Moralens vogter: Mediemisbruget af Kosovo-katastrofen

I dag bliver 20-året for NATO’s krig mod Serbien markeret. Danske medier vil fejre det og kalde krigen en ”humanitær intervention”. Nogle kommentatorer vil begræde, at idealismen i dag er død og borte. Der er imidlertid ingen grund til at tage del i den konstruerede medieforestilling. Dagens lektie handler ikke om muligheden for at gøre godt, men et misbrug af historien, der gør ondt. Læs her beretningen om, hvordan forvrængede fakta tjener til forsvar for en krigspolitik, der ikke vedkender sig sine hidtidige resultater.

Af Uffe Kaels Auring

  • ”Politisk ligner Syrien Kosovo for 14 år siden. Da jugoslaviske styrker under Milosevic i 1998 og 1999 gennemførte etniske udrensninger af albanere i provinsen, besluttede præsident Bill Clinton […] at beskytte civilbefolkningen.”1
  • ”USA, Europa og Den Arabiske Liga [har] reelt givet Assad-styrets venner, Rusland og Kina, en vetoret, de ikke havde […] da Nato i 1999 greb ind i Kosova og standsede et serbisk folkedrab.”2
  • ”NATO kan – i teorien – vælge at gøre som i 1999, da det intervenerede for at bremse det serbiske folkemord mod kosovo-albanerne”3

Forkert, forkert og forkert. Og langtfra enkeltstående fejlskud. Når danske aviser gør sig ideer om at komme de krigsmartrede syrere til undsætning, føres vi igen og igen tilbage til et storslået, løfterigt, men forsømt fortilfælde: NATO’s intervention i Kosovo d. 24. marts 1999. Eller rettere: I ca. 9 ud af 10 tilfælde en kraftigt forvrænget udgave af denne triumf for vestlig humanisme.

Om Kosovo-tilfældet – med alle dets konsekvenser for vores ideer om Vestens krigsførelse – fremstilles korrekt, bør interessere os i samme omfang, som journalister interesserer sig for dets lærdomme. Omfanget er stort: Ikke færre end 119 artikler om Syrien har siden oktober 2010 inddraget Kosovo, ofte som et moralsk orienteringspunkt eller ligefrem en oplagt løsningsmodel.

Forvrængningen er gennemgribende. Det pudsige er, at der ikke er tale om ukritisk accept af den officielle historie. Sagen drejer sig nemlig om negligering af – eller ignorance over for – officiel viden: velbeskrevet, lettilgængelig og on-the-record.

Tendensen i dækningen

I det følgende præsenteres resultaterne af en analyse af artikler fra de landsdækkende dagblade i perioden fra oktober 2010 til marts 2019. Hvorvidt forholder danske dagblade sig positivt eller negativt til Kosovo-interventionen?

Succeshistorierne dominerer. I 88 artikler fremstilles Kosovo-indgrebet som godartet og succesfuldt (de entydigt positive artikler). Læseren viderebringes et mere eller mindre udfoldet forbillede for, hvad man burde gøre i Syrien. Derudover har vi 10 såkaldt positive, men skeptiske artikler. Det vil sige artikler, som ligeledes er velvilligt stemt over for selve formålet med interventionen, men sætter spørgsmålstegn ved indgrebets reelle effektivitet eller dets brugbarhed som forbillede for håndtering af Syrien-konflikten. 8 artikler er derimod gennemført kritiske. Interventionen bliver et eksempel på, hvad man ikke burde have gjort og ikke skal gøre igen. 14 artikler kan karakteriseres som neutrale.4

Fordelt på de forskellige aviser viser sig følgende billede:

Hvad kan denne klare overvægt af interventionspositive fremstillinger skyldes? Pointen er vel blot den simple, at NATO’s intervention virkelig var en humanitær succeshistorie – af den slags, vi havde brug for i det krigsplagede Syrien? Problemet er bare, at den viden, vi har, viser, at det umuligt kan være pointen.

Er dækningen retvisende?

Der er i sig selv intet odiøst i, at mediedækningen følger en bestemt tendens, for virkeligheden selv er jo ikke nødvendigvis ”neutral”. Det afgørende spørgsmål er derfor et andet: Er fremstillingerne retvisende? Det udløser straks et nyt spørgsmål: Retvisende i forhold til hvad? Den seriøse journalist ville tage udgangspunkt i den viden, som officielle vestlige kilder rummer: rapporter fra OSCE og vestlige undersøgelseskommissioner, vidnesbyrd fra Den internationale Straffedomstol for det tidligere Jugoslavien, udsagn fra NATO-landenes ledende politikere, bureaukrater, efterretningsvæsener og militærfolk.5

Jeg vil følge den seriøse journalists hæderlige eksempel og anvende den journalistiske metode på journalistikken selv. Forvrængede er mediefremstillinger, der udtrykker eller afføder opfattelser, som er i modstrid med officiel viden. Retvisende er fremstillinger, der er tro mod denne viden.6

Konfliktbilledet i mediedækningen

Artiklerne rummer typisk to hovedelementer: 1. en fremstilling af konfliktsituationen, som NATO intervenerede i, 2. en fremstilling af NATO-interventionens karakter, dvs. dens sigte og konsekvenser. Hvilke konfliktopfattelser rummer dækningen, og hvorvidt stemmer de overens med den officielle viden?

1. forvrængning: Serberne var eneansvarlige for overgreb og konfliktoptrapning.

Dækningen: I ingen af artiklerne – heller ikke de kritiske – nævnes overgreb begået af Kosovos Befrielseshær (KLA) i perioden før og under NATO’s intervention. For så vidt ansvaret for overgreb placeres, tilfalder det serberne.

Reel viden: Den britiske forsvarsminister George Robertson bemærkede i 1999 over for en undersøgelseskomite, at KLA havde stået bag flere drab end de serbiske styrker fra konfliktens begyndelsen til midten af januar 1999.7 I sine vidneudsagn til Straffedomstolen for det tidligere Jugoslavien fortalte NATO-generalen Klaus Naumann gentagne gange, at de fleste voldshandlinger var ”udløst af KLA”, 8 og at både serbere og kosovoalbanere stod bag fordrivelser af ”mennesker fra den anden etniske gruppe”.9 USA’s NATO-ambassadør, William Walker, underrettede sine kolleger om, at størstedelen af brud på våbenhvilen i slutningen af 1998 var forårsaget af KLA.10 Den britiske udenrigsminister havde samme opfattelse.11 OSCE-observatørerne pegede gennemgående på, at KLA i ord og gerning ikke respekterede våbenhvilen fra oktober 1998, mens de serbiske myndigheder i mindre grad forbrød sig mod aftalen.12 NATO-landene erkendte internt, at KLA havde igangsat en ”overlagt provokationskampagne”,13 idet militsen if. general Naumann udnyttede, at de jugoslaviske myndigheder efterlevede våbenhvileaftalens krav om tilbagetrækning.14 OSCE havde samme opfattelse.15 KLA’s aktioner blev fordømt som ”terrorhandlinger” af NATO, EU og FN i 1998.16

***

2. forvrængning: Kun serberne havde en intention om at skabe død og ødelæggelse.

