Truslen fra umenneskerne

DR2’s 22.30-Deadline-indslag om de opblussende stridigheder mellem Israel og Gaza d. 15. nov. rummede de sædvanlige bedrag omkring situationen i Mellemøsten. Det vil sige, at indslaget udfoldede grundlæggende forestillinger i den offentlige – eller måske blot den offentliggjorte – bevidsthed. Indslaget blev rundet af med et interview med Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, som er en af den danske stats militære tænketanke, men altid figurerer som en uvildig ekspertorganisation (oplys os gerne om undtagelser).

 

Bedraget er lige så fintmasket, som det er omsiggribende. Lad os blot se på et enkelt element: den skjulte, men komplette umenneskeliggørelse af de, der dræbes og terroriseres, i kraft af historieforvrængning og suspendering af vores moralinstinkter.

Historieforvrængning
Seerne blev mødt med en ”nu skal der ryddes op”-historie. Spændingsmomentet, som tv-værten var meget optaget af, var, hvor langt Israel ”er villig til at gå”. Helle Malmvig drog en parallel til Israels Operation Cast Lead i vinteren 2008-2009. Parallellen selv er realistisk nok; hendes gengivelse af, hvad der foregik under denne invasion, er derimod stærkt tendentiøs. If. Malmvig ville Israel ”ramme Hamas og ramme de her raketter, de fyrede ind over til Israel, og det tog nogenlunde en måneds tid.” Seeren får dermed to vigtige ting at vide:

• Formålet med Israels tiltag var at stoppe Hamas-beskydningen af Israel.
• Israel ramte Hamas og Hamas’ raketter, og det lykkedes.

I snæver forstand er disse udsagn ikke helt forkerte. Men den indsnævrede forstand er et bedrag. Israel, hvis brud på den daværende våbenhvileaftale med Hamas ledte op til Operation Cast Lead, kunne have accepteret Hamas’ gentagne fornyede tilbud om en våbenhvile og dermed have stoppet beskydningen ad fredelig vej.

At Israel i stedet valgte krigsstien, hang øjensynligt sammen med, at man ville stoppe noget andet: Hamas’ ”fredsfremstød”; Hamas havde igen og igen erklæret sig villige til at løse konflikten i overensstemmelse med bestemmelserne i international lov, herunder acceptere Israels eksistens. Derudover ville Israel, som viste svaghedstegn i 2006-angrebet på Libanon, demonstrere, at ingen kunne måle sig med deres uovertrufne voldspotentiale – den tekniske term er ”at genvinde vores afskrækkelseskapacitet”. Begge dele lykkedes. Forløbet omkring konflikten illustrerede med al tydelighed, at den snævre målsætning om at stoppe raketbeskydningen ind i Israel var underlagt disse bredere dominanspolitiske tiltag.

Malmvigs udsagn om, at det var Hamas og deres raketbeskydning, Israel slog ned på i 2008/2009-angrebet på Gaza, er ligeledes bedragerisk snævert: Størstedelen af de ca. 1.400 døde palæstinensere var civile. Ødelæggelsen var i høj grad civil. Afskrækkelseskapaciteten blev demonstreret.

Worst case
Konklusionen fra DR2-studiet er altså, at vi kan forvente israelske voldstiltag lig det, vi så (blev forskånet for at se) i Gaza 2008/2009. Så vidt, så godt. Det ser ud til, at Israel vil ”rydde op”. Deadlines vært fastholder dog spændingen: For hvad med de ”radikale, islamistiske kræfter”? På dette punkt kan det blive farligt og uacceptabelt. Malmvig svarer:

”[H]vis vi virkelig skal tale worst case-scenario, så er det snarere, at Israel farer så hårdt frem og rammer så mange civile, så egypterne bliver tvunget til at være mere skarpe i deres udtalelser, og allermest slemt, hvis vi ser Hizbollah i Libanon eller i Syrien, at de bruger det her som en chance til også at reagere.”

”Worst case” er ikke, at Israel dræber mange civile som i 2008/2009 og dermed yderligere smadrer et område, som givetvis vil være ”ubeboeligt” i 2020. I indslaget figurerer det ikke som noget, der er værd at bekymre sig om i sig selv.  Langt værre er det, hvis vi får ”skarpe[…] udtalelser” fra egypternes side. Den død og ødelæggelse, der overgår befolkningen i Gaza, er først bekymrende, hvis det får andre parter til at reagere. Det ideelle ville antageligt være, hvis Israels oprydning kunne foretages hurtigt og uden nogen modreaktioner.

Således bliver den betryggende historie om et forestående overgreb på det forarmede, terroriserede og udsultede Gaza til en foruroligende fortælling om faren for, at andre parter kunne finde på at ”bruge” overgrebene som anledning til at reagere.

Voldsrationaliseringer
Dagen efter – d. 16. nov. – forklarede Kristeligt Dagblads Israel-korrespondent, Allan Sørensen, i 21.30-TV Avisen:

”Netanyahu er nødt til at gøre noget nu, fordi det, der er sket i dag, har pillet ved Israels overlegenhed […] Hvis Israel ønsker at vinde og ikke gå uafgjort hver til sit […] så er Netanyahu nødt til at finde en løsning […] for at tvinge Hamas i knæ […] før han kan kalde det her en sejr”

Hvorfor er Israel ”nødt til” at indlede et storstilet angreb på Gaza, og hvorfor vil en fredelig udgang på konflikten – at ”gå uafgjort hver til sit” – ikke være en ”løsning”? Det skyldes problemets karakter: At der er ”pillet ved Israels overlegenhed”. Bekymringer om humanitære rædsler og regional destabilisering må vige over for så graverende et problem. Eller rettere sagt: Løsningen er at eskalere konflikten og sprede død og ødelæggelse i Gaza.

Har man nogensinde hørt korrespondenter forklare den danske befolkning, at Hamas med sine umådeligt mere beskedne ødelæggelsesmidler er ”nødt til” at angribe Israel, endsige ”tvinge Israel i knæ”, for at finde en ”løsning” på sit problem – det kunne være at bevare Gaza-borgernes tillid – og dermed skabe ”en sejr”?

Nej, denne type voldsrationaliseringer bliver kun os og vores allierede til del, ikke umenneskerne. Prøv i øvrigt at se, hvor meget død og ødelæggelse der var blevet påført hhv. Israel og Gaza d. 16. nov. Så har vi den anvendte definition på, hvad “uafgjort” vil sige.

DR’s dækning forsøger ikke at overbevise os om, at befolkningen i Gaza er undermennesker. Det ville være groft, vulgært og lugte af racistiske forestillinger, som hører til i de mørkeste kapitler af vores historie.

I stedet skal vi blot se bort fra, at de er mennesker. Det er civiliseret og kræver ingen accept eller tanke.