-israelske konflikt.”[6]

Mens det er givet, at USA ønsker og forsøger at udbrede demokrati i den arabiske verden, er det i kraft af den modstand, projektet møder, tvivlsomt, om det kan lykkes. P1’s Orientering kunne forundret meddele, at ”den hårdeste kritik” mod den USA-støttede israelske bombeoffensiv ”netop kommer fra de kræfter, der har nydt godt af den amerikanske demokrati-eksport.”[7] For den prominente amerikanske kommentator Thomas Friedman gav de islamiske, militante kræfter og de generelt dårlige betingelser for demokrati i regionen også grund til pessimisme: ”demokratiets rødder stikker ikke dybt i disse områder […] Måske har skeptikerne ret: Måske kan demokrati, den mest magtfulde form for legitimt styre, ganske enkelt ikke implementeres hvor som helst.” Der er ifølge Friedman ikke tale om ”rigtige demokratier” i Libanon og Palæstina.[8]

Da rigtigt demokrati antages at føre til fred og stabilitet, kan det virke paradoksalt, at det netop er de nye mellemøstlige demokratier, som nu skaber problemer for de gamle vestlige demokratier i regionen. Men som Friedman er inde på, kommer det an på, hvad man forstår ved demokrati. I den lange artikel Det var ikke meningen det skulle gå sådan forklarer Berlingske Tidende, at Irak, Libanon og Palæstina i virkeligheden er ”papir-demokratier”:

”Som flere eksperter påpeger, er det ikke bare valghandlingen i sig selv, der gør et demokrati […] hele verden bevidner lige nu, at folkevalgte kræfter i de tre lande ser stort på demokratiets grundprincipper. De handler på egen hånd på tværs af alle regler og har tilsyneladende ikke på noget tidspunkt haft andet i sigte end at udnytte demokratiet til at få indflydelse […] forskellen mellem demokrati og papir-demokrati måles ikke i bogstaver, men i tusinder af uskyldige dødsofre […] Mellemøsten er måske nok frustrerende, og demokratiet finder måske aldrig fodfæste i regionen.”

Artiklen forsøger at finde en forklaring på, hvorfor ”de gode hensigter” og velmenende initiativer – demokratiseringen af Irak, de seneste valg i Libanon og Palæstina, Israels 1982-invasion af Libanon (som skulle ”skabe et stabilt styre”) – ender med at føre til ulykker. Forklaringen ligger i ”loven om utilsigtede konsekvenser”, som ifølge en amerikansk kommentator er ”noget nær en naturlov”, for ”i Mellemøsten går det sjældent, som man forudser.” Det har tilsyneladende krævet omfattende research at komme på denne tese; artiklen anfører Washington Post, New York Times, The Weekly Standard, The American Thinker, Haaretz, Seattle Times og Middle East Journal som kilder (seks amerikanske og en israelsk). Ikke desto mindre tegner artiklen et billede af komplet forudsigelighed: De gode initiativer fører igen og igen til eller bliver efterfulgt af det, som det netop var hensigten at undgå – hvilket er ”frustrerende”.[9]

Også i de øvrige ovennævnte artikler benyttes mere eller mindre udfoldede versioner af ”det var ikke meningen, det skulle gå sådan”-forklaringen til at afklare (mis)forholdet mellem USA’s hensigter og de realiteter, der indfinder sig, efter USA har gjort sin indflydelse gældende. Forholdet mellem USA’s politikker og resultaterne af disse belyses derimod stort set ikke, ligesom der ikke skrives meget om, hvad USA mere konkret har gjort. USA’s rolle vurderes ud fra intentionerne, ikke realiteterne. Ligeledes forstås den generelle situation i Mellemøsten ud fra de hensigter, USA angiveligt har for regionen. Der findes varierende synspunkter på, hvorvidt årsagen til, at det ikke går efter hensigten, primært skal lokaliseres i de regionale forhold eller i de midler og strategier, USA anvender for at nå sine mål. Hvorvidt den overordnede målsætning er menneskerettigheder, demokrati, stabilitet og fred, er derimod ikke genstand for diskussion. Det tages for givet. Det overvejes ikke, om årsagen til, at det ikke går efter hensigten, kunne være, at den erklærede hensigt ikke er årsag til det, man gør.

På baggrund af denne analyse, som lærer, at USA’s indflydelse i praksis ikke fremmer de ønskede godartede mål eller i værste fald er kontraproduktiv, synes det ulogisk at beklage sig over mindre amerikansk indflydelse i regionen. Selv inden for rammerne af konsensustolkningen om, at USA har gode og fredelige hensigter, ville en opfattelse af, at landet i realiteten gør mere skade end gavn, lægge op til konklusionen, at USA (i det mindste) burde neddrosle sit engagement i Mellemøsten. En sådan konklusion holder dog kun, hvis det antages, at viden om eksisterende og forventelige resultater har større vægt end proklamerede hensigter. De behandlede artikler synes at operere med den modsatte antagelse. Det er karakteristisk, at Politiken beretter om det ”kaos”, ”store dele af regionen” har været præget af efter ”krigen i Irak og amerikanske høges storladne taler om at ville sprede demokrati og frihed ud over det ganske Mellemøsten”, og slår fast, at USA’s strategi har slået fejl, ­men samtidig beklager, at USA dermed har mistet sin indflydelse.[10] Normalt ville man mene, at det er positivt, at de, som uafladeligt laver fejl og skaber kaos, mister indflydelse – især hvis de bruger bomber.

