Med og imod

Interview med den danske kunsthistoriker Dominique Routhier om Situationistisk Internationale og den kunstneriske avantgardes rolle i en stadig mere automatiseret verden.

Af Hugo de Camps Mora & Dominique Routhier
Forsidebillede: Collage efter Constant Nieuwenhuys New Babylon

I takt med at mange marxister har flyttet fokus væk fra kunst og kultur, synes kunsthistorie og kunstkritik i dag at være en stadig mere apolitisk affære. Når man tænker på den historiske betydning af æstetikken indenfor den marxistiske tradition, er det overraskende at se, hvor lidt spørgsmålet om kunsten som arena for radikal politik og frigørelse fylder i samtidens teoretiske landskab. I denne sammenhæng fremstår Dominique Routhiers bog With and Against: The Situationist International in the Age of Automation som et frisk pust.

Med udgangspunkt i marxistiske teorier om politisk økonomi gennemgår Routhier Situationistisk Internationales (SI) historie. Måske den mest politiserede og sidste af alle ‘klassiske’ avantgardebevægelser. Han forsøger især at forklare, hvordan efterkrigstidens fornyelse af kapitalismen, kombineret med en næsten blind tro på teknologiens og automatiseringens frisættende potentiale, førte til, at kunstens revolutionære horisont forsvandt.

Nu, hvor kunstig intelligens (AI) er i voldsom vækst, og dele af venstrefløjen igen lader sig friste af troen på, at teknologiske fremskridt vil føre til en revolution af samfundsforholdene, er Routhiers bog blevet særligt relevant. Gennem situationistiske pamfletter, dokumenter, kunstværker og genstande minder han os om, at revolution ikke er et teknologisk, men et politisk begreb. Klassekampen, insisterer han på, er det, der ultimativt bestemmer den historiske udvikling.

With and Against blev udgivet på forlaget Verso i slutningen af 2023. Bogen vil være interessant for alle, der stadig tror på vigtigheden af kunst og kunstteori som andet og mere end en form for legitimering af den herskende klasses økonomiske aktiver. Jeg satte mig for nylig ned med Routhier for at diskutere bogens temaer, og i hvilken grad bogens nøgleideer kan informere antikapitalistiske kampe i en stadig mere automatiseret verden.

Hugo de Camps Mora: Din bog With and Against ser på skæringspunktet mellem automatiseringens historie og efterkrigstidens europæiske avantgardebevægelse, Situationistisk Internationale (SI). Med udgangspunkt i titlen, kan du så sige noget om, hvordan SI forholdt sig til teknologierne i deres egen samtid?

Dominique Routhier: – Da jeg begyndte min research til den her bog i 2016, var #accelerationism på mode, og mange på venstrefløjen og i kunstverdenen var forførte af idéen om ‘fuld automatisering’. Det er åbenlyst, at så mange køber ind på fantasien om at lade maskiner udføre alt manuelt arbejde, fordi det bekræfter dem i deres følelse af berettigelse vis-a-vis mindre privilegerede arbejdere.

Mange af de her teknologioptimister gentager en temmelig naiv version af Lenins idé om, at kommunisme var sovjetmagt plus elektrificering. With and Against er tænkt som en historisering af den slags teknologioptimisme og en kritik af forestillingen om at et mere egalitært og frit samfund er et spørgsmål om teknologiske udviklingsstadier. Jeg bliver stadig forbløffet over, i hvor høj grad idéen om ‘fremskridt’ – som definerede venstrefløjens historie, især avantgardens historie fra den italienske futurisme til den russiske konstruktivisme og videre endnu – fortsat hjemsøger det enogtyvende århundrede.

Jeg vendte tilbage til situationisterne, fordi jeg havde en fornemmelse af, at deres teknologikritik, som især fokuserede på kybernetikken og de deraf afledte former for automatisering, kunne være nyttig i dag, som et slags forstudie til kritikken af AI. Det viste sig at situationisterne havde nogle ret originale kritiske perspektiver, både kunstnerisk og teoretisk på det dengang nye begreb om ‘automatisering’ (begrebet blev første gang brugt i sin nuværende betydning omkring 1946 i forbindelse med omstruktureringen af en Ford fabrik).

