Mellemøst-konfliktens myter og realiteter. 1. del
Interview med Norman Finkelstein
Norman Finkelstein er politolog og forfatter til en række bøger om konflikten i Mellemøsten, herunder Image and Reality of the Israel-Palestine Conflict (1995) og ’This Time We Went Too Far’: Truth and Consequences of the Gaza Invasion (anden udgave 2011). I maj 2012 udgiver Finkelstein to bøger: Knowing Too Much: Why the American Jewish Romance with Israel Is Coming to an End og What Gandhi Says: About Nonviolence, Resistance and Courage. Et gennemgående fokus for Finkelsteins arbejde har været at belyse afstanden mellem de offentlige opfattelser af Israel-Palæstina-konflikten og konfliktens realiteter. I dette Medieoplysning.dk-interview gør Finkelstein op med en række gængse antagelser om konflikten.
Hvad skal der til for at få fredsprocessen tilbage på sporet?
Man bør vurdere et fænomen på dets konkrete resultater og ikke ud fra etiketten. Der har ikke været nogen fredsproces. Der har været en annekteringsproces, en koloniseringsproces og en appropriationsproces. At dømme ud fra resultaterne mener jeg, det er en rimelig slutning, at der ikke har været nogen fredsproces, så jeg kan ikke se nogen pointe i at bruge dette udtryk. Det er bare blevet et skalkeskjul, som Israel benytter til at annektere de områder, det besatte i juni 1967.
Hvorledes kan det gå til, at USA trods årtiers mæglingsforsøg ikke har fået forsonet parterne?
Ideen om, at USA er en mægler i fredsprocessen, er latterlig. For ser man på det reelle historiske forløb i de seneste 30 år, har det været Israel, der støttet af USA har blokeret for en løsning af konflikten. USA forsøger ikke at nå til en løsning: USA er den største hindring for en løsning af konflikten. Hvis det ikke var, fordi USA blokerede for det internationale samfunds ønsker, ville konflikten være løst i morgen.
Hvad er dine forventninger til Obama-regeringen i Mellemøsten?
Der er ingen grund til at nære nogen forventninger. Obama er fokuseret på den indenrigspolitiske dagsorden, og i internationale anliggender består hele hans regering af tidligere ansatte fra Clinton-årene og fra Bush-regeringen. Så en rimelig forventning er, at det vil være temmelig meget business-as-usual. Givetvis vil der være nogle mindre ændringer, men ellers er der ingen grund til at være optimistisk.
Hvad med hans berømte Cairo-tale?
Jeg ved ikke, hvorfor folk var så begejstrede for den. Der var et par udtalelser i talen, som var udmærkede, som f.eks. hans støtte til kvinders ret til at bære hijab. Det, synes jeg, var en god udtalelse. Men ellers benyttede han lejligheden til at belære palæstinenserne om, hvordan de ikke burde bruge vold. Og det var vel at mærke kort efter Israels massakre mod Gaza [2008/2009]. Det er altså palæstinenserne, og ikke israelerne, der ikke bør bruge vold? Jeg tror, han er en smule forvirret over, hvad der egentlig skete i Gaza.
Hvordan opfatter du Det Palæstinensiske Selvstyres rolle i konflikten?
Grunden til, at USA og Israel skabte Det Palæstinensiske Selvstyre, var, at det kunne fungere som Israels samarbejdspartner i undertrykkelsen af palæstinenserne og gøre det muligt for Israel at fortsætte sin annektering af palæstinensisk jord. Israelerne lagde slet ikke skjul på dette. Efter den første Intifada, som var meget omkostningsfuld for Israel, udtalte de et ønske om at ”rationalisere” besættelsen af Vestbredden og Gaza. At ”rationalisere” betød i praksis at lade palæstinenserne selv gøre det beskidte arbejde i stedet for israelerne. Israelerne spildte for meget tid på, hvad de kaldte “politiaktioner”, mens det var meningen, at de skulle forberede sig på krige. De ønskede i et vist omfang at trække den israelske hær ud af de besatte områder og overlade det til palæstinenserne at udføre det beskidte politiarbejde i form af at slå ned på oprørske palæstinensere. Og som det blev udtrykt dengang: ”Hvis palæstinensere dræber palæstinensere, palæstinensere torturerer palæstinensere osv., så vil menneskerettighedsgrupper ikke klage over, hvad vi [israelere] foretager os”. Dette var hovedformålet, og i den forbindelse var Oslo-processen en gennemført succes. Det skabte en klasse af kollaboratører, som nu gør alt Israels beskidte arbejde.