Artiklen Det var ikke meningen det skulle gå sådan stiller selv spørgsmålet om, hvorvidt Irak-krigen, som var båret af gode hensigter, også var en god idé, på følgende retoriske måde:

”Hvad betyder det? At amerikanerne er skyld i hele balladen? Bush kunne bare have droppet sit demokrati-halløj, og så ville der ikke være ballade i Irak. USA ville tilmed have været stærkere i dag, hvilket kunne have skræmt Hamas og Hizbollah og deres støtter i Syrien og Iran fra at provokere Israel. Alt ville være bedre. Ville det ikke?”

Artiklen lader med et indirekte citat en analytiker svare, at tanken er ”bekvem”, men ”forkert […] for den fritager resten af verdenssamfundet for et stort medansvar.”[11] Herefter nævnes andre stormagters fejlagtige håndtering af Saddam Hussein i 1990’erne. Med denne ansvarsfordeling afvises tanken om, at demokrati-halløjet og dermed Irak-krigen skulle være en dårlig idé. USA’s fejl var ikke en fejl, eftersom andre fremmede magter også begik fejl.

Friedmans artikel peger ligeledes på, at et stærkere engagement fra Europas side er en forudsætning for, at demokratiet ”kan komme til at fungere i de arabisk-muslimske lande”.[12] Den teoretiske mulighed, at en indskrænket amerikansk indflydelse i Mellemøsten kunne betyde mindre konflikt, har derimod ikke figureret i dansk presse under Libanon-krigen. Selv blandt de mere pessimistiske artikler, som pointerer eller indikerer, at USA har fejlet og skabt uro og kaos, leder man forgæves efter en afvigelse fra konsensustolkningen om, at USA essentielt set er konfliktløser.

 

Gryende demokratisk optimisme: Demokrati, filosofi og realiteter

Igennem hele konflikten gav situationen anledning til pessimistiske betragtninger over demokratiets trivsel i regionen. Men delvis parallelt hermed blev fortolkningen af USA’s rolle i konflikten som en strategisk videreførelse af demokratispredningsprogrammet mere fremherskende hen imod slutningen af juli, i sammenklang med den konstruktive konfliktopfattelse. Libanon-tilfældet lod sig uden større problemer indføje i den fortsatte fortælling.

Baggrunden for USA’s demokratiprojekt, som ifølge den ovenfor citerede Jyllands-Posten artikel fik højeste prioritet for ”mere end et år siden”, er interessant. Mere præcist var det d. 6. november 2003, at ”præsidenten gav udbredelse af fred og demokrati i Mellemøsten højeste prioritet”[13] – i en tale ved National Endowment for Democracy.[14] Før da rangerede udbredelse af demokrati lavt blandt begrundelserne for Irak-krigen. Da Bush holdt sin berømte demokratitale, var der ikke længere megen tvivl om, at Bush’, Blairs og Foghs afgørende spørgsmål om, hvorvidt Saddam Hussein ville vise sig villig til at eliminere sine masseødelæggelsesvåben, ikke lod sig besvare meningsfuldt: Kravet beroede på en uvirkelig forudsætning.

Siden da skulle demokratispredning blive den dominerende fortolkningsramme for forståelsen af USA’s rolle og målsætninger i regionen, blandt såvel tilhængere som kritikere. I de vestlige medier og hos vestlige intellektuelle vel at mærke. 1 pct. af den irakiske befolkning støttede kort efter Bush’ tale ideen om, at USA havde invaderet Irak for at skabe demokrati.[15]

 

Lars Erslev Andersen, den førende danske terrorekspert, var med artiklen Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror en af de første herhjemme til at udfolde en mere positiv demokratifortolkning af situationen. Andersens artikel er et godt eksempel på en mainstreamanalyse, idet hovedparten af hans analytiske begreber og skabeloner er genbrug af metaforer og slogans fra Bush- og Rice-udtalelser. Omvendt forliger Andersen ideen om USA’s ædle bestræbelser med magtpolitisk analyse, hvilket ikke er ualmindeligt for mere akademiske kommentatorer.

