Den kritiske yderlighed 2. del
Af Uffe Kaels Auring
Principiel vs. taktisk og situationel kritik
I sit essay fortæller Carsten Jensen om ”et Afghanistan fanget i kaos”, hvor vi ”på tragisk vis” begår ”fejltagelser”. Vi spiller en ”negativ rolle” i ”en udsigtsløs evighedskrig”. Vi er muligvis gode nok, men ”vi er afhængige af de forkerte” (navnlig afghanske krigsherrer). Det er ”en krig med tvivlsomme mål” (hvilke mål kommer Jensen ikke ind på, og han synes i øvrigt snarest at beskrive krigen som formålsløs), en ”fiasko”. Det er den taktiske kritiks værste gloser, Jensen trækker frem. Disse har altid i varierende omfang været repræsenteret i vestlige mediers krigsomtale. 1 Jensen køber ikke de officielle målsætninger, men sætter omvendt heller ikke alternative målsætninger i deres sted. Resultatet er, at det hele fremstår udsigtsløst.
Jensens nedslående observationer deles af mange eksperter og er formentlig korrekte isoleret set. 2 Hvorvidt de pessimistiske observationer skal forstås som krigskritik, er derimod ikke givet. Det kommer an på udgangspunktet. Hvis krigsprojektet i sig selv er af det gode, er det selvfølgelig kritisk, at det forvaltes og går så skidt. Hvis krigsprojektets målsætninger omvendt er skadelige, er det alt andet lige kun godt, at det forvaltes og går skidt, for så vidt vores fejlhåndtering af situationen bringer os nærmere en afslutning. En kritisk indstilling til, hvordan det går, forudsætter i reglen opbakning til de mål, vi angiveligt forsøger at bevæge os hen imod.
Til ”vi vil det gode”-doktrinen hører yderligere antagelser om, at vores ofre har stor værdi, mens deres ofre kun har ringe værdi (og stort set ingen værdi i sig selv). De, vi officielt forsøger at dræbe, værdsættes højt, omend med modsat fortegn, end når det gælder vores egne faldne. En anden antagelse er, at vi ikke kan begå forbrydelser (mens vi ofte befinder os blandt forbrydere). Disse antagelser er uudtalte, men strukturerer ligesom doktrinen om vores gode hensigter vores krigstænkning.
Os og dem
Skønt Jensen vender sig kritisk mod det antagonistiske verdensbillede og ”dem eller os”-retorikken, som han finder hos George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen, finder vi også antagonismen hos Jensen selv. De afghanske krigsherrer er ”halvkriminelle”, de er involveret i ryggesløst ”magtmisbrug” og sammenlignes med ”Jønker”. For mange af krigsherrernes vedkommende er karakteristikken faktisk ret høflig. Omtalen af vores krigsherrer er imidlertid langt mere respektfuld. USA fremstilles ikke som regionens store mafiaboss. Der står heller ikke noget om de storforbrydere, der igangsætter og forvalter angrebskrige – dvs. massemord af ufattelige dimensioner – fra pæne kontorer i vestlige hovedsteder.
Essayet begynder med konstateringen af, at Afghanistan-krigen ”de sidste par år har […] været blodig.”; udsagnet konkretiseres alene med et regnskab over de danske ofre: ”Den har kostet 31 danske soldater livet og samtidig alvorligt invalideret langt over 100.” Tilsyneladende er det kun vores umådeligt lille tilskud af eget blod til Afghanistan-krigens samlede blodpøl, der skal tælles med til illustration af, at krigen har været blodig.
Der er ikke noget unormalt ved dette; Jensens tekst er kun bemærkelsesværdig ved sin efter forholdene skarpe kritik af mediedækningen og krigsførelsen. Muligvis tilpasser Jensen sin argumentation til de gældende præmisser for i det mindste at sikre en vis overbevisningskraft: Når vi alligevel ikke interesserer os for Afghanistan og afghanerne, er det først påpegningen af uheldige konsekvenser for os, der kvalificerer et argument som kritisk i nogen begribelig forstand. 3 I alt fald kulminerer Jensens kritiske synspunkter generelt med konklusionerne: Det fungerer ikke for os, vi bliver ofre, det er kontraproduktivt.
Hvad enten der er tale om en taktisk valgt argumentationsstrategi (Jensen skriver under hensyntagen til de doktrinære præmisser) eller et doktrinært udgangspunkt (Jensen går ud fra de doktrinære præmisser), giver hans fremstilling en indikation på, hvor den kritiske yderlighed befinder sig i det intellektuelle spektrum for krigsopfattelser.
Er Jensens diagnose rigtig?
Essayet tilbyder en tankevækkende statusrapport over de særlige dogmatiske blokeringer, der angiveligt gør sig gældende i de hjemlige mediers krigsdækning. Carsten Jensen fremstiller situationen som et særligt dansk fænomen. Det er sandsynligvis rigtigt, at der i mange andre vestlige lande er en større grad af åbenhed over for de kritiske perspektiver, Jensen mener, at vi lukker af for herhjemme.
Denne bedrift har man i alt fald bemærket i udlandet. Danmark er således i en The Wall Street Journal-artikel blevet fremhævet som det gode, atypiske eksempel på, hvordan man sikrer folkelig krigsopbakning. Krigstilhængeren og ”sikkerhedseksperten” Peter Viggo Jakobsen fra Københavns Universitet udtaler til avisen:
”The key to sustaining public support is an elite consensus that includes politicians in government and opposition as well as key opinion leaders: influential intellectuals, academics and columnists.”