Hvordan arbejder kollaboratørklassen i praksis, og hvordan skal det ses i forhold til den palæstinensiske befolknings forhåbninger?
Folk har den ide, at kollaboratører går rundt med et skilt med påskriften: “Jeg er kollaboratør”. Men kollaboratører foregiver normalt, at de arbejder for folket, og de deltager undertiden i undsigelser af det regime, som de rent faktisk arbejder for.
I apartheidtidens Sydafrika undsagde folk som høvding Buthelezi i ny og næ den sydafrikanske regering. Da det sydafrikanske apartheid-regime tilbød KwaZulu [en bantustan] suverænitet, svarede han: ”Du giver os affald. Det ønsker vi ikke”. Men han var immervæk stadig kollaboratør. Høvding Matanzima, som ledede Transkei – en anden bantustan, som det sydafrikanske apartheidregime havde skabt – gav også indimellem en flammende tale, hvori han harcelerede over den sydafrikanske regering. Men også han samarbejdede med regimet.
Det Palæstinensiske Selvstyre fungerer på stort set samme vis. Som bekendt blev Oslo-aftalen [fra 1995] vedtaget til at vare i en femårig overgangsperiode. Denne overgangsperiode brugte man på at opbygge en klasse af samarbejdspartnere, som ville begynde at nyde en række privilegier og magtpositioner, som de efter tilvænningsperioden nødigt ville give afkald på igen. I løbet af de fem år ville en fåtallig palæstinensisk elite nemlig vænne sig til at nyde frugten af deres kollaboratørvirksomhed: deres limousiner, villaer og svulmende bankkonti. Rationalet fra Israels side var, at de ville meget tilbageholdende med at afstå fra disse goder. Israelerne fik ret.
Til sidst lykkedes det at skabe den klasse af kollaboratører, som den dag i dag varetager israelske interesser i de besatte områder. Det skyldtes ikke, at de som sådan ønskede at være kollaboratører, men de gjorde det alligevel af den simple grund, at prisen for at lade være blev for stor. Efter fem år blev det for svært at vende tilbage til at leve under de samme elendige kår som andre palæstinensere.
Det er det, der er sket med Det Palæstinensiske Selvstyre, som ikke kan siges at repræsentere det palæstinensiske folks interesser. Og det er derfor, at det palæstinensiske lederskab fra tid til anden lufter nogle tomme hensigter om at opløse Selvstyret, hvilket aldrig vil ske. For hvis det sker, ville de miste alle deres privilegier, al deres magt og alle deres schweiziske bankkonti. Det vil de aldrig gøre.
Det eneste problem, israelerne havde efter de fem år, var Yassir Arafat. For selvom Arafat var korrupt, havde han stadig en smule nationalisme i sig. Der var derfor en vis grænse for, hvad han ville acceptere. Det står i modsætning til den nuværende leder, Mahmoud Abbas. Han ville tage til takke med et toilet med et palæstinensisk flag på. Arafat var i højere grad bange for, at palæstinenserne ville gøre oprør, hvis ikke de fik indfriet et minimum af deres forhåbninger. Arafat sagde ofte: ”Jeg giver ikke afkald på Jerusalem. Jeg ville få en kugle for panden.” Han vidste, at hvis han gav afkald på Østjerusalem som del af en fremtidig palæstinensisk stat, ville han blive myrdet. Arafat var på mange måder forfærdelig, men han havde trods alt nogle nationalistiske aspirationer på sit folks vegne.
Alt dette kan man læse om i Shlomo Ben-Amis bog Scars of War, Wounds of Peace (2005). Shlomo Ben-Ami var Israels udenrigsminister under Ehud Barak fra 2000-2001. I bogen siger han, at et af formålene med Oslo-aftalerne var at undertrykke den palæstinensiske demokratiske bevægelse fra den første Intifada og etablere en klasse af mennesker, der ville arbejde i Israels tjeneste.