For at svare mere direkte på dit spørgsmål: Når jeg siger, at situationisterne var ‘med og imod’, mener jeg det i dobbelt forstand: For det første var de internt uenige om, hvordan de skulle forholde sig til ny teknologi. Nogle, som den nederlandske arkitekt Constant Nieuwenhuys, var meget optimistiske med hensyn til kybernetik og automatisering. Han så fremkomsten af mikroelektronikken som et stort uudnyttet potentiale for fremtidens byudvikling, som han dristigt forestillede sig i sit hovedprojekt New Babylon. Andre, som Guy Debord, var også fascinerede af udsigterne til et fuldt automatiseret samfund, men blev hurtigt meget mere skeptiske over for de iboende former for kapitalistisk dominans i ny teknologi. For det andet udviklede gruppens position sig fra en generelt positiv “proto-accelerationistisk” position til en slags maskinstormer position. Så der er mange spændinger hvad angår teknologispørgsmålet, og den historie jeg fortæller i bogen handler i høj grad om de grænser teknologioptimismen støder på i ‘automatiseringens tidsalder’.

Mora: Bogens undertitel afspejler Walter Benjamins essay ”Kunstværket i den mekaniske reproduktions tidsalder.” Hvordan vil du sige, at disse to ‘tidsaldre’ adskiller sig fra hinanden, og hvorfor refererer du så eksplicit til Benjamin fra begyndelsen af?

Routhier: – Det er jo det måske mest berømte essay i kunsthistorien. Og det er også et essay, som mange marxister kender til, selvom de måske ikke er så optagede af kunst. Så en del af svaret ligger i forlagslogikken: Jeg (eller mit forlag, som jeg måtte forhandle med om bogens endelige titel) håbede, at få folk som dig – folk, der er bredt interesseret i marxisme og kultur, men som ikke nødvendigvis er så involveret i kunsthistorie eller avantgardens forviklinger – med ind i læsergruppen. Mere seriøst, selvom undertitlen flirter lidt med klichéen, var det en måde at spørge, hvordan Benjamins analyse fra 1930’erne ville se ud, hvis den blev brugt som prisme på efterkrigstiden.

Men ud over Benjamin, hvis tænkning har haft stor indflydelse på bogen, refererer det specifikke udtryk ‘automatiseringens tidsalder’, som jeg bruger det i bogen, til en mindre kendt skikkelse fra Frankfurterskolen, Friedrich Pollock, som i 1957 udgav en meget overset bog kaldet Automation: A Study of its Economic and Social Consequences. Her pegede Pollock på kybernetikkens (studiet af elektroniske feedback- og styringsmekanismer) centrale betydning for produktionen, og på hvordan nye automatiseringsteknologier ville ændre organiseringen af og kontrollen over arbejdet og arbejdsdagen.

I 1950’erne var Frankrig et slags socialt laboratorium for implementeringen af Amerikansk teknologi og videnskab. Som en del af Marshallplanen hældte USA penge, teknologi og viden ind i det krigshærgede Europa for at udvide den kapitalistiske sfæres indflydelse og sikre sine fremtidige interesser, så mange fabrikker blev enten omstruktureret eller bygget op fra grunden, med alt fra værkstedsgulvet til ledelsesniveauerne organiseret efter kybernetiske ’feedback’ principper. Som jeg argumenterer for i bogen, påvirkede efterkrigstidens omstrukturering af kapitalismen efter de nye principper for ‘kontrol og kommunikation’ ikke kun arbejdslivet, men også kunstens verden, samt filosofi, politik, regeringsførelse osv. Situationisterne er interessante, fordi de meget tidligt fik øje på et af de centrale temaer for fransk filosofi: forholdet mellem teknologi, økonomi, og magt, eller hvad vi med Tiqqun kunne kalde den “kybernetiske hypotese”.

Mora: Det første man tænker på, når man tænker på situationismen, er Guy Debord. I bogen forsøger du dog at flytte fokus ved at pege på relevansen af skikkelser som fx Asger Jorn eller Mustapha Khayati. Hvorfor er det vigtigt for dig at problematisere Debords fremtrædende rolle?

Routhier: Du har ret, jeg forsøger helt klart at fjerne fokus lidt fra Debord. Det gør jeg ved at placere nøglebegivenheder, kunstværker, tekster, idéer og koncepter (ikke mindst begrebet “spektaklet”) inden for den bredere historiske kontekst, hvori de opstod. Det er ikke for at benægte, at Debord var vigtig, tværtimod. Det er bare det, at der har været så meget idolisering af Debord som situationisternes “leder”, at det er pinagtigt og vildledende, (kunst)historisk og politisk. Jeg mener, Debord var helt klart utroligt selvoptaget, men han og de øvrige medlemmer af SI skrev og redigerede de fleste tekster anonymt eller i fællesskab. Desuden var SI en anti-leninistisk organisation, der grundlæggende foragtede ideen om centraliseret lederskab og afviste enhver personlighedskult.

