Racismens vold er modstandens kontekst

Det er indlysende, at den dømte racist Rasmus Paludan ikke udgør det største og vigtigste racisme-problem i Danmark. Men hele forløbet omkring hans racistiske manifestation på Indre Nørrebro udstiller, hvordan politiet og den politiske offentlighed i Danmark opererer gennem racistiske logikker. De politiske reaktioner har været optaget af at sikre retten til at være racist og har primært udmøntet sig i passiviserende opfordringer til enten at ignorere racisme eller at håndtere den med «argumenter frem for vold». Opfordringer, der afpolitiserer den antiracistiske modstand.

Artiklen blev oprindeligt udgivet på peculiar.dk

af Lene Myong og Michael Nebeling

Ødelæggelsens geografi 

Søndag den 14. april havde den dømte racist og anti-muslimske partistifter Rasmus Paludan planer om at afholde en demonstration i Mjølnerparken på Ydre Nørrebro, et boligområde regeringen har udpeget som «et hårdt ghettoområde», blandt andet fordi der her bor en høj koncentration af beboere med minoritetsbaggrund. I løbet af søndagen valgte politiet at flytte Paludans demonstration. Dette kan politiet træffe beslutning om, hvis demonstrationer skønnes at være til fare for omgivelserne. Demonstrationen blev dog ikke flyttet til Christiansborg Slotsplads eller Vibenhus Runddel men til Blågårds Plads på Indre Nørrebro, et boligområde der har været genstand for voldsom gentrificering, men som også er forbundet med en historie af venstreorienteret modstand og politik, som fx modstand mod EU den 18. maj 1992 og protesterne mod rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007.

Politiets flytningen af demonstrationen til Indre Nørrebro bidrog, som Nazila Kivi hurtigt bemærkede, kun til at eskalere situationen:

For med flytningen fik Paludan en hjælpende hånd og massiv beskyttelse til at iscenesætte sin racistiske manifestation på den allerstørste scene.Den scene defineres ikke kun af Indre Nørrebros politiske historie – og forventningen om hvordan den kan tirres og aktiveres – men også af Indre Nørrebros gentrificering. For ødelæggelse af den kreative klasses biler, cafeer og affaldscontainere appellerer til helt andre affektive og politiske registre end den ødelæggelse, som allerede eksekveres på Ydre Nørrebro via den såkaldte ghetto-plan og gentrificeringens segregering.

For mange beboere på Nørrebro har politiets tilbagevendende iværksættelse af visitationszoner medført hyppig kontakt med politiet, hvor især racialiserede mænd mistænkeliggøres og underkastes statens overvågning. Som effekt af de antiracistiske kampe i weekenden har politiet indført «dobbelt strafzone» på Nørrebro, der på samme vis som Ghetto-planen og visitationszonerne indfører de facto forskelsbehandling af borgere. Disse tiltag bør forstås i sin racialisere(n)de kontekst: Det er styrings- og overvågningsformer, der enten er direkte målrettet bestemte racialiserede grupper (som Ghetto-planen) eller som gennem racial profilering og på grund af zonernes geografiske placering rammer racialiserede personer særligt hårdt.

Det er derfor vigtigt at forstå, at før de brændende containere, brosten og vejafspærringer har volden på Nørrebro allerede længe været tilstede i form af regeringens racistiske politikker og tiltag.

Disse tiltag har voldsomme effekter for konkrete mennesker på Nørrebro. Men de fungerer også som en symbolsk udpegning af Nørrebro som en geografi, hvor voldsforherligende mennesker hersker, mens de råt og forhærdet kaster med sten, så snart anledningen byder sig.

Selve denne udpegning af et område som voldsforherligende er med til at rammesætte de sociale og antiracistiske kampe som meningsløs ødelæggelse. Rammesætningen afkonteksualiserer begivenhederne fra den sociale marginalisering, som effektueres gennem racialisere(n)de værktøjer som ’hjemsendelsesydelse’, ghetto-plan, osv.

