Mord, aids og postkolonialisme

ESSAY: I sin dokumentarfilm Cold Case Hammarskjöld (2019) undersøger Mads Brügger både omstændighederne omkring Dag Hammarskjölds gådefulde død, udbredelsen af aids-epidemien i Afrika og dekoloniseringen af kontinentet. Ved tæppefald ved vi stadig ikke, om vi med Brüggers egne ord har været vidner til ”verdens største mordmysterie eller verdens største konspirationsteori”. Til gengæld ved vi, at vi stadig mangler at stille stater som Storbritannien, Belgien, Sydafrika og USA til ansvar – både for at tilbageholde de nødvendige dokumenter for at opklare mysteriet om Hammarskjölds død og for kolonialismens og postkolonialismens grusomheder.

Af Camilla Møhring Reestorff

Ved dette års Sundance Film Festival vandt Cold Case Hammarskjöld og filmens instruktør Mads Brügger den prestigefyldte ”World Cinema Documentary Directing Award”. Æstetisk er Cold Case Hammarskjöld uden tvivl en fabelagtig dokumentar, men – som det også er blevet påpeget af flere kritikere – er filmen heller ikke uden problemer.¹ Måske kræver filmen ”bare”, at vi ikke betragter den som en dokumentar, der leverer endegyldige bud på, hvad der skete med Hammarskjöld, og hvordan aids-epidemien blev udbredt, men i stedet stiller endnu flere spørgsmål. I hvert fald står det klart, at hvis man udelukkende betragter filmen som et autoritativ journalistisk dokumentarfilm, får man ikke de svar, man ønsker. Cold Case Hammarskjöld er nærmere en dokumentarhybrid, der trækker på mange genrer, og som ikke slutter, når tæppet går ned.

Blev Hammarskjöld myrdet?

Da FN blev oprettet, levede mere end en tredjedel af verdens befolkning under en kolonimagt. Siden FN vedtog ”Kapitel XI” vedrørende dekolonisering, er flere end 80 stater blevet selvstændige.Cold Case Hammarskjöld handler om det flystyrt, der dræbte Dag Hjalmar Agne Carl Hammarskjöld. Hammarskjöld var fra april 1953 og til sin død i 1961 FN’s generalsekretær. I 1961 modtog han posthumt Nobels fredspris for at have opbygget et uafhængigt FN-sekretariat, have ført en uafhængig linje mod stormagterne USA og Rusland, for at have organiseret fredsstyrker i Mellemøsten efter Suez-krisen, og for sit arbejde for fred under borgerkrigen i Congo. I Cold Case Hammarskjöld er det netop hans arbejde i Congo, der er centralt. Hammarskjöld var nemlig fortaler for den dekoloniseringsproces, der skulle sikre afrikanske folk magten over egne territorier og ressourcer. Da flyet styrtede, var han på vej til våbenhvileforhandlinger i den såkaldte Congo-krise mellem FN-styrker og den separatistiske republik Katanga – en stat, der blev opløst to år senere. Katanga er en yderst vigtig provins for Congo, fordi landets økonomi er afhængig af de råstoffer, der findes i området (eksempelvis uran). Hammarskjöld døde således midt i en betændt krise, hvor han ville have været en stemme, der talte for dekolonisering. Dermed udfordrede han både stater og stærke økonomiske interessehavere. Under Congo-krisen blev Katanga eksempelvis støttet af Belgien, Congos tidligere kolonimagt, og vestlige mineselskaber.

Men også internt i FN havde han udfordringer. Eksempelvis var den engelske premierminister Harold Macmillan utilfreds med FN’s voksende rolle og med, at Hammarskjöld forsøgte at holde FN neutral i den kolde krig. Macmillan udtalte bl.a., at Hammarskjöld forsøgte at ”indtage en neutral position mellem godt og ondt”.² Ikke blot England, men også andre kolonimagter som Frankrig, Belgien og Portugal var utilfredse med FN’s voksende rolle og opgør med kolonimagternes udnyttelse af enorme landområder. Da FN blev oprettet, levede mere end en tredjedel af verdens befolkning under en kolonimagt. Siden FN vedtog ”Kapitel XI” vedrørende dekolonisering, er flere end 80 stater blevet selvstændige.

