En propagandahøjtid

I anledning af etårsdagen for giftgasangrebet mod Damaskus-forstaden Ghouta bragte DR d. 21. august 2014 tre længere artikler på sin hjemmeside. ¹ To af artiklerne udtrykker, at vi med sikkerhed ved, at det syriske styre stod bag angrebet, der kostede over tusinde mennesker livet. Steffen Gram konstaterer: ”Den 21. august 2013 sendte Syriens præsident Assad kemiske våben ud over sin civil-befolkning i en forstad til Damaskus.” I Jakob Busk Olsens artikel om konsekvenserne af angrebet hedder det, at massakren var et smart træk ”fra det syriske regime”. I den tredje artikel pointerer samme Jakob Busk Olsen derimod, at forbrydelsen er ”uopklaret”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den samme journalist lader samme dag ansvarsplaceringen være såvel uafklaret og afgjort. Hvorfor denne modsigelse? Forvirring? Inkompetence? En svipser?

Sikkert ingen af delene. Forvent hverken henvendelser fra forundrede brugere eller en korrektion fra DR. Statsmediet agerer sandsynligvis professionelt. Den tilsyneladende selvmodsigelse kan forhåbentlig opløses. Lad os se lidt nærmere på artiklerne.

Ideen med Jakob Busk Olsens artikel om det ”uopklarede” angreb var at give brugerne en oversigt over begivenhedens basale fakta. Derfor forholdt den sig direkte til spørgsmålet om sagens kendsgerninger: hvad viser de tilgængelige oplysninger? Denne form for sandhedssøgen skuffede: Vores kendskab til fakta er begrænset, og vi har ikke ”endegyldigt fået svar på”, hvem der gennemførte angrebet. Faktakilden gav ikke sikre fakta.

De to andre artikler forholder sig derimod ikke til det faktuelle grundlag for påstanden om Assad-styrets giftgasansvar. Der gives ingen begrundelse; der anføres ingen dokumentation. Intet tyder på, at journalisterne har indhentet sikker viden fra faktakilder, som Olsen ikke havde adgang til, da han skrev sin oversigtsartikel om det uopklarede angreb. Alligevel giver artiklerne det endegyldige svar, vi faktuelt manglede: Assad gjorde det. Det gør de vel ikke fuldstændigt grundløst. Manglende kildeangivelse implicerer ikke fravær af kilder. Vi fastholder formodningen om professionel adfærd hos DR og formoder, at journalisterne i stedet har opnået indsigten ved at benytte en alternativ, ikkefaktuel kilde. Spørgsmålet er nu blot, hvad kilden kan formodes at bestå i.

To sandhedskilder

Olsens artikel om det uopklarede angreb rummer en indikation på, hvordan han kunne opklare angrebet i sin anden artikel:

”Det syriske regime bedyrer fortsat sin uskyld, mens USA, EU, Den arabiske liga og mange, mange andre ikke er i tvivl: Bashar al-Assads soldater gennemførte angrebet.”

Det syriske regime reagerer følelsesmæssigt, irrationelt (”bedyrer”) og stædigt (”fortsat”), mens USA m.fl. har opnået vished ad rationel vej (”ikke i tvivl”).

Vi må gå ud fra, at DR opererer med to kilder til sandhed om faktuelle forhold.

• Hvad vi ved om fakta.
• Hvad magthaverne – vores magthavere – hævder om fakta.

Hvornår benyttes den ene og den anden sandhedskilde? En analyse af Informations og Politikens dækning af giftgasangrebet, som offentliggøres i oktobernummeret af Kritisk Debat, viser, at medierne næsten kun finder anledning til at behandle det faktuelle spørgsmål som et faktuelt spørgsmål, når hændelsens faktuelle aspekter aktualiseres, f.eks. af offentliggørelse af FN-rapporter. Resultatet er den skuffende mangel på vished. I fraværet af (mediedækning af) nye faktuelle oplysninger benyttes derimod magthaverkilden til sandhed. Ansvarsplaceringen har vedvarende nyhedsværdi, mens hændelsens hvem-hvad-hvor kun har interesse i særlige situationer. Når interessen for det specifikt faktuelle fortager sig, opstår visheden om det faktuelle. Magthaverkilden er den mest benyttede. Der er en klar præference for magthaversandheden. ²

Magthaverkildens gyldighed?

