Jul i Bayt Lahm
En julehistorie
Af Marie Møller Kristensen
Vestjerusalem, den 26. december 2003.
Jeg har kun én far, han er biskop. Min far er en af grundene til, at jeg bor her og er ateist. Jeg flyttede hertil fra Gaza By, der var ikke til at holde ud at være, selv ikke for mig. Jeg havde godt nok en kæmpe lejlighed, som jeg indrettede med smukke sort-hvide fotografier af arabisk folkeliv før 1940’erne, jeg mener palæstinensisk folkeliv. Med broderede puder og billig rengøringshjælp. Men jeg drak for meget i den triste UN Club.
Her i Jerusalem har jeg det fint. Jeg kunne lige så godt bo i østdelen – den arabiske del – men herovre fandt vi en lejlighed med moderne faciliteter, og den gamle by er tæt på – det kan vores gæster godt lide. De elsker at surfe lidt i religionernes historie, og de rejser igen, før de har nået at opleve, hvordan folk her kæmper for ikke at drukne. Men vi har det godt. Jeg er mest på kontoret, og hjemme.
Om lørdagen tænder jeg underboens cigaret, for ham. Han står ude ved trappen, på et trin ligger tændstikæsken. Når jeg kommer forbi, hilser vi, han vipper med cigaretten i munden, og jeg forstår vinket. Man må ikke udføre nogen handlinger i sabbatten.
Til jul plejer jeg ikke selv at foretage mig det store. Min far er langt væk, og den anden far tror jeg ikke på. Men nu er jeg selv blevet far. Hun skal ikke hedde Eva. Der var fanme ingen, der sov, da hun blev skabt! Hun skal ikke være nogens drøm. Det siger jeg nu, som om jeg har guddommelig magt over noget som helst.
I år har vi haft julebesøg fra Danmark. Vores gæst ville gerne til Betlehem. Jeg gad ikke, jeg foretrækker at blive hjemme, når jeg ikke er på kontoret. Desuden virkede vores gæst til at være ude af balance. Da hun ankom, talte hun hele aftenen om sin rejse. Vores nyfødte sov tungt.
– De trak mig sgu til side i Wiens lufthavn, fortalte vores gæst. – Her tror jeg, at jeg bare skal skifte fly, og så havner jeg ved et bord over for en mand, der interviewer mig, nej, forhører mig, i over en time! Som om jeg er kriminel.
– Hvad var det for en mand? spørger Maria, mit barns mor.
– Jeg ved ikke rigtig. Han var i civil. Vi talte jo tysk, han lød som en østriger. Han lignede en jøde, ja undskyld. Forbindelse til israelsk politi eller efterretningstjenesten?
– Jeg ved ikke, om de også arbejder i Wiens lufthavn. Hvad spurgte han om?
– Alt muligt. Alt om mig og min baggrund. Hvad jeg skulle i Israel, hvem I er, hvor I bor. Hvad vi skulle lave. Om jeg var kristen.
– Nå.
– Han var pisseirriterende, jeg blev vred. Jeg spurgte, om hans egen familie også havde gode erfaringer med myndighederne, for eksempel i Østrig før i tiden. Jeg undskyldte det bagefter. Han reagerede ikke.
– Hans job er at finde ud af, om du skulle ned at lave noget med nogle palæstinensere, sagde Maria. Hun lød træt.
– Sikkert. Fuck det. Er han ikke selv et offer for historien?
– Måske, sagde Maria. Og det er du så på en måde også blevet. Selv om det kun varede en time i Wiens lufthavn.
– Det gentog sig fanme, da jeg landede i Tel Aviv. En mand i uniform interviewede mig igen. Og de gennemrodede hele min bagage. Alting.
– Surt, sagde Maria. – og så midt i den søde juletid.
Det var den 23., og dagen efter var Maria træt, hun havde været vågen siden tidlig morgen. Jeg var rastløs, min far havde sendt en lang mail med ”juletanker”, og lydene fra byen forvirrede mig, skiftevis for meget stilhed og så en masse støj, klokker eller sang. Normalt ville jeg lade BBC køre og lave noget god mad, men maden var forberedt, og gæsten sad i sofaen, hun så fortabt ud, ventede på et eller andet. Så opstod ideen om at køre til Betlehem. Jeg sprang til, fordi Maria syntes, at vi skulle gøre det, selv ville hun blive hjemme med barnet.