Ifølge artiklen er der overordnet to parter i Mellemøsten: ”dem, der bakker op om USA ‘s nye Mellemøst-politik, der sigter mod at skabe varig fred ved at bakke op om det amerikanske demokratiseringsprojekt i regionen”, og de, der er imod projektet: ”terroristerne, ekstremisterne og islamisterne, i Iran, Syrien, Hizbollah, Hamas, Islamisk Jihad, Al Qaida samt deres sympatisører i oppositionerne i de arabiske lande”. Andersen kunne have inkluderet flertallet af de berørte borgere i regionen blandt ”modstandere af den nye amerikanske orden i Mellemøsten” og en del terrorister, ekstremister og islamister blandt demokratiprojektsstøtterne, men synes at kategorisere efter Bush’ princip: ”Either you are with us, or you are with the terrorists.”[16]

Blandt støtterne af demokratiseringsprojektet finder vi nogle af verdens mest undertrykkende regimer. Når Andersen siger, at det bl.a. er ”Israel, den irakiske regering samt Ægypten, Jordan og Saudi-Arabien […] der skal hjælpe USA med at kreere og føde det ny Mellemøsten”, er det klart, at det afgørende for, hvorvidt staterne bakker op om demokratiseringen, er, om de er medlemmer af kategorien os, vore allierede og de, som føjer os, ikke om de er engageret i reel demokratisering eller har den fjerneste respekt for demokratiet forstået som en bestemt styreform eller i nogen anden gængs betydning af ordet.

Set fra det demokratiske perspektiv er forholdet mellem de to parter simpelt: ”Såfremt grupper og regimer ikke er enig med den amerikanske vision for et nyt Mellemøsten, er de fjender og skal isoleres og elimineres enten gennem krig eller med sanktioner.” Heri ligger også en del af forklaringen på, at nogle af USA’s vigtigste allierede holder sig til den demokratiske blok: ”hverken kongefamilien i Riyadh eller Amman eller præsidenten i Cairo skal nyde noget af at havne på den forkerte side af skillelinjen. Havner man der, er der kun udsigt til isolation og sanktioner med risiko for bomber.” Ville man kalde det demokratiudbredelse, hvis en antidemokrat for at undgå isolation og vold så sig nødsaget til at bakke op om en erklæret demokrats politikker?

Ydermere har den strategi, hvormed ”den amerikanske vision for et nyt Mellemøsten” skal gennemtvinges, ifølge Andersen en terroristisk karakter. Det følger naturligt, hvis vi går ud fra de fleste officielle definitioner af terrorisme, heriblandt USA’s officielle definition (som bl.a. er anvendt i Patriot Act), ifølge hvilken terrorisme betyder aktiviteter, ”that (A) involve violent acts or acts dangerous to human life […] (B) appear to be intended (i) to intimidate or coerce a civilian population; (ii) to influence the policy of a government by intimidation or coercion; or (iii) to affect the conduct of a government by mass destruction, assassination, or kidnapping”.[17] Men som ekspert på området ved Andersen, at der er en uskreven tillægsbestemmelse: ”(C) og som de andre står bag”. Andersens begreb om ”terrorisme” kategoriserer efter politiske bestemmelser og ikke begrebets objektive indhold, men påberåber sig ikke desto mindre objektiv udsagnskraft og dermed reel korrespondance med en ikke politisk villet bestemmelse af virkeligheden. Altså benytter Andersen, med konventionens fulde og umærkelige tyngde, begrebet som et ideologisk, virkelighedsforvanskende instrument.

Artiklen øjner både forjættende og foruroligende perspektiver i Libanon-krigen:

”Israel og USA kan håbe på, at der af støvet rejser sig demokratiske kræfter, der dukker op fra ruinerne med det fromme ønske at ville skabe demokrati, fordi det er den eneste vej til sikkerhed. Frygten er naturligvis, at der skabes flere og flere modstandere af den nye amerikanske orden i Mellemøsten, og at terrorismen derfor vil brede sig yderligere, frem for at fred og stabilitet vil sænke sig over regionen.”

Det er ikke helt klart, om Andersen her gengiver Bush’ tanke om, at vejen til fred og sikkerhed går igennem demokrati, idet demokrati i sig selv skaber ordnede forhold og fjerner den utilfredshed, som terrorismen næres ved, eller om ideen er, at demokratier har sikkerhed, idet de er i sikkerhed for demokratiernes (USA’s og Israels) vold. Sidstnævnte læsning harmonerer bedst med den øvrige analyse: Hvis antidemokratiske elementer har udsigt til isolation, sanktioner og bomber, så længe de forbliver antidemokratiske, er det logisk nok, at ”den eneste vej til sikkerhed” for dem er at slutte sig til demokratisiden af ”skillelinjen”. En håndfast demonstration af denne ”orden” – i Libanon-tilfældet af krig og bomber-varianten – kunne muligvis få de folk, der er i stand til at rejse sig fra støvet efter bomberegnen, til at se sikkerhedsperspektiverne i den særlige demokratiske livsform, som i sin omverden skaber fred med bomber, men selv er i fred for bomber. På samme måde vil den, der har fået sat en pistol for tindingen, også bidrage til god ro og orden ved at gøre, som der bliver sagt. Imidlertid er denne læsning i klar modstrid med den måde, begreberne almindeligvis bruges blandt vestlige intellektuelle, såsom eksperter på P1 Orientering, som udlagde demokratieksportfilosofien således:

”Hvis arabere og muslimer bliver demokratiske, vil de også blive mindre antivestlige. Og, lyder logikken, derfor vil de også blive mindre indstillet på at deltage i eller bifalde terrorhandlinger som den, bin Laden begik mod USA i 2001”[18]

Andersen peger på, at strategien kan give bagslag, idet USA’s vold kan skabe modstandere af det nye amerikanske Mellemøsten, hvilket vil føre til yderligere terrorisme i stedet for ”fred og stabilitet”. Igen er det angiveligt ikke de bomber, modstanderne af ”demokratiudbredelsen” bliver mødt med, der sigtes til med talen om yderligere udbredelse af terrorisme.

Mens situationen i Andersens analyse således både giver anledning til håb og frygt på den amerikanske strategis vegne, giver de faktuelle beskrivelser selv ringe anledning til at tale om noget særligt demokratisk ved foretagendet. Umiddelbart passer ideen om et demokratiseringsprojekt dårligt med, at en del af USA’s nøgleallierede (herunder USA’s ældste allierede i regionen, Saudi-Arabien) på den ”demokratiske” side af skillelinjen er udemokratiske og undertrykkende stater, og at midlerne, som skal fastholde staterne på den rigtige side af skillelinjen og omvende dem på den forkerte, er isolation, sanktioner, krig og bomber eller mere eller mindre udtalte trusler herom. Der synes heller ikke at være noget demokratisk i følgende beskrivelse af USA’s forhold til sine partnere:

”Den libanesiske regering og den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har kun et valg, nemlig at bakke op om det amerikanske og israelske projekt. Alternativet er at blive overruled.”

Men der er en anden mulig grund til at fortsætte talen om demokratiseringsprojektet: Lederen har talt.

At de midler, hvormed opbakningen til demokratiseringsprojektet sikres, ikke synes at have noget med demokrati at gøre, udelukker imidlertid ikke, at projektet selv kan have haft demokratifremmende virkninger for de berørte lande. Andersen giver tre eksempler på, at USA’s projekt har afstedkommet egentlig demokratisering i Mellemøsten: USA’s projekt

”blev indledt med Irak-krigen, hvor demokratiseringen herfra skulle brede sig til resten af Mellemøsten. Det første resultat var parlamentsvalget i Palæstina, der dog førte til det forkerte resultat, nemlig at islamisterne vandt. Det næste var i Libanon med valget af den siddende anti-syriske regering.”[19]

(Rent tidsligt gik valget i Libanon dog forud for det palæstinensiske parlamentsvalg.) Eksemplerne var faste indslag i mediernes fortællinger om demokratiseringsprojektet, så det er værd at se nærmere på dem, når man vil vide, hvad projektet går ud på.

USA’s demokratisering af Irak

I Irak begyndte USA’s demokratiseringsprojekt med Paul Bremers plan om at lade besættelsesmagten udpege forfatterne til Iraks nye forfatning. Planen mødte massiv modstand i Irak. D. 1. juni 2003 udstedte den shiitiske religiøse leder Ayatollah Al-Sistani en fatwa, som afviste Bremers plan som udemokratisk og krævede, at forfatningsforsamlingen skulle vælges af det irakiske folk. Dette krav blev siden fokusset for store ikkevoldelige demonstrationer i januar 2004.

Washington Post har forklaret, at USA’s modstand mod demokratiske valg bl.a. skyldtes bestræbelserne på at demokratisere:

“Bremer frygtede også, at valghandlinger ville skabe for meget usikkerhed. Bush-regering ønskede en ordnet proces, som den kunne styre, herunder en forfatning, som ville blive et forbillede for dens bestræbelser på at demokratisere den arabiske verden.”[20]

Besættelsesmagten forsøgte siden energisk at forhindre afholdelsen af valg, men måtte endelig opgive. Financial Times har hævdet, at grunden til, at valgene i januar 2005 fandt sted, var vedholdende krav fra al-Sistani, “som nedlagde veto mod planer fra den USA-ledede besættelsesmagt om at skrinlægge” valghandlingsinitiativer.[21] Skønt det ikke helt blev den ”ordnede proces, som [Bush-regeringen] kunne styre”, lykkedes det dog Bremer at få indført en provisorisk forfatning d. 28. juni 2004, som i realiteten gav kurderne, og dermed USA, vetoret over ethvert forslag til en fremtidig forfatning.

Holder vi os til omstændighederne omkring de indledende skridt hen imod national selvbestemmelse, finder vi således, hvad et bredere fokus ville bekræfte: Et af de styrende principper for demokratiseringsprojektet er, at USA vil have demokrati, i den udstrækning demokratiet kan kontrolleres af USA, og ellers modarbejder demokratisering.

