Vished frem for viden – Informations og Politikens giftgasbedrag

“For manipulation to be most effective, evidence of its presence should be nonexistent”

– Herbert Schiller[1]

USA’s tidligere forsvarsminister Donald Rumsfeld skelnede som bekendt mellem forskellige kategorier af viden. Bl.a mindede han os om, at der findes ting, vi ved, at vi ikke ved (såkaldte ”kendte ubekendte”); og ting, vi ved, at vi ved (”kendte bekendte”). Rumsfelds regering førte tilmed, et rigtignok rent praktisk, bevis for, at der eksisterer en slags syntese af de to videnstyper: Det, som vi egentlig godt ved, at vi ikke ved, men som vi giver udtryk for, at vi ved. Der er ikke tale om den blotte løgn, men hvad man kan kalde et epistemisk bedrag. Udsagnets indhold er ikke i påviselig modstrid med det, vi ved; men udsigelsen er i modstrid med, at vi ikke ved det.

Præger denne type af bedrag Informations og Politikens dækning af, hvem der bærer ansvaret for det kemiske angreb, der tog livet af over tusinde indbyggere i Damaskus-forstaden Ghouta d. 21. august 2013? Hvad ved vi om angrebets gerningsmænd? Hvordan kan denne viden eller manglende viden bearbejdes og formidles propagandistisk? Hvorledes dækker Information og Politiken skyldsspørgsmålet? Svar følger.

 

Hvem stod bag Ghouta-giftgasangrebet?

Som man kunne forvente, hævder de vestlige lande anført af USA, at det syriske styre stod bag giftgasangrebet; den syriske regering samt dens vigtigste allierede, Rusland, mener, at gerningsmændene er modstandere af styret. Hvad viser den fremlagte dokumentation?

USA har ikke fremlagt nogen verificerbare beviser for sine beskyldninger. Den 4-siders lange ”Government Assessment” (30. aug. 2013), som skyndsomt blev produceret efter angrebet, henviser til dokumentation, som ikke fremlægges.[2] Det politiske dokument hævder eksempelvis, at USA havde opfanget kommunikation, hvori en højtstående kilde fra det syriske styre bekræftede, at kemiske våben var blevet brugt af regimet d. 21. august. Utvivlsomt et fældende bevis – som ikke er blevet offentliggjort. Det er normal procedure, at USA’s 16 efterretningstjenester i samarbejde foretager et ”National Intelligence Estimate”, før angreb på andre lande bemyndiges. Denne arbejdsgang blev i dette tilfælde tilsidesat. Efterretningsjargonen hænger dog ved: ”We assess with high confidence …” osv.

En blogger med pseudonymnet Brown Moses har forsøgt at føre bevis for det syriske regimes skyld, primært ved at analysere YouTube-videoer og internetbilledmateriale. Vestlige mainstreammedier har gjort flittig brug af Brown Moses, som Politiken udnævner som ”verdens førende ekspert”[3] i konfliktens våbentyper, og som ifølge Information er blevet den ”største autoritet på området”.[4] Moses har rigtignok indsamlet et stort materiale og tilegnet sig en betragtelig viden, men han har ingen faglig ekspertise på det område, medierne har tildelt ham autoritet over. Et mere videnskabeligt funderet internetprojekt, Who Attacked Ghouta?, som matcher Moses’ grundighed, men når frem til den modsatte konklusion, er derimod ikke blevet skænket nogen medieopmærksomhed. Våbeneksperterne Theodore Postol og Richard Lloyd roser Moses’ ihærdige indsamlingsarbejde, men peger på, at amatøren mangler de fornødne analytiske og matematiske færdigheder, hvorfor hans analyser har ringe værdi. Derudover har Moses ifølge våbeneksperterne demonstreret en betænkelig villighed til løbende at ændre sine faktuelle opfattelser mhp. at opretholde grundoverbevisningen om Assad-styrets skyld.[5] Brown Moses’ arbejde ligger til grund for Human Rights Watch’ rapport om angrebet.

Mens FN-rapporten af 14. sept. 2013 ikke forholdt sig til skyldsspørgsmålet,[6] rummer en FN-rapport fra februar 2014 nogle bemærkninger, der lader pilen pege i retning af det syriske styre. ”De tilgængelige beviser”, hedder det, ”indikerer, at gerningsmændene sandsynligvis havde adgang til det syriske militærs kemiske våbenlagre.” Behørigt forbeholdent og dog temmelig belastende for Assad. Rapporten nævner imidlertid ikke, hvilke beviser der ”indikerer” denne sandsynlighed. Rapporten pointerer, FN’s bevistærskel ikke var blevet opfyldt i spørgsmålet om, hvem gerningsmændene måtte være.

Den velrenommerede undersøgende journalist Seymour Hersh har skrevet to længere artikler om baggrunden for Ghouta-angrebet, Whose Sarin?, 19. dec. 2013, og The Red Line and the Rat Line, 17. april 2014. Artiklerne skitserer hændelsesforløb, som er i modstrid med Vestens officielle version. Hersh hævder, at USA’s præsident, Barack Obama, tidligt blev orienteret om og over for offentligheden fortiede, at hans efterretningskilder ikke mente, at den anvendte giftgas havde et militært tilsnit. På bl.a. den baggrund formodede kilderne, at bagmændene måtte findes blandt oppositionskræfter. Ifølge Hersh’ unavngivne kilder var Ghouta-angrebet en ”false flag”-operation udført af jihadorganisationen Jabhat al-Nusra i samarbejde med det tyrkiske efterretningsvæsen og den tyrkiske regering. Ingen åbne kilder støtter dog Hersh’ version, og beviskraften er derfor svag.[7] Dog er Hersh’ version forenelig med de resultater, våbeneksperterne Theodore Postol og Richard Lloyd er kommet frem til.[8]

New York Times præsenterede i Forensic Details in U.N. Report Point to Assad’s Use of Gas, 16. sept. 2013, de hidtil mest velfunderede indicier for det syriske styres giftgasansvar. Artiklens konklusioner er baseret på analyser af offentligt tilgængelige data fra især FN-rapporten fra 14. september. I samarbejde med analytikere fra Human Rights Watch mener avisen at have lokaliseret det område, hvorfra de sarinholdige raketter blev affyret: et af det syriske styres militærbaser i Damaskus. Et stærkt indicium, hvis sandt.