Syv kilometer for Jesus. Syv kilometer til Betlehem. To checkpoints. Ved det første skal vi selvfølgelig ud af bilen. Gæsten stirrer rasende på de unge tungtbevæbnede soldater. Jeg gider ikke det her. Vi kommer igennem, men ved det næste checkpoint begynder hun at skændes med en soldat. Jeg hører ikke efter, ser bare på deres ansigter for på den måde at vurdere faren. To hidsige fjolser, en ung og en lidt ældre, begge med sunde, velnærede ansigter, den ene med en kæmpe maskinpistol. De spytter ord i hovedet på hinanden, jeg står ved siden af, vi er de hellige tre konger. Lidt borte står nogle hyrder med flere tunge våben, luften er kold. De to bliver ved med at skændes, de har åbenbart brug for at afreagere. De andre soldater griner lidt og ryger, min opmærksomhed vandrer bort, jeg tænker på min far og samtidig på ham, der forhørte gæsten i lufthavnen, fædre, der står mellem deres egne fædre og deres børn, ligesom mig selv nu, kommer jeg i tanke om.
– Stop nu, siger jeg til gæsten. – Lad os komme videre, vi skal jo til Betlehem, hen og se Fødselskirken, remember? Du bliver nødt til at lade soldaten få det sidste ord, ellers kommer vi måske ikke igennem.
Lidt efter sætter vi os ind i bilen, og kort efter kører vi gennem byen, Bayt Lahm. Jeg er overrasket, det er trods alt Jesu fødested, gaderne er tomme, og alt ser fattigt ud, juledekorationerne kan ikke skjule forfaldet. Her ser ikke ud, som om der sker eller nogensinde er sket noget. Byen er lille, snart er vi ved kirken. Her holder der masser af biler og turistbusser.
– Der er vist ikke plads til os, siger jeg. – Hvad gør vi? Jeg standser bilen og kigger på gæsten. Hun holder sit pas i hænderne og ser på det som forhekset. Så løfter hun hovedet.
– Vend om, siger hun, – kør tilbage. Hørte du slet ikke, hvad soldaten sagde til mig? Det er mindre end et år siden, israelerne belejrede kirken. Både militante palæstinensere og civile, og fredsaktivister, var lukket inde i kirken i over en måned. Soldaten pralede med det, men det lød også truende. Han sagde, at jeg lige skulle huske på den historie. Det kan godt være, at du har fået en kristen opdragelse og alt det der, men jeg har fået nok. Kør tilbage, lad os tage hjem og få noget at drikke.
– Whatever, siger jeg. – Jeg har under alle omstændigheder mest lyst til at være hjemme. Sammen med Maria og barnet.
Marie Møller Kristensen er skribent og underviser.
Noter:
Bayt Lahm, بيت لحم, er det arabiske navn for Betlehem, en palæstinensisk by beliggende på Vestbredden.
Belejringen af Fødselskirken i Betlehem fandt sted den 2. april-10. maj 2002. Læs om forløbet her.
(Læs om byen Betlehem, dens historie og nutid her)
Jerusalem er opdelt i en vestlig israelsk del og en østlig arabisk. FN definerer Østjerusalem som et af de palæstinensiske områder, der er besat af Israel.
Den gamle by ligger i Østjerusalem og grænser op til Vestjerusalem. Den gamle by er opdelt i flere dele (kvarterer), og israelere opkøber løbende huse i den arabiske del. Israel forsøger på denne og andre måder at uddrive palæstinensiske indbyggere fra både den gamle by og resten af Østjerusalem, og annektere hele byen. Mure og checkpoints tjener også til at isolere Østjerusalem fra andre palæstinensiske områder på Vestbredden.
FN og EU opfatter Jerusalem som et corpus separatum, som bør være delt hovedstad for både Palæstina og Israel.