Mediernes påbud: Du skal slå ihjel

Nedenfor ser du knap 10 minutters velproduceret propaganda fra det bredtfavnende statsmedie DR. Indslaget er fra 14. marts 2011 og skal her primært tjene som eksempel på, at den krigsopildnende retorik, som Søren Friis i et særdeles oplysende indlæg tilskriver ”den [Martin] Breum’ske overfladedebat”, ikke er en særydelse fra enkelte journalister, men en integreret del af medieinstitutionen DR’s almindelige output.

Ros …
Ca. 80 pct. af indslaget er en lang forherligelse af Danmark som krigsnation og USA-ven. Visse steder antager hyldesten næsten nordkoreanske proportioner. DR-studiets Lillian Gjerulf Kretz spørger USA-korrespondent Steffen Gram:

”Hvilket signal sender USA og præsident Obama ved at invitere statsministeren [Lars Løkke Rasmussen] til Det Hvide Hus?”

Gram giver straks en kvalitetsvurdering af Den Store Talers ytringer. Gram mener ikke, at Obama kunne have gjort det bedre, for Obama gav krigsnationen Danmark – ”vi” – ”uforbeholden ros”.

”Jeg synes, Barack Obama sagde alt, hvad der skulle siges. Det var en uforbeholden tillidserklæring til Danmark. Det var en uforbeholden ros til den indsats, vi yder, og til den alliance, Danmark mindst i de sidste ti år, men også endnu længere, har indgået med USA. Det var simpelthen en uforbeholden ros, og det viser besøget simpelthen også.”

 … og kritik
Det er ikke relevant at behandle indslagets øvrige magtforherligende sekvenser på dette sted, for genren er lovprisning snarere end journalistik. Mere interessant er en kortere kritisk sekvens, hvor Kretz interviewer daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Som afsæt for sine kritiske spørgsmål omtaler Kretz ”folkemordet i Libyen” som et foreliggende faktum. Der er tradition for at referere til ikkeeksisterende ”folkemord”, når Vesten vil angribe andre stater. Sådanne DR-usandheder går upåtalt hen – muligvis fordi man instinktivt forstår, at hævdelighedskriteriet ikke er udsagnets sandhedsværdi, men dets nytteværdi for magthaverne. ”Folkemordet i Libyen” giver Kretz’ følgende spørgsmål kritisk bid:

”Er det internationale samfund med Danmark og USA i spidsen klar til at indføre flyveforbuddet?”

”Vi har støttet krigen i Afghanistan, som vi fik ros for [af Obama], vi har støttet indsatsen i Irak. Hvad er det, der får Vesten til at tøve, mens timerne altså er meget kritiske for Libyens befolkning, med at indføre og agere det her flyveforbud og få det på plads?”

(Som Søren Friis peger på, er ”tøven” et nøgleord i genren. Tøven betyder ”fravær af ønskværdig vold”.) Propagandaen er svær at overse, men det er samtidig klart, at Kretz’ spørgsmål hører til i den neutralt-kritiske journalistik. Få ville hævde, at hun begår den journalistiske kardinalsynd ”at være politisk”.

Det rejser spørgsmålet: Hvordan kan det være, at en neutralt-kritisk journalistisk praksis kan være virkelighedsforvrængende og krigspropaganderende?

Teknisk set muliggøres sammensmeltningen af krigspropaganda og neutral journalistik af et gængs journalistisk greb: kravet om konsistens. Kernen i dette krav er, at politikere, alt andet lige, skal handle, som de hidtil har gjort (og mene det, de hidtil har ment). Ellers øjner journalisten en slags modsigelse, som alene har en formel og ikke politisk karakter og derfor kan angribes ”neutralt”.

I en situation, hvor krigsførelse er blevet nationens normaltilstand, bliver fraværet af krigsførelse i kraft af konsistenskravet suspekt. Konsistenskravet afføder krav om mere krig.

Men kravet om konsistens kan ikke stå alene. Der mangler en almen moralbegrundelse. I indslaget indskriver studieværten krigene i Afghanistan og Irak, som har bragt uudsigelige lidelser over de afghanske og irakiske befolkninger, i en humanitær krigsfortælling, der ikke engang har fyldt meget i de officielle begrundelser for krigene. Den humanitære appel kræver virkelighedsforvrængning: Afghanistan- og Irak-krigene som humanitære fortilfælde.

Men hvorfor går kravet om ”humanitær handling” (i betydningen krig) overhovedet for at være upolitisk? Da storstilet international statsvold op igennem 1990’erne blev defineret som en variant af humanitær adfærd, vandt ideen om den humanitære krig tilslutning hos stort set alle etablerede politiske kræfter i Europa, herunder de fleste tidligere så krigsskeptiske venstrefløjspartier. ”Det humanitære” transcenderer i den nuværende situation ”det politiske” og kan derfor benyttes i neutralt-kritisk journalistik.

Det korte svar på førnævnte spørgsmål må være: At neutral-kritisk journalistik uden at gøre vold på sig selv kan udmøntes i krigspropaganda, skyldes, at vi lever i en krigskultur, der fortæller sig selv de usandheder, som tjener til dens opretholdelse, og dækkes af mediefolk, der har til opgave neutralt at afspejle denne realitet og kritisk kræve, at kulturen reproducerer sig selv på konsistent vis. Det er alt sammen en refleksion af magtforhold.