Den 28. december 2013 bragte New York Times nye oplysninger om angrebet i en artikel, der behændigt ikke er udformet som en korrektion – men blot en ”nuancering” – af den tidligere historie om det syriske styres giftgasansvar. Baggrunden var offentliggørelsen af modstridende forskningsresultater fra våbeneksperterne Theodore Postol og Richard Lloyd.

Theodore Postol er professor i videnskab, teknologi og international sikkerhed ved Massachusetts Institute of Technology. I fagkredse er Postol bl.a. kendt for at have påvist, at antimissilsystemet ”Patriot”, som under Golf-krigen blev berømmet for at skyde Saddam Husseins scud-missiler ned, i virkeligheden var fuldstændigt udueligt. Som det fremgår af de konkluderende bemærkninger i Postols første undersøgelse af Ghouta-angrebet, tog han det syriske styres ansvar for givet i sit tidlige arbejde på sagen. Hans videre undersøgelser skulle imidlertid underminere denne fordom. Richard Lloyd er analytiker ved våbenentreprenørfirmaet Tesla Laboratories og tidligere FN-våbeninspektør.

Et af våbeneksperternes betydeligste resultater er, at de anvendte raketters maksimale rækkevidde var 2,5 kilometer – betragteligt mindre end de 9-10 kilometer, der satte New York Times, Human Rights Watch og den amerikanske regering i stand til at henlægge affyringsstedet til en militærbase for den syriske republikanske garde i Damaskus. Samtidig påpeger forskerne, at raketterne blev affyret fra nord og ikke, som hævdet i den første FN-rapport om angrebet, nordvest. På denne baggrund mener Postol og Lloyd at kunne udelukke, at raketterne blev afskudt fra områder, der på daværende tidspunkt påviseligt var under det syriske styres kontrol.[9]

Efterfølgende har der udfoldet sig en omfattende diskussion på internettet, hvor tilhængere af regimetesen har fremlagt nye versioner, der har tilstræbt overensstemmelse med både Postol og Lloyds forskningsresultater og antagelsen om Assad-styrets uomtvistelige skyld. Ifølge våbeneksperterne er dette dog ikke lykkedes. De forskellige rekonstruktioner af omstændighederne omkring udførelsen af angrebet, som med en høj grad af sikkerhed indebærer, at det syriske styre var bagmand, er ikke forenelige med deres forskningsresultater. Dette udelukker selvsagt ikke, at det syriske styre kunne være ansvarligt. Sammenfattende pointerer Postol og Lloyd:

”We do not claim to know who was actually behind the attack of 21 August in Damascus. But we can say for sure that neither do the people who claim to have clear evidence that it was the Syrian government.”

Det stærkeste indicium for styrets giftgasansvar er, at den anvendte rakettype tilsyneladende er udviklet og bruges af det syriske militær. Dog har oprørere i mange tilfælde indtaget styrets militærbaser og plyndret våbendepoter. Tilsyneladende har oprørere også benyttet den omdiskuterede rakettype. Lloyd og Postol bestrider imidlertid, at det skulle overstige oprørernes formåen selv at fabrikere raketterne.

Så hvem stod bag angrebet? Vi mangler direkte beviser. Der kan foretages slutninger i den ene eller anden retning ud fra indirekte beviser, der i højere grad udelukker mulige scenarier for, hvordan angrebet kunne være foregået, end bekræfter specifikke teser om, hvem der faktisk udførte giftgasangrebet sted d. 21. august 2013. Vi ved det ikke.

Kan problemet løses af effektiv propaganda?

 

En moderne propagandavariant

Den propaganda, medierne tematiserer, er mindre avanceret end den propaganda, medierne praktiserer. Vi mangler adækvate begreber for de bedrag, vi udsættes for.

Når P1’s Anne Haubek advarer: ”Ja, det gælder om at holde hovedet koldt og kritisk over for alt det, der vælter ind i hovedet på os hele tiden fra diverse medier,”[10] sigter hun alene til den Vesten-fjendske propaganda fra øst, som ganske vist er blevet et ret stort medietema hen over sommeren, men som de kritiske medier alene lader os overvære afklædningen af. P1 giver os ingen ideer om, hvorledes vi kan forsvare os mod ”alt det, der vælter ind i hovedet på os” fra de hjemlige medier, endsige antyder, at der kunne være grund til det.

Den tematiserede propaganda finder vi i svundne tiders excesser, hos de radikaliserede, i diktaturstaten, i afvigelsen fra mainstream. Den kendetegnes typisk som en målrettet aktivitet, strategisk planlagt af de kræfter, hvis interesser den er skabt til at tjene. I sin form er den værdiladet og i sit sigte værdiskabende; appellen til vores følelser og moralske sans er, om end fordækt, temmelig direkte. Propagandaen retter sig imod og skaber følelsesindstillinger. I det danske statsmedie hævdes russiske statsmedier f.eks. at benytte ”subjektivt”, ”følelsesladet” og ”svulstigt” sprog, idet der ”dygtigt” og ”manipulerende” fremmanes fjendebilleder.[11] Til sådanne formål konstrueres vrangbilleder af det virkelige.

I den udstrækning det propagandistiske består i uredelige virkelighedsgengivelser, konstrueres objektive repræsentationer, som ikke kan godtgøres objektivt. Udgangspunktet er det objektive, og opgaven er nu igennem formgivning af selve repræsentationen (såsom overbetoningen, udeladelserne, erstatningen eller forfalskningen) samt det eventuelt underliggende evidensgrundlag (konstrueret efterretningsmateriale, tvivlsomme vidneudsagn gengivet uden forbehold, urimelige slutninger, bedragerisk selektion m.m.) at fremstille en ønsket offentlig erstatningsrealitet, der ikke tåler sammenligning med den uønskede, mørklagte realitet selv – og, for det effektive propagandafremstøds vedkommende, tillige unddrager sig en sådan sammenligning.

Den propaganda, som mainstreammedierne viderebringer og producerer, har i et vist mål disse træk, men rummer også mere sofistikerede kvaliteter, som må tages i betragtning af propagandastudier, der ikke blot søger at afdække den offentlige holdningsdannelse og de midler, hvormed den vinder sin fasthed og form, men mere fundamentalt vil nå frem til nogenlunde dækkende beskrivelser af karakteren af vores fælles viden og dens ophav.