Det kan synes ironisk, hvis man går ud fra, at respekt for demokratiet er en central del af USA’s demokratiseringsprojekt. I et essay om Al-Sistanis politiske rolle i tiden efter invasionen bemærkede den amerikanske juraprofessor Noah Feldman:

”Dokumentet [al-Sistanis fatwa] udgjorde en epokegørende begivenhed i annalerne om interaktionen mellem islam og demokrati: En ikke-valgt gejstlig udlagde loven for USA, idet han insisterede på, at legitime konstitutionelle processer krævede et demokratisk grundlag. Ironien i, at det var en religiøs lærd, som stod fast på en demokratisk fremgangsmåde – og brugte sin religiøse autoritet til at gøre dette – bør vi tage ad notam. Men vi bør heller ikke overse den dybere ironi i, at det var det demokratieksporterende USA, som blev mindet om den udemokratiske karakter, dets planer for den konstitutionelle proces i Irak havde. Langt fra at modsætte sig amerikansk pres for at demokratisere fortalte Sistani koalitionen, hvordan demokrati burde fungere.”[22]

Andersens idé om, at demokratisering rent faktisk skulle have bredt sig fra Irak til Palæstina og Libanon, er en overvejelse værd. Det var Bush’ erklærede projekt at udbrede demokrati og frihed. Men hvorledes valgene i Palæstina og Libanon på et realplan skal forstås som resultater af demokratisering i Irak, er ikke godt at vide, og Andersen giver heller ikke noget bud på det (man kan kun gisne: har irakiske demokrater hjulpet med at organisere retfærdige valg i Libanon og Palæstina eller delt ud af deres erfaringer fra etableringen af det irakiske demokrati? Har irakerne presset på for at få demokrati i landene, idet de mente, at kun demokratiet kan sikre varig fred og sikkerhed i regionen? Har det demokratiske Irak ved det strålende eksempels magt mobiliseret demokratiske kræfter i landene? Var det det demokratiske USA’s tilstedeværelse i regionen, som inspirerede Libanon og Palæstina til at ville forsøge sig med demokrati?). Den manglende specifikation af, hvorledes demokratiudbredelsen faktisk har fundet sted, er helt normal.

Et andet eksempel fra perioden kan findes i Berlingske Tidendes Det var ikke meningen det skulle gå sådan, som tilsvarende forklarer, at det var

”Bush-administrationens filosofi […] at den ved at skabe et demokratisk Irak kunne sætte en domino-effekt i gang i Mellemøsten. Demokratiet ville sprede sig fra land til land og skabe rammerne for den fred, som årtiers diplomati fra vestlig side ikke har formået. Da libaneserne i fjor gik på gaden og tvang sine syriske besættere ud af landet, og da palæstinenserne siden gik til deres første demokratiske valg, så projektet endda et kort øjeblik ud til at ville lykkes. Det gør det ikke længere [pga. de lokale ”radikale og anti-demokratiske kræfter”].”

Også i dette tilfælde er ”Bush-administrationens filosofi” det eneste, som kæder tingene sammen; filosofien rummer muligvis også svar på, hvorledes ”land til land”-dominoeffekten har virket uden om mellemliggende lande.[23]

Disse udgaver af den supermagtsautoriserede demokratispredningsidé fortæller ikke noget konkret om, hvordan projektet har udfoldet sig, eller den reelle demokratiudvikling i regionen. Til gengæld siger de noget om, hvor robust Bush-regeringens generelle friheds- og demokratifilosofi er: Dens indhold behøver ikke finde støtte i de faktiske processer, den udlægger; det er tilstrækkeligt at postulere en forbindelse. Demokratifilosofiens nytte som udlægning af USA’s engagement hænger sammen med den særlige brug, man gør af de filosofiske indsigter. At dømme efter medieindholdet synes der at være en udbredt forståelse af, at USA med de bærende ideer for sin udenrigspolitik – som friheds-, demokrati- og fredsudbredelse – tilbyder gyldige analytiske rammer, som skal bruges til at forklare virkelige politikker og processer, ikke påstande eller hypoteser, hvis plausibilitet må vurderes på baggrund af fakta.

USA’s demokratisering af Libanon

Muligvis er Andersens udgave af demokratispredningsideen ikke ment helt bogstaveligt, men i en anden, mere metaforisk forstand. Lad os ikke desto mindre følge det gængse mediespor og prøve at forstå valgene i Libanon og Palæstina som direkte resultater af USA’s demokratiseringsprojekt. Det er korrekt, at valget af Siniora-regeringen hører til ”Bush-administrationens succeshistorier i missionen for at demokratisere Mellemøsten”[24] og opfattes som ”en af Bush-administrationens få triumfer i den store plan for at demokratisere Mellemøsten”[25], og at Libanon fremstår som ”en af de få succeser, USA har haft med at eksportere demokrati til arabiske og muslimske lande”, idet Bush ”har holdt [landet] frem som eksempel på, at hans bestræbelser på at eksportere demokrati til Mellemøsten virker”.[26] Succeshistorien blev fortalt igen og igen i vestlige medier. Det er også rigtigt, at der i begyndelsen af 2005 blev påbegyndt en demokratisk proces i Libanon, som førte til tilbagetrækningen af de syriske soldater fra landet og gennemførelsen af demokratiske valg i maj-juni 2005. Imidlertid var dette ikke et ”resultat” af noget, USA gjorde, men en af frugterne af den folkelige protestbevægelse, ”ceder-revolutionen”, som blev udløst af mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri. Mens det libanesiske valg er et godt eksempel på succeshistorierne om USA’s demokratiseringsprojekt, er det stort set irrelevant for spørgsmålet om demokratiseringsprojektets indhold og resultater. Succeshistorien er udbredt, men misvisende.