Alt dette betyder selvsagt, at Hammarskjöld udfordrede både store økonomiske interessehavere og kolonimagter. Men blev han myrdet? Det ved vi ikke med sikkerhed. Cold Case Hammarskjöld bekræfter – ligesom FN-undersøgelsen fra 2017 – at der er behov for yderligere efterforskning. Blandt de mange indicier er det eksempelvis mistænkeligt, at manden, der havde vagt i kontroltårnet og frit udsyn over området, hvor flyet styrtede ned, påstod ikke at have set noget, selvom folk i den nærliggende by Nodola kunne se flystyrtet, og at han slettede sine noter og genskrev dem senere. Det er også mildest talt mærkværdigt, at der blev fundet et spar es på Hammarskjölds forbrændte lig, hvilket en af filmens kilder påstår er et CIA-kendetegn, og at det tog 15 timer at finde flyet, selvom styrtet skete kun 12 km fra lufthavnen, og ilden kunne ses i Nodola. Der er også den tidligere NSA-officer Charles Southall, der i 1961 arbejdede på en lyttestation i Cypern, og som hævder at have hørt en optagelse af piloten, der nævner, at der var et andet fly i luften, og at han hørte skud. Måske vigtigst peger filmen på, at den belgiske lejemorder Jan van Risseghem skulle have fortalt sin ven, Pierre Coppens, at han havde skudt et fly ned, men ikke vidste, hvem der befandt sig i det. Der er mange indicier, og der er mange andenhåndskilder, men det endelige svar mangler stadig.

Hvad vi med sikkerhed ved, er, at flystyrtet, der dræbte Hammarskjöld, skete i Nordrhodesia (nu Zambia), og at der lige siden har været mistanker om, at der var tale om mord. Efter styrtet sagde USA’s præsident Harry Truman eksempelvis, at Hammarskjöld ”var på vej til at få noget gjort, da de dræbte ham. Bemærk, at jeg sagde ’da de dræbte ham’”. Mistankerne om drab blev forstærket i 2014, da Susan Williams’ bog Who Killed Hammarskjöld udkom, og i 2017, da en FN-undersøgelse viste, at flyet muligvis blev skudt ned. Svaret findes muligvis i dokumenter fra Storbritannien, Sydafrika og USA, men de vil ikke stille dem til rådighed for FN’s undersøgelseskomite.

Allerede i 2011 hævdede den svenske nødhjælpsarbejder Göran Björkdahl, at Hammarskjölds død var et mord, der gavnede mineselskaber som eksempelvis Union Minière. Det er netop i samarbejde med Björkdahl, at Brügger sætter sig for at efterforske Hammarskjölds død.

En satirisk koldkrigs-noir

Cold Case Hammarskjöld er en dokumentarhybrid, der trækker på mange genrer heriblandt true crime-dokumentar, koldkrigs-noir, animationsfilm, fiktionsfilm (som The Godfather) og satirisk dokumentar. Filmen er altså ikke bare endnu en true crime-dokumentar eller endnu en FN-undersøgelse – det er en Brügger-undersøgelse. Cold Case Hammarskjöld opstår altså i et helt særligt miks mellem film og serier som Making a Murderer, Tintin i Congo, The Godfather og Finding Nemo, fordi man som seer indimellem føler sig som fisken Dory, når hun igen har glemt, hvor hun er. Denne mangel på overblik behøver dog ikke at være et problem for filmen. Jack Halberstam peger nemlig på, at det manglende overblik, uforudsigeligheden og det uorganiserede kan hjælpe os med at se verden og hullerne i vores samfund på nye måder.³

I Ambassadøren spillede Brügger – som også Michael Moore gør det i sine film – fjolset. Fjolsets strategi er at lade, som om han ikke forstår, hvad der foregår, og dermed bruge sig selv som et komisk og konfronterende træk.Cold Case Hammarskjöld blander den satiriske dokumentar med koldkrigs-noir. Baton Palmer har argumenteret for, at den kolde krig har et komplekst forhold til det, vi kender som film noir.⁴ Palmer påpeger, at noir-film, der beskæftiger sig med koldkrigstematikker og kommunistiske konspirationsteorier, sammensmelter en overvældende selvbevidst nationalisme med paranoia, men ikke desto mindre lader staten og/eller helten overvinde de sofistikerede spioner og sabotager. Endvidere er det væsentligt, at det var stort set umuligt for koldkrigsfilmene i Hollywood at behandle det amerikanske samfunds ageren i den kolde krig. Kongressen undersøgte nemlig Hollywood for kommunistisk spionage, og den såkaldte House Un-American Activities Committee (HUAC) fik blandt andet sortlistet de såkaldte ”Hollywood Ten”, fordi de ikke ville svare på spørgsmål om deres politiske tilhørsforhold. Truslen om sortlistningen gjorde det således nærmest umuligt for filmindustrien at behandle amerikanske problematikker i den kolde krig kritisk.

Ikke desto mindre er det interessant, at Cold Case Hammarskjöld trækker på denne genre, fordi filmen jo netop forsøger at vise, hvordan vigtige oplysninger både under den kolde krig og i dag bliver fejet ind under gulvtæppet. Endvidere er det interessant, at filmen ikke beretter i observerende dokumentarstil. Mange af de scener, hvor man skal forestille sig, hvordan agenter og lejemordere interagerede i tiden omkring mordet på Hammarskjöld, er nemlig animerede. Disse små animerede klip er vævet ind i filmen på en måde, der nærmest skaber en stemning som i The Godfather. At der gøres brug af animation er et interessant træk, især i en dokumentarfilm, fordi det animerede gør det tydeligt, at man fjerner den fotografiske ontologi fra filmkunsten. Animationen er altså med til at tydeliggøre, at Cold Case Hammarskjöld arbejder performativt, og at filmen beder os om at forestille os, hvad der kunne være sket.