Det bemærkes videre, at krigen herhjemme er blevet ”solgt” som en humanitær mission snarere end blot forsvar over for en terrortrussel. I England, nævnes det, står politikerne over for ”a hostile media”, men:
”It’s a different story in Denmark. “On editorial pages, there has been a total agreement that it is a necessary war,” says Kristian Mouritzen, the foreign editor of Berlingske Tidende, one of Denmark’s big three dailies.”
Jensens analyse støttes også til dels af en af de mest erfarne skikkelser i den danske medieverden, Lisbeth Knudsen, som på sin blog har skrevet et oplysende indlæg om krigsjournalistikkens udfordringer og formål:
”I medierne prøver vi at finde den rette, svære journalistiske balance mellem respekt, anerkendelse og hensyn til de udsendte soldater og den nødvendige, nationale opbakning og tro på en mening med projektet, og så den politiske realisme og virkelighed i et land meget anderledes end vores […] Vi forsøger at finde balancen mellem den nådesløse, kritiske journalistik, som vi normalt værner om, og som tjener et demokrati bedst med sin åbenhed og troværdighed, og så troen på, at det nytter at sætte danskere til i et fjernt land at bekæmpe terroren fra hus til hus og bringe så store ofre, selv om vi aldrig får en kopi af det danske demokrati og velfærdssystem i Afghanistan.”
Med disse udsagn, der lyder som en mellemting mellem religiøs bekendelse og patriotisk-bekymret sportsjournalistik, erklærer den tidligere generalsekretær for Danmarks Radio og nuværende chefredaktør på Berlingske Tidende sig for så vidt enig med Jensen i, at medierne ser det som sin opgave at udvise respekt over for soldaterne og bakke op om krigsførelsen, samt at disse hensyn er i modstrid med en realistisk krigsdækning. Og ikke helt ulig hos Jensen består ”den politiske realisme” i erkendelsen af, hvor uimodtageligt Afghanistan er over for vores velmenende planer for landet, ikke mindst demokratiopbygningsbestræbelserne. Vi kommer med de ”bedste intentioner”, men de udfordres ”helt ud i håbløsheden” af ”korruption, klaner og krigsherrer”.
Knudsen ser det ikke som mediernes opgave at forklare og forsvare, at vi har de ”bedste intentioner”; dette tages for givet og behøver ikke at blive demonstreret. Opgaven er at sikre taktisk opbakning, ”troen på, at det nytter”. Knudsen og Jensen har forskellige holdninger til en analyse, de i hovedtræk er enige om.
Alligevel er det mit indtryk, at Jensens diagnose af krigsdækningens amputerede karakter ikke er helt retvisende. I mediernes bestræbelse på at balancere rollen som militært heppekor på den ene side og rollen som organ for ”den politiske realisme” på den anden trænger megen situationel og nogen taktisk kritik igennem. Det er en balance, som efter forholdene kan tippe, og forskellige medier søger balancepunktet forskellige steder (Jensen kan selv siges at befinde sig i det kritiske yderpunkt). Jensen går efter min vurdering både for vidt (der er større rum for taktisk og situationel kritik, end hans analyse indikerer) og går ikke langt nok (krigsdækningens begrænsninger på det principielle plan bliver ikke klargjort). Medierne er i deres krigsdækning så at sige mindre taktisk-dogmatiske og mere principielt-doktrinære, end hans analyse giver indtryk af.
At der oven på det fundamentale doktrinære lag af gode intentioner findes et mindre rodfæstet dogmatisk forsvarsværn, som beskytter særligt de danske styrker mod taktisk kritik, er nok rigtigt. Det ville kræve en større indholdsanalyse af danske medier at få klarlagt, hvor god en beskyttelse medierne yder.
En taktisk diskussion af dogmernes formålstjenlighed
Forstået som et særligt dansk fænomen registrerer Jensens dogmer på sin vis afstanden mellem krigsdækningen herhjemme og krigsdækningen hos vores allierede (og det synes at være underforstået, at hvis blot vi levede op til internationale, dvs. vestlige, standarder, ville problemet være løst). Forskellen er dog af hovedsageligt ”taktisk” og ”situationel” art. Det ville på det principielle plan ikke gøre den store forskel, om dogmerne blev kasseret, så længe ”vi vil det gode”-doktrinen bestod.
Den manglende lydhørhed over for de elitekilder, som Jensen benytter til at korrigere de danske fejlopfattelser, vidner derimod om en inkompetence hos vores medier, som må bekymre enhver, der mener, at medierne ikke kun skal afspejle synspunkterne hos det hjemlige etablissement, men også de langt mere magtfulde udenlandske aktører, der styrer slagets gang og har den afgørende indflydelse på den internationale krigsdagsorden. Fra et internationalt eliteperspektiv må det anses for uprofessionelt, hvis danske medier tilsidesætter gængse relevanskriterier, når højtstående voldsfacilitatorer som Stanley McChrystal og Richard Holbrooke siger ting, der ikke passer ind i de måske lidt forsimplede konsensusfortællinger, vores politikere holder sig til. Det kan skyldes, at den danske stat og dens krigspropagandainstitutioner – såsom Dansk Institut for Militære Studier, Dansk Institut for Internationale Studier, Forsvarets Mediecenter og Institut for Statskundskab på Københavns Universitet – har for stor magt over medierne. I alle tilfælde er det formentlig ikke hensigtsmæssigt, hvis eliternes krigsbekymringer ikke levnes megen plads i mediebilledet: Normalt er en levende og fri elitedebat en af de afgørende forudsætninger for, at fejltagelser kan rettes, og de taktiske og strategiske valg, der bedst tjener eliteinteresser, kan identificeres og forfølges.