Jyllands-Posten går lidt nærmere ind på, hvad succeshistorien består i:

”Det Hvide Hus har tidligere peget på, at USA’s udenrigspolitik var blevet kronet med succes i både Libanon og Israel. Det var amerikansk pres, der gennemtvang den syriske tilbagetrækning fra Libanon og dermed banede vejen for en demokratisk valgt regering.”

Med vedtagelsen af FN’s Sikkerhedsråds resolution 1559, fremsat af USA og Frankrig og vedtaget d. 2. september 2004, som bl.a. krævede tilbagetrækning af ”udenlandske styrker” fra Libanon, udøvede USA et vist pres på Syrien. Men det førte ikke til meget. Resolutionen blev både afvist af Syrien og den libanesiske regering, som i et officielt svar mente, at de eneste ”foreign forces” i Libanon var israelske. Det var ikke det internationale pres, men et indre, folkeligt pres, som ”gennemtvang” tilbagetrækningen. Historien tager sig selvfølgelig anderledes ud, når udgangspunktet er, hvad ”Det Hvide Hus […] har peget på”.[27]

USA’s demokratisering af Palæstina

Den tredje frugt af demokratiseringsmissionen – parlamentsvalget i Palæstina i 2006 – har derimod været i mere direkte berøring med USA’s projekt i regionen. Om valget var et resultat af en demokratiseringsproces, afhænger ikke mindst af, hvor meget demokrati der var i tiden inden, USA angiveligt havde startet demokratiseringsbølgen i Irak. Mellemøst-kenderen Gilbert Achcar har peget på, at

”Arafat, som var blevet demokratisk valgt med universel stemmeret, gentagne gange påberåbte sig retten til at afholde nye palæstinensiske valg. Men han blev nægtet denne ret, simpelthen fordi palæstinenserne med sikkerhed ville have valgt ham igen.”[28]

F.eks. skulle der have været afholdt et palæstinensisk valg d. 20. januar 2003. Planen for valget, der var udarbejdet i samarbejde med EU, blev ikke støttet af præsident Bush, som fra juni 2002 officielt krævede Arafats afgang og mere demokrati:

”Jeg anmoder det palæstinensiske folk om at vælge nye ledere, ikke ledere, der er kompromitteret af terrorisme. Jeg anmoder dem om at bygge et fungerende demokrati baseret på tolerance og frihed.”[29]

Da dagen oprandt, sad terroristen Arafat indespærret i PLO’s hovedkvarter i Ramallah, mens hans bedst kendte udfordrer, Abd al-Sattar Qasim, var underlagt udgangsforbud i Nablus. Set i dette perspektiv var gennemførelsen af parlamentsvalget i januar 2006 et demokratisk fremskridt, som næppe havde været muligt, hvis Washington ikke havde opgivet sin tidligere modstand mod palæstinensiske valghandlinger. Sagen var, at USA havde ændret holdning, efter at de politiske realiteter i Palæstina havde ændret sig, så der var udsigt til, at den nyvalgte, USA-støttede præsident, Mahmoud Abbas, ville komme styrket ud af et parlamentsvalg.

Da Hamas’ uforudsete markante fremgang i meningsmålingerne kort før valget skabte usikkerhed om, hvorvidt man ville få det ønskede udfald, forsøgte Washington sig med regulær indblanding. Washington Post meddelte:

”Bush-regeringen bruger bistandsmidler på at styrke Det Palæstinensiske Selvstyres popularitet på valgaftenen […] Det 2 mio. dollars store program bliver gennemført af en del af U.S. Agency for International Development. Men ingen USA-logoer fremtræder på projekterne eller de begivenheder, som bliver iværksat som del af kampagnen, der ikke bærer noget aftryk af amerikansk indblanding, og som ikke hører ind under definitionerne for traditionelt udviklingsarbejde.[30]

Da valget på trods af anstrengelserne for at sikre det rigtige resultat ”førte til det forkerte resultat, nemlig at islamisterne vandt”,[31] reagerede Israel med Vestens opbakning ved at tilbageholde skatter, told og afgifter, som retmæssigt tilhørte Det palæstinensiske selvstyre, mens USA og EU indstillede al direkte bistand til selvstyret. Som forventet har disse økonomiske tiltag, som blev fulgt op af eskalerende militære angreb og yderligere anneksion af de besatte områder, især ramt den nødstedte palæstinensiske civilbefolkning, hvilket er grundigt beskrevet i diverse FN-rapporter.[32]

