Finansministerens højreorienterede regnemaskine

Af Per Bregengaard

Det koster 600 millioner kr. Det var finansministerens svar, da Enhedslisten under finanslovsforhandlingerne i 2014 foreslog at lappe et minimalt hul i dagpengesystemet. Det handlede om at gøre en fåtallig gruppe af arbejdsløse berettiget til en kontanthjælpslignede ydelse i tre måneder, hvis de faldt ud af dagpengesystemet.

Ydelsen ville kun koste statskassen omkring 10 mio. kr. Men Regnemaskinen fortalte finansministeren, at den lille forbedring af økonomien for de få, negativt ville påvirke viljen til at arbejde hos alle ledige, som kunne blive berettiget til ydelsen. Det koster kassen: 600 millioner kr.! For væksten i det, man vil kunne kalde dovenskab, koster skatteindtægter i fremtiden.

Hvad er finansministerens regnemaskine? Regnemaskinen er populær sagt et system af matematiske ligninger, som hviler på teoretiske antagelser om sammenhænge i økonomien, herunder såkaldte ”dynamiske effekter”. Ved at fodre modellen med statistiske oplysninger spytter den oplysninger ud om de forventede resultater af en given ændring. Resultaterne er helt afhængige af de teoretiske antagelser og de dynamiske effekter, man forudsætter, vil være gældende.

Befolkningens adfærd, ”gulerodseffekten”

Dynamiske effekter er i økonomisk teori de ændringer af adfærden hos befolkningen, som en politisk økonomisk beslutning medfører. Det centrale i denne sammenhæng er påvirkningen af befolkningens mulighed for, vilje og evner til at arbejde.

Den økonomiske teoris antagelser står ikke alene i Regnemaskinen. Den bygger som sagt også på statistiske oplysninger, altså data. Enhedslisten forholder sig kritisk til dem og deres anvendelse. Det handler om de påståede tre resultater af Regnemaskinens arbejde:

– Forringelser af de arbejdsløses vilkår fører til lavere ledighed.
– Skattesænkning fører til højere udbud af arbejdskraft.
– Øget arbejdskraftudbud fører til vækst i beskæftigelsen.

Finansministeren antager, at lavere sociale ydelser fører til lavere ledighed. Det er en forudsætning i Regnemaskinen. Hvis man sænker de offentlige overførselsindkomster som dagpenge og kontanthjælp, og derved øger forskellen på lønninger og overførselsindkomster, vil det resultere i flere i arbejde. Motivationen, altså guleroden for den enkelte ledige er en øget økonomisk gevinst ved at tage et arbejde.

Forudsætningen for, at flere kommer i arbejde, er, at der er et arbejde, den arbejdsløse kan få. Det vil der – muligvis efterhånden – være. Et øget udbud af arbejdskraft (på det herskende økonomisprog: arbejdsudbud) skaber automatisk en øget efterspørgsel efter arbejdskraft, lyder en af antagelserne i den liberalistiske økonomiske teori, der ligger til grund for Regnemaskinen.

At et øget udbud ifølge den liberalistiske økonomiske teori skaber mere efterspørgsel, hænger sammen med den såkaldte prismekanisme. Vokser udbuddet af en vare (her af arbejdskraft), så falder prisen (her lønnen). Når prisen falder, så vil flere købe varen. Altså, arbejdsgiverne skaber flere arbejdspladser, når lønnen bliver mindre, og viljen til at tage et hvilket som helst arbejde bliver større.

Gode vilkår for de arbejdsløse begrænser således udbuddet af arbejdskraft og skaber dermed arbejdsløshed. Arbejdsløsheden svinder ind ved at forringe vilkårene for de arbejdsløse.

Den liberalistiske økonomiske teori indebærer altså, at den arbejdsløse selv bærer skylden for sin arbejdsløshed. Det er hendes eller hans vilje og motivation, der er problemet. Det er ikke det økonomiske system, udviklingen i de økonomiske konjunkturer, på arbejdsmarkedet eller lignende, det er galt med.

Det er ikke samfundets opgave at sørge for arbejde til de ledige. Samfundets opgave bliver at påvirke viljen og motivationen ved i overført betydning at sulte den arbejdsløse i stedet for at give en retfærdig kompensation, altså erstatning for manglende arbejde. Der er ingen grund til medfølelse, for sådan er det jo.

Men holder den liberalistiske økonomiske teoris antagelser i virkeligheden, således som finansministeren hævder?

Ingen påviselig sammenhæng mellem kompensation og ledighed

Finansministeren henviser til tre typer af undersøgelser, der skal godtgøre Regnemaskinens resultat. En af de centrale undersøgelser er et OECD-studie af udviklingen i ledigheden i lande over tid.

Studiet prøver at forklare udviklingen i ledigheden på tværs af lande ved at lave en matematisk analyse, der inddrager en række forhold på arbejdsmarkedet. En central faktor i forklaringen af ledigheden er ifølge OECD-studiet den såkaldte kompensationsgrad, som studiet mener kan forklare en stor del af den høje ledighed i 1980’erne og 1990’erne i Europa. Kompensationsgraden er: Hvor meget man får i dagpenge eller kontanthjælp ved arbejdsløshed set i forhold til indkomsten, når man er i beskæftigelse.

Den matematiske analyse har dog en række svagheder. For det første kan den ikke sige noget om årsagssammenhængen. Er det kompensationsgraden, der forklarer ledigheden – eller omvendt: ledigheden, der forklarer udviklingen i kompensationsgraden?

Enhedslisten har set på bruttokompensationsgrader og ledighed, sådan som den er opgjort af OECD i perioden 1961-2005 for 20 OECD-lande. Der er en statistisk rimelig sikker (signifikant), men svag sammenhæng, når man ser på hele perioden. Den viser, at højere niveauer af kompensationsgrad korrelerer (passer sammen med) med højere ledighed.

Imidlertid er der en meget, meget svag tendens til den modsatte sammenhæng, hvis man ser isoleret på perioden 1983-2005, hvor højere niveauer af kompensationsgrad er forbundet med lavere niveauer af ledighed. Det er altså det modsatte af OECD’s og finansministerens konklusioner. Tendensen er imidlertid så svag, at man må konkludere, at der reelt ikke er nogen sammenhæng.

Det er påfaldende, at sammenhængen mellem bruttokompensationsgraden og ledigheden ikke bekræfter den liberalistiske antagelse om sammenhængen i den senere del af perioden. Det viser, at der må være andre forklaringer på udviklingen i ledigheden.

Ovenstående er en smagsprøve (uddrag fra s. 11-23) på Finansministerens højreorienterede regnemaskine – en politisk indføring i Enhedslistens rapport: “Den politiske regnemaskine” og debatten som fulgte efter af Per Bregengaard. Forlaget Solidaritet. 76 s. Pris: 20 kr.

Billedet øverst er en redigeret udgave af Adriaen Isenbrandts “Man Weighing Gold” (cirka 1515-1520).