På den anden side har Danmark ingen nævneværdig indflydelse på den overordnede retning i projektet. Når nu NATO/Washington ønsker vores militære bidrag, kan man alene af den grund argumentere for, at det altovervejende hensyn må være at sikre krigsopbakning – med alle midler. Værdien af taktisk og situationel realisme stiger med graden af indflydelse og er derfor ikke høj for Danmarks vedkommende.
Slagsiden af en mindre taktisk-dogmatisk krigsdækning vil sandsynligvis være, at man ville fremme krigstræthed og -pessimisme hos befolkningen. Risikoen for, at det ville inspirere til øget krigsmodstand og fredsarbejde, er derimod yderst begrænset.
Og folkelig bevidsthed om og stillingtagen til de strukturelle og institutionelle faktorer, der militariserer vores verden og producerer død og ødelæggelse år efter år, ville som et første skridt kræve et opgør med doktrinen om, at vi, alle vores fejl, tåbeligheder og mangler til trods, vil det gode og altid befinder os i en proces, hvor vi med vold og magt forsøger at finde ud af, hvordan vi bedst opnår det.
Det er i denne forbindelse værd at gøre opmærksom på, at det ikke er den tavse, desillusionerede krigsmodstand, der udgør en trussel mod fortsat krig. I et lækket CIA-notat fra marts 2010, som foreslår forskellige propagandastrategier, der kan gøre befolkningerne i Tyskland og Frankrig mindre fjendtligtstemte over for Afghanistan-krigen, bemærkes det, at modstanden i disse lande er overvældende (80 pct.), men at det endnu ikke er noget problem, da der er tale om en passiv, pessimistisk opposition.
Et underafsnit i notater hedder: ”Public apathy enables leaders to ignore voters”, en observation, der selvfølgelig ikke er fremmed for de, der arbejder med tankekontrol, men som også alle tilhængere af demokrati burde skrive sig bag øret. Det gør formentlig ikke den store forskel for den førte militærpolitik, om befolkningen er krigsbegejstret eller omvendt bare træt af (at høre om) krigen.
Forklaring på dogmerne
Som nævnt er Jensens primære forklaring på dogmerne, at de tjener til at beskytte os mod realiteter, der i uforfalsket form ville krænke den nationale selvforståelse. Dogmerne hjælper til at gøre ”den ubekvemme krig” bekvem.
Jeg har hidtil fremstillet det, som om ansvaret alene placeres hos medierne og (sekundært) politikerne. Jensens perspektiv er imidlertid bredere: Dogmerne ”håndhæves af ukritiske medie, uansvarlige politikere og en befolkning, der foretrækker ikke at vide noget”. Der er altså tale om et nationalt projekt.
Det er vist ret almenmenneskeligt at se bort fra ubehagelige ting, som vi selv har medansvar for, eller alternativt se bort fra medansvaret for ting, vi i øvrigt anerkender, er ubehagelige. Sådanne reservationer har vi normalt ikke over for andres ugerninger; dem er vi i vores personlige liv såvel som i synet på internationale forhold ofte dybt optaget af. Menneskers moraldomme er oftest domme over de andre.
Alligevel er vi, inkl. medierne, normalt i stand til at anlægge i det mindste taktisk-kritiske perspektiver på magtfulde nationale aktører. Kritik af ledende politikere, herunder statsministre og udenrigsministre, fylder en del; politikerne får sager på halsen, og mediernes kommentatorer går meget op i, hvordan de ”håndterer” disse sager. F.eks. kan det udløse mediestorm, hvis vores ledere ikke udviser en passende respekt over for deres overordnede blandt vores allierede og ikke forstår vigtigheden af at gribe chancen til at komme i selskab med supermagtfulde mennesker som den amerikanske udenrigsminister.
Vores selvforståelse bliver ikke synderligt anfægtet af den grund. Hvis befolkningen derimod har et følelsesmæssigt problem med selv taktisk kritik af vores krigsengagement, må det skyldes, at identifikationen med militærmagten Danmark og dens kæmpende sønner er særlig stærk.
Og hvorfor er den så det (hvis den er det)? En del af forklaringen kan søges på et kulturelt niveau: ”forsvaret” er associeret med ”Danmark”, kongehuset, kristendommen og dannebrog – håndfaste symboler for det nationale ”Vi”. Der er imidlertid ikke noget naturgivent ved tilknytningen mellem ”forsvaret” og de øvrige markører for ”Danmark”. Under den kolde krig, da en moderat anti-militarisme også var et politisk fænomen herhjemme, fyldte militært engagement næppe meget i vores selvforståelse. ”Forsvaret” fik først sin ophøjede status, da Danmark valgte at deltage i den bølge af USA-ledede aggressionskrige, som blev igangsat i tiden efter den kolde krigs ophør. 4 Denne udenrigspolitiske kurs har været omgærdet af en uhørt grad af elitekonsensus; at nationalismen (Dansk Folkeparti) og internationalismen (Det Radikale Venstre) her har fundet deres fælles kamp, er kun det mest iøjnefaldende udtryk for en internationalt dikteret militærpatriotisme, der gennemsyrer hele det politiske felt – eller i alt fald den del af det politiske felt, som tages alvorligt.
