3. del: Freden

USA’s fredsoffensiv

Ideel forudsætning: USA står for fred og arbejder for fred, når det handler. Reel viden: USA støttede med sine handlinger krigen.

Gennemgående træk i mediernes fremstilling af USA’s rolle i Libanon-krigen i tiden inden Rices Mellemøst-rejse kan fortolkes som resultater af bestræbelser på at fastholde begge disse forhold i sammenhængende, konsistente historier. Der var forskellige måder at løse udfordringen på. I en del af artiklerne spillede en mere eller mindre udtalt forventning om, at USA ville begynde at arbejde for nedtrapning af eller et stop for krigen, så snart det optrappede diplomatiet, en central rolle. Idealiteten kunne således henlægges til fremtiden. Generelt var man dog ikke blind for det mere langsigtede fredsperspektiv i en fortsat bekæmpelse af terroristerne. For så vidt var der ikke meget, USA kunne gøre for at undslippe rollen som fredsmager. Tilbage stod spørgsmålet: Til hvilken tid og i hvor høj grad?

Men der var andre, mere simple måder at forstå forholdet på. F.eks. lod nogle artikler forstå, at støtten til den eskalerende krig simpelthen var et forsøg på at nedtrappe krigen:

”USA’s udenrigsminister Condoleezza Rice rejser i næste uge til Mellemøsten i et forsøg på at dæmpe konflikten i Libanon […] USA giver Israel fuld støtte til at bekæmpe Hizbollah, som det betragter som en terrororganisation, der støttes af Iran og Syrien. Og USA har derfor taget afstand fra, at der indføres våbenhvile, før Hizbollah er blevet knækket militært.”

Således blev Condoleezza Rices rejse til Mellemøsten bebudet af DR i en kort artikel d. 20. juli. Det præciseres ikke, om forsøget på ”at dæmpe konflikten”, der præsenteres som et nøgent faktum, består i, at USA’s fulde støtte til Israels krigsførelse erklæres af den amerikanske udenrigsminister, eller om bekæmpelsen af konfliktens ene part i sig selv er med til at dæmpe konflikten.[1]

DR fulgte historien op dagen efter: ”Rejsens mål er at dæmpe kampene mellem Israels [sic] og Hizbollah”. Det bemærkes, at ”[p]olitiske iagttagere stiller spørgsmålstegn ved, hvor effektiv Condoleezza Rices diplomati kan blive, når hun ikke vil tale med nogle af hovedrolleindehaverne i konflikten: Hizbollah, som USA kalder for en terroristorganisation, samt Iran og Syrien.”[2] Betænkelighederne ved den diplomatiske effektivitet kan bedst forstås, hvis man forudsætter, at formålet med Rices mission var ”at dæmpe kampene”, men forekommer noget spekulativ, når Rices hidtidige standpunkt faktisk var – som også denne artikel anfører – at Israel skulle have ”tid til at bekæmpe Hizbollah”, hvilket en dialog med Iran og Syrien næppe ville bidrage konstruktivt til.

Et diplomatisk tiltag, der bl.a. sigtede mod at forhale processen frem mod en våbenhvileløsning, indtil våbnene havde talt ud, kunne til gengæld tænkes at yde et effektivt bidrag til at give Israel mere tid til at føre krigen uforstyrret. At kun få politiske iagttagere i de landsdækkende nyhedsmedier bedømte Rices mission ud fra dette noget mere plausible succeskriterium, mens den stod på, kan tolkes som endnu et vidnesbyrd om, at doktrinære blokeringer har stået i vejen for en realistisk vurdering af situationen. (Siden hen skulle en ændret konfliktopfattelse give plads til denne tolkning af ideen med Rices rejse.)

Da Rice endelig indledte sin rejse, begyndte medierne at berette om de fredsbestræbelser, de hidtil havde set frem til. Berlingske Tidendes Krigen optrappes trods fredsforsøg (d. 25. juli) forklarer indledningsvis: ”Selv om den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice, i går var på fredsoffensiv i Mellemøsten, fortsatte de voldsomme kampe i Sydlibanon for fuld kraft på 14. døgn.” Modsigelsen i, at kampene optrappes, mens Rice er i regionen, som går igen i flere artikler, giver god mening, hvis man går ud fra, at Rice med sin fredsoffensiv forsøgte at få nedtrappet kampene, men virker malplaceret i lyset af Rices offentlige krigsopbakning. Ifølge artiklen ”fortsætter [Rice] sine fredsbestræbelser som leder af en konference i Rom” d. 26. juli efter det overståede ”diplomatiske fremstød”, som dog ”ikke førte til konkrete resultater” i dagene inden. Der udtrykkes heller ikke mange forhåbninger til de fortsatte fredsbestræbelser i Rom. Birthe Hansen, Mellemøst-ekspert ved Københavns Universitet, forklarer: ”Forventningerne har været for store.”