Det er ikke i den direkte produktion og manipulation af følelser og stemninger igennem værdiladede fremstillinger af det allerede kendte, at den moderne mainstream-propagandas fortrin skal findes, men i konstruktionen af alment antaget viden, som ikke lader sig rokke af evidens. Denne viden opnår først en uanfægtelig form, når den såvel manifest som principielt er løsgjort fra evidenskoblinger: den påkalder sig ikke støtte i evidenshenvisninger, og ej heller ledsages den af tilkendegivelser, som underforstår, at vidensindholdets sandhed afhænger af nogen form for (rationel eller empirisk) forbindelse til et underliggende fundament. Den formidlede viden har faktuel udsagnskraft, men ikke faktuel forankring.

Den rene, alment antagne viden nyder således en slags faktuel immunitet: Vidensindholdets sandhed behandles ikke som betinget af overensstemmelse med, hvordan tingene forholder sig i den virkelige verden (eller vores viden derom). Som det gælder de mere direkte manipulationsformer, som sigter mod at skabe, intensivere og retlede følelsen, tilsidesætter denne propagandaform rationaliteten, men ikke idet den undertvinges de fremmanede følelsesimpulsers pres. Den præsenterede viden unddrager sig refleksion og omtanke ved at gå forud for disse. Informationen føjes til det lag af viden, som vi tænker ud fra, men ikke tænker over.

Konstruktionen af alment antaget viden fordrer en upåfaldende, neutral fremstillingsform. Spor af den interessedrevne strid om sandheden, som enhver propagandavirksomhed forsøger at afgøre, udviskes. Mærkbar brug af overbevisnings- og overtalelseskraft minimeres, da retoriske markører, uagtet deres styrke eller finesse, fæstner den præsenterede viden til et subjektivt perspektiv i en verden af divergerende opfattelser.[12] Det retoriske eftertryk peger som minimum på muligheden for modsigelse og vil derfor tendentielt nedbryde vidensindholdets status som alment antaget. I stedet præsenteres simple kendsgerninger[13] løsgjort fra subjektive opfattelser og evidensmæssigt ophav.

Derudover afhænger produktionen af alment antaget viden af negligering eller benægtelse af modstridende information, som ville forekomme troværdig og derfor kunne udgøre hele eller delvise konkurrerende sandheder. Udsagn fra kilder, som på forhånd regnes for fuldkomment upålidelige – såsom Putin, Bashar al-Assad eller andre repræsentanter for det syriske styre – kan derimod gengives, da disse fremstår som symptomudtryk for forskruede verdensopfattelser, ikke mulige versioner af, hvordan verden derude kunne hænge sammen. Den udeblevne offentlige interesse for den velrenommerede diplomat Hans von Sponecks gennemresearchede insiderberetning om det dødbringende sanktionsregime, den irakiske befolkning led under i perioden fra 1990-2003, kan vidne om, at det ikke er fjendens agitation, som har sværest ved at blive indsluset i mediestrømmen. De pålidelige, men kontrære fakta, den kyndige iagttager fremlægger, bliver derimod i bedste fald til skvulp i mediestrømmens randområde.

Kan den skitserede moderne propagandavariant spores i Politikens og Informations dækning af, hvem der stod bag giftgasangrebet mod Ghouta d. 21. aug. 2013?

 

Politikens og Informations giftgasdækning

Den 14. september 2013 offentliggjorde FN en rapport, som bekræftede, at Ghouta var blevet angrebet med saringas d. 21. aug. 2013. Det lå uden for FN-missionens mandat at forholde sig til, hvem gerningsmændene kunne være. I perioden efter FN-rapportens offentliggørelse og frem til juli 2014 har Information og Politiken forvisset deres læsere om, at skyldsspørgsmålet er afklaret: Det var det syriske styre, som gjorde det. I det følgende gennemgås, hvorledes denne viden konstrueres. De kursiverede numre henviser til de artikler, der er angivet i artikellisten.^[14]

I 16 af Politikens artikler fremstilles det som en simpel kendsgerning, at styret stod bag angrebet (1, 2, 6, 8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 17, 20, 24, 25, 26, 27). Ofte bruges en variation af vendingen ”… straffe Assad for brug af kemiske våben” (8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 20, 27).^[15] Konsekvent undlader skribenterne at anføre et blot mildt forbehold (såsom den ”formodede” eller ”angivelige” brug af kemiske våben), der efter almindelig journalistisk skik ville markere eksistensen af nævneværdig tvivl. Andre former for forbehold tages heller ikke; ansvarsplaceringen er et nøgent faktum.

I andre Politiken-artikler begrundes udsagnet. 6 artikler, som udtrykker, at det er sikkert eller sandsynligt, at styret stod bag angrebet, henviser i større eller mindre omfang til underbyggende evidens (3, 4, 5, 21, 22, 23), mens endnu en artikel postulerer eksistensen af en evidens, der ikke specificeres (19).

Den 18.-19. sept. 2013 – kort efter FN-rapportens offentliggørelse – benyttes kilder til støtte for regimetesen i to artikler (3, 5), mens en enkelt artikel fremsætter et ræsonnement, som mistænkeliggør Assad (4). Skyldsspørgsmålet anses ikke for at være definitivt afgjort, skønt vi kommer tæt på: ”en række eksperter mener, at der er klare beviser […] for, at Assadregimet stod bag angrebet” (3). Bloggeren Brown Moses og Human Rights Watch’ Peter Bouckaert optræder som eksperter.[16]

Derefter følger ca. tre måneder, før spørgsmålet om evidens igen dukker op i avisen. D. 14. dec. 2013 er ”ansvaret uafklaret” (18), før det ”dokumenterbart”, men uden kildeangivelse igen tilfalder Assad d. 1. jan. 2014 (19). I den mellemliggende tid er styrets skyld blevet antaget uden bevis i 9 artikler (6, 8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 17).