Jeg mener, at den top-down-demokrati-model, der ligger til grund for Peter Viggo Jakobsens ovenfor citerede kommentar, giver et bedre udgangspunkt for en forståelse af fænomenet: Elitekonsensus har generelt – en i det mindste passiviserende – gennemslagskraft hos befolkningen og bidrager også til at give den ”den nationale selvforståelse” karakter og skærpe dens sans for krænkelser.
Er Danmark et særtilfælde?
Mens den høje grad af elitekonsensus herhjemme nok virker indskrænkende på det taktiske og situationelle niveau, gør den næppe den store forskel på det principielle plan. I denne henseende er Danmark helt på linje med andre nationer.
Jensens første dogme, ”Vi er bare gode”, dvs. moralsk overlegne, har tilsyneladende karakter af en ”principiel” doktrin (men udfordres ikke som sådan). Man behøver ikke som Jensen at dykke ned i danmarkshistorien for at finde forklaringer på dette forhold (selvom man dermed selvfølgelig kan få et mere nuanceret billede af den karakter, forestillingen om moralsk overlegenhed har). Det vil være vanskeligt at finde tilfælde, hvor en eller anden variant af denne forestilling ikke ligger til grund for det herskende informationssystems behandling af statens krigsaktiviteter. Cirka lige så vanskeligt, som det vil være at finde eksempler på informationssystemer, der er blot nogenlunde uafhængige af magthaverne.
På det taktiske plan er vi i Danmark nok heller ikke så langt fra de stater, vi får vores militære ordrer fra, som Jensens essay kan give indtryk af. Eksempelvis fremstilles ”Hvis vi ikke skyder dem dér, kommer de her”-dogmet som en dansk ekstremitet, repræsenteret ved Søren Espersen. Imidlertid er synspunktets fornemste fortaler præsident Barack Obama, som har gjort terrorbekæmpelse til det primære rationale for sine krigsoptrapningsinitiativer. 5
Mod en ny yderlighed
Jensen advarer mod, at ”de skæbnesvangre valg, en krig medfører […] tages med lukkede øjne”, og mener, at ”dansk presses store, stadig uopfyldte forpligtelse” ligger i at tilvejebringe solid og umanipuleret viden, som vi kan træffe disse valg på grundlag af.
Som nævnt kan der være en vis ræson i, at befolkningens øjne holdes lukket. Folkelig indsigt tjener sjældent magtudøvelsen.
Det samme gælder ikke de beslutningsdygtige samfundsmedlemmer. De kan ikke være tjent med mangelfuld viden om områder, de har interesse i og indflydelse på. De har brug for pålidelig taktisk og situationel information for at kunne træffe hensigtsmæssige beslutninger.
De danske kommercielle mediers ”store forpligtelse” er dog først og fremmest at tjene penge til deres ejere. Af profit-forpligtelsen alene følger en elitebias. Det principielt-kritiske er ikke rentabelt. Skulle et medie finde på at anlægge et principielt-kritisk spor – evt. blot sidespor – i sin dækning af statens militære aktiviteter, ville der garanteret blive lukket af for den strøm af statscertificeret information, som journalisterne er afhængige af for at kunne gøre dagens arbejde; det ville hæmme adgangen til kilder; man ville være nødsaget til i højere grad selv at producere analyser og tolkninger, og de ”menneskelige” historier (f.eks. invaliderede soldater, pårørendes oplevelser m.v.) ville blive fortalt til andre medier; mediet ville halte bagefter i jagten på krigsnyheder, og det ville blive udsat for politisk pres; mediets dækning ville i bedste fald blive mødt med forundring hos modtagerne, der vanskeligt ville kunne inkorporere dets historier i den samlede medieflades krigsfortælling.
Årsagen til, at det formentlig aldrig ville komme så vidt, er ikke kun økonomisk. Allerede på et ideologisk plan vil principielt kritiske tanker, for så vidt de overhovedet kan tænkes, være i strid med overbevisningerne hos journalister, redaktører og ejere, som jo for de flestes vedkommende har arbejdet sig igennem en anden del af vores informationssystem (uddannelsessystemet) med succes og næppe er ladt uberørt af de værdier, det viderebringer. For mennesker, som staten har skolet i sine selektive udgaver af objektivitet, upartiskhed og kritisk tænkning, vil en overskridelse af ”vi vil det gode”-doktrinen forekomme ”politisk”, tendentiøs, ensidig, kontroversiel, langt ude, del af en suspekt dagsorden m.v. Principiel kritik reserverer vi til de andre, Vestens fjender, som generelt er ondsindede og tilbagestående.
Jeg vil gerne tro, at hindringen for en mere civiliseret opfattelse af og stillingtagen til Afghanistan-krigen – og de krige, der vil følge efter den – snarere skal findes i et informationssystem, som filtrerer information i overensstemmelse med magthavernes interesser, og ikke så meget i, at den danske befolkning ikke kan håndtere at blive konfronteret med ubehageligheder. I hvilken udstrækning det er det ene eller det andet, er det nok ikke muligt at afgøre her og nu.