At filmen både arbejder performativt og satirisk, viser sig også i Mads Brüggers selviscenesættelse.⁵ I den første halvdel af Cold Case Hammarskjöld anvender Brügger den samme strategi, som han også anvendte i blandt andet Ambassadøren. Det betyder, at man ikke bare præsenteres for et særligt emne og en særlig tilknyttet vinkel, men også for en instruktør, Brügger, der putter sig selv i hovedrollen, og som provokerer og driller i stedet for blot at præsentere emnet. I Ambassadøren spillede Brügger – som også Michael Moore gør det i sine film – fjolset. Fjolsets strategi er at lade, som om han ikke forstår, hvad der foregår, og dermed bruge sig selv som et komisk og konfronterende træk. Ved at iscenesætte sig selv som fjols iscenesætter han nemlig også dem, han konfronterer, da de bliver nødt til at reagere på fjolset og dermed komme til at spille sig selv – inden for den ramme, Brügger har iscenesat for dem.

I første halvdel af Cold Case Hammarskjöld er Brügger, ligesom sin skurk Keith Maxwell (ham vender vi tilbage til) klædt i hvidt, i læderstøvler og safarihjelm. Han giver også en safarihjelm, en metaldetektor og en cigar til Björkdähl og spiller dermed op til ”fjolset”. Ligesom i Ambassadøren bærer Brügger også tegneseriefiguren Fantomets gode ring – en ring, der mærker dem, der er under hans beskyttelse. Men ligesom i Ambassadøren er disse tegneserietræk med til at så tvivl om Brüggers intentioner.⁶ Fantomets ring minder nemlig også om et svastika. Og hvem er egentlig under Brüggers beskyttelse, og hvem udnytter han, når han i bedste neokoloniale stil iklæder sig sit safarioutfit?

Filmens første halvdel anvender altså den samme satiriske fremgangsmåde, som vi kender fra andre af Brüggers film. Men i Cold Case Hammarskjöld rækker denne strategi ikke. Det skyldes både, at Björkdähls humor er alt for tør til at spille sammen med fjolsets karnevaleske stil, og at filmens true crime- og koldkrigselementer trækker den i en retning, hvor safaristøvlerne ikke slår til.

Sorte kvinders centrale stemmer

De seneste år er såkaldte true crime-dokumentarer som blandt andet HBO’s The Jinx og Netflix’ Making a Murderer og The People v. O.J. Simpson blevet populære. Cold Case Hammarskjöld trækker på mange måder på denne tradition. Filmen sætter sig netop for at opklare et mord, eller i det mindste at bevise, at et mord fandt sted. Men filmen er også en metarefleksion over, hvordan man i det hele taget fortæller en true crime-dokumentar. Dette er eksempelvis tydeligt, når der gøres brug af animationer, der netop er en refleksion over, hvordan man i det hele taget dokumenterer noget, der måske er sket. Men metarefleksionen får også et ekstra element, der handler om, hvilke stemmer der traditionelt er blevet opfattet som troværdige i samfundet generelt og i dokumentarfilm. Dette er et tydeligt spor i filmen, når det fortælles, at de lokale fra Nordrhodesia ikke blev interviewet i den oprindelige efterforskning, selvom de var vidner til flystyrtet og beretter om at have set to fly i luften, simpelthen fordi afrikanere ikke blev betragtet som troværdige vidner og i øvrigt var bange for at modsige officielle (hvide) forklaringer.

I begyndelsen af filmen regner man som sagt med, at den vil fortsætte i samme stil som Ambassadøren, der netop var kendetegnet ved, at den på satirisk vis reproducerede de neokoloniale udbytninger af Den Centralafrikanske Republik og den lokale befolkning. I Cold Case Hammarskjöld har Brügger ligeledes hyret to lokale afrikanske kvinder til at skrive sit manuskript. Brügger sidder i hvidt tøj på et hotelværelse, som skurken Keith Maxwell, der også altid var klædt i hvidt, tidligere har boet på. På hotelværelset dikterer han sit manuskript og refleksioner over den film, vi er ved at se, til sekretærerne. De skriver på en gammeldags analog skrivemaskine – både på grund af Brüggers fascination af det analoge og på grund af koldskrigstematikken. Men selve situationen, at to afrikanske kvinder opholder sig på et hotelværelse med en hvid mand, mimer tidligere koloniherrers udnyttelse af afrikanske kvinder.