Dækningen: Ingen af de 119 artikler peger på, at KLA’s aktioner var en konfliktfremmende faktor i striden mellem Kosovo og Serbien. Derimod tillægges serberne gennemgående en intention om at bringe lidelse og død over kosovoalbanerne.

Reel viden: Daværende KLA-leder Hashim Tachi samt den kosovoalbanske forhandler Dugi Gorani har begge indikeret, at det var en bevidst KLA-strategi at fremkalde overgreb mod kosovoalbanerne for derved at øge chancerne for en international intervention mod serberne.17 Eksistensen af en sådan strategi understøttes af udtalelser fra øvrige KLA-kombattanter.18 I sine erindringer fra 2003 tilskriver daværende amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright KLA samme intention.19 USA’s udsending Richard Holbrooke havde samme opfattelse.20 NATO-lederne modtog samme melding fra det amerikanske efterretningsvæsen.21 OSCE-observatørmissionen delte denne opfattelse og berettede i sine månedlige rapporter op til NATO-interventionen, at KLA fortrinsvis var stridens provokerende og konfliktoptrappende part.22 Den uafhængige Kosovo-kommission nåede tilsvarende konklusioner.23

***

3. forvrængning: NATO angreb kun militære mål.

Dækningen: Det fremgår ikke af nogen af artiklerne, at angreb på civile mål i Serbien indgik i strategien bag NATO’s intervention ”for at beskytte civilbefolkningen”. I fraværet af udsagn om det modsatte må læseren formode, at den deklarerede ”humanitære intervention” også blev ført på en humanitær måde, herunder uden overlagte angreb på civile mål.

Reel viden: I flere tilfælde erkendte NATO åbent at anvende ”strategisk bombning” mod civile mål.24

***

4. forvrængning: NATO regnede med, at interventionen ville dæmpe overgrebene eller bringe dem til ophør.

Dækningen: Samtlige positive og skeptiske artikler (i alt 98) fremhæver eller underforstår, at NATO-interventionen havde et humanitært sigte.

Reel viden: Fremstillingen er i umiddelbar modstrid med ledende militærfolks forventninger til konsekvenserne af krigsførelsen. Formanden for NATO’s Militærkomite, general Klaus Naumann mente, at angrebet på Serbien sandsynligvis ville skabe en ”hævntogtsstemning” og ”fremskynde etnisk udrensning”.25 Formanden for det amerikanske Joint Chiefs of Staff, general Hugh Shelton, formodede ifølge Sunday Times, at interventionen ville opildne til storstilede ”slagterhandlinger”.26 Den britiske repræsentant i NATO’s Nordatlantiske Råd, John Goulden, hævdede, at et angreb på Serbien ville forårsage ”øjeblikkelig gengældelse mod Kosovo-befolkningen”, hvilket den serbiske general Perisic havde advaret om tilbage i 1998.27 Talsmanden for Pentagon var ”ikke overrasket” over eskalationen i de serbiske overgreb efter NATO’s indgreb.28 Præsident Bill Clinton og USA’s Balkan-udsending Richard Holbrooke frygtede, at interventionen ville blive besvaret med etnisk udrensning.29 Vurderingerne fra topfolk i efterretningssamfundet såsom Peter Goss og CIA-direktør George Tenet var enslydende.30 Den britiske efterretningstjeneste MI6 skulle ligeledes have advaret om, at bombninger ville fremskynde etnisk udrensning.31 NATO-generalen Wesley Clark forventede, at de serbiske styrker ville ”reagere mod ikke blot KLA, men mod den albanske befolkning”.32 Carl Bildt forudsagde, at bombningerne ville skabe 1 million flygtninge.33 Forventningen om, at interventionen ville udløse en humanitær katastrofe, var udbredt hos de krigsførende parter.34 Og deres forudsigelser holdt i øvrigt stik.

***

5. forvrængning: NATO-interventionen var i sin udformning og udførelse designet til at stoppe systematiske overgreb mod kosovoalbanerne, såsom massedrab, etnisk udrensning eller folkemord.

Dækningen: En del artikler beretter om etnisk udrensning (13 artikler), folkemord (15 artikler), systematiske massemord (11 artikler) eller andre former for overgreb mod civilbefolkningen (32 artikler). I alle positive og skeptiske artikler fremstilles interventionen som et præventivt eller reaktivt indgreb mod sådanne overgreb. Uden yderligere informationer må læseren formode, at interventionen også var hensigtsmæssigt udformet og udført, så den kunne beskytte kosovoalbanere mod de massive overgreb.

Reel viden: Den militære leder af bombekampagnen, Wesley Clark, fandt det “fuldstændigt forudsigeligt”, at de serbiske styrker ville reagere ved at optrappe terroriseringen af kosovoalbanerne: ”De militære ledere forventede fuldt ud den ondartede kampagne, Milosevic ville igangsætte, samt den frygtelige effektivitet, som han ville udføre den med.”35 Clark vidste på forhånd, at NATO-angrebet ville føre til “forfærdelige overgreb” og muligvis ”uddrivelse af Kosovo-borgere fra nogle regioner”.36 Generalen insisterede samtidig på, at NATO-bombningerne ikke kunne yde kosovoalbanerne noget forsvar mod etnisk udrensning, og at interventionen ”på igen måde” havde dette sigte. Forklaringen var ifølge Clark, at ”det politiske lederskab” havde fastsat restriktioner for krigsførelsen, som umuliggjorde humanitær beskyttelse.35

***

6. forvrængning: Motivet bag NATO’s intervention var udelukkende humanitært.

Dækningen: Når et motiv for interventionen optræder, er det humanitært. Kun to kritiske artikler, der beskriver interventionen som et udslag af militarisme, bryder med denne opfattelse, uden dog at pege på alternative motiver. Læseren er i sin gode ret til at antage, at eventuelle øvrige motiver ikke spillede nogen væsentlig rolle.

Reel viden: Påberåbelsen af humanitære intentioner var dominerende, men levede dog side om side med andre erklærede motiver. Ikke mindst blev ideen om at forsvare eller styrke ”NATO’s troværdighed” fremsat med stor styrke og høj frekvens. Vi finder bl.a. begrundelsen hos Tony Blair, Robin Cook, Madeleine Albright, Carl Bildt, Bill Clinton, OSCE-observatørmissionens leder, William Walker, John McCain, Det Nationale Sikkerhedsråds rådgiver Samuel Berger og krigens strategiske leder, general Klaus Naumann.37 Det amerikanske udenrigsministerium angav ”bevarelsen af NATO’s troværdighed” som én af USA’s tre ”stærke interesser” i Kosovo-krigen.38 Hvorvidt konflikten spillede en rolle for NATO’s egen status, identitet og udvikling, er ikke tematiseret i dækningen.