Artiklen leverer ingen dokumentation for, at Mellemøst-rejsen var en ”fredsoffensiv”. Der siges intet præcist om, hvad det amerikanske ”fredsforsøg” bestod i. Dog lader artiklen Birthe Hansen bemærke, at det er ”i USAs interesse, at Israel får passiviseret Hizbollah så meget som overhovedet muligt, inden en eventuel våbenhvile”. Der siges intet om sammenhængen mellem USA’s ”fredsforsøg”, denne ”interesse” og de manglende ”konkrete resultater” på fredsfronten.[3]

Dagen inden havde Berlingske Tidende lanceret de forhåbninger, artiklen d. 26. juli måtte nedtone. Manchetten erklærer: ”Håb: Udsigten til en diplomatisk løsning på Mellemøst-krisen blev i går forbedret, da USAs udenrigsminister ankom til regionen.” Håbet bygger på, at Condoleezza Rice under sit besøg i Libanon udtrykte ”sin solidaritet” med landets premierminister og erklærede, at behovet for en våbenhvile var ”akut”, hvilket artiklen tolkede som ”en markant ændring i forhold til tidligere udtalelser, hvor hun har sagt, at en omgående våbenhvile blot ville give »falske forhåbninger«” Blandt Rices tidligere udtalelser kan følgende fra en pressekonference d. 21. juli fremhæves:

“Når jeg siger, at en øjeblikkelig våbenhvile uden politiske betingelser ikke giver mening, så mener jeg ikke, at en våbenhvile ikke er akut.”[4]

Behovet for våbenhvile havde altså længe været ”akut”. Ligeledes mente Rice både d. 21. og d. 26. juli, at så længe der ikke var en ”politisk ramme” på plads, der kunne sikre en realisering af resolution 1559’s bestemmelser, ville en våbenhvile være en garanti for fremtidige udbrud af vold, idet terroristerne ville få tid til at omgruppere sig og forberede nye angreb. Akut, men reelt set ikke påkrævet.

På trods af de ”forbedrede udsigter” skulle man dog ikke gøre sig falske forhåbninger om den ”markante ændring” i det amerikanske diplomati. Længere nede i artiklen oplyses det, at det ikke er ”sandsynligt, at Condoleezza Rice vil insistere på en omgående våbenhvile. Ifølge amerikanske diplomatiske kilder er et af målene med Rices rejse netop at evaluere, hvor lang tid Israel behøver for at stække Hizbollah betragteligt.” Det er på den baggrund bemærkelsesværdigt, at artiklen lancerer Rices forehavende som en bestræbelse på ”en diplomatisk løsning” og ikke en militær løsning. Hvis man vil overveje hvorfor, er det værd at huske på, at Rice selv lagde vægt på, at situationen krævede ”en diplomatisk løsning”. Det var netop et centralt argument for ikke at gribe hæmmende ind i konfliktens militære dimension.

Artiklen fortæller intet konkret om, hvad Rices medbragte vision bestod i. Dog nævnes med en enkelt sætning, hvad Rices langsigtede målsætning gik ud på. Rice ”har konsulteret med embedsmænd fra FN og Israel om elementer i en våbenhvile, der skal sikre Libanon kontrol over sit territorium.” USA’s argument om, at en våbenhvile ikke ville fungere, så længe den libanesiske hær ikke havde kontrollen med det sydlige Libanon, blev gengivet overalt i mediebilledet. Den libanesiske premierministers synspunkt om, at “Israels handlinger gjorde det sværere at opfylde Sikkerhedsrådets krav om, at den libanesiske regering skulle udvide sin kontrol til hele det libanesiske territorium”, har jeg til gengæld ikke kunnet finde i danske medier.[5]

Artiklen lader til sidst den israelske brigadegeneral Alon Friedman og forsvarsminister Amir Peretz uddybe, at Israel ville fortsætte bombardementerne og invasionen af Libanons territorium, uden at det anføres, at dette reelt set var næste led i planen frem mod en ”våbenhvile, der skal sikre Libanon kontrollen med sit territorium”. Denne løsningsmodel for Libanons suverænitetsproblem var helt på linje med Rices diplomati, som det er beskrevet af artiklen, men relateres ikke til hendes besøg. Udenrigsministerens holdning til sagen beskrives i afbalancerede diplomatiske vendinger: ”Det er vigtigt, at vi […] arbejder på en måde, der vil skubbe udviklingen fremad, ikke tilbage” (Rice-citat) og ”det er vigtigt, at etablere forhold, der kan skabe en »bæredygtig« våbenshvile [sic].”[6]

Andre artikler undlod at nævne USA’s ønske om, at kampen mod Hizbollah skulle fortsætte, og nøjedes med at tale om de diplomatiske tiltag for en løsning og for fred. Hermed forsvinder spørgsmålet om den mulige modsigelse i USA’s fredsbestræbelser. Et par eksempler:

Artiklen Våbenhvile er en hastesag, siger USA’s udenrigsminister fra Vejle Amts Folkeblad fortæller, at Rice forsøger ”at redde den skrøbelige fredsproces”, og at hun satser på en ”bæredygtig” våbenhvile med en senere indsættelse af en international styrke.[7] I Kristeligt Dagblads Diplomatiet skifter gear i Mellemøsten tales der ikke om egentlige fredsbestræbelser, men om Rices ”diplomatiske anstrengelser for at løse konflikten”, og at ”Israel og USA er enige om, at en våbenhvile ikke er nok til at løse konflikten.”[8] Rices besøg hos den libanesiske premierminister indrammer DR’s hjemmeside med mellemrubrikkerne: ”Vil skabe fred” og ”Våbenhvilen skal være bæredygtig”. Rice er citeret for to udtalelser: ”Det er meget vigtigt at etablere betingelser for, at en våbenhvile kan træde i kraft” og ”Det er ligeledes vigtigt at skabe betingelser, der gør en våbenhvile bæredygtig”.[9]

 

Referenceramme og rammefortælling

Hvad var mediefremstillingens vidensgrundlag, og hvorledes relaterede dette sig til emnet selv? For at besvare disse spørgsmål er det brugbart at skelne mellem tre informationsniveauer i artiklerne.