Men det kunne komme an på en prøve. F.eks. kunne man forsøge at erstatte det eksisterende mediesystem med medier, som er underlagt demokratisk kontrol, og se, hvilken krigsdækning der ville komme ud af det. Hvordan ville medieindholdet se ud, hvis medierne var ejet og blev drevet af deres journalister og brugere? Hvad om journalister og læsere havde definitiv og direkte redaktionel indflydelse? Det kunne være et interessant og lærerigt eksperiment.
Indtil det sker, er der ingen grund til at tillægge medierne ideelle forpligtelser, som strider mod deres institutionelle basis, men al mulig grund til at frigøre sig fra deres indoktrinering, søge information og især tolkninger andre steder og engagere sig for at opbygge mere demokratiske medier.
- Et tilfældigt valgt eksempel er DR2-programmet “Sange der ændrede verden” fra d. 13. juli 2010, som vanærede John Lennons fredsarbejde med sin historie om ”Give Peace A Chance”. Programmet fortalte om den ”nyttesløse” og ”frustrerende” Vietnam-krig, hvor ”300 amerikanske soldater blev dræbt” om måneden. Altså Vietnam-krigen, der kostede ca. 3,4 millioner ikke-amerikanere livet. Programmet illustrerede om noget, at verden desværre ikke har ændret så meget.
- Dvs. når vi ser bort fra den bredere geopolitiske kontekst, den endeløse Afghanistan-krig udfolder sig inden for. F.eks. at krigen er den primære drivkraft bag NATO’s ekspansion.
- Den samme uudtalte ligegyldighed over for andre (typisk farvede) menneskers død og lidelser genfindes overalt i vores kultur. Den tages f.eks. for givet, når det hævdes, at vi bør afhjælpe sult og nød for at mindske terrortruslen mod os. Muligvis det rigtige fokus, taktisk set, men det indgyder næppe respekt hos de mennesker, der er genstand for vores bekymring.
- Hvis man vil se, hvad den danske udenrigspolitiske forskning har at sige om dette emne, skal man lede efter titler, der rummer ord som ”aktivisme” og ”internationalisme” – de officielle betegnelser for Danmarks tilpasningspolitik i efterkoldkrigstiden. Karakteristisk for relationen mellem staten og den akademiske verden er disse betegnelser først blevet lanceret af de ansvarlige politikere, dernæst overtaget af de førende forskere på området.
- Se Stephen Walts artikel ”The ”safe haven” Myth” for en god analyse af terrorbekæmpelsesperspektivet i Afghanistan-krigen.
Søren Friis
22. oktober 2010 @ 14:08
Fin og gennemarbejdet artikel med nogle provokerende pointer. Én ting:
“Det kan skyldes, at den danske stat og dens krigspropagandainstitutioner – såsom Dansk Institut for Militære Studier, Dansk Institut for Internationale Studier, Forsvarets Mediecenter og Institut for Statskundskab på Københavns Universitet – har for stor magt over medierne.”
At karakterisere DIIS og Statskundskab på KU som krigspropagandister kan jeg ikke helt følge dig. DIMS – som nu hedder CMS – jo, ok, militærbegejstringen ligger faktisk i navnet. Men DIIS og KU’s seniorforskere er i vid udstrækning forsvarsmæssige realister, der alligevel har forholdt sig rimeligt kritisk (i hvert fald nøgternt) over for hvad de har set som dansk ‘bandwagoning’ ift. USA og den over-ambitiøse forsvarspolitik under Fogh Rasmussen. At de så ikke ligefrem er Chomsky’istiske kritikere af hele forsvarslogikken, ja, det kunne man vel heller ikke forvente?
Både DIIS og KU har dog også et enestående miljø af kritiske sikkerhedsforskere, såsom f.eks. Ole Wæver, Lene Hansen (begge KU) og Rens van Munster (DIIS), for at nævne et par stykker, der har forholdt sig YDERST kritisk til sikkerheds- og forsvarsdebatten som den udlægges i de danske medier. (At lige præcis disse forskere så ikke ligefrem har medierne i deres hule hånd er en anden sag.) Disse kunne du med fordel tjekke op på.
Søren Friis,
http://www.udenriget.dk
Uffe Kaels Auring
23. oktober 2010 @ 0:18
Søren: Mange tak for din gode kommentar. Den påstand, du går i rette med her, hører afgjort til de både uortodokse og uunderbyggede synspunkter i artiklen – den slags, vi opfordrer folk til at forholde sig kritisk til. Vil i det mindste forsøge at uddybe, hvad jeg mener, i det følgende.
For det første: KU udfylder, så vidt jeg kan vurdere, mange forskellige roller, som ikke har meget med propaganda at gøre. Men på det udenrigspolitiske område er ekspertkrigspropaganda efter min vurdering en hovedydelse. Mit indtryk er, at det samme i højere grad gælder for DIIS’ vedkommende.