Information indhentede tidligt ekspertudsagn fra Ralph Trapp og Jean Pascal Zanders. Med afsæt i FN-rapportens oplysninger opregner eksperterne en række indicer på det syriske styres giftgasansvar i en artikel d. 17. sept. 2013 (28). Lasse Ellegaard følger den 20. sept. op med betragtningen, at en ”nøjere granskning af Gouta-rapporten […] peger på, at regimet formentlig er gerningsmand” (29). I begge artikler fremhæves affyringsstedets lokalitet som vægtigt indicium. At senere undersøgelser har vist, at raketterne ikke kunne være blevet affyret fra de først antagne områder, er ikke en viden, Information har viderebragt. Samme dag spørger en artikel ”Hvad nu hvis […] Assad genoptager de kemiske angreb?” (30) uden at begrunde den underliggende antagelse om, at Assad stod bag Ghouta-angrebet.

Endelig fastslås styrets ansvar som et definitivt faktum d. 23. sept. Belægget er forlydender: ”Og at regimet stod bag, fremgår af udsagn fra velinformerede syrere i Beirut, der fortæller, at regimefolks familier i nabolandsbyerne til de kemiske våbens målområder op til angrebet blev varskoet” (31).

Efter disse 3 evidensbaserede artikler figurerer styrets skyld som simpelt faktum i 5 af de 8 Information-artikler, som forholder sig til skyldsspørgsmålet (32, 34, 35, 37, 39), mens ansvaret ”sandsynligvis” (36) og ”efter alt at dømme” (38) tilfalder Assad i yderligere to artikler.^[17] Selvom vi i sammenligning med Politiken er vidne til en mere sparsom dækning og en lidt lavere grad af sikkerhed, er forløbet stort set det samme: Fra indledningsvis præsentation af ekspertkilder, der hævdes at pege på mere eller mindre solide beviser for, at afsenderen af ”det kemiske snavs” (29) er Assad-styret, hen imod en mediedækning, der forudsætter – og givetvis bidrager til at konstruere – vished om styrets skyld.

Der gøres kort proces. Men dommen hænger ved. Analysens hovedresultater følger.

1. I tiden fra FN-rapportens offentliggørelse d. 14. september 2013 frem til slutningen af juli 2014 har samtlige journalister, som har forholdt sig til ansvarsplaceringen i Informations og Politikens spalter, peget på Assad-styret som skyldigt.
2. Aviserne forankrer i et vist omfang deres udsagn i evidens (3, 4, 5, 21, 22, 23, 28, 29, 31). Kort efter FN-rapportens offentliggørelse udelader aviserne dog stort set konkrete evidenshenvisninger; fra d. 23. sept. 2013 og 10 måneder frem anføres således kun evidens i 3 artikler (21, 22, 23).
3. Aviserne forholder sig alene til lødig evidens, der inkriminerer det syriske styre.^[18] Den eksisterende ekspertdissens nævnes ikke. Dissens fra internationalt anerkendte journalister som eksempelvis Robert Fisk eller Gwynne Dyer optræder ligeledes ikke.
4. Mulige begrænsninger ved den præsenterede evidens overvejes ikke. Der tages f.eks. ikke kildekritiske forbehold over for den amerikanske regerings eller Brown Moses’ oplysninger.
5. Blandt de i alt 26 artikler, der uden konkrete evidensreferencer peger på styret som giftgasafsender (1, 2, 6, 8, 9, 10, 11, 13, 15, 16, 17, 19, 20, 24, 25, 26, 27, 30, 32, 33, 34, 35, 36, 37, 38, 39), levner kun 3 artikler plads til en smule tvivl (33, 36, 38). De evidensbaserede artikler erklærer derimod sjældent skråsikkert, at Assad-styret stod bag (undtagelsen er 31). Visheden tiltager, når fokus på beviserne aftager.
6. I ingen af de nævnte 26 artikler fremstår ansvarsplaceringen som en overbevisning.^[19] Dommen over Assad-styret serveres heller ikke med følelsesladet (f.eks. ”forfærdelige angreb”) eller værdiladet (f.eks. ”forbrydelse”) sprogbrug. En rent sproglig analyse kan ikke opspore nogen tendens. Vi står over for simple kendsgerninger.
7. Et bredt felt af avisernes mest respekterede journalister fremstiller Assads giftgasansvar som en simpel kendsgerning: Herbert Pundik, Marcus Rubin, Anders Jerichow, Rune Lykkeberg, Michael Jarlner, Jacob Svendsen, Martin Burchardt, Lasse Ellegaard og Charlotte Aagaard.

 

Står vi over for en konstruktionen af ”alment antaget viden”? Assads ansvar fremlægges fortrinsvis som et simpelt faktum, og der findes kun få og vage afvigelser fra en neutral, just-stating-the-facts-agtig fremstillingsform. På den anden side demonstrerer aviserne indledningsvis, at de opfatter skyldsspørgsmålet som evidensafhængigt; for så vidt kunne avisernes dækning forventes også at være åben for kontrær evidens.

Evidensafkoblingen indfinder sig først, efter at aviserne indledningsvis har præsenteret deres indicier. Herefter træder den faktuelle immunitet i kraft: Tidligere bragte oplysninger, der ikke viste sig at holde stik, korrigeres ikke, og troværdige eksperters kontrære fakta udelukkes fra dækningen. En enkelt artikel fra Information, som ikke er medtaget i ovenstående analyse, afviger dog på oplysende vis fra dette mønster og giver et vist indblik i, hvorledes journalister forholder sig til ”alternative” versioner.

 

Et livtag med giftgasskepsissen

Tobias Havmands læseværdige artikel ”Krigen fortsætter ufortrødent”, Information 14/6-2014, præsenterer den eneste behandling af Seymour Hersh’ førnævnte historie om baggrunden for Ghouta-angrebet, der findes i danske medier. For så vidt genopliver Information det spørgsmål om evidens, der ellers var gået i glemme – eller rettere: på en gang suspenderet og afgjort per antagelse – i de forudgående måneders journalistik. Anledningen er dog ikke Hersh’ artikler som sådan – for den seneste var allerede to måneder gammel – men den storm af kritik, som Hersh er blevet mødt med fra både establishment-og blogosfære-kilder.^[20] Havmand slutter op om kritikken.