Det første niveau angår USA’s overordnede rolle i konflikten: USA arbejder for fred. I den udstrækning påstanden underbygges, er dokumentationen, at USA selv siger noget i den retning. Det er selvfølgelig ret intetsigende: Alle vil på en eller anden måde have fred, hvis de selv skal sige det – ikke mindst når de er impliceret i krige. Denne information udgør rammefortællingen og indtager typisk de mest privilegerede pladser i artiklerne: rubrikker, mellemrubrikker og manchetter. Antagelsen strukturerer fremstillingen af mere simple kendsgerninger og de konkrete diplomatiske tiltag. Med undtagelse af The Independent-journalisten Robert Fisks artikler i Dagbladet Information har jeg ikke kunnet finde nogen artikler i perioden, som går i rette med det første informationsniveaus budskab om det fredssøgende USA.

Det andet informationsniveau angår de midler, USA søger at opnå sin målsætning om fred med, og de skridt, USA tager i denne retning. Overordnet satser USA på en ”diplomatisk løsning” eller en ”politisk løsning”. Nogle steder uddybes det, at USA med sit diplomati vil give Israel ”tid til at bekæmpe Hizbollah”, sådan som eksempelvis DR’s hjemmeside forklarer.[10] Det gav ikke anledning til at tale om, at USA søgte en militær eller voldelig løsning på konflikten.

I hovedparten af de bragte artikler er det meste af den information, der gives om det andet niveau, præsenteret som uddybning og konkretisering af fortællingen på det første niveau (skønt informationen på det andet niveau logisk betragtet sjældent lægger op til og ofte synes at være i modstrid med erklæringerne på første niveau, hvilket undertiden er markeret, men sjældent forklaret). Men inden for rammerne af det første niveau er der stadig et vist rum for refleksion over, hvorvidt USA’s tiltag er formålstjenlige; hvor effektivt det amerikanske diplomati er; om fremgangsmåden er den rette; om USA har den rigtige vurdering af situationen; om der er tilstrækkeligt gode betingelser for, at USA kan nå sine mål, m.m. Flere artikler peger på, at midlerne og målet ikke nødvendigvis harmonerer. Endnu et eksempel på skeptiske politiske iagttagelser kan findes i Informations artikel Magre udsigter til våbenhvile, der skitserer den eskalerende konflikt og fortæller, at flere arabiske lande frygter, at den vil sprede sig:

”Det er den mellemøstlige realitet, som mange i regionen og resten af verden har indset, mens amerikanerne – sammen med Storbritannien og Danmark – fortsat regner med, at der er plads til en almindelig diplomatisk proces.”[11]

At USA og Danmark ikke reagerer hensigtsmæssigt på den kaotiske situation, skyldes manglende indsigt.

Hvis man betragter mediernes erklæringer om de amerikanske fredsbestræbelser som konklusioner, de på traditionel analytisk vis er kommet frem til på grundlag af viden om USA’s diplomatiske aktivitet (hvilket nok er at vende tingene på hovedet), anførte medierne generelt ikke megen information, der underbyggede tolkningen. Hovedsageligt var der tale om gengivelse af nogle få brede hensigtserklæringer fra Rices pressekonferencer, hvor hun fastholdt modstanden mod det internationale samfunds ønske om våbenhvile med sin insisteren på en bæredygtig løsning og varig fred.

Ét er, om der i den anførte dokumentation var dækning for at karakterisere USA’s diplomatiske aktivitet som en fredsoffensiv. Noget andet er, om der var dækning i den tilgængelige information. Erklæringerne om USA’s fredsbestræbelser synes ret vidtrækkende, i lyset af at man ikke vidste særlig meget specifikt om den ”plan”, Rice havde med sig. Flere gange i forløbet pegede medierne selv på informationsmanglen. Jyllands-Posten skriver, at Rice, som er bekymret og ”står over for en vanskelig diplomatisk opgave”, vil lancere ”det længe ventede diplomatiske initiativ fra USA, der betragtes som en forudsætning for at bringe krigshandlingerne til ophold”, men ikke har ”en konkret fredsplan” med sig.[12] I en artikel, som undtagelsesvis undlader at gøre sig tanker om Rices fredsskabende bestræbelser, skriver Information:

”Men ud over, hvad Rice har planer om at foretage sig under sin rejse til Mellemøsten, står det mere klart, hvad den amerikanske udenrigsminister ikke vil foretage sig. Hun vil ikke acceptere de stigende krav fra europæiske og arabiske lande om at presse på for at få indført en øjeblikkelig våbenhvile”.[13]

Denne tilgangsvinkel – at holde sig til det, man ved – var ikke særlig fremherskende. En Ritzau/Reuters-historie, som bemærker, at der ikke var ”nogle umiddelbare oplysninger om resultatet af [Rices møde med den libanesiske premierminister]. Kun udtryk for bekymring”, fandt dog vej til flere medier.[14]

Den manglende information om indholdet i Rices diplomatiske bestræbelser fik ikke medierne til at fravige den fredsfortælling, som allerede var lanceret inden Rices rejse – og burde heller ikke gøre det, hvis det uden videre er givet, at USA arbejder for fred; i så fald er mere konkret viden underordnet. Der var heller ikke oplagte grunde til at opgive fortællingen, hvis rammen for historier om USA’s internationale engagement skal findes i statens proklamerede målsætninger; i så fald er mediernes vigtigste opgave at holde sig orienteret om Washingtons PR-virksomhed – en opgave, der blev varetaget forholdsvist professionelt.