I Cold Case Hammarskjöld får de to kvinder dog en anden og langt vigtigere rolle end blot at være rekvisitter i Brüggers forestilling om et koloniherredrømme. De bliver nemlig dem, der konfronterer Brügger med hullerne i hans historie, eksempelvis når den ene af dem spørger ”er det derfor, historien er fiktion?”, og Brügger må redegøre for, hvorfor det ikke er fiktion. De to kvinder stiller også afgørende spørgsmål om troværdigheden af filmens centrale vidne, Alexander Jones: ”tror du virkelig, det er sandt?” Og da Brügger midtvejs i filmen begynder at fokusere mindre på Hammarskjöld og mere på muligheden for, at den paramilitære organisation SAIMR (South African Institute for Maritime Research) udbredte aids, spørger kvinderne, om mysteriet er løst, eller om han bare har skiftet emne. På den måde bliver de to kvinder altså fornuftens stemmer i filmen, og de opfordrer seeren til ikke at tage alt for pålydende.

Kulturhistorisk har dette også stor betydning, idet sorte kvinder ofte er blevet misrepræsenteret eller slet ikke repræsenteret i historieskrivningen. Men hvis ikke sorte kvinder bliver opfattet som nogle, der har plads i historien, hvordan kan de så blive accepteret som nogle, der har en relevant viden, erfaring og plads i samfundet? Cold Case Hammarskjöld er ikke radikalt frisættende, men de to sorte kvinder får en afgørende plads i fortællingen som dem, der ikke lader sig nøjes med en konspirationsteori, men bliver ved med at undre sig og stille spørgsmål.

Emotionel true crime og globale koloniherrer

De to kvinder er, som nævnt, filmens fornuftige stemmer. Men det er også dem, der gør det tydeligt for os, at filmen omhandler mere end Hammarskjöld. Filmen handler nemlig også om en grusom kolonihistorie. I løbet af filmen får vi fortalt historien om Keith Maxwell, der ikke var læge, men alligevel oprettede klinikker i fattige sydafrikanske townships – en af klinikkerne er der endnu. Her eksperimenterede han på den fattige sorte befolkning, der ikke havde mange andre muligheder for at se en læge. Maxwell, hævder filmen, var en af hovedmændene bag SAIMR – en paramilitær organisation, som ifølge filmens hovedvidne, Alexander Jones, arbejdede for hvidt overherredømme og udryddelsen af afrikanerne i Sydafrika og Afrika generelt. Dette understøttes af en anden kilde, Groenewald, der hævder, at han mødtes med Maxwell to gange, og at denne havde kontakter i MI6 og ville bidrage med våben til bekæmpelsen af den sorte befolkning. Samme Groenewald kædes senere sammen med mordet på en SAIMR-ansat. Selvom vidnerne fremstår utroværdige i forhold til mange af detaljerne i deres konkrete planlægning af drab, står man tilbage med oplevelsen af deres stærke had til den sorte befolkning. Dette underbygges i to tekster: I Cold Case Hammarskjöld berettes det, at SAIMR havde en drejebog for mordet på Hammarskjöld, men at originalen er forsvundet; endvidere har Keith Maxwell skrevet et selvbiografisk fiktionsværk, som på mærkværdig vis er havnet i hænderne på den myrdede SAIMR-ansattes mor. I begge tekster er forestillingen om det hvide overherredømme central, og den sorte befolkning ønskes undertrykt, hvis ikke udryddet. Hvor meget hold teksterne har i virkeligheden, er svært at afgøre, men uanset hvad vidner de om de uhyggelige racistiske strukturer, som den sorte befolkning var og til dels stadig er underlagt i de tidligere europæiske kolonier i Afrika.

I denne kontekst bliver de to afrikanske kvinders deltagelse igen central. Hvis ikke deres stemmer var så fremtrædende i filmens univers, ville den nemlig, som Brügger selv bemærker, blot være endnu en film om hvide mænd i Afrika. Det er den til dels stadig, men i og med at de to kvinder har så stor betydning for filmens narrative fremdrift, sker der et skift. Det er nemlig ikke blot kvinderne, der stiller de kritiske spørgsmål – filmens emotionelle fremdrift uddelegeres også til dem.

De to sekretærer er altså ikke bare ”rekvisitter” i Brüggers fortælling. De er centrale aktører for filmens fremdrift, og det er dem, der vidner om den fortsatte globale ulighed.Dokumentarfilm opfattes gerne som en redelig journalistisk genre, men genren er ofte også det modsatte.⁷ Den er ”emotionelt drevet, sensuel og – fordi den nogle gange beder modtagere om at reagere spontant på en mavefornemmelse, næsten på et fysisk niveau – primal i sin appel”.⁸ De to kvinders spørgsmål og ikke mindst deres gru, når de hører om Maxwells ondskabsfulde eksperimenter på den fattige sorte befolkning, er afgørende. Selvom Brügger ofte er emotionel, når han eksempelvis eksplicit bekymrer sig om sit eget eftermæle, er det de to kvinders emotionalitet og opgivende suk, der fremstår troværdige. For dem er det ikke småting som eftermæler og dårlige filmanmeldelser, der bærer fortællingen, men snarere fortællingen om et kontinent, dets befolkning og dets ressourcer, der igen og igen er blevet udnyttet.