For igen at svare mere direkte på dit spørgsmål: Jeg forsøger at forskyde historien om SI fra Debord dels for at gøre plads til nogle af de andre bidragydere—som Jorn eller Khayati, eller Michèle Bernstein—men også for at understrege den decentrale, anti-hierarkiske og transnationale natur (eller i det mindste ambition) i SI-projektet, som strakte sig over grænserne af Frankrig og det kontinentale Europa til Skandinavien, Storbritannien og USA, Japan og Nordafrika, blandt andre steder.

Mora: For situationisterne skulle kunsten sættes i revolutionens og hverdagslivets tjeneste. Dette betød en negativ tilgang til den borgerlige kunstinstitution. Et eksempel er, da den danske maler Asger Jorn nægtede Guggenheim-priserne. I dag er det sjældent at se mainstream-kunstnere afvise borgerlige kunstformer, og kunstverdenen ser ud til at være blevet et spil for eliterne. Hvor stærk var SI’s interesse for og engagement i politik?

Routhier: For SI var kunst og politik aldrig adskilte ting. Deres kernebidrag til efterkrigstidens kunst var at insistere på en politisk radikal forståelse af avantgarden som en strategisk satsning med det eksplicitte formål at underminere det borgerlige samfunds kultur. Så selvom nogle medlemmer af SI, som fx Jorn, faktisk var praktiserende kunstnere, afviste de samtidig identiteten som “kunstner” og brugte deres værker og kunstneriske praksis til at udstille hele kunstens borgerlige ”metafysik” (idéen om geniet, autenticitet, originalitet osv.).

Så den borgerlige kunstinstitution var helt klart noget, som ifølge SI skulle kritiseres og afvises. Som jeg argumenterer i bogen, hviler SI’s grundlæggelse på boykotten af en “avantgarde kunstfestival” i Marseille i 1956, der ifølge SI blev brugt til at afspore og ”rekuperere” avantgardens kritiske projekt og erstatte avantgardens historiske engagement i klassekamp og dekolonisering med et engagement i samfundsudvikling og ”modernisering”. I det lys er Jorns afvisning af at modtage Guggenheim International Award i 1964, to år efter han officielt brød med SI, stadig helt i tråd med den situationistiske linje.

Mora: En af de vigtigste ambitioner med din bog er at bringe kritikken af den politiske økonomi sammen med en kritik af kunsthistoriens kategorier. Til at begynde med forekommer den ambition mig at være ekstremt interessant og relevant i vores tid, hvor det føles som om kunsthistorie og marxisme, som discipliner, begge har vendt ryggen til hinanden. Hvorfor skulle vi være interesserede i at genopdage kunsthistorien fra et marxistisk perspektiv og omvendt?

Routhier: Som jeg ser det, er kunsthistorien langt hen ad vejen en depolitiseret og overspecialiseret affære, der har travlt med at patruljere grænserne for sin egen stadig mere snævre og derfor irrelevante disciplin. Samtidig står vi i en situation, som du også påpegede indledningsvist, hvor det lader til at mange marxister har mistet interessen for kunst og kultur, hvilket er overraskende i betragtning af æstetikkens store betydning for tidligere generationer af kritiske teoretikere.

Den akademiske adskillelse af den organiske forbindelse mellem kunst og politik peger på et bredere problem, som også berører marxismens analyse af det borgerlige samfund i sin ’totalitet’. Det er som om, der har fundet en slags “glemsel” sted, hvor nogle af de mest vitale ”kulturelle” understrømme i den revolutionære tradition, herunder selvfølgelig avantgarden (fra russisk konstruktivisme til dadaisme til surrealismen, og yderligere til efterkrigsgrupper som Situationistisk Internationale), er blevet tabt af syne.

Problemet er, at avantgardens historie, især SI’s historie, er blevet misforstået af såvel marxister som kunsthistorikere. Med fare for at overforenkle her så har kunsthistorikere en tendens til at ignorere avantgardens vedvarende, omend komplicerede, kærlighedsaffære med marxisme, fordi det er for “politisk” og komplicerer troen på ren modernistisk formevolution, mens marxister på deres side ignorerer avantgarden som et “kunstnerisk” appendiks til mere seriøse politiske spørgsmål.