Iscenesættelsen af Paludans modstandere som voldsglade tåber afpolitiserer dermed modstanden og gør det svært at forstå kampene som reaktion og modstandsform mod en bredere social virkelighed. Samtidig medvirker dette også til at styrke argumenter for at tilføre yderligere ressourcer til politiet (der ikke overraskende har benyttet anledningen til at pege på, hvor få ressourcer de har).

<blockquote class=”twitter-tweet” data-conversation=”none” data-lang=”en”><p lang=”da” dir=”ltr”>Tror I i øvrigt at statens udøvende magt stiller så meget nazi-beskyttelse til rådighed fordi det får statens egne racistiske politikker til at virke moderate?</p>&mdash; Nazila Kivi (@NazilaKivi) <a href=”https://twitter.com/NazilaKivi/status/1117448384489631744?ref_src=twsrc%5Etfw”>April 14, 2019</a></blockquote> <script async src=”https://platform.twitter.com/widgets.js” charset=”utf-8″></script>

På den måde kan man sige, at Paludans åbenlyst racistiske manifestation på Blågårds Plads hælder benzin på den anti-muslimske racismes bål, men den får også andre effekter: nemlig at de statsgodkendte racialisere(n)de reguleringer, som tager form gennem byplanlægning, boligpolitik, politiovervågning, straf og socialpolitik, bliver styrket.

Den selektive ytringsfrihed

Normalt står danske partiledere ikke i kø for at fordømme eller aktivt problematisere racisme. Undtagelser er, når der sker større terrorhandlinger som på Utøya eller i Christchurch. I kølvandet af begivenhederne på Blågårds Plads har partiledere og ledende skikkelser fra partier i Folketinget dog ikke holdt sig tilbage med opdateringer på Twitter og Facebook (i skrivende stund er dette minus Alternativets Uffe Elbæk, som på twitter mest har koncentreret sig om at begræde branden i Notre Dame).

På sin twitter-profil har udenrigsminister Anders Samuelsen derimod haft travlt med at fremstille ‘ytringsfriheden’ som det egentlige offer i en kamp, hvor det ikke er Paludans racisme, men reaktionerne på denne racisme der udråbes som «skandaløs optræden» og «ytringsfrihedens fjender»:

Samuelsens standpunkt fortæller noget om ytringsfrihedens racistiske logikker, men også om hvor selektivt den ‘frihed’, der agiteres for, bliver operationaliseret i offentlige debatter. Det er nemlig en stadig stigende tendens, at ytringsfrihed våbengøres mod minoriteter, antiracister og folk, der taler magten imod.

Samuelsen og Liberal Alliance stod eksempelvis ikke i kø for at slå ring om gymnasieelevers ytringsfrihed, da de markerede deres modstand over for undervisningsminister Merete Riisager på Ørestads Gymnasium tidligere i år. Liberal Alliances ministre havde heller ikke travlt med at påkalde sig ytringsfriheden, da Folketingets forperson, Pia Kjærsgaard, irettesatte Enhedslistens Pelle Dragstedfor at påpege, at Kenneth Kristensen Berths udtalelser om muslimer er racistiske.

Ud over det åbenlyse og ulidelige hykleri i denne selektive iværksættelse af ytringsfrihed, så peger det på, at ytringsfrihed ikke betegner en 1:1-rettighed. Snarere må vi forstå kampen om ytringsfrihed som en politisk arena, hvor nogle politiske udsagn legitimeres, mens andre gøres uforståelige.

Når fx Samuelsen kan gøre ytringsfriheden til det egentlige offer, så er det muligt, fordi Paludans racistiske og voldelige artikulationer er blevet normaliseret og naturaliseret i dansk politik. Det er her værd at bemærke, at Paludans politiske artikulationer blot befinder sig en smule til højre for Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og regeringen, og de udgør dermed ikke politiske absurditeter, men almengjorte genkendelige politiske krav og racistiske udpegninger af især muslimer som roden til alt ondt.