***

7. forvrængning: I den udstrækning interventionen havde en effekt, fik den dæmpet eller bremset civile drab.

Dækningen: Det fremgår ikke af nogen af artiklerne, at raten for civile dødsofre steg kraftigt, da NATO intervenerede. Dette modsiges derimod indirekte af den gennemgående fremstilling af interventionen som humanitær.

Reel viden: Antallet af dræbte i interventionsperioden var en mangedobling sammenlignet med perioden før. Hvad angår civile drab, tog NATO’s bomber i løbet af to måneder livet af lige så mange, som de serbiske styrker havde dræbt i det foregående år (ca. 500 dræbte i hver periode).39 Dertil kommer den kraftige stigning i de drab på civile, som de serbiske styrker udførte, da NATO intervenerede. UNHCR’s rapport The Kosovo Refugee Crisis understøtter udsagnene fra tidligere nævnte officielle kilder, som fortæller, at NATO-interventionen fremskyndede eller udløste systematiske overgreb og etnisk udrensning.40

***

8. forvrængning: NATO havde en intention om at stoppe serbiske overgreb.

Dækningen: En sådan intention udtrykkes mere eller mindre eksplicit i 76 artikler. NATO-interventionen beskyttede civilbefolkningen (10 artikler), havde til formål at stoppe (58 artikler) eller hindre serbiske overgreb (8 artikler).

Reel viden: Ledende militærfolk fra NATO-landene, heriblandt den britiske general Charles Guthrie og den amerikanske general Hugh Shelton, hævdede, at intervention hverken var egnet eller designet til at standse drab, overgreb eller etnisk udrensning.41 Ifølge Newsweek havde CIA og de forskellige værn i det amerikanske militær inden krigen orienteret NATO-politikerne om, at luftbombardementer ikke ville være i stand til ”fysisk at stoppe aktiviteter af denne art [dvs. massakrer og fordrivelser] på landjorden”.42 Da de systematiske tvangsdeportationer af kosovoalbanerne var i fuld gang, bemærkede krigens militære leder, Wesley Clark, at de politiske ledere ikke havde “designet [NATO-operationen] som et middel til at standse etnisk udrensning […] Der var på intet tidspunkt nogen intention om dette.”35

NATO træder i karakter

Så vidt artiklernes generelle signalement af konfliktens og NATO-indgrebets overordnede karakter. Men hvilke reelle resultater hævdes NATO så at have opnået? Og, ofte underforstået: hvad ville en tilsvarende intervention i Syrien kunne forventes at udvirke?

9. forvrængning: NATO afværgede massive overgreb.

Dækningen: 9 artikler angiver, at NATO angreb Serbien for at afværge ”folkedrab” (6 artikler), ”etnisk udrensning” (2 artikler) eller ”massemord” (1 artikel). Altså underforstås det, at sådanne massive overgreb var under opsejling, inden NATO begyndte at bombe.

Reel viden: Jeg ser her bort fra spørgsmålet om NATO-indgrebets humanitære effekt og retter opmærksomheden mod den underliggende faktuelle præmis om forestående massive overgreb, der gør ideen om en afværgelse meningsfuld. Havde NATO i perioden før 20. marts 1999 grund til at tro, at de serbiske styrker kraftigt ville optrappe deres overgreb, hvis NATO ikke greb ind? Interne dokumenter fra det tyske udenrigsministerium fortæller, at de serbiske styrkers aktioner ”ikke var rettet mod kosovoalbanerne som en etnisk defineret gruppe, men mod den militære modstander og dennes reelle eller formodede støtter”. Kosovoalbanerne var ikke udsat for ”systematisk forfølgelse”.43 Den internationale straffedomstol for det tidligere Jugoslavien beskriver den serbiske oprustning fra midten af marts 1999 som en præventiv foranstaltning mod en forventet landinvasion fra NATO.44 Serbiske militærplaner fra perioden januar til marts 1999 viser ifølge domstolen ligeledes, at staten rustede sig til den kommende konfrontation med NATO og KLA, ikke folkedrab eller etnisk udrensning.45 Den britiske parlamentsrapport tegner et tilsvarende billede.46 De månedlige OSCE-indberetninger til FN angav gennemgående militærstrategiske motiver bag de serbiske styrkers aktioner.47 Den serbiske oprustning, i ugerne inden bombekampagnen blev sat i gang, synes snarere at være foregået på grund af end på trods af NATO’s bebudede indtræden i konflikten.

***

10. forvrængning: NATO stoppede effektivt serbiske overgreb.

Dækningen: 13 artikler hævder direkte dette. Derudover er det generelt underforstået i de øvrige 58 artikler, der beretter om NATO’s hensigt om at stoppe de serbiske overgreb. Læseren vil uden korrigerende informationer – som intetsteds gives – forstå, at overgrebene i det mindste blev færre og mindre alvorlige, fordi NATO begyndte at bombe.

Reel viden: Den omfattende OSCE-rapport Kosovo/Kosova: As Seen, As Told viser, at forekomsten af alle dokumenterede former for menneskerettighedskrænkelser eskalerede kraftigt efter NATO-indgrebet.48 Som de tidligere nævnte militære kilder og undersøgelsesrapporter påpeger, bidrog NATO til at skabe betingelserne for eskaleringen. Og NATO var efter eget udsagn ude af stand til at begrænse overgrebene nævneværdigt. Ca. 2.000 døde i årene inden NATO’s indgreb.49 Da redningsaktionen to måneder senere var tilendebragt, var yderligere 8.000-10.000 døde.50

***

11. forvrængning: NATO stoppede etnisk udrensning eller folkedrab.

Dækningen: 7 artikler hævder, at NATO-interventionen stoppede etnisk udrensning, mens 2 artikler hævder, at interventionen stoppede folkedrab.

Reel viden: De mange officielle rapporter om konflikten viser samstemmende, at den etniske udrensning begyndte omkring 20.-24. marts 1999, da OSCE-observatørerne blev trukket ud af provinsen, og NATO begyndte at bombe.51 Dette gælder også det amerikanske udenrigsministeriums ellers stærkt politiserede rapporter.52 Fremstillingen, som i øvrigt er meget udbredt i vestlige medier, kan kaldes en retrospektiv retfærdiggørelse. Konfliktens kronologi ændres simpelthen, så der byttes om på begivenhedernes rækkefølge – og givetvis årsag og virkning. Ingen officielle vestlige kilder hævder på et faktuelt grundlag, at der foregik folkedrab, da NATO’s bombefly gik i luften.