Vil lige klargøre, hvad jeg generelt tænker om spørgsmålet. For at gengive et af de citater, der nu og da optræder i øverste højre hjørne på siden:
“For manipulation to be most effective, evidence of its presence should be nonexistent […] It is essential, therefore, that people who are manipulated believe in the neutrality of their key social institutions. They must believe that government, the media, education, and science are beyond the clash of conflicting social interests.” (Herbert Schiller)
1. Det er min rent personlige erfaring, at troen på neutraliteten i den akademiske verden er langt stærkere end troen på eksempelvis mediernes neutralitet; mange har jo på fornemmelsen, at medierne nok er lidt til den ene eller anden side, mens det akademiske jo står for videnskabelighed, metode og teori.
2. Mht. studier i dansk udenrigspolitik er det min opfattelse, at spektret for acceptable synspunkter er noget snævrere i den akademiske verden end i medieverdenen, samt at den statsfinansierede forskning i Danmarks militærpolitik er mindst lige så doktrinær som mediebehandlingen af militærpolitikken.
Mig bekendt er disse spørgsmål ikke blevet gjort genstand for grundig forskning (sig til, hvis jeg har overset noget) – og det kan man vel heller ikke forvente, som du skriver.
Min første påstand bygger alene på personlige erfaringer, og de kan jo være svære at argumentere med eller imod.
Mht. den anden påstand har jeg for nogen tid siden skrevet en ikke offentliggjort analyse, ”Doktrinær krigsforskning og den militærpolitiske analyse”, som bl.a. gennemgår en række nyere centrale tekster om dansk militærpolitik (det, man altid kalder sikkerheds- eller forsvarspolitik) af Nikolaj Petersen, Mikkel Vedby Rasmussen, Hans-Henrik Holm, Jens Ringmose, Bertel Heurlin, Sten Rynning, Hans Mouritzen og Lars Bo Kaspersen. Analysen konkluderer bl.a., at ”doktrinær krigsforskning” er en hovedstrømning inden for og nok den dominerende form for militærpolitisk analyse herhjemme.
Kort sagt og en anelse forenklet er ”krigsforskning” her defineret ved, at militære midler antages at være formålstjenlige, hvis de anvendes rigtigt, samt at målsætningerne for anvendelsen af militære midler er legitime, oftest ædle. Det ”doktrinære” defineres ved, at målsætningerne bag de militære engagementer er hentet fra officielle politiske hensigtserklæringer, at der derudover ikke angives anden empiri til støtte for, at DK har de givne målsætninger, samt at alternative målsætninger, som er i modstrid med de officielt proklamerede, ikke overvejes. Kort sagt krigsforskning på statens præmisser og med dens formål for øje.
Hovedfokus for de militærpolitiske analyser er i praksis ofte, hvorledes de militære midler anvendes rigtigt, og hvorledes effekten af og gevinsterne ved de militære engagementer kan optimeres. Dette rummer næsten uvægerligt et ”taktisk-kritisk” perspektiv – som imidlertid generelt var meget nedtonet i de tekster, jeg analyserede.
Mikkel Vedby Rasmussen forholder sig dog kritisk til ”sikkerheds- og forsvarsdebatten som den udlægges i de danske medier”. Hans synspunkt er, at vores kulturelt betingede modvilje mod bl.a. vold og tortur, ”the dark and difficult aspects of international security”, ikke levner mulighed for en helhjertet opbakning til vores krigsførelse. Altså kritik af medierne for at være for kritiske.
Mht. analysespørgsmålene fandt jeg ingen iøjnefaldende forskelle mellem realistisk, konstruktivistisk, diskursanalytiske eller sociologisk orienterede forskere.
Har læst Lene Hansens Security as Practice, hvori hun foretager en poststrukturalistisk diskursanalyse af debatterne inden NATO’s intervention i 1995. I den ringe udstrækning bogen omhandler det politiske beslutningsniveau eller konfliktens kendsgerninger, holder hun sig stort set kun til vestlige standardfortællinger om krigstilstanden i Bosnien i begyndelsen af 1990’erne. Det er også sigende, at Lene kun nævner propaganda som noget, Milosevic bedriver (s. 187) – og sigende, at han gør det instrumentelt, med et bestemt formål for øje: at opgejle nationalistiske følelser. Hvorvidt de vestlige diskursive praksisser har propagandistiske elementer i sig, berøres ikke. Det, vi laver, er mere civiliserede ”diskursive repræsentationer”, ”konstruktioner” osv., som udarbejdes i et institutionelt tomrum.
Har ellers kun læst et par videnskabelige artikler af hende og ikke den seneste bog. Er ikke bekendt med tekster, hvori hun ”YDERST kritisk [forholder sig] til sikkerheds- og forsvarsdebatten som den udlægges i de danske medier”. Vil gerne modtage referencer.
Ole Wæver er så kreativ og alsidig en forsker, at jeg formoder, han også har skrevet yderst kritisk om sikkerheds- og forsvarsdebatten i medierne.
I en ret kritisk analyse af ”krigen mod terror” fra 2007, som rummer nogle udmærkede pointer, understøtter Wæver doktrinen om, at ”vi vil det gode”:
”USA er ikke helt dominerende nok til unipolaritet, men for meget stærkere end de andre magter til multipolaritet. I denne mellemsituation lagde USA en unipolær strategi for dels at bevare sin status som ene-supermagt (undgå konkurrenter på det niveau), dels at udnytte denne – set fra USA – lykkelige situation til at skabe en bedre verdensorden.