Det er ofte blevet hævdet, at politik handler om konflikt og natur, imens videnskab handler om sikkerhed og fakta, men som filosoffen Bruno Latour gør opmærksom på, er natur, politik og demokrati tæt sammenvævede størrelser.⁹ Naturens forekomst af råstoffer og mineraler har således altid været en kilde til konflikt, og i Congo-krisen så vi netop, hvordan kampe om adgang til et enkelt lands ressourcer førte til en international krise. I en sådan krise er det afgørende spørgsmål således, hvem der er troværdige og ikke-troværdige repræsentanter for et landområde. Brügger afmonterer, som altid, sig selv som en troværdig repræsentant – han bærer jo netop det samme tøj som skurken, Maxwell. Til gengæld indtræder de to afrikanske kvinder som de troværdige repræsentanter for regionen. Det bliver dem, der emotionelt validerer forfærdelighederne både i det tidligere koloniale regime og i det nuværende postkoloniale. Der er trods alt en grund til, at de sidder på et hotelværelse og arbejder for Brügger. Den postkoloniale globale ulighed former fortsat deres livsvilkår.

De to sekretærer er altså ikke bare ”rekvisitter” i Brüggers fortælling. De er centrale aktører for filmens fremdrift, og det er dem, der vidner om den fortsatte globale ulighed. Dermed medierer Cold Case Hammarskjöld historien på en måde, hvorpå den stiller spørgsmål ved både international lov og mellemmenneskelig etik.

Er aids-epidemien et kolonialt plot?

I midten af filmen sker, som nævnt, et skift. Hvor filmen i første halvdel primært beskæftiger sig med, hvorvidt og (i givet fald) hvordan Hammarskjöld blev myrdet, handler anden halvdel om den bredere kontekst, som det påståede mord fandt sted i. Her er filmens centrale kilde Alexander Jones, der påstår at have været medlem af og lejemorder for SAIMR. Jones fortæller, at SAIMR var støttet af MI6 og CIA, at de planlagde og gennemførte nedskydningen af Hammarskjölds fly, at han har set et billede af Maxwell ved flyet, og at SAIMR er en hvid, racistisk milits-lignende organisation, der bl.a. rekrutterede lejesoldater for at undertrykke sorte i Sydafrika og nabolandene. Jones fremstår ikke altid som den mest troværdige kilde. Der er uoverensstemmelser i hans fortælling, som når han påstår at have afskåret sig fra kontakt med SAIMR’s formodede leder Maxwell, men alligevel mener at kende til hans psykiske tilstand inden hans død.

Jones’ mest dramatiske påstand er, at SAIMR ville udslette den afrikanske befolkning ved at sprede aids. Det lyder uhyrligt, men når man kender kolonihistorien, er det alligevel ikke helt usandsynligt. Ikke desto mindre er det væsentligt at holde fast i, at det ifølge Lise Kaalund-Jørgensen, der i en årrække var HIV/aids-konsulent i Danida, er meget usandsynligt, ”at man i et privat laboratorium kunne isolere HIV, opløse det og distribuere det til vaccination. Det skal der en meget avanceret teknik til og er ikke noget, der kan ske i et lille laboratorium”, og ”hvorfor i øvrigt ikke bare bruge dårlig hygiejne til at sprede HIV? Hvis det er det, man vil. Det er effektivt ikke at rense sprøjter”.¹⁰ For folk, der arbejder professionelt med aids-forebyggelse, er Cold Case Hammarskjöld altså problematisk, fordi den rammer ind i den mistillid, der fortsat eksisterer mod Vesten og vestlig medicin, og man risikerer dermed, at nogle vil undlade at modtage aids-behandling.

Mads Brügger indvender dog mod dette, at videnskaben ikke siger, at det er uladsiggørligt at isolere aids, og at det vigtige for ham er: ”at vi har to SAIMR-ansatte, der har haft den oplevelse, at de deltog i sådan et udryddelsesprogram. Det er alvorligt nok. Ydermere har de været ledet af en mand, der har skrevet lange strategier om, hvordan aids kan anvendes til at omkalfatre demografien i Sydafrika – en mand, der ikke var læge, men som drev klinikker i Johannesburgs fattige townships”.¹¹

Det er svært at vide, om SAIMR rent faktisk havde et aids-program, for kilderne er ikke nødvendigvis troværdige. Og HIV/aids har længe været omgærdet af konspirationsteorier. Eksempelvis har konspirationsteorien længe været, at USA har skabt sygdommen, en idé, der efter sigende er startet af Sovjet.¹² Men lige meget hvad er der ingen tvivl om, at Vesten har et stort ansvar for udviklingen af aids-epidemien på det afrikanske kontinent – for det første ved at overlade den medicinske behandling af den fattige sorte befolkning til kvaksalvere som Maxwell; for det andet (og måske endnu vigtigere) gennem opbygningen af en global struktur, der både undertrykker afrikanere og faciliteter spredningen af aids.

