Forarmelse på den neutrale, nødvendige måde

Analyse af Mellemøst-analytiker Poyâ Pâkzâd

Et ikke usædvanligt, men lærerigt eksempel på, hvordan den danske dækning af det iranske atomprogram i almindelighed er genstand for ensidig vestlig propaganda, er 21.30-TV Avisens indslag herom den 15. oktober.

Medvirkende i indslaget er Bruxelles-korrespondent Ole Ryborg og Mellemøsten-korrespondent Puk Damsgård. Indslaget handler om EU’s nyeste skærpelser af de i forvejen stramme sanktioner mod Iran for at få landet til at “opgive sit atomprogram”.

Indslaget indrammes indledningsvist med følgende binære opsætning: EU mener, at Iran er ved at udvikle atomvåben, mens Iran påstår, at dets atomprogram går til fredelige formål. Herefter hævdes det, at sanktionerne har til mål at tvinge iranerne til forhandlingsbordet, og at de er rettet mod standsningen af et atomvåbenprogram, som formentlig er under udvikling. Den skærpede sanktionslinje fremstilles som en nødvendighed.

Det starter med en bemærkning fra udenrigsminister Villy Søvndal, som siger, at “sanktionerne virker”, fordi “grebet strammes”. For Ole Ryborg er “det gode”, at “de her sanktioner har fungeret”, idet hele økonomien er hårdt ramt.

Puk Damsgård mener endvidere, at sanktionernes påvirkning af den almindelige iraners tilværelse er et tegn på, at regimet er presset. Sanktionerne mod Iran er altså en entydig god ting, får vi at vide, fordi den iranske økonomi er veritabelt belastet, og fordi befolkningen kan mærke det.

Første del af operationen lykkes: patienten lider
DR’s journalister etablerer således enighed om, at EU forfølger en forarmelsespolitik, hvis simple logik er terrorens: Vi påfører en civilbefolkning ulykker i håbet om, at den vil aftvinge sine ledere de politiske kursændringer, vi ønsker.

Der udtrykkes ligeledes enighed om, at det første led i forarmelsespolitikken er en succes: Iranerne bliver ”presset”, ”kan mærke det”, ”rammes”. Forkrøblingen af økonomien er ”det gode, man kan se” (Ryborg).

Anden del af operationen: Vil den nødstedte patient gøre, som der bliver sagt?
Men skønt den lovende (for iranerne lykkeligvis ulykkelige) begyndelse er der if. journalistholdet langtfra nogen garanti for en lykkelig udgang på historien. For andet led i politikken – de tilsigtede effekter af forarmelsen – har endnu ikke materialiseret sig. Resultaterne synes små og usikre.

Det er if. Damsgård ”svært at se, hvordan iranerne [dvs. det iranske styre] vil ændre kurs på nuværende tidspunkt. De vil ikke engang købe præmissen om, at de er ved at udvikle atomvåben,” en præmis, indslaget selv ihærdigt søger at cementere.

Ole Ryborg konstaterer også, at det hidtidige pres ikke har fået styret til at rette ind, men det styrker blot hans tiltro til forarmelse som politisk instrument: ”Man [bliver] nødt til at stramme skruen for at presse regimet til at åbne dørene for kontrollanterne.” Skru op for smerten, og patienten vil på et tidspunkt makke ret.

Menneskelige og journalistiske dyder
Bemærk, at vi her har en journalist, der på en gang udtrykker sig i fuld samklang med alle gode dyder om journalistisk objektivitet, neutralitet og balance og i indslagets kontekst tilkendegiver fuld opbakning til en politik, hvis umiddelbare mål er at skabe nød og afsavn for millioner af mennesker, idet politikken beskrives som nødvendig. At det er muligt at gøre begge dele på én gang, siger en del om vores kultur og dens forhold til menneskerettigheder.

Indslaget fortæller også noget om mediernes virke: Hovedkilden til journalistiske fakta er et katalog over officielle, politiske konsensussynspunkter. Relevant information, som ikke har vundet indpas i den politiske konsensus, vil sjældent være at finde blandt de basale fakta, vi præsenteres for, når medierne fortæller os, hvordan verden hænger sammen.

Negligeret, relevant information
Det problematiske ved denne dækning, foruden den skødesløse opbakning til økonomisk krigsførelse, er, at vinklingen entydigt lægger op til en konklusion om, at Iran har et atomvåbenprogram. Både den amerikanske og israelske efterretningstjeneste siger samstemmigt, at Iran ikke har et aktivt atomvåbenprogram. Inspektionsrapporterne fra Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) bekræfter uden undtagelser, at man ikke har set bevis for, at Iran har omdirigeret dets uran til våbenproduktion. Timingen af sanktionerne falder i kølvandet på den seneste IAEA-rapport, som faktisk siger, at Iran har omarbejdet en anselig mængde af dets uranbeholdning til brændstof og isotoper til medicinforskning.

EU-sanktioner sigter ikke mod standsningen af et atomvåbenprogram. De handler utvetydigt om at tvinge Iran til at tilmelde sig den frivillige tillægsprotokol til atomspredningstraktaten, som giver inspektører uhindret adgang til faciliteter, som ikke er atomrelaterede. Dette er et forlangende, som kræves efterlevet, uafhængigt af hvad man herefter indbyrdes aftaler ved ‘forhandlingsbordet’. Flere end 60 lande er ikke tilmeldt tillægsprotokollen. Af disse lande er 40 “latente atomstater”, men kun Iran er blevet udpeget af USA, og senere hen også af EU, til særbehandling af atomenergiagenturet. Tilføjes kan det, at den ubegrundede særbehandling er ulovlig ifølge den ledende ekspert i loven på området. Det vides vitterligt ikke, om Iran overtræder ikkespredningstraktaten, og den særlige tolkning af Irans traktatforpligtelser er langt overvejende begrænset til vestlige magter.

Det minder faktisk om optakten til det, man gjorde mod Irak. IAEA skriver, at man hverken kan garantere “the absence of undeclared nuclear material and activities in Iran”, eller at “all nuclear material in Iran is in peaceful activities.” Det er betingelser, der ikke kan opfyldes, medmindre man har ubetinget adgang i landet. Det er et umuligt forehavende at dokumentere, at et sådan program ikke eksisterer et eller andet sted, og derfor vil anklagen kunne fortsætte uden ende.

Det synes heller ikke at forekomme TV Avisens gæster ulogisk, at man kan tvinge en stat til at forhandle om betingelser, som man netop annoncerer, at man vil påføre staten gennem tvang. Sanktioner er ikke diplomati, de er det stik modsatte. De påfører civilbefolkningen lidelse og hviler på en forfængelig og absurd ide om, at iranerne vil strømme på gaden for at ændre regimets atompolitik. Det løber stik mod empirien, som viser, at stater bliver mindre lydige og mere repressive, når de udsættes for økonomiske blokader. Det iranske styre kan ikke forventes at bøje sig, når det udsættes for trusler om krig, en omfattende økonomisk blokade, likvideringer, sabotage, “cyberkrig”, støtte til separatistgrupper og voldskulter, militær omringning og opbygning og enorme våbenleverancer til dets officielle fjender. Og den iranske befolkning kan ikke med rimelighed forventes at rejse sig mod regimet ved egen vilje, når den netop svækkes betydeligt af disse politikker.

Forarmede er vi også herhjemme, oplysningsmæssigt og moralsk.