Konstruktionen af bedrag

Medieforbrugeren holdes orienteret om, at verden er et trusselsmiljø, der vedvarende skal krisehåndteres. Det er ikke et synspunkt, han forholder sig til, men en erfaring, han dagligt gør sig. Han ser det i fjernsynet, på internettet, læser det i avisen, hører det i radioen. Da mediebrugeren også er demokratisk borger, efterspørges hans stillingtagen: Skal vi intervenere? Er du med?

Krigen får sine særlige anledninger: forestående folkemord, massakrer, uhørt brutalitet og ondskab.

Sådanne krigspåskud har en snæver og bred funktion. Den snævre funktion består i at skabe opbakning til at bekrige en udpeget fjende her og nu. Den brede funktion består i at kultivere vores almindelige krigsbehov og fastholde os i en forestillingsverden, i hvilken vi er et ideelt, voldeligt subjekt i en verden af fjender.

”Vi” er Danmark, Vesten, NATO, USA, verdenssamfundet, det internationale samfund, men også dig og mig og studieværten; ”fjender” er en åben kategori. Tilstanden er konflikt, og det bestandigt aktualiserede grundspørgsmål er: ”intervention eller ej?” Når vi står over for ekstrem ondskab (f.eks. i form af bestialske halshugninger, dog ikke vennernes), påhviler bevisbyrden de uvillige.

Det hænder, at krigspåskuddet ikke udløser et krigsstartskud. Men det betyder ikke, at den forudgående voldsmobilisering har været forgæves. Krigspåskud er med til at opretholde vores åndelige voldsberedskab. Krigspåskud vænner os til at tænke i voldelige løsninger.

Medierne producerer ikke direkte krigstilslutningen. De populariserer fundamentet for den. Distinktionen kan synes teoretisk.

Før Islamisk Stats ”brutalitet og ondskab” var ”Assads giftgas” krigspåskuddet. Men Assads giftgas var et bedrag. Optrevlingen af dette bedrag er offentliggjort i Kritisk Debat.

 

Udgivet 12. november 2014