På det tredje informationsniveau har vi spørgsmålet om, hvilken situation det amerikanske diplomati skulle forholde sig til, og herunder hvad det var for nogle handlinger, USA godkendte med sine ”fredsbestræbelser”. Bush formulerede den amerikanske holdning til krigsførelsen klart i sin ugentlige radiotale d. 22. juli:

“Vi er også bevidste om omkostningerne for uskyldige civile i Libanon og Israel, og vi har anmodet Israel om fortsat at udvise den størst mulige omhu for at beskytte uskyldige.”[15]

Budskabet, som Rice cementerede på sin rejse, var klart: Fortsæt som hidtil.

Det siger selvfølgelig ikke meget om, hvad Israel mere præcist skulle fortsætte med, og hvilke konsekvenser, herunder menneskelige omkostninger, krigsførelsen havde. Fra officielt amerikansk hold kom der næsten ikke nogen oplysninger om disse spørgsmål. Men en officiel udtalelse gav ved konfliktens begyndelse væsentlig information om den israelske strategi. The Guardian refererede d. 13. juli, at den israelske generalstabschef, Dan Halutz, kort efter tilfangetagelsen af de israelske soldater bebudede, at det israelske militær “ville beskyde infrastruktur og ’skrue tiden 20 år tilbage i Libanon’, hvis soldaterne ikke blev frigivet”[16].

Som vi ved fra den relativt omfattende dækning af ødelæggelsen af Libanon, der udgjorde et parallelt spor i mediebilledet, var det ikke nogen tom trussel: Det israelske militær leverede i det store hele, hvad Halutz lovede. Bortset fra et par kritiske læserindlæg[17] blev udtalelsen kun gengivet i to danske artikler: En Kristeligt Dagblad-artikel om Israels ”skræmme-evne”, som med sine overvejelser over, hvorvidt Israel vil have held til at ”skræmme terrororganisationer fra at angribe Israel” med en storoffensiv, opfattede den israelske terrortrussel som et led i en defensiv strategi,[18] samt en artikel i Weekendavisen.[19]

Siden hen forklarede den daværende israelske premierminister, Ehud Olmert, at fordrivelsen af den libanesiske civilbefolkning var en integreret del af kampen mod Hizbollah:

“Hele befolkningen, som er Hizbollahs magtbase i Libanon, blev fordrevet. De mistede deres ejendom, de mistede deres ejendele, de er bitre, de er vrede på Hizbollah […] og Hizbollah er nu totalt isolerede i Libanon.”[20]

En tilsvarende dybdegående opfattelse af målene for israelske militæroperationer var tidligere blevet fremsat af Israels FN-ambassadør, Dan Gillerman, som d. 21. juli forklarede, at roden til konflikten var terrorisme, at terrorisme var en integreret del af det libanesiske samfund, og at Israel ville fjerne roden til problemet. Derfor kunne distinktionen mellem civilt og militært, som er fundamentet for de internationale regler for krigsførelse, ikke uden videre overføres på tilfældet Libanon:

“Verden har også hørt, hvor vanskeligt det var at skelne mellem Hizbollah og civile. Det var sådan, cancer fungerede: ved at angribe sunde celler og sprede sig til hele kroppen, indtil det ikke længere var muligt at skelne mellem sunde og ondartede celler […] Terrorisme havde sendt sine lange tentakler igennem alle dele af det libanesiske samfund.”[21]

At Israel skulle anvende storstilet international terrorisme til at opnå sine krigsmålsætninger i Libanon, og at den israelske premierminister skulle bryste sig af det, kan ikke overraske de, der er stødt på følgende Olmert-udtalelse om en af pointerne i at geninvadere Gaza i sommeren 2006: ”Jeg tager personligt ansvar for det, der sker i Gaza. Jeg vil ikke have, at nogen kan sove om natten i Gaza. Jeg vil have, at de ved, hvordan det føles.”[22]

Rapportering af Israels erklærede vilje til aggression og terror ville have bidraget til forståelsen af Israels krigsmål, men næppe skabe forståelse for dem. Det er givetvis baggrunden for den yderst beskedne videreformidling af de terroristiske hensigter.

Medierne viede en betydelig del af dækningen af konflikten til beskrivelser af dens omkostninger for det libanesiske samfund og dets borgere i de såkaldte ”human interest”-historier, der fordrer moralsk indlevelse ved at gengive de menneskelige lidelsers mange nuancer, men sjældent interesserer sig for den politiske baggrund for dem. Til forskel fra de israelske ledere, som karakteriserede den faktiske krigsførelses humanitære profil forholdsvist præcist, fremstillede medierne gennemgående de libanesiske ofre som utilsigtede og evt. uhensigtsmæssige biprodukter af et krigsprojekt, som ikke var rettet mod dem. Bekæmpelsen af Hizbollah var målet; ødelæggelsen af Libanon var en begrædelig – og i værste fald uacceptabel – omkostning.