De kritikpunkter mod Hersh, Havmand sympatisk gengiver, stammer fortrinsvis fra Muhammad Idrees Ahmads A Dangerous Method: Syria, Sy Hersh, and the Art of Mass-crime Revisionism, som foruden nogle betænkningsværdige saglige indvendinger og misrepræsentationer af Hersh’ hovedsynspunkter^[21] anklager Hersh for at bedrive ”profascistisk propaganda” m.m. Havmand giver implicit, men lidet tvetydig støtte til Ahmads påstande om, at Hersh’ propagandistiske metode består i dels at benytte ”antagelser til at styre sortering af fakta”, dels på lige så uvederhæftig vis ”at skabe usikkerhed” ud fra politiske motiver.

Hvad det sidste angår, er det værd at notere sig, at det er afvigerens usikkerhedsskabende indsigelser mod magthaver- og mediekonsensussen, der af Information fremhæves som et propagandafremstød, og ikke den langt mere gennemgribende produktion af officielt sanktioneret vished, dagbladet selv deltager i. Flere af den nyere tids succesfulde propagandabedrifter – Iraks masseødelæggelsesvåben, Irans masseødelæggelsesvåben, massakren i Houla – kunne i det mindste have været modereret med en dosis berettiget tvivl. Som nævnt er der forskel på medietematiseret og mediepraktiseret propaganda.

Hersh’ konstruktion af hændelsesforløbet bag Ghouta-angrebet hviler på unavngivne efterretningskilder, og bevistyngden er, i fraværet af supplerende evidens, ikke overvældende. Men det kan næppe være grunden til, at Information primært trækker Hersh frem for at affærdige ham. Hersh’ særkende er netop den omfattende brug af anonyme kilder; uden denne metode havde en del af den Pulitzer-prisvindende journalists historiske afsløringer ikke været mulige. Desuden går Information ikke tilsvarende omhyggeligt til bevisførelsesproblematikken, når det gælder validiteten af Vestens officielle version. F.eks. lod Information unavngivne, ganske vist ”velinformerede”, kilder levere det afgørende bevis for, at styret stod bag giftgasangrebet (31).

”Alligevel står der vitterlig en bid tvivl tilbage,” medgiver Havmand midtvejs i artiklen, idet han vender sig bort fra de konkrete indicier, der er præsenteret af Hersh eller (med langt større vægt) andre ”skeptikere”, og i stedet løfter tvivlen op i en mere spekulativ sfære:

”Få, der har indblik i borgerkrigens Syrien tiltror de mest rabiate oprørsgrupper større moralsk habitus end regimet – eller kan med nogen sikkerhed afvise, at de har kemiske våben og er parat til at bruge dem. Sandsynligheden er ikke stor, men er den lille nok til, at man fuldstændig kan afskrive den? Er det nok til at gå i krig?”^[22]

Usikkerhedsmomentet, lader Havmand forstå, kan alene fostres af en generel besindelse på, at vores viden jo ikke er fuldstændig, og at alternativer vanskeligt kan udelukkes kategorisk. Så vidt Havmand orienterer os, kan tvivlen derimod ikke finde fodfæste i nogen eksisterende viden om Ghouta-angrebets konkrete omstændigheder.

Derefter opløses ideen om, at vi kan opnå jordiske sandheder om Syrien: ”Sandheden i Syrien er […] at hvad der reelt sker i Syrien, er alle folks gæt.” Den underliggende pointe er, at kun med urealistiske og absurd fordringsfulde begreber om sandheden – som gør det hele til ”alle folks gæt” – bliver der tillige plads til tvivl om, hvor ansvaret skal placeres.

Med et citat fra en anonym kilde vender vi sidst i artiklen tilbage til den verden, vi i et vist omfang er i stand til at forstå: ”»Alt, hvad vi kan sige, er, at de beviser, vi har, peger mod regimet som ansvarlig, men vi har ikke nok til med al sikkerhed at kunne udelukke andre muligheder.«” Uden problemer lader Information en unavngiven kilde levere den autoritative konklusion i en artikel om det problematiske i brugen af unavngivne kilder. Det er ikke bruddet med en journalistisk dyd, avisen alligevel ser stort på, som anfægter. Det er den anerkendte fagfælles brud med den etablerede sandhed, der volder problemer.

Havmands artikel berører altså ad visse omveje evidensproblematikken, men ender med at konkludere, at der alene er basis for en smule negativ tvivl (vi ved for lidt til endegyldigt at bekræfte regimetesen, hvis vi antager skyhøje evidenskrav). Hermed negligeres, nu da Hersh’ bidrag er affærdiget, eksistensen af et solidt grundlag for positiv tvivl (vi ved noget, der modsiger de foreliggende teser om, at styrets tropper udførte angrebet).

Den ”faktuelle immunitet”, der ligger som en hinde om det alment antagne vidensbedrag, opretholdes normalvis igennem tavs afvisning af berøring med tungtvejende modstridende evidens; afvigende synspunkter bliver end ikke gengivet. Havmands artikel lader undtagelsesvis læserne komme i berøring med modstridende evidens fra en uafhængig, respektabel kilde – som så selv, så at sige i berøringen, afvises.

Hersh er i denne sammenhæng en belejlig repræsentant for ”den alternative version”. De påstande, Hersh videreformidler, kan affejes af de samme grunde, hvormed man, hvis man anvendte almene og ikke selektive vidensstandarder, kunne have benægtet værdien af en betragtelig del af USA’s kategoriske og FN’s vagt-indikerende udsagn om skyldsspørgsmålet: Påstandene lader sig ikke eftertjekke. Ift. de efterprøvelige, mere tekniske forskningsresultater, som våbeneksperterne Richard Lloyd og Theodore Postol har lagt frem, opretholdes den faktuelle immunitet på gængs vis: ikke gendrivelse af evidens, men tavs afvisning af at tage den i betragtning.[23]

Havmand omtaler ”dubiøse, obskure hjemmesider som f. eks. Mint Press”. Karakteristikken er muligvis korrekt. Men i så fald: Hvad siger det om det etablerede mediesystem, at væsentlige og højaktuelle forskningsresultater fra førende våbeneksperter finder vej til dubiøse, obskure afkroge af internettet, men slet ikke nævnes i danske medier?