Fakta og fortælling

Billedet af Kosovo-konflikten og NATO-interventionen byder på forskellige og delvis modstridende fremstillinger af overgrebenes karakter (”folkemord” eller blot overgreb?), deres realisation (blev overgrebene ”afværget” eller ”stoppet”?), NATO-indgrebets karakter (reaktivt eller præventivt?) samt begivenhedernes rækkefølge (kom NATO-indgrebet før eller efter den serbiske voldskampagne?). Så vidt hersker der tolkningspluralisme. Eller anderledes sagt: Faktuelt set er det ét stort rod.

Men omvendt er der orden i tingene. Mediefremstillingen rummer på tværs af alle faktuelle forviklinger en klar og systematisk tendens: Interventionen er legitim – typisk en heltegerning. Den bearbejdning af fakta, som skaber dette indtryk, følger nogle gennemgående principper: Maksimering af kosovoalbanernes ofre, lidelser og uskyld; maksimering af serbernes overgreb og skyld; eliminering af NATO’s afgørende bidrag til katastrofen; eliminering af NATO’s målrettede angreb på civile mål; maksimering af målrettetheden, hensigtsmæssigheden og effektiviteten i NATO’s indsats mod overgrebene.

Behandlingen følger en streng ”moralsk” logik. Viden, som isoleret betragtet understøtter interventionens moralitet – såsom eksistensen af omfattende serbiske overgreb – gengives og forstærkes. Viden, som nedbryder billedet af vores helterolle, bortredigeres og erstattes af passende antagelser. Resultatet er, at virkeligheden vendes på hovedet.

Dækningen byder på nogle kritiske synspunkter, men vi ser ikke skyggen af modstridende evidens.53 Hvordan kan det være, når der findes så megen viden, der taler imod mediefremstillingens centrale opfattelser? Endda solid, officiel viden? Lad os se nærmere på kildegrundlaget.

NATO-landene og velansete vestlige organisationer producerede to typer af information om konflikten. For det første overordnede tolkninger af, hvad man kunne kalde konfliktens og interventionens væsen: Det var godt mod ondt, civilisation mod barbari, allierede styrker mod en ny Hitler, menneskerettighedshåndhævelse over for etnisk udrensning og folkemord, indgreb mod overgreb, altruistisk idealisme over for selvisk nationalisme, det internationale samfund over for en forbryderstat, demokrati over for tyranni, en redningsaktion for at afværge en katastrofe. For det andet viderebragte de officielle kilder information om konfliktens konkrete fakta. Et stykke ad vejen – netop så vidt som medierne er orienteret – kan officielle fakta understøtte de hævdvundne tolkninger af konfliktens væsen. Men i afgørende henseender kan tolkningerne vanskeligt overleve at blive koblet til det faktuelle.

Koblingerne foretages ikke. Danske aviser har effektivt neutraliseret de dele af den officielle viden, som ikke kan indtegnes i det positive billede af interventionens væsen uden at tilsværte dens klare moralske profil. De genstridige fakta benægtes ikke. Mediefolk ville sikkert anerkende, at de findes. Men de har ligesom ingen informationskraft. Kendsgerningerne fortæller os ikke noget om, hvad interventionen væsentligt set gik ud på. De får i hvert fald ikke lov til det. Ham Milosevic og hans kumpaner var jo onde – vil du benægte det? Har du behov for at vide mere?

Offentlighedens vagthund eller magtens væbner?

Flere af de mest anerkendte og velunderbyggede teorier om mediernes krigsdækning lærer os, hvad medierne af samme grund ikke kan sige sig selv eller deres brugere: Medierne afspejler elitesynspunkter og ophøjer de officielle opfattelser til objektive realiteter, når der er elitekonsensus. Opfattelsen findes bl.a. hos de velansete medieforskere Lance Bennett og Daniel Hallin.54

Mine analyseresultater giver anledning til at formulere en lettere revideret tese: Medierne gengiver den officielle fortælling som en objektiv realitet og bortfiltrerer officiel viden, for så vidt den er i modstrid med fortællingens morale. Formodningen kunne testes på udenrigsdækningen i sin helhed.

Medierne er i højere grad tro mod den ”moralske” tendens, som udtrykkes i eliternes konsensusfortælling, end mod eliteinformation som sådan. Altså er officiel information ikke i sig selv autoritativ. Og derfor fungerer medierne ikke som et neutralt spejl af elitesynspunkter, sådan som de klassiske teorier om mediebias ellers hævder. Medierne ud- eller viderefører et redigeringsarbejde, som tjener magthavernes interesser – uden nødvendigvis at være tro mod deres indsigter.

Den reviderede tese giver plads til autonomi hos medierne, men det er ikke vagthunden, vi ser. Medierne forstærker, perfektionerer og populariserer elitetendensen. De leverer en bedre propagandaydelse, end eliterne selv gør. Magthaverne beskyttes mod at få deres modsigelser endevendt i offentlighed.

De store fortællinger – og bedrag

Fortællingen om Kosovo-konflikten er samlet set et stort bedrag. At præcisere denne påstand ville indebære få modifikationer og megen uddybning. Kernen i bedragets indhold er, at ”vi” – her i NATO’s potente skikkelse – giver os selv æren for at hindre ulykker, vi i realiteten fremkalder eller foranlediger. Kernen i bedragets tendens er, at konfliktbillederne leverer begrundelser for at hindre andre ulykker med nye bombekampagner. Ulykker, som vi så igen ville fremskynde og forværre? Det kunne Kosovo som et reelt fortilfælde tyde på.

For at forstå betingelserne for mediebedraget skal man se på mediernes placering i det politiske felt. For det første har fortællingen om NATO’s redningsaktion en overfaktuel gyldighed i kraft af sin moralske tyngde. Sagen er væsentligt set afgjort moralsk, og nu må kendsgerningerne rette sig ind efter dommen. Kosovo blev, som bl.a. Tony Blair fremhævede, et spørgsmål om moral og karakter55 – to ting, journalister næppe vil give afkald på pga. en mængde genstridige kildeudsagn. Men denne moralske dom er i sin natur og sit ophav en interessedrevet, politisk afgørelse.

For det andet er bedrag af Kosovo-typen funktionelle for medieinstitutionen. Det gode fortilfælde legemliggør en positiv standard. På denne oplyste baggrund kan et aktuelt problematisk tilfælde, såsom Syrien, træde negativt frem. Blandt andre fortrin sætter bedraget journalister og redaktører i stand til at optræde som pågående, kritisk modmagt. Magtkritik er ikke blot en basal drivkraft hos den seriøse mediearbejder. At korrekse eller ligefrem afsløre magthaveren er professionens højeste kald.