Tilsvarende blev forbindelsen mellem USA’s støtte til Israels krigsførelse og dennes sigte og resultater kun beskrevet i snævre vendinger. I det omfang USA’s position blev udlagt som et ønske om fortsatte militæroperationer, skete det udelukkende med variationer over udsagnene om, at USA ville give Israel tid til at bekæmpe Hizbollah og mulighed for at forsvare sig selv. Jeg har forgæves forsøgt at finde afvigelser fra dette mønster i de danske mediers dækning fra krigens begyndelse til våbenhvilen d. 14. august. Bredere beskrivelser, som at Israel skulle have ”tid til at fordrive den libanesiske civilbefolkning for derigennem at svække Hizbollah” eller ”tid til at smadre den libanesiske infrastruktur”, er systematisk fravalgt til fordel for de mere snævre beskrivelser, hvor Hizbollah er angivet som det eneste mål for krigshandlingerne. Brugen af bredere beskrivelser ville ikke behøve at støtte sig på udtalelser som dem, jeg har citeret ovenfor, men som de danske medier kun røber begrænset kendskab til. Der ville være tilstrækkeligt grundlag for at bruge bredere beskrivelser i mediernes egen dækning af Israels krigsførelse og dens resultater sammenholdt med USA’s praktisk talt uforbeholdne diplomatiske, ideologiske og militære krigsstøtte.

Hvis man vil overveje, hvorfor medierne ikke har talt om USA’s støtte til ødelæggelsen af Libanons infrastruktur og fordrivelsen af civilbefolkningen i det sydlige Libanon, skal man holde sig for øje, at disse ting ikke fandt sted i de officielle amerikanske udtalelser. USA opfordrede igen og igen Israel til at udvise ”tilbageholdenhed” (uden på noget tidspunkt at kritisere manglen på eller bede om mere af samme), og det officielle udtryk for krigsførelsen, som medierne gjorde til deres eget, var, at Israel praktiserede ”retten til at forsvare sig selv”. Mediedækningen fulgte således den generelle tendens til ikke at afvige fra USA’s proklamerede målsætninger og intentioner i fremstillingen af dets udenrigspolitiske adfærd. At man tillige havde USA’s interesser for øje, fremgik af, at avisernes opfordringer til amerikansk handling med større vægt og frekvens blev funderet i bekymringer over de mulige magtpolitiske konsekvenser af den vedvarende ophobning af civile ofre end i en interesse for disse ofres egenværdi.[23] Israelske, amerikanske eller europæiske ofres værdi afledes ikke på samme måde af konsekvenserne.

Men hvis vores politiske ledere besidder definitionsmagten, kan man spørge, hvorfor nogle medier brød med den officielle amerikanske linje med fejlagtige påstande om, at USA direkte ville forsøge at ”dæmpe kampene”.[24] Kan afvigelsen skyldes, at USA’s støtte til Israels krigsførelse rimer dårligt med præmissen om, at USA står for fred, mens ”forsøg på at dæmpe kampene” lyder som en fredsskabende magts naturlige beskæftigelse?

Mens medierne i vid udstrækning overtog den officielle amerikanske dagsorden som grundlag for fremstillingen af emnet, var der en klar tendens til at vægte udsagn om ønsket om fred og bæredygtige løsninger og til at frasortere eller nedtone mere konfrontatoriske dele af den officielle historie. Jeg har kun kunnet finde én historie i perioden, som angav et andet hovedformål med Rices rejse end at skabe fred eller løse konflikten. I flere danske medier blev Ritzau/AFP-notitsen ”Rice to seek pressure on Iran, Syria” gengivet.[25] Historien citerer Bush’ radiotale d. 22. juli, hvori han bl.a. bebudede, at en løsning af krisen “kræver, at den terrorgruppe, som udførte angrebene, og de lande, som støtter dem [dvs. Syrien og Iran], konfronteres.” Hvis man, hvad i udstrakt grad synes at være tilfældet, kan måle kvaliteten af givne informationer om USA’s engagement på, hvorvidt de indgår i eller er i samklang med amerikansk PR-materiale, kunne medierne have fundet et godt udgangspunkt for en alternativ rammefortælling i den hårde retorik mod ”terrornationerne” Syrien og Iran, som de amerikanske ledere udfoldede parallelt med erklæringerne om fredshensigter, om end i mindre målestok. Ligesom forudanelserne om, at USA ville nedtrappe konflikten, som der end ikke var dækning for i de officielle udmeldinger, kan tænkes at være produkter af præmissen om det fredsskabende USA, kan en del af forklaringen på, at fjendtligheden over for Syrien og Iran ikke blev en fremtrædende fortælling, være, at fredsskabelsesdoktrinen udøvede en filterfunktion i forhold til mediernes foretrukne kilde: USA’s egne statements.[26]

Efter traditionelle journalistiske og rationelle standarder, som der vist er principiel enighed om, burde mediernes erklæringer om landes overordnede bestræbelser på den internationale scene tage udgangspunkt i deres handlinger og konkrete politiske udspil. Igennem hele forløbet omkring den diplomatiske mission i Mellemøsten fastholdt Condoleezza Rice sin fulde støtte til Israels kampagne og sin modstand mod den internationale konsensus om, at der måtte indføres våbenhvile. I denne henseende var der klar og umiddelbar overensstemmelse mellem udsagn og handling. Man kunne af denne grund forvente, at man blandt de mange nyhedshistorier, der præsenterede Rices rejse som en fredsoffensiv, kunne finde artikler, hvis overordnede fokus f.eks. var: ”USA fastholder støtten til Israels bombning af Libanon” eller ”Rice: ikke tid til våbenhvile”.