Aids er den eneste globale epidemi, der har sit eget FN-agentur – UNAIDS. Ikke desto mindre har håndteringen af sygdommen gennem tiden været dybt problematisk.¹³ Der har manglet afgørende langsigtede strategier, der ikke blot fokuserer på seksuel afholdenhed, men også eksplicit forholder sig til den globale ulighed. Den globale ulighed er vigtig i forhold til aids, for hvor der i dag er 36,9 mio. mennesker i verden, som lever med hiv eller aids, lever mere end halvdelen af disse i det sydøstlige Afrika. Og hvor der i 2017 var 21,7 mio. i antiretrovial behandling, var kun 15,3 mio. afrikanere i behandling. Dette hænger bl.a. sammen med, at de lande, der er hårdest ramt, også er dem, der har sværest ved at betale for behandlingen.¹⁴

Udbredelsen af HIV/aids hænger som påpeget af Tony Barnett og Alan Whiteside også sammen med globale markedsmekanismer.¹⁵ Multinationale virksomheder vil have den billigst mulige arbejdskraft. Derfor ansætter de unge mænd, som må tage væk fra deres lokalsamfund for at arbejde. Mens de arbejder i byen, risikerer de at få HIV/aids, og når de vender tilbage til landsbyen, spredes smitten. Konsekvensen er, at lokalsamfundet mister arbejdskraft, og at især kvinder må blive væk fra arbejde for at passe de syge. For virksomheder betyder det også, at de måske nægter at binde sig til et område, hvis de mener, der er en ustabil arbejdskraft. Et studie har for eksempel vist, at firmaer i Sydafrika bruger 7,2 pct. af deres lønudgifter på aids-relateret sygdom.¹⁶ Ligeledes betyder aids-epidemien, at der er færre mennesker, og dermed også færre forbrugere, hvilket selvsagt påvirker markedet. Det er altså nødvendigt at erkende, at den finansielle sektor og et globalt orienteret sundhedsvæsen må blive bedre til at arbejde sammen. Sygdomme som HIV/aids er nemlig ikke bare individuelle, men rammer familier, samfund og markedsøkonomier.

En af de ting, vi må tage med os fra film som Cold Case Hammarskjöld, er, at globale sundhedsindsatser og markeder må blive bedre til at samarbejde. Et anden væsentligt element er, at der er stor forskel på, hvilke mennesker der drages omsorg for og investeres i.I Cold Case Hammarskjöld beretter Jones, at SAIMR aktivt forsøgte at sprede HIV/aids til den afrikanske befolkning. Men uanset om aids-epidemien har været en kalkuleret postkolonial strategi for masseudryddelse eller ej, så er det den effekt, epidemien har fået. Når et individ bliver ramt af HIV/aids, er det ikke bare den enkelte, der påvirkes, men også dennes familie og lokalsamfund. I dag er der gode behandlingsmuligheder, men det er som sagt langtfra alle, der har adgang til disse. Historisk set har HIV/aids-epidemien da også betydet, at børn er blevet forældreløse, lokalområder har mistet arbejdskraft, markedsøkonomier er kommet i problemer, og gennemsnitslevetiden er faldet i landene, der er hårdest. Eksempelvis er gennemsnitslevealderen i Swaziland 48,8, Sydafrika 57,8, Danmark 80,7 og Hong Kong 84,4 år.¹⁷

UNAIDS er optimistiske og peger på, at HIV-infektioner i både det sydlige og østlige Afrika er faldende.¹⁸ Men på trods af denne optimisme er det vigtigt, at vi lærer af historien. En af de ting, vi må tage med os fra film som Cold Case Hammarskjöld, er som nævnt, at globale sundhedsindsatser og markeder må blive bedre til at samarbejde. Et anden væsentligt element er, at der er stor forskel på, hvilke mennesker der drages omsorg for og investeres i. Som Judith Butler skriver: ”Kun under de omstændigheder, hvor tabet af liv har betydning, bliver værdien af liv tydelig.”¹⁹ Det, som HIV/aids-epidemien og postkolonialismen lærer os, er, ikke overraskende, at vi i Vesten har en lang tradition for ikke at betragte afrikanske liv som væsentlige.