Den neo-konservative vision var, at gøre USA så militært dominerende, at det ville stoppe årtusinders magtbalancering. I denne verden kunne en amoralsk retsorden omkring FN erstattes af reelle værdier som demokrati og frihed garanteret af USA. De neo-konservative udfoldede den indre logik fuldstændigt, men det er vigtigt at mærke sig, at der var og er en langt bredere konsensus om selve grundideerne: USA er enesupermagt, det skal fastholdes og det skal udnyttes til at skabe en bedre verden for alle.”
For nogen tid siden var Wæver i ”Krause på tværs”. Så vidt jeg husker, pointerede han bl.a., at det var et problem, at USA var ved at miste sit verdenslederskab, fordi der dermed opstår et tomrum, hvor ingen vil eller kan tage hånd om presserende internationale problemer (uden at komme ind på, hvorledes USA hidtil har gjort noget ved verdens problemer). Han gentog også – ansporet af Krause, som ikke var på tværs – den udbredte opfattelse, at Bush junior og co. var særligt idealistiske i kontrast til Obama (som sædvanligt uden at argumentere for det).
Kender meget lidt til Rens van Munster. I alle tilfælde vil jeg gerne modtage henvisninger til tekster af danske forskere, som bryder med ”vi vil det gode”-doktrinen eller blot nærmer sig den taktisk-kritiske yderlighed, vi finder hos eksempelvis Carsten Jensen.
På det militærpolitiske område er det mit indtryk, at den akademiske verden er mere doktrinær end medierne, også på det ”taktiske” plan. Dens tilknytning til staten er jo også generelt stærkere. Dette udelukker ikke, at der produceres megen ikke kun militært frugtbar forskning, eller at der som i alle andre sammenhænge er undtagelser.
Ser frem til at se nærmere på din blog.
Se ordforklaring til begreberne realisme, liberalisme, konstruktivisme, poststrukturalisme og diskursanalyse.
Søren Friis
23. oktober 2010 @ 15:38
Tak for det meget fyldestgørende svar. Du har tydeligvis læst mere op på lige dette emne end jeg har, og yderligere referencer kan jeg derfor ikke tilbyde.
Mht. din idé om dominansen af “vi vil det gode”-doktrinen har jeg dog en noget anden vinkel på sagen. Nemlig den, at de forsvarspolitiske realister i forskningsverdenen oftere accepterer en logik, hvorunder internationale relationer nødvendigvis er drevet af kyniske interesse-kalkuler og maksimering af egen magt. Det mener jeg for så vidt er et gyldigt udgangspunkt (og egentligt ikke synderligt forskelligt fra det marxistiske/Chomsky’istiske).
Men, som du ser ud til at foreslå, mener jeg dog også, at der opstår et problem, når dette teoretiske udgangspunkt kommer til at antage en mere normativ karakter. Dvs., at logikken implicit bliver, at ‘vi’ nødvendigvis må forsøge at maksimere vores stilling i det internationale system by any means necessary, altså ‘spille spillet’ på så offensiv måde som muligt. Her står og falder argumentationen med den præmis, at der nødvendigvis eksisterer en finit mængde sikkerhed, ‘absolute security’, som ‘vi’ derfor må forsøge at tilegne os så meget som muligt af (altså den såkaldt ‘offensive realisme’).Udtrykt gennem medierne vil dette normative synspunkt især udgøre et væsentligt problem, idet lytteren/læseren sandsynligvis ikke gives muligheden for at tage stilling til denne præmis’ rigtighed eller moralske implikationer.
Dog mener jeg, at man med fordel kan skelne mellem en realistisk tradition, hvor der forholdsvis ærligt arbejdes ud fra idéen om at ‘vi vil magten’/’vi vil vores egen sikkerhed’ og en liberal tradition, som tager udgangspunkt i ‘vi vil det gode’. En hypotese kunne så være, at den liberale tankegang ubevidst anses som mere ‘smagelig’ i den offentlige debat, hvorfor man også ville kunne se folk, der ellers er realister i forskningsøjemed tage del i denne diskurs. Jeg har ikke kigget på emnet fra denne vinkel før, men meget i dit svar tyder på, at det er tilfældet. Det gør min egen forskning ifm. diskursen omkring Irak-krigen umiddelbart også, i den forstand at liberalismen hurtig blev mere gangbar mønt i den offentlige debat efter sikkerhedsargumentet viste sig uholdbart.
Mht. de forskere og artikler du nævner, tænker jeg præcis på bl.a. Mouritzen, Rynning og Vedby Rasmussen når jeg skriver ‘realister’. Og jeg har haft præcis samme indvendinger mod de normative undertoner i især Vedby Rasmussens forskning som dig. Ifm. den kolde krig beklager han f.eks. (i Foreign Policy Yearbook 2005 eller 06) tydeligt danskernes iboende uvilje til at acceptere konfliktens ‘fulde strategiske logik’, dvs. at utvetydigt vælge den ene atommagt frem for den anden. (Men igen, ikke i min læsning ud fra et decideret synspunkt om at den ene side var ‘god’ – mere som ren realpolitisk kalkule.) Det er ifm. Ole Wæver værd at huske, at han betragter sig selv inspireret af Kissingers realisme, så derfor er realpolitiske udmeldinger fra ham heller ikke overraskende (omend måske ikke altid forsvarlige).