Er magthaverkilden en god kilde? At svorne fjender af det syriske styre ”ikke er i tvivl” om, at netop dette styre udførte angrebet, har cirka samme beviskraft som en siddende regerings udsagn om, at den tidligere regering førte en dårlig politik. Ytringer, der udløses per refleks, bidrager ikke med nogen viden om det, de omhandler. Fuldkomment forudsigelige udsagn har ingen objektiv informationsværdi.

At anklagerne er objektivt intetsigende, kan imidlertid kun være en indvending, hvis vi antager, at det faktuelle spørgsmål om identiteten af bagmændene bag giftgasangrebet kræver et faktuelt svar. Men det er netop dette krav, der kan tilsidesættes, når magthaverkilden benyttes. Det er ikke fakta som sådan, men nogles angivelige overbevisninger om fakta, der er grundlaget for sandheden.

Modsigelsen opstår først, hvis man vil gøre brug af de to sandhedskilder samtidig. Men det sker ikke. Medierne gør i stedet skiftevis det ene eller (mest) det andet. Sandheden om fakta opstår, når vi ser bort fra dem. Det kan lyde eventyrligt eller filosofisk, men er gængs mediepraksis.

Giftgassens nytteværdi

Ét er, hvorledes ideen om Assad-styrets brug af kemiske våben er underbygget. Noget andet er, hvilke forestillinger antagelsen om Assads skyld selv kan understøtte. Giftgassen har såvel en forankring som en funktion i mediebilledet. F.eks. spiller visheden om Assads skyld en afgørende rolle for de overvejelser om USA’s magtposition, Steffen Grams analyse udfolder.

Grams artikel udtrykker ærgrelse over, at Obama endte med at skuffe forhåbningerne om, at ”amerikanerne langt om længe ville greb [sic] ind”, dvs. bombe Syrien, nu da Assad havde overtrådt præsidentens ”røde linje” med sit giftgasangreb. Dette tilfælde af voldsforsømmelse er blevet og ”vil forblive den sorte plet på [Obamas] udenrigspolitik”: USA har ”svigtet” og mistet ”troværdighed – i en del af verden, hvor magt stadig aftvinger respekt”. Er der noget galt med fakta her?

Den seneste undersøgelse af de arabiske befolkningers opfattelse af USA viser stort set det samme billede som altid. De arabiske borgere i Mellemøsten har overordnet et stærkt negativt syn på USA; de bryder sig ikke om Obamas politikker; de er modstandere af USA’s militære indblanding i Syrien-konflikten; de tror ikke på den proklamerede amerikanske ambition om at sprede ”frihed og demokrati” i regionen; de placerer USA øverst på listen over lande, de mener, ikke bidrager til fred og stabilitet i den arabiske verden (i et kandidatfelt, der bl.a. tæller Iran, Kina og Rusland); og de ser tilmed USA’s indblanding i den arabiske verden som den næststørste trussel mod freden (kun overgået af besættelsen af Palæstina, som de ikke mener, USA bidrager til at afslutte). En anden undersøgelse viser, at USA’s politikker formodes at gå ud på at kontrollere olien, beskytte Israel, svække den arabiske verden og sikre sig regional og global dominans; logisk nok viser undersøgelserne, at USA mest effektivt kunne forbedre sit blakkede image ved at afvikle sin militære tilstedeværelse og indflydelse i regionen.

Man kan godt kalde det ”troværdighed”, og at ”magt stadig aftvinger respekt”. Man kunne også sige, at USA’s magt er forhadt og frygtet i regionen. Grams udsagn er ikke faktuelt forkerte. Han betjener sig blot af et imperialistisk vokabularium.