En medialiseret konspirationsdokumentar

Som tidligere nævnt siger Brügger, at Cold Case Hammarskjöld kan ende med enten at være verdens største mordmysterie eller verdens største konspirationsteori. Jeg vil hævde, at den ender med at præsentere to af verdens store konspirationsteorier: At Hammarskjöld blev myrdet, og at HIV/aids-epidemien var et højreekstremistisk plot med det formål at udrydde afrikanske befolkninger. Der er indicier for, at begge konspirationer er mere end blot konspirationsteorier. Det centrale vidne, Alexander Jones, leverer alle de svar, Brügger kunne ønske sig, men han er ikke nødvendigvis troværdig. Derfor er det også et vigtigt øjeblik i filmen, da Brügger lægger en kabale med rene esser. Det kan symbolisere, at kabalen går op, og at alle filmens dele finder sammen i en større sammenhængende enhed. Men det kan også symbolisere, at der er snydt med kortene, at filmen kun tilsyneladende finder sine svar, og at den stadig arbejder med konspirationsteorier.

Her er det centrale altså, at filmen ikke er slut, når tæppet går ned. Tværtimod lægger den op til, ligesom andre true crime-film og serier, at politiet og den internationale offentlighed fortsætter opklaringsarbejdet.Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, at filmen arbejder med konspirationsteorier. Maria Brockhoff, Mikkel Thorup og Rikke Alberg Peters peger på, at konspirationsteorier opererer med en forestilling om, at der bag bestemte begivenheder kan findes skjulte planer og årsager, der bevidst forsøges skjult.²⁰ I forhold til Hammarskjölds død er en sådan teori jo ikke helt vanvittig, da både Storbritannien, Sydafrika og USA tilbageholder oplysninger for FN. Brockhoff, Thorup og Peters påpeger endvidere, at konspirationsteorier (ligesom politiefterforskninger) handler om at finde frem til en sandhed, men at konspirationsteorier er besat af at udpege en fjende, og forsøger at ignorere ethvert modbevis. Her bevæger Cold Case Hammarskjöld sig på en knivsæg, for Brügger er jo optaget af fjendebilleder. Han klæder sig endda i det samme tøj som sin skurk, Maxwell.

Flere HIV/aids-eksperter advarer mod at lade sig rive med af konspirationsteorier, fordi det kan skade lande med høje infektionsrater, idet de skaber tvivl om behandlingsmulighederne. På den anden side skriver New York Times, at Jones indtil de sidste optagelser benægtede, at hans gruppe var involveret i HIV/aids-forsøg, og at han i den sidste optagelse bekender detaljer, som han tidligere virkede til kun at kende gennem Brügger.²¹ Der er altså indikationer på, at SAIMR interesserede sig for spredningen af HIV/aids, men ligesom mordet på Hammarskjöld er også dette vævet ind i en koldkrigskonspirationsteori.

Cold Case Hammarskjöld bevæger sig altså hele tiden mellem det dokumentariske og det konspirationsteoretiske. Men det er ikke nødvendigvis vigtigt, om filmen endegyldigt svarer på, om og hvordan Hammarskjöld blev myrdet, og om og hvordan HIV/aids blev udbredt. Det er nemlig væsentligt, at dokumentarfilm i dag er blevet en del af en medialiseret virkelighed, hvor de også får mainstream mediedækning. Dette gør dokumentarfilmskabere til legitime politiske spillere i en bred medievirkelighed.²² Her er det centrale altså, at filmen ikke er slut, når tæppet går ned. Tværtimod lægger den op til, ligesom andre true crime-film og serier, at politiet og den internationale offentlighed fortsætter opklaringsarbejdet. Effekten af Cold Case Hammarskjöld skulle altså gerne ikke bare afhænge af Björkdahl, der fortsætter sin undersøgelser, men af det internationale samfunds interesse i at få opklaret, hvad der skete med Hammarskjöld, og hvordan HIV/aids-epidemien har spredt sig.

På den måde minder filmen os om, ”at en anden globalisering er mulig”. Globalisering er ikke det samme som global kapitalisme, globalisering er også den globale etik, der bliver synlig, når vi ser verden som de to sorte kvinder, der kommenterer handlingen, samtidig med at de arbejder som sekretærer for Brügger.Cold Case Hammarskjölds komplekse sammensætning af koldkrigsfilm, film noir, satirisk dokumentar, animation og true crime er et væsentligt bidrag til udviklingen af dokumentarfilmen som genre og til debatten om postkolonialismens fortsatte udbytning af afrikanske stater. I den forstand er det filmens væsentligste biddrag, at den formår at minde os om de liv, der er undertrykt og mistet i den globale udbytning. Hammarskjölds liv er altså ikke det eneste, vi skal sørge over. Vi skal også sørge over alle de liv, der blev undertrykt og gik tabt, fordi han døde, og fordi dekoloniseringen dermed ikke blev gennemført så effektivt, som den ellers var blevet. Det er måske kontrafaktisk, men Hammarskjöld var vigtig.