Skønt sådanne overskrifter til forskel fra nyhedshistorier af Rice søger våbenhvile-typen[27] ville have haft den fordel at være mere konkrete, dokumenterbart korrekte og mindre spekulative, findes de ikke. Det, tror jeg, skal ses i sammenhæng med, at de betragtet som propagandaemner ville mangle andre, væsentligere kvaliteter.

 

Den strategiske krig

Hen imod slutningen af juli måned skete der en række ting, som måtte få betydning for mediernes framing af USA’s rolle i konflikten.

Rices forsøg ”på at finde en løsning på den blodige stride [sic] mellem Israel og den shia-muslimske militsgruppe Hizbollah”[28] blev fulgt op af en optrapning af militærkampagnen mod Libanon. Israel angreb d. 25. juli en FN-post, hvilket ifølge en Ritzau/AFP-historie truede ”med at forstyrre Rice’ bestræbelser på at skabe international opbakning til sin plan for det, hun har betegnet som ’en varig løsning’ på konflikten i Libanon”.[29] Angrebet gav anledning til megen kritik, hvoraf en del blev rettet mod FN’s generalsekretær, Kofi Annan, fordi han kaldte det ”tilsyneladende overlagt”.[30] USA nedlagde dagen efter veto mod en sikkerhedsrådsresolution, som fordømte angrebet.

Efter konferencen i Rom d. 26. juli blev det for alvor klart, at det internationale samfund var delt i holdningen til konflikten. USA stod fast på sin modstand mod kravet om en øjeblikkelig våbenhvile, og i erklæringen fra konferencen hed det, at en våbenhvile måtte være ”vedvarende, permanent og bæredygtig”, altså ikke skulle indføres endnu.[31] Samtidig eskalerede krigen; Israel optrappede invasionen af det sydlige Libanon, Hizbollah fortsatte raketbeskydningen af Israel, og den humanitære situation forværredes. Alle ventede på USA, men ikke længere. Ventetiden var ovre: USA var nu engageret, og dets bidrag til konflikten var betydeligt.

I denne situation kunne man tro, at det var blevet vanskeligt at fastholde ideen om, at USA’s hovedærinde var at skabe fred og nedtrappe konflikten i modsætning til stort set resten af verden, der officielt ønskede øjeblikkelig våbenhvile. Om ikke andet bød situationen på udfordringer. Ville medierne være i stand til at bortkaste og stilfærdigt modsige de fakta, de hidtil havde produceret som grundlag for tolkningen af fredsengagementet? Og i så fald: Kunne den fortsatte dækning af konflikten have tilstrækkelig forbindelse med de nu erkendte realiteter og samtidig lade konsensustolkningerne om, at USA arbejder for fred og søger konfliktløsning, stå ved magt?

For at løse opgaven måtte man først og fremmest undgå at associere USA med de omkostninger, krigen havde for civile og for det libanesiske samfund. Også efter Condoleezza Rices første rejse blev USA’s medansvar for volden og ødelæggelserne nedtonet. I overensstemmelse med USA’s fokus blev det amerikanske engagement primært forbundet med intentionerne om at svække Hizbollah (og evt. deres sammensvorne), mens forbindelsen til krigens realiteter, som i overvældende grad gik ud over civile, fortrinsvis blev opfattet som utilsigtet, uønsket og evt. kontraproduktiv for USA’s målsætninger – i det omfang, denne forbindelse blev trukket.

Dog kunne denne vinkel på krigens indhold og udfordringer ikke egenhændigt underbygge freds- og konfliktløsningstolkningen. Det var klart, at konfliktløsning ikke stod øverst på USA’s prioritetsliste, hvis man – som i hovedparten af den tidligere dækning – ved konflikt helt simpelt forstod stridighederne mellem Israel og Hizbollah og ved løsning frem for alt forstod ophør af denne vold. For at opretholde tolkningen syntes det derfor nødvendigt at gå ud fra en anden konfliktopfattelse i dækningen. I det følgende vil jeg redegøre for, hvorledes en anden udlægning af konflikten (og dermed en ændret løsnings- og fredsopfattelse) blev dominerende i tiden efter Rices rejse. Denne konfliktopfattelse kunne forsone den simple kendsgerning, at USA støttede optrapningen af krigen, med antagelsen om, at USA søger fred.

Som tidligere nævnt havde USA i sine officielle udtalelser anlagt et bredere strategisk perspektiv på konflikten og udlagt den som en del af en overordnet konflikt (mellem demokrati og tyranni, frihed og ekstremisme osv.) i regionen. For så vidt var den hidtidige fredstolkning, der forstod fred som ophør af den aktuelle krigstilstand, ikke kun blevet undermineret af USA’s praksis, men også modsagt i dets udtalelser. Hvis mediernes udgangspunkt for forståelse af USA’s engagement er det, som USA selv siger, kunne man derfor forvente, at de ikke ville fastholde fredstolkningen i sin hidtidige udgave.

