Lederskab

Af Uffe Kaels Auring

Den måske mest opsigtsvækkende WikiLeaks-afsløring har ikke vakt nogen opsigt i den danske presse (sig til, derude, hvis I er stødt på noget om det i radioen eller fjernsynet).

Af en række lækkede diplomatiske telegrammer fremgår det, at USA’s ambassadør i Pakistan, Anne Patterson, mener, at hendes hjemlands politikker ”risikerer at destabilisere den pakistanske stat”. Det er sjældent nogen god ide at destabilisere stater, men en usædvanlig dårlig ide i tilfældet Pakistan, som i forvejen er ustabilt og atombevæbnet.

Patterson advarer om, at de stadigt mere intensive amerikanske angreb i det nordvestlige Pakistan bidrager til at gøre såvel landets civile som militære ledere mere fjendtligt stemte over for USA og styrke anti-vestlige terrorgrupperinger. I det USA-bekrigede Pakistan anser 59 pct. af befolkningen USA for en ”fjende”. Det er ikke utænkeligt, at en del af de over 100.000 mennesker, der er beskæftiget i Pakistans atom- og missilprogrammer, er af samme opfattelse.

På officielt plan betyder det forgiftede forhold mellem USA og Pakistan, at Pakistan har brudt sin aftale om at tilbagelevere amerikansk atommateriale til USA. Den amerikansk-indiske samarbejdsaftale om atomenergi – som frigør indisk produceret uran til brug i atomvåbenproduktion – har derudover medvirket til, at Islamabad har modsat sig de internationale bestræbelser på at udforme en traktat, der forbyder produktion af fissile materialer til våbenbrug, samt har fået landet til at optrappe sin atomvåbenproduktion. Pakistan og Indien er ikke, ulig f.eks. Iran, medunderskrivere af ikkespredningsaftalen (NPT).

I kraft af den udbredte modvilje mod USA i den pakistanske befolkning vil direkte amerikansk pres på Pakistan for at tilslutte sig internationale kontrol- og overvågningsinstanser risikere at give bagslag.

Det nye er ikke substansen i afsløringerne. Analytikere har længe peget på risikoen for, at pakistansk atomvåbenmateriale kan komme i de forkerte hænder, og at Washingtons politikker på forskellig vis fremmer truslen. Det nye er, at vi nu ved, at de amerikanske beslutningstagere er bevidste om, at USA’s aggressive fremfærd ansporer en udvikling, der kan ende med at udløse en katastrofe af uanede dimensioner. Dvs. vi ved det ikke. Hvor skulle vi vide det fra?

Læs denne grundige artikel om emnet.