 

Sandhedskraft uden evidens

Information og Politiken har ikke kun forholdt sig til det substantielle spørgsmål: Hvem stod bag angrebet? Dagbladene har også dækket, hvorledes stridens betydeligste parter – fortrinsvis USA, ”Vesten” og Syrien, Rusland – forholder sig til skyldsspørgsmålet. Hvad viser denne del af Ghouta-dækningen?

Karakteristik for de artikler, som behandler de forskellige parters synspunkter på skyldsspørgsmålet, hedder det, at USA og andre vestlige lande har ”konkluderet” (40), at Assad stod bag angrebet, mens dette ”afvise[s]” (40) eller ”benægte[s]” (39, 41) af Rusland og det syriske styre, som derimod ”hævder” (42) og ”bliver ved med at hævde” (43), at oprørere er de skyldige, eller ”beskylder” (29, 39) dem for at være det. Putin ”har sit eget syn på” (44), hvem der anvendte kemiske våben, men det er blevet ”fastslået” (36), at det sandsynligvis var Assad, hvilket USA er ”overbevist” (3) og ikke ”i tvivl om” (28). Vestlige lande mener at have ”klare beviser”; Rusland har en anden ”mening” (28), men tilsyneladende ingen beviser; Rusland ”synes faste i troen” (29), men er det givetvis ikke.

På den ene side har vi Vestens udmeldinger, som udtrykker genuine overbevisninger grundet i saglig indsigt og rationalitet; på den anden side benægtelse og beskyldninger, som ikke indikeres at være forankret i reelle opfattelser hos modparterne, endsige deres granskning af situationen. Det ene hold siger det, de siger, fordi de har en velbegrundet opfattelse af, at det er rigtigt. Det andet hold siger bare noget. Givetvis i fornægtelse.

Den tilskrevne (u)troværdighed er sjældent direkte underbygget. Ofte rummer de artikler, som serverer autentisk vestlig rationalitet og syrisk-russisk upålidelighed, ikke nogen information, der begrunder eller kunne begrunde, at Vestens anklager skulle have større sandheds- eller beviskraft end de russiske og syriske afvisninger. Det er fortrinsvis et retorisk fænomen.

Det officielle Vestens standpunkter og informationer indgår sjældent, og i givet fald kun perifært, i det bevismateriale, aviserne fremdrager til påvisning af Assad-styrets skyld;^[24] som nævnt trækker bevisførelsen fortrinsvis på vidnesbyrd fra kilder, der kan fremstilles som kvalificerede og uafhængige. Dagbladene undgår klogelig at lade deres antagelse om Assads giftgasansvar stå og falde med sandhedsværdien af de vestlige lederes anklager (som bekendt kan være en omskiftelig størrelse).

Forskelsbehandlingen af de vestlige og syrisk-russiske udmeldinger spiller en anden rolle, der strengt taget ikke vedrører evidensforbindelser. Signalerne samler sig i én besked til læseren: I fornuftige og indsigtsfulde kredse regnes Assads skyld for sikker viden; kun de ufornuftige gør indsigelse. Efter gængse normer for vidensdannelse bør den rettænkende læser overtage en sådan, almindelig anerkendt viden som sin egen antagelse, så at sige ubeset. Mediebrugeren kan forlade sig på de kyndiges indsigt i stedet for selv at skaffe sig indblik. Evidenskrav suspenderes snarere end opfyldes. Altså udfylder troværdighedsmarkørerne en støttefunktion i konstruktionen af evidensafkoblet, almen antaget viden.

 

Magt og sandhed

Informations og Politikens dækning har bidraget til, at påstanden om Assad-styrets giftgasansvar har opnået status som almen antaget viden. Denne videns status svarer imidlertid ikke til dens karakter: At det syriske styre stod bag Ghouta-angrebet, er noget, som medierne egentlig godt ved, at de ikke ved, men som de foregiver at vide. Det er et vidensbedrag. Dermed ikke sagt, at enkelte journalister eller redaktører bevidst tilbageholder viden og fordrejer tingene, sådan som det kunne tænkes ud fra klassiske propagandaforestillinger. Vi kender ikke de vidensdannelses- og vidensudskilnings-processer, som ligger bag det trykte ord. De mediefolk, som viderebringer og udvirker bedraget, gør det formodentlig ikke intentionelt. Det er et systemisk bedrag. Den viden, systemet ved er tvivlsom, udbredes som sand.[25] Hvorfor også Politiken og Information?

Det er klart, at de to centrum-venstre-aviser, der gerne distancerer sig fra dubiøse og obskure medier, nødigt vil afvige fra den etablerede mediekonsensus i sådanne spørgsmål; de to danske dagblade har ingen nævneværdig tyngde i den vestlige medievirkelighed og er snarere aftagere end producenter af viden om internationale emner. Indebærer afvigelse fra den etablerede konsensus større risiko for troværdighedstab end knægtelse af de abstrakte dyder, journalistfaget bekender sig til (evidenskrav, balance, objektivitet osv.)?

Tendensen mod konformitet til en etableret medievirkelighed kan tilbyde en mulig delforklaring på Informations og Politikens adfærd, men siger selvsagt ikke noget om, hvorfor mediesystemet opfører sig, som det gør. I den aktuelle sag fremhæver Postol og Lloyd, at etablissementet i USA (den amerikanske regering, New York Times og NGO’er som Human Rights Watch) velvilligt lod sig informere af – og ivrigt udbredte kendskabet til – deres forskning, så længe dens resultater syntes at inkriminere den syriske regering.[26] Da deres forskningsresultater opløste det faktuelle grundlag under den etablerede historie om Assad-styrets skyld og tillige indikerede, at den amerikanske regering havde givet en bedragerisk offentlig præsentation af sine efterretningsoplysninger, var etablissementet og medierne ikke længere lydhøre. Det ærgrer eksperterne:

“The mainstream American media have done a disservice to the public by allowing politically motivated individuals, governments, and non-government organisations to misrepresent facts that clearly point to serious breaches of the truth by the White House.”

Men er det noget, medierne blot har ”tilladt” i dette tilfælde, og hvilken form for ”service” kan medierne forventes at levere? Et bredere spørgsmål kan rejses: I hvilken udstrækning er mediesystemets vidensbearbejdning og -formidling formet af rationalitet og faglige dyder, og i hvilken udstrækning er dækningen underlagt krav om overensstemmelse med magthavernes verdensbilleder? Og hvad sker der i tilfælde af konflikt mellem disse hensyn?