Når det positive fortilfælde først er etableret, kan ledere, der ”tøver” eller ”ryster på hånden” i den aktuelle konflikt, berettiget anklages for ”passivitet”.56 Opråb til ”at gøre noget” er nu ikke et politisk krav, endsige et følelsesudbrud, men en simpel følgeslutning. Inkonsistensen i, at vores ledere, der egentlig er gode (det viser fortilfældet), ikke også gør det gode, bliver en objektiv konstatering. Medierne beder altså de magtfulde om at leve op til deres egne, engang så glimrende standarder. Hele 4. statsmagtsånden lever og er fuldkommen årvågen. Alle involverede kan formentlig genkende sig selv i det, der foregår. Selv nyhedsværten – denne personifikation af journalistisk almenhed og anonymitet – kan tilslutte sig kravene om nye ”indgreb”.57

Genkendeligheden svinder, hvis vi træder blot et enkelt skridt tilbage og betragter mediepraksissen på afstand. Til gengæld øges objektiviteten: Medierne optræder nok som modmagt, men de virker som medmagt. Rollen som moralens vogter og magtens væbner er én. Der ligger ikke nogen bindende krav i den moralske rygstøtte, som udtrykkes i de kritiske indvendinger mod magthavernes uvillighed til at gentage tidligere tiders bedrifter, men en forhåndsgodkendelse af eventuelt kommende voldshandlinger. Det er politisk funktionelt. Risikoen for, at befolkningerne sætter grænser for deres repræsentanters magtanvendelse, mindskes. Det politiske handlerum øges.

Den naturlige indstilling hos magtens tjenere er, at magthaverne, til alles bedste, skal optræde som magtudøvere (og ellers stramme sig an). Alternativet er ikke tillokkende. En magthæmmende og ikke -befordrende kritik ville være omkostningsfuld for medier og journalister. Respekten for kendsgerningernes autoritet – som ofte helt reelt ligger journalister på sinde – kan betyde professionelt selvmord, hvis den ikke tøjles af respektable politiske hensyn.58

Så hvad er det, vi ser i ”arven fra Kosovo”? Tilskyndelse til vold og massedrab baseret på et falsum, der på en gang skjuler og fremkalder den realitet, at volden selv afføder vold og massedrab. Et bedrag, som således skaber betingelserne for bedrageriske fremstillingers fortsatte aktualitet og relevans.

Kosovo 1999 var ikke et fortilfælde for Libyen 2011. Kosovo-fortællingen blev et fortilfælde for angrebet på Libyen. Libyen 2011 er ikke et fortilfælde for Syrien-konflikten. Men medierne har længe fremholdt Libyen som en præcedensdannende begivenhed, der fordrer intervention i Syrien. Eller rettere: Ligesom i Kosovo-casen promoverer medierne typisk en forfejlet fremstilling af Libyen-konflikten.59

En dag vil også Syrien-katastrofen være gået over i historien. Hvilken aktualitet vil konflikten da have? Hvilke lærdomme vil de dagsordenssættende og bevidsthedsdannende institutioner uddrage og foredrage? Jeg vil tro, at vi vil høre kontrafaktiske fantasier om, at ”det [har] sin pris ikke at gribe ind”60 (her formuleret af krigsudredningens ledere) – og meget lidt om, hvad Vestens omfattende indgreb i Syrien faktisk bestod i.61

Uffe Kaels Auring er chefredaktør på Eftertryk

Print Friendly, PDF & Email
  1. Jørgen Ullerup: ”Kosovo som model for et angreb”, Jyllands-Posten, 25. august 2013.
  2. Michael Jarlner: ”11-årige Ali spillede død, og omverdenen så passivt til”, Politiken, 2. juni 2012.
  3. David Trads: ”Danmarks udenrigspolitik afgøres af USAs præsident”, Berlingske, 5. november 2012.
  4. Nogle uddybende bemærkninger om dækningens tendens. I 88 af de 119 artikler fremstår NATO-interventionen som et rent positivt fortilfælde: Indgrebet fik stoppet serbiske overgreb, Milosevics fremfærd og/eller løst konflikten. I nogle af artiklerne fremholdes interventionen som et direkte eksempel til efterfølgelse i Syrien; i andre udgør NATO’s krig et belæg for et indgreb i Syrien, uden at ønsket om en gentagelse formuleres direkte.

    10 artikler er principielt positive, men taktisk skeptiske. Skepsissen består i, at NATO-interventionen ikke var tilstrækkeligt effektiv, eller at succesen i Kosovo ikke uden videre lader sig gentage i Syrien, da der i de relevante henseender ikke er tilstrækkelig lighed mellem konflikterne. Disse artikler udtrykker principiel opbakning til ideen om ”humanitær intervention” i Syrien ved at insistere på, at en sådan bør være strategisk gennemtænkt og tilpasset de aktuelt eksisterende betingelser.

    14 artikler er neutrale. Kosovo-interventionen fremstår ikke som et fortilfælde for et muligt indgreb i Syrien. I det følgende ses bort fra disse artikler. De fortæller til vores formål ikke meget andet, end at konflikten fandt sted.

    8 artikler forholder sig principielt kritisk til interventionen, der bliver et eksempel på, hvad man ikke burde have gjort og ikke skal gøre igen. 1 artikel peger på, at grundlaget for interventionen var delvist forkert; i 2 artikler påpeges det, at interventionen førte til en styrkelse af muslimer og overgreb mod kristne; I 1 artikel hævdes interventionen at være eksempel på en forfejlet ideologisk menneskerettighedspolitik; yderligere 2 artikler hævder, at krigen mod Serbien var i strid med international lov; i 2 artikler optræder interventionen som et eksempel på en kritisabel militaristisk udenrigspolitik – i det ene tilfælde tillige en katastrofal politik. Kun i en enkelt artikel kommer det kritiske synspunkt fra en journalist på den pågældende avis; i de øvrige tilfælde indgår de kritiske synspunkter i debatindlæg eller citater fra interviewpersoner.

    Alt i alt er dækningen således stærkt legitimerende. Kosovo-interventionen fremstilles gennemgående som legitim i sig selv og legitimerende for et eventuelt indgreb i Syrien. I de 10 taktisk skeptiske artikler optræder Kosovo-interventionen ikke som et argument mod et militært indgreb i Syrien; det påpeges blot, at en simpel gentagelse ikke er hensigtsmæssig. Når interventionen behandles som principielt negativ, er det næsten udelukkende kilder uden for aviserne, der leverer de delegitimerende fremstillinger. De relativt få delegitimerende synspunkter har således ikke den journalistiske fagligheds konsensusafspejlende og autoritative stempel, men mere karakter af partsindlæg.

  5. Hun ville under alle omstændigheder afholde sig fra fremstillinger, der strider mod konsensussynspunkter hos kilderne.

    Den tilstræbt objektive journalist ville derudover afstå fra at tillægge kildernes positive selvfremstillinger den store værdi. At NATO eksempelvis blåstempler NATO, har jo ingen informationsværdi. Hun ville først og fremmest interessere sig for kildernes udsagn om fakta.