Du skriver: “Kort sagt og en anelse forenklet er ”krigsforskning” her defineret ved, at militære midler antages at være formålstjenlige, hvis de anvendes rigtigt, samt at målsætningerne for anvendelsen af militære midler er legitime, oftest ædle. Det ”doktrinære” defineres ved, at målsætningerne bag de militære engagementer er hentet fra officielle politiske hensigtserklæringer, at der derudover ikke angives anden empiri til støtte for, at DK har de givne målsætninger, samt at alternative målsætninger, som er i modstrid med de officielt proklamerede, ikke overvejes. Kort sagt krigsforskning på statens præmisser og med dens formål for øje.
“Oftest ædle”? Nej, i en /korrekt/ læsning af realismen har ‘ædle målsætninger’ og lign. ikke noget med sagen at gøre. Dermed ikke sagt at realismen ikke bliver ‘forplumret’ i medierne.
“…ikke angives anden empiri til støtte for, at DK har de givne målsætninger, samt at alternative målsætninger, som er i modstrid med de officielt proklamerede, ikke overvejes.” Det er et noget kategorisk udsagn. Hermed siger du, at forskningsverdenen simpelthen ikke evner at se kritisk på officielle udmeldinger. Det synes jeg er forkert. Bl.a. ser jeg Nikolaj Petersens bog om dansk udenrigspolitik 1973-2006 og Henrik Larsens “Analysing small state foreign policy in the EU” som modeksempler. Et problem er snarere den kassetænkning, hvorigennem forskere uvægerligt finder de /samme/ bagvedliggende motivationer for den førte politik som traditionelt anses som vigtige i deres eget teoretiske udgangspunkt. Men det er en anden sag.
Søren Friis,
http://www.udenriget.dk
Uffe Kaels Auring
23. oktober 2010 @ 23:55
Tak for disse alternative vinkler på ”sagen”. Det bliver nok lidt for nørdet at gå ind i en dybere diskussion af de spørgsmål, du rejser, i denne sammenhæng (hvilket slet ikke skal forstås som manglende lydhørhed over for eller en afskrivning af dine synspunkter). Dog et par enkelte bemærkninger. I det følgende forholder jeg mig alene til forskningspublikationer, ikke medieindlæg eller -omtale.
Dette med de ”oftest ædle” målsætninger passer ganske vist ikke på lærebogsrealisme eller konsekvent udfoldede realistiske teorier som eksempelvis Kenneth Waltz’ neorealisme. Men det passer – oftest! – på selv realistiske forskeres udlægning af Danmarks ”sikkerhedspolitik”, i hvert fald i nyere tid. Hos realister har ikke-realistiske elementer det sig med at trænge sig ind i de konkrete analyser af dansk udenrigspolitik.
Ringmose, Rynning og Mouritzen er her ikke undtagelser. F.eks. kan man hos disse forfattere læse, at Danmarks bidrag til fredsstøttende operationer igennem 1990’erne kunne skyldes et ønske om at forsvare ”human rights and the solidity of a liberal, rule-based international society” (Ringmose & Rynning), og at Danmark efter d. 11. september 2001 mener at være involveret i en global ”kamp om grundlæggende værdier”, mens man i 1990’erne tog ”ud for bl.a. med militære midler at bringe fred mellem stridende parter” (Rynning). Mouritzen forklarer Danmarks supertætte tilknytning til USA med Anders Fogh Rasmussens moralske vægring ved tidligere tiders tilpasningspolitik og hans ønske om at lære den danske befolkning, hvad ædel udenrigspolitik går ud på.
Kan ikke se, at Henrik Larsens ”Analysing Small State Foreign Policy in the EU” er et eksempel på, at der ses kritisk på officielle udmeldinger i den militærpolitiske forskning. Så vidt jeg husker, udelukker bogens ”forskningsdesign” det simpelthen. Bogen rummer ikke tilnærmelsesvis nogen eksplicit normativ dimension. Larsen er først og fremmest optaget af forklaring (og ”konstitutive effekter”), og den generelle forklaring på udenrigspolitik er, at omfanget af Danmarks engagement på et givent udenrigspolitisk område svarer til det politiske systems artikulation af ”Danmark” som aktivt handlende på dette område. Der tages udgangspunkt i den proklamerede politik som determinanten bag den førte politik; denne forklaringsmodel er inkorporeret i analysetilgangen og bliver ikke selv genstand for empirisk analyse. Så vidt jeg husker …
Larsens bog er ikke et eksempel på ”doktrinær krigsforskning”, men dog et godt eksempel på, at alternative, ikke statsautoriserede synspunkter på Danmarks udenrigspolitik ikke overvejes, ligesom evt. misforhold mellem proklameret og ført politik ikke tages op.
Jeg mener, at afsnittene om dansk udenrigspolitik fra 1990-2003 i Nikolaj Petersens bog om dansk udenrigspolitik i perioden 1973-2003 har den doktrinære forsknings og i lidt mindre grad krigsforskningens kendetegn. Det fører for vidt at underbygge denne vurdering her.
Jeg tror, din hypotese om, at ”den liberale tankegang” er mere acceptabel i den offentlige debat end mere ”realistiske” tanker, i det store hele holder. Jeg tror også, at hypotesen om, at de ”sikkerhedspolitiske” forskere er doktrinære, førend de er realister/konstruktivister/poststrukturalister osv., holder.
Er i øvrigt ret enig i dine betragtninger omkring den normative karakter, “realismen” ofte antager i praksis, men langtfra kun i mediesammenhæng.