 

Artikelliste

1. Herbert Pundik: ”USA’s straffeaktion mod Syrien er forfejlet”, 15.09.2013
2. Claus Blok Thomsen, ”Eksperter tvivler på, at Assad uden videre går med til at ødelægge sit lager af giftgas”, 15.09.2013
3. Marcus Rubin: ”Fransk-russisk strid om Syrien”, 18.09.2013
4. Anders Jerichow: ”Putin og Lavrov må stille Bashar al-Assad til ansvar”, 18.09.2013
5. Marcus Rubin: ”Rusland kritiserer FN-rapport om Syrien”, 19.09.2013
6. Rune Lykkeberg: ”MODMAGT”, 21.09.2013
7. Asem Elghioane: ”Interview: Terroristerne henter kemiske våben i Tyrkiet, Libyen og Irak”, 21.09.2013
8. Michael Jarlner: ”FN’s comeback… måske”, 28.09.2013
9. Jakob Nielsen, ”Søvndal foreslår ret til angreb uden FN”, 29.09.2013
10. Jakob Nielsen: ”Våbenbrødre”, 29.09.2013
11. Jacob Svendsen: ”Forhandlinger styrker Syriens ekstremister”, 08.10.2013
12. Dieter Bednarz og Klaus Brinkbäumer: ”En løgn er og bliver en løgn”, 13.10.2013
13. Jacques Hartmann: ”Kronik: Retten til angreb uden om FN er i spil”, 24.10.2013
14. Ole Olsen: ”Regeringen har altid en blind tillid til USA”, 29.10.2013
15. Anders Jerichow: ”Voksende mistillid til Obama”, 30.10.2013
16. Herbert Pundik: ”Alliancen mellem USA og Saudi-Arabien vakler”, 01.11.2013
17. Herbert Pundik: ”Putins Rusland har gjort comeback i stor stil i Mellemøsten”, 29.11.2013
18. Anders Jerichow: ”FN: Nervegas dræbte hundredvis af syrere”, 14.12.2013)
19. Michael Jarlner: ”Krystalkuglen 2014: Robotterne kommer, Første Verdenskrig spøger, og big data-revolutionen forandrer vores liv”, 01.01.2014
20. Anders Jerichow: ”Assad, Netanyahu og Sisi foran skæbnevalg”, 01.01.2014
21. Jens Anton Bjørnager: ”Esbern Snare: Helt klar til at afhente kemiske våben”, 04.01.2014
22. Marcus Rubin: ”Sofaanalytikeren”, 19.01.2014
23. Mads Zacho Teglskov: ”HÆDER: Tre nominerede skal kæmpe om Bagsidens Krigspris 2014”, 05.03.2014
24. Marcus Rubin: ”Obamas røde linje: Assad bruger stadig kemiske våben mod civile i Syrien”, 02.05.2014
25. Michael Jarlner: ”Her er præsident Obamas fem blinde vinkler”, 10.05.2014
26. Anders Jerichow: ”Vestlige lande søger magisk våben i Syrien”, 22.05.2014
27. Anders Jerichow: ”Undskyld, hvor er fredsprocessen henne?”, 08.07.2014
28. Martin Burchardt: ”Eksperter: Indicier peger på Syriens hær”, 17.09.2013
29. Lasse Ellegaard: ”Begge borgerkrigens parter har kemisk snavs på hænderne”, 20.09.2013
30. Simon Jenkins: ”Spinkelt fredshåb i Syrien”, 20.09.2013)
31. Lasse Ellegaard: ”Al-Assads pragmatiske triumf”, Information 23/9-2013
32. Lasse Ellegaard: ”Den islamiske alliance i Syrien splitter oppositionen yderligere”, 28.09.2013
33. Gwynne Dyer: ”Alle vandt i Syrien, undtagen syrerne”, 28.10.2013
34. Ole Bang Nielsen: ”Rusland er tilbage i det geopolitiske spil”, 29.11.2013
35. Martin Burchardt: ”En liberal interventionist melder sig på banen”, 08.01.2014
36. Kim Kristensen: ”Pertou Mach tager opgør med regeringens udenrigspolitik”, 09.01.2014
37. Charlotte Aagaard: ”Assads strategi”, 08.03.2014
38. David Rehling: ”Uacceptabelt? Jovist, men krigsårsag? Nej, vel…”, 15.04.2014
39. Lasse Ellegaard: ”Dødens kemiske grin”, 05.05.2014
40. ”FN ikke i tvivl: Der er brugt kemiske våben i Syrien”, Politiken, 17.09.2013
41. ”Tidligere Obama-rådgiver: Diskret charmeoffensiv over for Iran bærer frugt nu”, Information, 27.09.2013
42. ”Nu begynder jagten på våben, som før blev fornægtet”, Politiken, 17.09.2013
43. ”Putin – statsmand og stuntman”, Politiken, 30.10.2013
44. ”Den exceptionelle nation”, Politiken, 15.09.2013

[1] The Mind Managers (Boston, MA: Beacon, 1973), s. 11.

[2] Bortset fra, at dokumentet rummer et kort, der giver indtryk af, at giftgasraketterne slog ned sig over et større område, end det faktisk var tilfældet.

[3] ”FN: Assad terroriserer med primitive tøndebomber”, Politiken, 24/2-2014;

[4] ”Krigen fortsætter ufortrødent”, Information, 14/6-2014.

[5] Se Postol og Lloyds kommentar i London Review of Books.

[6] Rapporten rummede dog nogle tekniske oplysninger, som vestlige medier har gengivet som belæg for påstanden om Assads skyld.

[7] Hersh har i et interview citeret fra et efterretningsdokument, han hævder at besidde, men ikke har fremlagt i sin helhed.

[8] Postol og Lloyds resultater indebærer, at den amerikanske regering enten misinformerede offentligheden eller selv benyttede efterretningsoplysninger af usandsynligt ringe kvalitet.

[9] Richard Lloyd har siden præsenteret evidens for, at den syriske regering havde ret, da den få dage efter Ghouta-angrebet hævdede, at syriske styrker havde opsporet et underjordisk kemisk våbenlager tilhørende Assad-modstandere i det område, Ghouta-raketterne angiveligt var affyret fra.