  6. Artikler kan afføde opfattelser uden direkte at fremsætte dem. De konfliktopfattelser, som udpeges i det følgende, har en læser af artikelmaterialet overordentligt gode grunde til at holde for sande. Det betyder ikke i alle tilfælde, at læseren nødvendigvis må antage, at de er korrekte.
  7. UK House of Commons (1999): “Examination of Witnesses (Questions 380 – 399)”, Select Committee on Denfece. www: .http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199899/cmselect/cmdfence/39/9032403.htm, para. 391.
  8. Se f.eks. Klaus Naumanns vidneudsagn i ICTY (2006): “Šainović et al. (IT-05-87)”, p. 8284. www: http://www.icty.org/x/cases/pavkovic/trans/en/061213IT.htm
  9. Klaus Naumanns vidneudsagn i ICTY (2002): ”Milošević, Slobodan (IT-02-54)”, transcript, 13. juni 2002, p. 6998. www: http://www.icty.org/x/cases/slobodan_milosevic/trans/en/020613ED.htm
  10. Se Klaus Naumanns udsagn i: BBC2 (12. marts 2000): ‘Moral Combat: NATO at War”. www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/events/panorama/transcripts/transcript_12_03_00.txt
  11. Robin Cook citeret i: UK House of Commons (1999): “II. The Background to Military Intervention”, Select Committee on Defence, Fourteenth Report. Para. 35. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmdfence/347/34708.htm#note84
  12. Se f.eks. citatet fra KVM i ICTY (2006): “Šainović et al. (IT-05-87)”, p. 8264 og 8289. www: http://www.icty.org/x/cases/pavkovic/trans/en/061213IT.htm
  13. NAC-mødereferat citeret i: BBC2 (12. marts 2000): ”Moral Combat: NATO at War”. www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/events/panorama/transcripts/transcript_12_03_00.txt

    Se også Heinz Loquai (1999): “Kosovo – A Missed Opportunity for a Peaceful Solution to the Conflict?”, OSCE Yearbook, s. 85-86. Online her: https://ifsh.de/file-CORE/documents/yearbook/english/99/Loquai.pdf

    Uffe Kaels Auring (24. marts 2019): ”Dokumentation: Centrale observationer i de månedlige OSCE-rapporter om Kosovo-konflikten”, Eftertryk. www: https://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/dokumentation-centrale-observationer-i-de-maanedlige-osce-rapporter-om-kosovo-konflikten/

  14. Klaus Naumanns vidneudsagn i ICTY (2002): ”Milošević, Slobodan (IT-02-54)”, transcript, 13. juni 2002, p. 6994-6995. www: http://www.icty.org/x/cases/slobodan_milosevic/trans/en/020613ED.htm
  15. Se Uffe Kaels Auring (24. marts 2019): ”Dokumentation: Centrale observationer i de månedlige OSCE-rapporter om Kosovo-konflikten”, Eftertryk. www: https://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/dokumentation-centrale-observationer-i-de-maanedlige-osce-rapporter-om-kosovo-konflikten/
  16. Se Robert Gelbard-udsagnet fra Agence France Presse, 2/23/98, som citeres i Craig, Larry E. (31. marts 1999): ”The Kosovo Liberation Army: Does Clinton Policy Support Group with Terror, Drug Ties?”, United States Senate Republican Policy Commitee. www: http://fas.org/irp/world/para/docs/fr033199.htm

    Derek Farchett (20. april 1998): “Letter from Derek Fatchett MP, Minister of State, Foreign and Commonwealth Office, to Lord Tordoff, Chairman of the Committee”, Select Committee on European Communities. www: https://publications.parliament.uk/pa/ld199899/ldselect/ldeucom/24/2421.htm

    Robin Cook citeret i: UK Parliament (10. marts 1998): ”Lords Hansard Home Page”. Www: http://www.publications.parliament.uk/pa/ld199798/ldhansrd/vo980310/text/80310-08.htm

    UN (31. marts 1998): ”Resolution 1160 (1998)”. www: https://documents-dds-ny.un.org/doc/UNDOC/GEN/N98/090/23/PDF/N9809023.pdf?OpenElement

    Helt op til NATO-interventionens begyndelse blev KLA’s handlinger omtalt som terroristiske. Se f.eks. Jack Straws svar her: “Kosovo Liberation Army”, Hansard, 4. Marts 1999 vol. 326 c854W. www: https://api.parliament.uk/historic-hansard/written-answers/1999/mar/04/kosovo-liberation-army#S6CV0326P0_19990304_CWA_228

  17. Dugi Gorani og Hasim Thaci citeret i: BBC2 (12. marts 2000): ”Moral Combat: NATO at War”. www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/events/panorama/transcripts/transcript_12_03_00.txt
  18. Zymer Lubovci citeret i: BBC2 (12. marts 2000): ‘Moral Combat: NATO at War”. www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/events/panorama/transcripts/transcript_12_03_00.txt;

    Jakup Krasniqi citeret i: Kuperman, Alan T. (2008): “The Moral Hazard of Humanitarian Intervention: Lessons from the Balkans”, International Studies Quarterly, vol. 52, no. 1, p. 67

  19. Madeleine Albright (2003): Madam Secretary: A Memoir. New York: Miramax, p. 386.
  20. Richard Holbrooke citeret i: Judah, Tim (2000): Kosovo: War and Revenge. Yale University Press, p. 178.
  21. Gellman, Barton (18. april 1999): “The Path to Crisis: How the United States and Its Allies Went to War”, The Washington Post.
  22. KVM-rapport fra 14. feb. 1999 citeret i: ICTY (2006): ”Šainović et al. (IT-05-87)”, p. 8291-8292. www: http://www.icty.org/x/cases/pavkovic/trans/en/061213IT.htm

    Se også: Uffe Kaels Auring (24. marts 2019): ”Dokumentation: Centrale observationer i de månedlige OSCE-rapporter om Kosovo-konflikten”, Eftertryk. www: https://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/dokumentation-centrale-observationer-i-de-maanedlige-osce-rapporter-om-kosovo-konflikten/

  23. Independent International Commission on Kosovo (2000): The Kosovo Report: conflict, international response, lessons learned. Oxford University Press, s. 52. www: http://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/6D26FF88119644CFC1256989005CD392-thekosovoreport.pdf.
  24. Se eksempler i: Auring, Uffe Kaels (2014): ”Vestens strategiske terror. Mediernes strategiske kritik.”, Det ny Clarté, #22. Online på www: http://medieoplysning.dk/?p=2407
  25. Frontline (udateret): “Interviews – General Klaus Naumann”, PBS. Www: http://www.pbs.org/wgbh/pages/frontline/shows/kosovo/interviews/naumann.html
  26. Sunday Times (28. marts 1999): “NATO Attacks”, Sunday Times.
  27. UK House of Commons (1999): “Examination of Witnesses (Questions 140 – 159)”, Committee on Foreign Affairs, Fourth Report. Para. 159. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/0011805.htm
  28. Whitney, Craig R. & Eric Schmitt (1. april 1999): “NATO Had Signs Its Strategy Would Fail Kosovars”, New York Times. Www: http://www.nytimes.com/1999/04/01/world/crisis-in-the-balkans-nato-nato-had-signs-its-strategy-would-fail-kosovars.html?pagewanted=all
  29. Harden, Blaine (6. juni 1999): “Crisis In The Balkans: A Long Struggle That Led Serb Leader to Back Down”, New York Times. www: http://www.nytimes.com/1999/06/06/world/crisis-balkans-doing-deal-special-report-long-struggle-that-led-serb-leader-back.html?pagewanted=1
  30. Goss, Peter citeret i: BBC (19. april 1999): ‘Panorama: War Room’. www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/audio_video/programmes/panorama/transcripts/transcript_19_04_99.txt