Jeg vil imidlertid ikke tegne en ren forfaldshistorie, for samtidig synes jeg, at vi i den nuværende historiske situation ser nogle af de mest interessante marxistiske diskussioner, vi har set siden 1970’erne, også (om end i begrænset omfang) indenfor kunst- og kulturstudier. For eksempel foregår der nogle spændende diskussioner i og omkring tidsskriftet Selva, der tager ’new social art history’ op til fornyet overvejelse, ligesom man finder interessante perspektiver i den litterære offentlighed, med navne som fx Joshua Clover, Sianne Ngai, Annie Mclanahan, Sarah Brouillette, og mange andre. With and Against er på en måde bare et bidrag til en international samtale, hvor vi ser en slags (tilbage)vending til nogle mere kritiske eller hvad vi med inspiration fra den marxistiske værdi-kritik kunne kalde ”kategoriske” metoder, spørgsmål, og problemstillinger.

Mora: Hvordan gælder denne kategoriske kritik for kunst?

Routhier: Metodologisk set er spørgsmålet om vareformens værdi og spørgsmålet om form i modernistisk kunst det samme spørgsmål set fra forskellige vinkler. Avantgardens historiske mellemværende med kunsten, som jeg ser det, handlede jo aldrig om kunstnerisk ”form” i sig selv, men om transformationen af hverdagslivet og ophævelsen af de borgerlige sociale former, herunder staten, privat ejendom, familien, lønarbejde, varen og selvfølgelig kunstinstitutionen og “kunstværket” selv.

Meget af denne kritik forblev hos avantgarden teoretisk uartikuleret eller var implicit i dens politiske æstetik, der ofte havde til formål at chokere borgerskabet med forskellige former for ikonoklasme. Det unikke ved SI, som avantgarden i dens mest “marxistiske” øjeblik, var at de forudskikkede afgørende elementer af en værdi-kritisk analyse, ifølge hvilken vare-formen og kunstværket som social form så at sige er født som identiske tvillinger.  Kritikken af ”arbejdet” som et transhistorisk begreb (gyldigt til alle tider og i alle samfund) må derfor også gælde for kunstens begreb. SI insisterede igen og igen på, at selve forestillingen om (moderne) ”kunst” opstod med det borgerlige samfund og ville forsvinde sammen med det. Så selvom der var en vis intern forvirring i SI, er den klare lektie, som jeg også fremhæver i bogen, at kunst, ligesom arbejde, ikke er noget der skal “befries”, men noget, der skal afskaffes eller ophæves.

Mora: Din bog bliver ofte set som relevant for aktuelle debatter om automatisering og AI. Hvilken relevans har SI i den nuværende æra, præget af fremskridt inden for maskinlæring og kunstig intelligens?

Routhier: I bogen går jeg i dybden med kybernetikkens historie, som på mange måder banede vejen for det, vi i dag kalder kunstig intelligens eller AI. Den væsentligste pointe jeg laver, er, at meget af den ekstreme hype vi ser i forbindelse med AI og automatisering i dag også var en del af den offentlige samtale for seks eller syv årtier siden. Meget af det, vi ser nu, er historiske gentagelser, helt ned til ordvalget i de hyperbolske formuleringer. Selvfølgelig er teknologierne væsentligt mere avancerede i dag, og computere kan udføre opgaver, som de færreste havde troet mulige for få årtier siden. Men i bund og grund betyder en ny app fra en tech-virksomhed i Silicon Valley på ingen måde, at revolutionen er nært forestående, eller at kommunismen er et skridt tættere på, end den var for 50 eller 100 år siden. Revolution er et politisk begreb, ikke et teknologisk. Det er i sidste ende den måske vigtigste lektie, vi kan tage med os fra situationisterne og den revolutionære marxistiske tradition, som de var en integreret del af og ikke bare et ”æstetisk” appendiks til.

Dominique Routhier er forfatter til bogen With and Against: the Situationist International in the Age of Automation (Verso 2023) samt til en lang række tekster i blandt andet Nordic Journal of Aesthetics, Rethinking Marxism, Historical Materialism, New Left Review Sidecar og LARB. Hans seneste essay, “Consumed by Fire“, kan findes på Verso bloggen og handler om branden i Børsen.

Hugo de Camps Mora skriver om politisk økonomi og økonomisk sociologi. Han er også stolt medlem af den spanske fagforening CCOO. En engelsk version af denne artikler er tidligere bragt i Protean Magazine.

Collage efter Constant Nieuwenhuys New Babylon.