Dermed overlader Cold Case Hammarskjöld det til os som beskuere at foretage det omfattende emotionelle arbejde, der ligger i at forholde sig til komplekse spørgsmål om international kriminalitet, jura og etik. På den måde minder filmen os om, med Doreen Masseys ord, ”at en anden globalisering er mulig”.²³ Globalisering er ikke det samme som global kapitalisme, globalisering er også den globale etik, der bliver synlig, når vi ser verden som de to sorte kvinder, der kommenterer handlingen, samtidig med at de arbejder som sekretærer for Brügger. Det er de to kvinder, der udfordrer konspirationsteorierne, men det er også dem, der retfærdiggør, at vi bliver ved med at stille spørgsmål til, hvordan og hvorfor global ulighed reproduceres.

Camilla Møhring Reestorff er lektor på Aarhus Universitet og forsker i medier, kunst og aktivisme.

1. Andersen, L. S. 2019. ”Mads Brüggers nye dokumentar ’Cold Case Hammarskjöld’ er uansvarlig journalistik”, i Information https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/02/mads-bruggers-nye-dokumentar-cold-case-hammarskjold-uansvarlig-journalistik; Monggard, Christian. 2019. ”Jeg føler mig snydt af Mads Brügger og hans ‘ColdCase Hammarskjöld’”, Information https://www.information.dk/debat/2019/02/foeler-snydt-mads-brugger-cold-case-hammarskjold 
2. Williams, S. 2014. Who Killed Hammarskjöld: The UN, the Cold War and White Supremacy in Africa. Oxford: Oxford University Press.
3. Halberstam, Jack. 2011. The Queer Art of Failure. Durham: Duke University Press
4. Palmer, R. B. 2014. Cold War Noir. Edinburgh: Edinburgh University Press.
5. For en bred indsigt i dokumentarformer se: Nicholls, B. 2001. Introduction to Documentary. Bloomington: Indiana University Press.
6. Reestorff, C.M. 2013. ”Buying blood diamonds and altering global capitalism. Mads Brügger as unruly artivist in The Ambassador”, Journal of Aesthetics and Culture
7. Dokumentarfilmsforskeren Bill Nichols taler eksempelvis om en ”ædruelighedsdiskurs”.
8. Bruzzi, S. 2006. New Documentary. London and New York: Routledge.
9. Latour, B. 2004. Politics of Nature: How to Bring the Sciences into Democracy. Cambridge, MA: Harvard University Press.
10. Garval, L. 2019. ”Brügger svigter ikke sine fans: Cold Case Hammarskjöld er en Brügger-dokumentar, hamrende dygtigt lavet, men …” Global Nyt https://globalnyt.dk/content/brugger-svigter-ikke-sine-fans-cold-case-hammarskjold-er-en-brugger-dokumentar-hamrende
11. Tygesen, P. 2019. “Jeg troede du var en cool fyr, Mads?” Global Nyt https://globalnyt.dk/content/jeg-troede-du-var-en-cool-fyr-mads
12. Nattrass, N. 2012. The AIDS conspiracy: science fights back. New York. Columbia University Press.
13. Barnett, Tony & Whiteside, Alan. (2002). AIDS in the Twenty-First Century: Disease and Globalization. Palgrave Macmillan
14. Mere information om aids globalt på https://www.who.int/hiv/data/en/
15. Barnett, Tony & Whiteside, Alan. 2002. AIDS in the Twenty-First Century: Disease and Globalization. Palgrave Macmillan
16. Simon, J., Rosen, S., Whiteside, A., Vincent, J.R. and Thea, D.M. 2000. “The response of African businesses to HIV/AIDS”. HIV/AIDS in the Commonwealth, 2000/1. London: Kensington Publications.
17. worldpopulationreview.com
18. UNAIDS. 2018. Turning Point for Africa. http://www.unaids.org/sites/default/files/media_asset/turning-point-for-africa_en.pdf
19. Butler, J. 2006. Precarious Life: The Powers of Mourning and Violence, London and New York: Verso.
20. Maria Brockhoff, Mikkel Thorup og Rikke Alberg Peters. 2019. Den skjulte sandhed. Aarhus: Klim
21. Apuzzo, M. 2019. ”Quest to Solve Assassination Mystery Revives an AIDS Conspiracy Theory”, New York Times https://www.nytimes.com/2019/01/27/world/africa/hammarskjold-south-africa-aids.html
22. Day, A. 2011. Satire and Dissent: Interventions in Contemporary Political Debate, Bloomington: Indiana University Press.
23. Massey, D. 1993. “Power-geometry and a progressive sense of place”, i J. Bird, B. Curtis, T. Putnam og L. Tickner (red.), Mapping the Futures: Local Cultures, Global Change, London og New York: Routledge.