[10] Indslag om russisk propaganda i DR P1’s ”Europa lige nu”, 31.08.2014, 16.50-18.47.

[11] Indslag om russisk propaganda i DR P1’s ”Orientering”, 26.08.2014.

[12] Af denne grund virker et udsagn som ”Der kan ikke herske den ringeste tvivl om, at Helle Thorning-Schmidt er Danmarks statsminister” påfaldende usikkert – den overbevisningskraft, med hvilken der stilles garanti for vidensindholdets rigtighed, synes på mærkværdigvis at mindske den tiltro, vi kan fæste til, at den, der vil overbevise os om udsagnet, faktisk er sikker på det.

[13] En simpel kendsgerning forstås her som en proposition (eller præsupposition), der ikke forbindes med en evidentiel kilde eller tillægges en epistemisk status. ”Assad brugte kemiske våben” er således en simpel kendsgerning. I udsagnet ”Alt tyder på, at Assad brugte kemiske våben” angives derimod en evidentiel kilde (”alt”). I udsagnet ”Assad brugte utvivlsomt kemiske våben” er udsagnets objektive indhold tilskrevet en grad af epistemisk sikkerhed (”utvivlsomt”).

Angivelse af evidentiel kilde vil almindeligvis indikere, at propositionens sandhedsværdi afhænger af kildens status, dens udsagnskraft ift. det propositionelle indhold samt vores viden om kildens status og udsagnskraft. Typisk etablerer den evidentielle kildeangivelse en relation mellem propositionen og den objektive virkelighed. Hermed åbnes muligheden af, at propositionens kunne være falsk, hvis vores viden om den objektive virkelighed er utilstrækkelig. Propositionen optræder dermed som potentielt angribelig; dens sandhed afhænger af noget, der ligger uden for udsagnet selv: hvad der rent faktisk er tilfældet.

Afsenderens udtryk for epistemisk sikkerhed vil tilsvarende berøve udsagnet noget af sin selvfølgelighed; idet hans subjektive forhold til propositionen ekspliciteres, antydes fordringen om tilslutning – og muligheden for fejltagelse.

[14] Analysen i dette afsnit angår, hvad aviserne autoritativt skriver om det substantielle skyldsspørgsmål. Derfor er der alene udvalgt artikler, hvori en journalist foretager, støtter op, afviser eller på anden måde substantielt forholder sig til ansvarsplaceringen. Tekster fra telegrambureauerne er fravalgt, da de ikke tilsigter at viderebringe viden om det substantielle spørgsmål om, hvem der foretog giftgasangrebet, men i stedet orienterer om, hvad stridens aktører (typisk USA og Rusland) gør og hævder. Læserbreve er fravalgt grundet deres ringe vidensautoritet. Artikler, der gengiver partsindlæg fra f.eks. politikere om skyldsspørgsmålet, er heller ikke medtaget, medmindre partssynspunktet tillige antages af journalisten selv.

[15] Som også findes i en enkelt Information-artikel (32).

[16] Politiken har anvendt amatøranalytikeren Brown Moses som ekspertkilde i 4 artikler: ”Fransk-russisk strid om Syrien”, 18/9-2013; ”FN: Assad terroriserer med primitive tøndebomber”, 24/2-2014; ”Obamas røde linje: Assad bruger stadig kemiske våben mod civile i Syrien”, 2/5-2014; ”Sofaanalytikeren”, 19/1-2014. Sidstnævnte er et helsidesportrætinterview.

Moses figurerer som troværdig kilde i to Information-artikler: ”Begge borgerkrigens parter har kemisk snavs på hænderne”, 20/9-2013; ”Krigen fortsætter ufortrødent”, 14/6-2014.

[17] Endelig rettes en ret uforpligtende anklage mod styret i den sidste af artiklerne: Assads ”styrker (eller nogen andres styrker) brugte giftgas” (33).

[18] I to artikler figurerer utroværdig evidens. Det gælder Politiken-interviewene med Bashar al-Assad (12) samt en talsmand for styret (7), hvori interviewpersonerne fraskrives den troværdighed, de i forvejen ikke har i den vestlige offentlighed. Interviewerne forholder sig næsten irettesættende til statsrepræsentanterne med udbrud som ”helt ærligt?” (7). I Assad-interviewet opfordres præsidenten til at træde tilbage, og hans brug af giftgas hævdes at være en kendsgerning (12).

[19] Overbevisningskraft kan tilnærmelsesvis spores i udsagnene om, Assads ansvar for ugerningen er ”dokumenterbart” (19), ”fastslået” (36), eller ”efter alt at dømme” (38) må antages. Dog markerer udtrykkene objektiv evidenshenvisning snarere end subjektiv overbevisning.

[20] Af de mere seriøse gendrivelser af Hersh kan nævnes

• Seymour Hersh’s Second Bite at the Apple: The Syrian chemical weapons conspiracy 2.0
• Syria Special: There is No Chemical Weapons Conspiracy — Dissecting Hersh’s “Exclusive” on Insurgents Once More
• Seymour Hersh’s Volcano Problem

[21] Interventions Watch’ artikel Seymour Hersh: liar and pro-fascist propagandist? korrigerer nogle af Ahmads misrepræsentationer.

[22] Havmand er i dette spørgsmål ikke på linje på sin kollega Lasse Ellegaard, der i avisens spalter har fremhævet, at oppositionen efter alt at dømme også har anvendt kemiske våben (31).

[23] Lloyd og Postol får ligesom Hersh hårde ord med på vejen i den Ahmad-artikel, Havmand henter sit krudt fra. Men Havmand nævner ikke eksperterne i sin egen artikel.

[24] En delvis undtagelse er ”Krigen fortsætter ufortrødent”, Information, 14.06.2014.

[25] New York Times’ artikel New Study Refines View of Sarin Attack in Syria illustrerer, at den modstridende evidens har en på en gang fremtrædende (i kraft af udgiverens status) og marginal (først hen imod artiklens slutning antydes det, at der er tale om evidens, der modsiger den hidtil herskende tese om angrebet) placering i mediebilledet.

[26] Information og Politiken har gengivet oplysninger om mængden af sarin i raketterne som indicium på styrets skyld (3, 28). Denne viden stammer fra Theodore Postol.

 

Udgivet 10. december 2014