 

Forstået som et konkret resultat af USA’s demokratiseringsprojekt kan 2006-parlamentsvalget og den kontekst, hvori det fandt sted, bidrage til en afklaring af, hvad projektet går ud. Hvis vi alene holder os til spørgsmålet om demokrati og ser bort fra, hvad eksemplet fortæller om forholdet til menneskerettigheder m.m., synes læren at være: ”vi går ind for demokrati, når det er i overensstemmelse med vores interesser, og imod demokrati, når det strider mod vores interesser”, og ”vi respekterer demokratiet og bruger ikke selv udemokratiske midler, så længe I gør, som vi synes”.[33] Sådanne uddybende oplysninger burde ledsage mediernes beretninger om ”USA’s demokratiseringsprojekt”, da medieforbrugeren ellers må tro, at der er tale om et projekt, der principielt støtter demokratisering, ikke et projekt, der bruger ”demokratiet” som et magtpolitisk instrument, når det er opportunt. Det er især relevant, hvis man ser noget udemokratisk i at handle ”på egen hånd på tværs af alle regler” og ikke at have ”andet i sigte end at udnytte demokratiet til at få indflydelse.”[34]

 

Mellemøstens fødselsveer

Til forskel fra de, der inden Rices rejse ventede sig konfliktnedtrapning af USA’s diplomatiske bestræbelser, udviste Andersens artikel en sjælden realistisk forståelse af, hvad USA’s officielle udmeldinger indikerede om dets politik (uden at han dog direkte henviste til disse). D. 21. juli havde Rice på en pressekonference forklaret om den vision for regionen, hun ville tage med på sin rejse:

“Hvad vi oplever her er i en vis forstand det nye Mellemøstens fødselssmerter, og hvad vi end gør, må vi sikre os, at vi presser på frem mod det nye Mellemøsten og ikke går tilbage til det gamle.”[35]

Det nye, som Rice her peger på, er, at der et potentiale i krigen. Krigen er en ubehagelig, men nødvendig proces, som man må igennem for at komme frem til bedre tider. Skønt en fødsel er smertefuld, bør man jo ikke afbryde den. Omkring en tredjedel af ofrene for krigen var i øvrigt børn under 13.

Andersens artikel illustrerede ikke blot megen lydhørhed over for den amerikanske retorik (med påstande, som at USA med hjælp fra vennerne ville ”føde det ny Mellemøsten”, og målsætningen om ”varig fred”). Med ideen om, at USA kunne håbe, ”at der af støvet rejser sig demokratiske kræfter, der dukker op fra ruinerne med det fromme ønske at ville skabe demokrati”, gentager artiklen også den grundlæggende tankegang, som ligger i Rices fødselsmetafor. Logikken om, at den forhåndenværende ulykke og kaos betegner en overgang til en bedre, mere demokratisk fremtid, gik herefter igen i flere artikler som forklaring på USA’s strategiske motiver for fortsat krig. Fra at have signaleret demokratiprojektets aktuelle uføre[36] eller mulige urealiserbarhed[37] blev krigen nu opfattet som et middel til projektets videreførelse. Nogle eksempler følger.

Berlingske Tidende stillede d. 25. juli spørgsmålet, ”om Israel er interesseret i at lægge soldater og dermed menneskeliv til for den amerikanske nykonservative ideologi om at skabe omvæltninger i Mellemøsten i håbet om at fostre demokrati.”[38] Få dage efter lød det i samme avis: ”Bush-adminstrationens [sic] håb er, at et sønderskudt Hizbollah vil gøre det muligt at skabe en fredsløsning uden om militsens støtter i Iran og især Syrien, som amerikanerne ikke vil tale med. Det vil passe fint ind i regeringens store mission om at få isoleret de to nationer som de faktorer, der stritter imod forsøget på at skabe et demokratisk Mellemøsten.”[39] Ifølge Politiken ”forsøger USA så igen at sætte gang i demokratiseringsprocessen, denne gang med Israel som spydspids, og præsident George W. Bush ser nye muligheder […]  ‘en lejlighed’ til at eliminere Hizbollah og samtidig svække dens støtter, Syrien og Iran.”[40] Kristeligt Dagblad forklarer d. 31. juli USA’s engagement i lignende termer: ”Den amerikanske regering bakker den fortsatte israelske offensiv op, fordi målet i Det Hvide Hus er at svække Hizbollah så meget, at den shiamuslimske organisation i fremtiden ikke vil være i stand til at true det spirende demokrati i Libanon.”[41] Libanon-konflikten, som tidligere var blevet fremholdt som tragisk bevis på, at demokratiseringsprojektet havde slået fejl, optrådte nu som anledning til at få det på skinner.