Problemet ved at udpege kampen mod Paludan og racistiske politikker som et angreb på ytringsfriheden er ikke kun, at det fjerner fokus fra, hvordan Paludans aktioner aktivt medvirker til at lægge hele grupper af mennesker for had, herunder at forfølge aktivister som Bwalya Sørensen, der er talsperson for Black Lives Matter i Denmark. Paludan har eksempelvis arrangeret demonstrationer tæt ved hendes hjem og fremsat direkte og indirekte trusler mod hende og andre racialiserede personer.

Et andet problem består i, at den antiracistiske kamp mod Paludan og det sprog, som den umiddelbare modstand og politiske indignation benytter sig af, fx brændte containere og spærrede gader, umiddelbart fordømmes som anti-demokratiske og illegitime aktioner (modsat altså Paludans moralsk forkastelige men legitime politiske aktioner).

Pia Kjærsgård og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har eksempelvis straks grebet lejligheden til at gentage opfordringer om at moddemonstranterne skal udvises af Danmark eller rejse ’hjem’:

I den forstand fungerer den hurtige fordømmelse af moddemonstranternes reaktioner i høj grad som en katalysator for (igen) at centralisere den racialiserede grænsedragning mellem ’hvide danskere og ikke-hvide udlændinge’, som gennemtrænger den danske politiske offentlighed, og dermed mellem hvem, der genkendes som borgere (der har ret til statens beskyttelse), og hvem, der betegnes som ikke-borgere (der skal underlægges statens overvågning, vold og trussel om udvisning).

Med den forenklede og racialisere(n)de rammesætning af moddemonstraterne som rå og udemokratiske voldsmænd umuliggøres ethvert tilløb til at forstå deres aktioner i en social kontekst. Men som Jonas Eika har bemærket, kan man netop ikke vurdere legitimiteten af moddemonstranternes reaktioner over for politiet uden, at vi samtidig taler om bolig- og udlændingepolitik som statsracisme.

Det pædagogiske argument som voldens modsætning

Mens Samuelsen repræsenterer en form for racistisk informeret ytringsfrihedsideologi fra hvilken, det giver god mening at bruge flere kræfter på at støtte racisters ret til at ytre sig racistisk end at støtte dem, der rammes af racisme, så har statsminister Lars Løkke valgt en lidt anden strategi:

I sin opdatering forsøger Løkke sig med at tage afstand fra Paludan, der afskrives som en person investeret i «meningsløse provokationer», der har til hensigt at så splid. Det er dog ikke kun Paludan som politisk figur, der minimeres i denne bevægelse: Det er også den anti-muslimske racismes funktion og virkning.

Gennem sit tweet iscenesætter Løkke sig selv som antiracist og modstiller sig Paludans politiske position, til trods for at Løkkes regering konsekvent har indført og videreført en række racistiske politikker fra Ghetto-plan til paradigmeskift. For handler racisme virkelig om at «så splid»? Og om «meningsløse provokationer»? Eller handler racisme i højere grad om historisk og nutidig undertrykkelse, om fattigdomsfastholdelse og fratagelse af rettigheder, om forflytning og forvisning, om ‘hjemsendelsesydelser’ og ‘motivationsfremmende foranstaltninger’, om tvangsassimilation og symbolsk vold, om indespærring og deportationsregimer?

Paludan fungerer med andre ord som en kærkommen lejlighed til at definere og trivialisere racisme som ‘meningsløse provokationer’. Hermed muliggøres en forståelse af, at kampen mod racisme ikke består i en kamp om magt og retten til at eksistere, om adgang til rettigheder, økonomisk sikring og statens beskyttelse. Men alene er en kamp om argumenter, hvor magthaverne kan stige op på den moralske hest og erklære sig som antiracister uden, at det har nogen form for effekt på den førte politik.

Som Yannick Nehemiah Antonio Harrison har påpeget, virker det håbløst – især fra et venstrefløjsperspektiv – at tillægge Løkke nogen som helst form for moralsk autoritet i forhold til demokrati, ytringsfrihed og hvad der i øvrigt foregår på Nørrebro.