Ærkeimperialistisk tankegods finder vi også i Grams bemærkninger om, at ”USA’s magt” ikke længere bliver brugt ”til at tvinge amerikanske værdier ned over samfund, der måske ikke ønsker det”, hvilket ”vil skabe tomrum. De tomrum vil i en hvis [sic] grad blive søgt udfyldt – som vi oplever det nu i Mellemøsten og Ukraine.”

Måske er der elementer af sandhed i analysen. Men skal vi endelig tillade os at se bort fra magtens ødelæggelse af menneskekroppe og i stedet begribe denne virkelighed ved hjælp af modeller for simple fysiske processer, der umenneskeligt tømmer voldspolitikkerne for deres umenneskelighed, er det ud fra det vundne “objektive” perspektiv svært også at se bort fra, at de “tomrum”, der især søges udfyldt i denne tilbagestående ”del af verden”, er skabt af destruktionen af den irakiske stat, destruktionen af den libyske stat og destabiliseringen af den syriske stat.

Det gør ingen forskel. Imperialistens mareridt er ikke den død og ødelæggelse, han forvolder, men de ulykker, han kunne have afværget med sin vold. Disse ulykker er hans kald. Uden hans potente magtudøvelse slippes ”kræfter løs, der kan vise sig at blive umulige at tæmme.”

De, der berøres af imperialismen – såsom de arabiske befolkninger – er typisk optaget af andre trusselsbilleder og andre drømme. Men at araberne ”måske ikke ønsker” de gennemtvungne amerikanske ”værdier”, der beskytter dem mod dem selv, må logisk afspejle, at de ikke ved, hvad de har godt af. Araberne påskønner angivelig ikke ”hele den orden, der har hersket i Mellemøsten siden afslutningen af første verdenskrig”, da Frankrig og Storbritannien delte området op mellem sig, inden USA efter Anden Verdenskrig overtog det hele som sin ”indflydelsessfære”.

Imperialistiske tankebaner er bedre tjent med den konstruerede vished om, at Assad stod bag Ghouta-angrebet, end den reelle uvished om, hvem der gjorde det. I den civiliserede del af verden er “intervention” ikke ren rutine. Vi forventer, at behovet for vores voldsudøvelse og dominans vedvarende genoplives.

 

Udgivet 16. august 2014

1. Steffen Grams ”Giftgas-angreb i Syrien er den store sorte plet på Obamas udenrigspolitik”;
   Jakob Busk Olsens ”Giftgas-massakre endte som en fordel for Assad”
   Jakob Busk Olsens ”Massakre med giftgas stadig uopklaret på et-årsdag”
   
2. Som det generelt gælder danske medier, angiver DR ikke deres kilde bag visheden om giftgasansvaret, og vi ved derfor ikke med sikkerhed, at det er magthaverkilden, der benyttes. Men det er plausibelt. I en verden, hvor USA og EU åbent erklærede, at de ikke havde sikker viden om, hvem bagmændene var, ville medierne næppe afgøre skyldsspørgsmålet.

   En anden plausibel forklaring kan være, at der i stedet for to slags sandhedskilder er tale om to forskellige standarder for, hvad man kan hævde at vide:

   • Du kan hævde at vide det, du ved.
   • Du kan hævde at vide det, du ikke ved, men som magthaverne siger, at de ved.

   Sidstnævnte hævdelighedskriterium svarer stort set til magthaverkilden til sandhed. I begge tilfælde sætter mediepraksissen sig ud over de grænser, som almindelige principper for videns-tilegnelse og -brug sætter, såsom at viden om fakta afhænger af fakta selv, eller at sikkerheden i vores vidensudsagn bør svare til sikkerheden i vores viden. Til gengæld kan det etablerede (om end ikke påviste) faktum om Assads giftgasansvar benyttes propagandistisk.