Forventningen blev i det store hele bekræftet. I tiden omkring Rom-konferencen skete der et skift i fokus, idet USA’s rolle i stigende grad blev udlagt som et ”strategisk” engagement, mens konflikthåndterings- og mæglerrolletolkningen, som havde præget dækningen af Rices rejse, stort set forsvandt. Den politiske linje, der var blevet anslået af de hårde udmeldinger mod Syrien og Iran, figurerede stort set ikke i behandlingerne af Rices fredsoffensiv. Efter Rices rejse viste den konfrontatoriske kurs sig derimod at være brugbar for beretningerne om en endnu mere storslået fredsmission. Med Syriens og Irans indtræden som centrale parter i konfliktbilledet blev det et andet problem, der skulle løses.

Konfliktopfattelsen ændres

Berlingske Tidende kan eksemplificere forskydningen i dækningen omkring d. 26. juli. Samme dag Berlingske Tidende bragte en artikel om Rices resultatløse ”fredsoffensiv”,[32] præciseres det i en anden artikel, at krigen optrappes i overensstemmelse med USA’s fredsforsøg: ”USA søger en langsigtet løsning i striden mellem Israel og Hizbollah. Derfor vil den amerikanske regering ikke støtte en øjeblikkelig våbenhvile i det sydlige Libanon.” Condoleezza Rice håber, at ”Israels offensiv og en efterfølgende etablering af internationale fredsstyrker kan isolere Syrien som faktor i Mellemøsten.” USA vil ”ikke støtte en våbenhvile, der efterlader regionen med uændrede magtforhold.”[33] Endelig forklares det i en tredje Berlingske Tidende-artikel samme dag, at Rice ”drøftede en ambitiøs fredsplan, der går ud på at indsætte hele to internationale styrker, med lokale parter. En våbenhvile er dog stadig ikke inden for umiddelbar rækkevidde […] Rices plan forudsætter for det første, at Hizbollah enten accepterer planen eller lider militært nederlag. Og for det andet, at Israel rykker et godt stykke ind i Sydlibanon for at sætte en stopper for Hizbollahs missilregn ud over Nordisrael.”[34] Kort sagt rummede Rices fredsplan ifølge artiklens unavngivne kilder et krav om militær sejr og var som sådan en opskrift på fortsat krig.

Siden hen er det i Berlingske Tidende blevet bemærket, at ”[a]merikanerne har forsøgt at trække tiden ud og betonet behovet for en ’bæredygtig’ løsning’, der kan skabet [sic] et ’nyt Mellemøsten’, som ikke falder tilbage i sin nuværende kaotiske rille”, og at ”USA har en selvstændig interesse i, at Israel får så lang tid som muligt til at destruere Hizbollah – for at stække Hizbollahs støtter, Syrien og Iran, og vinde et slag i kampen mod terror.”[35]

Som eksemplerne viser, udelukker strategisk engagement ikke konflikthåndtering, og generelt skelnes der ikke mellem USA’s forfølgelse af sine interesser og bestræbelser på at opnå de bedste løsninger. USA’s fjender antages derimod at være styret af deres egne tvivlsomme interesser og dagsordener, og det, de siger, dækker derfor oftest over noget helt andet:

”I øjeblikket opfattes forslagene om våbenhvile fra Syrien og Iran ikke som andet end disse landes forsøg på at redde Hizbollah fra yderligere skade under den israelske offensiv – og på længere sigt at forhindre udstationering af internationale tropper i Libanon, da dette vil kunne begrænse begge landes indflydelse i Libanon […] Condoleezza Rices tilstedeværelse i Mellemøsten signalerer, at diplomatiet og anstrengelserne for at nå et [sic] omfattende løsning på konflikten er påbegyndt, men samtidig også at hverken Iran, Syrien eller Hizbollah får opfyldt deres krav om en hurtig og overfladisk våbenhvile efterfulgt af fangeudveksling.”[36]

I overensstemmelse med USA’s dagsorden kom der således et stærkere fokus på USA’s bestræbelser på en (”holdbar”, ”langsigtet”, ”omfattende”) ”løsning” frem for egentlige fredsbestræbelser. Derudover var der en tendens til, at ting som mindre kaos og mere stabilitet i regionen i højere grad blev set som et naturligt resultat af USA’s engagement end som strategiens egentlige sigte. Det stod stadig fast, at USA havde løsningen; forskellen lå i en ændret forståelse af, hvad denne indebar. Det rejser spørgsmålet om, hvad der nu blev den overordnede målsætning for USA’s ”strategiske” engagement i konflikten. Ikke overraskende var der udbredt konsensus om, at Libanon-krigen var et led i USA’s allerede berømmede kamp for demokrati i regionen.

[1] ”Condoleezza Rice til Mellemøsten i næste uge”, Dr.dk., 20. juli 2006

[2] ”Rice på mission til Mellemøsten”, Dr.dk., 21. juli 2006.

[3]”Krigen optrappes trods fredsforsøg”, Berlingske Tidende, d. 26. juli 2006.

[4] U.S. Department of State (21. juli 2006): “Special Briefing on Travel to the Middle East and Europe”. www: http://2001-2009.state.gov/secretary/rm/2006/69331.htm

[5] Vijay K. Nambiar citeret i: UN News Center (21. juli 2006): “UN Middle East envoy calls for united effort to defuse ‘deep regional crisis’”. www: http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=19272&Cr=middle&Cr1=east

[6] ”Rice på diplomatisk togt i Mellemøsten”, Berlingske Tidende, 25. juli 2006; delvist skrevet af efter Reuters-artiklen ”Rice says Lebanon-Israeli ceasefire is urgent”.