Udlægningerne står i øvrigt i skarp kontrast til tidligere ideer om, at USA søgte at dæmpe eller løse den aktuelle konflikt, men holder sig stadig til præmissen: ”hvad USA gør, gør USA i en god sags tjeneste”. Fastholdelsen af den ”moralske klarhed” i dækningen af USA’s konflikthåndtering havde således en pris: realitetsforvanskning.[42] Det ænses givetvis ikke af medieproducenter eller -forbrugere, for hvem tingenes rette sammenhæng er moralsk og ikke reel.

[1] ”Bush: Israel has the right to defend itself”, Associated Press, 13. juli 2006.

[2] ”FN sender kriseteam til Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 14. juli 2006.

[3] U.S. Department of State (16. juli 2006): “Press Briefing: Situation in the Middle East”. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/69024.htm

[4] ”USA’s tre fronter i Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 16. juli 2006.

[5] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[6] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006.

[7] ”Krigen i Libanon kan skade eksport af demokrati”, DR P1 Orientering, 20. juli 2006.

[8] ”Demokratiet, der blev kidnappet”, Politiken, 22. juli 2006.

[9] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[10] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[11] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[12] ”Demokratiet, der blev kidnappet”, Politiken, 22. juli 2006

[13] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006.

[14] Bush i: National Endowment for Democracy (6. nov. 2003): “Remarks by President George W. Bush at the 20th Anniversary of the National Endowment for Democracy”. http://www.ned.org/remarks-by-president-george-w-bush-at-the-20th-anniversary/

[15] Washington Post, 11. november 2003.

[16] The White House (21. sept. 2001): “Address to a Joint Session of Congress and the American People”. www: http://georgewbush-whitehouse.archives.gov/news/releases/2001/09/20010920-8.html

[17] Legal Information Institute (udateret): ”U.S. Code § 2331 – Definitions”. www: https://www.law.cornell.edu/uscode/text/18/2331

[18] ”Krigen i Libanon kan skade eksport af demokrati”, DR P1 Orientering, 20. juli 2006.

[19] ”Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror”, Jyllands-Posten, 24. juli 2006.

[20] “How Cleric Trumped U.S. Plan for Iraq”, Washington Post, 26. november 2003.

[21] “Winds of change in the Middle East: Call for careful reflections about causes and not triumphalism”, Financial Times, 5. marts 2005

[22] Feldman, Noah (2005): “The Democratic Fatwa: Islam and Democracy in the Realm of Constitutional Politics”, i: Oklahoma Law Review, vol. 58, no. 1. www: http://adams.law.ou.edu/olr/articles/vol58/feldman581.pdf

[23] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[24] ”USA’s tre fronter i Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 16. juli 2006

[25] ”Condoleezza Rice på usikker grund”, Berlingske Tidende, 3. august 2006.

[26] ”Krigen i Libanon kan skade eksport af demokrati”, DR P1 Orientering, 20. juli 2006

[27] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006.

[28] Achcar, Gilbert (juli 2006): “Arab spring: late and cold”, Le Monde Diplomatique. www:  http://mondediplo.com/2005/07/06arabworld

[29] U.S. Department of State (24. juni 2006): “President Bush Calls for New Palestinian Leadership”. http://2001-2009.state.gov/p/nea/rls/rm/11408.htm

[30] “U.S. Funds Enter Fray In Palestinian Elections”, Washington Post, 22. januar 2005

[31] ”Libanon-krigen som del af USA’s krig mod terror”, Jyllands-Posten, 24. juli 2006.

[32] Se f.eks. “Half of Palestinians in West Bank and Gaza malnourished”, The Independent, 22. februar 2007

[33] Forholdet til nogle af de lande, Andersen tæller blandt USA’s allierede, kan i øvrigt indikere, at noget lignende gælder udemokratiske stater: ”vi støtter tyranniet, så længe I er med os”; USA’s skiftende forhold til Saddam Husseins regime og Iran i efterkrigstiden kan yderligere illustrere princippet.

[34] ”Det var ikke meningen det skulle gå sådan”, Berlingske Tidende, 23. juli 2006.

[35] U.S. Department of State (21. juli 2006): “Special Briefing on Travel to the Middle East and Europe”. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/69331.htm

[36] ”USA låst i Mellemøsten – Iran står styrket”, Politiken, 17. juli 2006.

[37] ”USA på sidelinjen i Mellemøsten”, Jyllands-Posten, 21. juli 2006; ”Demokratiet, der blev kidnappet”, Politiken, 22. juli 2006.

[38] ”Israels ønske om fredsstyrke er en appel til Europa”, Berlingske Tidende, 25. juli 2006.

[39] ”Pres på Bush for at tale med Syrien”, Berlingske Tidende, 28. juli 2006.

[40] ”Bomber i Libanon bringer svage demokratier i fare”, Politiken, 30. juli 2006.

[41] ”Israel fortsætter sin offensiv”, Kristeligt Dagblad, 31. juli 2006.

[42] Jf. Politikens formening om, at Bush’ overidealistiske forhold til sin egen antiterrordoktrin formørker hans blik for realiteterne.