Den pointe deles dog ikke af ledelserne i Enhedslisten og SF, der på Twitter har haft travlt med at uddele ros og hjerter til Løkke:

I det omfang at Enhedslisten (og resten af venstrefløjen) gerne vil føre en antiracistisk politik, er det værd at genoverveje om kampen bedst føres gennem opfordringer til civiliseret samtale og dermed en ide om, at selv den værste racist altid fortjener at blive mødt med et åbent sind, hvor argumenter udveksles i god ro og orden.

Det kan aldrig være venstrefløjens opgave at omfavne et borgerligt krav om, at antiracisme skal formulere sig som pæne argumenter i en demokratisk offentlighed, som antages at være åben for alle.

Det er sigende, at både den konservative justitsminister Søren Pape, Socialdemokratiets leder Mette Frederiksen og leder af Det Radikale Venstre Morten Østergaard i deres kommentarer betoner, at moddemonstranter skal beherske sig og ignorere Paludans racistiske aktioner.

Men hvorfor er det dem, som gøres til genstand for symbolsk vold og racistiske artikulationer, som bærer ansvaret for at skabe en demokratisk samtale? Vel at mærke med en racist, som på ingen måde selv er investeret i en ’habermasiansk samtale’ og som aktivt agiterer for apartheid-lignende tilstande.

At argumenter (og ikke vold) fremstilles som det bedste modsvar over for racisme, bygger på en præmis om, at der kun eksisterer to (adskilte) muligheder: vold eller argumenter. Men historien viser, at det er de færreste antiracistiske og minoritetsrelaterede sejre, der er vundet alene gennem den høflige borgerlige demokratiske samtale. Tværtimod har det historisk set været vrede og nultolerance-aktioner, som har gjort det muligt for minoriteter og marginaliserede grupper at få deres frustration og modstand hørt. En historie og pointe, som venstrefløjen ikke burde være bange for.

Dertil kommer, at den offentlige samtale ikke foregår på lige præmisser i en borgerlig, hvid offentlighed, når racisten Paludan præsenteres som «islam-kritiker» snarere end, lets just say, nynazist, og toneangivende medier synes mere optagede af at sikre Paludans mulighed for at ytre sig uden at tage hensyn til, hvordan det at give Paludan taletid i den bedste sendetid retfærdiggør og normaliserer racistiske og symbolsk voldelige artikulationer mod minoriteter og muslimer.

Noget af det mest problematiske ved ideen om det pædagogiske argument eller den demokratiske samtale som racismens eneste legitime modsvar er dog, at voldsproblemet forskydes fra racismen til antiracismen. Det, der sker i denne bevægelse, er ikke kun, at den hvide majoritets definition af legitim og illegitim antiracisme bliver til lov, men også at forståelser af racisme som voldsudøvelse og voldsmonopol glider i baggrunden, netop fordi vi tvinges til kun at fokusere på den vold, som forbindes med antiracisme.

Det er derfor sigende, at effekten af Paludans aktion på Nørrebro formentlig bliver, at stadig flere penge vil blive afsat til at styrke statens voldsmonopol og dobbeltstrafzoner, der yderligere medvirker til at begrænse bevægelse og frihed for racialiserede personer.

En venstreorienteret antiracistisk politik bør ikke hvile på et borgerligt krav om pænhed. En venstreorienteret antiracistisk politik bør kontekstualisere uroligheder, stenkast og bilafbrændinger i den sociale virkelighed, som de optræder i, og dermed bidrage til at modvirke afpolitisering af modstandens mange former.

Man kan også sige, at politisk modstand har mange sprog, hvor af et er argumenter i en offentlig debat, et andet vrede og et tredje er brændte containere. At insistere på at forstå og kontekstualisere de brændende bilers modstandssprog er ikke et forsvar eller en apologi for antiracistisk vold, men en insisteren på, at reaktionerne ikke eksisterer i et tomrum. De eksisterer i en tid, hvor den anti-muslimske racisme på stærk og kynisk vis operationaliseres af både politi, medier og politikere.

Lene Myong og Michael Nebeling er med i peculiar.dk’s redaktion. De arbejder som forskere i henholdsvis Norge og Danmark, og forsker i emner, der tematiserer og undersøger køn, seksualitet, racialicering og affekt.

Print Friendly, PDF & Email