[7] ”Våbenhvile er en hastesag, siger USA’s udenrigsminister”, Dagbladet Køge/Ringsted/Roskilde, Fredericia Dagblad, Vejle Amts Folkeblad, d. 24. juli 2006.

[8] ”Diplomatiet skifter gear i Mellemøsten”, Kristeligt Dagblad, d. 24. juli 2006.

[9] ”Rice ankommet til Beirut”, Dr.dk, 24. juli 2006.

[10] ”Rice på mission til Mellemøsten”, Dr.dk., 21. juli 2006.

[11] ”Magre udsigter til våbenhvile”, Information, 25. juli 2006.

[12] ”Rice søger politisk løsning”, Jyllands-Posten, 22. juli 2006.

[13] ”Rice indleder rejse til Mellemøsten”, Information, 24. juli 2006.

[14] ”Condoleezza Rice er landet i Israel”, Politiken, 24. juli 2006;

”Condoleezza Rice i Beirut og Jerusalem”, Dr.dk, 24. juli 2006;

”Rice besøgte Beirut”, Kristeligt Dagblad, 25. juli 2006.

[15] U.S. Department of State (22. juli 2006): “President’s Radio Address on Middle East Peace”. www: http://2001-2009.state.gov/p/nea/rls/rm/2006/69400.htm

[16] “Capture of soldiers was ‘act of war’ says Israel”, The Guardian, 13. Juli 2006.

[17] Jyllands-Posten, 27. juli 2006 og Kristeligt Dagblad, 9. august 2006.

[18] ”Israel vil have sin skræmme-evne tilbage”, Kristeligt Dagblad, 13. juli 2006.

[19] ”Tyve år tilbage”, Weekendavisen, 21. juli 2006.

[20] “Reuters interview with Israeli PM Olmert”, Reuters, 2. august 2006. Jeg har ikke kunnet finde citatet i danske medier.

[21] Se Dan Gillermans udtalelse i: “United Nations Middle East Envoy Describes ‘Serious Obstacles’ to Achieving Comprehensive Ceasefire in Lebanon, in Briefing to Security Council”, Press Release. www: http://www.un.org/press/en/2006/sc8782.doc.htm

[22] “Israel lets food and fuel into Gaza”, International Herald Tribune, 2. juni 2006

[23] Eksempel: ”USA udsætter indgreb i krisen”, Jyllands-Posten, 20. juli 2006.

[24] ”Condoleezza Rice til Mellemøsten i næste uge”, Dr.dk., 20. juli 2006;

”Rice på mission til Mellemøsten”, Dr.dk., 21. juli 2006.

[25] Agence France Presse (21. juli 2006): ”Rice to seek pressure on Iran, Syria”. www: http://www.ncr-iran.org/en/news/terrorism-fundamentalism/2020-rice-to-seek-pressure-on-iran-syria-bush.

Bragt som ”USA vil isolere Syrien og Iran” i Ekstra Bladet, Berlingske Tidende og på dr.dk 22. juli samt i Fyens Stiftstidende 23. juli.

[26] Den konfrontatoriske tolkning skulle dog vinde indpas, da konfliktopfattelsen siden hen ændredes.

[27] En Ritzau/AFP-historie, som blev bragt i en håndfuld danske lokalaviser d. 24. juli 2006.

[28] ”Amerikansk besøg i begge lejre”, dr.dk/Orientering, 24. juli 2006.

[29] ”Angreb på FN-post kan overskygge Mellemøstkonference”, Ritzau/AFP, 26. juli 2006.

[30] UN News Service (25. juli 2006): ”Annan ‘shocked’ by Israeli attack on UN Lebanon post that killed at least 2”, UN Daily News. www: http://www.un.org/news/dh/pdf/english/2006/25072006.pdf

[31] International Conference for Lebanon (26. juli 2006): “Co-Chairmen Statement”. www: http://www.consilium.europa.eu/ueDocs/cms_Data/docs/pressData/en/declarations/90678.pdf

[32] ”Krigen optrappes trods fredsforsøg”, Berlingske Tidende, 26. juli 2006

[33] ”USA står fast på støtte til Israel”, Berlingske Tidende, 26. juli 2006

[34] ”Condoleezza Rices fredsplan møder kritik”, Berlingske Tidende, 26. juli 2006. Artiklen er delvist skrevet af fra CNN’s ”Sources: Rice proposes international forces in Lebanon”, som også taler om en ”ambitious plan”; at det tillige er en fredsplan, er skribentens eget påfund.

[35] ”Fredsplan mødt med bomberegn”, Berlingske Tidende, 7. august 2006. Disse tolkninger ligger i øvrigt ikke langt fra opfattelsen hos et af Hizbollahs parlamentsmedlemmer, Hussein Haj Hassan: ”I wasn’t expecting much from the Rome conference because the United States and its secretary of state, Condoleezza Rice, have refused a cease-fire because they have their own agenda in the Middle East. And because of this, they have given extra time to Israel to achieve something on the ground.” (“World Leaders Fail to Agree on Cease-fire in Middle East”, PBS, 26. juli 2006).

[36] ”Tvetunget tale om Libanon”, Kristeligt Dagblad, 25. juli. 2006.