    Lippman, Thomas W. (7. april 1999): “State Dept. Miscalculated on Kosovo”, Washington Post. Www: http://www.washingtonpost.com/wp-srv/inatl/longterm/balkans/stories/albright040799.htm

  31. Norton-Taylor, Richard, Ian Traynor & Nicholas Watt (28. april 1999): “Spies battle for skies over Belgrade”, The Guardian. Www: http://www.theguardian.com/world/1999/apr/28/richardnortontaylor.iantraynor
  32. NATO (16. sept. 1999): “Press Conference on the Kosovo Strike Assessment”. Www: http://www.nato.int/kosovo/press/p990916a.htm
  33. Carl Bildt citeret i: Agence France-Presse (26. marts 1999): ”2,000 refugees flee Yugoslavia for Bosnia: UNHCR”. Www: http://reliefweb.int/report/bosnia-and-herzegovina/2000-refugees-flee-yugoslavia-bosnia-unhcr
  34. Se desuden de refererede synspunkter fra unavngivne embedsmænd i Clinton-regeringen i: Philip Shenon: “Kosovo’s Crisis Is Bad, and Getting Worse”, New York Times, 16. september 1998. www: https://www.nytimes.com/1998/09/16/world/kosovo-s-crisis-is-bad-and-getting-worse.html
  35. BBC (19. april 1999): ‘Panorama: War Room’. www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/audio_video/programmes/panorama/transcripts/transcript_19_04_99.txt
  36. OSCE’s repræsentant Heinz Loquai havde samme opfattelse: Heinz Loquai (1999): “Kosovo – A Missed Opportunity for a Peaceful Solution to the Conflict?”, OSCE Yearbook, s. 90. www: https://ifsh.de/file-CORE/documents/yearbook/english/99/Loquai.pdf

    BBC (28. april 1999): “Panorama: The Killing of Kosovo”. Www: http://news.bbc.co.uk/hi/english/static/audio_video/programmes/panorama/transcripts/transcript_28_04_99.txt

  37. Tony Blair-udtalelser i: Frontline (udateret): “Interviews: Tony Blair”, PBS. www: http://www.pbs.org/wgbh/pages/frontline/shows/kosovo/interviews/blair.html.

    Robin Cook citeret i: Riddell, P. (30. marts 1999): “Former peacenik Cook warms to heat of battle”, The Times.

    Albright, Madeleine (20. april 1999): “U.S. and NATO Policy Toward the Crisis in Kosovo”, U.S. Department of State. www: http://www2.lhric.org/validation/war/articles/albright.html.

    Carl Bildt citeret i: UK House of Commons (1999): “Kosovo: The Military Campaign”, Committee on Foreign Affairs, Fourth Report. Para. 73. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/0011805.htm.

    Bill Clinton citeret i: Kozaryn, Linda D. (22. marts 1999): “Clinton Says NATO Must Act in Kosovo”, U.S. Department of Defense. www: http://archive.defense.gov/news/newsarticle.aspx?id=42682.

    William Walker citeret i: Whitney, Graig R. (14. marts 1999): “In New Talks on Kosovo, NATO’s Credibility Is at Stake”, The New York Times. www: http://www.nytimes.com/1999/03/14/world/in-new-talks-on-kosovo-nato-s-credibility-is-at-stake.html.

    John McCain citeret i: Sullivan, A. (4. april 1999): “America’s hawks go into hiding”, Sunday Times.

    Samuel Berger citeret i: Barton Gellman (23. Marts 1999): “Allies See No Credible Alternative”, Washington Post. www: http://www.washingtonpost.com/wp-srv/national/daily/march99/policy23.htm.

    Klaus Naumann citeret i: ICTY (2006): “Šainović et al. (IT-05-87)”, p. 8348. www: http://www.icty.org/x/cases/pavkovic/trans/en/061214IT.htm

  38. U.S. Department of State (26. marts 1999): “U.S. and NATO Objectives and Interests in Kosovo“. www: http://1997-2001.state.gov/www/regions/eur/fs_990326_ksvobjectives.html
  39. Det britiske udenrigsministerium meddelte en undersøgelseskomite i slutningen af 1999: ”I året inden 20. marts [1999] var omkring 500 etniske albanere blevet dræbt”: UK House of Commons (2000): ”Memorandum by the Foreign and Commonwealth Office”, Select Committee on Foreign Affairs, para. 65. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/9111804.htm.

    Human Rights Watch’ (HRW) rapport om de civile ofre for NATO’s bomber angiver ligeledes ca. 500 (andre kilder sætter tallet højere): Human Rights Watch (feb. 2000): “Civilian Deaths in the Nato Air Campaign”. www: https://www.hrw.org/reports/2000/nato/Natbm200.htm#P39_994

    NATO har ikke bestridt HRW’s tal.

  40. UNHCR (2000): The Kosovo Refugee Crisis, afsnit 85. www: http://www.unhcr.org/3ba0bbeb4.pdf
  41. Charles Guthrie citeret i: Norton-Taylor, Richard (14. april 1999): ”Military Chief’s doubts”, The Guardian.

    Hugh Shelton citeret i: Norton-Taylor, Richard (9. marts 2000): “Mystery swede with Kremlin links who helped end the war”, The Guardian.

  42. The Newsweek Staff (11. april 1999): “The Nightmare”, Newsweek.
  43. Se diverse dokumenter citeret i: St. Clair, Jeffrey & Alexander Cockburn (24. april 1999): “Internal Documents From Germany’s Foreign Office Regarding Pre-Bombardment and genocide In Kosovo”, Counterpunch. www: http://www.counterpunch.org/1999/04/24/internal-documents-from-germany-s-foreign-office-regarding-pre-bombardment-genocide-in-kosovo/
  44. ICTY (2009): “Judgement: Milutinović et al.”, para. 989. www: http://www.icty.org/x/cases/milutinovic/tjug/en/jud090226-e1of4.pdf
  45. ICTY (2009): “Judgement: Milutinović et al.”, para. 812-820, 1012-1017. www: http://www.icty.org/x/cases/milutinovic/tjug/en/jud090226-e1of4.pdf
  46. UK House of Commons (2000): Select Committee on Defence, Fourteenth Report, para. 94-98. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/2811.htm

    OSCE-missionens Heinz Loquai bemærker det same. Heinz Loquai (1999): “Kosovo – A Missed Opportunity for a Peaceful Solution to the Conflict?”, OSCE Yearbook, s. 89. Online her: https://ifsh.de/file-CORE/documents/yearbook/english/99/Loquai.pdf

  47. Se Uffe Kaels Auring (24. marts 2019): ”Dokumentation: Centrale observationer i de månedlige OSCE-rapporter om Kosovo-konflikten”, Eftertryk. www: https://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/dokumentation-centrale-observationer-i-de-maanedlige-osce-rapporter-om-kosovo-konflikten/

    Se også Heinz Loquai (1999): “Kosovo – A Missed Opportunity for a Peaceful Solution to the Conflict?”, OSCE Yearbook, s. 88. Online her: https://ifsh.de/file-CORE/documents/yearbook/english/99/Loquai.pdf

  48. OSCE (1999): Kosovo/Kosova: As Seen, As Told, s. 154. www: http://www.osce.org/odihr/17772?download=true
  49. Blair, Tony (23. marts 1999): “Statement by Prime Minister, Tony Blair, in the House of Commons, Tuesday, 23 March 1999,” i: Marc Weller, Ed., The Crisis in Kosovo 1989-1999, International Documents & Analysis, Volume I (Documents & Analysis Publishing Ltd., 1999), p. 495.

    Robin Cook i: UK House of Commons (1999): “Select Committee on Foreign Affairs: Minutes of Evidence: Examination of Witnesses (Questions 280-299)”, Foreign Affairs – Seventh Report, para. 287. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199899/cmselect/cmfaff/188/9071305.htm.

    Tim Judah (2002): Kosovo: War and Revenge (New Haven: Yale University Press), s. 229.

  50. Science (22. marts 2002): “Statistical Analysis Provides Key Links in Milosevic Trial”, vol. 295. www: http://stat.smmu.edu.cn/history/Statistical Analysis Provides key links in Milosevic Trial.pdf.

    UK House of Commons (2000): ”Supplementary memoradum submitted by the Foreign and Commonwealth Office on Kosovar Albanians”. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/9111814.htm

    Spiegel, Paul B & Peter Salama (2000): “War and mortality in Kosovo, 1998–99: an epidemiological testimony”, The Lancet, Vol 355, 24. juni 2000.

  51. OSCE (1999): Kosovo/Kosova – As Seen, As Told. www: http://www.osce.org/odihr/17772?download=true.

    Independent International Commission on Kosovo (2000): The Kosovo Report: conflict, international response, lessons learned. Oxford University Press. www: http://reliefweb.int/sites/reliefweb.int/files/resources/6D26FF88119644CFC1256989005CD392-thekosovoreport.pdf.

    Foreign Affairs Committee (2000): Fourth Report. House of commons. www: http://www.publications.parliament.uk/pa/cm199900/cmselect/cmfaff/28/2802.htm

  52. U.S. State Department (dec. 1999): Ethnic Cleansing in Kosovo: An Accounting. www: http://www.state.gov/www/global/human_rights/kosovoii/homepage.html

    State Department (maj 1999): Erasing History: Ethnic Cleansing in Kosovo. www: http://balkanwitness.glypx.com/erasing-history.pdf

  53. Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke findes et eneste korrektiv til konfliktbilledet baseret på basale, officielle fakta. Jeffrey Sachs hævder overdrevet i Politiken, at interventionen ”udløste et årti med uro på Balkan”. 1 artikel peger på, at grundlaget for interventionen var delvist forkert; i 2 artikler påpeges det, at interventionen beklageligvis førte til en styrkelse af muslimer og overgreb mod kristne; i 1 artikel gøres interventionen til et eksempel på en forfejlet ideologisk menneskerettighedspolitik; yderligere 2 artikler hævder, at krigen mod Serbien var i strid med international lov; i 2 artikler optræder interventionen som et eksempel på en kritisabel militaristisk udenrigspolitik – i det ene tilfælde tillige en katastrofal politik.

    Kun i en enkelt artikel kommer det kritiske synspunkt fra en journalist på den pågældende avis; i de øvrige tilfælde indgår de kritiske synspunkter i debatindlæg eller citater fra interviewpersoner. Vi befinder os i holdningsgenrerne, ikke de informerende genrer. De kritiske artikler viderebringer klare holdningstilkendegivelser og håndfaste statements om konfliktens overordnede karakter, men ingen basal, retvisende viden om konfliktens indhold.

  54. Bennett, Lance W. (1990): “Toward a Theory of Press-State Relations in the United States”, Journal of Communication 40 (2): 103-125.

    Hallin, Daniel C. (1986): The Uncensored War: The Media and Vietnam. Oxford: Oxford University Press.

    Hallin, Daniel C. (1994): We Keep America on Top of the World – Television journalism and the public sphere, London and New York: Routledge.

  55. Tony Blair: “The fight for peace”, BBC, 25. marts 1999. www: http://news.bbc.co.uk/2/hi/uk_news/303648.stm
  56. For eksempler se: Jarl Sidelmann (11. april 2018): ”Vores ganske voldelige måde at være passive på”, Eftertryk. www: https://www.eftertrykket.dk/2018/04/11/vores-ganske-voldelige-maade-at-vaere-passive-paa/
  57. Se f.eks. Lillian Gjerulf Kretz’ interview med Lars Løkke Rasmussen i TV-Avisen d. 14. marts 2011. Det er omtalt her: Uffe Kaels Auring: ”Mediernes påbud: Du skal slå ihjel”, Medieoplysning.dk. www: http://medieoplysning.dk/?p=2455
  58. Se eksempler her: Uffe Kaels Auring (2014): ”Nyheds-u-værdigt: Et redskab for CIA”, Medieoplysning.dk. www: http://medieoplysning.dk/?p=2682
  59. Bl.a. tilbagevist i det britiske udenrigsudvalgs Libyen-rapport. UK House of Commons, Foreign Affairs Committee (2016): “Libya: Examination of intervention and collapse and the UK’s future policy options”. www: https://www.publications.parliament.uk/pa/cm201617/cmselect/cmfaff/119/119.pdf
  60. Rasmus Mariager & Anders Wivel (20. april 2018): ”Det handler om udbud og efterspørgsel”, Weekendavisen.
  61. Om sidstnævnte se kap. 21 i: Mark Curtis (2018): Secret Affairs: Britain’s Collusion with Radical Islam, London: Serpent’s Tail.

    Se også kap. 7 i: Christopher Davidson (2016): Shadow Wars: The Secret Struggle for the Middle East, London: Oneworld